jan 29, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, TORSK, Torskefiskeri
Vintermånederne var højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og stemningen ombord på kutterne var som regel helt i top, selvom temperaturen ikke lige var det.
Engang var der masser af store torsk i Øresund, men den tid er desværre forbi. For at mindes de gode gamle dage i håbet om, at det en dag bliver bedre igen – får du her en historie fra 2010, hvor der stadig var semi-glade dage på Øresund med et OK fiskeri. Det fører helt naturligt til en snak om begrebet ”The shifting baseline syndrome”, som du kommer til at høre mere om på fiskogfri.dk senere i dag.
AF PER EKSTRØM, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG PER EKSTRØM
HVORFOR gør vi det? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Vi vælter ud af sengen, før selv hønsene overhovedet har tænkt på at hoppe ned fra pinden, for derefter – meget ofte i snevejr – at begive sig ud på glatte veje, for til sidst at stå ubeskyttet for vind og vejr på dækket af en båd. Alene draget af et forfængeligt håb om at fange en torsk af en størrelse, som de fleste end ikke ville sætte tænderne i. Tja! Man skal være fiskegal og opleve det, før man helt forstår sammenhængen. Alene stemningen, når man hopper ombord sammen med venner, kammerater eller andre ligesindede, er helt unik. Det sammenhold, som findes, er ofte iblandet en meget uformel omgangstone, der til tider kan grænse til åbenlys, men kærlig mobning. Når denne stemning iblandes en duft af frisklavet kaffe fra kabyssen under dæk, bevæger man sig ind i en anden verden. Det er ingredienserne til første akt for en god dag. Man er nu trådt ind i en anden verden, og det stress og jag man ellers bærer rundt på, er for en tid lagt oppe på kajen. Og tro mig. Ingen dage er ens på Øresund – og de gode dage gemmer du på resten af livet. Intet kan som bekendt hamle op med gode oplevelser.
Det var i vinterperioden, at der tidligere blev fanget mange af de store rogntunge torsk ved bulefiskeriet, men mange foretrækker nu også at drivfiske efter mindre fisk.
Et sandt torskeparadis på Øresund
Øresund er (var…) berømt for sin torskebestand. Næppe noget andet sted i verden ligger så fine muligheder for at fange torsk blot 5 til 10 minutter fra havnen. Det er et forhold der skyldes, at det er forbudt at trawlfiske i Øresund. Bestanden udsættes derfor ikke for et større kommercielt fiskepres, som det er tilfældet med andre fiskebestande rundt om i verden. Vi behøver blot at rette blikket nordover i Kattegat, og se hvorledes bestanden af torsk er reduceret gennem de seneste 30 år. Øresund er dog heller ikke gået helt ram forbi. De helt store basser – dem over 20 kilo – findes heller ikke i de mængder som tidligere, men der er stadig mange torsk, så alt i alt ser det ikke så slet ud.
Torskefiskeriets udvikling i Øresund
Selve fiskeriet har også været gennem en kæmpe udvikling. Hvor man i turbådsfiskeriets barndom havde et meget opdelt fiskeri, hvor fiskerne var fordelt i henholdsvis pirke- og kasteside, er fiskeriet nu om stunder i meget højere grad lagt an på vertikalt pirkefiskeri, hvor der satses på de helt store – det såkaldte bulefiskeri. Det er en metode, hvor skipperen lægger sig oven på den bule af torsk, han kan se på ekkoloddet, og hvor fiskeriet forgår intenst samt hektisk i de par minutter, det tager at drive over bulen.
Fiskeriet har mange tilhængere og ligeså mange modstandere – primært fordi der sker mange fejlkrogninger af torskene. Danmarks Sportsfiskerforbund har gennem de to seneste vintre gennemført testfiskeri for at undersøge, hvorledes det kan undgås, og i den kommende vinter gennemføres atter et fiskeri, hvor man vil fortsætte undersøgelserne. Alt andet lige er en torsk, der har bidt på pirken meget sjovere at fange end en, der er fejlkroget. Nu er det ikke sådan, at fiskeriet ikke kan dyrkes på andre måder end ved bulefiskeri. I de seneste år er det også blevet populært bare at drive for vind og strøm, og så fiske imens. Det kan godt være, at man driver hen over nogle steder, hvor der er fisketomt, men fiskeriet foregår mere afslappet, og slet ikke så hektisk som udøvelsen af et koncentreret bulefiskeri.
1) Skipperen flytter de store kuttere koncentreret og præcist når båden skal placeres helt rigtigt.. 2) Her er det Bjarne Staal på en af »Fredagsklubbens« årlige ugeture på Øresund. Fisken vejede imponerende 18,6 kilo.
Man kan også fange store torsk ved drivfiskeri, men det er helt og holdent et spørgsmål om temperament for den enkelte fisker. Et forhold, man skal gøre sig klart, inden man tager ud, er derfor – Vil jeg drivfiske eller bulefiske. I de senere år er flere turbåde begyndt at drivfiske i langt højere grad end tidligere, men ønsker kunderne, at bulefiske, så gør man normalt det. Til gengæld er der både, som kun bulefisker og som primært går efter torsk over 10 kilo – de såkaldte målere. Ønsker man det, er det sådan en båd, man skal vælge. En god regel er dog at spørge, inden du booker, så du kommer med den rigtige båd. De forskellige fiskeklubber, der afholder ture, har som regel på forhånd aftalt med skipperen, hvilken form for fiskeri, der skal dyrkes.
Torskefiskeriet på Øresund under skiftende forhold
Forholdene på Øresund kan være meget forskellige alt efter, hvor man fisker. Og det på trods af Øresunds ringe størrelse. Betragter man det hele lidt fra oven, er der tale om en stor tragt, hvor den sydlige del er meget bred – cirka 20 kilometer, og hvor den nordlige er meget smal – cirka fire kilometer. Øresund fungerer også som en tragt, da vandet fra Østersøen, og de floder som den afvander, ledes ud i verdenshavene via danske sund og bælter. Det betyder, at strømmen i Øresund som regel er nordgående, og Helsingør er det sted, hvor strømmen er stærkest. Vind og strøm betyder derfor ofte, at det kan være vanskeligt at nå bunden, hvor torskene primært står. Årsagen er, at båden driver med stor hastighed.
Det kræver som regel en dreven fisker. Naturligvis er der også dage, hvor strømmen oppe ved Helsingør ikke er særlig hård, men man bør altid være forberedt på, at strømmen snildt kan løbe med 3 til 4 knob og gøre fiskeriet meget vanskeligt. Længere syd på i Øresund er det knap så slemt, og ved Hven er der så bredt, at der oftest er fine forhold.
Selv det tunge grej kommer godt under pres, når de store torsk skal hives op.
Bulefiskeriet dyrkes hovedsageligt kun i områderne omkring Hven samt fra Helsingør og nordpå, hvor der fiskes på dybder på 30 til 40 meter. Her er chancerne for at fange de helt store størst. I den sydligere del af Øresund er dybden lavere og strømmen som regel svagere. Derfor er det nemmere at nå bunden, hvor torsken opholder sig. Til gengæld er størrelsen på torsken ikke voldsom. Er man ikke rekordjæger, og primært fisker til gryden, har det næppe den store betydning. Som en gammel øresundsfisker engang sagde – De bedste torsk er dem på 6-8 kilo. De store skal vi jo kun bruge til at prale med. Mere præcist kan det vist næppe udtrykkes.
Skal man bare ud og fange en torsk, prøve fiskeriet af – eller måske have ungerne med, hvor det er et naturligt krav, at der skal fiskes hele tiden, bør man vælge en båd, som kun dyrker drivfiskeri. Der kommer som regel en fisk nu og da, og det er altid noget, som skærper interessen for både børn og utålmodige sjæle.
Se vores video om Øresundstorskenes historie her.
Tjek historien om den legendariske Fredagsklub her.
Stortorsk på Øresund – hvor mange blev der egentlig fanget?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
jan 26, 2026 | Artikler, Nyheder, Powerbaitfiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Ørreder er vilde med powerbait. De er endnu vildere med powerbait i bevægelse. Desværre er powerbait jo ikke den mest bevægelige agn, men det er der råd for. Find fluebindergrejet frem, modificer dine kroge med en marabou hale og fang fisk – mange fisk.
AF KARSTEN BECH
POWERBAIT fisket efter et bombardaflåd er en sikker metode i de fleste P&T-søer. Mange inklusiv mig selv ynder at forme powerbaiten, så den får en aflang form, og så klemme den lidt skæv, så den får en mere levende gang i vandet. Det eneste problem der har været ved det, er at det er svært at styre gangen på powerbaiten, og ofte har den roteret kraftigt, hvilket har resulteret i en god gang linekludder. Løsningen hedder en hale. En hale der er lavet af et levende materiale, som giver liv til agnen – og så kan powerbaiten nøjes med at gøre det den er bedst til, nemlig udseende en lokkende duft.
Powerbait med en lokkende marabouhale
Halen laver jeg af marabou eller af tynde gummiben, men det er stort set kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan bruge, bare det har en levende gang i vandet. Jeg binder det ind bagerst på krogen. Foran halen monteres powerbaiten så. Den rulles til en cylinder, så man undgår, at det får krogen til at rotere i vandet.
