apr 15, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Her i weekenden tog jeg og et par venner på en hurtig bådtur for at fange et par store havørreder, fortæller Mads Kentov fra Team Westin. – Efter en tidlig start, inden solen kom op, hvor vi fiskede ved et rev, og derefter brugte Garmin Force elmotoren til at afsøge et stort område, fik jeg endelig et tungt hug. Det var min Sandy inline 24g UV transparent AMMO, der var bud efter, og det blev en intens kamp, men det lykkedes at lande en imponerende overspringer. En fantastisk fiskeoplevelse på vandet! Kastefiskeri fra båd er bare fedt.
mar 27, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Predatorfiskeri, Video
Drømmer du om at bygge den perfekte fiskemaskine til søernes fiskeri efter gedde, aborre og sandart – ja så behøver du ikke at kigge særlig meget længere end denne film for at finde masser af god inspiration til dine kommende bådprojekter. I denne video viser Aders Stadelund dig, hvordan han har indrettet sin predatorbåd til perfektion med marinelektronik, elmotor, batterier, fittings og diverse super smarte og funktionelle løsninger, der giver højere effektivitet og fiskekomfort på båden. Du får alle detaljer om, hvordan båden er indretttet med blandt andet strømforsyning og batterier – samt tips til hvordan du bruger fx plotter, Sideview og LiveScope under det praktiske fiskeri. Glæd dig til en fed video, hvor der virkelig bliver nørdet igennem med de aller fedeste mulige løsninger til din kommende drøm af en predator-båd.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis her.
jan 30, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke.
Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.
AF FLEMMING MADSEN
KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.
Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.
De mindre både til lystfiskeri
Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.
Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.
En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.
El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.
Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.
Lidt større både til havfiskeri
Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.
Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.
Den perfekte trollingbåd
Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.
Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.
Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.
Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.
Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.
Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.
Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.
Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.
Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!
De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.
Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.
Hvilken motor skal jeg vælge?
Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.
En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel
Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.
De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.
Den rette trailer til fiskebåden
Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
mar 30, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Trolling
Med en velbalanceret trailer kan man let søsætte båden alene. Her er det salige Jens Gøth i færd med at traile sin båd i vandet ved Stege.
Når du skal købe trailer er der mange ting, du skal have for øje. Her giver Mikael Svensson i del 1 af Fisk & Fri’s trailerguide en håndfuld tips til det svære valg.
AF MIKAEL SVENSSON
TO HÆNDELSER har været epokegørende for mit fiskeri. Den første var, da jeg anskaffede mig egen båd. Endelig slap jeg for det landbaserede fiskeri, som for det meste resulterede i fiskeløse ture, bundbid og mistede agn. Den anden var, da jeg købte mig en rigtig bådtrailer.
Jeg startede med hjemmelavede trailere fremstillet af resterne fra en gammel campingvogn, men det var først, da jeg købte en rigtig bådtrailer fremstillet til formålet, at mit bådfiskeri tog fart. Nu kunne jeg pludselig forlade »geddepølen« derhjemme og søge nye udfordringer. Det var et helt nyt fiskeunivers der åbnede sig for mig. Indkøbet af en trailer er dog lettere sagt end gjort, og når man skal købe sin første trailer, er der en del ting at tænke på.
Jo længere tilbage siderullerne sidder, desto lettere er det at trække båden præcist op på traileren – især hvis man er alene.
Hvad vejer båden – og hvordan påvirker det valget af trailer?
Totalvægten – altså bådens egenvægt, er det første, du skal tage højde for. De fleste bådfabrikanter oplyser en såkaldt »tørvægt «, hvilket er skrogets egenvægt helt tomt. Du skal altså lægge vægten af alt det udstyr, som er på båden under transport, til – fx motor, brændstof, batterier, downriggere, stangholdere og eventuel elektronik. Forsøg også at indregne fremtidig udrustning, hvis du har planer om sådan noget og regn gerne lidt i overkanten, så du har en god marginal. En våd båd efter en tur på vandet vejer fx noget mere end en helt tør. Du narrer kun dig selv, hvis du regner i underkanten og køber en mindre trailer for at spare lidt penge. Det værste er ikke, at traileren lider overlast, men at køreegenskaberne og dermed trafiksikkerheden bliver forringet. Mit råd er derfor at regne ud hvad båden egentligt vejer og dernæst ligge 50-100 kilo til, afhængig af bådens størrelse. Når du ved hvilken lasteevne din fremtidige trailer skal have, kan du efterfølgende tjekke dine registreringspapirer på bilen, for at se om du rent faktisk må trække båden.
