En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke.
Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.
AF FLEMMING MADSEN
KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.
De mindre både til lystfiskeri
Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.
Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.
En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.
El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.
Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.
Lidt større både til havfiskeri
Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.
Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.
Den perfekte trollingbåd
Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.
Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.
Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.
Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.
Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.
Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.
Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.
Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.
Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!
De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.
Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.
Hvilken motor skal jeg vælge?
Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.
En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel
Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.
De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.
Den rette trailer til fiskebåden
Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011