GLÆDELIG JUL VED FISKEVANDENE – VI SES I 2026

Så har julefreden sænket sig over redaktionen, som er gået på juleferie. Men – selvom der ikke kommer nye opdateringer før den 2. januar, er der dog stadig masser af spændende læse- og videostof, der over julen kan give dig masser af inspiration og viden til dit fiskeri – hvad enten du er til kyst, hav, sø eller åfiskeri: Gå ind og tjek fiskogfri.dk´s artikelarkiv her, hvor der er store mængder af artikler inden for alle former for fiskeri.

Tilsvarende er der mere end rigeligt med god underholdning på Fisk & Fris YouTube til et par marathon skærmsessions, mens du fordøjer julemaden, men husk, at der som altid skal være plads til en fisketur – eller fem.

Glæd dig til 2026, hvor du – ud over en masse spændende nyt stof, der allerede er i pipelinen – får en kæmpestor og meget markant overraskelse, som du kommer til at se meget mere til hver eneste dag du går ind for at se dagens fiskenyheder på fiskogfri.dk. Det nye år kommer også til at bringe flere andre væsentlige opgraderinger på fiskogfri.dk, som vi løfter sløret for i starten af det nye år.

Glædelig jul & godt nytår – Jens Bursell

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

19 KILOS GIGANTGEDDE PÅ DØD AGN

– 129 centimeter og 19,42kg. Det var så stor hun var. Sådan lyder det fra Malthe Andersen fra Team Sportex. – Egentlig var det bare endnu en dag ved søen som så mange andre, men pludselig tog den fuldkommen uventet drejning:

– Vejrudsigten havde lovet svag vind og gode temperaturer, så jeg vidste nøjagtig hvor turen skulle gå hen. Jeg ankom til søen klokken 7, og efter en lang gåtur var jeg på pladsen en halv time senere. Vejrudsigten havde dog taget fejl, og vinden kom modsat af hvad lovet, så jeg tænkte hurtigt på en alternativ plads og satte kursen mod den.

– Klokken 8 begyndte jeg roligt at sætte agn på stængerne og fik sejlet dem ud med baitboaten, mens mørket stille begyndte at forsvinde. Stængerne, som var agnet med hele makrel, sild og skaller blev fordelt med et par hundrede meters mellemrum på forskellige dybder. Stængerne blev lagt, og jeg bad den sædvanlige overtroiske bøn til fiskeguderne. Jeg plantede røven i stolen og nød livet, mens jeg fandt morgenmaden og kaffen samt holdt øje med stængerne.

 

Hvidovre Sport

 

– Omtrent klokken 10.30 var der tegn på liv. Den højre stang gav en enkelt bip fra sig i bidmelderen og mere skete der ikke. Jeg gik over til stangen, samlede den op og mærkede i linen. Sådan stod jeg i cirka 10 sekunder, før jeg mærkede det første ”dunk” i linen. Den hele makrel var blevet samlet op, og nu begyndte fisken af tøffe stille væk med den. Jeg satte krogene prompte – direkte ind i hvad føles som en mur… Fisken stod helt stille i godt 10 sekunder, før der kom tegn på liv. Så kom de første hovedrusk, der var helt langsomme og meget tunge.

– Jeg tænkte med det samme, at det var en bedre fisk, for den var tungere end de 8-10kgs gedder som søen ellers havde budt på i forbindelse med andre ture. Fisken kom nu stille med og gjorde ikke det store ud af sig. Det var som om, at der lige skulle gå lidt tid, før den fandt ud af, hvad der skete, men så startede den ellers også. Først tog de et par langsomme og tunge udløb efterfulgt af de tungeste hovedrusk jeg har mærket, hvilket fik mig til at kigge noget på den opspændte stang. Aldrig har jeg kroget en gedde, der har taget så meget line på vores ellers tunge grej.

– Til vores deadbait fiskeri bruger vi 10fods 3,5punds stænger fra Sportex, monteret med et str. 14.000 Shimano Ultegra. Det er tungt grej, men når man jagter store fisk på langdistancefiskeri, så er det en nødvendighed. Fisken gav ikke op uden kamp, men da den var godt 50meter fra bredden, så jeg den første gang. En stor ryg og halefinne viste sig, hvorefter fisken igen dykkede ned. Fisken kom nu helt ind og jeg fik den i nettet med det samme. Det ellers store net virkede pludselig ekstremt lille nu, hvor der lå en gigant gedde dernede.

