FASTSPOLEHJULET – FRA TRISSE TIL KASTEKANON

jan 16, 2020 | Artikler, Grej og beklædning

Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens i dag mest anvendte fiskehjul – fastspolehjulet. Følg med på en rejse, hvor vi følger udviklingen fra de første primitive udgaver af fastspolehjul til de kastekanoner, der anvendes i dag.

AF PER EKSTRØM

For mere end 50 år siden, da jeg stiftede bekendtskab med lystfiskeriet, var jeg ikke det mindste i tvivl om, hvad et ”rigtigt” fiskehjul var. Det var fastspolehjulet, fordi det var det hjul, jeg så de fleste stænger var udstyret med. Andre typer af hjul var der også, men de var så anderledes, at de i min optik måtte være af nyere dato. Hvad jeg ikke vidste var, at fastspolehjulet faktisk var den yngste type af samtlige hjulmodeller, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys.

Idéen kom fra England

Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Læg mærke til den flotte æske – det var en eksklusiv sag.

Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England – og en tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik. Her var en automatisk spinnemaskine nemlig udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, så har man grundprincipperne i et fastspolehjul.

Ses man nærmere på Illingworths første prototype, er det i et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, og pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.

Halvvejs et fastspolehjul

Her ser du hybriden, der kom før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.

Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster” – noget der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul. Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe. Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, at ved den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.

En anden, G.R. Holding, tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Hjulfoden kunne også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne man kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert.

Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.

Et hjul med en krog

Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke – det kunne kaste 43 yards eller knapt 40 meter med en kastevægt på 1 ounce, som er knapt 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.

Hardy lancerer Altex

Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.

Den største landvinding inden for bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Så man kan sige, at Hardys løsninger var langtidsholdbare.

En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem denne Mr. Felton var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.

Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af dennes 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.

Let-spin eller fastspole?

Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud. Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris.

Men så kom krigen, og verden skulle koncentrere sig om andet. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an. Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt.

Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.

Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.

På grund af bedre levevilkår og mere fritid i 1950érne steg antallet af lystfiskere betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man som hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over. Lystfiskerlegenden fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.

I 1955 udgav den kendte lystfisker og fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke, og her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men line bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i udrede, for i samme øjeblik blinken rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”. Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på kreatøren til begrebet fastspolehjul?

Nye tider – masser af modeller

I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande med Vesttyskland og Frankrig i spidsen var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa.

Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, var til at betale og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.  I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.

Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer.

Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så der var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævnte det ”verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, men bare i en luksusudgave.

Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere, blandt andet fordi liner og lineoplæg er forbedret drastisk. Hertil kommer, at stort set samtlige andre funktioner er opgraderet drastisk, hvilket bl.a. giver en bedre bremse og en langt mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.

Danske fastspolehjul

Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem, og det der blev fremstillet flest af blev produceret af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. De fleste havde et bogstav, som angav modellen, og Model D er nok det hjul, der er fremstillet flest af. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. Desværre uden den store omsætning. Selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.

Japanerne kommer

I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med prisbillige japanske fastspolehjul. Kvaliteten var bare ikke særlig god. Betegnelsen ”Made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Helt modsat nutidens hvor det borger for noget super-duper, men de blev importeret i stor stil. Ofte uden navn, for så kunne importøren selv sætte en mærkat på. Det største problem var, at drevet i de fleste tilfælde var udført i letmetal som fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.

Men allerede i midten af 1970érne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt. Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. En finesse, der modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge.

Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus. Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kan tilskrives et firma, som man slet ikke forbinder med hjul, men med spinnere. Det er Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var den relativt høje pris på 50 US dollars, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse – og så har markedsføringen måske været begrænset.

Nutidens fastspolehjul

”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag, og det er det rene ”guf” sammenlignet med tidligere tiders. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.