aug 25, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter, TUN
Samtiden adskiller sig ikke meget fra nutiden. Kunne man lave satire, så gjorde man det. Men på den gode måde.
Kronprins Frederik svømmede i mandags med en kæmpe tun i Skagerak, og det fik Fisk & Fri`s historiske medarbejder, Per Ekstrøm, til at kigge i gemmerne, for det er ikke første gang en dansk prins har været i baljen med en kæmpetun.
AF PER EKSTRØM
DEN FØRSTE ROYALE BADETUR med tun ligger mange år tilbage. Faktisk skal vi helt tilbage til søndag d. 28. august 1938, hvor for længst afdøde Prins Axel (1888-1964), i modsætning til Kronprins Frederik, helt ufrivilligt røg en tur i baljen i Øresund.
Episoden skete også i forbindelse med tunfiskeri, men her var det ikke meningen, at tunen skulle genudsættes. På daværende tidspunkt var det store eventyr med de mange tun ved Sjællands Odde ved at ebbe ud, og fiskeriet blev mere koncentreret omkring Helsingør og Snekkersten.
Stortun ved Snekkersten
Dagene inden havde fiskerne fra Snekkersten landet omkring 20 tun, og det lokkede mange københavnere og lokale ud på Sundet. Blandt andet en lokalkendt slagtermester Edvard Blomsterberg ville forsøge lykken og stævnede om morgenen ud i sin motorbåd ”Lis”. Slagtermesteren havde forsøgt sig flere gange, men uden at det var lykkedes ham at fange en tun. Den søndag formiddag stod lykken ham bi. Han fik en tun på krogen og fik den ind til båden.
Her opstod udfordringen med at få fisken ombord. Slagtermesteren var i sin bedste alder, 44 år, så det burde ikke være noget problem, med mindre han var alene, men det melder historien ikke noget om. I nærheden lå nogle andre både og fiskede tun. De observerede slagtermesterens kvaler med den store tun.
Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.
Royal hjælp til tunen
Ombord på en af bådene befandt sig Prins Axel. Han var både ivrig og særledes villig til at give en hjælpende hånd med at få tunen ombord i ”Lis”. Han kastede derfor en line ud over tunen og fik et godt tag i den. Hvad der efterfølgende skete, står hen i det uvisse. Om prinsen gled, eller om tunen ikke var så udmattet, som den så ud til, og trak i tovet, vides ikke. Resultatet var imidlertid, at Prins Axel røg direkte ned i Øresunds bølger. Slagtermesteren fik dog fisket både prinsen og tunen op i sin båd og bragt begge ind til Helsingør. På trods af turen i baljen fortsatte prinsen fiskeriet et stykke tid, inden han kørte til København for at få tørt tøj på.
Tunen var ikke en kæmpe. Nogle aviser skrev, den vejede 200 kg. Andre den vejede 150 kg, men det vigtigste ved historien var, at prins Axel var faldet i vandet. Det gav de følgende dage aviserne noget at skrive om.
Om prins Axel
Prins Axel var søn af Prins Valdemar og Prinsesse Marie af Orleans og dermed barnebarn af Christian d. IX og fætter til Christian d. X. Begge hans forældre var i en længere periode medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så det er måske derfra, han havde sin interesse for lystfiskeri. Han blev senere præsident for Skandinavisk Tuna Club og deltog i de store tunkonkurrencer fra Snekkersten i 1950´erne. Han var i 1932 medlem af Den Internationale Olympiske Komite, ligesom Kronprins Frederik, der netop er stoppet som medlem. Måske foreligger der en uskreven regel om at danske prinser, der har været medlem af den Olympiske Komite på et eller andet tidspunkt skal have deltaget i den officielle olympiske svømmedisciplin ”50 meter fri”, men med en tun. I så fald har Kronprinsen efterlevet denne regel.
aug 13, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri, Portrætter
Meget større bliver det ikke: Peder med sin PR spejlkarpe fra Graviers på over 40 kilo.
Peder Lichtenberg, der til daglig arbejder i den københavnske grejbutik Sport Dres, har fanget flere store karper end de fleste kan drømme om. Vi har taget en snak med vikingen fra Birkerød om hans liv som hardcore karpefisker.
AF JENS BURSELL
– Min far og onkel introducerede mig til fiskeriet, da jeg var 5 år gammel, fortæller Peder, så det vil sige at jeg har fisket i omkring 36 år. Her, som så mange andre startede jeg med det simple bundsnører fiskeri efter fladfisk og torsk, hvilket foregik omkring vores sommerhus ved den Sjællandske nordkyst. Ellers var jeg i de tidlige år med på den midtjyske hede efter åens ørred og stalling, samt kutterture fra Helsingør efter torsk og sild sammen med min far.
– Jeg begyndte at fiske alene omkring 10-årsalderen, hvor det meste af fiskeriet foregik omkring søerne i Nordsjælland, som jeg kunne komme til på cykel samt fiskeri på kysten ved vores sommerhus, fortsætter han. – Dengang var der jo ikke noget internet – så al information og inspiration blev søgt i bøger, gerne skrevet af Jens Ploug Hansen, der satte gang i fantasien og lysten til at prøve kræfter med nye arter og metoder. Senere havde jeg nogle år, hvor jeg kom fast på ”lystfisker” holdet i Birkerød ungdomsklub, som Thomas Bjerre stod for. Her var et fantastisk fællesskab, hvor vi havde mulighed for at producere vores eget grej, som fx kyst net, fluebinding, flåd af balsatræ og selv stangbygning havde vi gang i. Vi var også på mange fantastiske fisketure i put and take, kysten og på søerne, både herhjemme og udlandet.
Peders start på karpefiskeriet
– Jeg blev kort introduceret til karpefiskeriet, da jeg i en årgang fra slut 80’erne til start 90’erne boede i England med mine forældre, beretter Peder. – Flere gange besøgte jeg den dengang kendte grej butik Bowlers of Wimbledon, hvor størstedelen af udvalget forståeligt nok bestod af mede- og karpegrej, og der var hylder fulde af spændene boilies og forfoder typer. Det var ikke lige noget, som jeg så i de grejbutikker, jeg var vant til i Danmark.
– Det var dog først, da vi flyttede tilbage til Danmark, at mit fiskeri efter karper rigtigt tog fart. Information omkring vande og grej var ekstrem sparsom – så inspiration til grej og agn fik jeg fra Jens Bursells klassiker ”Moderne Medefiskeri” og så var det ellers bare ud til søerne og få fyldt hovedet op med erfaring. Og resten er vel historie, som man siger.
En af de meste fantastiske ting ved karpefiskeriet er de skønne naturoplevelser man får ved at tilbringe flere døgn ved vandet.
Masser af spændende udfordringer i karpefiskeriet
– Da jeg var ung lystfisker knægt har jeg altid læst og undersøgt alt omkring den art jeg gerne ville fange og sjovt nok var det altid de mest ”besværlige” fisk, som jeg satte næsen op efter at fange, griner han. – I mange tilfælde lykkedes det da heller ikke, men udfordringen, det tekniske aspekt og alt ”hardwaren” i karpefiskeri passede åbenbart perfekt til mig personligt, og selv årtier efter længes jeg tilbage til søerne, hvis jeg haft en periode hvor jeg ikke har kunne komme af sted.
Storkarper i massevis
– Igennem årene har jeg været heldig at kunne løfte nette omkring 37 forskellige karper over 15 kilo, afslører han. – En del har været ”kendte” fisk jeg har fisket specifikt efter, men der har faktisk også været en del overraskelser imellem – nogle, jeg som en snu karpefisker selvfølgelig holder for mig selv. Jeg har flere fangster, der står klat i hukommelsen, men jagten på en stor skælkarpe over en 6 år lang periode fra et nordsjællandsk vand var meget speciel. Uden at gå for meget i detaljer omkring selve ”jagten”, så lykkedes det endelig en tidlig morgen i start juni at få det forjættede hug. En af stængerne, der fiskede på et hårdere område 90 meter ude i søen strammede op, dog uden at tage line, men jeg var ikke i tvivl om, at det var en karpe, der var gået i fælden.
– Jeg væltede ud af soveposen og fik hurtigt løftet stangen samt strammede linen op for at få god kontakt til fisken. Karpen reagerede prompte ved gå i overfladen og sprøjte vandet til skum i et tungt udløb og kejtede til venstre på stram line, imens jeg langsomt fik den presset imod land. Fra tidligere erfaring hoppede jeg i mine waders, så jeg kunne holde fisken væk fra rødder og sunkne træer, som jeg desværre tidligere have sat en stor fisk i, da jeg var for langsom til at komme i vandet.
Peder Lichtenberg med sin danske drømmeskælkarpe på 19,6 kilo. Skælkarpen er fanget på en hjemmrullet 18mm N-blend korkkugle pop up fisket over 18mm N-blend boilies frra DT Bait.
Drømmeskælkarpen landes efter seks år
– Efter lidt tovtrækkeri var karpen uden stangtoppen og her var den sidste forhindring et stort sunket træ på venstre side, så bremsen blev spændt en ekstra omgang for at undgå et langt udløb. Det skal siges, at på dette tidspunkt havde jeg slet ikke set fisken eller have nogen ide om størrelsen, hvilket måske var meget godt, for ellers havde jeg nok ikke presset den til det yderste. Det var først, da fisken endelig vendte i overfladen, at jeg kunne se en flot side af blanke skæl, der med sikkerhed fortalte, at det var en af søens gamle skælkarper, der havde fumlet, og var blevet snydt af min krogagn.
– Efter en række af endeløse kontante men korte udløb på den stramme bremse overgav fisken sig, og jeg kunne løfte nettet omkring skælkarpen. Da jeg kom ind til kanten, pakkede jeg nettet sammen og løftede forsigtigt fisken op på afkrogningsmåtten. Først her gik det op for mig, hvilken fisk der var tale om! Seks års jagt var forbi, og et par gode kammerater, der lå i nærheden, kom over og hjalp til med vejning og fotografering af en fantastisk skælkarpe på 19,6 kilo.
– Jeg kan tydeligt huske, at jeg var fuldstændigt overvældet og havde ikke lyst til at fiske videre, så jeg pakkede grejet sammen for at kunne fejre med familien, der jo kendte alt til jagten på netop denne fisk. Hvis man jagter heldet, så fanger man det til sidst. Desværre døde den gamle fisk året efter.
En vild karpetur
– Jeg har haft et par ture, hvor jeg har været på det rigtige sted, hvor fiskene har stået samlet foran en, og på den vildeste tur stoppede jeg efter 22 hug på 24 timer. Planen var at fiske to døgn, men jag var simpelthen udmattet, og den sidste nat blev tilbragt under parasollen uden takler i vandet.
Peder med en 22,5 kilos dansk spejkarpe. Fisken er fanget på en snowman af 15mm Pukka Fish peach Spurcream pop up og 18mm matchende Hard Hook bait – fisket over 18mm Pukka Fish Peach Sour Cream boilies fra DT Bait.