– Fisken blev hurtigt afkoget og kom hurtigt i slyngen i vandet for at få lidt ilt, før den skulle op til vejning, måling og billeder. I mellemtiden ringede jeg hurtigt til min far, som heldigvis var i nærheden. Da han ankom, fik vi fisken op på måtten, og først der gik det op for mig, hvor stor den egentligt var. Målebåndet på måtten viste nemlig 129cm! Vi fik hurtigt skudt nogle billeder, før fisken igen fik lidt ilt, inden den skulle vejes i slyngen. Fisken kom på vægten, og jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste, hvad der stod: 21,84 kg med slyngen, som blev vejet til 2,42kg lige efter udsætningen af fisken.

– Jeg fik hurtigt fisken tilbage i vandet, og med en akavet release-video svømmede hun stille tilbage i det mørke vand. Fisken var bred, tyk og kompakt som ingen andre gedder, jeg nogensinde har set, men det hjalp gevaldigt på vægten af den, at den lige havde spist, hvilket gik op for mig, da jeg under afkrogningen, så en halefinne fra en anden gedde som lå nede i maven på hende!

– Efter den fisk gik dagen ellers stille, men det gjorde intet. Så var der nemlig tid til at ringe rundt til kammerater og fortælle om, hvad der lige var sket. Da jeg kom hjem, blev vægten kontrolvejet, og måtten blev målt op med målebånd. Begge dele passede 100%, så der var ingen tvivl!

– Denne storgedde er FISKEN, som min kammerat Magnus og jeg har jagtet igennem et halvt årti, og jeg ville lyve. hvis der ikke blev fældet en lille tåre i minutterne efter genudsætningen. Fisken her understreger bare, hvor vigtigt det er at have styr på teori, teknik og fiskefærdigheder, når man jagter de her store fisk – netop som vores kammerat Daniel har fortalt os i et par år efterhånden. At man skal gå efter det ene hug og så ellers være ”ligeglad” med alle andre fisk. Jagter man først de helt store målrettet, skal man gå all in.

– Det har været en stejl læringskurve, men denne fisk viser, at der er noget om snakken. Det kan godt være, at der kan være langt imellem huggene, men når man endelig får det, så er den også oppe i en størrelse, hvor man begynder at ryste. Og – så skader en smule held eller overtro i form af en lille fiskebøn selvfølgelig aldrig noget på fisketuren! Man skal tro på sit fiskeri og bruge den nødvendige tid – så følger de store fisk, slutter han.

Kort inden publicering af dette fangede Malthe endnu en storgedde, men den må du høre mere om på deres Instagram – @Wildwestfishing – samt fiskogfri.dk efter nytår. 

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

GREJNYT PÅ VIDEO: FISK & FRI TESTER DAIWA MORETHAN AGS OG CALDIA LT

To af årets mest spændende nyheder til kystfiskerne er uden tvivl den nye serie af Morethan AGS spinnestænger fra Daiwa – samt de nye 25 Caldia LT fastspolehjul. Jens Bursell har testet Morethan AGS Coast Commander og Caldia LT 3000 siden sensommeren – og det er der kommet en masse gode fisketimer ud af med både sø- og havørred over 60 cm. Tjek anmeldelsen af det nye spinnegrej, der også er oplagt til letspin efter aborrer, UL-spin til gedder og sandart – plus mange former for put and take samt åfiskeri.

Se testen af Daiwa Morethan AGS og Caldia LT – samt et par flotte ørreder – på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

SANDART FLYTTET FRA ARRESØ TIL HADERSLEV DAM

De indfangene sandarter fra Arresø blev skånsomt opbevaret i dette store net i Ramløse Havn.

Sandarten er en af vores mest populære sportsfisk i ferskvand – og over de sidste par år er der kommet en gryende forståelse for, at vil vi have nogle bedre bestande af denne oprindeligt hjemmehørende danske art – så skal vi have gang i både bedre beskyttelse og støtteudsætninger, hvor det er nødvendigt.

 

AF JENS BURSELL

 

Fra 17-1800 tallet er der historisk vidnesbyrd om en bestand af sandart i sønderjyske Haderslev Dam – en bestand, der over de seneste år har været fåtallig. For et par år tilbage besluttede Sønderjysk Sportsfiskerforening sig for at gøre noget med den skrantende sandartbestand – og nu er der – med støttet fra Lystfisker Danmarks projektpulje til bedre lystfiskeri i Danmark, hentet 184 voksne sandart fra Arresø på Nordsjælland til at booste populationen.

 

Geddefeber

 

Michael Røge fra Sønderjysk Sportsfiskerforening med en af de mange sandarter, der blev flyttet fra Arresø til Haderselv Dam i november.

Michael Røge fra Sønderjysk Sportsfiskerforening med en af de mange sandarter, der blev flyttet fra Arresø til Haderselv Dam i november.