Med et sæt »guideruller« på siderne af første kølrulle, styrer båden let og ubesværet op på traileren.
Hvordan påvirker længde og overhæng trailervalget?
Længde og overhæng er den næste vigtige del, når der skal vælges trailer. Her vil jeg faktisk råde dig til ikke at lytte til fabrikanternes anbefalinger. De varierer nemlig meget fra fabrikant til fabrikant. En trailers totallængde måles fra kuglekoblingen til trailerens bagerste punkt – ofte den bagerste kølrulle eller nummerpladebommen.
Men en båd kan ikke lastes på hele trailerens længde. Båden lastes fra stævnstøtten på spiltårnet til den bagerste kølrulle. Hvis du, som jeg kører i en stationcar og gerne vil kunne åbne bagagerummet med traileren på bilen, skal der minimum være 30 centimeter fra kuglekoblingen til spiltårnet. Afstanden mellem spillet og stævnstøtten til bådens stævn plejer at være 40-50 centimeter.
Overhæng, kaldes den del af båden som er agter og hænger ud over trailerens kant. Dette er den tungeste del af båden, eftersom motoren er monteret her. Derfor er det vigtigt at overhænget ikke bliver for langt, da påvirkningerne på bådskroget kan blive store og i værste fald efterlade trykskader på siderne af båden. Så jo mindre overhæng desto bedre – og helst ikke over 50 centimeter. Tager vi fx en båd på 4,60 meter. Lægger 30-50 centimeter til for at kunne åbne bagagerummet og desuden tager højde for, at der samtidig max må være 50 centimeter overhæng, når vi frem til at traileren skal være 4,9 meter lang.
I dette tilfælde er en trailer, som er 30 centimeter længere end båden, derfor et fint udgangspunkt. At have en trailer som er endnu længere – måske 50-60 centimeter, er absolut ingen ulempe. Det giver dig nogle justeringsmuligheder til den næste vigtige del – nemlig kugletrykket.
Bådskroget er bygget til at ligge på vandet og ikke en trailer. Så jo flere »stødpuder« traileren har, desto bedre er det for båden.
Kugletrykket – hvordan påvirker det køreegenskaberne?
Kugletrykket er vægten af en fuld lastet trailer på anhængertrækket. Det kan variere fra 30-100 kilo afhængig af anhænger, type af krog, bil osv. Det plejer ikke at være noget problem med mindre både, men med større både er det meget vigtigt, da det kan påvirke køreegenskaberne på både bil og trailer. For højt kugletryk presser bilens bagende ned, så forlygterne blænder modkørende trafikanter. Hertil kommer det slid, der opstår på støddæmpere, dæk og hjulophæng.
For lavt kugletryk er heller ikke godt, da det som regel giver en ustabil anhænger, som kan begynde at slingre ved høje hastigheder. Og det er ikke sjovt kan jeg love dig! Det er ofte ret enkelt at justere trykket. Man lægger et stykke træ eller lignende mellem kuglekoblingen og en almindelig badevægt. Løsner spiltårnet og skyder båden frem eller tilbage indtil vægten viser det ønskede ciffer. Til båden på 4,60 meter, som jeg nævnte før, ville jeg vælge et kugletryk på cirka 40 kilo. Når vægten viser 40 kilo spænder man spiltårnet fast, og så er den ged barberet. Man skal dog også holde øje med overhænget og sikre sig, at det ikke bliver for stort. Bliver overhænget for stort, må man eventuelt acceptere et noget højere kugletryk og flytte båden fremad.
Spillet skal helst sidde i niveau med eller lidt højere end stævnøjet, som her.
Hvordan optimeres brugen af spiltårnet på traileren?