– Den største officielle danske karpe, jeg har fanget, vejede 22,5 kilo, og stammer fra et gammelt midtsjællandsk konsortie. Dette var min første danske karpe over 20 kilo, og en fangst jeg måtte arbejde for ved at tilbringe 10 nætter i stræk på den rigtige årstid i ankeldybt mudder. Den kostede mig søvnlæse nætter fyldt med brasen, hvor jeg skulle op og køre på arbejde hver morgen. Denne fisk var en af de fangster, hvor man har en plan, som fejler fuldstændigt, og så skal taktikken ellers bare tilpasses indtil det lykkedes. Som jeg husker det, fangede jeg kun 2 karper og over 100 brasen på de 10 nætter, så da den store fisk var i nettet og billederne taget skulle jeg bare hjem og sove ud!
Karpeerfaring fra mange lande
Peder har fisket karper i Polen, England, Sverige og Frankrig, men har langt det meste af hans udenlands fiskeri er forgået i Frankrig – hvor hans største karpe også er fra. – Min PR er en kendt fisk fra Luke Moffats sø ”Graviers” ved Dijon, der normalt vejer lidt over 40 kilo.
– Min sidste tur til udlandet var i starten af maj i år. Tre gode venner og jeg havde sikret os tre uger ved ”Graviers”. Lukes sø adskiller sig lidt fra andre betalingsvande ved at have en relativ lille bestand af karper med en ret pæn snit vægt, så man skal ikke regne med at vælte fisk op, men når der endelig sker noget, er der god chance for at det er en seriøs størrelse. Søen er omkring 15 hektarer med tre pladser, der kan fiskes i par.
– Vi tager altid kun fire mand afsted, da det giver lidt mere frihed. Da vi ankom til søen, valgte min fiskemakker og jeg plads, som det første, efter at have fået den obligatoriske kop te med Luke og hørt nyhederne omkring fiskeriet, hvilket der ikke var mange af, for han stort set ikke havde haft nogle gæster i et års tid. Vi kunne efter en hurtig sejltur, heldigvis konstatere, at de karper vi så, var spredt pænt ud over søen, og vi kunne trække lod for ”alle”, da vores to andre kammerater først ville ankomme samme aften.
– Selvfølgelig ville vi gerne have stængerne ud så hurtigt som muligt. Resultatet af lodtrækningen blev, at min makker og jeg skulle ligge og fiske den dybeste ende af søen, med dybder ned til 4 meter. Her er en del toppe og banker med større områder af blødt slammet ler. Da vi skulle være ved søen i tre uger, valgte vi at bruge en del agn allerede fra starten af, så karperne kunne vænne sig til de boilies, vi havde med. Da der er en del brasen i søen, havde vi valgt at anvende 22mm boilies fra DT Baits, for at størrelsen forhåbentlig kunne gøre det svære for mindre fisk at æde agnene.
Peder med en velfortjent 31,7 kilos spejkarpe fra hans sidste tur til Graviers i Frankrig. Alle de store franske fisk du ser i artiklen er alle fanget på en snowman “kombi” bestående af 22mm Coldwater Green Beast Hard Hook Bait og en 15mm pink Supa Fruit pop up – fisket over 22mm Coldwater Green Beast boilies fra DT-Bait.
En god start på karpefiskeriet
– Taktikken var at sprede 5 kilo boilies over et stort område og lave en mere koncentreret fodring omkring hvert takel, fortsætter han. – Vejret havde været meget vekslende i dagene op til vores ankomst, med frostbelagt græs om morgenen og lange perioder med gråvejr og regn, så jeg forventede, at det ville tage nogle dage, før karperne for alvor valgte at gå ombord i foderet, der var serveret. Kort efter frokost på den første hele fiskedag gik den ene af minde bidmeldere dog i gang, og efter en seriøs kamp fra båden kunne jeg nette turens første karpe, der fik vægten ned på 31,8 kilo.
– Det var en seriøs start må man sige, og man tænker nok, at nu kommer vi sikkert til at vælte fisk op. Men Lukes sø er lunefuld, og når bedst når man tror, at man har regnet det hele ud, så stopper festen bare. De næste fem dage havde jeg ikke en eneste kontakt. Heldigvis kunne Simon og Per, der var ankommet på ”pynt” pladsen få gang i deres fiskeri ret hurtigt med en stribe seriøse fisk – inklusivt søens største på lige over 40 kilo.
Seks dage med kun få karpehug
– Efter seks dages fiskeri, hvor jeg kun havde landet to fisk udover den første, valgte Michael og jeg at skifte til en plads på modsatte side af søen. Man fisker samme område, men vi havde haft en del ”linenap”, hvor karperne svømmer ind i linerne, så der var fisk i området. Vi tænkte, at måske en ændring på linernes vinkler i vandet kunne få fiskene til at glemme den forsigtige adfærd og gå på foderpladserne. Desuden vendte mange af karperne over områder med blødere bund.
– Vi ændrede taklerne, der nu blev placeret i det bløde ler, og det tog ikke lang tid, før jeg kunne lande endnu en fin spejlkarpe på lige over 18 kilo. Dagen efter var det Michaels tur, og efter en tur i båden kunne han nette en flot stor fransk spejlkarpe på 29,6 kilo. Resten af ugen gav en 12 kilos spejlkarpe til Michael og tre fine spejlkarper op til lige over 25 kilo til mig. Desværre døde fiskeriet lidt ud for gutterne på pynten, da karperne begyndte at trække væk fra deres ende af søen, men heldigvis lykkedes det Per at lande en ny flot personlig rekord på 28,6 kilo.
Alene ved karpesøen
– Den sidste uge skulle jeg fiske alene, da Michael som planlagt skulle køre den lange tur hjem til Danmark for at kunne passe sin forpligtigelser på arbejde. For at gøre livet lidt lettere flyttede jeg plads, så jeg lå direkte i Lukes baghave, hvormed jeg havde hjælp til evt. håndtering og fotografering af større fisk, hvis heldet skulle være med mig.
– Nu var pladserne noget længere væk, og taklerne skulle sejles et sted mellem 270 og 300 meter ud, hvilket villet give en væsentligt forringet indikation, men på den positive side ville den øgede ro i området måske få lidt mere gang i karpernes ædelyst. Første nat og dagen efter forløb hurtigt, uden at bidmelderne sagde en lyd. Så efter Lukes opfordring, da alle hug undtagen et var faldet i løbet af de lyse timer, var planen at stå op lige inden det blev lyst, og så få friske krogagn monteret på taklerne – samt friskt foder udover pladsen.
Graviers spejler til Peder på 32,8 kilo.
– Kun to timer efter, at jeg havde lagt det sidste takel, gik den første bidmelder i gang og efter en hektisk fight jeg kunne lande endnu en fin spejlkarpe på lige over 21 kilo. Taklet blev hurtigt lagt på pladsen igen, efter at Luke have skudt en serie fine billeder, hvorefter jeg kunne sætte mig tilbage og nyde udsigten samt de springende karper på pladsen. Blot et par timer senere var der hug på en af de andre stænger, og efter 300 meters tovtrækkeri og en tung fight under stangtoppen, kunne Luke nette en enorm spejlkarpe på 114cm og 32,8 kilo for mig! Det var en ekstrem fisk, der pressede grejet til det yderste. Efter den oplevelse var jeg så optaget af oplevelsen, at de to næste karper, som jeg landede, næsten gik i glemmebogen.
Den rette taktik til karperne
– Taktikken med at fodre op til dagsfiskeriet viste sig at være det helt rigtige, og jeg hoppede træt samt ekstremt tilfreds i posen for at stå tidligt op dagen efter. Morgenen efter, da det svage lys begyndte at krybe op i horisonten, stod jeg klar til igen at skifte agn og få fordret op i forhåbning om at fiskeriet kunne matche de fire flotte karper, der havde været en tur i nette dagen forinden. Desværre forløb de tidlige timer uden aktivitet, men pludselig lige før frokost var der et par bip på den ene Fox bidmelder. Jeg skyndte mig ned for at inspicere nærmere, da fiskene ikke altid tager line, når der fiskes på ekstreme distancer. Jeg var allerede i fuldt firspring på vej ned til stangen, da linen pludselig kortvarigt blev skrællet af spolen for pludselig at stoppe igen.
– Jeg nåede stangen og greb den samtidigt med, at jeg løb tilbage for at samle linen op og få fuld kontakt med fisken. Den var der heldigvis stadigvæk, men den var blevet kroget og vendt om midt i udløbet, for derefter at svømme tilbage imod pladsen. På 270 meters distance, er det ikke til at mærke, hvilken størrelse fisk der er forenden af linen, men jeg kunne konstatere, at det var en karpe jeg var forbundet til. Efter 10 minutters tid, hvor jeg stille og roligt guidede fisken mod pladsen, var den nu kun 30 meter væk, hvor den i et snuptag tog et voldsomt udløb imod venstre, hvor linen stille og roligt smeltede af spolen.
– Den stærke fisk fortsatte imod venstre og var fuldstændig ligeglad med, hvor jeg synes den skulle svømme hen. Da den stille og roligt nærmede sig bredden, der var fyldt med udhængende buske, var der intet andet valg end at gå i båden for at forsøge at undgå katastrofen. Det var først, da jeg kom hen over fisken og fik lagt fuld testkurve på storkarpen, at det gik op for mig, hvad der var for enden.
– Lige meget hvor meget pres jeg lage på karpen, svømmede den videre langs bunden, og der skulle fuldt pres på for at styre fisken uden om de flere hundrede meter forhindringer af udhængende grene og buske, imens elmotoren blev holdt i et jævnt bakgear. Efter 20 minutters tid var båden, fisken og jeg drevet forbi de værste forhindringer. Kæmpekarpen begyndte at vise de første træthedstegn, da en grå massiv bredside vendte lige under overfladen og min mistanke blev bekræftet: Det var søens største beboer, jeg var koblet fast til. Efter yderlig 10 minutter, hvor fisken holdt sig langs bunden, måtte den giver efter det massive pres, og jeg løftede nettet omkring den i første forsøg. Tilbage ved bredden kunne vi til stor jubel konstatere, at jeg havde slået min gamle personlige rekord med godt tre kilo og efter en stribe fine billeder fik den massive spejlkarpe, som du kan se i artiklens første foto – friheden igen. Den imponerende fisk tog lige over 45 minutter at få i nettet, og den svømmede over 600 meter under fighten. Efter den fangst, kunne turen godt have sluttet for mit vedkommende – men det blev til en enkelt flot 27 kilos sejlkarpe til at slutte turen af på, inden turen gik nordpå igen, slutter Peder, der næppe har fanget sin sidste storkarpe!
Hvis du er interesseret kan du følge Peders fiskeri og stille spørgsmål på hans instagram profil @peder_lichtenberg. Til daglig kan du finde Peder i Sport Dres på Frederikssundsvej 50 i København – når altså ikke lige, at han er på fisketur selvfølgelig. I Sport Dres er der et stort udvalg af grej til blandt andet karpefiskeri – bl.a. boilies fra DT-baits om Peder normalt bruger. Du er meget velkommen til at kigge forbi og få en snak.
maj 19, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Portrætter
Her kan du se et tidligt engelsk Helical fastspolehjul. Bemærk den meget lille linefører.
