jun 19, 2026 | Artikler, Betalt samarbejde, Medefiskeri, Nyheder, SUDER, Suderfiskeri, Video
Jens Bursell fangede sin første suder i 1981 på flåd – og har lige siden været bidt af denne fascinerende samt hårdtfightende fiskeart.
Over årene har han haft af utallige, uforglemmelige natur- og fiskeoplevelser ved sudervandene og har fanget masser af store fisk taget på både flåd og bundfiskeri. Selvom Jens har fanget suder op til næsten fem kilo i Sverige, har han siden sidste uge altid drømt om at fange en storsuder over de magiske fire kilo i Danmark. I denne video bliver du taget med på rejsen i Jenses suderfiskeri – og får historien om den dag i juni 2026, hvor drømmen om en dansk firekilos suder omsider gik i opfyldelse. Glæd dig til en stemningsmættet film med suderbobler, morgentåger, flådfiskeri samt store fisk og heftige fights med vandets mediciner.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her – og husk at abonnere.
jun 19, 2026 | Nyheder
Efter stor succes med Abu Garcias Fiskechallenge tager Pure Fishing Denmark nu næste skridt i arbejdet med at inspirere flere unge lystfiskere. Det nye koncept Savage Future Predator Quest henvender sig til de lidt ældre og mere erfarne unge lystfiskere mellem 12 og 19 år — med fokus på gedde, aborre og havørred.
– De seneste seks sæsoner har Abu Garcias Fiskechallenge været et af de mest markante ungdomsinitiativer i dansk lystfiskeri. Konceptet har fået tusindvis af børn og unge ud til vandet med fiskestangen i hånden, hvor jagten på forskellige danske fiskearter er blevet gjort til en sjov og motiverende challenge. Nu bygger Pure Fishing Denmark videre på succesen med et nyt koncept målrettet de lidt ældre unge lystfiskere: Savage Future Predator Quest, der startede i maj.
Fokus på Danmarks store rovfisk
Hvor Fiskechallenge især introducerer børn og unge op til 15 år til bredden i dansk lystfiskeri, så er Predator Quest udviklet til unge lystfiskere i alderen 12-19 år, som allerede har fået blod på tanden — og som er klar til at tage deres fiskeri til næste niveau, lyder det fra Pure Fishing.
Savage Future Predator Quest tager udgangspunkt i tre af de mest populære rovfisk blandt danske lystfiskere: gedde, aborre og havørred.
Det er arter, som mange unge lystfiskere drømmer om at fange, og som samtidig kræver mere af fiskeren. Her handler det ikke kun om at komme ud og få en fisk på land, men også om at forstå grejvalg, teknikker, årstider, fiskepladser og de små detaljer, der kan gøre forskellen.
— Med Savage Future Predator Quest vil vi gerne skabe et naturligt næste skridt for de unge lystfiskere, der måske allerede har prøvet Fiskechallenge eller på anden måde er kommet godt i gang med fiskeriet, siger Christen Stenild, landechef for Pure Fishing Denmark. — Her sætter vi barren lidt højere. Deltagerne har flere skills, og derfor stiller vi også større krav til deres færdigheder, vedholdenhed og lyst til at udvikle sig som lystfiskere.

Savage Future Predator Quest 2026 er for unge imellem 12 og 19 år.
Et koncept for de unge, der vil mere
Predator Quest er tænkt som et mere målrettet og teknisk koncept end Fiskechallenge. Det er for de unge lystfiskere, der allerede har prøvet kræfter med fiskeriet og gerne vil videre. Mange i målgruppen har allerede en klar interesse for predatorfiskeri, følger med på sociale medier, nørder grej og teknikker — og stiller større krav til deres udstyr samt egne resultater. Netop derfor ligger konceptet helt naturligt i Savage Gear-universet.
— Savage Gear taler rigtig stærkt til den gruppe af unge lystfiskere, der gerne vil udvikle deres predatorfiskeri, fortsætter Christen Stenild. — De går op i det rigtige grej, de rigtige agn og de rigtige teknikker. Men de er også en del af en generation, hvor inspiration, visuelt content og fællesskab spiller en stor rolle. Det er den energi, vi gerne vil bygge videre på med Predator Quest.
Savage Future Pro Team som rollemodeller
En vigtig del af det nye koncept er koblingen til Savage Future Pro Team — et hold af dygtige og aktive unge lystfiskere, der allerede inspirerer mange andre unge gennem deres fiskeri, content og engagement.
Teamet skal være med til at vise, hvad moderne predatorfiskeri kan være: teknisk, ambitiøst, socialt og fuld af fede oplevelser ved vandet.
For mange unge lystfiskere er det netop andre unge, der fungerer som de stærkeste rollemodeller. Når man ser jævnaldrende eller lidt ældre lystfiskere lykkes med store gedder, flotte aborrer eller sølvblanke havørreder, bliver det nemmere at se sig selv i fiskeriet.
— Vi tror meget på, at unge inspirerer unge, siger Christen Stenild. — Derfor giver det rigtig god mening at koble Predator Quest sammen med vores Savage Future Pro Team. De unge på teamet viser, at man sagtens kan være seriøs, dygtig og ambitiøs som lystfisker, samtidig med at fiskeriet er sjovt, socialt og noget, man deler med andre.