Spiltårnet er flytbart på næsten alle trailere, og stævnstøtten plejer også at være justerbar. Men det er ikke altid, at spillet kan justeres i højden, og det er en skam. Det er nemlig en stor fordel at have spillet på samme højdeniveau som stævnøjet på båden eller en anelse højere. Hvis spillet sidder lavere bliver din båd presset hårdt mod den forreste kølrulle, når du strammer til. Dermed bliver det ikke blot unødigt hårdt at dreje de sidste to omgange på spillet; det ødelægger også kølrullerne med tiden. Hvis niveauforskellen er lille, kan man montere spillet på en »spacer«, men hvis forskellen er for stor, kan man blive nødt til at montere et nyt øje i stævnen på båden – det har jeg måtte gøre på flere både.
Aluminiumbåde gør kort proces med gummiruller… disse ruller klarede kun et par uger under en Quintrex 390. Løsningen er de hårdere polyuretan kølruller.
Justering af trailerens kølruller
Kølrullerne er vigtige, og der er en del at tænke på, når de skal justeres. Ejer du en aluminiumbåd, skal kølrullerne på din nyindkøbte trailer sikkert skiftes til hårdere polyuretan ruller, hvor glasfiberbåde sagtens kan trailes på de medfølgende gummiruller. Når det gæller antallet af kølruller, er der egentligt ingen regler, men det er klart, at der ikke må være for få. Det er kølrullerne, der bærer skrogets vægt og derfor bør de være talrigt og jævnt fordelt langs hele bådens længde. En groft skitseret anbefaling kan lyde sådan: Både op til lige over fire meter skal minimum have tre ruller. Både op til fem meter skal have fire ruller. En seks meter båd skal have fem ruller – osv.
Personligt foretrækker jeg trailere, som har en centersvelle i midten fra kuglekoblingen og hele vejen ned til sidste tværbjælke. På sådan en trailer kan jeg nemlig frit montere kølruller hvor jeg vil. Desuden vil jeg have den type ruller, som kan justeres i højden. Et tip her er at montere den første rulle – altså den nærmest spillet, en anelse højere end nummer 2. Højdeforskellen behøver ikke være mere end en centimeter, hvorved båden kommer til at skråne svagt på traileren. Fordelen ved dette er, at båden, så snart man slipper spærren på spillet, vil glide mod vandet. Man behøver altså ikke at skubbe og bakse med båden for at få den i vandet, samtidig med, at det ikke giver mærkbart mere besvær at få den op igen.
Båden ligger perfekt. Tilpas overhæng og nok aflastningspunkter på bådens tungeste del.
Trailerens sideruller – tips & tricks
Sideruller er også nødvendige for at få stabilitet under transport. Der findes mange forskellige varianter af disse der enten kan være massive eller hule. Det er langt hen ad vejen bådens skrog, der bestemmer typen af sideruller på din trailer – samt hvordan de skal placeres.
Har man en båd med V-formet skrog, kan man med fordel montere hjulene, så de skråner lidt. Det vil sikre, at båden havner rigtigt, når den trækkes på traileren. En mere fladbundet båd kræver derimod ofte lige stående sideruller. Det er værd at tænke på, at også en glasfiberbåd har godt af blødere sideruller. De må gerne være massive, men så skal de helst have en større diameter som »dæmper« bedre end mindre hjul. Desuden ruller båden bedre af på større hjul.
Personligt fortrækker jeg en trailer, hvor den bagerste tværbjælke ligger bag ved den bagerste kølrulle. Jeg vil nemlig have mine bagerste sideruller så langt tilbage som muligt. Det er optimalt, hvis linjerne mellem den bagerste kølrulle og siderullerne danner et V, set oppefra. På hver side af den bagerste kølrulle vil jeg også have nogle »indkøringshjul« – gerne i stor diameter. Grunden til dette er, at jeg vil være i stand til at få båden på traileren, selvom jeg er alene og forholdene er svære. Det kræver en del justeringer at få alle hjulene til at sidde korrekt, og det tager som regel en del søsætninger, før det hele er perfekt men besværet er godt givet ud i det lange løb.
Forskellige bådskrog kræver forskellige løsninger. Fladbundede skrog og trimaranskrog som her støttes bedst af ligestående sideruller.