Alle bruger fastspolehjul, men hvordan er de moderne fastspolehjul egentlig blevet til? Her får du historien om, hvordan en tilfældighed gav idéen til verdens mest anvendte fiskehjul – samt hvordan udviklingen er gået fra de første primitive udgaver til de kastekanoner, som anvendes i dag.
AF PER EKSTRØM
FASTSPOLEHJULET er den yngste type af hjul, som i dag kun har mindre end 120 år bagen. Samtidig er det den type, der har gennemgået den største udvikling siden den allerførste model så dagen lys. Som så meget andet i den industrielle revolution kom idéen fra England. En tekstilfabrikant, Alfred Holden Illingworth, er noteret som fastspolehjulets fader. Illingworth, der også var passioneret lystfisker, gennemtænkte næppe generelle grundidéer, men overførte bare, hvad han så i sin tekstilfabrik – nemlig en automatisk spinnemaskine udstyret med en mængde topformede lodret faststående kegleformede tråd spoler med roterende tråd førere. Lægges tråd spolen ned, har man grundprincipperne i et fastspolehjul.
Illingworths første type af fastspolehjul
Dette hjul er i princippet et Nottinghamhjul påsat en tråd spole, hvor hjulet skal sidde ovenpå stangen. Opfindelsen vakte ikke just begejstring blandt fluefiskerne i England. Alle kunne nu i selv små vandløb fiske uden større besvær, så pludselig var fiskeriet ikke forbeholdt en lille eksklusiv fluefiskende elite. Illingworth tog britisk patent på sin opfindelse i maj 1905, men udviklede løbende hjulet, så allerede i 1910 kom model No. 2 på markedet. Det lignede mere det hjul, vi kender i dag. Hjulet skulle nu sidde under stangen og havde større lighed med principperne i vore dages toptunede kastemaskiner.
Illingworths første udgave af et fastspolehjul. Det var en eksklusiv sag. Læg mærke til den flotte æske.
Inden Illingworth kom på idéen, havde andre, cirka 20 år tidligere, taget patent på noget, som halvvejs mindede om et fastspolehjul. Peter Duncan Malloch tog i 1884 patent på en såkaldt ”Sidecaster”, der kort beskrevet kan betegnes som en hybrid mellem et Nottinghamhjul og et fastspolehjul.
Hjulets første udgave var en solid sag udført i messing med et stort solidt ”øje” til at styre linen med. Hjulfoden kunne drejes 90 grader, så der kunne kastes ligesom på et fastspolehjul. Desværre havde hjulet en stor ulempe: Man kastede én vej og spandt ind en anden vej. Det medførte, at for hvert eneste kast, snoede linen. Problemet blev løst, ved at den næste model havde en vendbar spole, som man vendte sådan cirka hvert 15. minut for at fjerne snoningerne.
Her ser du hybriden, der kom år før Illingworth. Den mindede i sin konstruktion om et fastspolehjul.
Nyt fastspolehjul lanceres af G. R. Holding
G.R. Holding tog i 1888 patent på et hjul af noget nær samme type. Her kunne hjulfoden også drejes 90 grader, så spolen stod på tværs, og man kunne kaste som et ”fastspolehjul”. Hjulet blev dog aldrig den store sællert. Flere grejfabrikanter tog den gode idé med den faste spole op. Det kom der ret hurtigt flere særprægede kreationer ud af. Den største udfordring var, hvordan man fik lagt linen på spolen. Der var flere løsninger på problemet. Nogen havde et lille ”fangøje”, hvor linen skulle lægges, mens andre brugte en form for enarmet bøjle, som fangede linen, når man rullede ind.
Bedre lineoplæg på fastspolehjulene
Et hjul, som skal med, blev konstrueret af Walter Stanley. Han tog i 1926 britisk patent på et hjul med en krog, der fordelte linen på spolen. Den første prototype blev fremstillet i 300 eksemplarer, men senere blev hjulet fremstillet af Allcook under navnet ”Allcook-Stanley”. Nogen stor kastekanon var hjulet ikke, og det kunne blive til cirka 40 meter med en kastevægt på omkring 30 gram. Hjulet adskiller sig fra andre med en kæmpe drejeskive til at styre ”krogen”. På trods af sit noget særprægede udseende, så var hjulet også at finde i Allcooks katalog fra 1955.
Den største landvinding indenfor bøjle og lineoplæg stod Hardy for, da de i 1932 tog britisk patent på den dobbelte bøjle og lancerede Altex hjulet. Patentet udløb først i 1955, og løsningen er siden blevet brugt af næsten alle producenter i hele verden. Altex hjulet blev produceret helt frem til 1966. En lidt mindre, billigere udgave med kun en halv bøjlearm, Hardex, blev introduceret i 1937 og blev fremstillet frem til 1959. Hardys løsninger var langtidsholdbare.
Allcook Stanley blev solgt i mere end 20 år, og var en lidt særpræget udgave af et fastspolehjul.
En anden kreativ løsning med lineoplæg og bøjle fremkom en mystisk Mr. P.W. Felton med i 1935. Hvem han var, har jeg, og sikkert andre nysgerrige, forsøgt at finde ud af uden synderligt held. Hjulet blev produceret af engelske Allcook, et firma der producerede fiskegrej til den brede befolkning. Spolen på hjulet vippede, så linen lagde sig med krydsoplæg. ”Felton Crosswind” var født.
Lystfiskerlegenden, Jens Ploug Hansen, interviewede i 1978 Jens ”Festival” Frandsen” i anledning af sin 70- års fødselsdag. Her fortalte Frandsen om sine første fisketure langs de nordsjællandske kyster og på havnen i Helsingør. Fiskelykken havde ikke rigtigt stået Frandsen bi, men på anbefaling af andre lystfiskere, og med sin hustrus velsignelse, købte han et Felton Crosswind, hvorefter fiskelykken vendte, og han begyndte at fange mange flere fisk.
Let spin eller fastspole?
Det var dog ikke fastspolehjulet, der i overvejede grad var de foretrukne hjul de første 50 år efter Illingworths første udgave. Udvalget var begrænset, og skulle man have det absolut bedste, måtte man også punge ud.
Et Hardy Altex kostede i 1930´erne langt over 100 kroner, og man kunne få andre hjul og hjultyper til den halve pris. Men så kom krigen og verden havde andet at bekymre sig om. Først hen imod i slutningen af 1940érne begyndte fastspolehjulet for alvor at slå an.
Nordamerikanske lystfiskere så potentialet og med den samtidige fremkomst af nylonlinen, var fastspolehjulets epoke for alvor begyndt. Fordelen med nylonlinen var, at den var entrådet, mens bomulds- og silkeliner var flertrådede og derfor mere tilbøjelige til at sno sig.
Dette er en annonce årgang 1935 fra Allcook. Felton Crosswind var det hotte nye, der bevægede sig som en mavedanser for et optimalt lineoplæg.
Mere fritid og bedre levevilkår i 1950érne betød at antallet af lystfiskere steg betragteligt. I Danmark var fastspolehjulet ikke det fremherskende. Faktisk omtalte man hjulet som ”let-spin”, men allerede i 1950 begyndte ”fastspole” begrebet ved at tage over.
Den kendte lystfisker fra Aalborg, Ove Nielsen, havde en mistanke om, at det var Axel Svendsen fra Jagt & Fiskerimagasinet, der havde fundet på betegnelsen, men jeg tror, man skal lade det stå som en kuriositet.
I 1955 udgav fiskebogsforfatteren, Paul Wellendorf bogen ”På Fisketur”. Bogen var henvendt til drenge, for piger fiskede ”selvfølgelig” ikke. Her omtaler han ”let-spin-hjulets” fordele: ”Let-spin-hjulet er meget fint lavet og derfor temmelig dyrt, når man vil have noget godt. Til gengæld har hjulet fremfor andre, at det er meget let at kaste med, og man ikke kan få overløb. Det vil sige, at linen ikke går i urede, som det ofte sker med andre hjul. Når man kaster med et Let-spin-hjul, løber tromlen ikke rundt, men linen bliver trukket ud over tromlen (spolens) kant, og dette bevirker, at linen ikke går i urede, for i samme øjeblik blinket rammer vandet, løber der ikke mere line af hjulet”.
Mere kort og præcist kan fordelene ved fastspolehjulet næppe beskrives, men han undlader helt ”fastspole” begrebet i sin bog. Faktisk fortsætter Wellendorf med at kalde fastspolehjulet for ”let-spin”. Også i sin bog ”Let-spin i teori og praksis” fra 1961 benævner han hjulet som ”let-spin”. Nu var Wellendorf også en kontroversiel herre, der ofte gik sine egne veje og som delte vandene. Måske har han haft et horn i siden på krea-tøren til begrebet fastspolehjul?
To af 50érnes og 60´ernes mest populære og anvendte fastspolehjul – her svenske ABU 444 (verdensmesterskabshjulet)– model 1959 og franske Mitchell 300.
Nye tider betød mange modeller af fastspolehjul
I slutning af 1950érne blev fastspolehjulet for alvor populært. Forskellige europæiske lande – fx Vesttyskland og Frankrig var førende indenfor fastspolehjul. Franske Micthell lancerede en Model 300, der på et tidspunkt blev regnet som verdens mest udbredte fastspolehjul. Også tyske DAM var på banen med deres Quick Standard som senere blev til det meget populære Quick 330 Finessa. Fælles for begge hjul var, at de havde kvalitet, der var til at betale, og så opfyldte de behovet i den meget populære danske disciplin – kystfiskeriet, som begge modeller var som skabt til.
I 1957 lancerede Mitchell en ”Otomatic” model af deres Model 300 med automatisk bøjle. Normalt skal og skulle man slå bøjlen over, og med pegefingeren styre kastet, men her trykkede man bare bøjlen ned og slap denne, som man ville gøre med pegefingeren. Mitchell er mig bekendt det eneste hjul, der har haft denne funktion. I koldt vejr var det naturligvis en fordel, men samtidig havde hjulet den ulempe, at et tryk på bøjlen under fighten kunne udløse bøjlen, og så var den fisk nok væk.
Svenske ABU kom naturligvis også på markedet med fastspolehjul. Fra 1950 kom den første model – Record 500. Den blev i 1950érne efterfulgt af flere modeller, men i 1955 kom vel nok ABUs største succes i fastspolehjul på markedet – ABU 444, senere 444A. Hjulet blev solgt i næsten 25 år, hvor der løbende skete forbedringer. Hjulet var af høj kvalitet, og så var det udstyret med den nyskabelse, at slire bremsen blev justeret med en knap under hjulet og ikke som tidligere foran på spolen. Samtidig lancerede de trykknapspolen, så det var muligt at udføre et hurtigt spoleskift. Begge dele tog de britisk patent på, så man afskar engelske producenter for at efterligne idéerne. At så svenske Rune Frederiksson i 1957 satte ny verdensrekord med et kast på 140 meter ved et stævne i Kiel, hvor han brugte hjulet, gav jo mulighed for at benævne det ”Verdensmesterskabshjulet”. Klogt nok undlod man at nævne, at Frederiksson havde anvendt en modificeret udgave med en høj kegleformet spole for at nå ud på de 140 meter. Model 444 blev på en måde stamfader til de senere meget populære Cardinal hjul, som havde alle 444´s finesser, i en luksusudgave.