Benjamin Rhode alias @br_fishing fra Savage Future.
Bygger videre på Fiskechallenge
Abu Garcias Fiskechallenge har gennem årene vist, at børn og unge gerne vil lystfiskeriet, når det bliver præsenteret på en måde, der er nem at forstå og sjov at deltage i. Med challengekort, artsjagt, stempler i grejbutikken og en klar mission har Fiskechallenge gjort fiskeriet mere konkret og legende for tusindvis af børn.
Savage Future Predator Quest bygger på nogle af de samme tanker, men løfter sværhedsgraden og målretter oplevelsen til en ældre gruppe. Her handler det ikke længere kun om at prøve mange forskellige former for fiskeri, men om at fordybe sig i predatorfiskeriet og udvikle sig inden for tre ikoniske rovfisk.
På den måde bliver Predator Quest et naturligt næste kapitel i Pure Fishing Denmarks arbejde med at skabe flere unge lystfiskere.
Grejbutikkerne spiller en central rolle
Ligesom Fiskechallenge er Savage Future Predator Quest udviklet i tæt samspil med de danske grejbutikker. Butikkerne spiller en vigtig rolle, fordi det ofte er her, unge lystfiskere får den praktiske viden, de ikke altid kan finde online: Hvilken agn virker lige nu? Hvor skal man fiske efter aborrer? Hvilket forfang skal man bruge til gedder? Og hvordan griber man havørredfiskeriet an som ung lystfisker?
For Pure Fishing Denmark handler konceptet derfor ikke kun om at skabe en kampagne, men også om at styrke forbindelsen mellem de unge lystfiskere og de specialbutikker, der kan hjælpe dem videre. — Den lokale grejbutik er stadig et af de vigtigste steder for unge lystfiskere at få råd, vejledning og inspiration, siger Christen Stenild. — Med Predator Quest vil vi gerne give dem endnu en grund til at besøge butikken, stille spørgsmål, lære nyt og blive en del af det lokale lystfiskermiljø.

