dec 17, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Denne havørred kunne ikke modstå en pink Clouser Minnow der kom jiggende forbi. Clouseren er rørende simpel at binde – men dette bliver den ikke ringere af. Tværtimod…
I den kolde tid er det ikke altid lige let at få havørrederne i tale. Men – en pink Clouser Minnow er måske lige det, der skal til for at få gang i vinterørrederne. Og så gør det ikke noget, at den er så let og hurtig at binde.
AF GORDON P. HENRIKSEN
CLOUSER MINNOW er opfundet af amerikaneren Bob Clouser, og på den anden side af Atlanten er den sandsynligvis den mest populære fiskeimitation, der findes. Den blev først beskrevet af hans fiskekammerat, fluefiskeren Lefty Kreh i bladet Flyfishermen i 1989, og selv over 20 år senere holder den stadig 100%.
Stort set enhver amerikansk fluefisker har et par stykker af disse i æsken, uanset om de fisker smallmouth bass, stripers, ørred, bonefish eller noget helt andet. Lefty Kreh har taget næsten 100 arter på den, Bob Clouser har mere end 60 og personligt er der ca. 20 arter inkl. tarpon og tun, der har smagt mine Clousere. Så der er næsten altid et par Clousere i min æske, uanset hvor jeg fisker. Spiser fisk fisk, ja så spiser de nok også Clousere…
Clouseren er suveræn til aborrer, gedder og havørred
Herhjemme er den ikke specielt brugt, og det er synd for den er suveræn til aborre, gedder og ikke mindst havørred. Og frem for alt kræver den meget få materialer, og er rørende nem samt hurtig at binde. Netop det, at den er så let at binde er muligvis grunden til, at den ikke er mere populær end den er. Nogle synes jo helst en kystflue skal indeholde 17 forskellige hjemmefarvede materialer, fra sjældne dyrearter, gummiben med påmalede pletter og vanskelige knuder, hjemmelavede rejeøjne på stilke, epoxy rygskjold med glimmer i, og en masse andre finurlige detaljer, der gør at det nærmer sig en helaftensforestilling bare at fremstille en flue eller to.
En Clouser kræver blot en krog, timeglas øjne, to farver bucktail og lidt flash. Størrelsen og farverne kan selvfølgelig varieres i det uendelige. Brun og hvid samt chartreuse og hvid er gode farver til havørrederne, og om vinteren er den pink og hvide et rigtig godt valg.
Sådan bindes en Clouser Minnow:
De bedste materialer til en Clouser
Materialerne og designet er gennemtænkt, og gennem testet – og fluens styrke ligger i dens enkelhed. De belastede øjne, giver den en provokorende jiggende gang i vandet og sørger for den går med krogen opad, så den ikke sætter sig så let i bunden. En anelse flash skaber opmærksomhed, og det naturlige bucktail materiale har en fordel i forhold til syntetiske materialer, da det bliver tyndere og tyndere mod spidserne. Netop dette gør, at fluen bliver ekstremt levende i vandet, samtidig med at den fastholder fiskeprofilen, og en hvis gennemskinnelighed.
For at få en livlig flue, er det meget vigtigt at være beskeden med bucktail mængden, og det er ofte bedst at benytte materialer fra den øverste halvdel af halen, hvor det er tyndest og blødest.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs alt om kystfluefiskeriet of få det fulde overblik i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købes her (REKLAME)
dec 12, 2025 | Artikler, Mad, Nyheder
Torskeryg med skummende hummerbisque kræver en del finesse og gåpåmod i køkkenet. Til gengæld er det en ret, som vil gøre nytårsmiddagen til en uforglemmelig oplevelse.
Kogt torsk med kartofler og sennepssovs er for mange indbegrebet af, hvad nytårstorsk er for en ret. Det er uden tvivl en himmelsk spise, men der er mange forskellige måder at tilberede torsken på, og da det kun er nytår én gang om året, kan man jo meget nærliggende gøre noget helt særligt ud af at anrette torsken netop denne dag.
AF JESPER HANSEN
TRADITIONER er til for at blive fejret og videreført, men også for at blive videreudviklet, forfinet og eksperimenteret med. Nytårstorsken er et fast indslag nytårsaften hos mange danske familier, men retten kan gribes an på mange forskellige måder. En mulighed er at lave nytårstorsk med jomfruhummer og skummende bisque. Det er en ret, der kræver lidt gåpåmod og finesse, men det er samtidig en ret som vil bibringe dine gæster en visuel og gastronomisk oplevelse, der gør overgangen til det nye år til noget helt særligt.
Sådan laver du nytårstorsk med jomfruhummer
Torsken lægges i en bageplade smurt med lidt smør og bages i ovnen ved 150grader indtil torsken er tilberedt – det tager som regel 7-12 minutter. Herefter pilles jomfruhummerne, og halerne gemmes til senere. Steg skaller og hoveder af i en tykbundet gryde sammen med hvidløg, gulerødder, løg, blegselleri og tomatpure til det hele har opnået en gylden farve. Tilsæt nu cognacen og flambér retten, hvilket også giver én muligheden for at blære sig over for dem der nu end måtte være i nærheden. Tilsæt dernæst hvidvin og fiskefond, og lad det koge i 25 minutter ved lavt blus. Sigt derefter saucen, tilsætmælk og fløde og lad det koge i yderligere fem minutter. Nu kan suppen skummes med en stavblender, og til sidst ristes jomfruhummerhalerne på en pande i lidt neutral olie.
Jomfruhummeren bidrager med masser af smag og giver derudover retten et visuelt løft, der gør retten mere festlig.
En lækker garniture til nytårstorsken
Garnituren er let at lave. Snit porrerne fint og damp dem i en kasserolle med lidt smør og en sjat vand, og så er de sådan set klar til at komplimentere retten. De syltede daddeltomater er næste punkt på dagsordenen. Først vaskes tomaterne, og dernæst lægges de og resten af ingredienserne i en dyb bakke, der kommes i ovnen ved 130 gr. Når de øverste tomater er flækket og lagen er rygende varm, tages bakken ud. Lad så daddeltomaterne køle en anelse af og læg dem på tallerkenen.