Til venstre DAM´s Finessa, der var en solid sag i mellemprisklassen. Til højre ser du Mitchells Ortomatic 440 med automatisk bøjle.
Danske fastspolehjul
Der blev også produceret fastspolehjul i Danmark, men de kunne på sigt ikke følge med udlandets store producenter. Den mest kendte af dem blev fremstillet af BMV, Brødrene Müllers Maskinfabrik Vollerslev, der lå på Als. Fra 1948 og frem til omkring 1957 producerede de omkring 30.000 hjul. Andre producenter som bør nævnes, er Camo, som udviklede flere udgaver af et fastspolehjul. De-sværre uden den store omsætning, for selv med navne som Boca Premier, Super eller Luksus Super, kom den samlede produktion kun op på knap 1.000 stykker.
I 1960érne begynder det at strømme ind i Europa med billige japanske fastspolehjul, men betegnelsen ”made in Japan” på et fiskehjul var næsten ensbetydende med noget skrammel. Sådan er det ikke i dag, hvor det borger for noget super-duper. Det største problem var, at drevet ofte var udført i letmetal fx aluminium. Det slides hurtigere og har ikke samme styrke som fx messing. Jeg har set en lystfisker dreje baglæns på et japansk hjul, så både bagstop og tandhjul gik itu. Gudskelov var der ingen fisk på.
Moderne fastspolehjul som dette kaster markant længere – blandt andet fordi lineoplægget er forbedret drastisk. Hertil kommer at stort set alle andre basale funktioner er opgraderet – hvilket giver en bedre bremse og en mere friktionsløs gang, når der spinnes ind.
De japanske fastspolehjul forbedres
Fra midten af 1970´erne forbedres kvaliteten af japanske hjul gevaldigt. Og så ser man noget nyt: Hvor de fleste hjul tidligere havde en spole, der bevægede sig op og ned i et spolehus, så fik en del hjul nu en spole med ”skørt”, som bevægede sig ned over hjulhuset. Dette modvirkede, at linen kunne ”smutte” ned i hjulhuset med ravage til følge. Skørtet er obligatorisk på samtlige fastspolemodeller i dag, og nogle har slet intet spolehus.
Ideen kan dog ikke tilskrives nogle af de kendte hjulproducenter. Den er fransk og kommer fra spinnerfabrikanten Mepss. Omkring 1960 introducerede de det første hjul med spoleskørt – Mepps Super Meca. Om det var prisen på omkring 50 US dollars, som i 1950 trods alt også en slags penge, der var årsag til, at hjulet ikke blev særligt udbredt står hen i det uvisse, men måske var verden slet ikke moden til et sådant fremskridt. Modellen var på markedet i cirka 10 år, og er i dag næsten kun kendt i samlerkredse.
Nutidens fastspolehjul
”Rom blev ikke bygget på en dag”, siger et gammelt ordsprog. Måske skulle man tilføje: ”Og fastspolehjul slet ikke!” Det har taget over 100 år at nå frem til de fastspolehjul, vi bruger i dag. Finesserne som gennem tiderne er tilføjet, findes på næsten ethvert fastspolejul i dag, og endda til overkommelige priser. Fastspolehjulet havde en lang rejse, før det virkelig slog an, men da potentialet først kom frem, blev verdens yngste hjultype, den mest benyttede.
Uden fastspolehjulet ville kystfiskeriet i Danmark næppe have fået den store udbredelse, som det har idag. Grejhandlerne burde sende en venlig tanke til Illingworth.
maj 14, 2021 | Artikler, Portrætter
Det er ikke altid, at livet går, som man havde planlagt, men der er én kur, der altid vil kunne hjælpe dig: Tag på fisketur og få klaret hjernen, inden den går helt i sort. Der er ikke noget som en tur til vandet med fiskestangen, der kan jage dæmonerne på flugt.
AF MADS SØRENSEN, @madssor94
JEG ER EN 27 ÅRIG KNÆGT med hjertet på det rette sted. Det får jeg i hvert fald at vide. Jeg elsker at gøre folk glade og få folk til at smile. Men – jeg tager andres problemer på mig selv og sætter mit liv på pause for at hjælpe andre, hvilket har ført mig på afveje: En grusom skilsmisse, min fars død og ludomani i 12 år førte til, at jeg begyndte at låne penge til at finansiere både ludomani og lån med rente til personer, som til sidst truede med, at jeg skulle skaffe penge ved at sælge varer, som jeg ikke havde på DBA. Og det resulterede i et fængselsophold.
Jeg afventer nu en ny dom, og håber ikke, at jeg skal ind igen, hvilket de fleste siger nok ikke sker. Jeg får højest sandsynligt samfundstjeneste eller en betinget dom. Det er selvfølgelig mange ting på samme tid. Jeg er spilfri siden november 2020, så vi nærmer os 6 månedersdagen. Det synes jeg skal fejres med at sække fokus på det mentale helbred. Det er ikke en skam.
Dagligt græder jeg vel 5-10 gange. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg føler ikke, at jeg fortjener lykke. Både fordi jeg har gjort så mange venner og familiemedlemmer ondt – samt fordi de mange løgne har gjort skadet familien, som altid har været der for mig. En basal tur til frisøren føles som tortur, fordi det er selvforkælelse – præcis som en kage fra bageren eller en god bøf fra slagteren. Alle ting flyver igennem hovedet på den måde, og alt bliver overanalyseret og min krop fortæller mig jeg ikke fortjener det.
Den lange nedtur
Da jeg var 17 år fik min far en sygdom, som ændrede ham fuldstændig. Han var ikke længere den far, som vi kendte så godt, for han blev meget psykisk voldelig i munden. Så jeg tog det ansvar i en meget ung alder, at min mor skulle ud af det forhold. Jeg fortalte hende, at hun måtte ud af det, hvis hun ikke ville miste sig selv. Hvem ved om hun stadig havde været i live i dag, hvis det havde fortsat? Omvendt så føler jeg mig skyldig i min fars død ved at få min mor til at forlade ham. Jeg ved godt, at sygdommen og hans stædighed sikkert har været en del af grunden, men jeg kan ikke stoppe med at tænke på, at jeg måske var skyld i hans død.
Fisketurene har været en stor hjælp for Mads Sørensen til at få clearet hjernen og tænkt livet godt igennem.
Min far havde klaret alt derhjemme med regninger, så efter bruddet skulle jeg hjælpe min mor med at betale regninger. Det var ikke fordi min mor var hjælpeløs, men mere fordi jeg godt kunne lide at tage redningsvesten på og glemme mine egne problemer. Det kom senere til udtryk igennem ludomanien, hvor jeg kunne oddse 14 timer om dagen og tabe 500.000 på et halvt år, for så at møde glad op til familiefødselsdag den næste dag.
Den falske facade blev så en naturlig del af mig, at jeg mistede mig selv i processen. Først nu efter fængslet, hvor jeg har mødt to fantastiske mennesker – Pop & Hummer – kan jeg dele mine bekymringer samt være mig selv uden at skulle smide en falsk facade op eller være bange for, at de dømmer mig eller andet. De elsker mig betingelsesløst, men det er stadig svært for mig at forstå, at folk kan elske mig, når jeg ikke elsker mig selv endnu.
Farvel far
Jeg så ikke min far siden den dag, hvor min mor og jeg forlod ham samt vores barndomshjem til fordel for et år hos min moster og onkel, inden vi selv flyttede i rækkehus, da heldet endelig tilsmilede os. Jeg hørte først om ham fra Holbæk sygehus otte år senere, hvor jeg fik at vide, at han lå i respirator, og at skulle sige farvel til ham hvis jeg ville.
Jeg valgte at møde op og sige mit farvel – samt fortælle, at alle de dårlige ting og uvenskaber var glemt, samt at jeg nu kun huskede de gode tider fra fodboldbanen, hvor vi selvtrænede – eller fra vores utallige fisketure, mens vi var i sommerhus.
Tag på fisketur, når der er brug for luft
Netop derfor tror jeg, at jeg tyr til fiskeri, når jeg har brug for luft. Ikke fordi, at jeg automatisk tager ud og fisker samt tænker på min far, men mere fordi jeg finder en ro ved at være i naturen, hvor jeg kan kigge ud over vandet. Så kan det godt være, at jeg inderst inde tænker på, at min far står ved siden af mig i et par waders. Men det er ikke noget, som jeg tænkere længere tid over. Jeg tror bare, at det er dybt indgroet i mig, at det sker naturligt.
Problemet er så bare, at alle de her problemer popper op i mit hoved nu efter fængselsopholdet. Jeg ramte bunden derinde, og det var slet ikke sådan, jeg som person kendte mig selv eller mine værdier. Og det er heller ikke sådan, jeg ønsker, at folk skal tænke om mig nu. Jeg er – eller var – bare Mads, der vil alle andre det bedre, end jeg selv vil have det. Men jeg har bare lært nu, at jeg ikke kan hjælpe andre, før jeg hjælper mig selv. Det er der intet egoistisk ved. Man skal bare tage og sørge for at få kærlighed til sig selv, for så kan man nemmere give kærlig til andre. Det ene supplerer det andet.
Det er altid godt for både krop og sjæl at blive blæst godt igennem ude ved vandet.
Frirummet på fisketuren
Jeg har stadig svært ved at stige op af sengen og komme i bad eller gøre de daglige ting. Fiskeriet bliver også sværere og sværere, fordi det kræver, at jeg skal ud af døren og konfronteres med virkeligheden, samt at jeg ikke kan gemme mig inde i min lejlighed. Men det er ikke altid bare sådan, at man kan presse sig selv ud i at komme ud. Nogle gange tillader kroppen og angsten det simpelthen ikke. Det hjælper så til gengæld, at jeg stadig har min første havørred til gode, og at jeg har arvet min fars stædighed. Det hjælper mig ud af døren nogle gange.
Mit budskab er egentlig bare, at depression rammer alle sjæle, former og mennesker. Der er intet forkert ved at have det, men hvis du lader den ene dag tage den anden uden at modtage hjælp, så er du pludselig blevet 15 år ældre. Måske sidder du i fængsel eller det der er værre, før du forstår, at du skal have hjælp udefra og ikke kan helbrede dig selv.
Du skal vide, at det er OK at spørge andre om hjælp. Det er okay at gøre ting, der er gode for dig selv, og netop det har fiskeriet virkelig hjulpet mig med. Jeg er stadig i depressionen, og nu på lykkepiller også, men jeg er et bedre sted psykisk. Det giver måske ingen mening, når depressionen aldrig har været slemmere, men nu har jeg de rigtige mennesker omkring mig, og de har formået at sætte alt i perspektiv, så jeg forstår bedre. Om det så bare er 2,3,4, 5 eller 6 rigtige venner, så er det bedre end 600 overfladiske venner, der spørger om I ikke skal tage en kop kaffe en dag, når man ved det ikke bliver til noget alligevel.