Noah W. Larsen fra Savage Future med en smuk gedde fra den lokale sø.
Hvorfor er det vigtigt?
For Pure Fishing Denmark er svaret enkelt: Den næste generation af lystfiskere kommer ikke af sig selv. Hvis flere børn og unge skal begynde at fiske — og blive ved med det — kræver det konkrete initiativer, der passer til den virkelighed, de lever i. Det handler om challenges, fællesskaber, synlige rollemodeller, stærke oplevelser og grej, der giver dem lyst til at komme ud igen.
Med Abu Garcias Fiskechallenge har Pure Fishing Denmark allerede skabt et stærkt koncept for de yngste. Med Savage Future Predator Quest bliver der nu tilføjet et nyt lag til arbejdet med at inspirere og fastholde unge lystfiskere. — Vi skal hele tiden tænke over, hvordan lystfiskeri bliver ved med at være relevant og attraktivt for børn og unge, siger Christen Stenild. — Det handler ikke om at ændre det, som lystfiskeriet er. Det handler om at åbne døren på flere måder. Først skal vi vække nysgerrigheden. Derefter skal vi give de unge lyst til at udvikle sig og blive hængende i fiskeriet.
Den næste generation af predatorfiskere
Med Savage Future Predator Quest får unge lystfiskere mellem 12 og 19 år en ny udfordring, hvor de kan teste deres evner, udvikle deres fiskeri og jagte nogle af Danmarks mest spændende rovfisk. Konceptet samler alt det, der gør moderne predatorfiskeri attraktivt for unge: store drømmefisk, teknisk udvikling, stærkt grej, rollemodeller, fællesskab og masser af inspiration. Og måske starter den næste store rovfiskedrøm netop her — med en quest, en lokal grejbutik og jagten på gedde, aborre og havørred.
Sådan kan du selv deltage i Predator Quest
Predator Quest løber frem til den 30. november 2026. Deltagelse kræver, at du er mellem 12 og 19 år og købet et Predator Quest Startkit hos din lokale Savage Gear forhandler. Det koster 299,-, men tilgengæld for man Savage Gear grej for over 500,-
Se mere på predatorquest.dk
Tjek Noah @nwl_fishing og Theodor @nejsum_fishing fra Savage Future fange en gigantisk 8-kilo+ blank kysthavørred i denne video på Fisk & Fris YouTube.
jun 17, 2026 | Nyheder
Sidste halvdel af juni er der, hvor rigtig mange karpefiskere begynder at gøre klar til sommerferiens karpeeventyr rundt omkring i landet – eller udlandet.
Karperne har nu de fleste steder været på leg, og de er ofte lidt lettere at fange, hvilket giver en oplagt mulighed til at teste nye vande – og deres potentiale. Netop dette med de nye vande er en super god anledning til at få renset alt sit grej – før og efter de nye vande – så man dels er sikker på ikke at overføre nogle sygdomme til andre vande, men også undgår at hjembringe sygdomme til sine lokale vande. Det er derfor en rigtig god ide at desinficere alle de dele af grejet, der er i direkte kontakt med fisk – fx net, sacks, afkrogningmåtter og vejeslynger.
Det er faktisk ret simpelt at gøre ved at bade udstyret i en VirkonS-opløsning, skylle det godt – og derefter hænge det til tørre et godt stykke tid i den bagende sol. Slut af med en tur i vaskemaskinen, så er det så godt som nyt.
Du kan se, hvordan man desinficerer fiskegrej i denne video på Fisk & Fris YouTube.
Vi ses derude – Jens Bursell

Husk at kvejle alle snore mv op inden vask, så de ikke filtrer sig ind i en gordisk knude i vaskemaskinen. Hvis du glemmer det, ser det ud som nedenfor…

Det kunne let have været undgået…
jun 16, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Inden for de seneste år har der været en trend mod lettere og lettere stænger til fluefiskeriet på kysten. De spinkle stænger er en fornøjelse at gå med, men valget af de enkelte dele og sammensætningen er afgørende for, at det hele spiller sammen. Her hjælper vi dig godt på vej.
AF PETER LYNGBY OG DAN KARBY
VI FISKER ikke let for at presse grænser. Det giver heller ikke en nævneværdig bedre fight med kystørreder at vælge lettere udstyr. Ørrederne er simpelthen ikke stærke nok, og den kamp fluefiskere fra tidernes morgen oplevede i åens strømmende vand følger ikke med ud i det næsten stillestående kystnære vand. Det giver derimod mening, at gå mod lettere udstyr, fordi vores fluegrej til stadighed bliver både fysisk lettere og bedre kastende år for år. Moderne 5’er stænger kaster nutidens kystfluer ganske nemt, og det er en befriende let oplevelse at tage åstangen med i det salte. Er grejet godt tilpasset kastes endog en ganske stor flue ganske langt ganske nemt…