Torsken anrettes i en dyb tallerken på en bunke af de dampede porrer. Uden om anrettes de ristede jomfruhummerhaler og daddeltomaterne, og til sidst dækkes retter af den lækre, skummende bisque.
Ingredienser til nytårstorsk med jomfruhummer og skummende bisque (4 personer)
200 gr. torskeryg
Lidt smør
1 kilo jomfruhummer
1 hakket løg
1 hakket fed hvidløg
1 hakket gulerod
1 hakket stilk blegselleri
1 spk. tomatpure
4 cl cognac
1 dl hvidvin
2 dl fiskefond
1 dl fløde
1 dl sødmælk
Garniture
1 bundt porre
Lidt smør
Syltede daddeltomater
0,5 kilo daddeltomater
1 dl sherry eddike
1 dl god oliven olie
1 kvist timian
1 kvist rosmarin
4 fed hvidløg
dec 12, 2025 | Artikler, Portrætter
Det går lige nu rigtig godt for juniorarbejdet rundt omkring i Danmark – godt båret frem af projektet ”Fremtidens Lystfiskere”
AF JENS BURSELL, FOTO: MARIE BRANDT/DSF/FKK
KLAGESANGEN over manglende juniorer har snart lydt i masser af år, men meget tyder heldigvis på at tingene er ved at vende. Men det er desværre næppe fordi, at der er blevet flere fisk… Årsagen til fremgangen kan nok findes flere steder. Nogle steder er årsagen selvfølgelig den samme, som den altid har været i foreninger med mange juniorer – nemlig et godt og dedikeret juniorarbejde ledet af juniorledere, der brænder for sagen, og giver den gas. Nogle oplagte eksempler fra de seneste år er klubberne i Kolding, Odsherred, Vejle, Silkeborg, Odense, Bjerringbro, Voer å, Kalundborg, Holstebro, Svendborg, Køge Valkyrien og Fiskeklub København. Men – der er nok ingen tvivl om, at den overordnede trend på landsplan samt en række af de lokale initiativer er blevet inspireret af en ny og meget mere organiseret tilgang til rekrutteringsarbejdet orkestreret af DSF – blandt andet gennem projektet ”Fremtidens Lystfiskere”, som køres af Marie Brandt, der i øvrigt – sammen med sine klubkammerater, også har været super aktiv og succesfuld med juniorarbejdet i Fiskeklub København, hvor antallet af juniorer netop har overgået antallet af seniorer:
Hvordan går det med projektet Fremtidens Lystfiskere lige nu?
– Det går over al forventning med projektet, må man sige, fortæller hun. – Vi oplever i øjeblikket utrolig mange spændende nye tiltag og arrangementer rundt omkring i landet, og ikke mindst flere store samarbejder på tværs af foreninger. Projektet giver os en samlet platform, som gør det muligt at løfte de mange initiativer i flok, og virkelig give dem luft under vingerne. Det er enormt spændende at se, hvor langt vi kan nå med det.
En markant vækst i antallet af juniorer i fiskeklubberne
– Det ser rigtig godt ud med antallet af juniorer i DSF nu i forhold til for et par år siden, fortsætter Marie. – Fra projektets opstart den 1. november 2025 og så et år frem har vi set en helt enorm vækst blandt juniorerne: 31% svarende til 600 nye børn og unge op til 18 år, har meldt sig ind i en af vores medlemsforeninger i DSF. Og så er der jo også alle de unge, der fisker selv eller i andre klubber. Det er meget positivt og viser bare, at der virkelig er en fisketrend blandt de unge i gang lige nu. Nu handler det om, at sikre den der livslange forbindelse til fiskeriet og den blå natur for de unge, så det bliver mere end blot en kortvarig interesse.
En kraftig vækst af juniorer i Fiskeklub København
– Vi kan ikke komme udenom, at der er en generel interesse for fiskeri for tiden, men vi har i Fiskeklub København også selv truffet nogle bevidste valg om, hvem vi gerne vil rekruttere til foreningen, svarer Marie. – Som led i en langsigtet strategi har vi opdelt vores ungdomsarbejde i et juniorhold for 8–12-årige og et UNG-hold for 13–18-årige. Tidligere havde vi kun et hold for de ældste.
– Det har givet plads til at tage børnene ind tidligere, og i dag har vi også 6-årige med på juniorholdet, så længe deres forældre deltager. Det er en aldersgruppe, der er lettere at rekruttere, fordi mor og far stadig styrer hverdagen – og samtidig betyder det, at vi får børnene med i klubben i mange flere år.
– Til næste år bygger vi videre med et forældre-/barn-hold for de 4–7-årige. Det kalder vi Kutlingerne – og her bliver nogle af vores 10–12-årige også inddraget som hjælpere. Sammen med en stor frivillig indsats betyder det, at vi i dag kan tilbyde et fællesskab, som mange børn og unge i København har manglet.
Hvordan får vi endnu flere unge ind i lystfiskeriet fremover?
– Fremadrettet handler det først og fremmest om at blive ved med at sikre adgang – både til viden og til fisk, pointer Marie. – Det gælder i hverdagen, hvor børn og unge skal have let adgang til fællesskaber, grej og læring, men også på et politisk plan, hvor rammerne for lystfiskeriet er afgørende.
– Og så skal vi have pigerne med. Vi kan allerede se positive takter, blandt andet i Pure Fishings ungdomskonkurrence ”Fiskechallenge”, hvor der i år har været en markant stigning i antallet af piger, der deltager. Den tendens vil jeg meget gerne have bredt ud i foreningslivet. Her mangler vi dem virkelig.
– Derfor er vi i gang med en undersøgelse, som skal danne grundlag for konkrete initiativer og anbefalinger målrettet piger næste år. Allerede nu kan vi se, at mange piger gerne vil fiske, at interessen ofte starter i familien – men at de savner andre piger at fiske sammen med. Hvis vi lykkes med at skabe de fællesskaber, er jeg overbevist om, at vi kan give endnu flere unge lystfiskere et varigt tilhørsforhold til fiskeriet og den blå natur, slutter Marie, der kommer til at fortsætte projektet i hvert fald de næste to år.
Læs mere om Fiskechallenge her.