Fiskeriet hjælper på humøret
Lystfiskeriet er en stor hjælp til at komme ud af depressionen. Du får noget luft, du kommer ud i naturen, du mærker adrenalinen, når der kommer fisk på krogen – og du mærker fællesskabet med dine venner, hvis du da ikke fisker alene. Selvfølgelig skal du have hjælp fra psykologer, fagfolk og godtfolk, men du skal vide, at fiskeriet vil kunne være en kæmpe, kæmpe hjælp. Både fordi du får en masse luft i ansigtet, men også fordi du kommer væk fra hverdagens problemer, stress og jag.
Stor tak til min familie. Sanni, Mette, Henrik, Nichlas, Line, Tina & Birger, Henrik & Britt, Kat, Nicky, morfar Erik, Sandra & Kim, Jan & Thea – og ikke mindst Pops & Hummer. Uden jer alle ville jeg ikke være den, jeg er.
maj 5, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Portrætter
Kim Christoffersen gør det godt og fanger mange flotte fisk. Men han arbejder også seriøst for de velfortjente fisk.
Kim Christoffersen har i gennem årene fanget massevis af store havørred – især fra Roskilde- og Isefjorden. Her får du et portræt af manden, der på sin bedste sæson fik 45 havørred over 60 centimeter – med 11 over 70…
AF JENS BURSELL
SOLEN GLIMTER i bølgerne, viberne fløjter, lærkerne triller – og det er forår i fjorden. Ved siden af mig står Kim Christoffersen, der er ved at skifte agn. – Nå, det har ikke givet det store indtil videre med min 19 grams Line Thru Sandeel, så nu må det være på tide at tage de grove skyts i brug, siger han mens han hiver sit hemmelige våben frem fra tasken – en Line Thru Sandeel på 27 gram i farven Black Ghost. – Den her har bare kørt for vildt på det sidste, siger han og kaster ud.
Og – det varer ikke længe, inden han har hug. Stangen flekser godt sammen, og der er fuld fart på fighten. Fisken laver et par gode spring – og så er den ellers på kort line, hvor den plasker godt rundt, indtil den desværre ryger af krogen helt inde foran. Fisken var cirka 50 cm, så det var egentligt lidt surt, men hvor der handles – der spildes.
– Nåh, siger han – det gør ikke så meget. Vi fanger bare en til. Og som sagt – så gjort. Allerede 5-6 kast efter er der hug igen, denne gang dog fra en lidt mindre, men utrolig smuk blankfisk, der hurtigt får sin frihed igen. Vi har været på flere pladser uden fisk, men nu er der rigtig godt gang i den – og vi ender med at få ni fine havørred tilsammen, inden vi sætter os ind på land for at få en snak om de næsten 40 år, hvor Kim har fisket røven ud af bukserne.
Kim med en af sine utallige store havørreder fra Fjordlandet.
Mange års fiskeerfaring
– Jeg har fisket siden jeg var fem år, beretter Kim, der oprindeligt mest dyrkede geddefiskeriet i de sjællandske moser. – Mit fiskeri kulminerede med en gedde på over 18 kilo, hvorefter jeg besluttede mig at prøve at fange en stor gedde på flue. Det brugte jeg en del tid på – og fik fisk på 8,5 kilo, men den helst store udeblev.
– For 23 år siden begyndte jeg at fiske seriøst efter havørred langs kysten, og her havde jeg den ambition af fange en havørred over 10 kilo, fortsætter han. – Det ved jeg så faktisk ikke helt om er lykkedes, for jeg har fanget en fisk på 91 centimeter, som jeg ikke ved, hvad vejede, fordi den blev genudsat. Men – den kunne godt have været deroppe af.
Over 20 år med havørred i fjorden
Min første kystørred fangede jeg i 1995 Isefjorden, fortsætter han. – På det tidspunkt fiskede jeg kun i godt vejr, så jeg havde forsøgt en masse gange, uden at det var lykkedes. Men – jeg kæmpede og havde afsøgt en masse områder for fisk, da det til sidst lykkedes mig at få en smuk fisk på lidt over to kilo ude ved golfbanerne.
Herefter var det især Tempelkrogen og mange af de andre kendte spots i den sydlige del af fjorden, der stod for skud, men det varede ikke så længe inden jeg begyndt at ekspandere mine territorier. Siden da har jeg brugt ufattelige mængder af tid på at prøve alle mulige kyststræk af – også alle dem uden officielt kendte pladser – og det har givet pote i stor stil. Når man gør en indsats, vil man finde ud af, at der også tit kan være gode pladser, der hvor der måske ved første øjekast ser lidt kedeligt ud.
Herefter gik det lidt nedad bakke, hvor det i en periode primært var mindre havørreder jeg fangede, men jeg synes stadig det var meget mere spændende end geddefiskeriet, så jeg fortsatte ud af samme tangent, indtil jeg til sidst begyndte at få godt styr på fiskeriet.
Denne fine fisk fik Kim, da Fisk & Fri fulgte i kølvandet på storfangeren. Her er det Line Thru Sandeel på 27 gram i farven Red & Black UV.
På forkant med nye havørredpladser
Men – man skal ikke hvile på laurbærerne, for selv når man har fundet en række gode pladser, der fisker godt under forskellige forhold, vil man komme ud for, at pladserne svinger meget med års mellemrum, understreger han. – Hvad der ét år kan være en super plads, kan et eller to år senere være en rigtig dårlig plads. En af årsageren kan være, at fx ålegræs eller bælter af blæretang kan komme og gå. Sådan har det fx været med en del pladser, som jeg fisker på, der har var domineret af blæretang. De fiskede godt, da der rent faktisk var blæretang på dem, men pludselig forsvandt blæretangen – og med dem også hovedparten af fiskene.
De gode pladser kan også variere meget efter sæsonens klima. Sidste sommer, hvor der var ekstremt varmt og tørt, var fiskene også i høj grad at finde på andre pladser end de sædvanlige.
I 2019 har jeg fisket mest i Isefjorden, da det har været en halv dårlig vinter og forårssæson i Roskilde Fjord med mange nul-ture, fortsætter Kim. – Men – det kan skifte, og jeg fisker altid efter forholdene. Om det er den ene eller anden fjord jeg vælger frem for den anden afhænger også meget af forholdene. Er vinden eksempelvis nordlig eller nordvestlig er Roskilde Fjord ofte lidt bedre end Isefjorden. Det er sjældent disse forhold der giver mange fisk, men det har ofte været store fisk, jeg har fået i nordlig vind i Roskilde Fjord – op til 87 centimeter. Skal jeg fiske Isefjorden under disse forhold vil det ofte være den nordvestlige del af fjorden, at jeg fisker – fx Skansehage.
Kim har fisket i de nordsjællandske fjorde i over 20 år.
Generelt har jeg i begge fjorde ofte det bedste fiskeri ved faldende vand om foråret og stigende vand om efteråret. Isefjorden er ofte lettere at greje, fordi den i højre grad er styret af forudsigeligt tidevand, mens faldende vand i Roskilde Fjord, oftere sker efter en vindstuving, fordi den er mindre påvirket af tidevand. Marts – april er helt klar den bedste periode til havørrederne i fjorden – især hvis det har været en hård vinter med is, men de er der hele året, så det er bare om at klø på.
JJeg varierer mit fiskeri utrolig meget – og eksperimentere meget med forskellige spinne rytmer og hastigheder, afslører han. – Tilsvarende skifter jeg meget tit farve, for hele tiden at afsøge nye muligheder. Når vandtemperaturen kommer op over 12 grader i april og maj, går jeg primært over til speed-spin, hvor jeg bare hjuler ind så hurtigt det kan lade sig gøre – med et par enkelte korte spin-stops undervejs Især når vejret er stille er det vigtigt at få agnen op i fart, så ørrederne ikke har så meget tid til at tænke sig om, mens hvis det fx blæser 10 meter pr sekund, så spinner jeg agnen lidt langsommere ind.
Kim grej til havørredfiskeriet
Når det kommer til endegrejet, er Kims favoritter helt klart Line Thru Sandeel i 27 gram, der er suveræn til fiskeri over lavt vand, eftersom den synker langsommere end 19 grams versionen. – Når det ikke lige er kystwobler, der står på menuen, er det ofte et Seeker blink, der sidder for enden af mit forfang, forklarer han. – Jeg har fanget på stort set alle farver, men i foråret er det nok især hvid, der er min favorit. Som forfang bruger jeg ofte to meter fluorocarbon i 0,31 mm – især når vandet er klart, hvilket efter min mening ofte giver flere fisk.
Som hovedline bruger jeg en 0,12 mm fletline fra Savage Gear. Mit hjul er et Shimano Vanquish 2500 og for øjeblikket testfisker jeg en af de nye Salmonid kyststænger fra Savage Gear, der kaster helt suverænt samtidig med, at de giver en god føling med agnen.
Denne flotte fisk faldt for en guld/orange version af Seeker.
87 havørred på en dag i fjorden
Min vildeste fiskedag var helt klart en martsdag i Isefjorden, hvor jeg fik intet mindre end 87 fisk, hvoraf størsteparten selvfølgelige blev genudsat. De fleste af dem holdt målet – og den største fisk vejede tre kilo. Det var fuldstændig vildt, og der var fisk mere eller mindre i hvert andet kast. Og det vildeste var, at stort set alle fiskene faldt inden for et meget lille område, så det må have været en stor stime, slutter han.
Med båd i fjorden efter havørred
Kim har tre både i fjorden. Denne ene er en lille glasfiber jolle med 6 hk på hækken, der ligger for svaj. Pointen med den lille båd er, at den er let at slæbe ud over fjordbunden, hvis vandet falder meget. – De to større både med 25 hk på hækken bruger jeg ved høj vandstand, og når jeg skal sejle mere rundt for at lede efter fiskene.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2019
Her kan du se et par af Kims favoritter – bl.a. Seeker blinket og den lille nye gennemløber fra Savage Gear – LT Stickle Blade.
Denne flotte fjordørred faldt for et blåt Seeker blink.
Kim bruger hjul fra Shimano – her er det et Vanquish, der får drejet en hel del omgange på en sæson.
Da Fisk & Fri var med Kim på fjorden, var der – da først vi havde fundet fiskene – godt gang i den. Ialt blev det til ni fine fjordørred.
apr 21, 2021 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - pin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Da Rasmus startede var en 6-7 kilos sandart en kæmpe. I dag har fiskeriet rykket sig lidt, og størrelsen på fiskenes vokset. Her er han med en fantastisk sandart på 92cm og 9,7kg.
Rasmus Christensen har allerede som 20 årig fanget flere store sandart og gedder end mange selv ret dygtige prædatorfiskere kun kan drømme om at fange gennem et helt liv. Mød manden, der uden at blinke fisker røven ud af bukserne selv på den koldeste vinternat – og hør om de drivkræfter, som er motivationen bag de mange timer på søerne.