En omgang lækre lette stænger og hjul til kysten. Udvalget er heldigvis ved at være ganske stort på det danske marked.
Havørred på kystflue
Kystfluefiskeriet er igennem en årrække gradvist blevet lettere. Udviklingen af fluefiskerens grej går i retning af stadigt lettere stænger og hjul. Hvor fluestænger i klasse # 7-8 var normen for år tilbage, så er antallet af fluestænger i klasse # 4-6 hastigt voksende på kysten. Der er dog en række faktorer, som det er værd at være opmærksom på, for at få det optimale ud af det lette grej. Hvor det lette grej tidligere indikerede magsvejr, tynde forfang og små fluer, så er det i dag muligt at tilpasse det lette grej til stort set alle forhold.
Havørrederne på kysten er blevet talrige, men som de fleste ved, så er hovedparten trods alt mindre fisk. Et let fluesæt kan ikke helt opveje de mindre ørreders fight egenskaber, men rigtigt sammensat er det en fornøjelse at fiske med det lette gear dag efter dag.
Her tager vi et kig på elementerne i grejsammensætningen samt fluevalget.
De lette kystfluestænger til havørred
Lette fluestænger findes der mange af på markedet. Der ligger stadig et skel i de fleste producenters stangserier, som afgør, at stænger op til klasse 5 er tiltænkt ferskvand, og at først visse stænger fra klasse 6 og opefter monteres med tanke på saltvand. Uanset den voksende popularitet i let dansk kystfluefiskeri, så er det ikke rigtigt nok til at påvirke de store grejproducenter til at lave specielle stænger til formålet.
Ved stangvalg er det derfor tilrådeligt at prøve sig lidt frem, da smag trods alt er behag. I dag laves selv lette stænger med alle former for aktioner, og mange fristes derfor til at vælge de ultrahurtige aktioner til kystfiskeriet for bedre at stå sig mod elementerne. Disse meget hurtige stænger kræver dog en dygtig kasters præcise timing for at præstere optimalt. Derfor er det ikke det oplagte førstevalg for de fleste fluefiskere, fordi der nemt kommer til at gå for mange kræfter i retning af selve fluekastet, så den lette fornemmelse spoleres. Derimod ligger der mange gode oplevelser i stænger med mere moderate aktioner, men hvor kraften til de lange kast er bevaret. Disse stænger er tilmed i reglen de sjoveste at fighte fiskene på.

Den optimale vægt og balance i kystfluestangen
Fluestangens vægt er et naturligt parameter, men mindst ligeså afgørende er stangens balance. Den typiske stanglængde er fortsat ni fod, men flere og flere stænger dukker op i kortere udgaver. Stænger på 7,5-8,5 fod kræver bedre timing af dig som fluefisker, men vægten reduceres drastisk, og balancen forskydes tilsvarende. Disse fluestænger kommer vi givetvis til at se flere af de nærmeste år. Lækkert og let, hvis man kan ramme timingen under kastet.
De fleste fluestænger er i dag så godt monteret på fabrikkerne, at de tåler det salte brug. Man skal dog være opmærksom på hjulholdere af ædle metaller og med træindlæg. Saltet giver ikke graverende skader på stangen, men der opstår nemt misfarvninger. Det er en smagssag, hvorvidt man holder af full wells eller half wells håndtag, men de fleste lette stænger vil være monteret med half wells håndtag fra fabrikken side. Det er dog muligt at finde færdigtbyggede modeller med full wells blandt de lette stænger.
Savnes der en fightbutt på stangen, som det for mange sig hører og bør på saltvandsfluestænger, så tilbyder grejbutikkerne ofte at eftermontere disse mod betaling. Stængernes øvrige montering er efter vores erfaring mindre væsentlig. Selv om fiskeriet forgår på kysten, så er det stadig et let fluefiskeri, og de tynde liner glider nemt gennem selv meget små øjer.

Kystfluehjulet til havørred skal være let
Et let fluehjul hører selvfølgelig til en let fluestang. Det er let at finde en række passende fluehjul, der vejer fra 110-150 gram. Det er først og fremmest afgørende, at hjulet tåler saltvand, men det er nu nærmere reglen end undtagelsen i dag. Det er bekvemt med storspolehjul til opbevaring af linen, men ellers må personlig smag råde i beslutningen. Der kan findes glimrende fluehjul til kystfiskeriet udført i både økonomiske kompositmaterialer og eksklusivt aluminium.
Kystfluelinen til havørrederne
Linen er et uhyre vigtigt element i fluekastet. Til det lette kystfiskeri foretrækker vi til enhver tid skydehoveder – enten flydende eller intermediate. De lette stænger skal i sagens natur have lette liner, hvor der ofte ikke er mere end 12-15 gram som kastevægt. Da massefylden i intermediate fluelinerne er højere end de flydende liners, så vil intermediate linerne være tyndere og skære bedre i luften samt give markant længere kast. Intermediate linen er i princippet en let synkende line, men man skal huske på, at linerne i de lette klasser ikke synker nær så hurtigt som de tunge klasser. Startes indtagning af fluen med det samme linen lander, når fluen ikke at synke meget, men vi tilpasser alligevel ofte fluerne til netop dette fiskeri, for at undgå kontakt med bunden på lavt vand.
I hårdt vejr er det fordel at fiske med et lidt kort skydehoved på omkring ni meter for at øge massefylden, men vær opmærksom på, at linen da vil synke en tand hurtigere.

