– Forleden dag var der et vindhul på ca 10 -12 timer, så det kunne lade sig gøre at komme på stortorsketur, fortæller Kaj Wohlfeldt. Det kræver god planlægning og meget held og bl.a. skal man booke en periode på 2 til 4 dage for at være heldig, at der måske er en dag, hvor vinden er til, at komme ud.
– Det skete forleden dag, hvor undertegnede Kaj F, Henrik B og skipper Emil kunne komme afsted, til de fjerne pladser af stenrev og vrag vest for Hanstholm havn. Sally fra Fishingbeyond sejler med en marchfart på 25 til 35 knob, så de første pladser nås, efter kun en time.
– Det er altid superspændende, hvad der venter i dybet, når der kan være fra 50 til 185 meter dybt. På den første plads var der kun lidt småsej og lubber og ikke rigtig gang i den, men efter en ½ time rykkede skipper Emil til et vrag på 78 meter. Her var det også slow i starten, men ganske langsomt vågnede fiskene på vraget. Pludselig stod vi med det, som vi i gamle dage på Øresund kaldte grove fisk. Flere store torsk tog resolut pirken lige over vraget, og man skulle hive line ind med det samme, for ikke at fisken gik i vraget. Her fik vi blandt andet torsk op til 12 kg. Vi skal tilbage til de gode gamle dage på Øresund, førend undertegnede sidst har fanget så fin en torsk. Desuden blev der taget flere fisk mellem 9-10 kg og en hel del på 5 til 7 kg – iblandet lidt mørksej og rigtig fine lubber.
– Sally har satellit kommunikation, så skipper Emil kunne løbende opdatere sig vedrørende vejrsituationen, så vi kunne sejle mod havn inden vinden tog til. På vejen ind besøgte vi en anden plads, som var kendt for små fisk. Men Henrik B tog nu alligevel en 11,5 kgs torsk, og vi andre fik også fisk op til 9 kg. Som vejrudsigten havde lovet begyndte det at blæse op, og vi kom fint i havn ved 15-tiden – ganske mætte af gode oplevelser.
– Den store fordel ved Sally er dedikerede kaptajner, at man er hurtigt fremme på pladserne samt stor sikkerhed, fordi der er to motorer, satellitkommunikation, maksimalt fem fiskere og en filosofi om kvalitet frem for kvantitet. Så heller færre store fisk end mange små fisk. Alt i alt en fantastisk dag på Nordsøen.
Kajs beretning er tilmeldt både Westin Cup 2026 og fiskedrømmerejselodtrækning sponsoreret af IFish Travel med en GT-tur til Egypten for to.
Læs mere om Fishing Beyond i denne artikel.
Book ture med skipper Emil på Fishing Beyond her.

Kaj og Henrik fik begge stortorsk på 11-12 kilo.











