DTU AQUA & MALLERNE – Potentielle effekter af re-introduktion (del 3)

AF JENS BURSELL – FOTO: MADS HUSSING

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark.

Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

DTU Aquas holdning

DTU Aqua fremlægger i deres artikel ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018 eksempler på negative konsekvenser ved udsætning af maller i lande, hvor mallen ikke er naturligt hjemmehørende, og hvor de lokale arter samt økosystemer derfor selvfølgelig heller ikke er gearet til prædation og konkurrence fra denne rovfiskeart. Skræmmeeksemplerne kommer fra den spanske flod Ebro og den italienske flod Po, der begge har været biogeografisk adskilt fra resten af Europa på grund af Pyrenæerne og Alperne, hvilket betyder, at de har en fiskefauna, der er markant anderledes end i resten af Europa (blandt andet kendetegnet med færres store rovfiskearter og færre byttefisk, der som forsvar mod prædation er højryggede).

Dette kan selvsagt potentielt fordreje billedet og blokere for en fagligt velfunderet diskussion om re-introduktion af arten til sit naturlige udbredelsesområde, hvor de øvrige fiskearter og økosystemet som helhed gennem årtusinder netop er gearet til artens tilstedeværelse.

Fisk & Fri stiller spørgsmål til DTU Aqua

Spørgsmålene til DTU Aqua er nu følgende: 1) Vildleder man ikke de danske lystfiskere ved at bruge skræmmeeksempler med negative konsekvenser ved udsætning af invasive maller i Spanien og Italien, når det sagen drejer sig, er om noget helt andet – nemlig en re-introduktion af mallen i sit naturlige udbredelsesområde, hvor økosystemet og alle dets arter igennem årtusinder netop er gearet til artens tilstedeværelse?

Svar fra DTU Aqua: – DTU Aqua finder, at det er en relevant information at fortælle om de negative konsekvenser der kan være ved at udsætte en ikke-hjemmehørende art, i dette tilfælde malle, steder hvor den ikke har været før, fortæller de. – Endvidere står der i artiklen også følgende: ”Vi véd af gode grunde ikke præcis, hvilken effekt genudsætning af maller vil få på fiskebestanden i Susåen. Men da Danmark som sagt er beliggende på nordkanten af mallens mulige leveområde, vil effekten ganske givet ikke være så kraftig, som det er set i nogle floder i Sydeuropa. Maller vil vokse meget langsommere end sydpå og bl.a. derfor ikke have den samme, markante effekt på sine omgivelser”. Vi har dermed tilkendegivet, at vi ikke forventer det Fisk og Fri kalder ”skræmmeeksempler” vil forekomme i Danmark. Vi kan derfor ikke se hvori den nævnte vildledning består, slutter DTU Aqua.

 

Tradera

 

Er skræmmeeksempler relevante?

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Der kan i Fisk & Fris optik helt klart argumenteres for, at det ikke er relevant at bruge et eksempel på effekten af en invasiv art, når det artiklen drejer sig om er re-introduktion af en naturligt hjemmehørende. Som vi ser det, kan det virke vildledende,  at man fra DTU Aquas side ikke tydeliggør pointen nok, så der er en chance for at den almindelige læser forstår det: Netop fordi man undlader at uddybe og understrege på det rette sted i teksten, at effekter af invasive arter ikke kan bruges om et relevant eksempel på potentielle negative effekter af re-introduktioner, fordi artssammensætningen i de givne eksempler er vidt forskellige – vil læseren let komme til at sidde tilbage med den opfattelse, ”at her var to eksempler på ”økologisk katastrofe” (Spanien og Italien) og et eksempel på knapt så drastiske effekter” (Frankrig) – så der er nok god grund til at forvente det værste…”. Det potentielt vildledende består altså ikke kun i, at DTU Aqua nævner disse artikler – men at det ikke samtidigt bliver perspektiveret på en måde, der i Fisk & Fris optik giver et retvisende samlet billede.

I DTU Aquas skræmmeeksempel fra fx Ebro glemmer man at nævne, at der i samme område er udsat både karper, bass og sandart m.fl., der alle sandsynligvis har medvirket til den negative effekt på lokale arter, som mallerne alene får skylden for. 2) Ville dette ikke have været relevant at nævne?

Behandles alle sider af sagen godt nok?

DTU Aqua svarer: Artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” er en populærvidenskabelig artikel der forholdsvis kortfattet samler op på den generelle viden der findes om maller. Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt man synes at alle relevante emner er behandlet i artiklen. DTU Aqua har medtaget det som vi finder mest relevant, slutter de.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Selvfølgelig vil parallel introduktion af fx karper, bass og sandart have kæmpestor effekt på de mindre lokale arter – dels gennem prædation på æg, yngel og voksne individer af lokale småfisk – og dels på grund af interspecifik fødekonkurrence mellem arterne. At sige at dette er irrelevant at nævne, når effekten af mallen isoleret set skal bedømmes, er derfor – set i Fisk & Fris optik – potentielt fagligt kritisabelt.

Mallens sameksistens med andre arter

3) Hvorfor nævner man i artiklen ingen eksempler på alle de mange steder indenfor mallens naturlige udbredelseområde, hvor mallerne lever i fredelig sameksistens med andre arter eksempelvis ørred?  – et godt eksempel er svenske Emåen, hvor havørredbestanden er stabil på trods af en kraftig vækst i mallebestanden inden for de sidste 20 år.

DTU Aqua svarer: – Man kan selvfølgelig argumenterer for at et afsnit om sameksistens af malle og ørred, eller for den sags skyld andre arter end ørred, havde været interessant. Dette afsnit skulle i så fald have været baseret på ren vurdering, da der til vores kendskab ikke findes målrettede undersøgelser eller publikationer om emnet sameksistens mellem malle og ørred. DTU Aqua valgt ikke at behandle emnet i artiklen, men har medtaget det som vi indholdsmæssigt finder mest relevant for en kortfattet populærvidenskabelig artikel.

Den naturlige balance

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: En snak om dokumenterbar sameksistens med andre arter er ikke blot interessant, men helt essentiel og ekstremt relevant, hvis man vil tegne et retvisende billede af potentielle effekter ved en re-introduktion – og af samme årsag kan det betragtes som potentielt fagligt kritisabelt, at det i artiklen udelades fuldstændig. Man behøver næppe en videnskabelig undersøgelse for at konkludere, at mallen har sameksisteret i en naturlige balance med samtlige europæiske fiskearter inden for mallens naturlige udbredelsesområde – og har gjort det i årtusinder: Her kan man blot konstatere, at det er tilfældet – helt naturligt… At dette slet ikke nævnes og understreges, er derfor potentielt vildledende – og tegner dermed ikke et fuldt og retvisende billede af de potentielle effekter ved en re-introduktion af malle i Danmark. Tilsvarende kan man argumentere for, at det er ”den nuværende balance” der er unaturlig, fordi mallen er udryddet bl.a. på grund af menneskelige påvirkning – og at den balance der vil opstå, når mallen re-introduceres – med overvejende sandsynlighed er tættere på den oprindelige naturlige balance end den nuværende. Denne ekstremt vigtige pointe udelader DTU Aqua også helt at nævne, hvilket potentielt yderligere kan medvirke til, at artiklen kan bidrage til at folk får et misvisende indtryk af de mulige effekter ved en re-introduktion.

Kan mallen udrydde andre arter?

4) Kan DTU Aqua nævne nogle eksempler på, at maller i deres naturlige udbredelsesområde dokumenterbart har udryddet andre naturligt forekommende arter?

DTU Aqua svarer: – DTU Aqua forholder sig i artiklen til den videnskabelige litteratur på området. Der er os bekendt ikke undersøgelser, som har undersøgt malles sameksistens med ørred.

