Jan Krohn Dehli fra Ishøj Sportsfiskerklub kan bare det der med at fange de allerstørste havørreder på fluestangen. Og det er ikke kun på kysten. De sidste tre dage har han været at finde ved den sydsvenske å Mørrums bredder, og forleden lagde han ud med en smuk havørred på 68 centimeter, som straks fik friheden igen.
– Så er der lige en god fisk mere, fortæller Jan Krohn Dehli her til morgen. – Den bankede bare til den sorte flue, og røg med det samme fri af vandet, hvor den lavede en dobbelt skrue, et par udløb og derefter to hop helt fri af vandet. Efter en kort, men hidsig fight, kunne jeg lande en havørred på 92cm, der hurtigt fik sin frihed igen, slutter Jan, der stadig har et par dage tilbage at fiske i.
Har du selv været ved åen for at fiske, så hører vi meget gerne fra dig. Send din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.