Jeg bruger tre forskellige former for kroge til mit fiskeri. De små almindelige kroge giver en lille kompakt krop af powerbait, og er gode på de dage, hvor fisken ikke rigtig er i hugget. Den lange trekrog, som kommer fra fluebinderens verden, er god til at lave lange kroppe. Prøv især en med sort marabou hale og sort powerbait. Det minder virkelig om en igle eller haletudse og ørrederne elsker den.
De tre typer kroge jeg bruger. Bemærk især enkeltkrogen med blyhoved og gummiben som hale. Fisket på en lille let 6 fods spinnesatng og tynd fletline, er det en ren dræber.
Powerbait på belastet enkeltkrog med marabou hale
Den sidste metode jeg bruger, er med enkeltkrog. Ved krogens øje klemmer jeg et splithagl fast (med en dråbe sekundlim sidder det urokkelig fast), og binder derefter halen ind. Jeg fisker enkeltkrogen på en lille let 6 fods spinnestang uden nogen form for belastning. Med powerbait på krogen, kaster det fint. Splithaglet får powerbaiten til at synke langsomt, og jeg spinner den så ind med små ryk. Det er super effektivt og super sjovt at fighte iltre ørreder på det lette grej.
Læs meget mere om put and take fiskeri i artikelarkivet her.
jan 25, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Arnout med en massiv spanish mackerel fra Papua.
Fisk & Fris trofaste skribent gennem mange år – hollandske Arnout Terlouw – er kendt for at udforske de vildeste afkroge af verden i sin jagt på spændende fiskearter. Han er netop kommet hjem fra bluewater revfiskeri efter GT og spanish mackerel.
AF ARNOUT TERLOUW
Papua, den indonesiske del af Ny Guinea, er en vild og unik del af verden. Med snedækkede bjergtoppe på langt over 4000 meter, tæt jungle, adskillige floder samt flodmundinger langs hele kysten plus de smukkeste rev direkte ud til bluewater, byder området på fantastiske muligheder for eventyrlystne lystfiskere.
Min første tur til Vestpapua var i 2011 til Superiori-revet nord for Biak, hvor jeg fiskede efter giant trevally (GT), akrobatiske spanish mackerel og andre revfisk. Denne tur blev organiseret af Olivier Helloco, der har brugt mange år på at udforske hele Papua efter fjerntliggende, vilde, uberørte fiskesteder. Siden den første tur til Biak var jeg straks hooked, og flere ture fulgte i årene efter.
Arnout Terlouw med flot GT fra Papua – øverst ser du ham med en flot spanish mackerel.
Da Olivier fandt en ret afsidesliggende øgruppe med lavvandede rev, blev beslutningen taget om endnu et eventyr Her får du historien om den første del af turen på de kystnære bluewater rev, hvor vi fiskede popper og i den næste artikel, som kommer snart på fiskogfri.dk får du historien om resten af turen, hvor vi fiskede efter den super stærke papua black bass på nogle søer inde i landet. På mine tidligere popperture til området havde vi oplevet noget fantastisk fiskeri med 30 kg+ GT, dogtooth tuna og mange andre fede arter.som fx spanish mackerel. Synet af en stor spanish mackerel, der kaster sig over 7 meter op i luften efter at have ramt ens agn, er noget, som man bare aldrig vil glemme!
Efter to dages rejse og adskillige flyvninger, venter Olivier og hans besætning på os. Vores grej er læsset ind i to pickuptrucks, og snart er vi på vej til vores første indkvartering. Først da vi er der, kan vi komme os for første gang efter den lange rejse. Planen er at tage afsted tidligt næste morgen på den 150 kilometer lange tur til fiskestedet i håb om, at vinden har lagt sig noget. For nu lige nu slår store bølger ind mod stranden….
Næste morgen har vinden ganske vist lagt sig. Mens vi læsser bådene, øser regnen ned, men vi tager alligevel afsted, mens havet stadig er ret fladt. Efter en time klarer det op, og vi kan nyde bådturen. Vi ser flyvefisk, nogle skildpadder og et par delfiner. Efter flere timer kommer de første øer til syne, og en halv time senere sejler vi roligt ind på et lavt, smukt klart rev, hvor vi straks får øje på de første fisk på sandet. En stime af små GT’er og også et par større, slanke fisk med store gaffelformede haler….
Arnout Terlouw
Luftakrobatik med spanish mackerel
Vi beslutter os for at hold pause på et smalt sandrev med nogle træer. Fiskefeberen er stor, og samme eftermiddag begynder vi at fiske. Vejret er dejligt og roligt, og vi får øjeblikkelig hug på vores poppers, men desværre kroger vi ingen af dem. Dette ændrer sig heldigvis sidst på eftermiddagen, da jeg kroger den første GT, som jeg desværre så mister under fighten… På samme strækning ser vi to stimer af større fisk tæt på overfladen. Hovederne er ret stumpe med store, kløvede haler. Det er nogle super flotte milkfish – og de er ikke helt små!Vi fanger et par fisk, idet solen forsvinder bag horisonten, og havet er helt roligt. Det er stilheden før stormen skulle det senere vise sig….
Midt om natten vækkes vi ud af det blå af et voldsomt lyn. Vinden tager pludselig til i kuling, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre teltene i at flyve op i luften. Det bliver ved med at blæse … og den kraftige vind fra nordøst varer i dagevis. Vi ser hverken stimer af byttefisk eller jagende rovfisk. Det er svære forhold, men vi får det bedste ud af det, kaster, troller, fisker fra kysten og jigger – og heldigvis fanger vi nogle rigtig fine fisk, inklusive et par store spanish mackerel, der fighter helt vildt oog leverere nogle imponerende kæmpespring under kampen. Vi mister også to meget store groupers, men humøret er højt i båden på grund af de flotte megamakreller, som vi alligevel har fanget..
Se hvalhajerne her:
Hvalhajer ved bådenHeldigvis lægger vinden sig endelig aftenen før afgang, og vi kan sejle rimelig komfortabelt tilbage den næste morgen. Lige før vi kommer tilbage til vores simple lodge på stranden, er vi heldige nok til at se og svømme med to hvalhajer i en time ved en fiskeplatform drevet af lokale fiskere. En unik og uforglemmelig oplevelse for os alle! På den anden del af turen, som du kan høre mere om snart på fiskogfri.dk er vi taget ind i landet for at fiske papuan black bass på nogle afsidesliggende søer inde i landet. Det er en historie for sig selv og var ret vellykket med adskillige store papuanske aborrer på op til 12 kg.
Hvis du er interesseret i en eventyrlig tur til det afsidesliggende og vilde Papua? Tag et kig på hjemmesiden papuafishingretreat.com
Papua bød ud over fiskeriet både på god mad og vilde oplevelser – som eksempelvis at svømme med denne enorme hvalhaj.
jan 20, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Til sidst lykkedes det at lande et mindre eksemplar af en goliath grouper. Det var en lettelse, men følelsen af at fiskene havde sejret overlegent, var alligevel ikke til at slippe af med.
Nogle lystfiskere er fast besluttet på at presse rammerne inden for fiskeri. Fluefiskeri efter store tun, kajakfiskeri efter marlin og tørfluefiskeri med mikroskopiske fluer er eksempler på disse ekstreme former for fiskeri, som presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med en fiskestang. Men når det kommer til selve fighten – menneske mod fisk, hvad er så den ultimative test?
AF GORDON P. HENRIKSEN
LYSTFISKERI kan dyrkes på mange måder, og det er bladet, du sidder med i hånden et glimrende eksempel på. Men hvor går grænserne? Hvad kan man drive det til? Og hvad er den ultimative metode, når vi taler om at teste sig selv, sin styrke og sine evner op imod en fisk. Jeg følte mig ret sikker på, at jeg havde fundet svaret og metoden, og det måtte bare prøves. Så jeg tog turen til Sanibel Island i Florida for at fiske efter de gigantiske goliath groupere på noget af det kraftigste fiskegrej der nogensinde er skabt. Jeg gik i nærkamp med grouperne otte omgange, og tabte. Syv ud af otte omgange i ringen vandt grouperen, og havde det ikke været for den ene lille sejr jeg fik til sidst, var mit lystfiskerego totalt knækket.
Nærkampe med goliath groupers
Goliath groupers er ikke kendt for hæsblæsende lange udløb eller spektakulære spring. Til gengæld er de rigtig store og rigtig stærke. De kan veje over 300 kilo, og jeg skal love for, at man kan mærke hvert et slag, den tager med sit enorme haleror. Jeg har tidligere fisket efter dem i Florida Keys, men jeg kan garantere, at der er stor forskel på at fiske dem på åbent vand fra fightstol med tændt motor og på at gå i nærkamp med dem på kort line fra forankret båd. Under bropillerne på broen mellem Ft. Myers og Sanibel Island i Florida, bor der adskillige store eksemplarer af disse groupere. En bestemt kaptajn har specialiseret sig i en helt unik fiskemetode, hvor man har en lille chance for at hive dem ud.
Bæsterne kroges og fightes på klos hold uden at give så meget som en centimeter line. Dette er det ultimative wrestlingfiskeri, og det skal prøves.
Goliath groupers og sadistiske tendenser
Captain Ben Chancey er lidt af en galning for at sige det lige ud. Fiskeriet kan ikke blive ekstremt nok, og hans fiskeprogrammer Chew On This er sandsynligvis et af de mest sete fiskeprogrammer på Youtube. Alene den ene film 500 Pound Fish Show har over 2,5 millioner visninger! Han har bl.a. fanget rekordstore snook, enorme tarpon og hammerhajer på over fire meter! Der er ingen tvivl om, at han presser fiskeriet til det yderste, og fiskeriet efter de store goliath groupere er et af hans varemærker.