Fisk & Fri takker for svaret og har følgende kommentar: Selvfølgelig er det relevant at forholde sig til videnskabelige litteratur, men som forsker er det også vigtigt at man åbner øjnene og ser hvad der foregår ude i naturen. Og – hvis man gør det – så kan man konstatere, at maller og ørred – eksempelvis i Sverige har sameksisteret i årtusinder. At man slet ikke nævner dette – kan som ovenfor skitseret – virke potentielt vildledende for læserne.

DSF har ikke ønsket at kommentere kritikken af artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s blad Sportsfiskeren nr. 3/2018.

Fisk & Fri er selvfølgelig også interesseret i at høre læsernes mening – og alle der har lyst til at debatteret emnet – inklusiv DTU Aqua og DSF – er velkomne med deres inputs til diskussionen på Fisk & Fris facebook.

 

Litteraturliste i DTU Aqua’s svar:

Adamek Z., Fasaic, K., Siddiqui, M.A., 1999. Prey selectivity in wels (Silurus glanis) and african catfish (Clarias gariepinus). Ribarstvo 57: 47-60.Carl, H. 2012. Malle. I Carl, H. & Møller, P.D.R. (red.): Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum.

Copp G.H., Britton, J.R., Cucherousset, >J., Garc?´a-Berthou, E. Kirk, R., Peeler, E. & Stak, S., 2009. Voracious invader or benign feline? A review of the environmental biology of European catfish Silurus glanis in its native and introduced ranges. Fish and Fisheries 10: 252–282.

Go?dyn, R., Kozak, A. & Romanowicz, W. 1997. Food-web manipulation in the Maltanski Reservoir. Hydrobiologia 342/343: 327–333.

Raat, A.P.J., 1990. Production, consumption and prey availability of northern pike (Esox lucius), pikeperch (Stizostedion lucioperca) and European catfish (Silurus glanis): a bioenergetics approach. Hydrobiologia 200/201: 497-509.

Syväranta, J., Cucherousset, J., Kopp, D., Crivelli, A., Céréghino, R. & Santoul, F., 2010. Dietary breadth and trophic position of introduced European catfish Silurus glanis in the River Tarn (Garonne River basin), southwest France. Aquatic Biology 8: 137–144.

Søndergaard, M., Liboriussen, L., Pedersen, A.R., & Jeppesen, E., 2008. Lake restoration by fish removal: short- and long-term effects in 36 Danish lakes. Ecosystems 11: 1291–1305.

Wysujak, K. & Mehner, T., 2005. Can feeding of European catfish prevent cyprinids from reaching a size refuge? Ecology of Freshwater 14: 87–95.

 

 

drømmerejse iFish Travel

DTU AQUA & MALLERNE: Mallens udbredelse (del 2)

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark.

Af JENS BURSELL – FOTO: MARTIN BLOND SØRENSEN

Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk, og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

DTU Aqua konkluderer i deres artikel ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt det postulat, at mallerne på resten af Sjælland og Fyn udelukkende uddøde af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Spørgsmålet er – holder DTU Aquas teori vand – og kan det overhovedet dokumenteres eller sandsynliggøres?

– De kvartærzoologiske danske fund af maller fra Sjælland og Østfyn stammer fra perioden ca. 8000 til ca. 4000 før nu. Herefter blev klimaet koldere fortæller Søren Berg, der er seniorrådgiver hos DTU Aqua. – Vi formoder derfor, at det koldere klima betød forringede levevilkår, hvorved mallerne uddøde naturligt på Fyn og hovedparten af Sjælland omkring den tid. Det mest konkrete bevis på at en naturlig stamme formodentlig har overlevet frem til historisk tid er ynglebestanden fra Sorø Søerne, der uddøde i 1799. Vores nuværende viden taler altså for, at mallen er uddød naturligt alle andre steder end i Suså-systemet. Her er det meget mere sandsynligt, at mennesket havde andel i at mallerne forsvandt – og af samme årsag bør en eventuel re-introduktion finde sted her, understreger Søren Berg, DTU Aqua.

 

Friluftsland

 

Fisk & Fri beder DTU Aqua uddybe med følgende spørgsmål: – Betyder det, at DTU Aquas tolkning med “at mallen har været naturligt uddød i Fyn/øvrige Sjælland” – bygger på 1) fravær af kvartærzoologiske fund i en meget lang periode, 2) kombinationen af fravær af kvartærzoologiske fund i en meget lang periode og viden om koldere klima i en periode (subboreal) eller 3) udelukkende viden om koldere klima i en periode (subboreal), hvortil DTU Aqua svarer, at de ikke kan præcisere det yderligere.

DTU postulerer altså, at mallerne uddøde på Fyn og Sjælland udenfor Suså-systemet helt naturligt allerede i starten af bondestenalderen, fordi klimaet blev så koldt, at mallerne ikke kunne yngle med succes. Men – som det eneste sted, overlevede en bestand i Suså-systemet i næsten 5.500 år.

Hvis DTU Aquas postulat om, at mallen skulle være uddød uden menneskelig påvirkning uden for Suså-systemet, skal holde vand – så indebærer det jo indlysende nok, at faktorer, som ikke har noget at gøre med menneskelige påvirkning, må have været markant anderledes netop i Susåen. DTU fremhæver selv lavere temperaturer i subboreal tiden som en mulig årsag til dens forsvinden udenfor Susådalen, så det er oplagt at kigge på klimaet. Kvartærzoologiske temperaturdata for de enkelte områder på Fyn og Sjælland eksisterer så vidt vides ikke, men kigger man på den sidste fulde klima-normal periode fra 1961 til 1991 (http://www.dmi.dk/vejr/arkiver/vejrarkiv/) kan man se, at temperaturerne fra maj til august er nærmest identiske på fx Fyn, Vestsjælland og Centralsjælland, hvilket er det modsatte af det man ville forvente, hvis DTU Aquas teori holdt stik. Eller sagt på en anden måde: Hvis det holder stik, at de Fynske og Vestsjællandske maller er naturligt uddøde på grund af lavere temperaturer her, så må man jo forvente, at klimaet har været koldere på Fyn og Vestsjælland, for hvorfor skulle mallerne ellers have overlevet i lige præcis Suså-systemet på Sydsjælland i årtusinder – og ikke de andre steder?

Spørgsmålet til DTU Aqua er derfor – 1) Kan I dokumentere eller som et minimum sandsynliggøre at klimaet har været så meget koldere på Fyn og Vestsjælland – at jeres teori om at mallen er uddødt naturligt her – rent faktisk holder stik? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som ikke besvarer spørgsmålet.

Fakta er, at der ikke er noget, som tyder på, at sommertemperaturerne har været koldere på Fyn og Vestsjælland – eftersom placeringen af landmasserne er nogenlunde den samme som i stenalderen. 2) Mener DTU Aqua set i lyset af dette stadig, der er belæg for at mallen er uddød på grund af koldere klima på Fyn og Vestsjælland – men ikke i Suså-systemet? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som i Fisk & Fris optik ikke besvarer spørgsmålet.

DTU Aqua bruger manglende forhistoriske eller kvartærzoologiske fund fra år 4000 f. Kr. og frem i hele Østdanmark som en mulig og understøttende del af argumentationen for, at de mener mallen er uddød naturligt allerede i starten af bondestenalderen på Fyn og Vestsjælland. Men – mon DTU Aqua har tænkt over, at der kan være andre årsager?

– Manglen på kvartærzoologiske fund i en periode vil aldrig kunne tages som et sikkert tegn på, at en fisk ikke har været tilstede i denne periode, for der er ofte perioder på flere tusinde år inden for de fleste fiske arter, hvor der slet ikke er forhistoriske fund, alene af den årsag, at velbevarede forhistoriske fund af fisk er sjældne, siger kvartærzoolog Betina Magnussen fra Statens Naturhistoriske Museum. Det eneste man reelt kan bruge kvartærzoologiske fund til er derfor at få bekræftet, at en given art rent faktisk har været til stede.

