– 129 centimeter og 19,42kg. Det var så stor hun var. Sådan lyder det fra Malthe Andersen fra Team Sportex. – Egentlig var det bare endnu en dag ved søen som så mange andre, men pludselig tog den fuldkommen uventet drejning:
– Vejrudsigten havde lovet svag vind og gode temperaturer, så jeg vidste nøjagtig hvor turen skulle gå hen. Jeg ankom til søen klokken 7, og efter en lang gåtur var jeg på pladsen en halv time senere. Vejrudsigten havde dog taget fejl, og vinden kom modsat af hvad lovet, så jeg tænkte hurtigt på en alternativ plads og satte kursen mod den.
– Klokken 8 begyndte jeg roligt at sætte agn på stængerne og fik sejlet dem ud med baitboaten, mens mørket stille begyndte at forsvinde. Stængerne, som var agnet med hele makrel, sild og skaller blev fordelt med et par hundrede meters mellemrum på forskellige dybder. Stængerne blev lagt, og jeg bad den sædvanlige overtroiske bøn til fiskeguderne. Jeg plantede røven i stolen og nød livet, mens jeg fandt morgenmaden og kaffen samt holdt øje med stængerne.
– Omtrent klokken 10.30 var der tegn på liv. Den højre stang gav en enkelt bip fra sig i bidmelderen og mere skete der ikke. Jeg gik over til stangen, samlede den op og mærkede i linen. Sådan stod jeg i cirka 10 sekunder, før jeg mærkede det første ”dunk” i linen. Den hele makrel var blevet samlet op, og nu begyndte fisken af tøffe stille væk med den. Jeg satte krogene prompte – direkte ind i hvad føles som en mur… Fisken stod helt stille i godt 10 sekunder, før der kom tegn på liv. Så kom de første hovedrusk, der var helt langsomme og meget tunge.
– Jeg tænkte med det samme, at det var en bedre fisk, for den var tungere end de 8-10kgs gedder som søen ellers havde budt på i forbindelse med andre ture. Fisken kom nu stille med og gjorde ikke det store ud af sig. Det var som om, at der lige skulle gå lidt tid, før den fandt ud af, hvad der skete, men så startede den ellers også. Først tog de et par langsomme og tunge udløb efterfulgt af de tungeste hovedrusk jeg har mærket, hvilket fik mig til at kigge noget på den opspændte stang. Aldrig har jeg kroget en gedde, der har taget så meget line på vores ellers tunge grej.
– Til vores deadbait fiskeri bruger vi 10fods 3,5punds stænger fra Sportex, monteret med et str. 14.000 Shimano Ultegra. Det er tungt grej, men når man jagter store fisk på langdistancefiskeri, så er det en nødvendighed. Fisken gav ikke op uden kamp, men da den var godt 50meter fra bredden, så jeg den første gang. En stor ryg og halefinne viste sig, hvorefter fisken igen dykkede ned. Fisken kom nu helt ind og jeg fik den i nettet med det samme. Det ellers store net virkede pludselig ekstremt lille nu, hvor der lå en gigant gedde dernede.
– Fisken blev hurtigt afkoget og kom hurtigt i slyngen i vandet for at få lidt ilt, før den skulle op til vejning, måling og billeder. I mellemtiden ringede jeg hurtigt til min far, som heldigvis var i nærheden. Da han ankom, fik vi fisken op på måtten, og først der gik det op for mig, hvor stor den egentligt var. Målebåndet på måtten viste nemlig 129cm! Vi fik hurtigt skudt nogle billeder, før fisken igen fik lidt ilt, inden den skulle vejes i slyngen. Fisken kom på vægten, og jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste, hvad der stod: 21,84 kg med slyngen, som blev vejet til 2,42kg lige efter udsætningen af fisken.
– Jeg fik hurtigt fisken tilbage i vandet, og med en akavet release-video svømmede hun stille tilbage i det mørke vand. Fisken var bred, tyk og kompakt som ingen andre gedder, jeg nogensinde har set, men det hjalp gevaldigt på vægten af den, at den lige havde spist, hvilket gik op for mig, da jeg under afkrogningen, så en halefinne fra en anden gedde som lå nede i maven på hende!
– Efter den fisk gik dagen ellers stille, men det gjorde intet. Så var der nemlig tid til at ringe rundt til kammerater og fortælle om, hvad der lige var sket. Da jeg kom hjem, blev vægten kontrolvejet, og måtten blev målt op med målebånd. Begge dele passede 100%, så der var ingen tvivl!
– Denne storgedde er FISKEN, som min kammerat Magnus og jeg har jagtet igennem et halvt årti, og jeg ville lyve. hvis der ikke blev fældet en lille tåre i minutterne efter genudsætningen. Fisken her understreger bare, hvor vigtigt det er at have styr på teori, teknik og fiskefærdigheder, når man jagter de her store fisk – netop som vores kammerat Daniel har fortalt os i et par år efterhånden. At man skal gå efter det ene hug og så ellers være ”ligeglad” med alle andre fisk. Jagter man først de helt store målrettet, skal man gå all in.
– Det har været en stejl læringskurve, men denne fisk viser, at der er noget om snakken. Det kan godt være, at der kan være langt imellem huggene, men når man endelig får det, så er den også oppe i en størrelse, hvor man begynder at ryste. Og – så skader en smule held eller overtro i form af en lille fiskebøn selvfølgelig aldrig noget på fisketuren! Man skal tro på sit fiskeri og bruge den nødvendige tid – så følger de store fisk, slutter han.
Kort inden publicering af dette fangede Malthe endnu en storgedde, men den må du høre mere om på deres Instagram – @Wildwestfishing – samt fiskogfri.dk efter nytår.