Tjek denne artikel om en af de piger – Mia, der havde rigtig stor glæde af Fiskechallenge.
Læs om juniorarbejdet i Kolding SF her.
Vil du vide mere om projektet ”Fremtidens Lystfiskere, så klik her.
Se Fiskeklub Københavns hjemmeside her.
Projektet Fremtidens Lystfiskere har haft en stor positiv effekt på rekrutteringen af nye lystfiskere til det danske lystfiskeri.
dec 10, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Klaus og Rasmus med den flotte donaulaks fra Sora taget på flue.
Et billede af en donaulaks i familiens fiskeatlas tændte ilden i mig helt tilbage, da jeg var en lille dreng. Billedet af den store fisk, der lå i det hvide sne ved siden af en gammel glasfiberstang, husker jeg stadig. Men der skulle alligevel gå et kvart århundrede, før jeg endelig kunne gøre drømmen til virkelighed.
AF KLAUS BOBERG PEDERSEN
DET ER MIDT OM NATTEN , da Jure banker på døren. Han er vores guide, som vi har mødt aftenen forinden. Min makker Rasmus og jeg er begge noget groggy, men Jure koger af energi. Han har slet ikke kunne sove, for han har vendt og drejet slagplanen for dagens fiskeri igen og igen. Den slags energi smitter, så vi kommer hurtigt ud i bilen. 10 minutter senere er vi i nattens mulm og mørke fremme ved flodens bred.
Vi er tilbage i 2010, hvor vi befinder os ved floden Sora, som ligger 30 kilometer nordøst for Sloveniens hovedstad Ljubljana. Mindre end én kilometer ned – strøms løber floden ud i den mægtige Sava, som igen er et tilløb til selveste Donau. Rasmus og jeg har ikke foretaget nogen forudgående rekognoscering. Vi kender ikke floden – vi har sågar aldrig set den i dagslys, så det er en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg træder ud i vandet og mærker vandets pres mod mine lægge. Strømmen er kraftig, og efter lyden at dømme befinder vi os ved et relativt hurtigt stryg.
Arm i arm fører Jure mig frem i mørket, indtil han gør holdt og befaler mig ikke at gå længere ud. Store Donaulaks er nemlig meget sky, og Jure forsikrer mig, at der står et par fisk på lige omkring en meter i denne pool. Rasmus bliver placeret kun 10 meter nedstrøms. Så er vi i gang!
1) En enhåndsstang klasse 10 er perfekt til at jagte donaulaks med., 2) I modsætning til Sava virker Sora-floden (Billedet) ikke intimiderende stor og vandet er let at »læse«.
Den tunge flue slynges ud i mørket til donaulaksen
At kaste en tung flue er en prøvelse, men at kaste en tung flue i bælgravende mørke er noget nær umuligt. Det ender da også med, at vi nærmest bare slynger fluen ud. Det vigtige her er ikke skønkast, men at vi fisker så tæt på bunden som muligt. På denne tid af året er Donaulaksen nemlig yderst selektiv – den skal virkelig provokeres, og hugger kun, hvis den får agnen præsenteret lige foran snuden.
Selvom det er mørkt, kan man fornemme silhuetten af en række træer på modsatte bred. Jeg forsøger at kaste så tæt på træerne som muligt, og selvom fluen er tung, svinger den hurtigt tilbage mod egen bred. Efter fem minutter begynder vi at få kontrol over kast og lineføring, og et par minutter senere vurderer jeg, at området foran mig er gennemfisket. Jeg tager fire fem skridt nedstrøms, og sender fluen mod modsatte bred.
Fluen synker, før jeg løfter stangspidsen op. Den svinger i strømmen og jeg mærker tydeligt med jævne mellemrum, at fluen rammer bunden. Jeg tager et par meter line ind, og netop som jeg vil lade fluen svinge igen, mærker jeg et resolut sug forplante sig op gennem stangen. Tilslaget falder instinktivt, stangen spændes og i mørket kan jeg høre lyden af en fisk, der ruller og plasker i overfladen lige foran mig.Det er overraskende tydeligt at høre, at der er tale om en virkelig stor fisk.
En tung fight i mørket
Adrenalinen suser så voldsomt i min krop, at jeg næsten paralyseres. Heldigvis falder der lidt ro over fisken, som nu i stedet stiller sig urokkeligt i hovedstrømmen. Jeg står stadig midt i floden opstrøms for fisken, men beslutter mig for at rykke ind mod land og nedstrøms, så jeg kan komme til at lægge pres på fisken fra siden.
Grejet er klasse 10, og det føles perfekt afstemt til situationen. Ikke helt uventet stikker fisken nu hastigt nedstrøms, og der er ikke andet at gøre, end at følge med. Jeg løber så hurtigt jeg kan på den stenede flodbred, og er tæt på et snuble flere gange. Men først efter 100 meter gør fisken holdt. Jeg kommer ned på siden af den, og med det kraftige grej lykkes det faktisk at få pumpet den ud af hovedstrømmen og ind på det lave vand. Den er nu så tæt på mig, at jeg kan ane den i lyset fra pandelampen – gisp den er stor.
1) Det kræver en tung flue at nå bunden i det hurtige vand. 2) Store fluer til store fisk.
Jure vil gribe fisken ved haleroden, men da han forsøger, bliver fisken skræmt, så det nærmest ligner en eksplosion i det lave vand. Sekundet senere står den igen i hoved strømmen, men efter nogen tid begynder den igen at følge med ind. Vi har ikke noget net, så taktikken lyder, at kane fisken ind til den nærmest strander sig selv – og det lykkes til alt held. Fisken har inhaleret den kæmpestore flue, og Jure bløder kraftigt fra hånden, da fisken endelig er afkroget.
Vi står nu tre mand og betragter dyret. Den er større end antaget og større end jeg havde turde håbe på. Vel findes donaulaks i større eksemplarer, men ligegyldigt hvor – dan man end vender og drejer det, er 98 centimeter en stor fisk, og der er virkelig langt i mellem, at der fanges så store Donaulaks på flue. Jeg er rejst hjemmefra med store forhåbninger om, at min drøm ville gå i opfyldelse. Og nu – efter blot 10 minutter med støvlerne i det sorte vand, er det hele lykkedes. Jeg har fået, hvad jeg kom for: Turen er reddet, og det er ikke engang blevet lyst endnu!
