– Juleferien er for mange lige begyndt, og i den anledning spurgte Jens Nordmark, om vi skulle ud og fiske gedder, fortæller Mads Davidsen – prostaffer for Savage Gear.
– Den idé var jeg selvfølgelig med på, så vi aftalte dag og sted. Det resulterede i, at vi endte ved den samme sø, som vi havde været i et par uger tidligere. Vi skulle meget tidligt afsted, da der var et godt stykke at køre, men vi nåede frem til søen og fik pumpet vores flyderinge op. Vi var på vandet lidt inden det blev lyst, og ret hurtigt havde jeg kontakt med en gedde, men den ramte ved siden af. Få kast efter var der igen bud efter min Hybrid Pike, og det var en mindre gedde, som desværre også røg af.
– Jens bummede også en gedde, så vi tænkte, at de nok var lidt forsigtige. Vi havde fisket en god time, da jeg fik et voldsomt hug. Inden længe lå dagens første fisk i nettet – en super flot gedde på 105 cm og lige over 9 kg. Min dag var allerede reddet. Vi fik taget et par hurtige billeder, og så fik den sin frihed igen.
– Vi fortsatte fiskeriet, og ret hurtigt havde jeg igen fat i en god fisk, men nej – den slap desværre min Hybrid Pike. Allerede et par kast efter sagde det småkage, og en stor fisk havde inhaleret min agn. Jeg råbte til Jens, at jeg havde en god fisk på, hvorefter han råbte tilbage, at det havde han også, så nu sad vi begge med en stor gedde. Jeg havde dog undervurderet min gedde. Til at starte med havde jeg skudt den til omkring en meter, men den var dælme tung og blev ved med at gå dybt samt lave flere gode udløb. Det gjorde det heller ikke nemmere at styre flyderingen. Til sidst kom den dog til overfladen, hvor den i første forsøg gled i nettet – hold da op for en fisk!
– Så sejlede vi ind til kanten for at måle og veje vores to flotte gedder. Vi startede med Jens’ fisk, som målte 106 cm og vejede på den gode side af 8 kg. Min målte hele 114 cm og vejede 12,1 kg – en helt fantastisk flyderingsgedde. På dette tidspunkt havde vi haft fire gedder i nettet, og sikke nogle fisk; tre over meteren, og alle fanget inden for maksimalt 15 minutter. Efter vejning, måling og billeder fik fiskene deres frihed, og vi satte os til at nyde en kop kaffe, mens vi snakkede om, hvad det egentlig var, der lige var sket.
– Selvfølgelig begyndte vi at fiske igen i samme område, men der skete ikke mere, så vi sejlede videre til et nyt spot. Her bummede jeg hurtigt en fisk, og inden for en god halv time fik Jens tre gedder – dog kun op til ca. 90 cm, men det var stadig super flotte fisk. Efterfølgende sejlede vi en del rundt uden det helt store, indtil der først på eftermiddagen igen kom lidt gang i den. Jeg havde fat i endnu en god fisk, men den slap igen. Et nyt kast blev lagt ud samme sted, og den huggede med det samme, men efter lidt kamp slap krogen endnu en gang. Jeg så ikke mere til den, men det var helt sikkert også en gedde over meteren.
– Da dagen sluttede, havde vi haft i alt 11 gedder i nettet – 7 til Jens og 4 til mig. Med en top 3 på 105 cm, 106 cm og 114 cm kan vi vist ikke være andet end mere end tilfredse, slutter Mads, som du kan følge på Instagram og TikTok.

Jens Nordmark med sin flotte gedde fanget fra flyderingen. Øverst Mads med sin tolvkilos julegedde.








