I denne video er vi taget med Kinetic Fishings to geddekesperter – Martin Millinge og Mikkel Poppelhøj, for at få en masse tips til spinnefiskeriet efter gedder om foråret. I videoen gennemgår Martin sit grej, sine favoritagn og metoder, samt viser hvordan agnene monteres og fiskes i praksis. Glæd dig til en film med masser af fiskeglæde og fine fisk i båden.
Se videoen her på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
Jens var helt vild med at fiske gedder fra sin toptunede geddefræser – her i Stege Nor, hvor han igennem tiden har fanget masser af fisk.
AF JENS BUSELL
SVUSSSH, siger det idet Jens´s jerkbait flyver lige forbi mig og ud over det spejlblanke vand på Stege Nor. – De plejer at være lige her under disse forhold, siger han, mens hans stang arbejder med rytmiske bevægelser. Og han har ret – for allerede i tredje kast, signalerer et kraftigt ryk i den anden ende, at en fin gedde har taget hans Swim jerkbait. – Det var oprindeligt mig, der lavede dette jerkbait i 2007 – og sidenhen er agnen blevet en vaskeægte geddeklassiker, der med stor succes er masseproduceret af Westin og solgt i hele Europa.
Det er svære forhold på Noret i dag med blikstille og krystalklart vand. Der er derfor masser af tid til at snakke og slappe af, for ser man bort fra fiskene, der har mundkurv på, så er det fantastisk at opleve Noret under så behagelige forhold.
– Jeg startede med at fiske i 1963, hvor jeg fangede min første kysttorsk i Kalundborg Fjord, fortæller Jens med vemod i stemmen. – Dengang var kystfiskeret noget helt andet end det er i dag. Det vrimlede med torsk, og der var så mange, at man bare kunne sætte sig på stranden med prop og orm – hvorefter man fangede fint med fisk. Sådan kan vi vist roligt sige, at det ikke er mere…
– I takt med, at jeg blev større, fiskede jeg mere og mere – især med kammersjukkerne fra Hvidovre bl.a. Jan Kristoffersen, Allan Riboe og Rolf Sørensen fortsætter han. – Og til sidst var mit liv gået så meget i fisk, at jeg havnede i grejbranchen.
Det berømte jerkbait Westin Swim – der er blevet virkelig populært, fordi det fungerer helt eminent til bare at spinne helt almindeligt ind med en spinnestang – blev oprindeligt udviklet af Jens Gøth fra Grizzly Lures.
– Det hele begyndte for alvor i 1995, hvor jeg arbejdede som sælger i Sverige for en lille dansk producent af pirke og kystblink, der var støbt i bly, som man måtte anvende på dette tidspunkt, beretter han. – I 1997 blev forholdene for den lille producent dog så svære på grund af importerede billige kinesiske produkter, at han måtte lukke. Det blev dog hurtigt klart for mig, at der stadig var et marked for dansk producerede kvalitets produkter, så i 1997 startede jeg mit firma Grizzly Lures, og her var det selvfølgelig vigtigt at finde en niche, som andre store grossister ikke gik gjorde noget særligt ved. Da jeg allerede var begyndt at trollingfiske i 1987, vakte dette område min store interesse, fordi næsten alt man brugte dengang blev importeret fra USA.
Fiskeblink fremstillet i jern eller messing har den ulempe, at de kan ruste eller irre i grejkassen, så mit valg blev at lave kvalitets trolling blink i rustfrit stål, fortsætter han. – Formen på blinkene blev hamret i hånden på en skomagerlæst, bevægelserne testet i vandet – og selvfølgelig var det også et stort plus, at de kunne fange fisk. Så nu var det bare at få en værktøjsmager til at fremstille et stanseværktøj.
Grizzly Lures trollingblink har masser af laks på samvittigheden.
– I 2002 blev det hele for småt for os i Solrød, hvor vi havde lejede lokaler, beretter Jens. – Samtidig blev der indført et forbud mod fremstilling af fiskegrej indeholdende bly i Danmark, så vores valg var meget nemt: Vi ville finde et sted, hvor der både var bopæl og værksted med mulighed for produktion – og så havnede vi på Kværnvej 6 ved Vordingborg, hvor butikken ligger i dag.
– Til produktion af trollingblink importerede jeg en holografisk folie fra USA, men jeg var så heldig at lære en opfinder fra Nakskov at kende. Han påstod, at en sådan holografisk folie kunne man da selv lave, og så gav jeg ham så selvfølgelig udfordringen. Det blev til mange, lange dage, men til sidst efter 18 måneder stod vi med et unikt produkt, som ingen andre havde, og det er jeg ham meget taknemlig for. Så – selvom Grizzly trollingblinkene har været på markedet i 13 år med den nuværende finish, er der stadig stor efterspørgsel på dem.
Senere er der også kommet geddeblink til i rustfrit stål – og i sommeren 2017 begyndte Grizzly Lures at producere gennemløbsblink til havørred i hvidmetal på en helt ny måde, så alle blink bliver ens og vejer det samme. Firmaet eksporterer i dag til både Norge, Sverige, Finland og Tyskland.
Jens fiskede meget i Stege Nor, hvor han her er ved at søsætte sin båd tilbage i 2018. Han blev 63 år gammel.
Navnet Grizzly Lures valgte vi, da vi tænkte, at Grizzly bjørnen da helt sikkert måtte være naturens bedste laksefanger. Alle produkter er håndlavet og håndmalet på værkstedet i Vordingborg.
Da min kone havde arbejdet syv år i Stege, valgte hendes arbejdsgiver at flytte frisørsalonen uden for byen, hvor der ikke var plads til hende, forklarer Jens. – Da min kone ikke ønskede at være arbejdsløs, fandt vi et lokale i Stege på Storegade 51, hvor hun siden da har solgt fiskegrej samtidig med at hun klipper folk – heraf navnet Klip Fiske.
I september 2016 blev salget så stort, at jeg måtte ansætte en mand mere, og da muligheden ved et tilfælde åbnede sig for at ansætte Allan Andersen fra Aktiv Fritid i Køge, slog jeg selvfølgelig til. Allan er udannet på handelsskole og har i 20 år ikke lavet andet end at være ansat i fiskegrejsbutikker, så hans viden og indsigt i fiskegrejsbrancen er enorm. Udover at sælge endegrej til gedde, havørred og laksefiskere, har Grizzly Lures i dag også agenturerne på Seaguar flurocarbonline, svenske Headbangerlures, Strikepro Sverige og OPM Finland.
Westin Swim er en genistreg fra Jens Gøth, der gennem tiden lokket massevis af flotte gedder til at hugge.
– I 2005 var jeg initiativtager til Klintecup Møn, som senere er blevet en stor succes, fortsætter Jens. – Samtidig samlede jeg syv lokale både, så vi sammen kunne udforske mulighederne for lokal trolling fra Klintholm, hvilket blev en kæmpe succes, som senere det samme år var fint beskrevet i en artikel fra Fisk og Fri. I 2013 startede jeg trollingklubben Møn Trolling, var intiativtager til Dansk Brakvandscup og i 2017 var jeg med til at starte SBK – Sydsjællands Brakvands Klub. Med disse ord sluttede vores snak tilbage i 2018, hvor denne artikel oprindeligt blev skrevet til Fisk & Fri 1/2018.
Jens Gøths imponerende livsværk – Grizzly Outdoor, drives i dag videre i Jens´s ånd af hans kone Zeanet Gøth i Klip Fiske på hovedgaden i Vordingborg samt Allan Andersen på posten i den store grejbutik på Kværndrupvej 6 lidt uden for Vordingborg, hvor han har stået siden 2016.
Jens Gøth døde mandag den 13 cecember 2021, og der var bisættelse med et meget stort fremmøde i Vordingborg Kirke den 28 december. Æret være hans minde.
Kristian Keskitalo fra Team Daiwa kan bare det der med de store gedder. Her er han med en af sine utallige storgedder, som huggede på jerkbaitet Lazy Jerk.
AF JENS BURSELL
KRISTIAN KESKITALO har fisket hele sit liv, og det er over årene blevet til en lang række storfisk fra mange forskellige vande. – Mit alleførste minde er fra de mange fisketure med min far, fortæller han. – Og som du sikkert kan regne du, var jeg temmelig lille, da jeg fangede min første fisk. Faktisk så lille, at jeg egentlig ikke kann huske den første fangst, som sikkert har været en lille aborre fra bådebroen. Men – min første gedde husker jeg fuldstænding tydligt: Jeg var blot seks år og stod ved vores sommerhus i skoven og kastede fra land, da gedden pludselig huggede på den klassiske ABU Hi-Lo. Jeg råbte højt efter nettet, og jeg kan tydeligt huske min far, der kom løbende du af saunaen kun iført håndklæde og træsko for at redde min drømmefisk i land. Fisken, der med mine små øjne virkede enorm, vejede otte kilo – hvilket også må siges at være en rigtig fin debutgedde. Et fantastisk minde.
Der er ingen tvivl om, at Kristian Keskitalos Lazy Jerk her er blevet gnasket af et par gedder i tidens løb.
– I starten af halvfjerdserne flyttede min familie fra Finland til den svenske by Degerfors i nærheden af sveriges største sø Vänern, fortsætter han. – Her begyndte min far at fiske sammen med en kammerat fra arbejdet, og han havde et lille hus helt nede ved vandet. Sammen med ham fiskede han en hel masse, og som 7-8 årig begyndte jeg at tage regelmæssigt med på deres mange fisketure.
– Mit eget fiskeri tog for alvor fart, da jeg i 1983 købte en lille jolle, som jeg kunne have på taget af bilen. Med min nye båd var det nu pludselig muligt for mig at fiske en hel masse vand, for jollen kunne mere eller mindre søsættes overalt, hvor der var vand og en mindre vej i nærheden. Det var en Höga Rodd 325 med en 4 hk Johnsson motor – med et par årer som backup. Dengang var dette reelt set alt, hvad man behøvede for at komme ud, og vi kan vist roligt sige, at der var masser af plads på Vänern. I praksis mødte jeg kun sjældent andre både, der var ude at fiske. Og dem jeg mødte, de mente ikke jeg var helt rask at fiske efter gedder, når der nu var så fint fiskeri efter laks.
– I foråret 2016 kontaktede jeg Daiwa for at få et møde. De havde allerede for et par år siden åbnet andre filialer i Europa, så jeg tænkte, at de nok også ville gøre det i Sverige – og ganske rigtigt. Jeg blev ansat – og de første par år gik med, at jeg byggede Daiwas skandinaviske Facebook og Instagram op sammen med min fiskekammerat Anders Krus.
Kristian Keskitalos søn Sebastian Bergman med sin nye PR gedde på 127 cm taget på Lazy Jerk.
Kristian Keskitalo er vild med geddefiskeri, og det er primært spinnefiskeriet, han er aller gladest for. – Det er især fiskeriet med hardbaits, som jeg synes er klart sjovest, og det bliver kun bedre af at foregå på 1-3 meters dybde, hvor man har god føling med agnen og opleverer det vildeste adrenalinkick, når fisken hugger, griner han. – Jeg elsker simpelthen det hårde og ofte uventede geddehug, når man står med stangen i hånden og spinner ind.
– Mit favoritgrej til dette fiskeri er en 8-9 fods stang med en kastevægt på omkring 200 gram – fx Daiwa Prorex AGS . Stangen skal være fjerlet, stiv og hurtigt, for at kunne kroge en stor fisk – også når den hugger helt ude i kastet. Denne type stang er ret fed at fiske med, for med den stive og lette konstruktion, kan man så let som ingenting mærke, hvad der foregår for enden af linen – hvad enten det er, at agnen rammer bunden – eller at en gedde forsigtigt puffer til agnen. Til stænger som denne kører jeg ofte med et hjul i 200 størrelsen – pt et Daiwa Tatulion. Denne størrelse er mere end rigeligt til at håndtere både store agn og endnu større gedder. Jeg foretrækker 0,24-0,28 mm fletline, og forfanget er altid et hjemmelavet forfang af flourocarbon 0,90 på 60-80 cm.
– Allerhelst fisker jeg med jerkbait, og min favoritagn er Lazy Jerk, som er designet af Torbjörn „Buster“ Odén, som oprindeligt skabte den ikoniske Buster Jerk. Lazy jerken er utrolig langtkastende og let at fiske på den rette måde. Jeg fisker den ofte blot ved at spinne direkte ind, og sætter af og til mere fart på ved at give ekstra nogle hurtige ryk med håndtaget nu og da. Lazy Jerk er monteret med japanske kroge i topkvalitet‚ og fås i flere størrelser, hvoraf 17,5 centimeters udgave er min personlige favorit til fiskeriet på de store søer. Baitet giver masser af lyd fra raslekuglerne, så gedderne kan høre den på lang afstand.
Haps! Lazy Jerk har gjort det igen.
– Jeg har mange virkelig gode fiskeminder med Lazy Jerk for enden af forfanget, og over årene har jeg fanget mange 10 kilo+ gedder på dette jerkbait. En af de bedste oplevelser var den dag, hvor min søn og jeg fangede hele to ti-kilos gedder hver, og hvor han på dagens sidste kast fik sin PR på 127 centimeter og 14,1 kilo. Et helt fantastisk minde fra 2018.
– Min største gedde vejede 15,2 kilo, og den var 128 centimeter. Fisken huggede på samme opankringsplads som 16 andre gedder jeg fik samme dag, hvoraf den næststørste var 13,5 kilo. Det hele skete i april, hvor vi havde fundet en lille lækker vig. Om morgenen var der is på kanterne, og gedderne ville absolut intet. Alt hvad der skete var, at de fulgte med uden at tage agnen. Vi bestmete os derfor at tage en god lang frokostpause og vente med at fiske til om eftermidagen, hvor det var mere varmt. Og så sagt som gjort. Senere på dagen kom der både sol og vind, hvilket gjorde, at fiskene virkelig kom på finnerne, og leverede et helt fantastisk samt uforglemmeligt fiskeri i den spirende forårsvarme.
– Mit højeste ønske for fiskeåret 2022 er at få mere glæde ind i mit fiskeri, hvilket indebærer, at jeg vil fokusere på at fiske endnu mere med mine bedste venner – samt mine to børn, som nu er 22 og 24 år. Eller sagt på en anden måde – jeg vil ikke bare fokusere på flere store gedder, men også helt enkelt på at have det mere sjovt, når jeg er ude at fiske. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, hvis en ny PR-gedde melder sin ankomst med et hårdt ryk i stangen.
Med så stor en gedde sikkert i favnen kan man ikke blive andet end glad i låget.
Kristian Keskitalos andet hjem, når han er på vandet.
Jens Bursell med en flot blankfisk på 3,9 kilo fra fjorden taget på en stor Fladbuk fisket på fluorocarbonline.
AF JENS BURSELL
VANDET ER KRYSTAL KLART, og grøden står flere meter over bunden i grusgraven. Langt de fleste steder er det kun muligt at fiske, hvis agnen kører helt oppe i overfladen, men til alt held har jeg lige spottet en dyb rende med polbrillerne, hvor jeg kan kaste agnen ud. Swimbaitet lander helt perfekt, og i første omgang kører jeg den langsomt ind i overfladen. Da agnen kommer tættere står jeg og nyder Mike The Pike’s forførende gang i smalle og lidt aggressive S-kurver – men intet sker. Jeg tager et kast til. Denne gang lader jeg den synke et godt stykke ned i vandsøjlen, inden jeg langsomt spinner den ind – kun afbrudt af et par enkelte spin-stop. Pludselig giver det et diskret nøk i linen – og velvidende, hvor forsigtigt selv større gedder kan hugge, giver jeg et resolut modhug.
Stangen flekser fuldstændig sammen, og jeg kan med det samme mærke, at det er en fin fisk. Gedden tager hårdt ved, men så bliver det også ved det. Kort efter – uden de vilde udløb, kan jeg lirke fisken over netkanten sammen med en god portion grøde, og efter en kort fotosession kan jeg genudsætte en fin ti-kilos gedde.
Med FG-not kan du lave så smal og veltaperet en sammenføjning, at knuden uden problemer kører ud og ind af øjer og linefører – hvilket er essentielt ved især kastefiskeriet. Her ses sammenføjning mellem hovedline og up-trace.
Fisken huggede, som en stor del af mine fisk de sidste par år – på en agn fisket – ikke bare på fluorocarbon forfang – men på et setup fisket med et længere up-trace på 12-15 meter af 0,37-40 fluorocarbon. Mange vande på Sjælland er hårdt fiskede, og jeg er klart typen, der tror på, at marginalerne tæller. Og her kommer den perfekte præsentation ind i billedet. Når fiskene efterhånden har set alt, hvad der er værd af se af isenkram til gedder, så er det ikke nødvendigvis let at få den til at hugge, selvom man fisker, hvor der er gedder på jagt. I løbet af de sidste to års tid (2014-16) har jeg ikke haft meget tid til at fiske, men det er alligevel blevet til lidt over 30 ture med præcis dette setup, hvilket har givet mig fjorten 10kilo+ gedder op til fjorten kilo på kunstagn. De fem af dem – inklusiv den største, er taget på spin eller vertikal – resten dørg. Mindst 10 af turene har været 2-3 timers ture, så for mig har det virket helt OK.
Hugfrekvensen bliver i mange vande markant større med brug af fluorocarbonforfang og uptraces, men selvfølgelige ikke i alle. Generelt vil det selvfølgelig være i hårdtfiskede og/eller klare vande, at metoden har sin største force.
Men hvordan gør man? – bliver det ikke en klodset sammenføjning at skulle have ud igennem øjerne i hvert kast, vil du måske spørge? – og risikerer man ikke bite-offs på fluorocarbon forfang? Personligt har jeg kun én eneste gang haft en gedde, der cuttede forfanget på fluorocarbon – og det var en 10 kilo++ brakvandsgedde, der huggede på et 0,70 mm forfang. Siden er jeg gået op i 0,90 mm typisk Savage Gears 100% fluorocarbon, og på det har jeg ikke har nogle former for problemer med geddetænder siden. Så længe du husker jævnligt at tjekke forfanget for ridser og grater fra tænderne – og afkorter eller udskifter det, når der er anledning til det – så er du home safe.
Længden på forfanget afhænger lidt af forholdene. Generelt laver jeg ofte forfanget ret langt på fx en meters penge – så er jeg på den sikre side med ekstra grådige fisk. Desuden er der også lidt at gi’ af, hvis forfanget får at par grater yderst og skal nedkortes lidt. Dette er den mest økonomiske brug af fluorocarbonen. Om, vinteren, hvor fisken ofte hugger mere sløvt, er der mindre risiko for, at den inhalerer hele forfanget – og cutter forbindelsen ovenfor på hovedline eller uptrace. Derfor fisker jeg ofte med lidt kortere forfang her. Vandet er typisk også mere klart i vinterhalvåret – og et kortere forfang giver dermed en lidt mere delikat præsentation, når linen over forfanget vel og mærke også er af fluorocarbon – blot tyndere.
Jens Bursell med en grov grusgravsgedde taget på Mike the Pike swimbait med fluorocarbon forfang og uptrace.
Up-trace er betegnelsen for den lidt kraftigere line, man ofte har imellem forfanget og hovedlinen. Langt de fleste bruger fletline hele vejen igennem, hvilket især når der fiskes i den øverste del af vandsøjlen med liner der står i kontrast til baggrunden – giver en ret dårlig præsentation, hvor linen er let at se for fisken. Det kan have stor betydning, hvis fisken fx står 20 meter ude – og du kaster 15 meter hen over den, hvorefter den kan se din tydeligt synlige fletline bevæge sig, indtil kommer ind i synsfeltet.
Har du derimod et næsten usynligt uptrace af fluorocarbon vil dette ikke afsløre bedraget nær så let.Den optimale længde på uptrace kan variere, og her skal man være opmærksom på, at fluorocarbon er mere elastisk end fletline – men dog ikke nær så elastisk som nylon. Til jerkbaitfiskeri, hvor jeg har brug for at kunne overføre bevægelserne i stangtoppen til agnen, bruger jeg typisk en lidt kortere up-trace på fx 6-8 meter, hvilket giver en mere begrænset elasticitet. Dette kombinerer jeg med en fletline, der matcher den baggrund fisken ser linen på – dvs hvid til fiskeri i åbent vand og grøn/sort/mørk ved fiskeri langs kanten i mindre søer med træer langs bredden – eller i vandløb med høj bevoksning.
Til fiskeri med wobler og softbaits, hvor man kan få agnene til at arbejde perfekt med en kombination af indspinning og spinstop – bruger jeg typisk et fluorocarbon up-trace på 12-20 meter. Nu hvor vi snakker elasticitet, skal det lige nævnes, at lidt ekstra elasticitet på det yderste stykke kan være en fordel rent kastemæssigt. Det at linen gi’r sig en anelse gør det nemlig lettere at lade stangen ordentligt, hvilket vil kunne give en anelse længere kast med den rette teknik.
Jens Bursell med en fin ti’er fra Stege Nor. Fisken huggede en 19 cm Platypus fisket på FC-forfang og 20 meter uptrace af fluorocarbon.
Til fiskeri med de traditionelle teknikker er jeg af den overbevisning, at en fuldline af fluorocarbon vil gøre, at man mister lidt for meget føling på distancen – eksempelvis med om der er grøde på krogene. Samtidig vil det gøre det lidt for svært at sætte krogene i mange situationer – fx når fisken hugger langt ude i kastet.
En del af de fisk, der puffer eller hugger halvhjertet til agnen, mærker man heller ikke på samme måde, hvilket måske kan foranledige nogle til at konkludere, at de ikke mister lige så mange fisk med en hovedline af fluorocarbon eller nylon. Personligt tror jeg ikke man mister færre fisk – man opdager bare ikke nær så mange af dem, som ikke bliver hængende… Men – så længde det ender med at man får og lander flere hug – så er alt jo i sin skønneste orden.
Fisker du dine geddebaits på release-takler, hvor du eksempelvis kan udskifte en 3/0 trekrog med en str. 6 trekrog er det dog en helt anden sag. Der skal nemlig under den halve kraft til for at få en str. 6 krog på et release-takel til at penetrere, hvilket gør, at man kan tillade sig mere elasticitet i linen for at opnå en bedre præsentation og endnu flere hug – uden nødvendigvis at gå på kompromis med landingsraten. Du kan læse mere om release-takler til gedder i bogen ”Geddefeber”.
0,90 mm fluorocarbon geddeforfang kan sammenføjes med FG-knot både direkte til fletlinen eller som her til enden af FC-uptracen. Ved mono-mono sammenføjninger bør du smelte en smal krave for enden af den tykke part, for at hindre at knuden skrider. Giv altid knuden en dråbe sekundlim.
Den perfekte sammenføjning, hvis målet er at optimere præsentationen 100%, er set i min optik at lave samtlige sammenføjninger med knuder i stedet for med knudesamlinger via fx svirvler, rig-rings mm. For det første er det visuelt mere elegant, men det giver også en højere brudstyrke. Anvendes eksempelvis en svirvel, så er der to knuder – men bindes forfang/line derimod sammen er der kun én enkelt knude – som i sig selv typisk har en højere brudstyrke en hver af de to knuder, man bruger i hver sin ende af svirvlen. Og – går vi helt ud i marginalerne – så giver én knude også mindre luftmodstand end fx svirvler, fanger mindre grøde – og vejer mindre – så forfanget under spinpauser kører mere lige igennem vandet, hvilket giver en mere kontant prikning.
Svirvler og rig-rings gør det lidt lettere at skifte forfang hurtigt, men generelt er det så sjældent, at jeg skifter hele forfanget, at jeg tror det giver langt flere fisk at perfektionere præsentationen frem for at spare et par minutter hver femte fisketur.
I klart vand og hårdtfiskede vande har du en sikker trumf ved at optimere præsentationen med fluorocarbon. Øverst ses materialer til geddeforfang, nederst til up-trace eller havørredforfang.
FG-knot er navnet på en helt fantastisk knude, som er den perfekte sammenføjning til fx gedde- og havørredfiskeri. Knuden, der stammer fra Australiens biggame fiskeri, er stort set ukendt blandt skandinaviske predator- og havørredfiskere, hvilket er synd, da den giver helt eminente muligheder for at perfektionere præsentationen til især kastefiskeri i en hidtil uset grad. Bundet korrekt er knuden en af de stærkeste sammenføjninger mellem fletliner og mono. Samtidig er den også den tyndeste, bedst taperede og mest elegante samling. Dette betyder dels, at du kan kaste helt uden nedsat friktion og irriterende lyde samtidig med at knuden løber perfekt tilbage gennem øjer og linefører uden problemer af nogen art. Det at knuden er så smal og perfekt taperet betyder også, at den ikke opsamler grøde og snask under indspinningen.
Traditionelt bruges knuden mest til at sammenføje tynd fletline til lidt tykkere mono, men den kan faktisk også bruges til at sammenføje relativt tynd mono med et markant tykkere fluorocarbon forfang som fx 0,4 mm uptrace til 0,9 mm fluorocarbon. Bliver uptrace monoen mere end halvt så tyk som forfanget – begynder det dog at blive svært, men det er heldigvis heller ikke aktuelt til gedder og havørred. Hvordan du binder knuden kan du se i denne fotoserie – samt super godt illustreret på youtube. Gode links til hvordan man kan gøre ligger på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016.
FG-knot er super stærk og så slank, at den let glider igennem stangøjer og linefører på din baitcaster.
Woblerne var kæmper set med datidens øje. Den lille wobler til venstre er en dansk fabrikeret wobler – »Petrix«, som var almindelig på samme tid og havde en størrelse som svarede til en 20 gram Hilo. Bemærk blyfyldningen på den nederste wobler. Her kunne han »kratte« bly ud indtil wobleren havde den rigtige gang.
AF PER EKSTRØM
DET FØRSTE MAN HØRTE til havnearbejderen Carlo Lamberth Rasmussen i lystfiskerkredse var, da han blev medlem af Lystfiskeriforeningen i 1944 på anbefaling af Søren Glæsel, der var en af datidens kendte geddefiskere. Umiddelbart var Lystfiskeriforeningen ikke en forening, man skulle tro en havnearbejder blev optaget i, da foreningen på den tid var hjemstedet for datidens lystfiskere i det bedre borgerskab. Et årligt kontingent på 80 kroner var ligeledes lidt af en sum penge efter tidens købekraft, men i en krigstid med varemangel var det begrænset, hvad man kunne bruge penge på. Imidlertid måtte Carlo’s evner som lystfisker været løbet i forvejen, så det faldt naturligt, at en mand med stor indsigt i geddegrejer måtte være medlem.
Materialet til fremstilling af woblerne har han sandsynligvis haft adgang til via sit arbejde i havnen. På den tid var skibscontainere ikke noget, som eksisterede, og lasten blev mange gange båret op fra skibets indre eller løftet op med kran. Måske faldt der en planke af på vej op fra lasten, som efterfølgende blev skåret ud i de rette størrelser. Kreativiteten fejler som regel ikke noget i krisetider. De fleste af woblerne blev fremstillet i bøg eller eg. Der er sågar en historie om, at han anvendte en af mederne fra sin mors gyngestol, da træet havde den rette krumning.
Blandt de øvrige medlemmer i LF var der stor interesse for at se nærmere på herlighederne, som Carlo fremstillede, men han holdt kortene tæt til kroppen. Kun ganske få fik foræret eksemplarer af woblerne. Hvor eftertragtede woblerne var, viser dette eksempel: En sommerdag i 1944 kom et medlem, som Carlo havde foræret en wobler, roende med nogle liner bag ud ude på Furesøen. Idet han passerer en anden båd, der lå på en banke og fiskede med »løse liner«, råbte to mand ham an:
»Hvad fisker De med?« – »Det er en af Carlo Rasmussens woblere!«, var svaret – »Lad os se den!« Blinkfiskeren vidste, at en af de to ombord i den anden båd var kendt for sin fingerfærdighed, så han svarede tilbage, at han havde lovet ikke at vise den til andre. På vej tilbage skete der imidlertid det uheldige, at han kom for tæt på de to og kom til at sidde fast i deres ankertov, så wobleren sad ubehjælpeligt fast. Med et svedent grin trak de tovet op og studerede wobleren længe, inden de gjorde den fri fra torvet og afleverede den tilbage med et »Tak for lån!«
Carlo Rasmussen med sin 11 kilos gedde fra den officielle befrielsesdag 5. maj 1945. Den blev lidt senere noget symbolsk slået af Knud Birch, der under Besættelsen både havde siddet i Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Billede fra Lystfiskeri-Tidende.
Carlo Rasmussen beviste med det samme, at woblerne kunne fange fisk. Efter en tur kunne han fremvise to gedder på henholdsvis 9,75 og 7 kilo fra Furesøen fanget samme dag, hvilket var noget af en sensation på den tid. Hvor stor opmærksomhed han fik fra de øvrige medlemmer afspejler sig vel bedst i en notits i Lystfiskeri-Tidende, hvor redaktøren havde bemærket, at Carlo Rasmussen havde været på søen, og udfor sit navn havde skrevet et »Nul«. Det var usædvanligt. I efteråret 1944 besluttede Carlo Rasmussen at sælge sine rettigheder på wobleren til sportsmagasinet F.I.B. på Amagertorv i København. Det var en gammel hæderkronet virksomhed med rødder helt tilbage til 1874. Forretningen var den første, der solgte lystfiskegrejer til Københavnerne, men lukkede for mange år siden.
Nu da rettighederne var solgt, og wobleren dermed kunne blive hver mands eje, ville redaktøren af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann vide, hvad hemmeligheden bag wobleren var. Han opsøgte dog først forskellige kendte geddefiskere, der i tidens løb også havde eksperimenteret med store woblere, for at få deres erfaringer med kæmpe woblere. Resultatet var en gang »snik-snak«. Kæmperne kunne fange fisk, men hvorfor og hvordan gik mest på teorier.
Ludvig Svendsen, der ejede Jagt & Fiskerimagasinet, havde en wobler med navnet »Den store Bastian«. Det var en blybelastet størrelse på 20-25 cm og vejede ikke mindre ende 415 gram. Den havde vist sit værd, da den en dag på Furesøen havde fanget en gedde på 5 kilo på 15 meter vand. Måske lå hemmeligheden i, at Carlo Rasmussen fiskede ude over dybet efter de pelagiske fisk og samtidig anvendte blybelastning. Han borede kort og godt huller i woblerne, fyldte dem med bly, og kontrollerede gangen. Gik de ikke, som han ønskede, krattede han noget af blyet ud, indtil de gik som de skulle.
To gedder på henholdsvis 20 og 15½ pund fanget på Furesøen d. 11. juni 1944. På bagsiden af fotoet står »Træk – hjemmelavet wobler – kæmpewobleren«. Ungersvenden til højre hedder Erik, men har ikke noget meget fangsten at gøre, bortset fra han hjælper med at holde. Privat foto.
Det var helt nyt. Geddefiskeri foregik per tradition langs sivene i og på søens banker. Ikke ude i det åbne vand. Ved interviewet stillede Børge Hamann en del spørgsmål, men svarene som Carlo gav, afslørede ikke hemmeligheden. Blandt andet ville Børge Hamnn vide om rillerne på ryggen af woblerne havde nogen betydning. Det vidste Carlo ikke, men det skadede hvert fald ikke. Hvad med farven, havde den nogen betydning? Carlo kunne bedst lide den farve som F.I.B. havde givet den, men farvevalget ville han overlade til mere erfarne fiskere. Børge Hamann foresatte, men fik kun hevet enstavelsesord ud af Carlo. Fiduser var der ikke mange af, og direkte adspurgt: »Andre fiskere er svært imponerede over Deres fangster og mener at, der må være særlige fiduser?«. Carlo svarede: »Jeg fisker akkurat ligesom alle andre. Og så til slut, som man sang i verset – alting får en ende«. Carlo Rasmussen var en mand af få ord og pralede aldrig om sine fangster. Meget sigende har han i sit første år sommedlem af Lystfiskeriforeningen ikke anmeldt en eneste fisk.
Det mest kendte billede af Carlo Rasmussen med gedden fra Farum Sø. I venstre hånd holder han wobleren og stangen som han fangede gedden på. Det var på en af de »små woblere«.
Året efter, i 1945 fanger han d. 5.maj, på Danmarks officielle befrielsesdag, en gedde på 11 kilo i Furesøen. Den blev imidlertid slået af Knud Birch, der samme år satte ny Furesørekord med en gedde på 13,25 kg – og så var det svært. Opsigt, selv uden for Danmarks grænser i en krigstid, vakte de eventyrlige fangster. Det svenske »Sportsfiskaran« bragte i december 1944 en artikel om de store woblere, der var blevet så populære i Danmark.
Historien om Carlos største gedde udspiller sig en decemberdag i 1948. Carlo Rasmussen slog, efter en tur på Farum Sø, et smut fordi Søndersø, hvor han møder nogle andre lystfiskere. Da han fortæller, at han var været på Farum Sø, var det entydige spørgsmål: »Det gav vel somsædvanligt ikke noget?« Stor var overraskelsen, da Carlo fremviste en gedde på hele 13 kilo. Selv fortalte han om oplevelsen: »Jeg har altid haft fidus til, at Farum Sø husede meget store gedder, og der på denne årstid er en tilpas ro på søen. Da jeg i søndags ved 8-tiden tog ud, var det meget tåget, og jeg måtte, for at orientere, mig holde mig ret nær land. Jeg trak en af mine hjemmelavede woblere efter båden. Wobleren var lidt mindre end den store model, meget mørk med en enkelt lys stribe langs siden På nordsiden af søen, næstenud for Farumgård, og kun 60-70 meter fra land fik jeg ved 9-tiden hug, og jeg var hurtigt klar over, at det var en pæn fisk – bl.a. fordi den ikke var til at få op fra bunden. Da jeg endelig så et glimt af den i vandet, bedømte jeg den til 13-14 pund, men 20minutter efter hugget var jeg klogere, thi da lå min hidtil største gedde i båden.
Min vægt, der vejer til 24 pund, gik i bund, og jeg tog derfor straks ind for at få fisken vejet. En meget nøjagtig vejning gav præcis 26 pund til resultat.«Hvad der senere blev Carlo Rasmussens skæbne vides ikke. Hårdt fysisk arbejde har altid været medvirkende til at slide på mennesker på den ene eller anden måde. Ganske få år efter fangsten af gedden på 13 kilo forsvandt Carlo Rasmussen ud af dansk lystfiskeri og Lystfiskeriforeningen.
Jeg har talt med personer som kender til hans videre skæbne, men den historie lader viligge, og i stedet må vi glæde os over de resultater, han opnåede påganske få år ved flid og ikke mindst nytænkning om, hvordan man også kan fange gedder.
Helsides annonce fra »Sportsfiskeren « januar 1945. Der var rift om herlighederne. På daværende tidspunkt var der udbredt varemangel, så et eller andet skulle man jo bruge pengene på. Nuvel! 14½ krone var alligevel en slat penge på det tidspunkt.[/caption]
Når du fanger gedder på softbaits, er de ofte dybt kroget – og her er det en fordel med et release-takel, da det gør det lettere at afkroge fisken, uden at den tager skade.
Release-takler kan også brugs på softbaits, hvor de – udover at tilføje fiskene mindre krogsår og blødninger – også vil give dig en markant højre landingsrate. Her for du opskriften på, hvordan man kan bruge taklerne på bløde agn som fx softbaits, hybridagn og til spin med død agn.
AF JENS BURSELL
RELEASE-TAKLER kan bruges på alle typer af agn – lige fra hardbaits og fluer til softbaits og naturlige agn. Hvordan man laver grundtaklet til hardbaits kunne du læse om i min bog Geddefeber – og det er grundlæggende set de samme pincipper, der anvendes, når teknikken skal overføres til de mere bløde typer af agn. Der er dog en række ting, som man skal have i baghovedet, hvis man vil fiske disse bløde agn på release-takler.
Standardtaklet, som du kan se i min bog Geddefeber, kan faktisk uden problemer anvendes direkte som det er på både store shads, tailbaits, hybridagn og døde agnfisk til spinnefiskeri. Den primære forskel ligger i, hvordan selve taklet fæstnes I fronten og semi-fikseres i agnens bagende.
Selve taklet kan fastgøres på flere måder på et softbait. På et hardbait fastgøres release-clip´en i agnens bug og haleøje, og præcist det samme princip kan bruges på et softbait, da man bare kan montere et par softbait skruer (A) med øje på softbaitets underside – samt en softbaitskrue eller belastet skruehoved i fronten. Release-clip´en klikkes blot på softbaitskruens øje – præcis som var det et øje på et hardbait. Taklet kan også semi-fikseres med release-tube og en spring-ring med en mikrosvirvel (A – nederst).
A
På foto B (nedenfor) kan du se en af de mange forskellige måder, som du kan rigge en shad med et release-takel. Øverst ser du hvor meget større krogene på et normalt stinger-takel er, hvilket er årsagen til at den normale optakling giver ringere penetration og gør mere skade på fisken. Nedest kan du se, hvordan du kan montere din softbaitskrue (x) midt imellem de to kroge, så de udbalancerer hinanden. Taklets bagerste release-clip (y) semi-fikseres dernæst i denne. Herefter finjusterer du placeringen af blinklåsen, så det passer med, at agnen hænger parallelt under agnen. Bind herefter herefter en 4-5 tørns stopknude af 14 lbs Drennan Powergum (1) og en SPRO Shad Stinger Spike (baitspike) (2) på wiren. Øjet på baitspiken mases fladt med en tang, så knuden ikke kan glide igennem. Bevæg stopknude og baitspike hen af forfanget, så det passer med, at der akkurat er et svagt træk i den bagvedliggende del af release-taklet. Når taklet er monteret på denne måde hænger krogene helt perfekt – også selvom du laver et spinstop, hvor der opstår helt slap line. Stopknuden (1) forebyggger nemlig, at taklet kan glide tilbage og væk fra agnen i denne situation. Bemærk, at afstanden mellem baitspike og krog skal være sådan, at krogen ikke kan svinge op og få fat i baitspiken under kastet.
Du kan købe materialer til release takler eller færdige releasetakler på releaserigshop.com
Hvor langt bagud man kan placere den bagerste krog afhænger meget af, hvor blød og bevægelig halen er. Jo mere bevægelighed, der er i halen, desto længere fremme skal den bagerste krog sidde for at undgå at krogspidserne hægter op på softbaitet. Den viste position er et godt udgangspunkt, der giver en god allround krogning. Baitspikes kan også bruges til at fastholde taklet, men på denne måde bliver det lidt sværere at sikre den perfekte eksponering af krogen – samtidig med, at de ikke holder taklet helt så godt i forbindelse med kastet og nedslaget af agnen i vandet.
Gennemløbssoftbaits som fx Line Thru kan også yderst let modificeres, så de kan fiskes med et release-takel. Fordelen ved det er – udover bedre krogning og mindre skade på fisken – at det er lettere og hutigere at skifte agnen ved hjælp af en blinklås. Sådan gør du: Tag krogene af den originale wire (C) og stram wiren op, så rig-ringen, der normalt monteres i hovedlinen, trækkes helt ned imod indganghullet i nakken af agnen. Lav derefter en dobbelt kællingeknude helt op af udgangshullet i brystet af agnen. Lav evt. en ekstra knude, så du er sikker på, at knudens diameter er større end det gennemgående rørs indre diameter, så agnen ikke kan ryge af i kastet.
Taklet kan enten semifikseres som i (A) eller med 1-2 click-release holdere (D-E). Hvis taklet er semi-fikseret to steder, er det ikke nødvendigt med en powergum stopknude/baitspike (B, 1-2), men hvis taklet er semi-fikseret i kun et punkt mellem krogene, er det vigtigt også at have en baitspike i fronten, så taklet ikke kan synke væk fra agnen ved spinstop.
C
I stedet for at have release-mekanismen på selve taklet, kan man også gøre det omvendt. Til dette formål har jeg udviklet click-release holderen, som efter min mening er den bedste release-mekanisme til især de lidt større softbaits som fx SG Line Thru (D-E).
Du skal gøre følgende: Tag et 10-15 centimeter langt stykke 0,7-1 mm pianowire. Afklip to mindre 10-13 mm lange stykker 0,9 mm fluorocarbon, som du opvarmer i enden med en lighter, så der smeltes en krave I enden. Dryp en enkelt dråbe sekundlim på enden af wiren og tørn et par omgange 0,08-0,1 mm fletline, der sidder på en fluebindingstrådholder, så fletlinen sidder fast på wiren. Med neglen holder du nu fluorocarbonstykket, så enden med kraven rager 3-4 mm ud over kanten. Tag 10 tørn med fletlinen, så den sidder fast og giv evt en dråbe sekundlim for at fiksere det. Vend her efter wiren om og gentag proceduren med det andet stykke fluorocarbon. Afslut med et par halvstik og en ekstra dråbe sekundlim, klip fletlinen af – og din click-release holder er klar til brug.
D
E
Wiren stikkes nu op fra softbaites bugside og op, så du kun lige akkurat kan se fluorocarbon stykkerne. Klip wiren af 1-3 cm fra ryggen af softbaitet og buk et lille “U” med en tang. Herefter skubber du pianowiren tilbage, hvor den kom fra i retning mod bugen, så clik-release´mekanismen kommer til at sidde 1-1,5 cm fra bunden af softbaitet. “U´et” prikkes ned i softbaites ryg, hvorved click-release holderen fikseres i den rette position, så det passer med, at forfanget, der kører parallel med agnen, let og hurtigt kan “klikkes” ind eller ud af click-release holderen.
Som du kan se på billederne, kan click-release holdere både bruges til at semi-fiksere selve taklet eller den rig-ring, hvor i den forreste krog sidder. Og – er diameteren på wiren stor nok, så kan click-release mekanismen også bruges til at holde en krog i den perfekte position, som beskrevetni artiklen om click-releasenpå gedde- og havørredfluer i Fiskmn& Fri 8/2016. Lidt afhænging af agnens type og gang, kan det som vist være en fordel at placere to powergum stopknuder på hver sin side af click-release holderen, så man hele tiden har 100 % kontrol over krogenes position.
Click-release kan i øvrigt også anvendes på hardbaits (F): Bor et hul i bugen af agnen, fyld tokomponent epoxy lim i – og nedsæt wiren med click-release holderen afskåret til den rette længde. Alternativt kan man bide wireøjet på agnen over med en tang, rette den ud – og montere click-release holderen her i på samme måde, som du monterede fluorocarbonstykkerne på wiren.
G
Release-taklet kan også bruges til spinnefiskeri med død agn. Da agnfisken får nogle tæsk ved både kast og nedslag i vandet, skal man helst bruge fisk, der er ret seje i skindet – fx skaller. På foto G kan du se, hvordan man yderst simpelt kan montere sin agnfisk på release-taklet: 1) Stik en skruetrækker ned gennem den relativt hårde pande på den døde . 2)
Tag en lille plastic strip og stik den ned gennem hullet og ud igennem munden. Monter en 6-7 mm solid rig-ring på strippen og lås den, så den udgør et montageøje på toppen af agnfiskens mund og hoved. Herefter monteres taklet, som du monterede dit softbait – og taklets bagende semi-fikseres i en softbaitskrue, du monterer længere nede på underside af agnfisken.
F
Normalt foretrækker jeg løst dinglende kroge på mine release-takler, men der kan være situationer – især på meget bløde agn, hvor det for ofte sker, at krogspidserne får fat i softbaitet eller agnfisken – og derfor ikke sidder helt perfekt. Tilsvarende, hvis man fisker fx geddeflue, hvor de lange flashfibre kan have en tendens til at filter i en løsthængslet krog.
På takler af billig wire – fx stålwire – gør man ofte det, at man not-a-knotter krogen på wiren, hvorved dens position er styret, så der ikke så let går kludder. Men – mit foretrukne wiremateriale til den nederste del af release-taklet, der sidder ved agnen, er titanium. Det holder nemlig længe, og det har den helt rette formhukommelse. At det holder længe, er ikke kun et spørgsmål om at spare penge. Det er også et spørgsmål om at spare tid, så man ikke skal bruge en masse tid på at binde nye takler.
Problemet er blot, at krogenes levetid er langt kortere end titanium wirens, så skal der være en pointe I at bruge titanium, så skal krogene kunne udskiftes. Denne problemstilling har jeg løst ved at bruge et styre-bead (H), der er lavet at en flækket rørperle – også kaldet en Hamaperle. Du kan enten 1) klippe perlen op med en skarp fluebindingssaks – eller flække den med en skarp scalpel. Klik styre-beadet på wiren, hvorefter krogøjet og så krogskaftet klikkes ned i rørperlen.
Held og lykke med dine release-takler til softbaits – du vil blive belønnet med flere fisk på land – samt en eventuel genudsætning, hvor du kan have god samvittighed over at have skadet fisken mindst muligt.
H
Ved at lade tampen på den stive titaniumswire (1) fortsætte bagud og skubbe den ind under et stykke silkonetube (2) på krogen – kan du semi-fiksere krogen, så den ikke så let hægter op på det bløde softbait. Krogen kan let skiftes ved at svuppe wiren ud af tuben, skifte krogen – og stikke wiren ind under tuben på den nye krog. Med et løsthængslet led i form af en rig-ring (3) på wiren, der kører over ryggen på shad´en, er det muligt at montere en lille krog i halen som vist – uden at det influerer negativt på shad´ens gang. Det er langt fra hovedparten af fiskene, der hugger efter halen, men alligevel vil denne lille detalje kunne give dig nogle ekstra fisk. Taklerne fås færdigtlavede fra Westin – se nedenfor.
Gedder er vilde med softbaits, men de er ikke altid lige lette at kroge. Her får du opskriften på hvordan du sikrer den perfekte eksponering af hale og bugkrogene.
AF JENS BURSELL
HVOR TIT har du ikke prøvet af få et godt hug på din shad, for derefter et splitsekund efter mærke linen blive slap – og se din shad komme retur uden hale… Jo – selvom de fleste fisk hugger efter midten/fronten af dit softbaits, er der en hel del der lige snapper efter halen – især, hvis de er lidt sky. Men – der er bare et lille problem: Når du placerer en krog i halen på din shad, vil det normalt betyde, at du enten dræber gangen – eller må bruge så blødt et forfang, at det ikke holder til den store gedde, som du er på jagt efter.
Dette problem har jeg arbejdet med i næsten 15 år – og var i den forbindelse en af de første der eksperimenterede med løst efterhængte stingers at monotrådet titanium. Fidusen ved disse er, at man faktisk kan fiske krogen 2-3 cm bag softbaitets hale, men hvis ikke man er meget varsom med sine kast, kan det også give en del kludder. Desuden er denne montage knapt så visuelt elegant, som hvis krogen sidder i selve paddletailen.
Jeg har derfor i en del år været i tænkeboksen med netop denne problemstilling, for at prøve at finde en måde at kroge ”halenipperne” – uden at det dræber halens delikate gang, ser for klodset ud – eller giver for meget kludder.
Endnu en perfekt kroget gedde, der nippede efter halen og blev hængende på den lille halestinger.
Forøg landingsraten med halestinger på dit softbait til gedder
For et par år tilbage begyndte jeg at eksperimentere med en løs hængslet top-stinger, der gik hen over ryggen på softbaitet med en krog siddende helt ude i toppen af paddle-tailen. Ideen var at jeg – i stedet for at bruge én gennemgående wire, der kunne hæmme halens bevægelser – ville bruge to stykker wire, der var løst hængslet via en ring-ring og to crimpede loops (3), så halen nu kunne bevæge sig fuldstændig frit. Og – for at den stive titanium wire ikke skulle hæmme hele kroppens – og dermed også halens bevægelser – er den baitspike, der fikserer taklet til bagenden af ryggen – monteret glidende på wiren (4) i stedet for at være fastmonteret i en solid-ring eller svirvel, som det ses på de fleste stinger systemer.
Allerede fra første tur viste dette system sig at virke helt eminent, og jeg begyndte nu pludselig at få lidt flere af de fisk, der bare snapper umotiveret efter softbaitets hale.
Kludder, hvor løsthængende kroge på en stinger hægter op på softbaitet, kender de fleste geddefiskere med hang til kunstagn til. Også denne problemstilling har jeg brugt en del år på at løse. Særligt den bagerste krog, der er placeret ved softbaitets “gat” har en tendens til at hægte op, hvis den er løsthængslet. Min erfaring er, at denne krog giver den aller bedste krogning, hvis den sidder lidt væk fra softbaitet, så det er muligt at bruge en lidt mindre og bedre penetrerende krog, der er perfekt eksponeret. Jeg har derfor arbejdet længe på en løsning, hvor det er muligt at fiske den bagerste bugkrog perfekt frit eksponeret – samtidig med, at den er semi-fikseret, så den ikke så let kommer til at hægte op på softbaitet.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
En semi-fikseret gatkrog på softbaitet til gedder
Jeg har i mange år semi-fikseret – eller “låst” endekrogen i “fast-position”, ved at trække et stykke tube over krog/springring og ring-rig. Problemet med denne montage er dog, at det meget ofte går hen og bliver en visuelt meget klodset løsning, samtidig med, at det oftest er lidt besværligt at presse tuben op over spring-ring og rigring.
Den perfekte løsning fandt jeg på en dag, hvor jeg sad og havde afsluttet enden af taklet med en fire-tørns blodknude på en mono-trådet titaniumswire. Jeg skulle lige til at klippe tampen af, da jeg pludselig så for mig, hvordan jeg kunne semi-fiksere krogen ved at montere et lille stykke klar tube på krogskaftet – og så blot stikke titaniums-tampen, som fortsætter bagud i forlængelse af wiren – ind under denne.
Allerede samme aften fik jeg prøvet systemet, og det virkede fuldstændig efter hensigten. Med denne teknik kan man få krogen til at stritte perfekt eksponeret ud i vandet lige bag gattet – med en betydeligt mindre risiko for at hægte op på baitet. Analogt med hale-stingeren, monterer jeg også den nederste bug-stinger med en spike (“montagespyd”), hvor forfanget kan bevæge sig frit igennem for at undgå at den stive wire, der er nødvendig for at få krogen til at stritte ud i den rette position – hæmmer agnens gang.
Her kan du se, hvordan man kan kombinere et release-takel (øverst) med en normal stinger-montage (nederst). Bemærk, at de baitspikes (“spyd”), der holder taklet, er fastmonterede ved z og glidende på taklet ved y. Det giver den bedste gang på agnen. Gat-stingeren skal være lavet af 50 lbs monotrådet titanium eller kraftigere, men til de øvrige dele X kan alle wiretyper benyttes.
Agnen går helt perfekt på denne måde, og den lille gatstinger stritter helt perfekt ud, så fisken knapt nok skal kigge på agnen for at blive kroget.
Alternativt kan man crimpe den yderste rig-ring med en wire-lås, hvor den bagerste krog monteret: I stedet for blot at køre wiren igennem crimpen én gang – køres wiren igennem to gange, hvorved tampen kommer til at fortsætte i forlængelse af wiren bagud, så man også her kan semi-fiksere gatkrogen, ved at stikke den stive titaniums tamp ind over tuben på. Fordelen ved denne metode er, at tampen ligger i en mere lige linje efter wiren, hvilket giver en lidt pænere montage. Ulempen er at det er lidt sværere og langsommere at crimpe, når den skal to gange igennem.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
Med disse to nye montager er det nu blevet muligt at fiske en perfekt eksponeret lille krog to steder, hvor det ikke før var muligt med de mest normalt brugte metoder.
Release-takel eller normal montage af softbaitet til gedder
Den nye form for hale og gat-stinger kan fiskes både normalt eller release-style. Da metoden i begge tilfælde muliggør brugen af mindre og bedre penetrerende kroge, som er perfekt eksponeret, er den primære fordel ved release-varianten af taklet, at det er nemmere at montere halestingeren, så den ligger perfekt hen over ryggen på agnen – uden at være for lang eller for kort. Årsagen er, at længden kan justeres trinløst ved at skyde release-taklets semi-fikserede stop (x) op eller ned af forfanget, indtil det på millimeteren har den perfekte længde.
Med et release-takel kan man nemlig justere længden på taklet med millimeters præcision ved at skubbe montagepunktet (x) op eller ned ad forfanget, til det passer helt perfekt. Bliver det for stramt, går halen ikke godt – og bliver det for slapt, så hænger det og slasker på toppen af baitet, hvilket giver en dårligere præsentation. Denne præcisions justering er ikke mulig, på samme nemme måde, hvis man monterer topstingeren normalt.
Bevares – uden release kan man indskyde svirvler og springringe, så det passer med afstanden – det bliver blot lidt beværligt, ændrer på vægtfordelingen i agnen – og ser ikke så godt ud. Gat-stingeren kan monteres i topstingeren, når du fisker release. Den kan dog også fiskes super let og elegant, ved blot at montere stingerens front i det nederste øje på frontloddet som på montagen til venstre. Denne montage kan man have uanset om topstingeren fiskes som release eller normal stinger-tafs.
Bug-stingeren kan fiskes både med én eller to kroge. Til de mindre shads, er det fint med blot en hale og en gat-krog, men er der lidt mere størrelse på softbaitet, kan man vælge at fiske to kroge på bugstingeren. Frontkrogen kan være løsthængslet, men ønsker du den semi-fiskeret, som den bagerste gat-krog, så den ikke kan hægte op, kan du blot klikke den ind i en flækket hama-perle på forfanget. Held og lykke med de nye shadtakler.
Med den nyeste generation af live-ekkolodsteknologi er det blevet muligt at visualisere livet under overfladen på en helt anden måde end med de gammeldags ekkolodder, hvor realtidsbilledet kun vises i et splitsekund. Vi har taget et kig på de to nye teknologier, der anvendes i Panoptix samt Panoptix LiveScope – og vi må lige advare: Det er ikke for sarte sjæle.
AF JENS BURSELL
MIN JIG, som er tiltænkt aborrer, hænger 1 meter over bunden på 12 meter vand efter et forsøg på at lokke et par træge fisk til hugget. Pludselig ser jeg en fin gedde cruise forbi i midt vandet, og jeg kan ikke dy mig på trods af det lette grej. Hurtigt spinner jeg jiggen op gennem vandet, og idet den passerer lige forbi snuden på fisken, kan jeg nærmest fornemme geddens ansigtsudtryk i det den vender snuden opad og følger efter det blot 7 centimeter langs softbait. Blot 5 meter under stangtoppen kan jeg nu på skærmen se gedden vimse rundt om jiggen, hvor den ikke rigtig kan bestemme sig. Jeg kan tydeligt se, at den snapper halvhjertet efter softbaitet en enkelt gang, uden at jeg mærker så meget som det mindste igennem linen.
Nu sætter jeg alt på et bræt og dropper jiggen ned igennem vandet for at fremprovokere hugget. Gedden følger med, cirkler et par gange om jiggen – og tager den med stor beslutsomhed. Det virkede! Simultant med, at jeg på skærmen ser alt dette ske, giver det et hårdt ryk i stangen, hvorefter linen bliver slap.
– Fåååårckkkkk råber jeg mens jeg – rystet over dramaet under vandet lige må sunde mig lidt. – Så du det, råber min makker Niels, der har fulgt med og set det hele på skærmen. – Hvad mener du? spørger jeg. – Så du slet ikke, at den spyttede jiggen ud igen? Næh – jeg kiggede på min slappe line… – Man kunne tydeligt se at den spyttede jiggen ud, fortsætter Niels. – Og imens den sank til bunds, svømmede gedden videre i samme dybde…
Underholdningsværdien under vertikalfiskeri er i top på LiveScopet – her visualiseret på en Garmin GPSmap 7410 SXV.
Man kan bare se alt – som i alt – med det LiveScope. Men – jeg er egentlige ikke overrasket, for jeg har brugt forgængeren – Panoptix i et godt stykke tid, og her er princippet det samme – blot ikke nær så detaljeret og perfekt visualiseret. Den originale Panoptix har jeg primært brugt til trolling:
Mine øjne er klistret til skærmen. Forrest på min frontmonterede elmotor scanner min Garmin Panoptix Forward PS31 vandet 20 meter foran båden, og jeg har netop spottet en god stime byttefisk foran båden efter et par tomme timer uden action på søen.
Når byttefiskene bevæger sig på skærmen, ligner de nærmest pulserende små rumvæsener, og man kan helt tydeligt skelne de enkelte byttefisk fra hinanden. Da stimen blot er 8 meter foran båden, ser jeg silhuetten af en større rovfisk bag stimen på min højre splitscreen – og et par sekunder efter dukker præcis samme stime op i min Panoptix Down-kegle, som jeg kan se på den venstre del af min splitscreen.
Stimen er cirka 10 meter nede, men det af mine softbaits, der er tættest på båden, er kun 4 meter nede i vandsøjlen, så jeg tager farten af båden og drejer lidt, så agnen daler ned til cirka 8 meters dybde – lige over stimen – og den gedde, som lurer bagved.
Jeg sejler langsomt hen over stimen, og må øge farten lidt for ikke at komme for dybt. Pludselig ser jeg rovfisken lige bag agnen, og den står mindst lige så tydeligt på min Garmin Echomap, der er monteret ved siden af for at vise det analaoge skærmbillede. Gedden følger blot dovent efter agnen cirka en meter under den uden at hugge, så for at fremprovokere et hug sætter jeg fuld gas og booster farten fra 2 til 5 km/t på et par sekunder.
BAAAAM – stangen banker totalt sammen fra vægten af fisken, der har taget agnen – et stort Death Metal blade bait. Den river godt igennem, men efter et par korte hidsige udløb må den give op og kort tid efter kan jeg lande en fin metergedde. Denne fisk havde jeg helt sikkert ikke fået, hvis ikke jeg så tydeligt havde kunnet se, hvad der foregik dernede ved agnen.
Jens med en fin gedde taget på vertikaltrolling med et tungt Death Metal bladebait lige under Panoptix transduceren.
Den helt store fordel ved live-teknologien er, at det er betydeligt lettere at visualisere og tolke, hvad der foregår under overfladen. På et normalt lodbillede – både på 2-D og scanningslodder – er hovedparten af alt det, der ses på skærmen, historik – i modsætning til et live-ekkolod, hvor alt det, du ser, er realtid. Det betyder i praksis, at det er markant lettere at iagttage fiskens reaktion på din agn, imens det hele sker, hvilket kan være lige præcis det der gør, at du udløser hugget i stedet for ikke at udløse hugget. Og – lykkes det ikke at udløse hugget, så er udeblevne reaktioner også noget, der kan hjælpe dig til at vælge den rette taktik – fx et agn- eller hastighedsskift.
Panoptix´s første generation af transducere hed PS31 og 30. På ekkolodsbilledet fremstår bytte- og rovfisk som pulserende plamager, hvor man på trods af det lidt diffuse omrids let kan se fiskenes størrelse og bevægelser – alt rigeligt til at træffe de rigtige valg i forhold til sit fiskeri.
Her kan du se gedden, der kredser omkring jiggen – lige inden jeg slipper softbaitet for at få den til at tage agnen. Få sekunder efter huggede den.
På Panoptix LiceScope bliver det dog endnu vildere. Den nye generation anvender en højere frekvens, hvor rækkedybde og keglebredde er mindre – til gengæld får man en nærmest fotografisk gengivelse af de mindste detaljer ved fiskens omrids osv. Og det, at man kan se fiskens bevægelser med denne detaljeringsgrad gør LiveScope til et endnu mere sinds-oprivende undervands-live-gyser-fiske-tv, hvor man med hjertet oppe i halsen råber og skriger af fisk, mens de i – hvad der føles som timevis – står og overvejer at æde ens agn.
Jeg har brugt systemet i nu snart et halvt år – og har haft de vildeste oplevelser, hvor jeg hver gang var lige ved at få kaffen galt i halsen: En dag sejlede jeg over en 7-8 kilos brasen på 3 meter vand, hvor jeg tydeligt kunne se alle finner, så jeg med sikkerhed kunne konstatere, at det fx ikke var en karpe af samme form og størrelse. Utallige gange har jeg set gedder være henne og undersøge min agn – og en dag havde jeg en fisk på godt over 10 kilo, der igennem længere tid kredsede rundt om min agn – desværre uden at tage den. Og hvordan kan jeg så bedømme størrelsen, tænker du måske? Jo – på skærmen er der 1 meter målegrids i alle planer, så man kan se og afmåle størrelsen på alt det man ser – mens man ser det.
Det er dog ikke kun i dybden man ser alt. Vinkler du fx din LiveScope transducer, så den peger fremad, kan du lige så tydeligt se propellerne på din frontmonterede dreje rundt, som var det en film.
Når du er over en stime byttefisk er det ofte let at fornemme hvilken art det er, da man tydeligt kan se kropsformen på de enkelte individer i stimen. Tilsvarende giver den filmiske præcisionsgengivelse også et knivskarpt billede af grøde og strukturer, hvor man nærmest kan se de enkelte stængler og forgreninger på vandplanterne – eller hver enkelt gren på et sunkent træ.
Et godt trick er at montere dit LiveScope på den frontmonterede elmotors motorben eller en transducer-pole på siden af båden, så du let kan dreje den i forskellige retninger og scanne vandet for aktivitet. Førstnævnte er utroligt let at styre med fjernbetjeningen, så det bliver ikke lettere. Med sidstnævnte gælder det, at sætter du eksempelvis transduceren, så den skyder fremad, kan du blot dreje polen om sin egen akse så du med den relativt smalle transducerkegle kan afsøge vandet i vifteform. For bedre at visualisere hvilken retning, transducerkeglen skyder i, kan du evt. tegne en pil på din transducerpole med en vandfast tusch. Eller endnu bedre – lod en lille metalpal vinkelret på transduceren, så den er parallel med det plan, transduceren skyder i. På denne måde får du nærmest et sigtekorn, så du fx lettere kan kaste i præcis den retning, hvor du ser fisk på loddet.
Har du eksempelvis to agn gående på paravaner ud til den ene side, vil du kunne se først den ene agn – samt hvad der foregår ved den – og dernæst den anden. Afhængig af hvordan agnene er placeret rumligt i forhold til hinanden, er det også muligt at se to agn i transducerkeglen samtidigt, så man kan følge med i, hvad der sker ved dem begge samtidigt. Og det kan være mere end bare underholdende, for du vil blive overrasket over detaljerigdommen. Af og til føles det næsten som om, at man kan se fiskens grine af en, mens den overbærende siger – ”duer ikke”, og vender om lige bag agnen og forsvinder.
Skal man have det store billede af, hvad der sker ved flere stænger er Panoptix P31 og 30 dog et bedre valg end LiveSpopet, da de skyder i en bredere vifte til begge sider. Når den rektangulære transducer er parallel med hækken skyder den ned vinkelret ud fra bådens bevægelsesretning, mens den skyder i en vifte forlæns, ned og baglæns, hvis den er parallel med sejlretningen. Så kan man selv vælge, hvad der passer bedst til den måde, man har placeret stængerne på. LiveScopet er klart det mest oplagt valg til fx vertikalfiskeri, men pas på for det er ren narko.
Sådan fungerer Panoptix
Alle traditionelle ekkolod er basalt set enkelte elementer, som sender én impuls afsted ad gangen og så viser en historik på skærmen for, hvad man er sejlet over. Panoptix er helt anderledes på den måde, at transduceren har et stort antal elementer, som kan skyde samtidig, og på den måde er der pludselig mulighed for at se bevægelse på skærmen. Dit ekkolodsbillede er ikke længere historik, det er live.
Første generation af Panoptix (PS30 Down og PS31 Forward) har bred dækning på 40° og stor rækkedybde op til 70-80 meter, hvor den seneste generation, Panoptix LiveScope, i kraft af højere frekvens har cirka halvt så bred kegle og cirka halvt så stor rækkedybde, men vanvittigt høj detaljeringsgrad. LiveScope har mulighed for at kigge ned og frem på samme tid, så man i praksis har en Down- og Forward-transducer i ét. Selv til vertikalt fiskeri kan forward-funktionen være uvurderlig: Når eksempelvis en sandart forsvinder ud af billedet, kan man spotte fisken igen på forward ved at dreje båd eller transducerpole. Man vil stort set altid kombinere Panoptix med andre ekkolodskilder som SideVü og traditionelt ekkolod, hvor Panoptix altså især bruges til at pinpointe de enkelte fisk eller stimer.
Når en stime føler sig truet af rovfisk i nærheden, stimler de tæt sammen i en kugle – som du kan se her vist med LiveScope.
Sådan ser Kollekolle stenene på Furesøen ud med Garmin LiveScope.
Rundt omkring i landets skove ligger der masser af små feder moser med et super underholdende fiskeri efter gedder. Det er ikke altid de er særlig store, men til gengæld er det et både sjovt og mega underholdende fiskeri. Tag med Martin Millinge på spinnefiskeri i mosen og oplev det vildeste geddefiskeri. Videoen er på dansk med mulighed for tilvalg af engelske undertekster.
Husk at abonnere gratis på Fisk & Fris Youtube kanal her.