Når man kigger på samtlige forhistoriske fund af samtlige danske ferskvandsfiskearter i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”, så er der pudsigt nok kun meget få fund fra 3500 f. Kr til 500 f. Kr og overhovedet ingen fra ca. 2500 f. Kr til år 1000. – Der kan være mange årsager til det, fortsætter Betina. – Den mest oplagte er, at hovedparten af de arkæologiske fund, man har fra bronzealderen, er udgravet for mange år siden, hvor dyreknoglematerialet typisk er håndopsamlet og ingen soldning er pågået. Derved mistede man muligheden for at opsamle knoglefragmenter fra fisk og andre smådyr. Desuden menes det, at mange af bronzealderens beboelser er gået tabt under landbrugsopdyrkelse. De er simpelthen pløjet væk.  Der er således ikke et eneste forhistorisk fund af nogen danske ferskvandsfisk i 1.500 år. Vi er meget interesserede i at få arkæologiske fund fra bronzealderen, så vi kan få samlet enderne mellem fund fra neolitikum og fund fra jernalderen, slutter Betina.

Eller sagt på en anden måde – de zoologer, der er eksperter i netop forhistoriske fiskefund siger, at man a) ikke kan bruge manglende kvartærzoologiske fund til at konkludere, at en fiskeart ikke har været til stede og b) i netop den periode, hvor DTU Aqua bruger manglende kvartærzoologiske mallefund som et muligt understøttende argument til at konkludere at mallen er uddød naturligt, har der helt generelt været meget få fiskefund i Danmark – og slet ingen af nogen arter overhovedet i 1.500 år.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

3) Har I på DTU Aqua med afsæt i ovenstående oplysninger gjort jeres research godt nok, når I konkluderer, at mallen er uddød naturligt på Fyn og Sjælland udenfor Suså-systemet – blandt andet med udgangspunkt i det mulige argument, at der ikke har været kvartærzoologiske fund i en længere årrække på maller fra Fyn og Sjælland? DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål – men kommer med en generel kommentar nedenfor, som ikke besvarer spørgsmålet.

DTU Aqua har altså hverken ville svare på spørgsmål 1, 2 eller 3, men har følgende generelle kommentar:

  • Dette svar dækker alle de ovenstående tre spørgsmål. Helt kort vurderer DTU Aqua, at det eneste sted det med sikkerhed kan fastslås, at der har været malle i historisk tid er i Sorø Sø/Suså systemet. Vurderingen beror på vurderingen i bogen ”Atlas Over Danske Ferskvandsfisk” fra 2012, afsnittet af Europæisk malle v. Henrik Carl: ”Mallen har tilsyneladende været en forholdsvis almindelig fisk i øst Danmark fra for ca. 8.000 år siden, da klimaet var flere grader varmere end nu, og omtrent 4.000 år frem. Med overgangen fra fastlandsklima til kystklima blev dens levevilkår forringede, og den har herhjemme tilsyneladende kun kunnet klare sig frem til nutiden i Sorø-søerne”. Den vurdering er baseret på de oplysninger, der var tilgængelige da bogen blev skrevet og må betragtes, som det grundigste arbejde, der er udført herhjemme. Såfremt der er grund til at revidere den vurdering (der så vidt DTU Aqua er orienteret blev lavet i samarbejde med kvartærzoologerne fra Statens Naturhistoriske Museum) eller der fremkommer ny viden, som gør at dén vurdering bør ændres, forventer vi naturligvis at forfatteren bag afsnittet tager initiativ til at gøre det.

Det er derfor på nuværende tidspunkt DTU Aqua’s vurdering, at en evt. re-introduktion af malle i Danmark bør afgrænses til Sorø Sø/Suså systemet. Denne vurdering kan selvfølgelig revurderes såfremt der evt. fremkommer ny viden om mallens tidligere udbredelse i Danmark og hvordan den forsvandt herfra. Det er desuden helt centralt IUCNs retningslinjerne for re-introduktion af arter følges ved et evt. forsøg på re-introduktion af maller i Danmark, slutter DTU Aqua.

Fisk & Fri takker DTU Aqua for deres kommentar. Desværre har man fra DTU Aquas side ikke  svaret fyldestgørende på spørgsmålene – og har dermed tilsyneladende ikke ønsket at stå på mål for fagligheden i hovedkonklusionen fra artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s Sportsfiskeren nr. 3/2018, hvor DTU Aqua pointerer, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt i et tilsyneladende udokumenteret og ikke næppe sandsynliggjort postulat, der går på, at de naturligt forekommende maller på resten af Sjælland og Fyn ikke er uddøde på grund af menneskelige påvirkning, men udelukkende af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Denne konklusion – og validiteten af den, er af afgørende betydning for fremtidige malleudsætninger. Årsagen er, at såfremt DTU Aqua vitterlig har ret – så kan man fra myndighedernes side lettere afslå ansøgninger om udsætninger her, fordi – at hvis en arter er naturligt uddød, så kan der argumenteres for, at det er naturens gang – og at den derfor heller ikke skal reintroduceres.

Som opfølgning på DTU Aquas svar, har vi spurgt en af landets førende fiskeforskere – Henrik Carl fra Fiskeatlasprojektet og Statens Naturhistoriske Museum – følgende spørgsmål:

  • Med sit svar signalerer DTU Aqua, at de med deres hovedkonklusion i Sportsfiskeren, som går på at mallen er naturligt uddød På Fyn og Vestsjælland – blot henholder sig til, hvad der står kapitlet om maller i Fiskeatlasset, som du har skrevet. Er det en korrekt tolkning af din tekst, at der skulle være fagligt belæg for at udtale, at mallen er uddød af naturlige årsager på Fyn og Vestsjælland? – Formuleringen i ”Atlas over danske ferskvandsfisk” kan godt fortolkes som DTU Aqua gør det, men der er tale om en fortolkning, for der står faktisk ikke noget om (og vi har ingen viden om), hvorvidt klimaændringerne ALENE er skyld i, at mallerne tilsyneladende forsvandt i en del af landet, svarer Henrik Carl.
  • Er der helt generelt fagligt belæg for at konkludere, at mallen udelukkende er uddød af naturlige årsager på Fyn og Vestsjælland? Nej, svarer Henrik Carl. – Desuden er mangel på oplysninger om forekomst ikke et bevis for, at en art ikke har været til stede. Vi har ingen sikker viden om, hvornår mallerne forsvandt fra Fyn og dele af Vestsjælland. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at det koldere klima ikke har påvirket en art som mallen negativt, men om det ALENE har skylden for den lokale udryddelse, vides ikke. Arten overlevede jo helt frem til nutiden nogle steder (bl.a. i Susåsystemet og flere steder i Sydsverige) hvor klimaet har været nogenlunde det samme. Man kan derfor sagtens forestille sig en kombination af faktorer, så en i forvejen trængt art har fået dødsstødet af menneskelig aktivitet (fx spærringer, fiskeri og forurening). Mange af disse menneskeskabte ændringer ligger desværre så langt tilbage, at der ikke er gemt tilstrækkeligt med oplysninger om dem, til at vi kan vide noget med sikkerhed. Der er generelt meget få oplysninger om fiskenes udbredelse fra tiden før 1800-tallet. Det samme gælder for øvrigt flere arter. Der er fx næsten heller ingen viden om ørredens oprindelige udbredelse.
  • De vandsystemer på Fyn og Sjælland, hvor der er fundet maller, har stået i direkte forbindelse med Acylussøen og Danaelven – og de ferske Østjyllandske vande har dermed været inden for mallens naturlige spredningspotentiale i årtusinder. Mener Danmarks Naturhistoriske Museum det er sandsynligt, at mallerne har været naturligt forekommende i Østjylland – også selvom der ikke er kvartærzoologiske fund eller historiske vidnesbyrd om maller fra herfra? Jeg anser det for meget sandsynligt, at mallerne i en periode også har levet i en del af Østjylland, og jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis der på et tidspunkt dukker kvartærzoologiske fund op. Man kan ofte undre sig over, at fiskenes nutidige udbredelse er, som den er. Hvorfor er der fx kun naturlige bestande af stallinger, strømskaller og finnestribede ferskvandsulke i Vestjylland, mens hvidfinnede ferskvandsulke kun har været naturligt i Østdanmark? Vi kan ikke umiddelbart forklare det ud fra de kendte indvandringsruter. Det virker ofte lidt tilfældigt, hvilke arter der har kunnet klare sig forskellige steder. I nyere tid er det dog den menneskelige påvirkning, der har haft den afgjort største betydning.