Jeg mistænker ham for at have en ret speciel side, der kommer frem, når han har kunder i båden. Nogle guider går efter at give deres kunder storslåede fiske- og naturoplevelser, der giver minder, selvtillid og velvære. Men ikke Capt. Ben Chancey. Han ynder at se store stærke fiskere blive flækket midt over af grouperne. Og jo større man er, jo flere tatoveringerman har, jo flere store fisk man kan prale med at have fanget før, jo mere nyder han at se én blive knækket.
Mange fiskere er knækket af store goliath groupers
Muskler og tatoveringer har jeg ikke så mange af, men jeg har da prøvet at fange hajer, marlin, sejlfisk, stør og tun, så Capt. Bens lyst til at knække én er også god i dette tilfælde. Men det er vel også ok. Det er jo sådan set derfor, jeg er her nu. Jeg vil teste mig selv i nærkamp mod en fisk, og se hvor hårdt man kan blive presset fysisk. Problemet er bare, at jeg ikke helt er forberedt på at tabe.
Grejet kommer frem, og jeg indser, hvad jeg har kastet mig ud i. Normalt ville man måske bruge ordet kosteskaft om en stiv stang, men denne her specialbyggede stang får et kosteskaft til at ligne en sølle tandstik. Stangen er syv fod og så stiv, at du kunne løfte en voksen mand i den og kun få en svag bue i klingen. Nede ved håndtaget er der en tegneseriefigur af en pumpet superhelt. Og det er faktisk lidt sigende for det her fiskeri. For det første skal man være lidt af en superhelt selv for at lykkedes, og for det andet er det hele lidt langt ude og tegneserieagtigt.
Hjulet er et typisk Big Game hjul som dem, man ville bruge til marlinfiskeri, men i stedet for mange hundrede meter line, er der rullet 25 meter 400 lbs shockleader på helt ind til spolen. Det er det tykkeste line, han har kunnet finde, fortæller han. Bremsen er stillet så stramt, at der simpelthen ikke kan hives line af hjulet. Og dette er strengt nødvendigt, for hvis grouperen får bare den mindste smule line, svømmer den ind i beskyttelse under bropillerne, og så er den kamp slut. – Det er det tykkeste line og den stiveste stang, jeg har kunnet opdrive, fortæller Ben og kommer med sit sære sadistiske smil, mens han binder en cirkelkrog str. 20/0 på. Nede i hans livewell svømmer tre rokker rundt, og de skal være vores agn. Ben viser da en vis medlidenhed og skærer en i tre stykker og fortæller, at hvis vi bruger en hel, får vi hug af en af de rigtig store. – Og det mener han ikke, at jeg er klar til!
Den vildeste fightteknik
Dernæst giver han mig en hurtig instruks i fightteknik. Glem alt om fightbælte. Du kan ikke løfte nok med armene, forklarer han. Stangen skal i spænd mellem benene og skråt under den ene balle, mens man står med helt bøjede knæ og vipper sin egen vægt frem og tilbage, mens man pumper. Vi tager et par øvere, hvor han lægger al sin vægt oven på stangen, og jeg skal pumpe igen. Det bliver ikke let det her, fornemmer jeg med det samme, men teknikken er på plads – sådan da – og nu sænker han det første stykke rokke ned under en af bropillerne.
Første omgang går meget hurtigt. Rokkevingen når knap at synke ned før linen pludselig strammer op, cirkelkrogen sætter sig, og jeg gør klar til at pumpe efter alle de teknikker, vi lige har øvet. Men det eneste, der sker, er, at jeg bliver revet forover, stangen hamrer ned i siden af båden og jeg holder fast, alt hvad jeg kan, inden den tykke line knækker, pga. slitage med bropillen under vandet. 1-0 til fiskene.
Anden omgang er en tro kopi af den første, og tredje gang vi får et hug, når jeg lige at holde fisken et par sekunder og prøver at pumpe, men der sker ligesom intet. Jo, linen knækker igen. 3-0 til grouperne. Fjerde gang får jeg pumpet stangen op og tænker, at nu er den der, men da jeg prøver at sænke stangen, mens jeg ruller ind, sker der intet. Ikke indtil stangen hamrer ned i bådsiden igen, og fisken river sig løs af krogen. Det var en af de rigtig store, mener Ben, og
her snakker vi altså 100-150 kilo. 4-0 til fiskene. De tre næste forsøg har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om, men jeg kan fortælle, at da den står 7-0 til fiskene, er jeg helt færdig… Min selvtillid er totalt i bund, og jeg føler mig uduelig og inkompetent som fisker. Ikke en særlig rar følelse. Ben registrerer tydeligvis, at jeg er knækket og får måske en anelse medlidenhed med mig. Han siger, vi kan prøve en plads, hvor de er lidt mindre, men at vi ikke har meget tid. Strømmen vender nemlig snart, og så holder fiskene op med at hugge.
Denne gang går der lidt længere tid, før hugget falder, og jeg er fast besluttet på, at denne fisk skal op. Mirakuløst lykkedes det at vinde en meter line til at starte med, og det er noget, der giver fornyet tro på mig selv. Så bliver der gået til den, skal jeg hilse og sige, og fisken bliver endelig presset væk fra bropillerne. Herude er den en anelse nemmere at holde, og da vi efter en ti minutter lang nærkamp kan sætte bocagrip’en i fisken langs bådsiden og tage et par billeder, før den genudsættes, er jeg fuldt tilfreds. Jeg har fået min goliath og sejrede til sidst. Men jeg ved godt, det var en mindre én af slagsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på de syv runder, jeg tabte. Men tro mig – jeg skal have revanche næste år, og hvis du skal derover, håber jeg, du klarer det bedre, end jeg gjorde!
Vil du selv fange goliath groupers i Florida
Har du selv mod på at prøve dette fiskeri, kan du booke Capt. Ben på www.chewonthis.tv. Grouperne er der faktisk året rundt, men i forårs og sommermåneder byder Sanibel Island på meget andet end nærkampsfiskeri. Desuden er det et skønt sted at holde ferie. Se mere på www.beachesofftmyers.com. Capt. Ben Chanceys fiskeprogrammer er nok noget af det mest testosteronfyldte fiskefjernsyn, der findes på nettet – søg på »Chewonthis«på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
jan 19, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
På en kold vinterdag er der intet bedre end at drømme sig væk til en fjern tropisk ø med masser af flex på klingen. Følg med Thomas Munksgaard til øen Christmas Island, hvor han får nogle år tilbage fik udlevet sine vådeste popperfantasier og blev efterladt med uforglemmelige spor i sjæl og erindring.
AF THOMAS MUNKSGAARD
I DAGENS SIDSTE LYS ser jeg overfladen brydes i et massivt plask, og et splitsekund senere mærker jeg suget i stangen. Fisken pisker mod bunden, mens linen flyver af det store spinnehjul, og jeg mærker, hvordan fiskens kraftige rusk forplanter sig ned gennem stangen – sikke en følelse. Stedet er Christmas Island, en lille australsk ø i det Indiske Ocean. Det er kun få timer siden, jeg ankom til øen, og allerede nu, hvor jeg mærker fiskens massive ryk, ved jeg, at det er hele den lange rejse værd. Det er andet år i træk jeg og min kammerat Ole besøger Christmas Island for at dyrke noget af det fiskeri, som jeg finder allermest spændende og underholdene, nemlig kastefiskeri med poppere efter stærke tropiske saltvandfisk.
En sejlfisk med luftakrobatiske tilbøjeligheder har hugget forfatterens wobler under dørgning mellem to fiskepladser. Den flotte fisk var tre meter lang og blev genudsat efter en lang fight og en kort fotosession.
Dropoffs på Christmas Island perfekt til store rovfisk som GT
Farvandet omkring Christmas Island egner sig med sit dybe vand og sine stejle drop offs perfekt til denne form for fiskeri. Det dybe vand tæt på øen gør, at man kan finde store saltvandsrovfisk såsom tun, wahoo, sejlfisk og marlin ganske få hundrede meter fra kysten. Og på revene og kanterne ud mod drop offs’ene huserer en anden eftertragtet fisk nemlig giant trevallyen, der i folkemunde blot kaldes for en GT. Og det er netop en giant trevally, der har smasket kæberne omkring min popper, og som nu desperat kæmper for sin frihed. Efter en hidsig fight begynder fisken at vise svaghedstegn, og da den begynder at svømme i store cirkler under båden ved jeg, at slaget snart er vundet.
Vores kaptajn Mark Rochfort griber solidt fisken om halen og får løftet den ind i båden. En smuk giant trevally på ca. 20 kilo må stå model til en kort fotosession, inden den får sin frihed igen. Månen er begyndt at kigge frem, og vi vender snuden hjemad på hvad, der skulle vise sig at være starten på den perfekte fiskerejse.
Popperfiskeri på Christmas Island
Det er morgen, og vi skal tidligt i gang, Mark henter os klokken seks, og vi får søsat hans åbne konsol aluminiumsbåd fra bådrampen. Inden for fem minutter er vi på første fiskeplads, og vi går i gang med at kaste poppere. Popperfiskeriet er fysisk hårdt og kræver en del teknik, da der skal nogle ordentlige ryk til at få popperne til at arbejde rigtigt i vandet. Herudover er grejet også væsentligt tungere, end hvad man normalt står med i Danmark. De bedste poppere er store træpoppere, og Marks favorit er de velfiskende Cubera 125 poppere.