Som jeg står der i mørket, fuld af lykke og lader adrenalinen dampe af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det hele gik lige en tand for stærkt. Den slags er man jo ikke vant til som lystfisker. Og jo, det gik vist lidt stærkt, men da floden næste dag flommer og gør fiskeriet umuligt resten af ugen, er jeg klar over, at det ikke gik ét sekund for stærkt. Lystfiskeri vil altid være uransageligt…
Om donaulaksen
Donaulaksen Hucho hucho kræver rent, køligt og iltrigt vand, vokser langsomt og er i det hele taget sårbar overfor menneskelig indgriben. Der er derfor kun nogle få steder tilbage, i blandt andet Slovenien, Slovakiet og Østrig, hvor man med en vis succes kan fiske målrettet efter donaulaks. Af samme årsag er adgang til fiskeriet ekstremt reguleret. For det første må den nat-aktive fisk kun fiskes om dagen (fra en time før solopgang til en time efter solnedgang). Desuden må man kun fiske om vinteren (16. november-15. februar), hvor fisken er svær at fange og hvor utilregnelige vejrforhold gør det svært at planlægge en tur.
Fiskeriet er dyrt – mellem 45 og 60 Euro pr. døgn, og dertil gælder den særlige regel, at man skal ledsages af en certificeret guide. Men – en guide er i det hele taget uundværlig, hvis man vil gøre sig nogen forhåbning om at fange noget som helst, og vores behagelige samt über-passionerede guide Jure Ramovz må være blandt Balkans bedste. Jure kan kontaktes på e-mail: jramov@gmail.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
dec 9, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri med blink i put and take, Nyheder, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Video
Hvis du drømmer om at knække koden og fange mange flotte fisk på UL-spin i put and take´en, så er det vigtigt at have styr på det helt rigtige grej, samt hvilke agn og teknikker der skal benyttes i forskellige situationer.
I del 1 af vores serie af to afsnit om Ul-spin i putten, tager Casper Bjerregaard Larsen og Mathias Gundestrup fra Westin os med til put and take søen Ørsted Outdoor, hvor de gennemgår alt det bedste grej til UL-spin efter ørred. De gennemgår systematisk stænger, hjul, liner og forfang, samt giver en kort introudktion til de forskellige typer af agn. Og- undervejs fanger de masser af flotte fisk på de forskellige teknikker. Glæd dig til en fantastisk dag ved søen med masser af action.
Se filmen på Fisk & Fris YouTube her.
dec 6, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Henrik S. Lund med en flot gedde på 12,6 kilo og 118 cm fra Rügen. Sigten var god, så det var de naturlige farver, der gav fisk. Her er det farven Magic i sølv/blå, der normalt fisker godt i klart vand.
De ligner noget fra en fjern galakse, men det er tankevækkende, hvor mange store fisk, der bliver taget på gummiål, i forhold til hvor få der fisker med dem. Her får du opskriften på en sikker succes til storgedderne, der – på trods af mange år på bagen, stadig sparker røv.
TEKST: HENRIK S. LUND, FOTO: HENRIK S. LUND, CHRISTIAN MØLLER & JENS BURSELLL
FØRSTE GANG jeg så en gummiål troede jeg simpelthen ikke på, at denne slaskede gummi agn kunne fange gedder. Det forekom mig meget mystisk, at denne agn kunne være så attraktiv for gedderne. Der er ikke nogen lokkende gang fra side til side eller et stort spinnerblad, der skaber vibrationer i vandet – kun en lang slasket gummi hale, der bevæger sig stille og roligt, når agnen blev trukket gennem vandet.
Al min tvivl blev dog gjort til skamme, hvorefter en for mig ny super agn, der af og til udfisker alt andet, blev en fast plads i min grejkasse. Det hele startede med, at min fiskekammerat Christian Møller havde været en tur til Rügen, hvor han havde fanget et par fine vintergedder, ved kastefiskeri med ålene. Så måtte jeg jo krybe til korset og konkludere, at de faktisk kunne fange fisk. Det endelige gennembrud for mig, kom dog først i Norge.
Et kig ned i Henrik S. Lunds softbaittaske med et pænt udvalg af Alien Eels i alle regnbuens farver. Mon ikke der skulle være en enkelt der passer…
Geddesucces med Alien Eel i Norge
Vi havde haft rigtigt godt fiskeri de første fem dage, men på sjette dagen gik alt dødt. Vi fiskede i en smal kanal med vanddybder fra 4-8 meter, hvor det omkringliggende område kun var 1½ meter dybt. Jeg koncentrerede mig om at båden fiskede optimalt midt i kanalen, mens Christian prøvede forskellige farvekombinationer af woblere. Af ren desperation søsatte han en alien eel lige bag båden, der ikke nåede at være i vandet i mange minutter, inden der sad en gedde på den.
Det var satans! Her lå vi og trollede med fem forskellige wobler ude, og så huggede gedden på den latterlige ål! Ud med ålen igen og fem minutter senere fik vi endnu en gedde! Inden vi så os om, fiskede vi med Alien Eels på alle stænger, og fangede bunker af gedder. På sidste dagen huggede desuden turens største gedde på 12,4 kilo på en alien eel, fisket på en paravane fire meter nedeover 6 meter vand (en metode der her mange år efter ikke er tilladt i Danmark).
Det var noget der gav stof til eftertanke. Den anden tur, hvor ålen igen viste sit værd, var en sommer trolletur i brakvand til Rügen. Fiskeriet foregik over 6-15 meter vand, hvor downriggeren skulle vise sig at gøre en forskel. Vi fiskede med wobler ud til siden og alien eels på downriggerne. Første større fisk blev godt nok fanget på en wobler, men så stod ålene også for resten af de større fisk på denne tur – der i blandt turens største på 12,6 kilo. Fiskene blev trollet ved en fart på hele 3 knob eller 5,4 km/t, og selv ved denne forholdsvise høje fart, fiskede ålene effektivt.