Sønderjysk Sporfiskerforening og LF tager arbejdshandskerne på

– I weekenden d. 14-16 november var vi 16 lystfiskere, som drog til Sjælland for at opfiske sandart, som efterfølgende skulle udsættes i Haderslev Dam, lyder det fra Sønderjystk Sportsfiskerforening. Allerede torsdag aften mødte de første fiskere ind på Ramløse Havn ved søen, hvor Arresø Sejlklub havde været så venlige at stille deres klubhus til rådighed, hvilket var en kæmpe hjælp. Der havde vi så en base at arbejde ud fra – samt et sted at komme ind i varmen og lave mad til alle deltagerne.

– Vi havde allieret os med nogle lokale medlemmer af Lystfiskeriforeningen anno 1886 – alias LF, som også stillede både til rådighed. Ud over det havde vi også selv inviteret nogle skrappe prædatorfiskere, som mødte op med båd og udstyr til at finde og fange sandart.

 

Opfiskning af sandart i Arresø

– Fredag kl.08.00 var der skippermøde i sejlklubben. Vi fik lidt morgenmad, godt med kaffe og hilste på hinanden. Hver især fik man udleveret tilladelser, og et skema til at notere fangsterne. Og så var det ellers i gang med at fiske. Vi havde tilladelse til at flytte 200 sandart, og det mål ville vi gerne så tæt på som muligt. Efterhånden som de blev fanget, blev de transporteret ind til havnen i murerbaljer for derefter at blive sat i et stort udspændt netbur, hvilket fungerede rigtig fint. Forhåbningerne om at nå de 200 sandarter var dog ikke på det højeste, da der efter første fiskedag kun var fanget godt og vel 30 fisk.

– Om lørdagen skulle der for alvor fiskes igennem – med flest både og fiskere. Logistikken og opbevaringen var der styr på. Nu var det “bare” op til alle de dygtige fiskere at fylde fangstgården med sandart. Senere på dagen blev de første 65 sandart hentet, og fragtet til Haderslev Dam. Alle disse fisk overlevede transporten, og svømmede sikkert ud i deres nye hjem. Dagen løftede således forhåbningerne om at nå målet igen, da de dygtige fiskere fik det samlede antal op på over 120 sandart. Efter en lang dag på vandet, var der igen en lækker, velfortjent aftensmad i sejlklubben. Et slag “skomar”, en enkelt øl og en lille til halsen blev det også til.

 

Sandarterne fra Arresø blev transporteret ind til det store net i murerbaljer med vand som disse.

Sandarterne fra Arresø blev transporteret ind til det store net i murerbaljer med iltet vand som disse.

Slutspurten i sandartfiskeriet

– Søndag var det atter tidligt op: Morgenmad, rigelig kaffe, og af sted på vandet igen. Nu skulle slutspurten sættes ind, og der blev fisket lige til det sidste, da vi sluttede fiskeriet klokken 13. Dem, der havde langt hjem, skulle vi have sendt af sted. Der skulle også ryddes op, og gøres rent. Og ikke at forglemme, så skulle de sidste sandart læsses samt sendes mod Jylland. Timingen viste sig helt perfekt. På trods af, at søen viste tænder i form af vind og bølger, da de første ankom torsdag, var vi så heldige, at søen lå stort set spejlblank alle tre dage – lige indtil de sidste forlod Ramløse søndag, hvor det igen begyndte at blæse op.

– Det samlede resultat endte på imponerende 186 sandarter, og søndag klokken 23 var de sidste sandarter sat ud i Haderslev Dam. Ud af de 186, var der to fisk, som ikke overlevede – én der døde fangstgården på Ramløse Havn, og en anden der blev angrebet af en mink på havnen, hvilket først blev opdaget ved ankomsten i Haderslev. Der er således nu udsat 184 sandart i Haderslev Dam, hvor størstedelen ligger på 55-65 cm. Der er blevet ydet en kæmpe indsats både i tiden op til, men også over alle tre dage – fra morgen til aften. Både af fiskerne, men ikke mindst fra landfolket, som har sørget for forplejning og brygning af spandevis af kaffe. Afslutningsvis vil vi gerne på Sønderjysk Sportsfiskerforenings vegne takke alle, som har bidraget til, at vi nåede i mål med projektet. Ingen nævnt, ingen glemt.

– For at give de udsatte sandarter i Haderslev Dam en optimal chance for at etablere sig i søen og forhåbentlig blande sig i genpuljen, er sandarterne i søen pt fredet på ubestemt tid, slutter foreningen.

Læs mere om Sønderjysk Sportsfiskerforening her.

 

 

Størrelsesfordelingen af sandaerter flyttet fra Arresø til Haderslev Dam af Sønderjysk Sportsfiskerforening.