AF JENS BURSELL, FOTOS: RASMUS CHRISTENSEN OG JENS BURSELL
RASMUS har været bidt af en gal rovfisk siden han kunne gå, og i dag har han viet hele sit liv til drømmen om den helt store sandart – samt et liv som professionel lystfisker. Vi har mødt manden, der uden at blinke gerne fisker hver eneste nat i flere uger i træk med det ene mål at fange drømmenes drømmefisk – og allerhelst i form af en sandart af episke proportioner…
– Jeg har fisket, siden jeg blev født – næsten, griner Rasmus, der er blevet oplært i fiskeriets mysterier af sin far Casper ”Dyret” fra før han kunne sige cola og is. – Mine første ture havde jeg naturligvis sammen med min far på hans båd, hvor vi har fisket rigtig mange forskellige søer på især Sjælland. Da jeg var omkring 10 år begyndte jeg også at fiske for mig selv – og her var det især de mange småsøer og moser omkring Ballerup og Smørum, der stod for skud, når jeg pakkede fiskestangen, tog cyklen – og drog ud på nye fiskeeventyr. Mit fiskeri dengang var især spinnefiskeri, for det var let at dyrke, når man skulle cykle rundt imellem vandene. Min største fisk fra den periode var en smuk gedde på 9,2 kilo, som huggede på en Mepps str. 4, der er en fortræffelig geddespinner også den dag i dag. Det blev også til utallige mindre gedder, for jeg fiskede reelt set nærmest fem gange om ugen, når jeg kom hjem fra skole.
Rasmus Christensen er i sit rette element på de store søer – og når det drejer sig om fangster af storsandart, er det de færreste danske predatorfiskere, der når ham til sokkeholderne.
Søfiskeriets magi
Rasmus var så draget af søfiskeriets magi, at han ikke blot cyklede rundt selv. Han begyndte også at bådfiske på egen hånd allerede fra 14-15 års alderen. – De første par år foregik det primært på den måde, at min far kørte mig ud til en privat sø, hvor vi havde båd. Og så steg jeg ellers ombord og fiskede løs, mens min far tog på arbejde eller havde andre gøremål. Det var dog også tit, at han havde tid til at tage med ud, og på den måde har vi haft mange fantastiske timer sammen.
Allerede som 14 årig fik Rasmus sin første sandart over 6 kilo og som 15 årig begyndte han for alvor at blive mere seriøs omkring at perfektionere sit pelagiske vertikalfiskeri sammen med sin far, der var en af de første i både Danmark og Skandinavien til at opdyrke dette super spændende fiskeri. Herefter gik det slag i slag med masser af fede fisketure – og mindst lige så mange fede sandart på utallige ture sammen med faren Casper på de sjællandske og sydsvenske søer.
Garmin Panoptix og Livescope revolutionerer fiskeriet
– Jeg har altid fanget fint med fisk med den analoge marineelektronik, men det var først for alvor, da vi fik Panoptix scanningsteknologi på vores båd i 2017, at mit sandartfiskeri tog et kvanteskridt fremad. Ikke blot fangede jeg flere fisk, men snitvægten blev også markant større, fordi det rent visuelt bare blev meget lettere at gå målrettet efter de større fisk. Præcis det samme skete, da Garmin introducerede det nye LiveScope i 2019: Både fangster og snitstørrelse fik endnu et hak op ad.
Skærmtid er kvalitetstid, når man samtidig har fiskestangen i hånden!
Mere skærmtid og højre livskvalitet
Ja – i disse tider plejer det at være det omvendte, man hører om, men noget tyder på at liveekko-teknologiens univers kan udføre mirakler:
– I 2017 var jeg ude for et alvorligt uheld, hvor jeg kørte frontalt ind i et rækværk, fortæller Rasmus. – For mit vedkommende resulterede det i kraniebrud, hjerneblødninger og skader på rygsøjlen, der betød, at jeg måtte ligge hjemme i et helt år, før jeg var på dupperne igen. Og på dupperne er måske så meget sagt, for selvom jeg var i live, og mange af skaderne var helet, så havde jeg pådraget mig permanente kroniske smerter. Dette var både i form af ondt i hovedet og neogene fantomsmerter i arme og overkrop.
”TIDEN FORSVANDT SLET OG RET MELLEM FINGRENE PÅ MIG FORAN SKÆRMEN, UDEN AT JEG MÆRKEDENOGET TIL HVERKEN HOVEDPINE ELLER FANTOMSMERTER I KROPPEN”.
– Men da jeg langsomt kom i gang igen med at fiske mere og mere, fandt jeg ud af, at jeg slet ikke havde ondt, når jeg var totalt opslugt af det, der udspillede sig under vandet i realtid samt sad og stirrede på skærmen med stangen klar i den anden hånd. Tiden forsvandt slet og ret mellem fingrene på mig foran skærmen, uden at jeg mærkede noget til hverken hovedpine eller fantomsmerter i kroppen.
Når man hører dette, forstår man bedre drivkraften bag de benhårde fiskesatsninger døgnet og året rundt. Kombinationen af skærm og naturoplevelser er simpelthen det perfekte drug – sundt, smertestillende og altopslugende på en gang. Hvis man kan snakke om mentaleskapisme, der er godt for både krop og sjæl, så er der da ingen tvivl om, at lidt ekstra skærmtid ikke nødvendigvis er noget man skal undgå! I hvert fald ikke hvis det foregår med fiskestangen i hånden!
– I min nye båd har jeg 2 Garmin GPSMAP 8410xsv skærme og 1 GPSMAP 8416xsv siddende, forklarer han. – Dem bruger jeg som kortplottere med dybdekurver osv og tilkobler mine transducere. Hertil kommer en Garmin Panoptix PS30 Down samt en Garmin GT56UHD-TM som jeg bruger Sidevü funktionen på. Derudover har jeg selvfølgelig min Garmin livescope, bestående af GLS 10 ekkolodsboks og LVS32 transducer. Dette grej har givet mig muligheden for at tage mit fiskeri til en nyt niveau.
Rasmus med sin første sandart over ti kilo på 10,1. I dag har han hele tre fisk over 10 kilo!
Sensationelle sandartfangster
Sandartfiskeriet, som idag fisker for Team Westin, har i 2020 og 2021 taget fart for Rasmus, og de mange timer på vandet har givet pote samt leveret mange store fisk på blot halvandet år. I alt har han i denne periode landet 24 sandart over 7 kg i Danmark hvoraf 17 var over 8 kg, 5 over 9 kg og 1 fisk over 10 kg. Sidstnævnte er blot en af tre 10 kilo+ sandart han har fået det seneste år. At fange en stor sandart i Sverige er en ting, man at gøre det i Danmark med så mange færre fiskevande og færre store fisk er helt specielt. – Selvom min PR er på 11,92 kilo betyder min danske PR-sandart på 10,5 kilo lige så meget, hvis ikke mere – på min konto. På trods af, at fiskeriet foregår målrettet efter store sandart, så er der trods alt også kommet 12 gedder over 10kg i båden í 2020-2021 med fire fisk over 13 og en enkelt på 15,7 kilo, slutter han.
Sabbatår med fiskegrejet
Rasmus er klar i spyttet, da jeg spørger ind til, hvad hans fremtidsplaner er: I det næste lange stykke tid skal jeg sådan set ikke så meget andet end bare at fiske berserk efter den helt store sandart. Først i Danmark og dernæst i Sverige og Finland. I 2022 er det min plan at stikke snuden sydpå med min nye båd og fiske igennem efter de kæmpestore sandart i Tyskland og Holland, slutter han.
Det bliver helt sikkert ikke det sidste, vi kommer til at høre til Rasmus – og her på fiskogfri.dk vil vi løbende følge op med opdateringer fra hans kommende fiskeeventyr ved de europæiske sandartvande.
Selvom Rasmus´s primære fokus ligger på de store sandart, har han også fanget mange store gedder.
mar 8, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Fluefiske verdenen mistede en af sine helt store profiler den 30. december 2018, da takkede den 82 årige Charlie Hezekiah Smith af for denne gang. Charlie som var født og opvokset på Bahamas, var en legendarisk fiskeguide, innovator, entertainer, og betegnede sig selv som den uofficielle stamfar til bonefiskeri på Bahamas. Og så er han selvfølgelig evigt forbundet med den ikoniske bonefish flue Crazy Charlie.
AF SØREN BLOK HONORE
CHARLIE BLEV FØDT den 13. marts 1936 på Grand Cayo en lille ø på Bahamas. Og sådan et sted, helt omkranset af krystalklart vand, er det naturligt at han allerede som 7 årig, kastede sig ud i lystfiskeriet mange glæder sammen med sin far. Som 13 årig kom han til Gran Bahamas Island, hvor han arbejdede på en amerikansk militær base, og i de næste fem år, skiftede han mellem flere jobs, indtil han som 18 årig blev chef på den lokale bar Lighthouse Club på øen Andros. Når han ikke underholdt med calypso musik i baren på sin banjo, brugte han al sin fritid på sin helt store hobby, nemlig fluefiskeri efter bonefish. Det var også i denne periode han fangede en bonefish på 18 eller 19 pound, alt efter hvem der fortæller historien. Det havde helt sikkert været en verdensrekord, men tiden var anderledes dengang, måske på grund af Charlies hudfarve, landede fisken på familiens middagsbord.
Charlie bliver en berømt fluefisker
Historien spredte sig dog lynhurtigt, og lagde yderlige et par alen til Charlies voksende berømmelse. Kendte personer, politikere og ledende industrifolk insisterede på Charlies guidning, når de besøgte den lokale klub på Bahamas for at fiske efter bonefish. Den store interesse gjorde at Charlie i 1968 kunne åbne sin egen fiskelodge på Bahamas største ø Andros. Charlies Haven hed lodgen, som som var den første lodge ejet af en indfødt bahamianer. Desværre brændte den i 1983, men kun få år efter overtog Charlie en anden lodge Bang Bang Club.
Bonefishfluen Crazy Charlie
Mange besøgende på Charlies lodge
Under Charlies ledelse blev stedet tilholdssted for for flere og flere kendte personer, der udover at fiske bonefish, også gik på andejagt. Gangsteren Al Capone var i en periode ”udstationeret” her, men også så prominente lystfiskere som George H.W.Bush, Benny Goodman, Jack Hemmingway, Dag Hammarskjôld, samt en lang liste af tidens mest anerkendte fluefiskere blev gennem årene guidet af Charlie.
Alderen kan ingen dog løbe fra, og den havde stille og roligt indhentet Charlie, og hans tid som guide var overstået. Så for en del år siden, overtog tre af Charlies mange sønner lodgen Bang Bang. Charlie kunne så nyde sit otium, mens han hengav sig til sin drøm om at skabe en skole, hvor unge bahamians kunne lære om øernes naturlige ressourcer. Her kunne de også arbejde som guider og opsynsmænd med økoturisme – samt ikke mindst, lære at fiske med flue og andre former for fiskeri.
