Når mørket falder på, er der ofte godt gang i barsfiskeriet på den jyske vestkyst.
Den jyske vestkyst byder på et fantastisk fiskeri efter havbars – og noget af det allerbedste fiskeri oplever man ofte, når mørket er faldet på. Følg med Bo Jensen på kysten i sommernatten.
AF BO JENSEN
INDEN JEG NÅR at få bæltet spændt om mine waders, står to fiskere allerede på pladsen. Ude på revlen, som her kun befinder sig 10-20 meter fra havstokken, men som er lidt svær at nå for os, der er højdemæssigt udfordret, kan man med et godt kast dække flere små rev, hvis kanter barsene elsker at fouragere over.
Jeg kan se, at den ene står med bøjet fiskestang, og efter en kort fight lander han en bars med et hurtigt greb i underkæben. Enkeltkrogen løsnes, og den lidt for korte fisk slippes fri. Jeg når ud på revlen og begynder at tyre blinket mod de mørke bundpletter, der tegner sig tydeligt mod den ellers lyse bund. Scenariet fra før gentager sig mange gange den følgende time og for så vidt hele aftenen igennem skal det vise sig. Endnu en sommeraften med mild brise fra sydøst har bragt fødeemnerne tæt på kysten, og vi kan i det klare vand tydeligt se store stimer af småsild, som barsen mæsker sig i.
Flere spinnefiskere er stødt til, og de fleste er kendte ansigter, som alle får bars sådan en aften.Det er bare et spørgsmål om tid, inden de kommer inden for revlen, som vi bevæger os rundt på. Det er sidst på eftermiddagen. Solen dykker langsomt mod horisonten, og det er nu, at fluestangen kommer frem. En hurtig kop kaffe og et par optimistiske beretninger fra medfiskerne gør, at turen lægges nordpå langs stranden.
Et håbefuldt tegn er, små grupper af døde sild, der ligger helt friske i vandkanten. De er sikkert døde af skræk i panisk flugt fra de sultne rovfisk, der maser sig frem i solide stimer.
Havbars i overfladen
Barsene viser sig i overfladen med små og store hvirvler. En intermediate line og en fiskeimitation for enden udløser kontante rusk i linen, og årets første kystfluefangede bars er en realitet. Hugget er voldsomt i forhold til fiskenes størrelse, og de hugvillige fisk holder gejsten oppe og fiskeriet i gang. Et par fluefiskere, der vil gå bag om får hurtigt linerne i vandet, da det er åbenlyst at fiskene er inde. Tilsammen får vi måske 10-15 fisk på fluen, men det eneste, der kan klages over er fiskenes størrelse, for denne sommer har der været et stykke mellem kilosfiskene. Alligevel tilsmiler heldet den ene, da han får en bars på over 45 cm samt en lidt mindre, der tages med hjem.
Det er med iver i stemmen, at en medfisker fortæller om en mistet fisk. Den tog et Snapsblink helt ude i kastet. Det hårde hug blev efterfulgt af et kontant, vedvarende udløb, mens fisken ændrede kurs og begyndte så at gå på langs af kysten. Om det var presset på linen, eller fordi den gik mod noget fandt han aldrig ud af, men linen sprang i hvert fald – og udtrykket i hans øjne var ikke til at tage fejl af: Det havde været en fisk af den helt rette kaliber.
En kammerat havde mistet en lignende morgenen forinden. Men – der skal dog tålmodighed til og fiskes mange ture, før den chance opstår. De ideelle betingelser får man ved først og fremmest at vælge det rette vejr. Vesterhavet rejser sig hurtigt ved nordlige og vestlige retninger, så sandet slemmes op af bølgerne, der bliver for høje og tunge at stå i. I direkte modvind skal der ikke være over 8 m/s, men ved langsgående eller forskellige retninger i fralandsvind kan man sagtens finde brugbare strækninger mellem Skagen og Hanstholm.
Højvande gør, at fiskene kan komme ind over revlerne og i fluefiskeafstand. Solskin er det behageligt at fiske i, og er også fint for barsen. Ved stigende eller faldende vand er der bevægelse i fødeemnerne og dermed rovfiskene.
De bedste fisketider til havbars
Tag tidlig morgen og sen aften i brug. Brug gerne store agn, der kan lave lidt ballade i det svage lys. En ophænger med en selvlysende perle er ren magi for barsene, når mørket har sænket sig.
Det er altid lidt gambling, om man skal blive ved, til det er helt mørkt. Men det kan blive helt vildt på de milde sommernætter. Det er et temperamentsspørgsmål om man skal brænde sit krudt af først på natten eller vente til morgenlyset rammer. Begge dele er optimale tidspunkter, men skal jeg kun vælge et, så bliver det aften og ind i mørket. Hvis det kombineres med højvande om aftenen og let østlig vind, kan kun din egen udholdenhed sætte begrænsningen.