Trailertips – når båden er på plads
Når båden står på traileren er det som nævnt kølrullerne, der skal bære vægten. Siderullerne skal kun støtte. Inden man spænder båden fast, skal man kunne dreje lidt på siderullerne, selvom det kræver, at man tager ordentligt fat eller rusker lidt i båden. Så ved man, at traileren er justeret korrekt. På lidt længere både kan det være en god ide at have et ekstra sæt sideruller længere fremme på skroget – det gør meget for stabiliteten.
Når båden skal spændes fast, er det bedst med to spændebånd agter – et på hver side samt et eller to forrest i båden. Båden skal spændes så tilpas hårdt, at den ligger fast på køl- og siderullerne, og den må hverken kunne vride eller rykke sig. En god test er at tage fat i båden og ruske den. Bevæger båd og trailer sig sammen som én enhed er båden forsvarligt fastgjort.
Sikkerhedswire på traileren
Hvis traileren har en tilladt totalvægt over 750 kg, skal der være en sikkerhedswire mellem bil og trailer. Har traileren en tilladt totalvægt på mere end 1.500 kg, eller er den udstyret med to aksler, skal sikkerhedswiren være tilsluttet trailerens parkeringsbremse. Det er desuden vigtigt at wiren er tilkoblet sikkerhedsøjet ved anhængertrækket og ikke bare hænger rundt om trækket, da du risikere, at det hopper af ved uheld.
I næste nummer får du mange flere tips til de praktiske aspekter af, hvordan du trailer din båd.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2015
Klar til afgang. Traileren er justeret perfekt og båden glider af som den skal.
feb 24, 2021 | Nyheder
– Jeg har netop været på min første bådtur til Stevns guidet af min fætter John Erik Nielsen med afgang fra Rødvig Havn, fortæller Jonas Nielsen. – Vi startede om formiddagen, og forventningerne var store til turen samt den flotte natur – nu set fra en anden side end jeg plejer.
– Vi var ikke sejlet langt, før vi kom frem til det første spot på vejen op langs Stevns smukke kyst, hvor min fætter så nævner, at her kan man ikke fiske, hvis man ikke er fra båd, da vandet gik helt op af klinterne. 5-6 kast helt inde under land faldt et hårdt kontant hug, og jeg var sikker på, at det var bund, men jeg blev klogere, da bunden bevæget sig. Efter et par hidsige udløb kunne jeg lande min første havørred taget fra båd ved Stevns. Vi fik yderlig to flotte overspringer længere oppe ad kysten på en fantastik smuk tur, som jeg sent ville glemme.
Har du selv været ude at kastefiske efter havørred fra båd, så hører vi selvfølgelig også gerne fra dig. Send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36. ️
okt 17, 2020 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Når der fiskes efter havørred fra båd syntes det for mange oplagt, at fiskeriet skal foregå langt fra land. Det kan der såmænd også være en sandhed i, når der er tale om trollingfiskeri efter nogle af havets helt store sildeædere. Men ser vi på hvad der bliver fanget af store og små havørreder under kystfiskeri, tegner der sig et billede af, at havørreder i alle størrelser ofte befinder sig kystnært.
AF TUE BLAXEKJÆR
Hvem har som kystfisker ikke prøvet at stå på pladsen, for blot at se hvordan fiskene lystigt springer rundt 200 meter fra land uden for kastehold? Disse fisk kan naturligvis nås fra vandsiden, så derfor kastfisker jeg fra båden, og i udgangspunktet foregår det på to typer af pladser. Den ene er den typiske kystplads som normalt fiskes i et par waders fra land. Den anden plads er stadig rimelig kystnær, men umulig at nå fra land af. Et godt eksempel på et godt havørredspot som er umuligt at nå fra land, er det store lavvandende område ud for Aflandshage på Amager. Dybden i området varierer fra ca. 1 – 2,5 meter, og det som gør dette spot utrolig spændende, er den meget varierede bund som består af dybe render mellem revlerne samt flere spots med store sten samt tangbælter.