De bedste skydehoveder til kystfluefiskeri efter havørred
Til skydehovederne benytter vi helst monofile runningliner i 20-35 lb. brudstyrke. Disse liner er generelt bløde og giver minimal friktion under kastet. Derved kan selv den lette klump tage fluen med langt ud over vandet. Bag runninglinen bør sidde en smule gel-spun bagline. Chancen for at se den på kysten er ikke stor i Danmark, men i tilfælde af, at den rigtigt store fisk hugger, er den nok på sin plads. I det lette korstogs navn er det værd at bemærke, at både den monofile skydeline og gel-spun baglinen vejer minimalt i forhold til alternativerne. Det er således muligt at komme frem til et langtkastende og velafbalanceret fluesæt på omkring 200 gram alt inklusive. Der er ikke særlige tips for den lette udrustning, hvad angår forfanget. Her gælder de eviggyldige regler om fluestørrelser, med lange tynde forfang til små lette fluer og kortere og kraftigere forfang til store fluer. Derfor kan du godt møde en spids tæt på 0.30 mm. på en af vores 5’er stænger.
De helt lette kystfluer til havørred
Lette fluer er en væsentlig del af udrustningen. Trods alle indsatser på resten af gearet, så er det stadig fluen, som fisken skal tage i den sidste ende. Kystfluerne kan dog også optimeres til det lette fiskeri.
Først og fremmest har en lettere line sværere ved at bære en tung flue. Vi fisker stadig med ganske store fluer på det lette grej, men fluerne er ikke vægtbelastede og tit bundet på ultralette fluekroge. Samtidig er de ofte dresset med materialer, der ikke suger for meget vand, og fluerne er tit enklere variationer af velkendte superfangere, hvor nogle af materialerne er udeladt. Det er ikke vores oplevelse, at ørrederne er kræsne ned til de enkelte detaljer i en flue, og generelt nøjes vi med at tænke bevægelse, størrelse og farve. Højst sandsynligt reagerer ørrederne på en refleks, og der behøves næppe meget mere end en silhuet for at udløse huginstinktet. Hvis vi ønsker fluen fisket dybere i vandet, så har vi jo allerede en intermediate line klar til formålet.
Der hersker næppe tvivl om en belastet flues effektive jiggende gang i vandet under indtagningen, men omvendt giver de lette fluer et livagtigt og pulserende svæv i vandet, som de færreste ørreder kan stå for. Tankesættet ved fluestikket bør være: Undgå materialer der suger meget vand. Hold dig til relativt lette kroge eller drop ekstra belastning af fluerne. Brug pulserende materialer og børst gerne dubbingen på kroppen ekstra godt ud for mere fylde. Der er ingen tvivl om, at det lette kystfluefiskeri virker, og det er jo noget sjovere at bruge armkræfterne på at hale fisk på land i stedet for at bruge dem på udstyret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010

