GT & GÅSEHUD I TANZANIA

jun 13, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri

Lars Nielsen med en af sine mange sværvægts GT taget på favorit stickbait’et Orion Big Foot.

Tropisk popperfiskeri er stærkt vanedannende, bekender Lars Nielsen, hvis sjæl gennem mange år har været solgt til adrenalinpumpet overfladefiskeri efter GT og andre bomstærke hurtigsvømmere. Følg med til Tanzania for nogle år tilbage – og bliv inspireret til selv at opleve fiskeriet.

AF LARS FRITHJOF NIELSEN

JEG ER TILBAGE FRA KILWA i Tanzania, som nu er mit andet hjem – kremeret, langskægget, hulkindet og en ufattelig mængde oplevelser rigere. Men fiskemæt? Not in a million years. Nogle gange ønsker jeg, at jeg bare var afhængig af heroin. For jeg er hooked på et drug, der er endnu mere vanedannende, cirka lige så dyrt og langt mere utilgængeligt. Jeg er hooked på tropisk popperfiskeri. Og mere vil have mere. Min dosis skal helst forøges. Vores team – Voodoo Crew – bestod ud over mig selv af svenske Åke og danske Mads. Det blev sammensat for at give de ondsindede tropiske fisk noget seriøst modspil. Vi var inviteret af min ven Peter Juhl fra kilwadreams.com på den første rigtige poppertur i hans fantastiske nye båd – og det skulle blive en premieretur vi sent vil glemme.

Kystområderne ud for Mafia Island byder på et helt eminent fiskeri med store chancer for alt fra GT og guldmakreller til yellow-fin tun og king mackerel.

Efter GT ved Mafia Island

 Mafia Island, der rent fiskemæssigt er en legendarisk ø, ligger midt mellem Østafrikas største rev og det Indiske Oceans uendelige dybder. Her begynder vi turen, og allerede fra begyndelsen havet er levende af fisk. Måske rammer vi bare tid og sted rigtigt. Eller måske mærker vi blot virkningen af, at de somaliske pirater holder den europæiske fiskeflåde på afstand, og på den vis ironisk nok forårsager en opblomstring af det vestlige Indiske Ocean. 

Selvom Mafia er verdensberømt for sit fiskeri, er der stadig uendeligt meget vand, som ikke er gennemfisket. Og guderne skal vide, at vi efter denne tur stadig kun føler, at vi har kradset en smule yderligere i overfladen. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne tåle at vide, alt hvad der svømmer rundt omkring den ø… Vi har fra begyndelsen aftalt, at vi vil benytte sejladsen mellem pladserne til at trolle med let grej.

Resultatet er velsignelse af assorterede rovfisk med varierende grader af dræbergebis. Men naturligvis er vi der for at dyrke vores blandingsmisbrug af det, som får os til at glemme alt andet i livet: Popperfiskeri og speedjigging. Mads, som hidtil primært har gjort livet surt for fiskene i Panama, har inden turen fastslået, at han bare skal fange en enkelt GT på popper, før turen er reddet. Og der er jo ingen grund til at udsætte tingene, så da vi stopper ved den første indbydende revkant, forsvinder Mads’ popper omgående i en eksplosion af vand, hvorefter den stadigt lettere jetlag påvirkede tropefarer bliver kastet direkte ud i at lægge arm med en respektabel GT på 20 kilo.

Et fantastisk fiskeri efter GT

Og så er dagsordenen ellers sat for resten af turen, hvor vi generelt får respons på vores indsats over hele linjen. Særligt omkring nordspidsen af øen er GT-fiskeriet fantastisk. Vi ved, at fiskene er i omegnen, og uanset hvornår vi lokaliserer områder med kraftig strøm, bryder helvede løs omkring vores poppers. Vores fiskeri kører for os – og selvom strøm – vands-GT har nitroglycerin i blodet, uddeler vi faktisk næsten flere øretæver, end vi modtager. Mængder af fladpandede slagsbrødre til godt op i tyvekilos klassen får en tur op til fotografen. 