Efter kort tids fiskeri ser jeg en stor hvirvel efter min popper, og i næste ryk falder hugget. En gulfinnet tun kunne ikke modstå popperens forførende »plobben« i overfladen og suser nu hidsigt rundt i overfladen. Efter en kort men hård fight kan Mark lande fisken, der vejer ca. 15 kilo. Den gulfinnede tun er en herlig fighter, der ofte jager i store stimer omkring Christmas Island, og er de først i stødet, hugger de stort set på alt. Desuden er de ikke blege for at søge mod overfladen og tage en popper eller en stickbait.
Thomas Munksgaard med en af de mange store og kampstærke wahoo, som turen bød på. Den største var en ustyrlig fisk på over 1,5 meter og anslåede 30 kilo.
Wahoo og sejlfisk på en ny fiskeplads
Nye fiskepladser venter forude, og mens man søger videre, smider man typisk et par woblere ud bag båden og troller lidt. I dag smider vi dog skørteagn ud bag båden, mens vi hamrer af sted med 15 knob. Jeg når lige at tænke, at det godt nok skal være en hurtig fisk, hvis den skal nå at fange agnen – så skriger hjulet. Fisken pisker af sted mod båden, mens jeg desperat prøver at hjule den løse line ind. Jeg får dog styr på fisken og kan begynde at pumpe den det sidste stykke mod båden. Lidt efter får vi landet fisken; en pragtfuld wahoo på ca. 30 kilo og over 1,5 meter lang!
Vi fortsætter nu popperfiskeriet og søger ud på lidt dybere vand efter flere pelagiske fisk. Pludselig ser jeg en stor mørk skygge under min popper. Det er en stor sejlfisk, der kigger nysgerrigt efter min popper. Tre kast i træk følger sejlfisken helt med ind uden at hugge, og til sidst bliver den skræmt væk, da to store hajer kommer til for at se, om der skulle være en mundfuld til dem. Kort efter bliver jeg revet ud af mine drømme om sejlfisken, da min popper bliver taget i et gevaldigt plask.
Fisken raser mod bunden mens jeg holder igen, det bedste jeg har lært. Da vi er i hajfarvand, er der ikke andet at gøre en at stramme bremsen og sætte hårdt mod hårdt. Jeg lægger fuldt pres på fisken og får den heldigvis også stoppet. Herefter starter en hård kamp med at få den mod overfladen. Da jeg har fået vundet noget line tilbage, kan jeg se fisken ca. 30 meter nede.
Desværre kan jeg også se to massive hajer, der jager den desperate fisk rundt. Hajerne findes i stort antal omkring øen, og så snart de mærker at en fisk opfører sig anderledes – fx som følge af en krogning, slår de til. Det er primært kobberhajer, vi støder på, men man kan også møde tigerhajer, hammerhajer og oceanic whitetips omkring øen. Bremsen får endnu et nøk, og jeg lægger alle kræfter i. Nu skal den bare op! Hajerne følger med op men stopper heldigvis deres angreb, da fisken kommer til overfladen. Det er en prægtig gulfinnet tun på ca. 30 kilo, og jeg sidder nu udmattet tilbage med rystende arme og nyder den store tun, som desværre er en anelse skæmmet af ridser på halepartiet fra de angrebslystne og grådige hajer.
En tun på jerkbait
Hjemligt jerkbaitfiskeri er en af mine helt store passioner, og derfor har jeg selvfølgelig medbragt et jerkbaitsæt og lidt jerkbaits til Christmas Island. Og da der pludselig viser sig et par tun i overfladen, skal muligheden ikke gå til spilde. Sættet bliver hurtigt fundet frem, og jeg vælger at satse på nogle jerkbaits, der kan fiskes hurtigt og har skinnende sølvfarver, der glimter godt under tropesolen.
Som håbet har en jerkbait i troperne samme virkning som på en gedde i Danmark, og en barracuda hugger arrigt på agnen, desværre ryger den af krogen kort tid efter. Jeg kommer dog hurtigt ovenpå igen, da en gulfinnet tun tilsyneladende ikke kan modstå min Buster jerkbait, og en herlig fight på det lette grej kan begynde. Mange udløb senere lander vi en fin lille gulfinnet tun på 10 kilo – en herlig tropedebut på jerkbaitstangen. Dagen fortsætter med at kaste fisk af sig, og inden den er omme, har vi fået yderligere en tun og et par mindre giant trevallyer i båden. Det er svært at tørre smilet væk.
Nye hug fra sejlfisk og GT på popper
Efter lidt mad og en sukkerindsprøjtning i form af et par colaer er vi klar igen, og vi sejler videre mod sejlfiskespottet, mens vi troller. Kort efter at Mark har fortalt os, vi er fremme, falder hugget, som var det næsten på bestilling. En smuk sejlfisk springer helt fri af vandet, og jeg kæmper for at holde linen stram, mens fisken foretager sine akrobatiske hop. 15-20 spring senere er fisken endelig ved at være mør, og vi kan løfte den tre meter lange sejlfisk ind i båden til en hurtig billedserie.
Den fantastiske fiskedag er dog ikke slut endnu, for senere på dagen får jeg et massivt hug på min popper. Fisken hugger på ca. 15 meter vand, men styrter straks derefter udover drop off’et og går målrettet mod bunden. Endnu engang må jeg slide og slæbe for at vinde line ind på den store fisk. Halvt opmuntrende, halvt kommanderende beder Mark mig om at lægge kræfterne i – vi skal ikke miste denne fisk til hajerne! Endelig ser jeg noget farve under båden – en massiv blank bredside afslører, at det er en stor giant trevally, der er faldet for min popper.
I fællesskab får vi løftet den store fisk ind i båden – en herlig fisk på omkring 30 kilo. Mark fortæller begejstret, at det er sæsonens indtil videre største giant trevally, men jeg sidder bare med et stort smil og overvejer, om jeg mon snart vågner af min fiskedrøm.
1) Artiklens forfatter i hård infight med en af Christmas Island’s stærke saltvandsrovfisk. Fiskeriet er ikke for sarte sjæle, og det kræver både fysik og gode nerver. 2) Tun er der mange af langs revene ved Christmas Island, og med det rette håndelag kan disse ukuelige muskelbundter lokkes til overfladen med en gurglende popper.
Speedjigging efter amberjack, dogtooth og big eye tun
De sidste par dage prøver vi i perioder en anden underholdende form for fiskeri – nemlig speedjigging. Fiskeriet foregår med lange slanke pirke på 100-200 meter dybt vand, pirkene skal sænkes til bunden, og så er det ellers bare med at få jigget pirken til overfladen så hurtigt som muligt.
Hvis man ikke er vant til denne form for fiskeri, er det enormt hårdt for arme og skuldre, så hvis man virkelig vil dyrke dette fiskeri, kan det anbefales med lidt træning hjemmefra. Speedjigging på Christmas Island kan dog være utroligt produktivt, og man kan fange et langt større udvalg af spændende arter end under popperfiskeriet. De primære arter, vi fisker efter, er arter som amberjack, dogtooth tun og big eye tun, og hver sæson lander Marks klienter flere massive fisk på over 50 kilo på denne teknik. Vi har dog ikke rigtig heldet og teknikken med os ved denne form for fiskeri og vi får kun et par mindre bundfisk på metoden. Men humøret er i top alligevel.
Tun, wahoo og GT på popper
Som afrunding på turen lander vi nogle flere popperfiskede tun, et par flotte wahoo op til 25 kilo og et par giant trevallyer på op til 20 kilo. Alt i alt kan jeg tænke tilbage på en fiskerejse, hvor alt klappede, og hvor jeg fik alle de store fisk, man altid drømmer om inden sådan en rejse. Man kan roligt sige, at Christmas Island var i gavehumør, og vi fik lige hvad vi havde ønsket os – en helt igennem perfekt fiskerejse.
Fiskeriet på Christmas Island
Sæsonen løber fra maj til november, hvor vinden er stabil og ikke for kraftig og fiskeriet på Christmas Island er utroligt varieret. Fisker du med Mark, kan du vælge mellem kastefiskeri med popper og stickbaits, speedjigging og trolling. Mark tilbyder ikke agnfiskeri. Fiskeriet er ikke for nybegyndere, og det kræver en vis teknik og fysik at kaste og bearbejde de store poppere eller at speedjigge. Det er muligt at fluefiske, dog bliver det besværliggjort af de mange hajer, der ofte vil nå at æde ens fisk, inden man får den landet.
Christmas Island er en australsk ø i det Indiske Ocean. Den ligger 2600 km nordvest for Perth og 400 Km syd for den indonesiske ø Java. Øen må ikke forveksles Christmas Island/Kiribati, der ligger i Stillehavet og blandt andet er kendt for sine bonefish. Erhversfiskeriet er minimalt inden for en radius af 200 kilometer fra øen siden farvandet er australsk territorium.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
jan 15, 2026 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Portrætter, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Mange fluefiskere binder deres egne fluer, men jerkbaitfiskere kan også selv fremstille egne agn. Allan Christensen – alias Jerksnedkeren – har lavet jerkbaits på både amatør og professionelt plan i mange år. Vi har besøgt ham i hans værksted samt fået de vigtigste råd til dem, der gerne vil i gang.