Gode bådpladser til havørred
Eksempler på traditionelle kystpladser, som jeg fisker fra båd, er alle pladserne på Stevns fra Bøgeskoven i nord til Rødvig i syd. Jeg kan på en dag i båd nå at affiske langt flere pladser på Stevns end jeg kan i et par waders fra land. Om du fisker fra båd eller land, gælder samme regel om, at fiskene skal findes. Fiskene bliver ikke fundet ved at blive på samme spot, der skal bevægelse til.
Fordelen ved at bruge båden er, at spiltiden med at komme fra plads til plads i bil og på gå ben, bliver elimineret. Et pladsskifte i bil fra Køge Sønakke til Mandehoved tager mindst halvanden time. I båd kan jeg nå fra Sønakken til Mandehoved på 15 minutter. Fiskeriet er på sin vis meget enkelt: Enten placerer jeg båden cirka 50 meter fra det område som skal affiskes på en sådan måde, at den driver parallelt med det.
Kastefiskeri efter havørred fra båd kan være super effektivt, blandt andet fordi det er let at skifte plads eller afsøge større områder for fisk.
Kastefiskeri efter havørred fra båd
Alternativt opretter jeg en rute på kortplotteren, som jeg så sætter autopiloten til at følge. Ved at trimme motor og flaps, kan jeg i tomgang få båden til at sejle 0,5 – 1 knob, hvilket er passende hvis et langt kystnært stræk skal affiskes. Kommer jeg til et område med god aktivitet foretrækker jeg at sejle/drive hen over området flere gange frem for at kaste anker.
Når jeg kastefisker fra båd fisker jeg altid i drivretningen og op til ca 90 grader i forhold til denne. Driver eller sejler båden parallelt med kysten kaster jeg således parallelt med kysten mod driv/sejlretningen eller ind mod land hvor vinklen i kasteøjeblikket ikke overstiger 90 grader set i forhold til bådens sejlretning. Ved at kaste på denne måde fisker man altid over vand som ikke er blevet forstyrret af båden.
Når havørrederne er svare at fange
På dage hvor fiskene er svære at finde på de normale pladser, kan man med fordel ligge og dørge kystnært for at finde et område med hugvillige fisk. Får jeg en fisk under dørgefiskeriet, sætter jeg et waypoint på min kortplotter så jeg nemt kan finde tilbage til hvor fisken huggede. Med udgangspunkt i waypointet begynder jeg at kastefiske fremfor at dørge.
Min erfaring siger mig at man, specielt under stille forhold på lavt vand, fanger betydeligt flere fisk ved at kastefiske frem for at dørge. Et lille trick, som gennem tiden har givet flere gode ørreder er, at sætte en stang med flåd, som fisker 30 – 40 meter bag båden i det område som man netop har drevet hen over. Normalt fisker jeg agnen i ca. 1,5 meters dybde. Af agn kan anvendes regnorm, børsteorm, sildestrimler eller tobis.
Grejet til kastefiskeri efter havørred fra båd
Grejet til kastefiskeri fra båd er det samme som jeg bruger på kysten, dog med den undtagelse, at jeg foretrækker en stang på 8 fod i båden, en kort stang gør det en hel del nemmere når fisken skal landes. Har du ikke en kort stang, kan stænger på 10 og 11 fod sagtens bruges. På dage eller pladser hvor rigtigt lange kast er at foretrække, bruger jeg selv en stang på 11,3 fod, så ingen regel uden undtagelse.
Når valget kommer til endegrej anvender jeg – som på kysten – primært gennemløbere fra 10–30 gram, afhængig af vind, vejr samt fiskeplads. En gennemløber som har udmærket sig ved, at være formidabel til både kaste og dørgefiskeri er Skruen på 20 gram fra OGP.
maj 22, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Pighvar og slethvar er ligeså efterstræbte med fiskestangen, som de er skattet på middagsbordet. Småbådsfiskeriet efter disse glubske fladfisk er både udfordrende og yderst vanedannende, men det er ikke altid lige til. Her giver Nikolaj Kolding give dig et grundigt indblik i kunsten at fange de store flade.
AF NIKOLAJ KOLDING, FOTO: LARS LAURSEN OG NIKOLAJ KOLDING
BÅDEN VUGGER BLIDT i efterdønningerne fra en forbipasserende sejlbåd, men ellers ligger Sundet fladt, og der er ikkemeget at sætte en finger på. Luften er lun, himlen er blå og de stormundede fladfisk – hvarrerne, er helt på toppen og meget sultne.