DSF har ikke ønsket at kommentere kritikken af artiklen ”Mallen – gammel og ny fisk i vores søer” fra DSF´s blad Sportsfiskeren nr. 3/2018.

Fisk & Fri er selvfølgelig også interesseret i at høre læsernes mening – og alle der har lyst til at debatteret emnet – inklusiv DTU Aqua og DSF – er velkomne med deres inputs til diskussionen på Fisk & Fris facebook.

Litteraturliste i DTU Aqua’s svar:

Carl, H. 2012. Malle. I Carl, H. & Møller, P.D.R. (red.): Atlas over Danske Ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum.

 

drømmerejse iFish Travel

DTU AQUA & MALLERNE: Introduktion (del 1)

I 2018 fik Fisk & Fri ændret mallens status til hjemmehørende, hvilket betyder, at Danmark jfr Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål fra 2010 er moralsk forpligtet til at gøre noget for at ophjælpe bestanden i sit oprindelige udbredelsesområde.

Af JENS BURSELL

De danske lystfiskere betaler hvert år millioner af kroner til driften af forskningsinstitutionen DTU Aqua – og kan derfor med rette forvente en kompetent og saglig rådgivning omkring, hvad der skal til for at ophjælpe vores fiskebestande samt skabe nogle sunde, naturlige akvatiske økosystemer i Danmark. Spørgsmålet er – hvad får vi egentlig for pengene? Er DTU Aquas rådgivning til lystfiskerne objektiv og tegner den et retvisende billede af mallens historik i Danmark – samt de potentielle positive og/eller negative effekter af en udsætning? Netop denne sag vil vi i den kommende uge tage op til diskussion på www.fiskogfri.dk, og der vil være mulighed for alle – uanset hvilken holdning man har – til at give sit besyv med på Fisk & Fris facebookside.

Danmarks Sportsfiskerforbund har bedt seniorrådgiver Søren Berg fra DTU-Aqua om at komme med deres bud på scenariet omkring en eventuel re-introduktion af europæisk malle til Danmark, hvilket der er kommet en artikel i DSFs blad Sportsfiskeren 3/2018 ud af, som du kan læse her: https://www.sportsfiskeren.dk/natur-og-fiskeripolitik/nyheder/2018/06/mallen-gammel-og-ny-fisk-i-vore-soeer.

Spørgsmålet er – tegner artiklen det rette billede af mallens sameksistens med andre arter? Er konklusionerne baseret på fakta, der kan underbygges af valide forskningsresultater – og er de antagelser DTU Aqua foretager fagligt velfundrede? – eller – kan man som kritiker argumentere for, at det virker som om at institutionen har en politisk agenda – tilsyneladende identisk med DSFs holdninger, som på den måde artiklen formidles – manifesterer sig i et misvisende skræmmebillede af mallen som en fiskeart, der kan have store negative konsekvenser for økosystemerne?

Sidst, men ikke mindst, rejser alle disse spørgsmål om maller et vigtigt spørgsmål, der har kæmpestor principiel betydning for det fremtidige samarbejde mellem danske lystfiskere, DSF og DTU Aqua: Følger DTU Aqua og DSF en konsekvent linje, hvor man bruger samme retorik og dokumentations principper til at afgøre hvilke fiskearter man ønsker hvor – uanset hvilke fiskearter der er tale om?

 

Tradera

 

Kort opsummeret er det derfor oplagt at stille spørgsmålstegn ved følgende fire af DTU Aquas hovedpointer i artiklen fra Sportsfiskeren – som DSF tilsyneladende ikke selv forholder sig kritisk til, eftersom de ikke har villet besvare spørgsmål vedrørende artiklen.

  • DTU Aqua konkluderer, at mallen kun bør udsættes i det sjællandske Suså-system med udgangspunkt i et tilsyneladende udokumenteret og ikke sandsynliggjort postulat, der går på, at de naturligt forekommende maller på resten af Sjælland og Fyn ikke er uddøde på grund af menneskelige påvirkning, men udelukkende af naturlige årsager – og at de derfor ikke bør genindføres. Denne konklusion – og validiteten af den, er af afgørende betydning for fremtidige malleudsætninger. Årsagen er, at såfremt DTU Aqua vitterlig har ret – så kan man fra myndighedernes side afslå ansøgninger om udsætninger her, fordi – at hvis en arter er naturligt uddød, så kan der argumenteres for, at det er naturens gang – og at den derfor heller ikke skal reintroduceres. Dette emne tager vi op i den anden del af debatten.
  • DTU Aqua fremdrager eksempler på negative konsekvenser ved udsætning af maller i lande, hvor mallen ikke er naturligt hjemmehørende og hvor de lokale arter samt økosystemer derfor selvfølgelig heller ikke er gearet til prædation og konkurrence fra denne rovfiskeart. På den måde, som det præsenteres i artiklen, kan der fra kritikeres side argumenteres for, at formidlingsformen fordrejer dette billede – og blokerer for en fagligt velfunderet diskussion om re-introduktion af arten til sit naturlige udbredelsesområde, hvor de øvrige fiskearter og økosystemet som helhed gennem årtusinder netop er gearet til mallens tilstedeværelse. Dette emne tager vi op i det tredje debatoplæg om maller på fiskogfri.dk
  • DTU Aqua mener tilsyneladende ikke, at maller vil kunne gøre et væsentligt indhug i de bestande af skaller og brasen, som DTU Aqua og DSF gladelig bakker op om, at man bruger millioner af kroner på at biomanipulere væk fra danske søer – på trods af at de kan dokumenteres, at maller spiser både skaller og brasen. Dette emne tager vi op i det tredje debatoplæg om maller på fiskogfri.dk
  • DSF bakker op om DTU Aquas holdning om hvor mallerne bør og ikke bør udsættes – hvilket åbner op for en spændende debat omkring sagsbehandlingsprodecurerne ved udsætning af forskellige arter – fx malle og ørred.

At gå i dybden med disse meget vigtige spørgsmål er et stort og komplekst emne. Vi har derfor valgt at fokusere på disse spørgsmål som en artikelserie af flere dele, der vil blive publiceret på www.fiskogfri.dk samt uddybet og perspektiveret i en stor artikel om ørred, maller og udsætningspolitik generelt i september udgaven af Fisk & Fri. Både i forbindelse med vores debat på nettet og i bladet har både DTU Aqua og DSF fået muligheden for at forsvare samt underbygge og dokumentere baggrundene for deres synspunkter. I første omgang afslog DTU Aqua at besvare spørgsmålene, men i kølvandet på, at Fisk & Fri publicerede augustnummeret med lederen ”DTU Aqua – vildledning eller vejledning?” – besluttede institutionen sig for at besvare (nogle af) spørgsmålene. DSF har ikke ønsket at besvare spørgsmål vedrørende de potentielt fagligt kritisable aspekter i artiklen fra Sportsfiskeren.