AF GORDON P. HENRIKSEN
ALLAN CHRISTENSEN er passioneret geddefisker – ingen tvivl om det. Da jeg møder ham i hans hjem, er entréen prydet med billeder af store gedder. Døren til han fiskeværelse står på klem, men det er nok til at fornemme, at det bugner af kraftige jerkstænger, jerkbaits og woblere i massevis. Størstedelen af dem er hjemmelavede og så flotte, at man bare ikke kan lade være med at stå og kigge på alle detaljerne på dem. Men fange fisk kan de også. Og det er ikke kun Allan, der har haft stor succes med dem.
Her ses Allan og en af hans kreationer. Den kæmpestore Herkules wobler i ørredfarver er ekstremt populær blandt svenske trollingfiskere på de store søer, hvor gedderne spiser mange
ørreder.
Flere af Allans fiskekammerater og hardcore geddefiskere såsom Theis Kragh, Stefan Antoni Jensen, Martin »Don« Olsen og Einar Pedersen har længe brugt Allans agn og fanget flere store gedder på dem, toppet af to fisk på 14,2 og 14,3 kilos taget af Theis Kragh på Recepten og Lille Recepten. I udlandet har de også fået øjnene op for Allans hjemmelavede baits, og over årene har han solgt massevis af bait overalt i Europa – og der er taget gedder helt op til 130 cm+ på dem.
Siden han lavede sin første wobler som tolvårig har en stigende efterspørgsel faktisk medført, at hans hobby i en periode blev mere og mere professionel. Alle hans agn af træ er håndlavede, og den eneste der er masseproduceret i plastic er Westins Platypus, som stadig er på markedet i et utal af super velfangende varianter. Når du kigger nærmere på detaljerne i hans baits, ser dem gå i vandet og hører fangstrapporterne, så tror jeg ikke, du vil være i tvivl om, at Allan kan sit kram. Men du kan også lave dine egne agn selv, og hvem er bedre at spørge til råds om, hvordan man kommer i gang end Allan?
Når træklodsen er skåret til, får den først med raspen og derefter med sandpapir, til den har den helt rigtige form.
Sådan laver du dine egne geddeagn
Det er ikke så vanskeligt at lave sine egne agn, fortæller Allan og beretter om flere fiskere, der har kontaktet ham for at lure et par fifs af til deres egen wobler- og jerkbait produktion. – I Sverige er der mange, der laver deres egne agn, og det er ved at blive mere normalt i Danmark, fortæller han. – Det er lidt op til én selv, hvor meget man vil gøre ud af det. Man kan designe sine helt egne agn, som jeg har gjort, eller man kan kopiere sine favoritter. Fx er det rimelig let at lave agn, der ligner og går som en klassisk Buster Jerk. Har man ikke så meget værktøj, eller vil man bare koncentrere sig om at male agnen, kan man købe halvfærdige agn fra fx Lundgrensfiske.com i Sverige, der bare skal males.
– At male agnene er klart det sjoveste, hvis du spørger mig, og så kan man få dem, lige som man vil have dem. Og det må man sige, Allan har gjort. Hans værksted bugner med ultrarealistiske imitationer af torsk-, aborre, gedde, skalle og ørred. – Men simplere modeller kan selvfølgelig også fange fisk, indrømmer han, mens han begynder at rode i nogle planker og fortæller om, hvordan man griber det an.
1) Her er det Allans »Lille Recepten«, der forvandles fra ubehandlet træform til færdig geddeimitation. Lige netop denne agn i disse farver har mange tilhængere, og det er den agn der oftest sidder for enden af
geddefiskeren, Stefan Antoni Jensens line. 2) Allan Christensen er i fuld gang i sit værksted. Her får han lavet de sidste detaljer med airbrushen på en fjeldørredimitation.
Det bedste træ til dine geddehardbaits
Første skridt er at vælge et godt stykke træ. Jeg bruger primært bøg, som er stærkt og giver en god gang i vandet, fortsætter han. – Ønskes livligere baits, kan man benytte let træ såsom balsatræ, og ceder er en god mellemting. Desværre skal man lige finde en hårdttræs trælast for at finde det rigtige materiale.
Træet høvles til i den ønskede tykkelse, formen tegnes op på pladen, og så skæres med en stiksav, og til sidst får den med rasp og derefter sandpapir for at runde kanterne og give den helt rigtige form. Derefter borer jeg enten et hul i midten eller et i hver ende og limer belastning ind med vandfast lim og spartler til med plastiktræ. Her skal der ofte lidt eksperimentering til, for at wobleren får den rigtige vægtfylde og gang i vandet.
Så skal der øskner i, og hvis agnen er lavet i hårdt nok træ, kan 40 mm øskner holde fint, men disse skal dog også specialbestilles. Desværre er det lidt vanskeligt at få fat i alle materialerne, men det kan altså lade sig gøre – især hvis man bestiller fra udlandet. Og man kan håbe på, at danske butikker vil tilbyde flere materialer i takt med at efterspørgslen stiger.
Hvis man vil lave en wobler med ske, kan man skære skeen i elexan og pålime den i en rille med vandfast lim. Agnen får nu en til to gange lak. Her kan du benytte skibslak eller endnu bedre en UV resistent maling som fx Envirotex eller Aristocrat, som fås hos Lundbergs Fiske. Det pæneste resultat fås ved at sætte dem i et system, der drejer rundt i stil med dem, som bruges til grillkyllinger, griner Allan og peger op i loftet, hvor det ikke er grillkyllinger, men store fjeldørred imitationer, der roterer på pinde. Svenskerne er helt vilde med de der på Vänern, hvor gedderne ofte spiser store fjeldørred, fortæller han.
Efter lakken er tør, skal den lige have en gang hvid grunder, samme type der bruges til fodpaneler, og så er du klar til at være kreativ. Og her er det sådan set kun fantasien, der sætter grænser.
1) Allan anbefaler skabeloner som denne her, når man vil lave øjne, finner eller som her – mønstre på en imitation af geddeyngel. 2) Torben Søllings hjemmelavede jerkbait, er dækket med
indpakningpapiret fra en Toms chokoladeskildpadde og derefter lakeret. Som det kan ses her virker den glimrende i brakvand.
Den bedste maling til geddewoblere og jerkbaits
Mange slags maling kan bruges. Jeg benytter primært airbrush og vandbaseret maling, men almindelig spraymaling, sprittuscher, hobbymaling som til modelfly osv. kan også bruges. Et andet godt tip er at pålime folie eller et andet glitrende materiale. Almindelig sølvfolie kan også bruges, som jeg gør på min egen Sølvfisken, og jeg har også haft kontakt til en gut, Torben Sølling, der bruger indpakningspapiret fra Toms skildpadder på sine hjemmelavede agn. Det giver en lille jerkbait, han kalder Snotskildpadden, med et flot mønster med mørkebrøn ryg og guld bug. Perfekte brakvandsfarver, smiler Allan, der tydeligvis er begejstret, når andre deler hans passion for de håndlavede agn. – Det er altid fedt at høre om andre folks kreationer og ideer. Og jeg tror også, det giver dem meget større fornøjelse ved de fisk, de fanger på agnene. Og det er vel i bund og grund det, det hele handler om, fortæller han smilende.
– Et andet godt tip er at bruge skabeloner til mønstre, især hvis der skal laves flere ens, fortæller Allan. Han har en hel mappe med mønstre skåret ud i pap, så han kan holde den hen over wobleren og spraymale finner, striber, gæller øjne og meget mere. Hvert mønter er noteret såsom fx Cosmo Spejlkarpe eller Recepten Torsk. Jo der er styr på sagerne i værkstedet hos Jerksnedkeren.
– Man kan også få en rigtig fed effekt ved at sprøjtemale igennem et net af metal eller plastik. Det er en hel perfekt og meget nem måde at lave skæl på sine agn. Alt efter hvilket type net man bruger, kan man få forskellige mønstre, fortæller han og viser et par forskellige rammer med net i, han holder hen over agnene. Maling der duppes på med en natursvamp, ser også rigtig godt ud.
– Øjne kan enten påmales eller man kan bruge holografiske øjne af den type, der bruges til fluebinding eller fås i hobby forretninger. Julespray i guld og sølv fungerer også fint til at give en glinsende effekt.
Her er det en gedde, der ikke kunne stå for Allan Christensens »Sølvfisken« – en variation af »Recepten« lavet med bl.a. alufolie.
Sådan lakerer du dine hardbaits til gedder
Til sidst skal agnen bare have fem til seks gange lak, et par springringe og kroge, og så er du klar til at fiske. De sidste finjusteringer kan faktisk foretages ved vandet ved at ændre tykkelsen og størrelsen på spring-ringene samt krogene, som så påvirker hvor hurtigt agnen synker, og hvordan den går i vandet. Det gælder bare om eksperimentere og lege lidt med materialerne, og så finder man lige pludselig noget, der giver et lokkende udseende eller en særlig gang i vandet, fortæller han. Man mærker tydeligt Allans passion for at videreudvikle sine ideer og agn. Priserne på hans håndlavede agn ligger forståeligt nok i den høje ende, og det er ligefrem muligt, at han kunne leve af sit håndværk, hvis han producerede de mest populære modeller i stor stil. Men det har han ikke lyst til. Nej han vil hellere eksperimentere lidt, og teste sine kreationer på vandet. – Jeg elsker fornemmelsen, når en ny ide giver pote under testfiskeriet, slutter han. Og det kan man vel egentlig sagtens forstå…
Allan laver i dag – anno 2026 – kun agn til eget forbrug, men de kan købes brugt derude…
Nyttige links til hjemmelavede geddeagn:
lureparts.nl En udmærket hollandsk webshop med masser af materialer til håndlavede agn.
lundgrensfiske.com Den svenske butik i Stockholm har et væld af geddegear og sælger bl.a. belastning, lak, forme, øskner og en masse andre materialer til grejfremstillingen.
lurebuiling.nl En rigtig fed side med masser af inspiration og gode råd. Her kan du også finde konkrete tegninger med anbefalede vægte og detaljerede beskrivelser på, hvordan du producerer konkrete agn.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
Her er det Allans jerkbait Cosmo – malet som en spejlkarpe.
jan 11, 2026 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri
Hvilken agn ville du vælge, hvis du kun måtte bruge en eneste agn til dit spinnefiskeri efter havørred på kysten? Lige netop dette spørgsmål har vi stillet syv af landets dygtigste kystfiskere, og deres svar er forbavsende forskelligt.