Mange gange har vi fået bars på tidspunkter, der ikke lige følger barsmanualen – dvs ved høj sol og lavvande midt på dagen. Andre gange kommer de ikke lige forbi under de forhold, som man regner for de mest gunstige. Men er der lige lidt tobis eller andet i farvandet, så følger rovfiskene jo gerne efter. Igen er udholdenhed en vigtig faktor.
Hvad spiser havbarsen?
Barsene på Vestkysten æder både på bunden og oppe i vandet. De jager sild og tobis i det frie vand, så hold øje med om der er liv af småfisk i overfladen. Alle de større bars jeg har kendskab til, har foruden småfisk også alle uden undtagelse haft krabber i mavesækken. Jeg har fanget masser af mellemstore bars på 50- 55 cm fra båd over fem meter vand. Alle jeg har hjemtaget har haft mavesækken udspilet af små og relativt store krabber.
Fiskeri med softbaits er ikke blevet forsøgt i særlig høj grad, men for den der har styr på dropshot, carolinarigs mm er der et uopdaget eventyr, som bare ligger og venter. Ingen fisker med krabbeimitationer og bombarda fra kysten, men i stedet er kompakte lange blink og woblere meget brugt. Og det virker. De fleste steder er der også kun få meter dybt og man fisker til jagende fisk, der kommer ind på relativt lavt vand i sin jagt på tobis og sild.
Grej og agn til fiskeri efter havbars
Barsgrej er helt almindeligt kystgrej, man også ville bruge til havørred. Endegrejet skal gerne kunne kastes langt de fleste dage. Små og store kompakte blink eller pirkelignende sager på op til over 40 gram kan nå ud til stimerne på de dage, hvor der skal søges store områder af.
Anvend gerne agn, der har noget blankt på siderne – og både naturfarver, hvid og sort giver fisk. Brug store agn til fiskeri i mørke og svagt lys. Forsøg med overfladeagn som fx popper eller stickbaits, der går højt i vandet – gerne med en selvlysende perle eller prikker malet med selvlysende farve. De kan lades op med en pandelampe. Jeg bruger helst agn, der vugger gennem vandet ved spinstop, som gennemløberblink og sildelignende woblere.
Sådan fisker du havbars
Fiskeriet er ikke meget anderledes end fiskeri efter havørred, og det sker tit, at en havørred tages som bifangst. Lange kast med gode pauser under indspinningen er nøglen. Hvis ikke der mærkes eller ses tegn på fisk, forsøg da med at fiske lange spinstop, så agnen kommer ned i vandet. De fleste steder ved den jyske vestkyst er der heller ikke mange sten, så bundhug undgås let. Samtidig skal det nævnes, at de få steder, hvor der er lidt afveksling i den endeløse sandørken, som bunden reelt er, hører til de steder som især tiltrækker barsene. Forsøg at dække noget vand, besøg flere steder og opsøg fiskene.
Find steder på Google eller Bing Maps på den jyske vestkyst. Der må gerne være lidt mørke pletter relativt tæt under land. Der er få af dem, men de fungerer som oaser, der holder på de trækkende stimer. Fisk stedet igennem over flere dage og snak med de lokale fiskere du møder. Læg mest energi i fiskeriet i aftagende eller tiltagende lys og gerne før og efter højvande. Start dit fiskeri midt juni. De fleste år er barsfiskeriet godt frem til slutningen af september, så der er masser af tid at fiske i endnu.
Ifølge britiske undersøgelser baseret på mærkningsforsøg overvintrer barsene på dybere vand. Derfor fanges den aldrig eller meget sjældent fra november og hele vinteren igennem. Når temperatur og lys passer gyder den langt fra land, hvorefter den i forsommeren kommer til ædepladserne ved kysten. Vi har dog både fanget meget unge fisk ned til 15 centimeters længde samt gydemodne fisk fra Vendsyssels kyster. Briternes mærkningsforsøg har vist, at de samme bars vandrer til nøjagtigt samme kyststrækning år efter år. Samme fisk er fanget hele 3 gange samme sted med års mellemrum. De mindre fisk kommer tæt på kysten, som er en sommerbegivenhed for de unge bars. Den jyske vestkyst er derfor et vigtigt opvækstområde.
Væksten hos bars er meget langsom, og en stor bars på 70 cm kan let være 20 år gammel.
Regler for fiskeri efter havbars: Du kan læse opdaterede fredningstider mv på Fiskeristyrelsens hjemmesider her. Mindstemålet på 42 centimeter kan du læse om her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2018.