Christian Møller tager ingen steder uden et solidt arsenal af Alien Eels – her skal han til at søsætte en ål på Rügen.
De tyske gedder var vilde med Alien Eels
Turen, hvor jeg for alvor blev overbevist om gummiålenes effektivitet, var på efterårets geddeekspedition. Vi var kørt til Tyskland for at prøve et helt nyt vand, der dog skulle vise sig, at blive en rigtig hård nød at knække. Fiskeriet var utroligt svært, og syv dages fiskeri gav kun 19 gedder. Vi prøvede alt! Forskellige områder af søen, varierende dybder og agn, diverse farver og forskellige hastigheder, men vi kunne ikke finde noget, der syntes at virke.
Den andensidste dag blev ålene fundet frem, og sikke en start de fik. Efter bare fem minutters fiskeri krøllede Christians stang, der fiskede ålen på et paternoster rig, med et 100 grams lod på 13 meter vand helt sammen. En kort intens fight fulgte, hvorefter en rigtig god gedde viste sig under båden i det klare vand. Ved overfladen kunne jeg hurtigt nette en flot gedde, der viste sig at veje hele 15,6 kilo.
Sidste dag startede vi med at fiske samme metode som den foregående dag med patarnoster rigs og Alien Eels tæt på bunden i et andet område af søen, men hele formiddagen gik uden resultater. I desperation begyndte vi at trolle pelagisk over 40 meter vand, men dette gav ikke noget, før vi igen nærmede os lavere vand: Over 18 meter vand kom der hug på den ene paravane, der fiskede en Alien Eel fire meter nede. Igen var der tale om en større gedde på 12,3 kilo. De næste 2½ times fiskeri, inden mørket sænkede sig, gav yderligere tre hug, alle på alien eels med gedder op til 9,7 kilo. Her var endelig noget fiskeri, hvor vi følte at vi ramte dent helt rigtige teknik.
På årets tre store fisketure i 2009, til tre vidt forskellige vande i henholdsvis maj, juli og november havde vores Alien Eels stået for de største gedder på alle ture med de fire største på 15,6-12,6-12,4 og 12,3 kilo, hvilket understreger samtidig at de der ål altså kan noget som en wobler ikke kan.
Henriks makker Christian Møller, med sin personlige rekordgedde på 15,6 kilo og 120 cm fra Tyskland, taget på Alien Eel.
Sådan fisker du med Alien Eels og gummiål
Gummiål kan fiskes på rigtig mange måder, men overordnet er det dog vigtigt at sigten i vandet helst ikke er under 1 meter, og vandet må heller ikke være for koldt. Generelt bruges der skrappe farver, hvis sigten er under 1½ meter og mere naturlige farver, hvis sigten er over, men der er ingen regel uden undtagelser. Farten skal være over 2 km/t før halen begynder at gå rigtigt, og vi har i varmt vand om sommeren fisket ålene med hastigheder helt op til 6 km/t, og stadig fanget gedder på dem.
Savage-Gear har lavet to forskellige Alien Eels: En på 124 gram og 30 cm samt en lille udgave på 56 gram og 20 cm. Der ud over findes der en lettere variant der kaldes Shallow Runner på 100 gram og 30 cm, samt 40 gram og 20 cm. Vær opmærksom på, at Shallow Runners ikke kan tåle så meget fart som den almindelige ål, inden den begynder at tilte. Den er lettere, og øjets placering gør, at denne agn fisker meget højt i vandet, hvor i mod 124 grams modellen går noget dybere ned.
Til vores fiskeri bruger vi udelukkende de store ål. Den mest simple måde at fiske en alien eel er at kaste den direkte ud efter båden, og hvis man firer 25 meter line ud, og sejler 3 km/t vil den tunge model fiske 4-5 meter nede. Hvis man vil have den endnu længere ned, kan den fiskes på et paternoster rig med fx et 200 grams lod. Endelig kan den også fiskes på en down rigger, hvilket vi har haft stor succes med. Her ved man meget præcist i hvilken dybde ålen fisker, selv om farten ændres lidt. En anden god metode til at få noget spredning på sine agn, er at fiske med planer boards til hver side af båden. Her fires der først 20-30 meter line ud, inden planer boardet fæstnes på linen, hvorefter den køres ud til siden. På denne måde kan vand der ikke oversejles med båden dækkes effektivt.
De amerikanske Bull Dawgs, der oprindeligt blev udviklet til muskies og gedder, har dannet forbillede for mange af de europæisk
designede gummiål, der findes på det danske marked.
Alien Eel – upside down
Ålen kan også fiskes på en lidt speciel måde, man kunne kalde upside down, hvor den forreste krog simpelthen afmonteres, og linen i stedet hæftes her. Det bevirker, at ålens krop virker som en stor ske, og trækker ålen dybere ned end ellers. Gummiål er i stand til at klare utrolig mange fiskesituationer, når først man bliver fortrolig med den. Til kastefiskeri kan ålen også være super effektiv, da den i modsætning til en wobler, vil kunne fiskes på vanddybder fra 0-10 meter, og meget aktivt ned i huller eller op over skrænter.
Ålene har gennem det sidste århttps://fiskogfri.dk/gigantgedder-i-tyskland/ gang på gang bevidst, at den kan være uhyggelig effektiv, og at det er en agn som gedderne hugger ekstremt aggressivt på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fiskere, der ligger og troller efter gedder kun med wobler. Hvad kunne de ikke fange, hvis de udskiftede et par af deres wobler med de her ål, der ligner noget fra en anden planet!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs om geddefiskeri i Norge her.
Læs om geddefiskeri i Tyskland her.
Endnu en gedde, der uden betænkelighed inhalerede ålen. Når man fisker med ål, bliver de ofte slugt i én mundfuld – måske fordi gedderne ved, hvor svært det kan være at få slugt en modvillig ål, når man kun har fået fat i halen…
dec 4, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Franskmanden Frédéric Jullian, der har bevist sine evner til store turneringer i både USA og Europa, er en af de mest kendte predatorfiskere i Sydeuropa. Han lever stort set af at fiske og er konstant på vandet for at blive dygtigere og dygtigere. Følg med da Fisk & Fri for år tilbage hoppede med i hans toptrimmede fiskebåd, for at aflure hans bedste geddefiduser.