Popperfiskeri efter GT kræver det bedste af det bedste for at kunne klare mosten – her Shimano Stella 10000 og 20000.

Generelt hugger fiskene den første agn, der passerer dem, så hvis en af os ryger lidt bagud på held, kan vedkommende få lidt ekstra tid forrest i båden, og straks ryge ud i endnu en fight. Personligt har jeg en svaghed for blandede fangster, og kan mange gange indimellem GT-fights’ene falde i svime over endnu en ny, mystisk art med neonfarver og vredladen mine.

På vej retur til GT-pladserne bliver vi en morgen opmærksom på sporadisk mågeaktivitet i et område, som ellers virker lavt og kedeligt på søkortet. Da vi kommer tættere på, kan vi til vores overraskelse konstatere springende tun i mågesjovet, og i al hast bliver der fisket sardinlignende favoritter frem af grejkasserne. Dette bliver optakten til et par timers totalt kaotisk fiskeri, hvor vi – når det ellers lykkes os at snige os i nærheden af ædegildet – får både dobbelt- og trippelhug. Yellowfin tun, mindre GT og kingfish allierer sig med mågerne i et frådende angreb på de stakkels, stakkels sardiner. Det er fantastisk at kaste sit lille stickbait ud i ragnarok, og ikke vide hvilken af ens favoritfisk, som næste gang sluger agnen. Ja, man kan godt få gåsehud i 40 graders varme.

På jagt efter en stor GT

Vi har en klar fornemmelse af, at vi har chancen for en rigtig stor GT, så det er med nu-eller-aldrig- fornemmelsen, at vi vender tilbage til vore favoritspot. Den utrættelige kampfisker Åke har kortvarig kontakt med en stor fisk, umiddelbart inden Mads og Peter som i et drømmesyn ser en kæmpe GT i gå i udbrud på tværs i en klar bølgetop og smadre ind i Mads’ popper i et sanseløst angreb, hvor hele kroppen er fri af vandet. Mads klamrer sig vildt skrigende til sit grej, mens Peter gør hvad han skal – lukker op for motorerne for at bidrage til at trække fisken væk fra revkanten.

Mister GT er mildt sagt ikke begejstret ved situationen, og Mads er tydeligvis på den absolutte grænse for sin ydeevne, før fisken langsomt kommer under kontrol. Vi ved i forvejen, at fisken er stor, men da vi omsider ved fælles hjælp kan håndlande fisken, ved vi, at vi har fået, hvad vi kom for: Skivevægten stopper ved 36 kilo – hvilket os bekendt er den største GT fanget af en dansker (2010). – I bliver nødt til at gøre alting……….. for jeg kan INTET lige nu, proklamerer Mads stakåndet.

Som forventet klinger fiskeriet af på vores hotspot, da vores sky venner begynder at ane ugler i mosen. Vi søger derfor nye græsgange og arbejder os langsomt sydpå, hvor vi får fint hul på speedjigging-fiskeriet. Her oplever vi et af turens absolutte højdepunkter, da et ukendt uhyre inhalerer min ydmyge Kinetic-pirk til morgenmad. Det mest fantastiske ved tropisk speedjigging er, at man aldrig aner, hvad der hugger. I dette tilfælde er det en stor coral trout – en 15 kilos psykedelisk spradebasse i orange og blåt.

Mads Søndergård fik turens helt store jackpot nemlig denne 36 kilo tunge GT – så vidt vides den største GT taget af en dansker nogensinde da artiklen blev skrevet i 2010. I årene siden er de fanget betydeligt større.

Fightet til plukfisk af de store GT

Efter i dagevis at have sovet på båden under lettere improviserede forhold, beslutter vi at anvende de sidste par dage i bekvem nærhed af Kilwa Dreams’ bløde madrasser. Den sidste dag får vi selskab af vores nye ven Adam, en dansker udstationeret i Dar es Salaam, som er blevet lokket til af rygterne om god mad i Kilwa. Vi beslutter at medbringe Adam på den sidste dags fiskeri og lade ham stå forrest, når der er fare for slim på hænderne. Og som planlagt bliver han fightet til plukfisk af doradoer, wahoos, king mackerels samt en særdeles respektabel sailfish på fastspolehjul. Han får sågar sin første GT på popper. Vi må behørigt beklage nu også at have ødelagt hans tilværelse og evnen til nogensinde rigtigt at kunne koncentrere sig om noget fornuftigt.