Min makker og jeg får med jævne mellemrum kontakt med kongerne af den grusbanke, vi ligger og driver over. Vi har været på vandet siden dagens først lys, da grundstenen til en god dag på hvarrerne består i frisk agn. Og da det ikke lykkes os at skaffe tilstrækkeligmed store tobis aftenen inden, har vi måtte ty til friskfangede makrel som agn – og de er nu en gang lettest at fange i gryet og skumringen.
HVARFISKERIET går hurtigt hen og bliver temmelig vanedannende. Det er faktisk lidt som med blankfisken på kysten: Man sætter pris på hver eneste fisk – og det er svært at komme på en smukkere fisk end pighvarren. Når den store plade kommer op i farver som er en tro kopi af bunden, den netop har forladt, bliver man lige benovet hver gang – og et fladt hav med dertilhørende solskinsvejr gør ikke oplevelsen ringere.
Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.
TILBAGE PÅ GRUSBANKEN er der pludselig kontakt. Som et lyn fra en klar himmel forplanter der sig nogle tunge træk i stangen. To sekunder senere kvitterer jeg med et kontrolleret tilslag. Der er fast fisk, og der hersker ingen tvivl og hvilken! En fin slethvar kommer til overfladen efter en fight som måske ikke går over historien, hvilket er helt normalt, men glæden er ikke desto mindre stor, for de hænger trods alt ikke på træerne. Fisken bliver dagens sidste og vægten sniger sig et stykke over kiloet.
Da klokken passerer 14, og vi trods alt har fornøjet os selv med flere timers hvarfiskeri, har vi fået nok. Vi søger imod havnen og en velfortjent vaffelis. nemlig været godt over gennemsnittet og flere flotte fisk har ramt dørken.
PIG- OG SLETHVAR lever en anonym tilværelse på havets bund. Vidste man ikke bedre, så ville man i mange tilfælde ikke ænse deres tilstedeværelse. Men tag ikke fejl. Der findes pig- og slethvar næsten overalt i danske farvande, fra Vestkysten til Bornholm.
De har fået et ry for at være lumske og til tider ualmindelig svære af få i hugget, hvilket også kan være tilfældet. Men dette skyldes dog ofte, at mange gennem tiden har satset forkert og fisket de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Fiskene vandrer nemlig meget mellem dybt og lavt vand – og med lavt vand menes ankel dybt.
Derfor kan det selvsagt være en udfordring at lokalisere fisken i forhold til årstiden, tidspunkt på døgnet og fødeudbuddet. Fiskeriet bliver i første omgang interessant i forårsperioden, hvor fiskene trækker ind efter at have opholdt sig i dybet vinteren over. Efter endt gydeperiode i den tidlige sommer træffes de i sensommeren og efteråret mange steder. Det er typisk i områder med rige forekomster af tobis eller anden fødefisk i den rette størrelse. En hvar er bestemt ikke kræsen og selv halvstore fisk som småtorsk, sej og hvilling, skal ikke føle sig sikre på havets bund.
Pighvarrens favoritføde er tobis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.
SOM DEN BAGHOLDSJÆGER hvarren er, ligger den som oftest halvt nedgravet i enten grus eller sand i en camouflagedragt, der falder fuldstændig i med omgivelserne. Når byttefisken passerer, klapper fælden, og den suges ind i hvarrens voldsomt store mund, uden chancer for at slippe væk.
Mens de på den jyske vestkyst kan bryste sig af at fange de største pighvar i Danmark direkte fra kysten, så fungerer fiskeriet i de indre danske farvande helt klart bedst fra drivende båd på dybder op til 15 meter. Det handler langt hen ad vejen om at finde frem til steder, som er ideelle for bagholdsangreb på især tobis.
Skrænter, render og knolde, hvor der løber en god strøm, som fører byttet ind foran snuden på hvarren er i reglen et sikkert hit, men også deciderede banker med de rigtige bundforhold kan være gode. Hvad de bedste bundforhold i virkeligheden er, virker til at være af meget lokal karakter. Både det fineste sand og hårdt grus virker. Beretninger fra UV-jægere, som trods alt har øjne under vandet, lyder på, at fiskene nogen steder kun opholder sig ekstremt koncentreret på gruspletter, hvor det andre steder syntes ligegyldigt.