AF GORDON P. HENRIKSEN
FRÉDÉRIC JULLIAN kommer kørende i en kæmpestor pickup truck med sin enorme båd på slæb. Det er bare så vildt et syn, at jeg må samle kæben op fra bådrampen, inden vi kan komme i gang. Jeg har set lignende både til de store bassturneringer i USA, men det er nok første gang, at jeg´har set en fiskemaskine i denne kaliber i Danmark. Det er en 19 fods Ranger Bass Boat med en´175 hk Mercury Verado motor på hækken og en front monteret Minn-Kota elmotor med fodpedal.
Hele båden er stort set en stor gulvtæppebelagt kasteplatform med et behageligt siddeområde, når der skal sejles stærkt. Og sejle stærkt – det kan den. Båden stikker ikke mere end 35 centimeter, men kan skyde en topfart på 54 knob svarende til 100 kilometer i timen. Båden er plastret til i mærker fra Frédéric s sponsorer: Gambit, Illex, Sensas og Pezon Michel. Disse mærker er stort set ukendte i Danmark, men er blandt de største mærker i Frankrig, hvor Frédéric kommer fra. I dag skal vi fiske, men alligevel er det bare en helt almindelig arbejdsdag for Frédéric. Lige nu er han på fisketour igennem Europa for at promovere disse mærker – samt mødes med de største fiskemedier i de respektive lande. Ugen før har han fisket i Sverige og Norge og i morgen skal han lave en grejdemo i samarbejde med Sportdres. Dagen står på geddefiskeri på Stege Nor med Fisk & Fri, så vi kan få en snak om hans vej til toppen og hans teknikker til geddefiskeriet.
1) Frédéric giver den gas, når det kommer til fiskeriet. 100 kilometer i timen i båden og over 140 fiskedage om året. 2) Frédéric sejler en ond ond fiskemaskine. Hans Ranger 188VS er fuldt ustyret med en 175 hk Verado Mercury motor. Tre transducere er linket til to Humminbird lodder – 1197si and 198si, og så er der rigelig plads til at stå op og fiske på det store dæk.
Massevis af geddegrej
Vi stopper et sted, der ser lovende ud. Hans båd er proppet med grejæsker. Softbaits og swim baits lader til at være hans foretrukne valg til gedderne. Stængerne er også meget lettere og mere delikate, end det man primært ser blive brugt til gedderne herhjemme. Jeg får en let japansk Gunki spinnestang i hånden monteret med en Super Freddy 145 Real Swim. Frédéric fisker en Freddy 145 Catwalk, og der går heller ikke længe før han fighter sin første gedde, mens den franske fotograf der følger ham på hele touren fyrer løs.
Gedden er ikke stor, men selv – om Frédéric er på vandet omkring 140 dage om året, og fanger masser af fisk, er begejstringen ægte. Også når kameraet ikke er på. – Alt for mange i branchen glemmer hvor de kommer fra, fortæller Frédéric. – Mange går kun op i størrelsen på fiskene, og får de ikke fanget rekordeksemplarer er det en dårlig dag. Jeg elsker bare at fiske og kan stadig komme helt op at køre over at fiske på en stime små aborrer. Udfordringen for mig ligger i at regne den ud – og kunne fange fisk under alle forhold.
Frédéric lever på ingen måde op til fordommen om arrogante franskmænd, og selvom Frédéric har noget at ha det i, er der ingen overlegenhed at spore – tværtimod. Kærlighed til fiskeriet spiller uden tvivl en stor rolle i Frédéric´s fiskeri. Han har udelukkende fisket med kunstagn, siden han som 13-årig fangede sin første gedde Og siden er han kun blevet dygtigere og dygtigere. Han klarede sig glimrende i de franske fisketurneringer, og begyndte at tage over grænsen til Spanien, hvor de afholder store bassturneringer. Han blev også involveret i grejudvikling og PR for flere brands. Desuden har han som formand for den franske lystfiskerorganisation AFCPL, været med til at starte Streetfishing konceptet.
Fiskekonkurrencer med masser på spil
De største fiskekonkurrencer foregår i USA med millioner på spil, men i Spanien er der også relativt store konkurrencer med pæne pengepræmier. I Spanien fik han også gjort indtryk med sine fangster – og sin karismatiske personlighed. Således blev han inviteret til at deltage i konkurrencen Euro Bass Cup, som for bass – fiskere er, hvad Ryders Cup er for golfspillere. I løbet af en uge dyster de tolv dygtigste nordamerikanske bassfiskere mod de tolv dygtigste europæere.
Der er en fra hvert kontinent i samme båd, og hver dag scorer hver båd et point til det hold, der har klaret sig bedst i båden. Til sidst vinder det ene hold på samlet point. – Dette var en kæmpe oplevelse, og jeg lærte utroligt meget af at fiske i samme båd som Mike Iaconelli, Kelly Jordon og Shaw Grigsby, der er store etablerede navne, fortæller Frédéric. Dette var et vendepunkt i hans karriere. Igen var det hans evner som lystfisker kombineret med hans personlighed, der gjorde, at han blev gode venner med flere af sine amerikanske konkurrenter fra Euro Bass Cup, som herefter inviterede ham til at komme og fiske i de store bass tours i USA.
Normalt deltager europæere sjældent i disse turneringer, men det lykkedes Frédéric at opnå en femteplads i Bass Masters Elite series på Lake Amistad i New York, hvor flere hundrede fiskere deltager. – Fiskeriet er sværere i Europa, og de dygtigste europæere har faktisk gode chancer for at opnå resultater i de største amerikanske konkurrencer, fortæller Frédéric. – Bare vent, om nogle år, når vi har lært deres turneringer at kende, og udnyttes dette, skal der nok være nogle europæere, der opnår topplaceringer.
1) Her er det en gedde, der huggede på en Flatbone Clicker. En lidt spøjs agn med ske og gummihale. Frédéric fortæller, at gedderne gerne tager den, når der er lidt bølger, og den skvulper rundt i overfladen. 2) Båden er stort set en stor kasteplatform belagt med skridsikkert gulvtæppe. Her er mange små detaljer, som fx denne stang – holder, der forvinder ind i skroget når den ikke er i brug.