Følg med på Fisk & Fri de næste par dage og læse debatoplæggene – samt give din mening til kende på Fisk & fris facebook.

drømmerejse iFish Travel

DTU AQUAS SØHÅNDBOG – TRE MILLIONER FOR DYR?

De danske lystfiskere har i perioden 2011-2015 betalt DTU Aqua knapt 3,8 millioner kroner for projektet ”Søhåndbogen”, men en gennemgang af projektet viser, at det sandsynligvis kunne have været udført for blot  800.000-1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Vi har konfronteret DTU Aqua med vores prisestimater, men de ønsker ikke svare på spørgsmål til detaljerne i regnskabet samt at fremlægge de oplysninger, der skal til for at kaste lys over sagen. Læs hvad vi er kommet frem til, dan dig din egen mening – og giv den til kende på Fisk & Fris facebook.

AF JENS BURSELL

DET ER TANKEVÆKKENDE, at DTU Aqua tilsyneladende ikke ønsker fuld åbenhed omkring regnskaberne for de projekter, som de danske lystfiskere har betalt: En ting er, at ”Søhåndbogen” sandsynligvis kunne have været udført for et markant mindre beløb, men hvad med alle de andre projekter, som er også er betalt af de danske lystfiskere – eller er finansieret af staten?

Forestil dig et scenarie, hvor en nærmere undersøgelse af disse regnskaber viser, at også andre – eller måske ligefrem de fleste projekter fra DTU Aqua, faktisk også kunne have været udført markant billigere, hvis de havde været i åbent udbud? Hvis det skulle vise sig at være tilfældet; ja – så betyder det i praksis, at vi i rigtig mange år har fået alt, alt for lidt for vores Fisketegnsmidler. Det betyder også, at vi fremover sandsynligvis vil kunne få meget mere natur, miljø og bedre fiskebestande for vores penge ved at nytænke sammensætningen og funktionaliteten af §7 udvalget – samt måden Fisketegnsmidlerne bliver fordelt og brugt på.

Bliver pengene brugt rigtigt?

Danske lystfiskere betaler hvert år mange millioner til forskningsprojekter, som udføres af DTU Aqua for Fisketegnsmidlerne, men spørgsmålet er altså: Forvaltes pengene rimeligt, og får vi nok for pengene – eller kunne det have været gjort både bedre og billigere? Som det forholder sig nu, sidder DTU Aqua nemlig som den eneste faglige repræsentant i §7 udvalget, og rådgiver om hvilke projekter, der skal laves, hvorefter pengene automatisk uddeles til dem selv – uden at andre end DTU Aqua får lov til at byde ind med potentielt bedre priser på projekterne. Det siger næsten sig selv, at dette potentielt set kan føre til en situation, hvor man risikerer at betale alt for meget for alt for lidt.

For at undersøge og eksemplificere den potentielle prisforskel på et projekt udført til priser på et frit marked – med priser givet på et projekt, der ikke er udsat for konkurrence – har vi som eksempel valgt at undersøge regnskaberne for et enkelt DTU Aqua projekt – nemlig ”Søhåndbogen”. Formålet med dette projekt har været at skabe en digitalt baseret håndbog, der skal rådgive om, hvordan vi kan forbedre miljø og fiskebestandene i vores søer. I kølvandet på det oprindelige projekt er der opstået en del småprojekter, der som hovedprojektet alle er gode initiativer. Spørgsmålet er bare – kunne det have været gjort bedre og billigere, hvis det havde været i udbud?

 

Friluftsland

 

DTU Aqua hemmeligholder detaljer i regnskabet

Fisk & Fri har siden efteråret 2018 stillet både DTU Aqua, Fiskeristyrelsen og §7 udvalgets daværende formand en lang række spørgsmål om ”Søhåndbogen” med henblik på en artikel om emnet. Desværre er vi blevet mødt med en mur af tavshed, samt udeblevne eller undvigende svar. I kølvandet på dette, har vi søgt flere aktindsigter, hvor svarene fra DTU Aqua, desværre ikke rigtig kaster lys over, hvordan et så lille projekt som ”Søhåndbogen” kan have kostet så meget.

Vi har i vores research fokuseret på perioden 2011-2015, hvor projektets indhold var klart defineret – og efter at have gennemgået regnskabet, er vi ikke i tvivl: Hvis ikke DTU Aqua ønsker at offentliggøre flere detaljer om regnskabet, som stiller sagen i et andet og nyt lys, så bør §7 udvalget gennemgå sagen meget grundigt og stille spørgsmålet: Kan det tænkes, at projektet har kostet betydeligt mere, end hvad man kan og bør forvente af en så lille og relativt afgrænset arbejdsopgave – eller har DTU Aqua har givet lystfiskerne fuld valuta for pengene? For at få afklaret det, bør de danske lystfiskere, §7 udvalget og politikerne kræve, at DTU Aqua offentligt fremlægger samtlige detaljer og poster for alle del projekter under ”Søhåndbogen” herunder både timeregnskab, specifikke omkostninger og diverse drifts udgifter – samt fremlægge alle bilag i projektet, så man har mulighed for at forholde sig til, hvorvidt den betalte pris står mål med det udførte arbejde.

Hvad består projektet ”Søhåndbogen” af?

Det udførte arbejde i projektet fra 2011-15 består ifølge DTU Aquas egne status rapporter fra www.fiskeristyrelsen.dk – samt oplysninger fra Fisk & Fris aktindsigter – af følgende otte hovedpunkter:

  1. Planlægning og produktion af tekst til Søhåndbogen, som kan ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
  2. Produktion af  ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.” – T. Jansen, R. Arlinghaus, T. Damm Als og C. Skov.
  3. Øvrige artikler mm under søhåndbogen, som ikke er publiceret på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
  4. Indsamling og/eller digitalisering af de første par hundrede rapporter til sø-databasen ”Vidensbanken” i 2012-13, der kan ses på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Fra og med 2014 blev digitalisering af resterende rapporter og fotos betalt med 346.480 kroner af 15 Junifonden.
  5. Etablering af database til ”Vidensbanken” i 2013.
  6. Indledende research og forhandling med IT-firma om produktion af ”Fangstjournalen”, der i 2014 blev til et selvstændigt projekt med egen økonomi.
  7. Etablering af netværk med ”Vandmiljøagenter”, produktion en video – samt indledende arbejde til en on-line indrapporterings database.
  8. Syntese om udviklingen i forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer 2015

DTU Aqua har desværre ikke ønsket at oplyse detaljerne om de enkelte delprojekters andel af det samlede projekt i regnskabet for ”Søhåndbogen”. Vi har derfor sat os for at undersøge, hvad man kunne have gjort det samlede projektet for, hvis det havde været i udbud, så man havde fået lavet arbejdet til almindelige markedspriser – eller måske billigere?

Det overordnede budget og regnskab for Søhåndbogen finder du her.

Hvad burde Søhåndbogen have kostet?

Resultatet af Fisk & Fris undersøgelse, som viser, hvad projektet Søhåndbogen kunne have kostet i frit udbud ex moms jfr. ovenstående punkter, er følgende:

  1. Tekst til Søhåndbogen:                                        200.000 kr  (inkl. overhead på 35%)
  2. Produktion af videnskabelig artikel:                    36.000 kr  (48.600 kr inkl. overhead)
  3. Øvrige artikler under Søhåndbogen:                   36.000 kr  (48.600 kr inkl. overhead)
  4. Digitalisering til Vidensbanken:                              9.035 kr  (12.066 kr inkl. overhead)
  5. Databasen bag Vidensbanken:                             60.000 kr  (81.000 kr inkl. overhead)
  6. Indledende arbejde til Fangstjournalen:             30.000 kr  (40.500 kr inkl. overhead)
  7. Netværk af ”Vandmiljøagenter”:                           21.000 kr  (28.350 kr inkl. overhead)
  8. Syntese om forvaltning af geddefiskeriet:           25.000 kr  (33.750 kr inkl, overhead)

I alt et beløb på 417.035 kr eksklusiv overhead eller 492.866 kr inklusiv 35 % overhead. Overhead går pr. definition til at dække basale driftsudgifter – fx husleje, rengøring, el, vand, varm, kaffe og toilietpapir.