Størrelsesfordelingen af sandaerter flyttet fra Arresø til Haderslev Dam af Sønderjysk Sportsfiskerforening.

drømmerejse iFish Travel

VINTER SOLHVERV: EFTER SANDART PÅ ÅRETS KORTESTE DAG

I går var årets korteste dag, så hvad kunne være mere oplagt end at fejre lysets komme med en go´ sandart fra kajakken.

– Som altid, når jeg ikke har været ude et stykke tid, går der altid lige lidt tid med at få alle brikkerne til at falde på plads – blandt andet den nye placering af min dobbelte blackbox kassette til mit LiveScope, nu hvor jeg har fået monteret pedalskinner til fjernstyringen af min Force Current kajakelmotor. De tager nemlig – selvom pedalerne og motoren ikke er monteret – en anelse af den dæksplads, der før husede min blackbox. Det kom – efter lidt mingleri – selvfølgelig til at passe helt perfekt med kassetten hængende ud over rælingen i H-railet, så der nu bliver bedre fodplads på det snævre kajakdæk.

– På den første del af turen så jeg mod forventning meget få fisk, og inden længe havde jeg følelsen af, at det snart var ved at blive mørkt, hvilket jo egentlig ikke er så underligt, når det lige nu – pr definition – nærmest er mørkt, før det er ved at blive lyst… Men ganske som det næsten altid er om vinteren, så havde sandarterne – også i går – en stærkt forudsigelig hugperiode fra cirka to timer, inden det bliver mørkt – indtil det er kulsort.

– Over 4,2 meters dybde spottede jeg pludselig en fin fisk to meter nede, som stod helt perfekt i silhuet og med hovedet vendende direkte mod transduceren. Eller sagt på en anden måde – en fisk der var lige til højrebenet på vertikalstangen. Jeg fik hurtigt drejet kajakken, så den fik den rette vinkel i forhold til afdriften. Agnen blev sænket ned i halvanden meters dybde, og da jeg drev ind over fisken, sænkede jeg den lige en anelse, indtil fisken reagerede. Langsomt steg den til agnen og stoppede 3 cm fra enden af den. Så var der kun et at gøre – at køre super langsomt op på Viento-tangenten.

– Fisken fulgte uendelig langsomt med hele vejen op, og idet jeg ud af øjenkrogen anede min solid-ring til forfanget i overfladen, mærkede jeg et stille puf til agnen blot 40 cm under bølgerne – direkte under stangspidsen.

– Modhug og fast fisk. Bremsen stod stenhårdt, så stangen fleksede virkelig godt igennem på den korte line ned til fisken. Jeg løsnede hurtigt bremsen en smule for ikke at overbelaste de sylespidse små 10´er trekroge, jeg bruger. Som det også var tydeligt på skærmen, var det let at mærke, at det var en fin sandart, og efter lidt tovtrækkeri samt et par mindre udløb ind under båden, kunne jeg lande den smukke fisk, som du ser ovenfor – blot halvanden time inden starten på årets længste nat. Den huggede på en ny og spændende teknik, som du snart vil kunne se mere til på Fisk & Fris YouTube.

– Jeg skulle tidligt hjem til adventshalløj med familien, så efter en kort afsøgning i området – uden store fisk på skærmen, vendte jeg snuden mod land, efter en dejlig, men kort dag på vandet. Hvor er det en fantastisk følelse, at vi nu for hver eneste dag der går, får mere og mere lys at fiske i. Hvem ved? Det er jo lige før, at det snart er realistisk med en fyraftenstur i dagslys – næsten. I hvert fald en kort en af slagsen.

Vi ses derude – Jens Bursell

Se hvordan du vertikalfisker og livecaster med softbait fra kajak efter sandart i denne video på Fisk & Fris YouTube.

 

drømmerejse iFish Travel

GEDDER: PÅ JULEFERIE I FLYDERINGENE

– Juleferien er for mange lige begyndt, og i den anledning spurgte Jens Nordmark, om vi skulle ud og fiske gedder, fortæller Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear.

– Den idé var jeg selvfølgelig med på, så vi aftalte dag og sted. Det resulterede i, at vi endte ved den samme sø, som vi havde været i et par uger tidligere. Vi skulle meget tidligt afsted, da der var et godt stykke at køre, men vi nåede frem til søen og fik pumpet vores flyderinge op. Vi var på vandet lidt inden det blev lyst, og ret hurtigt havde jeg kontakt med en gedde, men den ramte ved siden af. Få kast efter var der igen bud efter min Hybrid Pike, og det var en mindre gedde, som desværre også røg af.