AF GORDON P. HENRIKSEN
UDVALGET AF KYSTAGN til spinnefiskeri efter havørred er enormt, og det kan være lidt overvældende, når man går ind i en typisk grejbutik. Jo, vist kan de fleste sikkert fange havørred. Men nogle kystfiskere fanger i hvert fald flere fisk end andre, og er det pga. af deres evner eller grejet, de benytter? Svaret er sikkert en kombination. De fleste af de allerskrappeste kystfiskere har ikke bugnende grejæsker med alverdens blink og woblere i mange farver, men nogle få de ved virker under bestemte forhold. Flere af dem har faktisk bare én enkelt model, som sidder for enden af deres line størstedelen af tiden.
Men det handler ikke kun om, hvad man binder på, men også hvordan man fisker den. Vi har taget fat i en håndfuld skrappe kystfiskere, der tilsammen fanger mange hundrede havørreder om året. Vi har spurgt dem hvilken agn, de ville benytte, hvis de kun måtte bruge én enkelt agn på kysten. Svaret faldt stort set prompte og selvsikkert hver gang, men svarene er til gengæld forbavsende forskellige. Her giver vi dig en præsentation af personerne og deres svar. Og de fortæller ikke alene hvilken agn, de ville bruge, men også hvorfor og hvordan den skal fiskes.
Spinner er en sikker vinder siger Kenneth Tindahl
Kenneth Tindahl (øverst tv) har gennemfisket de fynske kyster med en lidt atypisk agn. – Måtte jeg kun have en agn med på kysten skulle det klart være Droppen på 12 gram i sølv med blå prikker, fortæller Kenneth Tindahl. – Jeg startede med at fiske med spinner på kysten i starten af halvfemserne, og da jeg fik en flot ørred på 83 centimeter og 7,3 kilo på den, så gik den forståelig hen og blev lidt af en favorit. Det er også meget muligt, du har set Kenneth med en af hans spinnerfangede fisk, på de gode gamle lokalrapporter for Fyn i Fisk & Fri, som han har gæstet flere gange.
– Hvis jeg fisker på store rev, er valget måske et andet, men til størstedelen af mit fiskeri, som foregår aktivt langs med kysten, findes der ikke noget, der slår en spinner, fortæller Kenneth. – Måske kaster den ikke så langt igen, men uanset hvilket humør fiskeneer i, eller hvilket fødeemne de er sporet ind på, så hugger de rigtig ofte på spinner. Og så hugger de hårdt og aggressivt, og det gør jo bestemt ikke noget! Hvis jeg ser en fisk vende og kaster en Droppen til den, er der hug stort set hver gang. En anden fordel er, at selv når der er kraftig sidevind, er modstanden i spinneren nok til at linen holdes stram, og man kan der for nemt mærke fisk og give modhug.
Droppen i 12 gram i sølv med blå prikker foretrækkes frem for andre spinnere, bl.a. fordi den tunge dråbeform kaster godt. Jeg udskifter dog krogen med en Owner str. 6 og en springring for at minimere brækstangseffekten. Jeg har eksperimenteret med andre spinnere og farver, men en sølv og blå Droppen er den rigtige for mig, slutter Kenneth med en tro kærlighedserklæring til sin eneste ene.
Bombarda Simon – Den Fantastiske er fantastisk
Simon Jensen (øverst th) er kendt på Bornholm som Bombarda Simon, så det kommer nok ikke bag på nogen hvilken metode han foretrækker til sit kystfiskeri. – Det er selvklart Bombarda’en der skal på, fortæller Simon. – Og hvis jeg kun må vælge én flue, er det min egen Den Fantastiske, der nok bedst beskrives som et kryds mellem Glimmerrejen og Pattegrisen. Denne flue er uhyggelig effektiv til vinterens store blank fisk, når den kombineres med en let synkende bombarda og et hurtigt indspinningstempo. Netop denne kombination sidder for enden af min line 90% af tiden, men står for mere end 90% af mine fangster, tilstår han.
Og der er noget om det. Simon har vundet den bornholmske Ørreddagen flere gange og har figureret på Fisk og Fri’s sider med mange store og flotte havørreder gennem tiderne, og størstedelen er taget på Den Fantastiske. – Det vigtige er, at man fisker den hurtigt og gerne på tværs af revene, beskriver Simon. Et godt tip er i øvrigt at rigge bombarda’en på et stykke fletline med et lille plastikrør. Så er det lige til at tage af og på og kludrer meget mindre i kastet. Du kan læse mere om Simon samt se bindemønsteret på Den Fantastiske i artiklen Bombarda Simon, som du finder i vores online artikel arkiv på fiskogfri.dk.
Ken Sørensen – selvgjort er velgjort
Sjællanderen Ken Sørensen (tv) har kystfisket på Møn i over 34 år og kan bl.a. prale med 20 havørreder over fem kilo, hvis man stikker lidt til ham. – Jeg er utrolig begejstret for gennemløbere, da man undgår brækstangseffekten, når fisken skal fightes, fortæller Ken. Jeg har eksperimenteret en del med mange for – skellige agn, men hvis jeg skulle vælge en eneste ene agn til kystfiskeriet, så bliver det min hjemmelavede Seatrout Killer på 28 gram i blå. Den minder lidt om andre klassiske gennemløbere og kaster godt selv i modvind pga. sin lange form. Men den har bl.a. den fordel, at den kan spinnes rigtig hurtigt ind, uden at den roterer.
Jeg tror, den høje fart er en vigtig del af at imitere en flygtende fisk, og noget af det der får havørreden til at hugge. Skal der endelig laves et spinstop, er det vigtigt, at blinket ikke bare synker og falder til bunden. De små huller på min Seatrout Killer giver en ujævn vægt og gør, at blinket svinger ud til siden og roterer om sig selv ved spinstop, og dette kan også udløse et hug. Blå er en af de sidste farver, der forsvinder under vandet og minder meget om sild/brisling, som er et foretrukket byttedyr for de store ørreder omkring Møn.
Jeg monterer blinket ved at køre fletlinen direkte igennem og bruger en Mutu Light Circle krog fra Owner i str. 1. og en lille blød perle. Jeg støber blinkene selv, så de kan desværre ikke købes nogen steder, men alle er velkomne i Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening, hvor vi mødes hver uge. Her er altid en masse kystfiskere at snakke med, og vi støber ofte blink her, slutter Ken.
Gladsax for fuld skrue er recepten for Torben Petersen
Torben H. Petersen (th ovenfor) har mere end 20 års erfaring på den bornholmske kyst, og med minimum 80 ture på en sæson giver det et par ture på bagen. – Jeg fisker en del med bombarda og flue, men måtte jeg kun vælge en eneste agn falder valget på en Gladsax kystwobler på 27 gram i en sort/transparent version med røde prikker, tilstår Torben. Gladsax wobleren er for mig et godt og ukompliceret produkt, og jeg har igennem årene fanget rigtig mange flotte havørreder på denne wobler.
Nu er den næsten det eneste, der ligger i min grejæske. Den kaster rigtig godt i 27 grams versionen, som jeg bruger, og desuden har den faktisk en meget levende gang i vandet. Men vigtigst af alt så fanger den bare fisk under stort set alle forhold. Mange er glade for, hvor langsomt den kan fiskes, men ikke mig. Jeg giver den gerne høj fart, og mine erfaringer viser, at dette giver mange flere blankfisk i forhold til farvede fisk, som der kan være mange af her på Bornholm om vinteren. Gladsax wobleren er desværre lidt vanskeligere at få fingrene i, end den var for nogle år siden, men den kan jo skaffes brugt. Visse dage er den røde da også rigtig giftig, slutter Torben.
Henning Trier (tv) og Torben Holm (th).
Henning Trier – Hugormen holder hele vejen
Den rutinerede havørredfisker Henning Trier har fisket kyst – ørreder på Sjælland i næsten 45 år og fanger hvert år massevis af havørreder på kysten over målet. Han er glad for at eksperimentere med endegrejet med særligt fokus på præsentation og krogningsevne, og dette er en af grundene til, at han næsten altid fisker med gennemløbsblink monteret på et releasetakel, når han spinnefisker. Sommernatten er dog undtagelsen, hvor der oftest sidder en stor sort Sandgrævling på linen. – Favoritten er dog uden tvivl en sølv/grøn Hugorm på 21 gram, afslører Henning. – Sammenlignet med andre gode gennemløbere som fx Bornholmerpilen og Snurrebassen, så er Hugormen kort og kompakt, og det giver markant færre fejlhug og i sidste ende flere fisk, konkluderer Henning.