Charlie var dog aktiv til det sidste, og sin interesse for kvinder mistede han aldrig. Han havde gennem årene, ind imellem fiskeriet fået 15 sønner og 9 døtre, og da han stillede sine vadestøvler for evigt, havde han 66 børnebørn og 15 oldebørn. Det er hvad der sker, når man kun har fisk, musik og mad i hovedet var hans kommentar. Man må sige, at Charlie har sat sig nogle dybe spor – og ikke kun ud i kunsten at fange bonefish på flue.
Historien om fluen Crazy Charlie
Crazy Charlie er en flue til fiskeri i saltvand efter bonefish og permit. Men der er stærkt delte meninger om, hvornår den blev taget i brug første gang. Charlie Smith havde allerede i 1960 været guide for Canadas Premiere minister Pierre Trudeau, og aftenen før turen genkaldte han et minde fra sin barndom, hvor hans far havde sat en andefjer på en krog, og fanget bonefish på den. Så aftenen inden ministeren skulle på fisketur, bandt Charlie en del fluer med kyllingefjer på krogen, og døbte den Charlie. 17 år efter i 1977 besøgte Bob Nauheim, der var indehaver af et rejsebureau for sportsfiskere, Charlie Smith på en af sine mange ture til Bahamas. Sammen finpudsede de den lille flue med kuglekæde øjne, som de døbte “Nasty Charlie”.
Tilbage i San Francisco tog Nauheim den lille “Nasty Charlie” med til ejeren af Orvis, Leigh Perkins, som populariserede den og satte den i produktion, samt lagde den i firmaets katalog. Perkins kunne dog ikke lide navnet “Nasty Charlie” og med Charlie Smiths tilladelse, døbte han fluen Crazy Charlie. Crazy Charlie er i dag nok den mest populære flue til fiskeri efter bonefish, permit og andre fisk på the flats.
Variant over Crazy Charlie fluen
jan 16, 2021 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Portrætter, Sponsoreret
Mads Nørgaard Christensen med en fin stalling taget under sit ophold på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen på 20 år er flyttet til Sverige og ForshagaAkademin for at realisere sin drøm – at kunne leve af sin hobby. Her lægger han nu grundlaget for at kunne udleve denne drøm i fremtiden. Planen er at komme til at arbejde som guide inden for fiskeri og jagt – med hele verden som arbejdsplads.
AF JACOB JÄRPEGÅRD
– DET ER VIRKELIG EN SPÆNDENDE CHANCE for mig at fordybe mig i noget, jeg virkelig elsker og brænder for, siger Mads Nørgaard Kristensen om sit nye studie på ForshagaAkademin.
Mads Nørgaard Kristensen har allerede haft mulighed for at prøve livet som guide – både inden for jagt og fiskeri. Mads har en stor interesse for mad, og frem for alt at lave maden selv. At kunne bruge hvad du fanger, finder eller selv skyder. Alt dette er komponenter, der findes i de forskellige uddannelsesområder på ForshagaAkademin. Både på ForshagaAkademin, hvor Mads lige har afsluttet sit første semester, men også på gymnasieniveau. Der er programmer inden for både fiskeri, jagt, eventyr og naturvejledning. Fra efteråret 2021 vil der også være et særligt program, hvor madlavning bogstaveligt talt vil være på tidsplanen – Naturguide og Vildmarkskok.
– Vi tænkte simpelthen på, hvad vi allerede var gode til, hvad der er efterspurgt, og hvordan vi kan videreudvikle vores uddannelser. Det blev klart, at madlavning i naturen ville være det næste skridt for os at tage. I adventureturisme tilbereder vi allerede en masse mad udendørs, og når det kommer til jagt og fiskeri, så er de naturlige “råmaterialer” naturligvis allerede til stede. Vi tror derfor meget på denne uddannelse, siger Fredrik Ernfridsson, rektor for ForshagaAkademin.
ForshagaAkademin – en uddannelse med mange spændende facetter
Da Mads Nørgaard Kristensen hørte om den nye uddannelse, blev han nysgerrig. – Det føles som en spændende uddannelse, og jeg håber, det bliver en succes, samt at der er bliver muligheder for et sjovt samarbejde inden for skolen, siger han. – Personligt kan jeg godt lide at lave mad udendørs, og forhåbentlig lærer vi mere om det i skolen. Når du arbejder som guide, synes jeg det er uvurderligt også at kunne tilbyde kunderne en madoplevelse. Det handler om at “gå den ekstra mil” for ens kunder. Der er mange guider rundt om i verden, men hvis der er én ting, som er til fælles, når man hører kunderne snakke, så det hvordan mad og service var, når de har været med en guide ude. Især når man er i vildmarken, bjergene eller ved vandet, hvor der ikke er restauranter, er det et kæmpe plus, hvis guiden kan levere nogle gode måltider.
Mads med sin nye PR sandart taget under opholdet på ForshagaAkademin.
Catch and release fiskeri rykker
Som lystfisker er det ellers frem for alt “Catch and Release”, der gælder for Mads, når det kommer til fiskeri. Men der er også vigtigt for ham, at man kan tilberede de fisk, man fanger, og udnytte de ressourcer man har.
– Det er især ørred og saltvandsfisk, men også sandart, som jeg har fanget for første gang i Forshaga, at jeg har eksperimenteret med at tilberede lækkert. Så længe det er bæredygtigt og man ved, at bestanden kan holde til det, syntes jeg det er fantastisk at kunne tilberede det, som man har fanget. Når det kommer til jagt, tilbereder jeg alt, hvad vi skyder, og jeg tilstræber ikke at købe noget kød i butikkerne. Jeg ønsker at være i stand til at klare mig med det, som naturen tilbyder, understreger han.
Forshaga – en drøm af en uddannelse
Som sagt er Mads Nørgaard Kristensen lige færdig med sit første semester i Jagt- og fiskeguideuddannelsen, der som sagt er en erhvervsuddannelse på ForshagaAkademin. For Mads har det længe været en drøm at flytte til Forshaga, for det har været en perfekt mulighed for at videreuddanne sig, og gøre hans store hobbyer til en karriere. Han kendte allerede skolen for 10 år siden takket være andre danskere, der studerede i Forshaga.
– Da jeg hørte om det, og oplevede hvordan dem jeg mødte virkelig anbefalede skolen, blev det et mål for mig at flytte til Sverige og Forshaga, så snart jeg var færdig med gymnasiet. Og nu lever jeg den drøm!
Efter et semester i skolen har han ikke fortrudt beslutningen et sekund.
– At kunne komme på en skole og virkelig fordybe sig i noget, jeg elsker at gøre, det har været fedt. Lærerne er virkelig fantastiske, og det er første gang, at jeg er sammen med lærere, der virkelig brænder for, hvad de underviser i. Skolen bliver mere levende, og den føles mere oprigtigt i forhold til en “almindelig” skole, hvor man kun lærer fra bøger. Det, at alle lærerne brænder for deres hobby, og har så meget livserfaring, gør, at man hver dag står op og glæder sig til at lære nyt.
Et ophold på ForshagaAkademin byder på mange spændende fiskeoplevelser – her en fin laks.
Opvokset med jagt og fiskeri
Mads Nørgaard Kristensen voksede op på en lille gård i Danmark, hvor fiskeri og jagt var en stor del af hans opdragelse. Og det er ikke så underligt taget i betragtning af, at hans mor har været jagttegnslærer det meste af hans opvækst. Gennem årene voksede ideen om at gøre interesse til et fremtidigt erhverv, og planen for fremtiden er nu allerede skitseret.
– Målet er at arbejde som guide på sæsonbasis over hele verden. Naturligvis her i Norden, men også i New Zealand, Canada og Alaska. Jeg har faktisk allerede fået et par kontakter, så målet er at arbejde som guide, både når det gælder fiskeri og jagt, hvor jeg end ender efter min tid på Forshaga.
– Et langsigtet mål er at arbejde som miljøtekniker i ferskvand derhjemme i Danmark. Men først vil jeg tage chancen med at rejse rundt og arbejde rundt om i verden.
At rejse og arbejde i udlandet er noget, som Mads også allerede har haft mulighed for at prøve tidligere. I seks måneder rejste han nemlig rundt i New Zealand og fik muligheden for at arbejde på diverse gårde, men også som guide inden for både jagt og fiskeri.
Forshaga – en meget praktisk uddannelse
Uddannelsen på Forshaga er meget praktisk orienteret, hvilket er noget, der passer Mads meget godt. Da Mads var 17 år gammel, var han involveret i en alvorlig trafikulykke, som blandt andet resulterede i en alvorlig hjernerystelse og en mikroblødning i hjernen, der gør det at skulle læse og skrive både svært og uoverskueligt.
– Ulykken gør det vanskeligt for mig at studere og sidde foran en computer, så det praktiske passer mig meget godt nu, siger han. – Jeg havde også overvejet at læse til ferskvandsbiolog, men jeg vil ikke være i stand til at gennemføre de krævede studier. Så her passer denne uddannelse på ForshagaAkademin mig bedre. Senere i fremtiden kan jeg forhåbentlig komme til at arbejde mere praktisk med miljøarbejde – eksempelvis som miljøtekniker. Ikke desto mindre har de teoretiske elementer i uddannelsen i Forshaga allerede været yderst nyttige for Mads Nørgaard Kristensen.
Mads med en fin gedde taget fra et af de vande, der ligger lige i nærheden af ForshagaAkademin.
Ørredfiskeri med fluestangen er bare for fedt
– Jeg elsker at fiske efter ørred med tørflue og imitations fiskeri, griner han. – I vores biologitimer har vi fokuseret meget på nymfer og deres forskellige faser, hvilket har været meget interessant og nyttigt, når det kommer til fiskeri. Derudover har jeg haft god mulighed for at udvikle mig inden for flere forskellige sportsfiskemetoder. Det har været fantastisk at fiske sammen med de andre studerende og vores lærere.
Vi lærer meget mere, når vi er ude og kan hjælpe hinanden. Jeg er mere eller mindre selvlært, når det kommer til fiskeri, men nu har jeg chancen for at lære af fagfolk, så jeg kan forbedre de kompetencer, som jeg allerede har. Jeg kan allerede efter første semester mærke en forskel, og når jeg står ved vandet, er jeg mere opmærksom på de små detaljer, som jeg før i tiden overså.
Mads Nørgaard Kristensen håber, at mange flere danske unge vil tage chancen og flytte til Sverige for at studere på ForshagaAkademin – eksempelvis på gymnasieniveau. – Jeg havde allerede tidligt hørt om YH-uddannelsen, men jeg vidste faktisk ikke, at gymnasiet også var en mulighed. Men mine forældre havde måske ikke ønsket, at jeg flyttede hjemmefra for længe… Men nu hvor vi ved hvad det drejer sig om, ville jeg nok have taget den chance allerede for fire år siden. Nu hvor jeg har været der, og har set, hvordan gymnasieeleverne har det, bliver jeg faktisk lidt jaloux, og jeg vil virkelig anbefale unge mennesker fra Danmark at ansøge om optagelse på ForshagaAkademin, hvis man er interesseret i fiskeri, jagt, udendørs madlavning og eventyr. Især hvis man som mig har svært ved at studere på den sædvanlige måde, og kan lide det mere praktiske, hvor man kommer udenfor og lære det hele ”hands on” – så er det bare helt fantastisk, slutter han.