– Jens bummede også en gedde, så vi tænkte, at de nok var lidt forsigtige. Vi havde fisket en god time, da jeg fik et voldsomt hug. Inden længe lå dagens første fisk i nettet – en super flot gedde på 105 cm og lige over 9 kg. Min dag var allerede reddet. Vi fik taget et par hurtige billeder, og så fik den sin frihed igen.

– Vi fortsatte fiskeriet, og ret hurtigt havde jeg igen fat i en god fisk, men nej – den slap desværre min Hybrid Pike. Allerede et par kast efter sagde det småkage, og en stor fisk havde inhaleret min agn. Jeg råbte til Jens, at jeg havde en god fisk på, hvorefter han råbte tilbage, at det havde han også, så nu sad vi begge med en stor gedde. Jeg havde dog undervurderet min gedde. Til at starte med havde jeg skudt den til omkring en meter, men den var dælme tung og blev ved med at gå dybt samt lave flere gode udløb. Det gjorde det heller ikke nemmere at styre flyderingen. Til sidst kom den dog til overfladen, hvor den  i første forsøg gled i nettet – hold da op for en fisk!

– Så sejlede vi ind til kanten for at måle og veje vores to flotte gedder. Vi startede med Jens’ fisk, som målte 106 cm og vejede på den gode side af 8 kg. Min målte hele 114 cm og vejede 12,1 kg – en helt fantastisk flyderingsgedde. På dette tidspunkt havde vi haft fire gedder i nettet, og sikke nogle fisk; tre over meteren, og alle fanget inden for maksimalt 15 minutter. Efter vejning, måling og billeder fik fiskene deres frihed, og vi satte os til at nyde en kop kaffe, mens vi snakkede om, hvad det egentlig var, der lige var sket.

– Selvfølgelig begyndte vi at fiske igen i samme område, men der skete ikke mere, så vi sejlede videre til et nyt spot. Her bummede jeg hurtigt en fisk, og inden for en god halv time fik Jens tre gedder – dog kun op til ca. 90 cm, men det var stadig super flotte fisk. Efterfølgende sejlede vi en del rundt uden det helt store, indtil der først på eftermiddagen igen kom lidt gang i den. Jeg havde fat i endnu en god fisk, men den slap igen. Et nyt kast blev lagt ud samme sted, og den huggede med det samme, men efter lidt kamp slap krogen endnu en gang. Jeg så ikke mere til den, men det var helt sikkert også en gedde over meteren.

– Da dagen sluttede, havde vi haft i alt 11 gedder i nettet – 7 til Jens og 4 til mig. Med en top 3 på 105 cm, 106 cm og 114 cm kan vi vist ikke være andet end mere end tilfredse, slutter Mads, som du kan følge på Instagram og TikTok.

 

Friluftsland

 

 

Jens Nordmark med sin flotte gedde fanget fra flyderingen. Øverst Mads med sin tolvkilos julegedde.

Jens Nordmark med sin flotte gedde fanget fra flyderingen. Øverst Mads med sin tolvkilos julegedde.

drømmerejse iFish Travel

BILLFISH I MEXICO: BÅDFERIE MED BIG GAME

Mexico er synonym med sailfish- og marlinfiskeri til en relativt rimelig penge. Men den ultimative drøm må være at praktisere dette fiskeri fra egen båd – og uden en kaptajn, som praktisk taget fanger fisken for dig. Og kan det gøres samtidigt med, at kæresten nyder ferien lige så meget som dig selv, så er det vel nærmest perfekt. Følg med på en tur til Mexicos fantastiske farvande, hvor drømmen lurer…

 

TEKST: KASPER RAMKJÆR, FOTO: MIA BJERRE HANSEN

 

VORES BLIKKE flakker nervøst, da vi ser, hvad der skal være vores hjem den næste uge. Den båd er enorm! Jeg er vist kommet til at overdrive mine erfaringer med sejlads af større både en smule, da vi skulle have lejemålet i hus. Da Mike ser vores forundrede blikke, kommenterer han tørt »this is the real thing, you know….«. Ja, fandme så! Foran os ligger en 38 fods off-shore marlinbåd med 2×350 hp twin-engines dieselmotorer, der allerede brummer dybt. Der er ved at blive læsset en hel trillebør med massiv is i køleboksene – udelukkende til at køle en potentiel fangst. Men bedst af alt: man styrer fra en rigtig flybridge tre meter over vandet, hvor man, samtidigt med, at man udlever sin kaptajn-drøm, kan spejde efter havets storvildt.

To timer senere er båden fuldt lastet til en uge. Der er rigeligt plads til to personer i en båd med seks køjepladser. Vi bakker forsigtigt ud fra kajpladsen, og efter et par timer er der efterhånden styr på bådens funktioner. Min kæreste Mia ligger allerede og slikker sol på fordækket, og jeg drikker min første Corona ombord. Da slapper vi først rigtigt af og får kigget ind mod land. Det røde ørkenlandskab med meterhøje kaktusser falder direkte ned i det blå hav. Naturen er barsk og smuk.