STRATEGIEN FRA JOLLE eller småbåd bør i starten være at få fisket noget bund af, indtil man finder fiskene. Dette gøres bedst ved at fiske med tre-fire stænger spredt ud. Er jeg alene på vandet, er mit set-up ofte én stang lige ned i både styr- og bagbord eller alternativt stævn/agter. 30-40 meter bag båden fisker jeg desuden et ekstra takel.
Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.
Er der en makker med, så fisker vi hver vores side med to stænger. En af stængerne fisker jeg altid i hånden, men det er ærlig talt mest for underholdningsværdien; det er nemlig fedt, når hugget forplanter sig i stangen.
Under hvarfiskeriet er det ikke som ved almindeligt fladfiskeri en fordel at arbejde med taklet. Faktisk giver det de bedste resultater, hvis taklet fiskes helt jævnt og gerne med en god fart. Bådens afdrift er derfor en meget vigtig faktor, og det må gerne gå væsentligt stærkere, end når man fisker fx rødspætter.
Den ideelle hastighed på drevet er 0,7-1,2 knob. Er hastigheden på afdriften under 0,6 knob, kan det langt bedre betale sig at dørge med en fart omkring én knob. Det er vigtigt ikke at blive ukoncentreret, også selv om der er gået længe uden fisk. Hold godt øje med stængerne hele tiden. Lige så snart hugget falder, sætter du et waypoint på din plotter, og først derefter tager du stangen. Til tider kan fiskene ligge så koncentreret, at du kan sejle tilbage til dit mærke og bedrive noget som minder om bulefiskeri.
Et godt eksempel på dette oplevede jeg en augustdag sidste år, hvor vi tre mand havde fisket 3-4 timer uden fisk. Pludselig var der fisk i et nyt område, og i løbet af to timer fik vi 15 slethvar og fire pighvarrer – alt sammen inden for et område på 50 x 50 meter med en høj koncentration af tobis.
Hvarrerne er trods deres dvaske udseende glubske rovfisk. Pighvarren er klart den mest forslugne af de to, men slethvarren kan også snildt tage en tobis. Her ses Nikolaj Kolding med to flotte slethvar.
AGN, TAKEL OG GREJ er væsentligt. Selve taklet er i realiteten meget simpelt, og om der fiskes med lod eller en pirk betyder ikke det store. Det er dog en fordel at bruge noget, som ikke arbejder i strømmen, så stangspidsen ikke bevæger sig – eksempelvis et rørformet lod.
Loddet monteres i en glidebom, og herefter bindes en svirvel med et 120-140 centimeter forfang af 0,40 nylon. Der kan også bruges fluorocarbon, da det er noget stivere og giver lidt mindre kludder. Nederst på rigget monterer jeg et størrelse 2 spinnerblad i en bøjle samt to-tre perler efterfulgt af et to-krogs takel. Forrest er en størrelse 6 enkeltkrog og efterfølgende en størrelse 10 trekrog. Nogle har forsøgt sig med trollingblink foran fungerende som en »flasher«, hvilket ikke skulle forværre fiskeriet.
I mit fiskeri holder jeg det simpelt og fokusere i stedet på agnen, som er ekstrem vigtig. Selvom hvarren er lidt af en grovæder, er der visse agn, som fungerer meget bedre end andre.
Mange fisker med sildestrimler, hvilket sikkert er mest fordi, de er nemme at skaffe. Sild fanger fisk, men er langtfra ligeså effektivt som mange tror.
STORE LEVENDE TOBIS vil altid være den bedste agn – især på dage med svag strøm. Det næstbedste alternativ er frisk-frosne tobiser, som også fisker fint. Herefter kommer 25 centimeter lange strimler af makrel. Brug det fede rygstykke af fileten med masser kød på – og kun fra friske makreller.
Selv små pighvar på 30 centimeter, kan på et splitsekund sluge en sådan strimmel, så vær ikke bange for størrelsen, selv om det virker en anelse bombastisk. Hele agnfisk af sild, brisling, hornfiskyngel kan også benyttes.