Ud over dette opgiver DTU Aqua i perioden fra 2011-2015 samlet set driftsomkostninger for knapt 391.000 kroner, men beregner overhead ud fra summen af både løn og drifts omkostninger. Man kan undre sig over, at man også tager overhead på driften eftersom overhead jo i sig selv burde udgøre ”driften”. Eller sagt på en anden måde – man tager tilsyneladende ”overhead på overhead´en”. DTU Aqua har ikke villet forklare dette, men meget tyder på, at driften indbefatter alt andet end lønomkostninger. Tilsvarende kan man undre sig over, at DTU Aqua under driftsomkostningerne i regnskabet tilsyneladende finder der rimeligt at indregne eksternt udført arbejde som fx IT arbejdet bag ”Fangstjornalen” (>300.000kr). Hermed tager DTU Aqua altså 35 % i overhead – dvs betaling for at dække generelle interne udgifter, for noget der er udført eksternt, og som derfor pr definition derfor ikke er en reel intern udgift – hverken direkte eller indirekte. Eller sagt med andre ord – såfremt DTU Aqua ikke vil forklare, hvordan dette hænger sammen, virker det umiddelbart som om, at man i praksis tager betaling for en udgift, som man reelt set ikke har haft.

Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal, ser det – indtil DTU Aqua vælger at komme med en god forklaring – ud til at et projekt, som vi danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner for – i virkeligheden burde halve kostet i omegnen af 417.035 + 391.000 = 808.035 kroner uden overhead. Og – netop dette tal er vigtigt i diskussionen om, hvordan projekterne udbydes, for var de i frit udbud – så ville de konkurrerende udbydere ikke nødvendigvis kunne regne med at få fuld overhead – eller overhovedet at få nogen, hvis de ville vinde projekterne.

Men – regner man alligevel med en overhead på 35 % – på trods af, at det reelt set ikke giver mening i en potentiel udbuds sammenhæng, kunne projektet sandsynligvis have været gjort for i omegnen af 492.866 + 527.850 = 1.020.716 kroner.

At gennemgå alle delprojekter og detaljerne, som danner baggrund for ovenstående prisestimater er omfattende. For at lette overskueligheden har vi derfor besluttet at publicere gennemgangen af regnskabet for ”Søhåndbogen” samlet, i stedet for at gøre det i en længere artikelserie, som det oprindeligt var planlagt. Her får du derfor den samlede gennemgang af hele regnskabet (del 1-8) – samt alle de spørgsmål DTU Aqua ikke ønsker at besvare.

1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?

Vi har spurgt Peter Rask Møller, associate professor på Danmarks Naturhistoriske Museum om, hvad det har kostet at lave Atlas-projektet for ferskvand, der på flere områder er sammenligneligt i arbejdsbyrde med Søhåndbogen.

–  Det er ikke helt let at opgøre den slags udgifter præcist, men jeg skal forsøge at give et nogenlunde retvisende overslag, svarer han, og fortsætter: – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” var et frugtbart samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua og omhandlede alle danske ferskvandsfisks biologi samt udbredelse. Projektet fik en bevilling på 3.575.100 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, og produktet var en bog på 700 sider. Prisen pr. side kan således opgøres til ca. 5.107 kr. Bogen rummer i gennemsnit ca. 500 ord pr. side, så de 700 sider løber op på i alt ca. 350.000 ord svarende til ca. 10 kr. pr. ord. En stor del af midlerne gik imidlertid til etablering af den bagvedliggende database med ca. 110.000 registreringer ved bogens afslutning – og til feltarbejde, idet vi var nødt til selv at undersøge udbredelsen af mange af arterne. Af budgettet fremgår det, at 2.181.900 kr. var afsat til løn. Der er ikke sat tal på, hvor mange timer, der blev brugt på selve skrivearbejdet, så det bedste bud her 7 år efter projektets afslutning er nok, at cirka halvdelen af de 2.181.900 kroner blev brugt på skrivning – dvs. 1.090.950 kroner. Bruger man dette tal, lander man på ca. 1559 kroner. pr. side eller ca. 3 kr. pr. ord. Som jeg husker det, var det et hårdt arbejde at skrive teksterne, da vi gik meget op i at inkludere referencer på de udsagn, der blev bragt i teksterne, således at læseren kan se, hvor vi har fundet informationerne, slutter han.

Søhåndbogen medtager ikke referencer i hovedteksterne og omhandler kun velkendte arter, hvilket gør det til et relativt let arbejde at skrive teksten for en person, der er ekspert på området. Atlasprojektet derimod – medtager referencer og omhandler mange ukendte arter, hvilket betyder, at teksterne som omhandler de enkelte arter, har krævet en langt højre grad af research. Der er derfor ingen tvivl om, at kostprisen pr ord burde have været markant lavere for Søhåndbogen end for Atlas Projektet, men meget tyder på, at det stik modsatte er tilfældet. Det helt præcise regnestykke for dette vender vi tilbage til.

Til at starte med kan vi sige, at selve Søhåndbogen, der blot er på 81.800 ord burde have kostet 245.400 kroner, hvis man regner med de samme pris pr. ord som ”Atlas over danske ferskvandsfisk” er produceret for. Men – tager man højde for, at Søhåndbogen sandsynligvis har været betragteligt lettere at skrive, samt redigere og korrekturlæse, fordi det er en on-line publikation, hvor det er markant lettere at lave rettelser, burde prisen måske have været helt nede på omkring 200.000 kroner.

Men – hvad har Søhåndbogen så kostet de danske lystfiskere i virkeligheden? Det nemmeste ville jo helt klart være, hvis DTU Aqua åbent ville fremlægge alle detaljer i regnskabet, men de ønsker tilsyneladende ikke, at offentligheden, som har betalt projektet, skal have nærmere indsigt i dette – eftersom de har afvist at Fisk & Fri kunne få alle detaljer i disse informationer.

Vi stiller dog gerne DTU Aqua endnu et par spørgsmål om tilblivelsen af den del af Søhåndbogsprojektet man kan se på  https://www.fiskepleje.dk/Soeer

  • Hvor mange løntimer Har DTU Aqua brugt på den del af formidlingen der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer – i 2011-2015 samt i 2016 og frem til nu?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb samt på hvad fordeler posterne sig?
  • Hvad har den del af Søhåndbogen, der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer, samlet set kostet med og uden overhead?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Et nærmere prisestimat for hele projektet kræver, som nævnt at vi også regner lidt på de forskellige andre småprojekter, som har været kørt ind over Søhåndbogens totale økonomiske rammer i 2011-2015: Hvis man kombinerer de oplysninger, som DTU Aqua selv har givet i forbindelse med aktindsigterne, med tids- og prisestimater fra eksperter fra bl.a. forskningsmiljøet, kan vi nemlig i grove træk relativt let finde frem til, hvad de enkelte delprojekter under selve Søhåndbogen isoleret set kan have kostet under de samme præmisser men i frit udbud – og dermed hvad man kunne have fået det samlede projekt til, hvis ikke DTU Aqua havde haft monopol på udførelse af forskningsprojekter for Fisketegnsmidlernes penge.