 

Tradera

 

Ka-pow!! – kajakfiskeri nårdet er fedest. Kasper Ramkjær med en Jack Crevelle på 7,2 kilo!

Ka-pow!! – kajakfiskeri når det er fedest. Kasper Ramkjær med en Jack Crevelle på 7,2 kilo!

Bluewater og trolling efter guldmakrel

Efter en nat for anker i en lille bugt er vi efterhånden kommet fri af øerne, og havet er spejlblankt. Vandtemperaturen er stadig et stykke under de 27° C, som er græn sen for hvad marlin i området tolererer. – Pokkers, måske er vi lige kommet et par uger for tidligt, tænker jeg. Ekkoloddet viser et pludseligt fald fra 50 meter til 250 meter, og lidt efter kan bunden ikke registreres. Vandet skifter i det samme fra turkis til en dyb, dyb blå farve – blue water!

Outriggerne bliver smækket ud, farten sat til syv knob og snart hænger sprutteskørter og diverse gummifisk i en formation, som jeg har læst mig til på nettet. Selvom jeg muligvis ikke gør det hele korrekt, og selvom vandet er lidt for koldt, er det en fed følelse. Jeg fisker marlin på mit eget grej, men vel at mærke med mig selv som kaptajn og min kæreste som dæks-«dreng«. Efter et par timer når vi til et område, hvor der driver løsrevet Sargasso-tang. Fra en tidligere tur til Costa Rica husker jeg, at vi som regel havde godt fiskeri efter guldmakreller nær flydende genstande. Vi troller derfor på kryds og tværs gennem området.

Pludselig udløses en af outrigger-klemmerne med et højt klik, og den første guldmakrel trækker af sted med en lilla sprutte. Efter en hidsig fight lander vi den første guldmakrel på fem kilo, og vi er tilfredse. Nu har vi i det mindste fanget noget, og guldmakrel er en fantastisk spise.

Yellowfintun og Jack Crevalle

Det er ren afslapning. Næste dag troller vi nord på. En flok delfiner dukker op og følger båden i over 20 minutter. Der er ca. 30, og man kan tydeligt se dem lege i det klare vand. Dagen er i hvert fald allerede reddet for Mia, der i ren begejstring næsten kan røre delfinerne, når de kommer op tæt på båden. Lidt senere ser vi et par enorme plask 500 meter væk. I håbet om at det er jagende fisk, troller vi efter, og med ét springer en ørnerokke på ca. 20 kilo helt fri af vandet tæt på båden.

Efter sigende skulle deres spring være et forsøg på at frigøre sig fra parasitter. Vildt ser det i hvert fald ud, når de smukt plettede rokker slår saltomortaler i luften. De næste par dage fordriver vi i dette område nær en stor klippeø – Partida Island. Der ligger et par mindre koralrev, som vi sejler ind til med de to kajakker, der ligger klar foran på skibet. Vi snorkler i det varme vand og ser i løbet af dagene masser af farvestrålende fisk – rokker, manta rays, fede ottearmede blæksprutter og sø – løver! På øen finder vi et kæmpe hval-skelet fra en af de mange gråhvaler, som hvert forår samler sig i området. Om dagen sejler vi 5-10 sømil til havs, og det lykkes os hver dag at fange bonito-tun, guldmakreller og et par mindre yellowfin-tun.

Fra kajakken får jeg yderligere en Jack Crevelle på 7,2 kilo og en mindre guldmakrel. Da det er ved at blive aften på den fjerde dag, sidder vi i solnedgangen og spiser sushi af dagens fangst. Alt er fantastisk, men der mangler dog en MEGET vigtig ingrediens: Billfish. Vi beslutter derfor, at vi næste morgen vil sejle syd på mod forhåbentligt varmere vande.

 

Endnu en guldmakrel piskeraf sted. Fighten er i gang og Mia sætter hårdt mod hårdt!

Endnu en guldmakrel pisker af sted. Fighten er i gang og Mia sætter hårdt mod hårdt!

Trolling efter sailfish

Sailfish på kornet er dagens mål: Vi har efterhånden trollet det meste af en dag, da temperatur-alarmen går med et par høje hyletoner. Vi har endelig nået de 27° C, som gør at bill-fishene kan være til stede. Begge spejder vi nu intensivt. Ingen af os har dog nogensinde set en marlin eller sailfish, men efter beskrivelserne skulle det ikke være til at tage fejl af. En lille rygfinne, samt den øverste del af halefinnen, skulle stikke op af vandet, når fisken står i overfladen og hviler sig. Herefter skulle det mest effektive være at smide en levende tun ud i nærheden af den. Efter et par timers spejden og et dalende håb sker det.