Flest ”franske” gedder i båden
Topplaceringen i vores båd er der vist ikke meget tvivl om. Vi er fire i båden, og foreløbig har Frédéric fanget dobbelt så meget som os andre tre til sammen. Og det er der ingen skam i. Jeg nyder bare at være i selskab med så dygtig en fisker og prøver at suge så meget viden og teknik til mig som overhovedet muligt.
Vi fisker med samme agn – en to delt Freddy 145 swimbait, men Frédéric har lige det der skal til for at få den til at gå rigtigt. Med swimbaits som disse skal fiskeren faktisk ikke gøre så meget. – De går suverænt, hvis man bare hiver dem ind, forklarer han, og viser hvordan agnen vugger forførisk af sted. – Alligevel er de ikke helt lette at mestre, da hver agn har sin optimale fart. Er det fx en dag, hvor vandet er koldt og jeg vil sætte farten ned, spinner jeg ikke bare langsommere ind. Næh så skifter jeg til anden swimbait som jeg ved går optimalt ved en lavere fart. Tilsvarende har jeg også nogle baits, som jeg kan lide at fiske hurtigt.
Jeg beder Frédéric uddybe. – Freddy 170 Cat Walk er en klassiker for mig og den starter jeg som regel med under lune forhold. Den har en heftig gang og er god til at gennemfiske store vande. Jeg benytter den i suspending når vandet er lidt koldere. Super Freddy 145 Cat Walk er meget langsom i sine bevægelser og jeg fortrækker den, når vandet er koldt og fiskene ikke er så aktive. Den kan fiskes helt oppe i overfladen ned til to meters dybde, og dens vrikken kan få aggressiviteten frem i fiskene. Flat Bone Clicker er fed i kolde forhold lige henover grøden. Især når der er meget vind. Under disse forhold tager de den ofte når den fiskes med lange spinstop og skvulper rundt i overfladen pga. bølgerne.
En analytisk tilgang til geddefiskeriet
Hans tilgang til fiskeriet er meget analytisk. – Nogle folk er intuitive, men jeg tager udgangspunkt i min biologiuddannelse og mit tidligere arbejde i fiskeopdrætsindustrien, for at forstå hvordan fiskene reagerer. Desuden prøver jeg at lære af alle mine fisketure – også dem, hvor fiskeriet er dårligt. Lystfiskere har tendens til kun at huske de gode dage og glemme de dårlige. Således vælger de ofte agn, fordi de har haft nogle gode oplevelser med den, men glemmer at tælle de timer de ikke fangede noget på denne agn med i deres analyse.
Det er fint nok at have en favorit agn, som man fanger halvdelen af alle sine gedder på. Men hvis man fisker med den mere end halvdelen af tiden, så er den jo faktisk statistisk dårligere end alle de andre agn, påpeger han. Der er ingen tvivl om, at Frédéric er nået så langt på grund af en meget vel – overvejet holdning til, hvorfor han fisker netop som han gør i de forskellige situationer.
Turneringer er en stor del af Frédérics fiskeri. Her er han med holdmakkeren Olivier Irailles. I AFCPL Boat Tour’s første divisions konkurrence vandt de i gedde kategorien og fik en
samlet andenplads.
Efter gedder med swimbaits
– Swimbaits er en suveræn agn til gedder, fortæller han. – Heroppe i Skandinavien er mange vilde med hidsige jerkbaits, der glider fra side til side i voldsomme bevægelser. Disse agn fanger også masser af fisk, men jeg fortrækker som regel enkelte vuggende bevægelser i agnen. Jeg tror, at når en gedde ser et bytte, som den skal bruge meget energi på at jage og måske ikke rammer, er det ikke sikkert den vælger at gøre forsøget. Så er der større chance for, at den angriber en fisk, der kommer luntende forbi i et roligt tempo og er lige til at snuppe.
Hvis vandet er koldt, kan jeg dog godt finde på at give agnen en anelse, walk the dog action, og giver stangen et lille nøk med hyppige små mellemrum, for at få agnen til at svinge lidt længere ud til siden. På den måde er agnen livlig, men svømmer ikke for hurtigt væk fra den jagende gedde. Et godt tip til at mestre denne indspinningsteknik, er i øvrigt først at indøve den med overfladeagn, hvor man kan se resultatet af stangbevægelserne. Senere kan man så overføre det til agn, der går under vandoverfladen. Det hele ligger i at give den rette mængde slækline, efter man har nøkket stangspidsen, pointerer han.
Store eller små agn til gedder?
Store agn er også meget populære heroppe i Norden, men jeg mener I med fordel kunne begynde at fiske lidt mindre agn, forklarer Frédéric og afkroger endnu en gedde. – Bevares den der med store gedder vil ha’ store agn, den holder da, men jeg har også set mange situationer, hvor bittesmå agn har været det, der skulle til for at få fiskene i tale. Jeg ser på det på denne måde. Lad os sige du lige har spist en rigtig lækker gryderet med kartoffel mos. Kommer der en og tilbyder dig en steak, siger du nej tak, selvom den ser appetitlig ud og du egentlig har lyst. Men er der en, som byder på en peanut eller et stykke chokolade, snupper du altid lige en eller to. Derfor tror jeg også, at gedderne reagerer bedre på en lille agn…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 30, 2025 | Artikler, Friluftsliv, Grej og beklædning, Kystfiskeri
Når vandtemperaturerne for alvor falder ned omkring frysepunktet, kan det være rigtig svært at holde tæerne varme, når man vadefisker på kysten. Her får du opskriften på, hvordan du for alvor kan sætte en stopper for fænomenet kolde tæer.
AF JENS BURSELL
VI HAR ALLE PRØVET DET – i hvert fald os, der vadefisker om vinteren. Uanset hvor gode sokker og tykke neoprenwaders man har på, så kan det være svært at holde tæerne varme i mere end 5-6 timer, når du vader rundt i iskoldt vand. – Og det selv når du tager to par kraftige uldsokker på, hvilket til enhver tid er standardard og basisløsning nr 1, som man bør prøve inden man kaster sig ud i andre specialiteter, som fx dem jeg vil snakke mere om nedenfor. En del kan klare sig med gode uldsokker, men nogen gange skal der bare mere til.