2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrum Søs rovfisk have kostet?

Blandt den formidling under projektet ”Søhåndbogen”, som ikke allerede er indeholdt i Søhåndbogen på https://www.fiskepleje.dk/soeer, der blev omtalt i den sidste artikel i serien om DTU Aqua regnskaber, er produktionen af den videnskabelige artikel ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.”, der skrevet af Tenuis Jansen, Robert Arlinghaus, Thomas Damm Als og Christian Skov.

Der er ingen tvivl om, at produktionen af netop denne videnskabelige artikel har stor værdi for de danske lystfiskere, eftersom den dokumenterer, hvad der rent fiskemæssigt er at vinde ved at stoppe erhvervsfiskeriet på søerne.

Hovedmanden bag projektet – Teunis Jansen er seniorforsker ved DTU-AQUA og ivrig lystfisker gennem hele livet i både ROLK, Fred & Humle samt LF. I 2009 påbegyndte han et stort frivilligt arbejde med at indtaste alle månedsopgørelserne af fangster af gedder og aborrer i Esrum Sø med henblik på at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem søens bestand af rovfisk – og indflydelsen fra erhvervsfiskeriet i søen.

– Lystfiskeriforeningen stillede velvilligt deres komplette samling af lystfiskeritidende tilbage til det første nummer i Maj 1889 til rådighed, hvorefter jeg i min fritid gik i gang med manuelt at digitalisere alle tallene fra månedsopgørelserne, fortæller Teunis. Efter mange lange aftener kunne han konkludere at data kunne bruges tilbage til 1949, og derefter gik han i gang med analysen af de 62 års fisk og fiskeri på Esrum Sø. Det udviklede sig til et inspirerende samarbejde med kollegaen Christian Skov, og senere også den tyske forsker Robert Arlinghaus samt Thomas Damm.

I 2013 fik han første del af sit store arbejde publiceret som hovedforfatter i det anderkendte videnskabelige tidskrift ”Fisheries Management and Ecology” under titlen ” Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population”. Anden del udkom i 2017 i ”Fisheries research”. – Det har været spændende! Både at finde ud af hvor megen information der faktisk ligger i de gamle fangstdata og at foretage analysen, men også at gennemgå anden historisk information om søen og søens brugere for at kunne fortolke resultaterne af de matematiske modeller. Vores resultater blev også præsenteret ved ”6th World Recreational Fishing Conference 1-4” i august 2011, slutter han.

Normalt kan der sagtens ligge cirka tre måneders fuldtidsarbejde for en rutineret forsker i at få en artikel af denne karakter publiceret, hvis han laver det hele selv, og der er ingen tvivl om, at de fire forskeres flotte arbejde med denne artikel, har været det hele værd.

Tilbage til regnestykket om hvad projekterne under Søhåndbogen kan have kostet: Til sammenligning er kravet til en phd-studerende 4 videnskabeligt publicerede artikler på 3 år, hvoraf det ene af årene skal bruges på undervisning og kurser. En Phd har altså to år til at få publiceret fire videnskabelige artikler – og det er inklusiv feltarbejde, databehandling, statistik, skrive- og publiceringsarbejdet – udført af en urutineret forsker. Men – alle fire forskere i gruppen er både kompetente og rutinerede med mange års erfaring – samt hver deres spidskompetencer, så tre måneders arbejde alt i alt er sikkert et godt bud på arbejdsbyrden, fordi der ikke har været foretaget feltarbejde. Den ene af forfatterne har været finansieret af Besatzfisch www.besatz-fisch.de , men for ikke at underestimere det fine arbejde – udelader vi dette af regnestykket.

3 måneders fuldtidsarbejde for en forsker til en publikation som ovenfor nævnt giver en produktionsomkostning omkostning på cirka 3 x 60.000 kroner = 180.000 kroner. Men – som vi hører ovenfor, har hovedforfatteren udført arbejdet i sin fritid – dvs gratis. Antager vi, at man selvfølgelig ikke kan få arbejde udført gratis af en forsker i sin fritid fra et andet institut på DTU Aqua, og derefter bogføre det hos DTU Aqua i Silkeborg til 400 kroner i timen betalt af det offentlige, skal hovedforfatterens prisværdige fritidsarbejde selvfølgelig modregnes det samlede estimat for projektets pris.

Eftersom det er normalt, at hovedforfatteren – som navnet antyder – laver hovedparten af arbejdet, typisk 80-90 % – kan man forsvare, at den del af projektet der kan finansieres af Fisketegnsmidlerne til DTU Aqua i Silkeborg bør være i omegnen af fx 180.000 x 0,2 = 36.000 kroner. Og dem har de rettelig fortjent, for det er et godt og vigtigt stykke arbejde, de har gjort med denne publikation

Spørgsmålet til DTU Aquas ledelse er nu:

  • Hvad har DTU Aqua officielt opgivet i regnskabet af brugte timer på denne publikation? Eftersom DTU Aqua vedlægger den som dokumentation for arbejde udført under Søhåndbogen, må timeforbruget jo være noteret og bogført, for at den kan bidrage til den samlede regning man sender til Fisketegnsløserne?
  • Vi har bedt om aktindsigt for at klarlægge de reelle udgifter ved Søhåndsbogsprojektet. Men – hvis man ønsker at give et retvisende billede af de faktiske udgifter ved projektet, hvorfor vælger man så fra DTU Aquas side ikke at oplyse om, at hovedparten af projektet faktisk er udført gratis af en person fra et andet institut i sin fritid, hvorved det selvfølgelig ikke samtidig kan bogføres som en udgift til afholdt timeløn, når der reelt set ikke har været en udgift?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?

I perioden 2011-2015 har DTU Aqua – tilsyneladende uden at nogen har modsagt dem – valgt at køre betalingen for en række sø-relaterede artikler ind over projektet Søhåndbogen. Oversigten over alle disse artikler og smånoter fås i skemaet nedenfor, hvor vi har tjekket alle artikler og kommet med et realistisk tidsestimat på, hvor lang tid det kan have taget at lave. I alt kommer vi frem til, at disse artikler sandsynligvis har taget cirka 90 timer at producere. Du kan se en liste over samtlige af de nævnte artikler, samt hvor lang tid de kan have taget at producere her.

Regner vi med en timeløn på 400 kroner i timen, giver dette en pris på 36.000 kroner.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Man kan se alle artikler, som ikke er en del af https://www.fiskepleje.dk/Soeer eller undersøgelsen fra Esrum Sø i skemaet ovenfor. Eftersom DTU Aqua nævner disse artikler som dokumentation for udført og betalt arbejde, må I jo ligge inde med et timeregnskab, der viser, hvad I har brugt af timer på dette. Må vi se dette regnskab – eller kan I på DTU Aqua give jeres bud på, hvad I mener det kan have taget at lave hver af disse artikler. Der ønsket et timeestimat på samtlige artikler, som vist i regnearket.
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?