jun 16, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Her forleden skulle jeg ud for at prøve endnu en ny lille sø, fortæller Alfred Weinholt. – Vi havde fået at vide, at der var mange suder, karper og gedder, så min far og jeg pakkede feeder- og geddegrejet.
– Vi fiskede i starten mest efter bare at fange noget, så da jeg havde fået to skaller, og de var i keepnettet, begyndte vi på suderne. Vi fiskede i omkring tre timer, da der endelig kom lidt aktion i flådet. Det viste sig dog bare at være en skalle, så den satte vi under et flåd og sendte det ud efter en gedde. Men lige pludselig forsvandt flåddet igen, så løb jeg over og satte krogen. Fisken sprang ud af vandet to gange, så jeg vidste bare, at det var en suder, ud fra hvad jeg så.
– Men… så sad den fast i åkanderne, og jeg tænkte bare, at jeg havde mistet den. Jeg gav den lidt løsline, og lige pludselig var den fri. Den fightede som en gigant, hvor den tog en skarp tur til venstre, så min far måtte hive vores stænger op. Lige der så vi fisken, og den var virkelig tyk. Min far nettede den, og jeg var helt i chock over at se den kæmpe fisk. Det blev til en ny PR-suder på 2,51kg, hvor den gamle var fra to år siden på 1,68kg. Det hele blev filmet på mine solbriller med indbygget kamera, som jeg fik i gave i fredags, slutter han og tilføjer, at den skal tilmeldes både Westin Cup og vores lodtrækning om en fiskedrømmerejse, sponsoreret af iFish Travel – en GT-Getaway tur til Egypten til en værdi af 33.000.
Lær at fiske suder med flåd i denne video med Jens Bursell på Fisk & Fris YouTube.
Læs også om flådfiskeri efter suder i denne artikel.
jun 15, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Sæsonen for havbars langs Veskysten er ved at være godt i gang. – Jeg synes dog de har været lidt svære at finde indtil videre, skriver Arash Zahraei.
– Generelt har jeg skulle lidt længere ud for at finde dem, men jeg er sikker på, at sæsonen nok skal blive god. Fisken på billedet blev fanget på en Mahi 11 gennemløber på cirka 30 gram. Hugget kom efter flere timers fiskeri, hvor forholdene endelig begyndte at ændre sig til det bedre. Det er præcis de øjeblikke, der gør havbarsfiskeri så vanedannende, for man ved aldrig, hvornår den næste store fisk hugger. Og – så er det også ekstra sjovt, når man som på denne dag også fangede mange af de mindre fisk
– Jeg har fisket siden barndommen, og fiskeri er for mig meget mere end bare at fange fisk – det handler om oplevelserne, naturen, roen og alle de timer, man bruger på at lære vandet at kende. Selvom jeg også elsker havørredfiskeri, er havbars uden tvivl den fisk, der giver mig det største adrenalinkick. For mig er havbars en ægte trofæfisk. Den er svær at finde, kræver de rigtige forhold og kan være ekstremt lunefuld. Det er netop det, der gør fiskeriet så spændende. Man skal kende pladserne, tidevandet, vinden og vandets bevægelser – og nogle gange handler det også bare om held og timing.
– Gennem de sidste mange år har jeg brugt utallige timer langs Vestkysten på at teste og udvikle mine egne blink specifikt til havbarsfiskeri under de danske forhold. Blinkene – @Scandic Lures, bliver håndlavet og håndmalet ét ad gangen, og det giver noget helt særligt at fange fisk på noget, man selv har skabt fra bunden.
– Jeg fisker både fra land, flydering og båd, og jeg elsker at udforske nye pladser samt teknikker. Noget af det bedste ved fiskeriet er, at man aldrig bliver færdig med at lære. Hver tur giver nye erfaringer og nye historier. Jeg fisker kun havbars om sommeren og tænker igen i år, at jeg vil ha´ folk ud på tur gennem min side Venskab & fiskeri på Facebook.
Læs mere om havbars i disse artikler på fiskogfri.dk:
En flot havbars fra Vestkysten
Dunderhug i brændingen
Havbars i mørket
Kystmede efter havbars – sådan gør du
Fisken er tilmeldt både Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen sponsoreret af iFish Travel med en GT-rejse for to til Egypten til en værdi af 33.000 kroner.

Fiskeri efter havbars på Vestkysten.