– Derudover har den en fantastisk livlig gang i vandet og imiterer fint en lille tobis. Derfor er farven sølv/grøn også vigtig. Rød er en utrolig populær farve blandt mange lystfiskere, men jeg har oplevet mange gange, at fiskene i dagslys ikke tager blink i unaturlige farver, men oftere bare slår til dem. Hennings Hugorme har mange store fisk på samvittigheden, og den største er en laks på 10,4 kilo fra maj måned 2009. Fisken huggede 10 meter fra stangspidsen i et spinstop og var solidt kroget bag ved tungen.
Kystagnen skal helst se gammel ud siger Torben Holm
Torben Holm fisker røven ud af bukserne på Haderslev Fjord. Hvis man spørger ind til, hvor ofte han får fisket, tilstår Torben, at det bliver til over 100 dage om året og mindst lige så mange fisk. Hvis du vil vide mere om Torben og fiskeriet i Haderslev Fjord, bør du læse artiklen Hemmelige Haderslev, der kan ses i blad nr. 1 2008 eller i vores online artikel – arkiv. – Hvis jeg kun måtte vælge en agn, skulle det klart være en kobberfarvet Møresilda på 15 gram, beretter Torben.
– Det er alligevel den, der sidder på enden af min line 80% af tiden. Det er dog meget vigtigt, at den ikke er ny og skinnende. Jeg plejer faktisk at lægge dem i saltsyre et døgns tid, og bagefter får de en tur med en rens-let svamp. Så ser de dejligt gamle og slidte ud, smiler Torben. Det gør, at de fungerer eminent i både høj sol såvel som overskyet vejr. Desuden er den slidte kobber, en farve der fanger fisk både på sandbund såvel som hen over tangbælter. I fjorden tages den måske for en lille kutling eller hvad ved jeg, men én ting er sikkert, og det er, at fiskene elsker den, slutter Torben.
Tobis – Intet slår den ægte vare lyder det fra Michael Malling
Michael Malling fisker primært på Djurslands kyster og har bl.a. gjort sig bemærket med en førsteplads i Grejbiksens fiskekonkurrence Fra Fjord Til Fjord. Han er ofte på kysten og tager en sten med hjem hver gang, som så tælles op den 1. jan. hvert år. Og sidste år var det da blevet til 104 sten, og hvem ved hvor mange havørreder, fortæller Michael. – Hvis jeg kun måtte fiske med én agn på kysten, er der slet ingen tvivl, fortsætter Michael. – Jeg har været på kysten flere gange, hvor jeg har kunnet se havørrederne inden for kastehold, men de har ikke villet hugge, uanset hvad jeg kastede i deres retning.
Men der er én agn, de bare ikke kan stå for. Der findes nemlig ikke noget, der kan stikke en levende tobis fisket på friline eller under et mindre flåd, afslører Michael. – Jeg har som regel to stænger med på pladsen, hvor den ene er rigget op med bombarda og en ekstremt lille, hvid flue. Denne bruger jeg så til at fange tobiserne med. Den anden stang har en lille trekrog str. 12 eller 14, og visse dage også et lille flåd. Jeg kroger tobisen i ryggen, og så lader jeg den bare svømme rundt derude indtil jeg mærker et ryk, og så ved man en ørred har taget den.
Derefter venter jeg et halvt minuts tid, mens den får friline, og som regel sidder den der, når man giver modhug, slutter Michael.
jan 7, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri
Peter Lyngby genudsætter en træg vintergedde. Den kunne ikke stå for en langsomt fisket pop-up flue, der dansede forførende hen over bunden.
Vinterens fiskeri efter gedder er præget af, at fiskene er træge, og at de samtidig står dybt. Vil man have succes som fluefisker, må man derfor sikre sig, at man fisker både dybt og relativt langsomt, og her er fiskeri med hurtigt synkende flueliner og pop-up fluer en yderst anvendelig metode.
AF PETER LYNGBY
ET PAR GYLDNE MÅNEDER, hvor gedderne har kunnet træffes inde på lavt vand, er nu bag os, og som geddefluefisker må man nu erkende, at i takt med at kulden sætter ind, rykker gedderne mod dybere vand.
I vintermånederne begrænser gedderne aktiviteterne, og det bedste fiskeri opnås ved bunden med fluer fisket i moderat eller decideret langsomt tempo. I de dybe søer bliver det med kulden gradvist sværere at dyrke et effektivt fluefiskeri, og det er mindre slidsomt at søge gedden i lavvandede søer og moser eller i langsomt flydende vandløb. Vi er langt væk fra det underholdende visuelle overfladefiskeri gedderne ofte bidrager til, men hører man til dem, som absolut må ud med snøren, så har vinterens fiskeri også sin charme.
Skumplast egner sig fortræffeligt til pop-up geddefluer. Det er holdbart, har en god opdrift, og så kan det klippes til i et utal af forskellige former.
Når gedden hugger fluen
Geddens hug opleves ganske intenst, når man en vinterdag står og kigger på det mørke kolde vand, mens fluen listes vaklende hen over bunden. Bedst som selv vejrtrækningen er på vej mod slowmotion kommer det livgivende stød i linen. Mens eget blod pludseligt ruller hurtigere, forestiller man sig, hvordan gedden står triumferende nede ved bunden med sit grummeste smil på. Jeg har den uskik at stå og nyde dette øjeblik, hvor geddens berygtede gebis i reglen er tæt sluttet om fluen, inden jeg strammer linen op til modhugget. Oftest kroges gedden nemt på fluens ene krog, og jeg har jævnligt grublet over, hvorfor andre agn udrustes med en stribe trekroge.
De bedste liner til geddefluefiskeri
Geddefluer er relativt store, og skal de ned og fiske i nærheden af bunden, så er det bedre at lade en synkende line trække dem ned end at forsøge at belaste dem voldsomt. Hovedparten af markedets specielle geddeflueliner er ganske vist flydende, men med mindre dit geddefiskeri skal foregå i helt lavvandede områder, så kan du roligt spole din geddeflueline af hjulet om vinteren. Jeg vil opfordre til, at du finder de hurtigsynkende liner frem i stedet. Enten de såkaldte grains liner eller skydehoveder i samme dur.
Hele synkende liner kan anvendes, men det er en fordel med en flydende eller til nød intermediate runningline. Særligt i åerne gør en flydende runningdel det nemmere at styre fluens færd i vandet. I forhold til den vanlige geddeflueline er en grainsline anderledes at kaste med. Linens synkende del har en væsentlig højere densitet, hvorved dens mulige fart i luften øges betragteligt. Disse liner omtales ofte som om de ’slår hurtigt over’. Uden at der skal gå fysiktime i sagen, så kendes geddefluerne generelt for deres store luftmodstand. Ved at tænke det som to modsatrettede kræfter kan der opnås en ligning ved således at tilsætte ekstra luftmodstand til den line, som har en tendens til at vende for hurtigt. For en gangs skyld opleves geddefluen altså som en fordel at kaste med, og nedsættes kasterytmen samtidigt en smule, så vil du forhåbentlig opleve, hvordan hele herligheden forbavsende let går langt ud over vandet.
Vinterens gedder står som regel helt tæt ved bunden, og af den grund egner en hurtigt synkende flueline, korte forfang og fluer med opdrift sig fortrinligt til vinterens fiskeri. Med dette grej kan man nemlig fiske fluerne langsomt og forførende hen over bunden.
Få geddefluen helt ned til bunden
Fra spinnefiskeriet kender vi strategien med at lade et lod trække en flydende wobler ned, så den kan arbejde langsomt ved bunden uden at fange bunden. Samme strategi kan udnyttes med fluegrejet og især til vintergedderne. Og når vi nu allerede har fat i den hurtigsynkende line, når vi ved, at den går godt i spænd med en flue med stor vindmodstand, og når vi ved, at vi fisker bedst langsomt over bunden – så er der ikke langt til at tænke sig en flydende geddeflue, der holdes nede af en synkende line.
Ideen er dog ikke ny. Ørredfiskere har benyttet tricket siden Richard Walkers tid, og det er efterhånden længe siden jeg stødte på hollandske geddefluefiskere, som ofte anvendte metoden i de mange kanaler. Irske Alan Hanna skrev for mere end ti år siden bogen Fly Fishing for Big Pike, hvori hans gennemgående tema er flydende fluer på synkende liner. Herhjemme er taktikken ikke så udbredt, men det er bare at klø på, for det virker skam. Gedden har svært ved at stå for en pulserende godbid, som dovent kommer vrikkende tæt ved bunden eller måske endda er på vej ned mod bunden og har direkte kurs mod dødens gab.
Det praktiske fiskeri med geddefluen
På søerne kan du fiske effektivt på ganske dybt vand, og egentlig kan fluen jo hænge i vandet lige over bunden og næsten fiske af sig selv. Hvis du er af den utålmodige slags, så kan du fra båd fiske med to stænger. Kast den ene flue, lad den synke ned, og kast så den anden flue. Start indtagningen af første flue mens den anden synker. Kast så igen første flue og så fremdeles. I åerne finder gedden ofte et afslappende læ for strømmen, og her kan den synkende line og den flydende flue næsten selv finde geddens holdeplads.