Under mit tidligere besøg i Tanzania rygtedes det efter sigende i lokalsamfundet, at vi brugte voodoo for at fange de store fisk. Uden at afsløre for meget om vores metoder, var der potent sort magi i luften – også på denne tur. Men magien ramte sandelig også the Voodoo Crew selv.

Afrika går nemlig i blodet på sine gæster og bliver der for altid. Kunsten er ikke at sørge for at vende tilbage. Kunsten er at kunne tænke på noget andet end hvornår, det kan ske.

GT – en af verdens stærkeste fisk

Giant Trevally er nok noget nær den stærkeste og ledeste modstander i verdenshavene. En sailfish er hurtigere. En tun er stædigere. Men pund for pund besidder ingen fisk samme power og utæmmede ondskab som en GT. Fiskens maksimalvægt er cirka 80 kilo, en fisk på 40 kilo er en trofæfisk for livet, mens den umulige drøm om en GT over 50 kilo får voksne mænd til at kvitte jobbet, blive skilt fra konen, sælge børnene til hvid slavehandel og overveje, hvilke af ens egne organer, der eventuelt ville kunne bortsælges for at få råd til bare én ekspedition mere.

 Fiskeriet foregår primært med overfladeagn på spinnegrej – oftest ved affiskning af klippevægge og revkanter. Hugget sker med ufattelig vildskab ofte i en eksplosion af vand, og i samme sekund fisken er kroget, vil den forsøge at nå revet og rive linen over. Kunsten er at sikre, at dette ikke sker – men tro mig: Din modstander er på hjemmebane.

At lokalisere GT er ikke uoverskueligt kompliceret – fem betingelser skal være opfyldt, for at fiskeriet går op i en højere enhed. Der skal være:

1) Struktur: Fiskeriet foregår stort set kun i nærheden af revkanter, klippevægge eller undersøiske bjerge.

2) Fødefisk: Hold øje med ekkoloddet: Jo flere fødefisk, desto større er chancen for at træffe GT.

3) Strøm: GT har sine bedste jagtbetingelser, hvor strømmen er kraftig. Det tangerer tidsspild at affiske områder uden strøm – hvis man undtagelsesvist træffer en fisk, vil den oftest ikke bide. Som GT-fisker er man konstant på udkig efter strøm. Når man efter timers søgen endelig lokaliserer et område med gang i vandet, når man ofte knapt nok at afslutte sætningen »Hey, her ser rigtigt ud«, før GT-helvede bryder løs.

4) Klart vand: Hvis vandet er grumset, kan man fiske til ens arme falder af uden at fange en GT.

5) Fred og ro: GT afskyr enhver forstyrrelse, larm og navnlig fiskeri. Den største udfordring for den hardcore GT-fisker er således at holde sig »ahead of the crowd« samt forsøge at komme til at affiske nye områder, selvom uberørte lokaliteter netop er kendetegnet ved deres utilgængelighed – selv for påtrængende vesterlændinge med høj GT-feber.

Selvom denne hellige femenighed virker noget skematisk og bedrevidende, så rummer den nøglen til succes. Fiskoid stædighed er altid en god egenskab, men en halv times fiskeri det rigtige sted på det rigtige tidspunkt kan producere langt bedre resultater end uendelige timers indædt fiskeri på steder, hvor forholdene ikke er optimale.

King Mackerel som disse er der masser af ved Tanzanias kyster.