Halefinnen står lige så tydeligt op af vandet ca. 50 meter forude. – Der er en billfish, råber Mia, og adrenalinen allerede pumper rundt i kroppen. – Vi har ingen levende tun, fortsætter hun. – Den gik til sushi i går. Beslutningen bliver hurtigt taget. Vi sejler hele arsenalet af sprutter hen foran den, så må det briste eller bære, men desværre forsvinder fisken i samme øjeblik, vi passerer den. Pis, pis, pis råber jeg og fortryder allerede, at jeg ikke smed en levende hestemakrel ud til den. Men i det samme dukker den op lige bag båden efter en af gummifiskene. Den slår hidsigt til den med næbbet, men forsvinder igen.

Straks efter kommer den op bag den nærmeste af agnene, som kun fisker tre hækbølger væk. Med ét går knarren. Den er kroget, og før jeg kan nå ned fra flybridgen, har den allerede danset to gange hen over vandet. Mia sejler langsomt fremad, mens jeg i eftermiddagssolen fighter den smukkeste sailfish på et spejlblankt hav. Der er ikke en båd eller en bygning, så langt øjet rækker. Kun vild natur og så mig med min første billfish – oven i købet fanget på egen hånd.

 

Dagens ret ombord – sushi adlibitum, grillet guldmakrel og champagne. Hvad mere kan man ønske sig?

Dagens ret ombord – sushi ad libitum, grillet guldmakrel og champagne. Hvad mere kan man ønske sig?

Alt ind på at fange en marlin

Marlin er vores næste mål, og den følgende morgen bliver jeg vækket klokken 6.30. Mia har lavet morgenmad, og vi skal ud og fiske marlin. Fedt – hun må være blevet bidt af fiskeriet. Allerede kl. 7.30 sidder vi i morgenluften og spejder efter halefinner. To mexicanske fiskebåde med lokale fiskere er ankommet, hvilket også indikerer, at der er fisk i området. Med ét ser vi tre tun på 3-4 kilo flyve af sted hen over vandet. Og lige så snart de lander, hopper de fri af vandet igen. Noget stort jager dem tydeligvis, og vi sejler febrilsk i deres retning. Det kan kun være marlin. Dette scenarie udspiller sig gang på gang, mens vi mere og mere desperat forsøger at nå frem i tide.

Pludselig ser vi fire sorte pletter på overfladen langt fremme. Det må være fugle gætter vi, men sejler alligevel derhen. Vi nærmer os, og pludseligt går det op for os. To marlin står helt tæt i overfladen, og de kan ses helt tydeligt. Efter succesen med sailfishen sejler vi lige hen forbi dem. De forsvinder et øjeblik, hvorefter en af dem dukker op bag båden et par sekunder. – Hvor blev den af, råber jeg, mens vi spejder ud over havet. Først da går det op for mig, at en stor del af linen allerede er pisket af et af hjulene. Knarren kører med en så høj-frekvent lyd, at jeg ikke umiddelbart har registreret det som hug. Jeg anede ikke at min knarre kunne lyde sådan!

Jeg får stoppet udløbet, og Mia får vendt båden, så vi kan sejle lidt line tilbage i tilfælde af endnu et langt udløb. Fighten har stået på i 20 minutter, da fisken viser sig 50 meter bag båden, hvor den slår hovedet fra side til side et par gange. Men til min skræk er to pangaer, med lokale fiskere kommet til. De har nærmest lagt sig mellem mig og fisken, og jeg må slække på linen, for at fisken kan gå ned i dybet og min line komme væk fra deres båd-skruer. Jeg bander og laver fagter i et aldeles forståeligt internationalt sprog, men lige lidt hjælper det. Til sidst lykkes det, at få fisken hen under båden, og jeg begynder at pumpe den op.

 

En marlin kan indbringe en godslat penge for de lokale fiskere. Kort efter billedet er taget forsøger den nærmeste båd at gaffe fisken flere gange.

En marlin kan indbringe en god slat penge for de lokale fiskere. Kort efter billedet er taget forsøger den nærmeste båd at gaffe fisken flere gange.

 

Længe før vi egentligt kan se fisken, lyner og glimter dens fuldstændigt skrigende blå striber i dybet – det er uden tvivl en striped marlin. Den kommer op kun fem meter fra båden og lægger sig i overfladen tydeligvis træt. Men I det samme øjeblik kommer en af de lokale både sejlende for fuld hammer hen til fisken, og til min absolutte rædsel, har skipperen en lang rusten gaf i hånden. Han vil sgu stjæle fisken! Jeg får lige akkurat trukket den omkring 100 kg tunge fisk ud af hans rækkevidde og hen til båden, hvorefter jeg skriger desperat til Mia, at hun skal skynde sig at tage et par billeder.