I langt de fleste tilfælde føles hugget som et tungt jævnt træk, der af den mindre erfarne godt kan forveksles med et bundhug. Når man har oplevet det nogle gange, er man dog sjældent i tvivl om, hvad der sker i dybet, for der findes nemlig ingen andre fisk, som hugger sådan. Dette betyder også, at det er nemt at hive rigget væk, når ising eller fjæsing med sine karakteristiske smånip uundgåeligt signalerer, at de er ved at kaste sig over agnen.
HVIS STANGEN FISKES PASSIVT i stangholderen, vil hugget ved ni ud af ti hug gange registres ved, at stangen bøjer svagt. Når fisken suger agnen ind, ligger den nemlig typisk bare passivt og nyder sit måltid. Af samme årsag kan jeg godt lide at bruge temmelig bløde stænger. Faktisk så er en almindelig kyststang på 8- 9 fod mere end velfungerende. Derudover bruger jeg også lette trollingstænger, som har den perfekte bløde aktion.
Om man foretrækker multi eller spinnehjul er en smagssag – selv bruger jeg begge dele. Det vigtigste er ikke at fiske med for tyk line – og glem alt om nylonline. Ofte ser man, at der bruges meget tykke flettede liner, hvilket betyder yderlige linepres fra strømmen. En fletline på 0,10-0,15 millimeter er rigeligt, og så er det vigtigt at medbringe gaf eller net. Fisken følger ofte tungt med op, og først når den ligger i overfladen plasker den helt sindssygt. Dette er er helt klart det mest kritiske tidspunkt, så tag altid de pæne fisk med nettet.
UDSÆTNINGER: Igennem snart en hel del år er der udsat pighvar for fisketegnsmidlerne med relativ stor succes. Det lader til, at en del fisk forbliver lokalt og i udsætningsområderne kan der som regel opspores godt fiskeri. På fiskepleje.dk er muligt at holde sig orienteret omkring udsætningslokaliteter landet over.
HVORDAN? Landet over findes et utal af foreninger med udlånsbåde og joller, som gør det muligt for alle at komme til havs. Desuden findes et antal lystfiskerfartøjer som laver deciderede ture efter pighvar og slethvar. Til dem som er mere til fast grund, så fanges fiskene udmærket direkte fra kysten, specielt i foråret hvor en del fisk søger ind på meget lavt vand.
mar 25, 2020 | Grejnyt, Nyheder
Bo Hall, der gennem årene har skrevet og medvirket i flere artikler til Fisk & Fri, har netop udgivet sin fjerde bog, der er den anden i rækken af bøger om ekkoloddet – bådfiskerens bedste ven. Hvor forgængeren gik i dybden med det traditionelle 2D-lod, så dykker Ekolodsboken 2 ned i de mange nye spændende typer af teknologiver som fx CHIRP, downscan, sidescan, Panoptix samt Live Scope. Og det gør han godt.
Alle de nye teknologier bliver beskrevet minutiøst, og for at lette forståelsen kommer han med praktiske casestories fra sit eget fiskeri – rigt illustreret med massevis af screendumps, der er gode at blive kloge af.
Bogen rummer desuden en del fine tegninger, der letter forståelsen af, hvordan man skal visualisere det, som man ser på skærmen – og omsætte det til fast fisk i den anden ende af stangen. Alt i alt en bog vi varmt kan anbefale til alle, der tager deres bådfiskeri seriøst – og gerne vil perfektionere brugen af moderne elektronik for at fange flere fisk.
Du kan købe bogen – både den gamle del 1 og den nye del 2 – på Bo Halls Hjemmeside. Den koster 420 sek inklusiv fragt fra Sverige til Danmark. Køb den før din nabo!
dec 20, 2012 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Christian »Jokeren« Møller er en af de skrappeste danske geddefiskere, og hans foretrukne metode har i mange år været dørg med kunstagn. Det har primært foregået over dybere vand, men med nogle små justeringer og en ny simpel metode har Christian finpudset teknikken, så han nu også kan dørge effektivt over kun få meter vand.
Af Christian Møller
(mere…)