Med poppers og stickbaits efter GT

 Popperfiskeriet efter GT kan med rimelighed siges at være den mest teknisk og fysisk krævende form for fiskeri, man kan give sig i kast med. Hvis man er en ambitiøs lystfisker, er dette den ultimative udfordring. Hvis man ikke er i særdeles god fysisk form, hvis ikke ens grej er optimeret med ufatteligt nidkær kompromisløshed og hvis ikke ens fiske- og fight teknik er afpudset for selv de mest mikroskopiske fejl, så VIL man uundgåeligt blive sat til vægs, slået, knækket, ydmyget, fornedret og mast til plukfisk af dette fiskeri. Hvis man ikke går til udfordringen med en ambition om nul fejl, er det bedre at blive hjemme.

Fiskeriet foregår primært med to typer agn: Poppers og stickbaits. En popper er en overfladeagn med en stor flade forrest, et såkaldt cup face, som skubber vand foran sig samt frembringer bobler og lyd. Ved hjælp af en træk/rulpåhjulet/træk-teknik poppes agnen ind. Kunsten er at frembringe så høje lyde med popperen som muligt: En fisker med god teknik kan håndtere sin popper, så de hule drøn fra hvert pop kan høres på 50 meters afstand – såvel under som over vandet. Popperens evne til at kalde fiskene op fra dybet er fantastisk, og er fiskene bare moderat hugvillige, så er popperen en suveræn agn. Rutinerede fiskere popper normalt med stangens baghåndtag under overarmen og sideværts træk, mens begyndere ofte vil betjene sig af såkaldt »lazy style«, hvor stangens bunddup hviler i fight – bæltet, og man popper med stangspidsen pegende opad.

Stickbaits, som både kan være flydende eller synkende, minder i udseende og fisketeknik meget om vores hjemlige jerkbaits. Forstår man at få sin agn til at danse forførende, tilte i vandet og pile til siderne, kan stickbaits ofte udfiske popperne, især når fiskene er en anelse sky. Under indtagningen peger stangspidsen nedad, og baghåndtaget ligger løst under overarmen.

Både kast og indtagning – især af poppers er særdeles fysisk krævende: At stå i 40 graders varme og kaste 150-250 grams poppers i timevis for at flå dem gennem vandet, kan få benhårde mænd til at vride sig i intens smerte. En klassisk fejl, som jeg selv har begået alt for mange gange, er at kaste over skulderen, som vi er vant til fra vort hjemlige fiskeri: Agn i denne vægtklasse skal kastes fra en udgangsposition med armene udstrakt direkte over hovedet, med mindre man ønsker at kvæste albuer og skuldre. En anden temmelig smart regel er at begynde dagen med lettere agn og opruste efterhånden i takt med, at man får varmet musklerne godt op.

Lars i selskab med ejeren af Kilwa Dreams – Peter Juul – og et par fine Yellow-fin Tuna.

Grejet til GT-fiskeri

Gearet til GT-fiskeri er et kapitel for sig. Det er dyrt, men det er endnu mere dyrt at gå på kompromis. Vores valg er følgende: 

Hjul: Shimano Stella. Til popperfiskeriet anvendes den største model med high speed gear – Stella 18000 SW eller Stella 10000 FA.

Stænger: GT-stænger i den absolutte topliga har navne som Carpenter, Smith og Ripple Fisher. GT-stænger vil ofte være skabt til enten poppers (stivere top) eller stickbaits (blødere top). Line og forfang: Jo blødere, tyndere og rundere linen er, desto bedre kaster den, hvilket er afgørende, fordi man fisker med så kraftig line. Generelt anvendes mærkerne Varivas Avani, Tufline XP, eller Jerry Brown i 100-150 lbs brudstyrke. Personligt har jeg længe anvendt Sufix Performance Braid – en line, som aldrig har svigtet mig. Der anvendes forfang af monofil nylon med dobbelt så høj brudstyrke som hovedlinen på det yderste stykke.

Agn: Poppers – Heru Cubera og stickbaits som Orion Big Foot.

Kroge: En enkeltkrog i halen på agnen og to enkeltroge »ryg mod ryg« på agnens mave. Dette giver det bedste kroghold. Der bør anvendes modhageløse kroge. Af kroge anbefales Fisherman Spinoza eller Owner SJ-51.

Spring ringe: Owner Hyperwire.

Svirvler: Owner King Stain.

Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 5/2010

Lars med en flot bohar snapper.