havbars-vestkysten
jun 15, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden dag var der et vindhul på ca 10 -12 timer, så det kunne lade sig gøre at komme på stortorsketur, fortæller Kaj Wohlfeldt. Det kræver god planlægning og meget held og bl.a. skal man booke en periode på 2 til 4 dage for at være heldig, at der måske er en dag, hvor vinden er til, at komme ud.
– Det skete forleden dag, hvor undertegnede Kaj F, Henrik B og skipper Emil kunne komme afsted, til de fjerne pladser af stenrev og vrag vest for Hanstholm havn. Sally fra Fishingbeyond sejler med en marchfart på 25 til 35 knob, så de første pladser nås, efter kun en time.
– Det er altid superspændende, hvad der venter i dybet, når der kan være fra 50 til 185 meter dybt. På den første plads var der kun lidt småsej og lubber og ikke rigtig gang i den, men efter en ½ time rykkede skipper Emil til et vrag på 78 meter. Her var det også slow i starten, men ganske langsomt vågnede fiskene på vraget. Pludselig stod vi med det, som vi i gamle dage på Øresund kaldte grove fisk. Flere store torsk tog resolut pirken lige over vraget, og man skulle hive line ind med det samme, for ikke at fisken gik i vraget. Her fik vi blandt andet torsk op til 12 kg. Vi skal tilbage til de gode gamle dage på Øresund, førend undertegnede sidst har fanget så fin en torsk. Desuden blev der taget flere fisk mellem 9-10 kg og en hel del på 5 til 7 kg – iblandet lidt mørksej og rigtig fine lubber.
– Sally har satellit kommunikation, så skipper Emil kunne løbende opdatere sig vedrørende vejrsituationen, så vi kunne sejle mod havn inden vinden tog til. På vejen ind besøgte vi en anden plads, som var kendt for små fisk. Men Henrik B tog nu alligevel en 11,5 kgs torsk, og vi andre fik også fisk op til 9 kg. Som vejrudsigten havde lovet begyndte det at blæse op, og vi kom fint i havn ved 15-tiden – ganske mætte af gode oplevelser.
– Den store fordel ved Sally er dedikerede kaptajner, at man er hurtigt fremme på pladserne samt stor sikkerhed, fordi der er to motorer, satellitkommunikation, maksimalt fem fiskere og en filosofi om kvalitet frem for kvantitet. Så heller færre store fisk end mange små fisk. Alt i alt en fantastisk dag på Nordsøen.
Kajs beretning er tilmeldt både Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af IFish Travel med en GT-tur til Egypten for to.
Læs mere om Fishing Beyond i denne artikel.
Book ture med skipper Emil på Fishing Beyond her.

Kaj og Henrik fik begge stortorsk på 11-12 kilo.
jun 14, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
– Denne søndag morgen lagde jeg ud ud med heftig regn, men det klarede op mens kaffen blev nydt, fortæller Arne Biering.
– Jeg valgte at bruge et par timer i Harlev Put and Take, mens dagen for alvor vågnede. Det var virkelig en smuk morgen, vildt med fuglesang, og solen begyndte at lune ret hurtigt. Fiskene var også vågnet, men absolut ikke nemme. Jeg havde lagt linen ud med lidt bait, alt imens jeg riggede noget andet grej til, men det blev snart afløst af line, der blev trukket af hjulet.
– En hidsig fight begyndte, hvorefter fisken valgte at gå mod bunden. Og lidt efter – så sad den der i grøden… Nå men jeg gav lidt line og håbede på, at den kom fri, hvilket den efter lidt tid også gjorde. Nu fortsatte fighten med ret meget grøde på linen, hvilket var rimeligt spændende.
– Til sidst vandt jeg dog, og den smukkeste guldørred måtte overgive sig. Rent guld i denne skønne morgen. Det blev til endnu et par gode fisk, hvor alle gav kamp til stregen. Det kan godt mærkes på dem, at vi har en kølig blæsende periode – det giver ofte mere dagsaktivitet, når sommeren er godt i gang, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes både Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-tur for to til Egypten sponsoreret af iFish Travel.
Se alle vores videoer om put and take fiskeri på Fisk & Fris YouTube her.
jun 14, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Tirsdag den 7 juli byder Sport Dres på en hyggelig fladfisketur fra Vedbæk med et af Sundets bedste skibe, M/S Jaws, så riv en aften ud af kalenderen, hvor du kan komme med ud og fange fladfisk, der er et fornøjeligt og normalt nemt fiskeri for alle.
– Jaws sejler fra kl. 18.00 til kl. 22.00, og prisen for turen er 325 kr, fortæller Jan Kristoffersen, der er turleder på fisketuren. Du skal møde senest 15 minutter før, og der vil max. blive solgt 22 pladser, så der er god plads. Den bedste agn er normalt børsteorm, som vi kan tage med til dig. Husk at bestille børsteormene ved tilmelding.
Hvis du ikke har prøvet denne type fiskeri, så kontakt os og få tips til turen. Der er bindende tilmelding i butikken eller på telefon 38 88 46 48/info@fiskegrej.dk. Tjek udvalget af fladfisketakler hos Sport Dres her.
Se hvordan du fisker fladfisk i denne video på Fisk & Fris Youtube – husk at abonnere. Og – når fangsten er i hus kan du se, hvordan du filetterer og flåd din fladfisk her.