Ved at tilpasse kastet på tværs af åen, kan du få din flue til svømme langsomt ned mod standpladsen for til sidst at stoppe op foran fisken. Linen stopper så og falder til bunden, der hvor strømmen stopper med at flytte den. Fluen hænger derimod forførende og svajer i strømskellet. Er bundforholdene for stride i forhold til bundbid, kan du både i sø og i å tage fluen ind på normal vis kort efter linen er landet. Volumen på de store fluer og linens lidt skæve træk på dem, gør dem meget synlige for gedder, der er på hugget.
Hjortehår er et glimrende materiale til pop-up geddefluer, da det har en god opdrift og fylde og samtidig kan fås i et væld af spændende farver. Eneste problem med materialet er, at det er relativt sårbart overfor
geddens tandbesatte kæft.
Fyldende geddefluer fisket ”pop-up-style” over bunden
Måske har du allerede nogle poppers eller andre overfladefluer i din æske. De kan til nød bruges, men bedre er det at lave nogle flydende fluer, som også pulserer godt i vandet. Enten ved at tilsætte bløde hårmaterialer eller blødt flashmateriale. Sørg for at få en god profil på fluen. Nu skal den jo ses i geddens egen dybde og ikke nedefra som en popper. Du kan også forsøge dig med et flydende hoved på fluen efterfulgt af en lang blød skindstrimmel a la kanin eller polarræv. Ha’ blot i mente, at det er en fordel med vindmodstand og ikke en våd tung flue.
Megamuddlere af hjortehår gør det godt, men de holder desværre ikke længe. Det kan være en fordel at binde fluerne upsidedown eller med grødebeskytter. Vær dog opmærksom på, at grødebeskyttere også af og til er lig med geddebeskyttere, fordi det er sværere at kroge fiskene, når der fiskes med grødebeskytter. Alvorlige bundbid kan ikke undgås og simple fluer anbefales.
Dit forfang bør være kortere end normalt. Fra en halv meter til maksimalt to meter. Blandt de hele flueliner bør du kigge efter eksempelvis Teenys Tliner, der er bløde selv i kulden. Hvis du vil have et bredere arsenal af liner at skifte med, kan du lave dine egne skydehoveder af tohåndsskydehoveder. Densiteten er aktuel fra synke to liner op til grains liner og måske ligefrem leadcore eller tungstenliner til det dybeste fiskeri. Jeg vil anbefale kraftige stænger klasse 8-10 og korte skydehoveder på 7-9 meter.
Ellers er det bare med at komme af sted til de lokale geddevande og eksperimentere en hel masse. Gedderne er der, og med den rette geddehypnose kan de vækkes af deres vintersløvsind.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
Køligt vejr og træge gedder er ofte ensbetydende med fluer i krasse farver. Herudover skal pop-up fluerne gerne have så megen fylde i vandet som overhovedet muligt. De præsenteres nemlig ikke som sædvanligt
ovenover fiskene, men rettere på niveau med dem.
jan 6, 2026 | Artikler, Fluefiskeri
Lefty’s Deceiver er blevet en klassiker til det tropiske fluefiskeri, og det er ikke uden grund. Den har en fin opdrift, god stabilitet og bevægelighed, og så imiterer den på simpel men fornem vis en byttefisk.
Fluefiskere med hang til tropisk fiskeri vil før eller siden stifte bekendtskab med fluen Lefty’s Deceiver. Den har uhyggeligt mange fisk på samvittigheden, og den er efterhånden ligeså legendarisk som dens ophavsmand Lefty Kreh. Men det er bestemt ikke kun i troperne den kan bruges.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN & JAN BACH KRISTENSEN
TROPEFISKERI har aldrig været så populært som nu, og når noget bliver populært, sker der selvfølgelig en udvikling. Her tænker jeg fx på stænger, hjul og andet tilbehør, men fluerne går heller ikke ram forbi. Der kommer hele tiden nye mønstre og nye materialer til, men mange af dem går hurtigt i glemmebogen.
Klassikerne forbliver til gengæld aktuelle. Dem er der efterhånden mange af, og flere af dem, kan man ikke komme uden om. Bonefish-fluen Crazy Charlie er én af dem, og i sin opbygning har den ligget til grund for mange bonefish-fluemønstre. Clouser Minnow, som kan varieres i det uendelige, er en anden klassiker, og den er faktisk så populær, at der er udkommet en tyk bog udelukkende om denne ene flue. Endelig er der Lefty’s Deceiver, der er affødt af ikonet Lefty Kreh.
Lefty er blevet en legende på mange måder. Han er den fisker med flest TV-udsendelser, flest artikler og flest bøger gennem 45år. Han har lagt navn og viden til utallige produkter, og har været konsulent for Scientific Anglers i mange år. Derudover har han levet udelukkende af at promovere og anbefale fluefiskeprodukter de sidste 30 år. I dag har han sågar lagt navn til sin helt egen stang serie.
Jan Bach Kristensen med en stærk tun fanget på en Deceiver. Fluen er udviklet specifikt med henblik på tropisk fiskeri, men den gør sig også godt til andre former for fiskeri. Blandt andet til hjemligt kystfiskeri.
Historien bag Lefty´s Deceiver
Helt præcist hvornår Lefty’s Deceiver kom til verden, har jeg ikke kunnet opsnappe, men i 1991 kunne man finde hans flue på frimærker i USA. Her blev der lavet en serie frimærker med de mest kendte og bedst fangende fluer, og iblandt disse var naturligvis også en Lefty’s Deceiver. Den menes, at have mere end 30 år på bagen, og den blev oprindeligt bundet til striped bass i Chesapeake Bay.
Hvis der på den tid, fluen første gang blev bundet, havde været det udbud af kunstmaterialer til stede, som der er i dag, ville mange måske tro, at fluen aldrig havde set dagens lys, men den køber jeg ikke! Kunstmaterialer og naturmaterialer er ikke to sider af samme sag. De kan hver især noget
forskelligt, og det har Lefty været bevidst om. Ser man på kunstmaterialer generelt, så har de ingen tapering. De tilspidses sjældent ude i enderne, og de har samme blødhed/stivhed i hele deres længde. Naturmaterialer derimod har tapering og forskellig stivhed/blødhed. Nogle naturmaterialer kan oven i købet både blive tyndere og samtidig blive stivere/hårdere. Det skyldes naturligvis det faktum, at noget af massen bliver erstattet af luft. Og ser vi på et hår fra hjortefamilien, ved vi, at nede ved roden er hårene hule, så de bedre isolerer mod varme og kulde. Spidserne derimod, er hårde og massive, så de ikke så let knækker af.
En fiskeimitation skal naturligvis have facon som en fisk og meget gerne også opføre sig som én. Dette har Lefty sørget for ved at binde halen af bløde materialer og lade de mere stive og fyldige materialer – som sikrer opdrift og balance i fluen – danne kroppen. En af de gode ting ved Lefty’s Deceiver er, at den kan bindes i alle størrelser, til alle slags fisk. Den kan bindes i størrelser, så den kommer til at fremstå som en stor sild eller helt ned i størrelser som små hundestejler. Prøv fx også at binde en slank udgave, og så har du en perfekt tobisimitation.
Med lidt kreativitet og snilde ved fluestikket kan man binde et væld af Deceiver-varianter, så man har en Deceiver til enhver lejlighed. Her er det en flok varianter til henholdsvis kystens havørreder og søens glubske gedder.
Sådan binder du Lefty´s Deceiver
Bindemønsteret er simpelt. Find den krog som passer til det fiskeri, du bedriver. Start med at lave en lille knold af bindetråd lige over modhagen. Bind så nogle hvide hanehackler ind lige bag knolden.
Er fluen stor, bruger du mange, er fluen lille bruger du få, og skal fluen have en slank profil, binder du dem ind ryg mod ryg. Når Lefty binder sine ind, tager han et godt bundt fjer fra nakken, og vrider fjerbundtet rundt et par gange, før han klipper dem af skindet. Nu stritter de til alle sider, men ikke mere end at de giver perfekt fylde, når de kommer i vand. Lefty’s mere moderne udgave har naturligvis flash, det havde de første udgaver ikke.
På begge sider af det, som skal blive til hale, lægges et bundt krystal flash. Er fluen stor, lægges tillige et bundt oven på halen. Flashfibrene skal være en anelse længere end selve halen. Krop i egentlig forstand er der ikke. Bindetråden føres blot op mod krogøjet og stopper 2/3 oppe ad krogskaftet.
Her indbindes kroppen/vingen, som består af bucktail befriet for korte fibre. Denne bindes ikke ind på top og bund, men på siderne, så fibrene slutter ca. halvt oppe på halen. Fluen vendes nu rundt, og et lille bundt rød flashabou bindes ind under krogen for at illudere gæller. Klip det forholdsvis tæt, så det stritter og fylder mest muligt. Herefter vendes fluen en sidste gang, og et bundt Chartreuse bucktail bindes ind på toppen. Har du bundet de første trin rigtigt, vil du nu fylde det gab, der er mellem de to sider op med den chartreuse bucktail. Nu er det blot at afslutte fluen med en solid whipfinish, og så er fluen færdig.
Husk, at fluen naturligvis kan varieres. Fx kan du bruge andre farvekombinationer, tilføre mere flash, hvis du mener der er behov for det. Eller du kan give overvingen en ekstra farve med bucktail, struds eller påfugleherl – det er helt op til dig. Men når fluen er færdig, prøv så engang at fugte den mellem læberne, og se hvor fin en silhuet og facon, fluen har fået. Læg specielt mærke til hvor fin og livlig den bagerste del af fluen er blevet, og da vil du forstå, hvorfor fluen er blevet en klassiker.