Du kan læse meget mere om alle de spændende ungdomsuddanelser på ForshagaAkademin her.
Mads drømmer også om at komme til at guide indenfor jagt – og også her er der mulighed for at lære en masse på ForshagaAkademin. Her ser du Mads på hans sidste tur til New Zealand på jagt efter thar.
jan 6, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Portrætter
Jack Schultz huserer primært i de lavvandede fynske bugter og vige.
Den fynske accent klinger stærkt og begejstret ud i stuerne fra web-tv og sociale medier. Den glade fynbo, med hang til havørredfiskeri og hvide strippere, er blevet allemandseje. Fisk & Fri mødte ham på kysten til en snak om fiskeri, strippere og ydmyghed over for vores fælles hobby: Fiskeriet.
Af TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ
EN EFTERÅRSDAG i 1991 går en knægt langs Odense Å med sin fiskestang. Jack Schultz er 13 år gammel, og han går ved åen næsten hver dag. Han higer – som enhver ørredfisker – efter hugget og fighten. Men ligegyldigt, hvor mange gange han kaster, kan han ikke få de satans ørreder til at tage spinneren. Det irriterer ham, for han ved, at der er fisk. Han møder nemlig tit en voksen mand ved åen, og han kan fange fisk. Jack har set ham hive adskillige smukke ørreder op. De har hilst flygtigt på hinanden.
En dag tager Jack sig sammen. Han går hen til den voksne mand og spørger, hvad han gør forkert. Samtalen kommer langsomt i gang. Kent Andersen, som manden hedder, er ikke meget talende, men han kan godt lide drengen, der ydmygt og interesseret spørger ham til råds.
– Det står gerne en fisk lige neden for det drænrør, peger manden. – Prøv at lægge spinneren en meters penge bag ved og lad den synke et par sekunder, før du spinner ind.
Et par minutter senere skriger drengen af begejstring og triumf. En fin ørred ligger på åbredden med hans spinner i munden. Jack er i decideret ekstase. Manden smiler, og fortæller lidt om strømhuller og ørredadfærd. Men han roser ikke drengen. Kent Andersen smider ikke om sig med ros. Til gengæld deler han gladelig ud af sin enorme viden om ørredfiskeri.
Den dag ved Odense Å bliver et venskab født. Og nu 27 år senere er det så stærkt som nogensinde. Jack Schultz er nu en af Fyns mest efterspurgte fiskeguides og ørredeksperter, og optræder i Gone Fishing Fyns webbaserede tv-kanal om lystfiskeri.
Verdens bedste blink, hvis du spøger Jack Schultz. forstås. Den Hviie Stripper har reddi mange fynske ø’rter på samvittigheden
På Jack Schultz´s havørredhjemmebane
En dag i oktober møder Fisk & Fri ham på hjemmebanen – et sted på Langelands vestkyst. Jack peger på forskellige hotspots på kyststrækningen og fortæller, hvor fiskene i reglen står. Forenden af hans line sidder en hvid Dorado-Stripper i 12 gram. Designet og fabrikeret af hans gamle lærermester.
– Den hvii’e Stripper er bare en sindssygt stærk agn, hævder Jack og kaster det bukkede pladeblink ud langs et lille rev. En havørred lige omkring målet, synes at være enig.
– Der er fisk, råber han og lander den lille sølvblanke i hæsblæsende tempo. Fisken når dårligt at opfatte, at den er fanget, før den er tilbage i vandet.
– Fedt maaan, så vee’ vi, her er fisk, halvråber Jack på syngende fynsk.FISK & FRIS UDSENDTE lander også en lille fisk på den hvide Dorado-Stripper. Det blink går altså decideret psykopatisk i vandet. Halen roterer som et spinnerblad, og formen får hovedet til at gå fra side til side. Man kan tydeligt mærke det i stangspidsen. Det er god lystfiskerlatin, at en agn enten skal imitere eller provokere. Den her gør udpræget det sidste. Og det virker! At Stripperen så flyver marginalt bedre end en død høne, må man lære at leve med.
Mange havørreder fanges tæt på land
– Men hva’ gør det, når 90 % af alle fisk fisk fanges inden for 10- 12 meter fra stangspidsen, spørger Jack retorisk og forklarer videre: – Der er i mine øjne ingen grund til at camouflere sin agn for fisken. En tobis ser jo ud som den gør, for at den skal kunne gemme sig for havørreden. Det har jeg altså svært ved at se fordelen i …
Måske er det derfor, at indholdet af Jacks grejæske er til at overskue. Hvid Stripper i 12g., Hvid Dorado-Stripper i 12g., Hvid Dorado i 7 og 12 g. Og et lille udvalg af hvide Hotshot-gennemløbere i 15 g. Alt er designet og fabrikeret af hans gamle læremester Kent Andersen.
Det er ikke fordi Jack aldrig fisker med andet. I sommermånederne tyer han til kendte woblere og i den dybe, kolde vinter finder han gerne fluestangen eller, til nød, et bombarda-rig frem af gemmerne. Men 70 procent af tiden, er det den ene eller den anden variant af den hvide stripper, der hænger forenden af forfanget. – Jeg forstår ikke helt den hype, der er om alle mulige fancy gennemløbere.
Alle fiskere kender glæden ved at fange en god fisk. Få er dog så entusiastiske som Jack Schultz.
Pladeblink til havørred – det er bare noget der duer
De gode gamle pladeblink fungerer altså virkelig godt, og man slipper for at stå at binde alt muligt og at rende rundt med forskellige æsker og besynderlige anordninger til sin agn, siger Jack og tilføjer: – Det ville jeg slet ikke kunne overskue. Jeg har totalt OCD, så det skal bare være enkelt og i orden, griner han og ryster lidt på hovedet. Både af sig selv og af det, han opfatter som en unødvendig dyr og besværlig grej-mode.
– De gammeldags agn er altså virkelig gode. Og jeg vil vove at påstå, at de kroger nøjagtig lige så godt som gennemløbere. Det kunne såmænd også være en en Toby eller en Mörasilda, jeg gik med til dagligt. Nu går jeg bare med Kents agn, fordi jeg har rigtigt go’e erfaringer med dem. Men de andre jeg nævner er jo blevet klassikere, fordi de har fanget vanvittigt mange fisk. Det kan de altså stadigvæk.
Jacks favoritgrej til havørred
Tager man et kig på Jack’s setup, er man ikke i tvivl om, at kastelængde næppe har førsteprioritet. Stangen er en gammel 9” Lesath SLE 5-20. Hjulet er det letteste størrelse 2500 på markedet. Det er et sæt, der helt igennem er specialiseret til kastepræcision – ikke længde.
Jack fisker ned langs kysten med mig i hælene. Han afkroger den ene fisk i grønlænderstørrelse efter den anden, mens jeg begynder at føle mig som den 13-årige knægt ved å’en, der ser mesteren arbejde. Vi kommer til et område, hvor et strømskel danner en tydelig rende over et mørkt område lidt længere ude. Jack skifter til en anden af Kent Andersens opfindelser; en Hotshot gennemløber i … Surprise! Hvid!
Denne agn – der er designet til at være en slags gennemløbs-stripper – har langt bedre kasteegenskaber. Hotshotten lander små 40 meter ude. En gedigen rygfinne viser sig i overfladen ca. 10 meter til højre for blinket, og beskriver i rasende tempo en halvcirkel i vandet, med kurs stik mod agnen. Jack laver et kort spinstop … HUG!
– JAAAAAAHHH … Så’ der kraft’eme fisk maaan! Den er nok tre kilo … Har du et net?
Det har jeg. Og mens Jack fortsat råber glædesbrøl blandet med instruktioner til mig, i et mix af begejstring og frygt for at miste fisken, får jeg smidt min stang på land, og kommer til hjælp. Jack fighter fisken benhårdt. Jeg når kun lige de tre meter ud i vandet med nettet, inden den glider sikkert over netkanten i første forsøg.
En dårlig dag på vandet er bedre end en god dag på arbejdet, mener Jack Schultz.
Havørredkrammer
For helvede – der var den! Vi krammer og råber i kor, mens vi har øjnene naglet fast på fisken i nettet. Det er en absolut skønhed! Helt tre kilo når den ikke, men den fightede som en kamphund. Desuden er den tromletyk, og i sit allersmukkeste efterårsskrud. – Hold kæft, hvor er jeg gla’ ve’ den fisk, siger Jack lidt overflødigt, eftersom vi lige har danset jubeldans i adskillige minutter.
Vi finder nu thermokande og kopper frem og tager en fiskesnak over kaffen. Det viser sig, at lige som venskabet med Kent Andersen, er respekten for den gamle læremester fuldstændig intakt: – Han er den dygtigste fisker på Fyn. Og så har han lavet de bedste blink til havørred i verden, siger Jack i et tonefald, der ikke lægger op til diskussion.
Respekten for Kent Andersen er i øvrigt ikke det eneste, 40-årige Jack har bevaret af den 13-årige knægt ved Odense Å. Den umiddelbare glæde ved at fange en fisk er der tydeligvis endnu. Det samme er den afgrundsdybe ydmyghed over for fiskeriet og viljen til hele tiden at lære mere. Begge dele gennemsyrer alt, hvad han siger og gør.
Havørred er ingen selvfølge
– Det er ingen selvfølge, at man fanger fisk, understreger han. – Hvis man begynder at tage det for givet, at man har godt fiskeri, så ryger respekten for fisken og naturen, og så ryger glæden ved fiskeriet samme vej. Så kommer man til at gå på kysten og ærgre sig, når det ikke lige spiller, og det skal man ikke! Man skal være taknemmelig for hver eneste fisk, og man skal bruge sine 0-ture og dårlige dage til at lære af, siger Jack og tænker sig lidt om, inden han fortsætter: – Når jeg har en 0-tur, bruger jeg altid en del tid på at tænke over, hvorfor fiskene ikke lige var der i dag, eller om jeg har truffet nogle forkerte valg i forhold til mit fiskeri. Og i reglen kommer jeg frem til et svar, jeg i hvert fald selv tror på… Spekulationerne må være frugtbare, for hvad enten Jack Schultz vil være ved det eller ej, har han efterhånden indtaget en sikker plads blandt landets mest succesfulde ørredfiskere. Noget Jack både har lidt svært ved at forstå og at vænne sig til.
Grej-og-tøj sponsorerne står parat med dyrt udstyr, folk ringer og vil betale for guidning, og så er der opmærksomheden fra andre fiskere … – Der er pludselig rigtig mange, der vil mig noget, og det synes jeg jo sådan set er dejligt og ikke mindst smigrende. Men jeg har også lidt svært ved at forholde mig til det, for jeg går jo bare og fisker, som jeg altid har gjort, siger Jack og ligner pludselig én, der er 13 år igen.
Artiklen blev første gang publiceret december 2018.