Situationen er fuldstændigt surrealistisk og kaotisk. Den gale fisker bakker endnu en gang hen mod fisken med sin gaf. I sidste øjeblik får jeg fat i næbbet på fisken og vendt dens hoved ned i vandet. Med et kraftfuldt slag med halen dykker den ind under båden, idet forfanget øjeblikkeligt bliver skåret over på skrogbunden. Rystet står jeg tilbage med den knækkede leader i hånden og en rasende lokal fisker. Men efterhånden breder glæden sig. Mission billfish lykkedes, og fisken har fået sin frihed.

Bliv din egen marlinskipper

Vi sejlede i farvandet omkring den sydligste del af den Californiske halvø – Baja California – nærmere bestemt i området ud for La Paz. Dette område ligger på indersiden af halvøen og er derfor beskyttet mod Stillehavets brænding. Fiskeriet er meget sæsonbestemt, men der er altid store fisk i farvandet. Sæsonen for de forskellige arter kan ses her www.cabosbest.com/cabo-fishing-seasons.htm . Hvis man har duelighedsbevis, eller på anden vis kan dokumentere sejlkundskab, er der to sejlbåde man kan leje. Motorbåden kræver, at man kan dokumentere erfaring med større motorbåde, men den er simpel at sejle). Udlejeren Bob er meget hjælpsom og kan kontaktes via følgende hjemmeside www.seascapecharters.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

EFTER ABORRER I KØGE Å

– Min far og jeg tog forleden en tur ned i Køge Å for at få nogle aborrer til stillingerne i vores fiskeklub, fortæller Alfred Weinholt.

– Det startede let ud med tre fine aborrer på levende rejer. Lidt senere kom der et fint hug, og vi skyndte os at hente nettet. Da fisken kom hen til os, så vi, at det var en stor havørred, så jeg sagde bare til min far “skynd dig – net den dog”. Han fik den heldigvis i nettet, så blev jeg sku´ mega glad, fordi det jo var min nye PR-havørred.

– Vi tog nogle billeder samt fik den målt til 65cm og vejet til 2,57kg. Hold da kæft en fin havørred, tænkte jeg. Den blev sat ud igen, og så startede jublen. Vi begyndte at fiske igen, og på de sidste tre timer fik vi omkring 20 flere – med en del fine aborrer imellem, slutter han og tilføjer, at beretningen skal tilmeldes fiskedrømmerejselodtrækningen, hvor iFish Travel har sponsoreret en rejse til Amazonas.

Se hvordan du kan fiske aborrer med fjordrejer i denne video på Fisk & Fris Youtube.

 

 

 

Alfreds far med en af din fine aborrer fra turen til Køge Å

Alfreds far med en af din fine aborrer fra turen til Køge Å.

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN 2025: EN SUPER SMUK STEELHEAD FRA KØGE Å

– Min gode ven Tue og jeg besluttede os for en tur efter aborrer, fortæller Jonas Holmgaard Bjerke. – Derfor var vi aftenen før ude og hente levende fjordrejer til fiskeriet.

– Da vi ankom til pladsen, kom der hurtigt gang i fiskeriet efter de stribede, og vi fik fisk op til cirka 1,2 kg. Og det var rigtigt flotte velnærede brakvandsfisk, som tydeligvis har levet godt hele sommeren, så det var dejligt at se, at de trives.

– Efter lidt tid lagde jeg mit flåd ud agnet med en levende fjordreje. Jeg fik igen hurtigt bid, men fisken piskede lynhurtigt rundt nede midt i vandsøjlen. Kort efter kunne vi se noget sølvfarvet nede i vandet. Det måtte da helt klart være en flot blank vinterhavørred, tænkte jeg, da fisken begyndte at springe fri af vandet 4-5 gange.

– Jeg fik fisken ind og håndlandede den, da vi ikke bruger net for at gøre mindst mulig skade på de aborrer, som vi fanger. Til vores store overraskelse så vi dog, at det var en flot regnbueørred, som lignede en vild steelhead med perfekt haleror og finner. Fisken vejede cirka 2 kg, og den er helt klart den flotteste ørred, jeg har fanget i en å nogensinde. Samtidig er det den eneste steelhead i den kaliber jeg har hørt om, som er fanget i Køge Å i de ca 30 år, hvor jeg har fisket i åen, slutter han.

Fisken er både tilmeldt Daiwa Open 2025, der slutter med udgangen af året – samt drømmerejselodtrækningen, der er sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel