nov 25, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Video
Med moderne 3D-ekkolodsteknologi som fx Livescope får du helt nye muligheder for at spotte fisk, samt ikke mindst se deres reaktioner og trigge dem til at hugge. En af landets dygtigste predatorfiskere – Rasmus Christensen, afholdt onsdag den 16 november 2022 et super interessant og meget lærerigt foredrag hos Tempo Både i Ishøj, hvor han afslørede alle sine hemmeligheder med, hvordan du fisker søernes rovfisk mest effektivt med disse nye revolutionerende teknikker. I foredraget gennemgår han alt fra planlægning og praktisk gennemførelse af turene – til strategi og afsøgningsteknik, plus hvordan man homer ind på fiskene – samt ikke mindst præsenterer agnen helt perfekt. Og så får du også alt det nødvendinge nørderi omkring instillinger, fintuning af elektronikken – samt hvordan du indstiller hardware som fx transducerpole, så du kan ramme i fiskens “strikezone” med få decimeters nøjagtighed.
Glæd dig til en masse super brugbar inspiration og information, der vil gøre dig til en dygtigere lystfisker – der fanger flere fisk. Det er stærke sager!
I del 2 og 3, som kommer på Fisk & Fris YouTube hhv 29/11-2022 kl 16.00 og 3/12 kl 16.00, går han i dybden med særlige teknikker til vertikalfiskeri, sightspin og valg af agn – samt meget, meget mere uundværlig viden.
Se videoen her på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis.
okt 21, 2022 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Trolling, Trolling efter gedder
Westins Jätte her i den supereffektive »geddefarve« er en fantastisk wobler til både geddedørg og kastefiskeri. Den fås i mange størrelser og – kører fint
helt ned til 1,5 km/t.
Når du fisker på de større søer og brakvandsområder, skal der afsøges meget vand for at finde fiskene. Her får du en introduktion til fiskeriet, der – hvis du spiller dine kort rigtigt, kan være uhyggelig effektivt.
AF JENS BURSELL
MED FLERE STÆNGER UDE får man virkelig afsøgt vandmasserne for fisk, hvilket især er oplagt, når man skal finde gedderne på store, åbne vandområder, hvor der kan fiskes effektivt – uden at agnen går i enten grøde eller drivgrøde.Med hjælp fra spilende paravaner og forskellige stænger som fisker i varierende dybder, er det muligt at gennemsøge en enorm volumen af vand, fordi der afsøges i en bred bane – i forskellige afstande og dybder under båden.
Godt i gang med dørgefiskeriet efter gedder
Dørgefiskeriet efter gedder er slet ikke så svært at komme i gang med, som man skulle tro, når man ser en toptunet båd med 10 stænger og alskins top moderne bådudstyr. Meget mindre kan nemlig sagtens gøre det.
På mange danske søer er det slet ikke tilladt at søsætte sin egen båd. Til gengæld er det ofte let at melde sig ind i en forening, der har bådfaciliteter til udlån for medlemmerne – og dette gør det blot endnu nemmere som begynder at komme i gang. Alt hvad du behøver for at få startet er i realiteten derfor blot en håndfuld stangholdere, stænger og så selvfølgelig endegrejet – fx woblere eller softbaits.
Dørgefiskeriet er også effektivt om sommeren, hvor man roligt kan gå op i hastigheder på 3-4 km/t eller mere – fiskene skal nok svømme agnen op.
Dørgefiskeri med årer
Den helt simple version rugbrødsmotor og 3-5 stænger, fungerer aldeles udmærket. Er du til den nemme vinkel og hurtige smutture, hvor du ikke gider at slæbe på massevis af grej, elmotor og tunge batterier – eller skal du fiske fra en båd, hvor det ikke er muligt at transportere meget grej på grund af en lang og besværlig adgangsvej til søen til fods. Ja – så er dette en perfekt løsning, der oven i købet giver motion.
Grejet fylder ikke mere end, at man kan bære det på en enkelt gåtur til søen uden brug af sækkevogn eller trolley – og hvis stængerne er rigget op hjemmefra, kan du være i gang med fiskeriet efter få minutter. Alt hvad du skal gøre er at sætte dine stangholdere på – folde stængerne ud, sætte endegrejet på – og så ellers bare komme derudaf.
Stangholdere til geddedørg
Stangholderne kan være af mange forskellige typer. De to mest brugte er Scotty typen, hvor stangholderen stikkes ned i et montagehul på et beslag, der sidder fastmonteret på selve bådens ræling. De fungerer fint, men den største fleksibilitet, hvis man fx fisker fra forskellige forenings eller udlejningsbåde, er stangholdere, der kan monteres med en »clamp« på alle typer af rælinger.
Farven Bisquit fungerer uovertruffent – især når vandet er uklart.
Et godt eksempel er de hæderkronede Down East’ere, som kan med deres skruegrab påskrues de fleste typer af rælinger og tofter. På grund af de fleksible justeringsmuligheder, kan man få stangen til at sidde i en næsten hvilken som helst vinkel, man måtte ønske.
Ekkolod/plotter er selvfølgelig en stor fordel, men fisker du fx pelagisk på en sø, som du kender godt i forvejen – og har du kun kort tid til rådighed, kan man sagtens lade den tunge marineelektronik blive hjemme, da det i mange tilfælde alligevel blot er et spørgsmål om at få afsøgt mest muligt vand hurtigst muligt for at finde fiskene. Medbring evt. en lille let håndholdt GPS, så du kan finde tilbage til evt hotspots.
Geddegrej til dørgefiskeri
Grejet behøver ikke at være dyrt – hvilket også er rart, hvis man fx fisker 5-6 stænger eller mere. Til almindeligt dørg med store kunstagn efter gedder, vil en god standardudrustning være stænger på 8-9 fod og en kastevægt på 80-180 gram til paravanestængerne og 50-150 gram på de stænger, der fisker uden paravaner tæt på båden. Baghåndtaget skal helst være kort. Det giver god fightkomfort, fordi tygdepunktet kommer tættere på kroppen, og giver desuden mere plads i båden, fordi baghåndtaget ikke rager så langt ind i båden. Som hjul kan hvad som helst bruges – personligt bruger jeg multihjul i 6-6500 størrelsen. Hjul med linetæller kan være en fordel, hvis man vil have perfekt styr på, hvor meget line man har ude, hvilket kan være en fordel for at kunne reproducere de rigtige fiskedybder, når man har haft hug på bestemte typer af agn.
De gode gamle Down Eastere fejler ikke og kan monteres på de fleste bådrælinger.
Geddedørg – sådan rigger du op
Oprigningen kan variere. Personligt bruger jeg 0,30-0,35 mm hvid fletline som fx Fireline Exceed, som hovedline. Hvid er mindre synlig for fisken og mere synlig for en selv – end mørke liner, når man eksempelvis fisker pelagisk. Den relativt kraftige line giver en god buffer mod den slitage og de knubs, linen let får under bådfiskeri. Fletlinen sammenføjer jeg med en 12-15 meter lang up-trace af 0,40-0,45mmfluorocarbon, for at perfektionere præsentationen visuelt. Sammenføjningen sker med en dobbelt grinner med fem tørn afsluttet med en dråbe sekundlim, men en gulerodsknude kan også bruges. Se sidstnævnte knude i artiklen »Baghjul til pirkefiskeriet« på www.fiskogfri.dk. Sørg for at knuden er så slank som muligt, så den kan glide gennem øjer og linefører på hjulet.
Up-trace og forfang til geddedørg
Mit up-trace og forfang sammenføjer jeg enten med en 3-4 mm rig-ring eller en fluorocarbonsvirvel, som fx Invisa-swivel i 25 kilos udgaven. Husk at placere en større perle over sammenføjningen, så paravaneflåddet ikke glider helt ned til fisken under fighten. For det første kan det gøre gedden ekstra sur under fighten, men den kan også være i vejen under selve landingen. Fordelen af førstnævnte er, at den kan bruges med fx 1 mm fluorocarbon, mens sidstnævnte, der er mere usynlig, maksimalt kan bruges med 0,9mmfluorocarbon pga hullets tykkelse.
Til at starte med laver jeg forfangets længde på cirka en meter, så det passer med afstanden fra topøjet og ned til nederste løbering på topdelen. Forfanget skal ikke være længere end denne længde, da det vil gøre det svære at folde stangen sammen færdigt rigget: Når stængerne foldes sammen sættes blinklåsen for enden af forfanget i nederste øje på topdelen, som foldes tilbage langs bunddelen, så topøjet ligger 1-2 cm over bundduppen. Hold de to stangdele sammen i top og bund enten med elastikker eller et velcrobånd – også kaldet »rodband«.
Jens Bursell med en fin dørgefisk, der faldt for Westins Jätte 23 centimeter i den orange/brune killer farve »Bisquit«.
På denne måde kan man let holde styr på stængerne, når de transporteres til og fra vandet. 0,9-1,0 mm fluorocarbon plejer ved dørgefiskeri i vintermånederne at være rigeligt til at sikre mod bite-offs, men især i sommermånederne kan man på de mindre til mellemstore agn komme ud for, at gedden cutter linen på grund af sine mere aggressive hug. Selvom fluorocarbon i flere tilfælde kan give flere hug – især i klart vand – så er det altså værd at overvære den traditionelle wire, når vi snakker sommerfiskeri og især mindre-mellemstore agn.
Udover alt dette – er der selvfølgelig en del udstyr, der kan være med til at effektivisere fiskeriet yderligere – men som også giver mere at slæbe på og længere oprigningstid. At fiske på denne måde er helt klart mere effektivt, når du har lidt mere tid til rådighed – og fisker fra en båd, hvor du kan køre bilen helt ned til bådpladsen. Med god adgangsvej til båden og en sækkevogn – eller mulighed for at køre helt ned til båden, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor meget man kan udstyre sin båd med for at opgradere.
Læg eller kast agnen ud på rette afstand, sæt blinklåsen på linen og monter paravanens klemme i fremdriftsretningen. Man man med fordel bruge en snaplock til
montering på linen, så den er nemmere at hægte af og på. Den viste Ghost-paravane er elegant – og giver et virkelig godt træk ud til siden.
Dørgefiskeri efter gedder med hækmonteret motor
Hvis vi starter med fremdriften, bliver det en del nemmere, hvis man er motoriseret. I rimeligt godt vejr, er man allerede et skridt videre på vejen mod højere effektivitet med en hækmonteret elmotor, hvis man skal være mest muligt lydløs – eller en hækmonteret benzinmotor, hvis man fx på større søer har brug for lidt mere power for at kunne sejle op mod kraftig vind.
Til normalt søfiskeri med foreningsbåde vil der på de fleste vande være begrænsninger på hvor stor motor, man må benytte, så der vil ofte være tale om en 45- 70 lbs thrust elmotor eller en 2-6 hk benzinmotor.
Marineelektronik til dørgefiskeri efter gedder
Ekkolod og plotter kommer man ikke udenom, hvis man vil maksimere chancen for gode resultater på fisketuren. Selvom store pelagiske fisk ofte hugger ud af det blå uden nogen forvarsel om store fisk på loddet, så er det tit i områder med byttefisk, at man skal finde gedderne. Det, at kunne spotte enkeltstående store fisk på loddet, er ikke blot nyttigt for at kunne fiske på specifikke fisk, men giver også helt generelt en god indikation af, hvilke dybder de større fisk helt generelt står på under de givne forhold.
En god dag med dørgefiskeri på de støre søer, er ren afslapning, når man har en motor til at gøre det hårde arbejde.
Èn fisk kommer sjældent alene – og plotter samt GPS funktionerne er derfor uvurderlige, hvis man skal finde tilbage til spottede fisk, givtige spots eller følge et tidligere plotterspor for at gentage den samme rute ned over fiskene.
Med frontmonteret el-motor efter gedder
Vil du opgradere effektiviteten af dit geddedørg maksimalt, er det svært at komme uden om at anskaffe sig en frontmonteret el-motor. Især når man fisker alene, giver den helt fantastiske muligheder for at styre fiskeriet perfekt og aldeles ustresset – selv med en hel del stænger ude.
Når man fisker alene, skal der meget lidt til, før linerne går i kludder, hvis man fisker med hækmonteret motor. Under selve fiskeriet kan det sagtens lade sig gøre med lidt øvelse, men det kræver mere koncentration at undgå kludder – hvilket går fra den kreativitet man kunne have brugt på at tænke proaktivt og skifte agn, fiskedyber og –afstande løbende under fiskeriet, så man maksimerer chancen for hug. Især i den fase, hvor stængerne sættes, er det en stor lettelse blot at sætte autopiloten på, så man ikke både skal koncentrere sig om at montere agn, sætte paravaner og få taklerne ordentligt ud – samtidig med, at man skal styre båden, så linerne går perfekt.
En anden situation, der let kan gå i fisk, hvis man fisker med hækmonteret motor, er når man i en god vind får en eller flere større fisk på samtidig. Med den hækmonterede motor, skal man blot slippe koncentrationen og motorstyret et øjeblik, før man risikerer, at båden roterer så meget, at linerne filtrer op eller kommer i motorens skrue.
Softbaits som fx denne Alien Eel er også en fantastisk agn til dørgefiskeri. Denne farve er især god i klart vejr.
Det problem har man slet ikke med den frontmonterede motor – dels fordi den er i fronten af båden – langt væk fra linerne – og dels fordi man oftest sejler med autopiloten slået til. Når hugget falder, kan man derfor i ro og mag tage stangen og fighte fisken: Kursen holder sig selv, og det eneste man skal gøre er at nedjustere farten, så de øvrige liner holdes så strakte, at de ikke filtrer ind i hinanden.
Det, at de alle de fiskende liner holder deres baner og rette afstande, mens man har fisk på, gør det også lettere at fighte fisken og styre den uden om de andre liner i vandet – uden at fisken filtrer ind i de andre liner. Og – så har man jo også chancen for et ekstra hug…
Geddedørg – meget lettere med autopilot
Autopiloten er under dørgefiskeri med kunstagn uden sammenligning den vigtigste funktion på den frontmonterede el-motor. Nogle af de bedste frontmonterede fra fx Minn Kota har også cruise control. Med den kan man indstille en fast fart, hvorved motoren selv kompenserer for afdrift og vind, så den samme »speed over ground« fastholdes. Funktionen er fin nok i nogle sammenhænge, men helt generelt giver det et mere kreativt og effektivt fiskeri blot at justere farten manuelt.
På denne måde fisker man lettere mere aktivt, med varierede hastigheder – fx med et kraftigt fartboost eller markant stop af og til. Har du en gedde, der følger efter agnen uden at hugge, er det ofte dette, der skal til for at udløse hugget. Et kraftigt sving kan også give samme effekt, da kunstagnen på yderkurven herved accelereres – og omvendt med de stænger, der sidder på modsatte side af båden. Fisker du fx med vinden og har problemer med at få sejlet langsomt nok, kan du bremse farten ved at kaste et drivanker.
Med en frontmonteret elmotor som denne Minn Kota Riptide 80 ST opnår du den ultimative kontrol over båden under dørgefiskeri. 80 lbs trust modellen her har power nok til selv ret hård vind – og med de to serieforbundne 12 V batterier har den lang batterilevetid – selv ved ret hård og langvarig belastning.
Spotlock-funktionen, hvor kombinationen af GPS og frontmonteret el-motor fungerer som et elektronisk anker, der fastholder positionen med kompensation for vind og strøm – er en genial funktion, når der fiskes vertikalt, med levende agn eller til kastefiskeri. Men i forbindelse med dørgefiskeri er den dog knapt så aktuel, idet man ved hug får brug for at fortsætte kursen, for at undgå filter i de øvrige liner. Kort opsummeret – selvom man sagtens kan dørgefiske uden – så vil du opleve så stor en opgradering af dit fiskeri med frontmonteret, at du vil anvende den ved enhver mulighed, hvor det er praktisk muligt at slippe af sted med det.
Geddetrolling – endnu mere effektivt
Fiskes der på større vande, hvor man selv kan sætte sin båd i vandet – giver det mulighed for at udbygge arsenalet af effektive trollingredskaber yderligere med fx downriggere og større planerboards. Læs mere om dette i de mange trollingartikler på www.fiskogfri.dk
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2014
Med en fluorocarbonsvirvel som denne Invisa-swivel kan du lave en visuelt meget elegant sammenføjning mellem forfang og up-trace.
sep 26, 2022 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri
Der er gennem tiden landet nogle gigantiske gedder i Danmark – angiveligt helt op til over 140 centimeter.
Åh Mona, Mona, Mona – Hvornår kommer den dag, hvor du tør ta` min agn, og vi kan få en fight sammen?
AF PER EKSTRØM, LF´s fiskearkæolog
HVIS SØREN KRAGH JACOBSEN havde skrevet sangen ”Kender du det” til en geddefisker, havde omkvædet nok været noget i den retning, men sjovt nok har store mytiske gedder ofte haft drengenavne. Gedden August huserede for mange år siden i Buresø, og i filmen ”Fukssvansen” huserer en gedde med navnet ”Jern-Hans”. ”Jern-Hans” havde bidt tæerne af Anton (Tommy Kenter) da han var dreng, hvorfor han som voksen havde et inderligt ønske om af fange den. Men alle geddefiskere ved som bekendt, at store gedder altid er af hunkøn. Vedbøl Sø ved Haderslev skulle huse en gedde med navnet ”Lange Maren”, så den er udstyret med navn, som stemmer overens med kønnet. Desværre kender jeg ikke til nogen gedder med navnet Mona.
Monas geddeskala
Men findes der nogen Mona indenfor geddefiskeriet? Det gør der faktisk. Det er dog ikke en gedde, men en gammel skala – Mona´s Scale – hvor man tilnærmelsesvis kan fastslå en geddes vægt ud fra længden. Som stavemåden antyder, er skalaen udarbejdet af en englænder. Hvem denne englænder var står lidt hen i det uvisse. Det nærmeste jeg er kommet frem til er, at det var en medarbejder på ”The Fishing Gazette”, der i begyndelsen af 1900´tallet udarbejdede listen. Hans efternavn var Fletcher, og det er det eneste, vi kender til ham.
Mona´s Scale har gennem årene været under lup. Hvor meget kunne man stole på tabellen? Personligt har jeg fanget gedder med samme vægt, hvor der i længden var 14 centimeters forskel. Retfærdighedsvis skal siges, at den lange var fanget i maj og den korte i november.
Mona`s Scale med engelske måleenheder.
Otto Wolff, hvis mindeeg står på stationen i Holte, havde i 1890´erne, tidligere end Fletcher, udarbejdet en formel V = 13/80,000. V er vægten i pund, og 1 er største længde i centimeter. Som civilingeniør havde Wolff mange idéer og teser, og så altid en sag fra flere vinkler. Blandt andet mente han, at Mona´s Scale var baseret på velnærede engelske reservoirgedder, så vægten var større end på danske gedder, ligesom der skulle tages højde for årstiden. Et forhold som også optog ham var, hvordan man målte gedderne. Selv var han begyndt at måle gedderne med halefinnen strakt bagud, men kom senere til den konklusion at den korrekte længde er, når gedden står i vandet. Så er længden cirka 2 % kortere. Ved anvendelse af Mona´s Scale måles længden til midten af den midterste halestråle, hvilket giver en reduktion på 6 % af største længde. Det kunne man jo diskutere længe, men som han sagde: ”Jeg indrømmer, at man som et menneskes højdemål ikke tager det største: stående på tåspidserne. Man tager det naturlige stående på fodsålerne”.
Andre geddeskalaer
Mona´s Scale har gennem tiden givet anledning til mange tolkninger. For eksempel har man også udarbejdet en liste baseret på hungedder fra svenske søer. Her har en gedde på 99 centimeter en vægt på 5,80 kg, mens den på Mona´s Scale har en vægt på 8,40 kg. Lidt af en forskel. LF satte for snart 100 år siden gedder ud i Furesøen, som kom fra Herregården Brahetrolleborg på Sydfyn. De var kendetegnet ved at være korte og kraftige, men det skyldes nok, at de lignede engelske reservoirgedder. Genetisk har de ikke afveget fra Furesøens andre gedder, men når der blev fanget en kort kraftig gedde, lød det ofte, at det var en ”Brahetrolleborg”, uden der var belæg for, at den havde haft sin tidlige opvækst på Fyn eller var blevet klækket i sivbræmmen under Nørreskov.
Otto Wolffs konklusion på denne diskussion var: ”Hænger fisken på en Bismer, kan der vanskeligt måles anderledes.” Moralen er da denne: ”at måle er godt – men at veje er meget bedre!”. Slutreplikken på dette spørgsmål mål så være: ”En kort og fed eller en lang og tynd?”. Det må være op til beskueren at vurdere, men spørgsmålet er da spændende. Det er som at sælge elastik i metermål – der kræves en god moral, og hvor måler vi fra. Det har man vist endnu ikke aftalt?
Foto øverst tv: Gedde på 19,500 fanget i 1956 i Schweitzer Sø ved Lejre. Den målte 142 centimeter og var derfor noget ”undervægtigt” ifølge Mona´s Scale.
Foto øverst th: Holger Ove Gjerløff med rekordgedden på 14,500 kg fra 1950. Hvor lang den var, ved vi ikke, men den var kort og kraftigt. Følger man Mona`s Scale burde den have en længde på 117-118 centimeter.
sep 24, 2022 | Artikler, MALLE, Medefiskeri, Predatorfiskeri
205-210 centimeter og i omegnen af 55-60 kilo var den store malle Daniel Stormly forleden fangede i Drive In Put and Take.
Daniel Stormly går all in, når det gælder søernes store rovfisk, men af og til får han også vilde fisk, der ikke som sådan er resultatet af målrettet hardcore fiskeri. Som for eksempel forleden, da han landede Danmarks måske største malle i søen ved Drive In Put and Take. Her får du beretningen fra en tur med en massiv overraskelse.
AF DANIEL STORMLY
ROVFISKENES DÆMONER har i de sidste par år for alvor sat kløerne i min sjæl. Så urokkeligt at de har mit fulde fokus, lige meget hvor bilen eller flyet bevæger sig hen. Men er det alt den levetid værd? Alle de penge? Alt den energi? Burde jeg kæmpe mere for at rive mig fri af fiskeriets faste jerngreb end jeg gør – eller forblive i den til tider udmattende fiskeverden.
Nogen gange tager jeg mig selv i disse tanker, og reflekterer meget over hvorfor jeg er den jeg ér. Men jeg kommer heldigvis altid frem til min holdning om, at ægte livskvalitet, der oftest kræver blod sved og tårer, hverken er materiel eller kan købes for penge.
Den største værdi for mig er de følelser, som jeg får ved at kæmpe mig frem til noget, der virkelig kræver noget af mig. En følelse, der brænder så meget ned igennem kroppen, som stod jeg i et flammehav – samtidig med, at det er rart og blødt som silke. Følelsen der tvinger mig ned på mine til tider grædende knæ i ren forløsning, og får mit hjerte til at slå så hårdt, at jeg kan se min brystkasse vibrere og høre pulsen i mine ører, mens jeg skuer op mod himlen i en dyb vejrtrækning. Disse øjeblikke rammer mig hver gang jeg sidder med en stor rovfisk foran mig, og det gør, at alt det, som det har krævet, er det hele værd! Altid…
Livets sande skatte er de følelser, vi får indeni. De er resultatet, af det vi gør og brænder for, når vi opnår det. Lige meget hvad det så end ér. Jeg er vokset op med en far, der har taget mig med ud at fiske så længe jeg kan huske, og det har givet mig mit livs helt store livs passion – nemlig en blanding af afhængighed og interesse for naturen – samt livet i den.
Luftforandring i fiskeriet
Jeg har ofte større fiskeprojekter, som nogen gange kræver noget luftforandring – eksempelvis i form af en helt almindelig hyggetur sammen med en god kammerat. Ture som disse er oftest dem, jeg lægger mindst planlægning i, fordi selvskabet og afslapningen er mere i højsædet end selve fiskeriet.
Forleden endte det med, at vores tur skulle gå til Drive In Put and Take, hvor danmarksrekorden i gedde er fra. Og det selvom chancerne for en sådan fisk nok nærmest er ikke eksisterende eftersom de forhold, der skabte den fisk er ændret fuldstændig siden. Men – jeg kan godt lide følelsen af at være tilstede i omgivelserne, hvor historiens største danske eksemplar af min all time favorit fiskeart har levet.
Drive In byder også på store maller, og eftersom min kammerat hverken har set eller fanget en malle før, var det oplagt at vælge netop denne sø. Der var således en anderledes stille og rolig rovfiske dag i vente. Troede vi…
En tung start på fiskeriet
Da jeg ankommer til søen hen af formiddagen, kan jeg se, at kammeraten allerede sidder med stangen, og han ser alt andet end glad ud. For at kunne fiske lidt efter det hele, er planen at fange nogle af de lokale fisk i søen og bruge dem som agn til aktivt fiskeri, da man ikke må medbringe agnfisk fra andre vande. Der er således ikke andet at gøre end at få det bedste ud af dagen, med de agn, som vi nu kan lokke på krogen. Og det bliver en tung start!
Vi sætter os ned ved siden af hinanden og fordriver agnfisketiden med smil og dårlige jokes i den lune efterårssol. Men – vi er trods alt enige om, at det nok skal blive en god dag, selvom vi ikke har sat os op til noget særligt. Og det er netop det gode ved sådanne dage uden forventninger, for de er ekstremt rare og afslappende.
Daniel Stormly var ikke større end tobak for en skilling, da han fangede sin første malle sammen med sin far.
Nålen i høstakken
Som timerne skrider frem kan vi godt se et mønster i at blot én ud af 20 fødefisk er omkring 10 cm, og resten blot omkring fem… At skaffe gode agn er som at finde en nål i en høstak. Min kammerat får lov til at tage de første fisk til sin flådstang, og der går ikke længe, før han ha landet den første gedde, smidt én med den næste agnfisk og landet en gedde til med den tredje.
Jeg må se i øjnene, at agnfiskeriet nok ikke bliver bedre med den ene bare lidt brugbare skalle, der kommer op i timen. Og nu er halvdelen af dagen gået uden et eneste kast fra min side af, så den næste agn, som er små 10 centimeter, ryger på min ene flådstang. Men den er der, og den holder helt sikkert kun til ét kast, så der er ikke råd til, at den ryger af. Der skal virkelig tænkes konstruktivt på sådan en dag her, hvis der bare skal være lidt chance for succes i en eller anden grad. Planen bliver derfor et blidt kast efter gedder langs kanten, mens skallen er i live, og så ellers et længere kast ud på distancen og dybet efter mallen, når agnfisken er død – kroget i rygraden, så den ikke ryger af.
Tiden går
Skallen lever ikke længe, så den bliver omkroget og stillet om i dybden, så det passer med, at når jeg hamrer den ud i det område, hvor jeg mener, at en af topfiskene vil stå, vil den lille døde skalle blive trukket hen over kanten til den grødefri bund. Vinden passer med, at jeg kan kaste op imod vinden og skabe en kæmpe linebue, som med vindens kraft trækker agnfisken helt perfekt i den rette bane, jeg ønsker. Baitrunneren bliver slået til og jeg venter.
Denne fisketeknik er der selvfølgelig lidt logistik i, og der går en del tid med at styre de store linebuer, på trods af at vi kun fisker med én lille død agn hver. Kammeraten fanger lidt flere små gedder på de levende agn, der nu kommer op i ny og næ, og jeg har kastet et par agn så meget, at de ingen skæl har tilbage. Jeg har ikke haft så meget som et nap i det område, men jeg tror stenhårdt på, at det vil kunne give en god fisk.
Mallehug – flåddet er væk
Bedst som jeg sidder og snakker med kammeraten om, hvor lille troen nu er på mallehugget, spørger han, om jeg vil have den sidste levende skalle i nettet, men jeg afslår og siger, at jeg hellere syntes han skal bruge den på en gedde. Jeg begynder at spejde efter mit flåd, som var der for et splitsekund siden, og jeg kan nu se, at det ikke er ændringen i lyset, der snyder mig.
– Flåddet er væk, fremstammer jeg, imens jeg løber ned til stangen og tjekker samt strammer bremsen, inden modhugget. Jeg kan dårligt tro det, eftersom agnen nu har drevet i den samme linje over tyve gange! Det kan være gedde, men bør være malle. Jeg giver et mellemhårdt tilslag efter at have samlet linebuen op, og splitsekundet efter, er der direkte kontakt til fisken. Jeg kan personligt bedst lide at give tilslaget lige inden linen er helt stram til fisken, så krogene sætter sig som et lyn fra en klar himmel, og ikke først efter direkte kontakt. Årsagen er, at nogle store kloge fisk, når at smide agnen, hvis de forvarsles med et træk inden selve tilslaget – også selvom det går hurtigt.
Daniel har over årene fanget mange store maller som denne på de store europæiske floder.
Fighten med stormallen
Der er efter få sekunder ingen tvivl om, at det er en mallefight, jeg er hoppet ind i, hvilket tydeligt afsløres af de lange, tunge headshakes. Jeg bedømmer ikke fisken til at være noget særligt, da den følger rimelig nemt med ind, men lige efter tilslaget kommer der dog en jævnt stor hvirvel op til overfladen.
Jeg tager det stille og roligt, imens jeg siger til min kammerat, at jeg er glad for, at han nok får en malle at se. Fisken viser ingen tegn på at være stor, før den stopper brat op ved foden af skrænten foran mig. Pludselig kan jeg ikke rigtig flytte den op igennem vandet, og bliver helt i tvivl, om den sidder fast – lige indtil jeg kan se U-vendingen på linen i vandet, idet fisken vender rundt og tager et langsomt, ustoppeligt run ud over søen.
Kammeraten er overbevist om, at den er stor, og en bekendt der også er ved søen, er kommet til. Jeg er stadig ikke helt overbevist, så jeg sætter bremsen til det maksimale, jeg tør. Lidt efter får jeg fisken ind igen med en del mere modstand, og så gentager scenariet sig igen. Denne gang dog med dobbelt tempo fra fiskens side af, fordi den nu bliver presset. Først her starter tankerne om, at det kan være et ordentligt jern af en malle.
Tovtrækkeriet fortsætter længe nok til, at flere folk strømmer til, og jeg overvejer, om jeg virkelig må ud i båden med en mand for at få fisken op sikkert. Jeg er simpelthen nød til i det mindste at se den inden, og efter en lille halv time får jeg presset fisken nok op til, at vi kan se den lidt nede i det klare vand. Folk bryder ud i larm og måben, og det går op for mig, at der må tages andre midler i brug.
På rundtur i båden
Stangen bliver kastet i hænderne på en af de tættest nærværende tilskuere, og imens fisken buldrer derudaf, og jeg får tisset af samt tømt båden for vand. En bekendt hopper med mig i båden med et par friske arme som motorkraft med det, der er tilbage af en årerne – og helt automatisk får båden god fart på. Han spørger, om han skal ro, og jeg svarer ham, at han roligt kan læne sig tilbage og nyde bådrundvisningen på søen det næste lange stykke tid.
Det er først i den anden ende af søen på vej op af en stejl skrænt, der går helt op til overfladen, at det for alvor går op for os, hvad vi har med at gøre her: Mallen vender hele siden til lige ved siden af båden. Der er pt ikke andet at gøre end at lade fisken gøre sig selv træt, og det sker efter tre kvarters fight.
Makkeren får stangen i hånden og holder fisken oppe, hvorefter jeg bruger et par forsøg på at få ordentligt fat i kæben, da fisken går amok hver gang, så den nærmest er ved at brække mit håndled, imens jeg hænger ud over siden på den lille vakkelvorne båd. Da det til sidst lykkes at tage fat med begge hænder, og dyret er under kontrol, lægger makkeren stangen og sætter den ilt drevne motor i gang ind mod land, hvor en kødrand af mennesker nu venter, imens jeg hænger ud over siden af båden med fisken.
Sandsynligvis Danmarks største malle
Så snart vi kommer ind, hopper jeg i vandet og sætter mig på røven med fiskens gab oppe ved mit bryst. Mallens krop ligger ned langs mine waders ude i vandet, som fisken ikke kommer til at forlade. Kammeraterne holder fiskens mund åben, imens jeg med en mindre operation får styr på den dybe krogning, imens fisken bider i mine hænder. Folk træder tilbage og tager deres kameraer frem, imens jeg lige lader fisken – og ikke mindst mig selv – trække vejret et øjeblik. Først her begynder det hele at trænge ind. Kampen og dramaet er ovre, så der er nu plads til at kigge lidt på fisken.
Jeg har kun set maller i denne størrelse i udlandet, og håber af hele mit hjerte, at de fremover vil være at finde mange flere steder i Danmark, som de gjorde det en gang. Fisken har ikke en skramme, og er fuldstændig jomfruelig. Jeg ved, at jeg sidder med en potentiel dansk rekordfisk i hænderne, men jeg beslutter ikke at bruge yderligere tid og kræfter på at skulle dokumentere den korrekt til en fremtidig rekord. Fisken har nu været i min varetægt i en lille time, og vi er begge pænt færdige.
Jeg løfter fisken to gange op af vandet for kameraerne, selvom solen nu står forkert til gode billeder. Men nu skal den bare videre. Der er selvfølgelig VM i ansigtsudtryk undervejs, mens jeg klapper fisken farvel på den store massive ryg samt vender dens hoved ud imod det åbne vand, så den kan svømme uskadt retur.
Den store malle Daniel Stormly fangede i Drive In Put and Take ved Farum blev naturligvis forsigtigt genudsat.
Sikke en dag
Da fisken er svømmet væk. trasker jeg ind på land – gennemblødt, mørbanket samt smurt ind i slim og mudder. Alle hjælpende hænder får en tak og en krammer, hvorefter jeg får sat mig ned, imens jeg kigger på kammeraten fiske videre. Sikke en dag – der bare gik fra 0 til 200 på et splitsekund…
Men – som kammeraten siger, så viser det jo bare, at så længe man har bare én line i vandet, har man en chance, hvis man tror på det man laver. Og det har han jo i den grad ret i.
Dagens minder er nu røget i bunken med de andre storfangster, der er kommet til mig i troen på det jeg gør, i et sekund, hvor jeg allermindst ventede det. Og man må sige, at kammeraten fik en malle at se! Fisken har været imellem 205-210 cm lang, og omkring 55-60 kg tung. Den var i god stand, og stærk som…. tjaaa…kun en stor malle kan være det!
Det er ikke en oplevelse, jeg ville have været foruden, og som altid drukner de fantastiske følelser smerten i ryggen, irritationen fra de jævnt gennemtyggede hænder samt den mindre forkølelse, som jeg nu ligger med på grund af nedkølingen i vandet. Men som altid, har det været alt værd! Og det er det også næste gang. Lige meget hvor langt der er til det næste monster…
Knæk & bræk derude!
—-
Danmarksrekorden for malle i put and take er pt 37,5 kilo taget af Henrik Carl i Roskilde Fiskeland. For nylig blev en fisk, der var noget større taget i Drive In Put and Take: Denne fisk var med sine 201 centimeter sandsynligvis den anden eller tredjestørste i Drive In, hvor den sandsynligvis største altså nu er blevet fanget af Daniel Stormly.
maj 14, 2022 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri
Casper Christensen med drømmesanbdarten på 13,9 kilo, der huggede på en Westin Twinteez.
Rasmus Christensen og hans far Casper, fisker røven ud af bukserne efter store sandart – og har gjort det i snart flere måneder i træk. Resultatet kan vi vist roligt sige er historisk – nemlig en fuldstændig vild stribe af drømmefisk i kategorien uopnåeligt stor for de fleste. Faktisk er den fisk, som du ser ovenfor, den største sandart nogensinde fanget af en dansker. Følg med superteamet, der lige nu er i Finland, hvor der efter sigende er søer nok at tage af.
AF RASMUS CHRISTENSEN
Efter mit vilde fiskeri i Holland drog jeg hjem og blev genforenet med min fiskemakker – alias min far. Igennem hele mit liv har han lært mig alt, og i mange år sejlet mig til store fisk. Men nu var tiden vist inde til at betale tilbage. Vertikalfiskeriet er en tomands fortjeneste, for det at sejle båden er lige så vigtigt som det at holde fiskestangen. Men den der holder stangen, må stadig være den der fanger fisken i sidste ende.
Vildt fiskeri i Danmark, men vildere fiskeri i vente
Vores fiskeri dette forår i Danmark var vildt, men vi søger efter større fisk end man kan forvente at fange herhjemme. Vi drog derfor mod Finland. Undervejs stoppede vi på vores storfiske vande i Sverige, men kunne efter to dage mærke, at vi sagtes kunne fange mange store fisk, men ikke i den form og vægt vi ledte efter. Vi kørte derfor fra et fiskeri, som bød på 10-20 fisk om dagen med mange 90+ med drømmen om at finde færre sandarter, som til gengæld var kæmpestore.
Vi gik selvfølgelig all in med én mand i hver sin bil og hver sin båd fra DK til Finland. Da vi kom til Finland, blev vi straks skuffede, da der var is på alle søerne. Vi måtte derfor bruge de første 14 dage i Finland på at vente, hvilket var svært skuffende, når man er kørt fra så godt fiskeri for at sidde stille efter. Men – vi brugte tiden godt ved at forberede alt vi kunne. Eksempelvis kørte vi landet rundt og fandt ramper på alle de søer, hvor vi ville fiske – samt lagde en plan.
Rasmus med en finsk drømmesandart på 12,4 kilo.
Monstersandart da isen brød op
Da isen forsvandt, vidste vi lige, hvor vi skulle starte. Og der gik ikke længe, før vi fandt dem – de helt store sandart.
På den første aftentur fik vi fire kæmpefisk, og der var ingen små imellem. Først var det en 94cm sandart på 10,9kg, der smadrede til agnen uden tøven, hvorefter de blev træge og svære. Men vi knækkede koden og ramte jackpot med sandart på 12,16 kg – 12,4kg og 10,36 kilo til at slutte af på. Wow det kunne ikke blive bedre.
En gigantisk finsk sandart
Vi kom også på vandet dagen efter, og på grund af dårligt vejr gav det os kun 3-4 timers fiskeri, så vi brugte dem rigtigt. Og det vi troede vi aldrig skulle fange smadrede til agnen – nemlig en drømmesandart på 100cm og 13,9kg! Vi troede ikke vores egne øjne, og slet ikke, da der kort efter kom en 100cm på 11,6kg i båden. Fiskeriet var gået amok og vi flyver stadig på en lyserød sky.
Nu har vi brugt et par dage med familien, og jeg skal tilbage på vandet i morgen. Følg med på min Instagram @rasmustc
Du kan se hvordan Rasmus og hans far fiskeri i disse videoer:
Vertikalfiskeri efter sandart
Sightspin efter sandart
Casper Christensen med en af Finland-turens gigantiske sandart.
maj 12, 2022 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Vi modtager her på bladet en sjælden gang imellem fangstrapporter af fisk, hvor vi ikke rigtig kan få fisken på billedet til at matche den opgivne vægt. Men dog aldrig i et så grotesk modsætningsforhold som den gedde den russiske præsident Putin fangede i juli for nogle år tilbage. Læs her hvor galt det kan gå, når man lyver sin fisk større end den er. Historien blev oprindeligt publiceret i 2015.
AF SØREN BLOK HONORE
(mere…)
apr 17, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Predatorfiskeri, SANDART
At fange en sandart på flue fra flydering er noget, som de færreste har prøvet, men det er så absolut muligt, hvis du spiller dine kort rigtigt. Her giver Steffen Schultz dig en række tips, som bringer dig nærmere målet.
AF STEFFEN SCHULTZ
AT FANGE EN SANDART er ikke altid lige let – især ikke hvis det skal være på flue. Selv dyrker jeg primært mit fiskeri i lavvandede søer eller langsomt flydende åer eller kanaler, hvor der er en god stor bestand, så det ikke bliver alt for svært.
Hvis ikke der skal blive for langt imellem snapsene, er det ekstremt vigtigt at have et ekkolod, så man har en realistisk chance for at finde fiskene. Ideelt set er vandet, hvorfra fluesandarten skal fanges – ikke mere end 5-6 meter dybt, hvilket betyder, at jeg kan bruge en synke 3 line. Aller helst vil jeg dog bruge en synke 1 eller intermediate line med en synke 3 tip, hvilket set i min optik er det mest behagelige at fiske med. Står fiskene på dybder over 8-10 meter, bliver det svært at få fluefiskeriet til at fungere på en måde, hvor det også er sjovt.
På otte meters dybde foretrækker jeg synke 5-7 liner. Sørg for at running linen ikke er flydende, da det vil give en alt for stor bue i vandet, som kommer til at koste fisk, fordi man mister følingen med huggene. Jo mere direkte linen skærer gennem vandet ned til fisken, desto bedre er det. Når vandet er klart, er det bedst at fiske i svagt lys morgen eller aften, men på overskyede og blæsende dage kan der også være godt om dagen. Vande med ringe sigtedybde er helt generelt ofte de letteste, og den bedste periode i vande med smelt er ofte perioden indtil juni, hvor disse eftertragtede byttefisk ikke står alt for dybt.
Denne fisk spottede Steffen på loddet – og fangede kort tid efter.
Fiskeimitationer i naturlige farver til sandart
Jeg foretrækker helt klart at fiske med fiskeimitationer i naturlige farver, men bruger ofte materialer med kraftig UV-refleksion – især når vandet er uklart. Oftest er mine fluer simple streamere på 12-20 cm, som jeg fisker på en #9-10 stang med god rygrad. Jeg kan dog også rigtig godt lide #7-8 stænger til lidt mindre fluer med wiggletails eller jigfluer, der kan være yderst effektive i de mere skrigende farver. Hvis du ikke selv er god til at binde fluer, kan du få nogle superfede af slagsen til sandart på www.streamersbygunnar.com, www.adh-fishing.de eller www.wunschfliege.de.
Når det er sagt, så er den overordnede taktik samt evnen til at finde fisk på ekkoloddet langt mere vigtigt end detaljer i flue- og grejvalg.
Fluefiskeri fra flydering med årer
En flydering uden årer går alt for langsomt, så jeg foretrækker helt klart en med årer. Jeg bruger en Sevenbass Flatform, som har rigeligt plads til et par stænger med forskellige liner samt ikke mindst det vigtige ekkolod med sidescan og plotter.
At kende dybderne kan være vigtigt, så hvis ikke der er et Navionics kort over området, så laver jeg gerne mit eget, hvilket du kan læse mere om på side 26. De billeder du ser i denne artikel er taget på en dag, hvor der ikke skete særlig meget med en normal relativt hurtig indtagningshastighed.
Da variation ofte er koden, sænkede jeg indtagningshastigheden, hvilket ofte giver nogle mere voldsomme hug i synkefasen. Det skete også her, men hvad det var, fandt jeg ikke ud af, for jeg bommede dem. To af dem mindede om forsigtige sandart hug…
Steffen er vild med at fiske med en flydering, som sagtens kan monteres op med ekkolod og det hele.
Når jeg fisker på denne måde kigger jeg altid meget på skærmen – enten for at spotte fisk eller se ændringer i dybden under mig. På seks meters dybde ser jeg pludselig et par goder ”bananer”, der helt klart må være nogle større rovfisk – samt et par fouragerende fisk på kanten af skrænten på min side-scan.
Jeg skynder mig at lægge et waypoint, hvorefter jeg ror lidt væk, så jeg kan komme til at kaste til fiskene med min streamer. Det er sjældent at se gedder i grupper på denne måde, så jeg håber på en sandart.
Sandart på fluen
Hverken i første eller andet kast sker der noget. I tredje kast lader jeg min sink-tip synke i 10 sekunder, inden jeg begynder indtaget. Jeg holder skarpt øje med hastighedsmåleren på plotteren, så jeg bliver i samme position, fordi jeg ved, at det sjældent fungerer godt at drive med vinden til dette fiskeri. Årsagen er blandt andet, at det ofte giver de bedste resultater at fiske agnen ultra langsomt samt give fluen god tid til at synke. Særligt, når der fiskes på større fisk, er det ekstra vigtigt, at det hele sker i slow motion.
Pludselig kommer hugget – brutalt, som et lyn fra en skyklar himmel. Når de større sandart hugger, er man ikke i tvivl – for de hugger dybt og hårdt i en grad, så streameren ofte er kroget dybt i fiskens mund. Efter en hård fight med sandartens klassiske nedadgående ryk, kommer en flot 78 centimeters fisk til overfladen: Hvilken fantastisk belønning på fluestangen og lidt af et kick at fange en fisk, som man har spottet direkte på loddet.
Den stærke vind har fået mig til at drive ud af kurs, så efter at jeg har genudsat fisken, ror jeg tilbage til det waypoint, som jeg lagde, lige inden fisken huggede. At fiske uden plotter er som at fiske i blinde, så jeg er glad for den mulighed moderne elektronik giver for et effektivt fiskeri.
Sådan finder du sandarterne
Sandarterne bevæger sig som regel ikke så meget – og hvis de forsvinder, så kommer de ofte tilbage efter et stykke tid. Ofte er fiskene territoriale – hvilket er endnu mere udtalt på steder, hvor der er rift om de gode steder, som ofte er for foden af en skrænt – eller lige foran. Ofte er det let at spotte aktive fisk på ekkoloddet, da de ofte viser sig som ”bananer” over bunden, men hvis de hviler sig på bunden, kan de ofte være ret svære at spotte på loddet. Men – har du nogle gode waypoints, så affisk dem gerne – også selvom du ikke spotter fisk, for nogle gange ligger de på bunden, uden du kan se dem – og så er du det helt rette sted, hvis de pludselig kommer I jagthumør.
Tilbage til de gamle sandartpladser
Denne dag vælger jeg ikke at søge efter nye fisk på loddet, men beslutter at afsøge gamle pladser, som jeg ved plejer at producere fisk. Og det giver pote. Jeg har ikke fisket længe, inden det giver endnu et solidt ryk i stangen, som nærmest bliver flået ud af hånden på mig… Fisken, der viser sig at være 85 centimeter, giver en suveræn fight.
Fluefiskeriet er ofte noget sværere end fiskeri med spinnestangen, for det er ikke så nemt at have god føling med, hvor man er i forhold til bunden. På spin mærker man let, hvis agnen bumper hen over bunden, mens man med fluestangen nærmest først mærker bunden, hvis man sidder fast i den… Netop af denne årsag, er det en god ide ikke at bruge for mange forskellige kombinationer af fluer og liner, så man lærer de enkelte set-ups ordentligt at kende og får god føling med, hvor dybt fluen fisker under forskellige forhold.
Ekkoloddet er alfa & omega når sandarterne skal findes.
Hvilken dybde står sandarterne i?
Hvis man på 5 meter vand ser en sandart på 2,5 meters dybde, er det optimalt at fiske den cirka 2 meter nede og præsentere fluen, så den synker langsomt ned mod fisken. På en synke 3 line vil det ofte betyde, at man ikke skal lave et alt for langt kast, for ellers synker fluen måske for dybt under de lange indtagningsstop. Står fisken derimod dybere på fx 4-5 meter kan det ofte svare sig at præsentere fluen med et lidt længere kast, så der er mere synkeline ude til at få trukket fluen ordentligt ned.
Med min 85 centimeters fisk er jeg egentlig godt tilfreds, men enhver der stopper, når det går godt, har kun sig selv at bebrejde, når man går glip af noget… Jeg ror derfor tilbage til spottet, men der er desværre ikke den store aktivitet længere. Jeg ser nærmest intet på loddet, men fisker ufortrødent videre – vel vidende, at fiskene sikkert er inden for en radius af 50 meter. Intet sker, så jeg skifter min streamer til en ny farve, hvorefter der er kontant afregning med en flot fisk på 75 centimeter.
Husk at lægge sandart waypoints
Ved hvert hug lægger jeg et waypoint, hvilket giver et rigtig godt billede af, hvor fisken er, så jeg altid kan finde tilbage til de bedste områder. I denne sø er der tre områder, hvor jeg har fået masser af fisk – og så har jeg ellers aldrig fået så meget som en eneste fisk i nogle af de mange andre områder – selv om jeg har fisket der en del. Dette understreger vigtigheden af at plotte sine fisk, så man fremover gør det lettere for sig selv at fange disse fantastiske fisk.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2022
mar 26, 2022 | Artikler, Biologi, GEDDE, Predatorfiskeri
Jørgen Henriksens 17,5 kgs gedde fra Præstø Fjord fra marts 1965.
Sydsjælland og øerne har gennem tiden budt på et fantastisk fiskeri efter brakvandsgedder. Følg med Peter Rasmussen, der er født og opvokset med brakvand i blodet – på en odyssé gennem brakvandsfiskeriets historie.
PETER RASMUSSEN
BESTANDENE AF BRAKVANDSGEDDER omkring Sydsjælland og øerne har med al sandsynlighed svinget en hel del siden den sidste istid. Siden 1970 har bestanden haft svært ved at etablere sig igen, men har dog haft et par opsving undervejs. Hvorfor vi ser disse relativt kortvarige perioder med flere gedder end ellers, får du her et bud på – og et interview med en lokal erhvervsfisker giver et hint. I starten af 1980’erne, da jeg var omkring 12 år, tog min far en solrig sommerdag hele familien ud på Storstrømsbroen for at fiske.
Vi havde stået ude ved buerne og pilket torsk i et par timer, havde fået nogen stykker, og var så småt på vej hjem igen, da vi sporede en vis uro hos de øvrige fiskere på broen. Et kig ud over gitteret afslørede en kæmpegedde, der i overfladen luskede af sted fra Masnedøsiden mod Falster. Det adstadige tempo, som den lagde for dagen, viste med al tydelighed, at den ikke følte sig truet på nogen måde – det var en gigant. Og hvis man ellers kan tillægge en gedde den slags tilbøjeligheder vil jeg sige, at det nærmest virkede som en magtdemonstration. Nu må jeg hellere være forsigtig med størrelsesbedømmelsen, min alder dengang taget i betragtning, men halvanden meter lang og 15- 20 cm over ryggen er ikke helt i skoven. Ingen fik den på krogen, hvilket måske var meget godt – da en sådan situation sandsynligvis ville have afstedkommet en temmelig stresset lystfisker, der 30 meter over vandet og med omkring halvanden kilometer til land, næppe ville have kunnet afslutte sin historie med et håndgribeligt bevis.
Masser af brakvandsgedder for 50-80 år siden
Fiskeriet efter brakvandsgedderne var specielt godt fra 1940’erne og frem til 1970. Det har sikkert også været fantastisk før den periode, men jeg har ikke kendskab til beskrivelser af det. Der var gedder i farvandet fra Stevns hele vejen sydover, op til Dybsø Fjord og ned i Guldborgsund. Der var erhvervsfiskere, som havde specialiseret sig i geddefiskeri, og navnkundige Per Thuesen, skipper på turbåden Bonavista, arrangerede geddekutterture i Bøgestrømmen mellem Sydsjælland og Nyord. Der var kort sagt gedder nok til alle, og erhvervsfiskerne landede tonsvis af dem. Men brakvandsgedderne forsvandt.
Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Storstrøms Amt fra december 2001 fortæller: – I vinteren 1969-70 pressede en længerevarende hård nordvestenstorm vand fra Kattegat ind i de indre danske farvande. Umiddelbart derefter drejede vinden i sydøst, hvor den blev i en lang periode, hvilket medførte hård frost. Vinden og frosten i kombination underafkølede vandet, så der blev dannet iskrystaller (nåleis) i vandet. Denne blanding af høj saltholdighed og iskrystaller fik katastrofale følger for geddebestanden. De erhvervsfiskere, der var på vandet den dag, beretter, at de sejlede rundt og samlede gedderne op, der lå og flød hjælpeløse rundt i overfladen. Geddebestanden kollapsede og er aldrig rigtig kommet sig 100 % siden. I PRÆSTØ FJORD berettes der om gedder op til 20 kilo, som drev i land, hvor de efterfølgende lå og rådnede langs bredderne. Stanken i Præstø by blev til sidst så ram, at gravemaskiner blev sendt ud for at fjerne kadaverne. Men de forsvandt ikke helt, og de lokale geddefiskere fortalte, at der stadig var gedder, man skulle bare kæmpe lidt mere for at finde og fange dem. Sporadiske fangstmeldinger og mindre artikler om dem dukkede op hist og her i de forskellige fiskemagasiner. Der var korte opblomstringsperioder, hvor de ”pludselig” optrådte i større tal, og det er formentlig i forbindelse med disse, i nyere tid kortvarige, genkomster, at historien om migrerende gedder fra svenske og tyske bestande er begyndt. Dorte Bekkevold fra DTU Aqua undersøgte genetikken for gedder i de nordlige områder, og skrev på den baggrund en artikel i 2014 med den mundrette titel: ”From regionally predictable to locally complex population structure in a freshwater top predator: river systems are not always the unit of connectivity in Northern Pike Esox lucius”.
Den korte konklusion på artiklen er, at gedder ikke migrerer, men derimod er nogle hjemmefødninge, der helst ikke vil ud og opleve verden. Ligesom med de med den lokale nulevende bestand, og selvom Østersøen er et åbent farvand og tanken om migrerende gedder fra vore nabolande er nærliggende, så er det altså ikke den slags overvejelser en gedde bruger sin tid på. I så stort et farvand som Østersøen er geddebestandene ganske lokale og blander sig genetisk ikke meget med hinanden. Således kan en gedde fra Öland skelnes genetisk fra en gedde fra Rügen.
DTU Aquas velkendte diagram, der viser mængden af kommercielt fangede brakvandsgedder. Som det ses, blev der taget 140 tons i 1969!
Geddefabrikker
I begyndelsen af 2010´erne begyndte de såkaldte geddefabrikker at rumstere: Manglen på vådområder på Sydsjælland og øerne, hvor gedderne havde mulighed for at gyde i vand med lav eller ingen saltholdighed, gjorde, at man måtte se sig om efter alternativer, hvilket er indlysende, når man ser på de landvindinger, der er fortaget gennem tiden – landvindinger i lige præcis de områder, hvor gedderne sandsynligvis førhen har gydt. Som det kan set på kortets markerede områder, er der inddraget mange hundrede hektar vådområde til landvinding. I samme periode blev nærmest alle vandløb gravet dybere for øget afvanding, hvor det sænkede bundniveau betød, at enge ikke længere blev oversvømmet i foråret. At vådområder, der er tilknyttet brakvandsområder, har betydning for brakvandsgeddernes ynglesucces er påvist flere steder i Sverige, og herhjemme er det nærmest ”old news” – se blot følgende citat fra fiskeribiolog Åge Vedel Tåning, der på vegne af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser skrev et advarende brev i 1957 til Statens Landvindingsudvalg i forbindelse med en projekteret inddæmning af Sivet i Præstø Fjord: ”Det valgte projekt vil medføre, at hele vandløbet – Orup Bæk – må afskrives som opvækstvand for ål, og det vil også gå tabt som gydeområde for fjordens store bestand af brakvandsgedder”. De vidste det godt.
Brakvandsgeddefiskeriet i de gode gamle dage
Landvindingerne blev naturligvis ikke færdiggjort samtidigt, men over én kam stod de færdige omkring 1960. Dér var vådområderne væk, og historien om dette arbejde, samt hvad der foregik i kulisserne, er fremragende beskrevet i Kjeld Hansens bøger. Fred være med fortidens synder, vi har alle lov og ret til at blive klogere – og rette op på fejltrinene. Igennem nogle år – i slut 00’erne og start 10’erne – turede jeg rundt hernede på Sydsjælland for at indsamle materiale om fordums brakvandsgeddefiskeri. Med udgangspunkt i de ældre erhvervsfiskere opsøgte jeg historierne fra dengang, og tilbragte mange timer i hyggeligt selskab med kaffe, kage, røverhistorier og diktafon. Samtidig med dette pløjede jeg mig igennem utallige videnskabelige artikler for at lære om forudsætningen for brakvandsgeddens trivsel. Undervejs dukkede nogle nøgletal op: Æggene kan klare op til 7 promille salt, hvis mere end det, går de til grunde. Ynglen kan klare op til 11 promille og de voksne gedder max. 15 promille. Ét af spørgsmålene, som jeg stillede på min tour gik på, hvor gedderne gydede i nyere tid? Én erhvervsfisker fortalte mig, at det gjorde de langs kysterne. Han havde set hvordan de slog ”kolbøtter” inde i sivene om foråret, og at man efterfølgende kunne se æggene, der klæbede på sivene. En anden fisker havde gjort den skarpe og meget opmærksomme observation, at de år, hvor der havde været hårde vintre, og hvor sneen havde ligget længe samt var smeltet sent i geddernes gydeperiode, der havde der været god ynglesucces for gedderne. Her kunne han observere markant mere geddeyngel.
Succesfulde geddegydninger efter isvintre
Det gav god mening med førnævnte nøgletal i mente: Ved den øgede ferskvandsafstrømning i foråret efter isvintre, var der succes med klækningen. Det var værd at undersøge, og jeg begyndte nu at kigge på, hvornår der havde været isvintre. Det kom der følgende ud af: Jeg koncentrerede mig om de isvintre, jeg selv kunne huske, nemlig dem i 1982, -85, -86 og -87, samt 2010, -11 og -12. 2012 er dog ikke kategoriseret som en isvinter, men fra medio januar til medio februar styrtdykkede temperaturen, og en dyne af sne lagde sig over området hernede. I midtfirserne var jeg teenager og havde fokus andre steder, men der blev fanget mange og store gedder i Præstø Fjord, som Niels Vestergaard bl.a. beskrev i en artikel i F&F dec. 1987. I 1993 var det slut, hvilket kunne læses i F&F i maj på Lokalrapportsiden for Sydsjælland, hvor en saltslåning satte ind. Gedderne var væk – igen.
Da brakvandsgeddefiskeriet sidst var vildt
Så gik der en hel del år igen, før der var en enkelt isvinter i 1996, og så kom vintrene fra ’10 til ’12 og lagde, i mine øjne, grunden til det fantastiske fiskeri, som vi netop har oplevet for et par år tilbage. Og fiskeriet var fuldstændig sindssygt! Min egen bedste fisk fra den periode var et veltrimmet muskelbundt på 100 cm rent taget under indian summer fiskeri sidst i september 2011. Og det fortsatte de næste år. Der var fangstgaranti og specielt aftenfiskeriet hen imod skumringen var vanvittigt. Der var gedder, der huggede eller fulgte efter i hvert kast, og man kunne blive helt mæt af at fighte fisk. Det blev bare ved og ved som en anden Duracell-kanin. Når man i dagslys sejlede afsted i jollen i raskt tempo hen over det lave vand, kunne man se gedder, der skød til højre og venstre og efterlade en karakteristisk siltsky på bunden. Drømmetilstande. Drømmefiskeri.
Når jeg forklarer, eller rettere prøver at forklare, følgende idé til andre, så har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at folk efter cirka 20 sekunder får det der ”hvad-snakker-du-om” blik i øj – nene. Også selvom det umiddelbart er personer, som har et godt grundlag for forståelsen af det, og også selvom logikken i det er lige ud af landevejen. Synes jeg. Hvorfor var der så mange ged – der i farvandene hernede frem til 1970, når nu gyde-/vådområderne var væk i 1960? Hvis man kigger på tabellen over isvintre på (længere nede), vil man se, at efter de meget hårde vintre under krigen, kom isvintrene næsten som per – ler på en snor frem til 1970. På trods af en stor saltslåning i 1951 kom gedderne tilbage, så man op gennem 1960’erne fangede enorme mængder: Min påstand er, at den relativt jævne forekomst af isvintre og den deraf følgende øgede afstrømning af ferskvand i foråret, sikrede bestanden.
I Morten Stenaks bog: “De inddæmmede landskaber” findes dette kort. Landvindingerne af Røddinge-Askeby Sø og Borre Sømose, begge på Møn, fremgår ikke af kortet.
Den store saltslåning i brakvandet
Saltslåningen i 1970 bankede gedderne helt i bund, gydeområderne var landvandet og udeblivelsen af isvintre op gennem 1970’erne gjorde, at gedderne ikke kunne få fodfæste. Så kom 1980’er-isvintrene og et opsving et par år senere, og senere igen 2010’er-isvintrene med endnu et opsving. Nu er det ikke just en videnskabelig undersøgelse, jeg har foretaget. Med kun to perioder i nyere tid med en sammenhængende række af isvintre, er mængden af empiri ikke ligefrem overvældende. Så min konklusion kan sagtens behæftes med usikkerhed. Men – da begge perioder er blevet efterfulgt af ret markant tilvækst i brakvandsgeddebestandene, så vil jeg mene, at det med over – vejende sandsynlighed kan konkluderes, at han havde ret, ham erhvervsfiskeren med sin skarpe observation om øget gydesucces blandt brakvandsgedderne i forbindelse med isvintre.
Geddefangsterne i det brakke er nu igen klinget af, og vi har ikke haft isvintre siden 2012. Stege Nor er epicentret for brakvandsgeddebestanden, og har med al sandsynlighed været det siden 1960. Blandt andet Brakvandscuppens faldende fangsttal indtil den stoppede vidner om tilbagegangen, og bestanden i mit lokale geddevand, Præstø Fjord, er blot en skygge af sig selv. Når jeg tænker på, hvor mange gedder der var dengang i 2013-14 år siden, og på hvordan det er nu, så fortæller det mig noget om, hvor stor en rekruttering, der er behov for – blot for at kunne bevare status quo. Spørger du mig vil de sløje tilstande fortsætte, med mindre vi får isvintre eller får genetableret vådområderne.
Flere vådområder for at sikre brakvandsgedderne
Isvintre, der skal være med til at sikre fremtidige geddebestande ved Sydsjælland og øerne, er desværre næppe værd at satse på, når vi tænker på den globale opvarmning. Flere vådområder er derfor fremtiden, hvis der skal sikres en permanent bestand af brakvandsgedder til glæde og gavn for alle. Og så skal der lige tilføjes de øvrige gevinster ved vådområder, som optag af næringssalte og øget fugleliv, planter, blomster, insekter – biodiversitet. Det er den ene naturperle efter den anden, der kunne genopstå for ganske overskuelige midler, og det er temmelig små penge, der kræves for blot at kunne tilbagelægge nogle af de mange hektar indvundet land. Det kræver kun velvillige lodsejere samt, at der bliver taget en beslutning om at afsætte disse midler, så man atter kan se kæmpegedder demonstrere deres magt i Storstrømmen.
mar 8, 2022 | ABORRE, Åfiskeri, Artikler, Medefiskeri, Medefiskeri efter aborrer, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter aborrer
Det er svært ikke at smile, når man sidder med det stribede guld.
Når foråret nærmer sig, trækker brakvandsaborrer op i åerne for at gyde i oversvømmede enge og moser. Her får du Christian Willers bud på, hvordan du får hul på dette spændende fiskeri.
AF CHRISTIAN WILLER
DER ER ET TIDSPUNKT på året, hvor jeg bruger mere tid i bilen, end jeg bruger på at fiske – nemlig i starten af året, når jagten på de stribede brakvandsaborrer går ind. Brakvandsaborren lever langs kysterne og begynder sin opgang i de små og store vandløb for at overvintre i årets sidste måneder. Min jagt på dem begynder derfor i oktober/november, når de trækker ind i havnene i bl.a. St. Vejle å ved Ishøj. Jeg kan i min egen baghave ved den gamle Suså i Næstved, være heldig at støde på dem. Da vi er på en tid af året, hvor det bliver mørkt omkring kl. 16.30- 17.00, er der tale om meget korte fyraftensture, som ofte ikke byder på fangster. Men da jeg kun har 5 minutter til fods, så bliver det til en del forsøg. Det er også en rigtig god måde, at lande dagen på. Det er dog først i februar/marts, at de er blevet rigtig rogn-tunge, og det er her min jagt intensiveres. Det er hovedsageligt på Sydsjælland, Lolland/Falster og Møn jeg fisker – eksempelvis i Fuglebækken ved Vetterslev, Tubæk ved Præstø, Sortsø på Falster, Marrebækken på Falster og Flintinge å på Lolland. Det medfører en del lange køreture med kun kort tid til fiskeri. Jeg leder efter dem i små åer, samt i de moser som jeg ved har forbindelse til vandløb, hvor de må forventes at trække op i for at gyde. Der er rigtig mange forgæves ture, men det betyder til gengæld også, at når man finder dem, kan man risikere at rende ind i et temmelig fantastisk fiskeri. Og når det sker, glemmer man fuldstændig de utallige nulture.
Aborrefiskeri til direktørtid
Aborren jager i høj grad via synet, når det er lyst, og det er en fordel i forhold til de andre arter, jeg fisker efter. Det betyder nemlig, at vækkeuret ikke skal bimle og bamle, før en hvis herre har fået sko på. Men bare fordi det er lyst, er det ikke ensbetydende med, at den bare søger føde uafbrudt. Da aborren er en fisk, som har udprægede spiseperioder, kan man ikke blot efter kort tids fiskeri konstatere, om de er der eller ikke er der. For lige pludselig kan huggene begynde at komme, for så igen langsomt at dø hen.
Susåen ligger i Christians baghave, så der tager han tit ned og fisker. Det er altid skønt ved åen og stedet byder ofte på oplevelser med ikke blot aborrer, men også havørne, isfugle og fiskehejrer.
Hugperioderne reguleres af forskellige forhold, hvoraf en væsentlig faktor er lufttrykket, der har betydning for aborrens velbefindende og dermed også for dens appetit samt lyst til at jage. Dette skyldes, at aborren har en speciel svømmeblære, som den ikke er i stand til hurtigt at regulere i størrelse. Hvis lufttrykket ændrer sig, så er aborren nødt til at regulere trykket i svømmeblæren eller skifte dybde for at være i ligevægt med vandet. Aborrens svømmeblære reguleres af en kirtel med forbindelse til blodet og kan ikke hurtigt udligne et overtryk til svælget. Hvis lufttrykket stiger, trykkes svømmeblæren sammen og aborren kan nu søge op i vandet for at jage. Ved et faldende lufttryk fyldes svømmeblæren op med luft, går nu ned i vandet for at være i ligevægt. Så når den står i et vandløb og ikke kan flytte sig dybere, vil den være utilpas indtil trykket i dens svømmeblære er udlignet. Da dens stofskifte arbejder sammen med vandets temperatur, går det langsommere i det kolde vand om vinteren. Høj sol samt dage, hvor barometeret viser 1009 – 1023 millibar og lufttrykket er stabilt eller stigende, er derfor ofte ensbetydende med et lovende fiskeri. Dog kan man opleve lige op til en kraftig vejændring, når lufttrykket skal til at falde, at de bliver ekstremt bidelystne. Jeg kan også lige nævne, at en anden udfordring man – ud over lufttrykket – står overfor, er den, at aborren i vinterperioden kun indtager omkring 0,1% af sin kropsvægt pr dag. Det gør at man, om vinteren, virkelig skal være kreativ for at få vækket dens interesse.
Selv en kort fyraftenstur inden mørket rammer er balsam for sjælen.
Sådan fisker du aborrer i åen
Jeg kommer som sagt rigtig meget rundt til forskellige steder, hvor størrelsen og dybden på vandløbene varierer meget. Det betyder også, at der kommer mange forskellige variationer af agn i spil. I forhold til sommerfiskeriet, hvor de som regel er nemme at få i tale, er de i vinterperioden mere selektive. I de små bitte vandløb med man[1]ge sten og grene i vandet, er der en hvis begrænsning i valg af agn, da man ellers risikerer at miste det, lige så hurtigt man rammer vandet. Der har jeg fundet ud af, at det allerbedste og mest sikre er, at sætte et splithagl på 0,8 gram (AAA) for enden af linen og så en lille krog på en tafs cirka 25 cm oppe ad linen. Krogen besættes med en god klase regnorme, som rigtigt kan sno og vride sig – og det droppes så forsigtigt ud i vandet lidt oven for det sted, hvor man formoder at aborren befinder sig. Og så er det bare om at vente…. Den næste udfordring i et lille vandløb er så, når en aborre på over 1800 gram lukker munden om ormen og opdager, at der er noget rive rave ruskende galt… For så tager fanden ved den, og så gælder om at holde tungen lige i munden, hvilket kan give nogle ganske nervepirrende minutter.
Aborrefiskeri i de større åer
I de lidt større åer er der bedre mulighed for at rode rundt i grejboksen. Her ynder jeg at fiske med små woblere. Det er vigtigt, at de har en livlig gang, selv når de fiskes langsomt, for aborren er jo, som tidligere nævnt, ikke super aktiv på denne årstid. Her er mit sikre valg en Rapala Shadow Rap. Denne wobler har en længde på 11 cm, en vægt på 13 gram og fisker i 0,6-1,2 meter. Den kan fiskes ekstremt langsomt og i små ryk, hvilket har givet den en del aborrer på samvittigheden. En anden sjov måde at fiske efter dem på, er den gode gamle klassiker – nemlig med jig. Disse skal ligeledes fiskes langsomt i små bitte ryk ind over bunden og gerne med en masse stop undervejs. Det kan være et utroligt underholdende fiskeri, når aborren ellers er med på legen. Det kan variere fra dag til dag, hvilken farve de tænder på, så det er en rigtig god ting at have et godt udvalg af farver med i æsken. Jeg foretrækker jighoveder på 3-5gram. Man kan også vælge at droppe jighovedet og så fiske dropshot i stedet. Et dropshot rig er meget enkelt at binde og består af et lille let lod på 5-10 gram samt en str. 2 Wide gabe eller Offset krog. Tag cirka en meter 0,24 mm fluorocarbon line og bind din krog fast med en palomar knude, så den står vandret ud fra linen med spidsen opad. Sørg for, at der er 15-20 cm line i overskud, hvori du kan binde dit lod fast. Er der meget grøde, kan du gøre afstanden ned til loddet større, så du går fri af grøden. Fastgør så linen til din hovedline og du kan nu sætte en jig på krogen. Fordelen ved dropshot er, at du kan kaste ud og så blot stå og lave små nyk med stangspidsen. Din agn vil nu stå og danse i vandet og lokke de nysgerrige aborrer til at lege.
En skønhed på 1850 gram bliver nænsomt genudsat. Det er fisk som denne, der gør det hele værd.
Medefiskeri efter aborrer
Der er også dage, hvor jeg ikke har kunnet lokket dem med hverken wobler eller jig. Så har det vist sig, at kun ét våben kan vække dem – nemlig den agn, udover regnorm, jeg kan huske at have brugt helt tilbage fra starten af mit fiskeri i sluthalvfjerdserne, og det er en spinner. Det er helt tosset, når man har stået og prøvet sig frem med en masse agn uden at mærke noget, hvorefter man så sætter en spinner på og nærmest lige så snart den rammer vandet, får hug. Sidst men ikke mindst, er der også fiskeriet med levende agn. Her er små skaller eller karusser som i forvejen er en naturlig del af aborrens føde, et oplagt valg. Disse fiskes ligeledes på et forfang af 0,24 mm fluorocarbon. Mit krogvalg falder på en VMC fastgrip enkeltkrog i str. 2 og et Drennan 10 grams gedde flåd. Man kan også godt vælge at droppe flådet og så fiske det på et bundtakel med et 15-20 gram lod i bunden og så en tafs 20-25 cm oppe ad linen med krogen og skallen monteret. Du sidder måske og tænker, om ikke jeg har glemt noget? Og jo, det har jeg da…
Fjordrejer til aborrer
Levende fjordrejer kan, hvis man kan skaffe dem, være ufattelig effektive til brakvandsaborren. De er bare ikke nemme at komme i nærheden af, når man bor på Sydsjælland. Jeg ved, at der findes andre agn og metoder, men nu ved du, hvordan jeg foretrækker at jagte det stribede guld. Man skal fiske på den måde man tror på og bruge den tid man har lyst til. Det gør jeg, og det bliver til en del tid, men det har da også betydet, at jeg har været så heldig i år, at have en top 5 som ligger mellem 1830 og 2200 gram. Min næststørste vejede 2100 gram. Det, at jeg tit kører i en time til halvanden hver vej for kun at kunne fiske i en time til halvanden. Det, at jeg som oftest må vende snuden hjemover med en nulbon i bagagen. Det, at ofte jeg vader ned til åen for kun at kunne nå en halv til en hel time, inden mørket rammer – det betyder ingenting: For at fiske er at leve!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr 2 – 2018