For et års tid siden, blev jeg seriøst træt af konstant at skulle vrikke med tæerne, for at undgå de næsten uundgåelige kolde tæer efter en lang vinterdag på kysten. Der måtte gøres noget – og helst noget ud over det sædvanlige par ekstra sokker… Jeg gik derfor i gang med at tænke i lange, kolde baner. Og – når man nu er på vej ud af den tangent, hvad er så mere nærliggende end at skele til den varmeste type af støvler du kan få – nemlig Pacboots.
Gode uldsokker som disse er helt perfekte til vinterfiskeri – og er det basale trin 1 der skal til for at holde varmen. Udover den høje varmekapacitet har de den fordel, at der skal ekstra meget til for at få sure tæer. Ofte er en mellemtyk og en meget kraftig uldsok nok til at holde varmen. Har du brug for mere varme end dette, kan du supplere med andre metoder til at holde varmen som nævn nedenfor. Ulempen ved uld er, at det ikke er særlig slidstærkt, så vælg helst uldsokker med minimum 5 % forstærkende kunststof.
De bedste filt-inderstøvler fra Pacboots har et varmereflekterende lag af fx Radiantex, der formår at holde på varmen, på en måde som ingen normal sok kan. Derfor er de oplagte som inderstøvler i dine vaders om vinteren – disse her stammer fra et par aflagte La Crosse støvler.
Med boot-liners i dine waders
Pacboots fra fx Lacrosse eller Sorel – kendetegnes ud over den ekstremt isolerende konstruktion af sålerne – ved den udtagelige inderstøvle. Den er typisk lavet af enten kunststof – fx Thinsolate – eller et flerlaget laminat af filt – fx uldfilt – kombineret med en varmereflekterende membran. Og det er især sidstnævnte type, der er interessant for vadefiskeren. Den holder nemlig ikke blot på varmen, men reflekterer den også tilbage mod foden. Det giver selvsagt en suveræn varmeeffekt, man ikke normalt får – selv med adskillige lag sokker. Som varmereflekterende lag anvendes typisk Radiantex eller lignende. Afhængig af pasformen i dine vaders, tager du blot to par uldsokker på – stikker fødderne i inderstøvlen – og derefter ned i vaderen.
Mange vaders er dog så stramme ved anklerne, at du bliver nødt til at skære topdelen af inderstøvlen af for at få plads til det hele. Men det gør heller ikke noget, for det er tæerne og selve foden, det er vigtigst at holde varm. Alternativt er der flere af Pacboot producenterne, som sælger inderstøvler – også kaldet boot-liners – i løs vægt. Udover at være perfekte i dine vaders, så udgør de også et par fortræffelige sutsko om aftenen i fiskehytten eller sommerhuset. Helt generelt – bootliners er virkelig fede i waders, men de kræver plads i foden, så tjek at det passer sammen før du investerer i det der skal til.
Dunsokker som fx disse Down Booty fra Exped, der koster lidt over en plovmand, er et varmt, blødt og behageligt bekendtskab, når frosten knager.
Med dunsokker i dine waders
Dunsokker er en anden måde at give ekstra varme og komfort til fødderne på en kold vinterdag. Denne ekstremt varme type af sokker anvendes normalt til at give ekstra varme til fødderne, når man sover ude om vinteren. Men – de er i høj grad også interessante for alle de mange tusinde kystfiskere, der hvert år trodser sne og kulde i jagten på havørreder. Dun er et af de letteste og mest effektive isolationsmaterialer. Materialet har dog den ulempe, at det klasker sammen, når det bliver fugtigt, hvilket betyder, at det mister en del af sin isolationsevne.Efter en hel dag i dine vaders, vil især bunden af sokken da også blive fugtig af sved og klaske sammen. Men – faktum er, at der faktisk går så lang tid, at du i praksis forbliver lun en hel lang vinterdag. Efter endt fiskeri affugtes sokkerne over en radiator, som er klar igen efter et par timer. Følelsen af at gå med uldsokker inderst og dunsokker yderst er uovertruffen komfortabel – og dunsokkerne varmer især helt eminent på oversiden af foden, hvor der normalt er et meget stort varmetab. I praksis er denne løsning næsten lige så effektiv som at benytte bootliners i dine vaders. Dunsokker har den fordel frem for boot-liners, at de er lettere – samt nemmere at komprimere, når de skal ned i fisketasken, men ulempen er dog som nævnt at de til sidst klasker sammen efter de har givet dine tæer et par timers ekstra levetid. Bootliners holder formen og bliver ved med at varme altid.
El-såler og sokker til vadefiskeri
Over de sidste ti år er der kommet stort set alle former for elektrisk opvarmet tøj med varmeledende ledninger inden i beklædningen. Det gælder også både sokker og såler, der kan bruges til vadefiskeri. Ulempen ved disse er naturligvis besværet ved at skulle huske at oplade batterier – samt at selvsamme batterier ofte dør inden en lang fiskedag er omme. Det kan naturligvis fikses med ekstrabatterier – og afhængig af hvad man er til – kan det være et godt valg. Men – elopvarmet tøj er en helt anden historie, som du får en anden gang.
Støvlestørrelsens betydning for at holde varmen
Sørg altid for, at dine vaderstøvler til vinterfiskeri er rigeligt store. Klemmer de eller sidder for stramt kommer man meget lettere til at fryse tidligere end det ville være sket i nogle støvler med god plads. Vælg gerne vintervadestøvler der er 2-4 numre større end dine sommerstøvler, så der er god plads til, at du både kan have flere par tykke sokker på – og samtidig have god plads til at vrikke med tæerne. Med god plads er det let at få et godt blodomløb ved tæerne – og det gør det lettere at holde varmen. Støvlerne skal selvfølgelig ikke være større end at de stadig har en god pasform, så du kan gå langt i løbet af fiskedagen for at finde fiskene – også uden at du får ondt i fødderne eller vabler. Bruger du bootliner skal du have ekstra store støvler.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, LAKS, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