”Vidensbanken”, der er finansieret af Fisketegnsmidlerne under projektet Søhåndbogen, er den database, hvor man via et kort kan klikke ind på en masse søer og finde tilgængelige rapporter om disse vande. En super god ide, men spørgsmålet er – hvor meget kan det have kostet at lave dette arbejde, hvis man fulgte almindelige markedspriser? Du kan se ”Vidensbanken” her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken

Som grundlæggende research omkring, hvad der er tilgængeligt af rapporter, samt hvor svære de er at skaffe, har vi stillet Henrik Carl fra Danmarks Naturhistoriske Museum nogle spørgsmål:

I forbindelse med Atlas Projektet blev en stor mængde sø-rapporter samlet og digitaliseret. Hvor mange rapporter drejede det sig om? Hvem udførte og betalte dette arbejde? – Jeg har ikke noget præcist tal for, hvor mange sø-rapporter, der blev digitaliseret i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”, svarer Henrik Carl. – De oplysninger, der var mest relevante for atlasprojektet, var konkrete fangstdata, som derfor blev digitaliseret, så de passede til atlas-databaseformatet.  Jeg vil dog tro, at der blev indtastet data fra flere hundrede rapporter samlet set. Hovedparten af arbejdet med at indtaste resultater fra de tidligere sø-undersøgelser blev foretaget af DTU Aqua i Silkeborg, som har et meget stort arkiv med den type litteratur – og som også selv har stået for et stort antal sø-undersøgelserne gennem tiden. Arbejdet med digitaliseringen var en integreret del af Fiskeatlasset, som var finansieret af Aage V. Jensens Fonde. Der var ikke noget særskilt budget til lige præcis denne opgave. Det blev ordnet sammen med indtastning af data fra vandløbsundersøgelser, udførelse af feltarbejde osv.

Hvordan har disse rapporter, der blev samlet og digitaliseret under Atlas Projektet, sidenhen være tilgængelige for andre forskere samt offentligheden? – Jeg har ikke overblik over, om selve rapporterne er stillet offentligt til rådighed, forsætter Henrik. – Mange ligger sikkert på nettet og kan findes med en simpel Google-søgning. De rådata fra rapporterne, som blev digitaliseret, blev afleveret til GBIF (Global Biodiversity Information Facility), så forskere fra hele verden har adgang til oplysninger om fiskenes udbredelse i Danmark – i en større detaljegrad, end det af pladshensyn var muligt at vise det i selve Atlasbogen.

Hvornår skete det ovenstående digitaliserings arbejde – og hvornår var det færdigt samt tilgængeligt fra andre forskere? – Vi påbegyndte arbejdet i 2006 og var mere eller mindre færdige med dataindsamlingen ved udgangen af 2008, siger Henrik. – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” udkom i 2012, og ret hurtigt herefter blev den bearbejdede kopi af databasen afleveret til GBIF. Jeg er ikke bekendt med, om de originale sø-rapporter blev scannet i deres helhed, og om de blev stillet til rådighed på nettet.

Findes der andre steder, hvor der ligger en masse sø-rapporter samlet på et sted, som man blot kan rekvirere? Fx Århus Universitet eller andre steder? Var rekvirering af rapporter muligt herfra i perioden fra omkring 2011-12 og frem? – De institutioner og firmaer, som har stået for undersøgelserne gennem tiden ligger formentlig inde med de fleste rapporter, fortsætter Henrik. – Jeg ved, at DTU Aqua har et stort arkiv, og jeg ved, at DCE (tidligere Danmarks Miljøundersøgelser) også ligger inde med et stort materiale. Meget af materialet ligger også gemt hos Miljøstyrelsen. Herudover har firmaer som Bio/Consult as (nu en del af Orbicon) og Fiskeøkologisk Laboratorium, der har udført mange af undersøgelserne, naturligvis også arkiver. I forbindelse med Fiskeatlasset betalte vi faktisk Fiskeøkologisk Laboratorium et mindre beløb for at tilgængeliggøre data fra en masse af de tidligere sø-undersøgelser, som de havde været involveret i. Det har naturligvis været muligt at få adgang til rapporterne i perioden omkring 2011-12, men allerede på det tidspunkt var man (formentlig af sparehensyn) næsten holdt op med at lave egentlige rapporter i forbindelse med de enkelte sø-undersøgelser. Resultaterne blev i stedet tastet ind i en database, hvor de lettere kunne håndteres.

Findes der en central database for forskere, hvor der i forvejen er indtastet en masse sødata fra hele landet? – Der findes centrale databaser, hvor der gemmes data fra sø-undersøgelser. I en længere årrække har man brugt et system, der kaldes FiskBase til at samle oplysninger fra sø-undersøgelser. Systemet er en del af Miljøportalen, som forvaltes af Miljøstyrelsen. Det er ikke et system, der er direkte tilgængeligt for offentligheden, men forskere og andre aktører kan få adgang, slutter Henrik Carl.

Men hvor lang tid kan digitaliseringen til Vidensbanken have taget? På fiskepleje.dk kan man under Vidensbanken se, at der ligger 454 rapporter – inklusiv notater, bilag og søkort på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Vi har klikket ind på 25 tilfældige rapporter fra hele landet og fandt, at den gennemsnitlige rapport var 27 sider lang, hvilket giver estimeret antal sider på 12.258 sider. Eftersom en stor del af rapporterne er fra de sidste 20 år, hvor pdf har været et almindeligt brugt digitalt format, kan vi fx antage at mindst 25 % af rapporterne i forvejen har været tilgængelige digitalt som pdf. Lad os derfor antage, at man har skulle digitalisere i omegnen af 9000 sider.

Hvis man bruger en helt almindelige flatbed scanner uden arkføder og efterfølgende samler de enkelte sider med Acrobat Pro – samt navngiver filerne, systematisk, kan man uden problemer digitalisere 50 sider i timen, som er samlet i færdige dokumenter – klar til upload. Og regner vi med 50 sider i timen, er der rigelige god tid til at drikke kaffe, snakke med kollegaer samt tage en telefon. Dette giver maksimalt 180 timers arbejde til en studentermedhjælper, som vi eksempelvis kan give en god løn på 20.000 kroner om måneden eller 133 kroner i timen. For at være helt sikker på ikke at underestimere giver vi studentermedhjælperen 200 timer til digitaliserings opgaven, samt navngive de filer systematisk, som i forvejen var digitaliseret. Det giver 26.600 kroner for digitaliseringen Lad os antage, at en akademiker til 60.000 kroner om måneden har skullet hjælpe studentermedhjælperen med at finde de rette rapporter på det rette hyler og mapper – samt har brugt 2 dage til i alt 6.000 kroner på dette, så er det rimeligt at antage, at man har kunnet digitalisere hele indholdet af Vidensbanken for 32.600 kroner.

Men – DTU har selvfølgelig ønsket at gøre arbejdet så billigt som muligt. Derfor er en anden og mere oplagt mulighed, at man har leaset en kopimaskine/scanner til generelt brug på DTU Aqua. Her har vi for at få en idé om prisniveauet henvendt os til Rank Xerox for at høre til priseksempler med leasing aftaler. DTU Aqua bruger Rank Xerox – de ved vi, fordi de dokumenter, vi har modtaget i forbindelse med vores aktindsigter, er skannet på Rank Xerox.

Vi får oplyst, at den månedlige leasingpris for en god standard maskine som fx en Xerox Versalink C405 er 749 kroner, og at scan er helt gratis. Tilsvarende får vi oplyst, at den nævnte model scanner 55 sider i minuttet og som standard selv samler alle scan i et fortløbende dokument, som man super let selv navngiver via displayet på maskinen. Med en maskine som denne kan man altså – hvis man har sø-rapporterne liggende i orden og klar – scanne 3300 sider i timen, svarende til 3330/27 = 122 gennemsnitlige sørapporter i timen. Men – nu skal studenter medhjælperen, som laver dette arbejde, selvfølgelig også have tid til en kop kaffe og et puste rum – samt tid til at lægge rapporten tilbage i sin mappe. Lad os derfor antage, at vedkommende i stedet for 122 rapporter blot scanner 45 færdige sø-rapporter i timen. Det vil betyde, at de 454 rapporter kan scannes på cirka 10 timers arbejde. For nu at være helt sikker på ikke at underestimere arbejdsbyrden, antager vi nu, at DTU Aqua måske har brugt 20 timers arbejde x 133 kr/t = 2660 kroner i løn udgifter til scanningen for en studentermedhjælper. Hertil kommer max to dages arbejde til fagfolk til at fremfinde rapporterne til 6000 kroner + 749 kr i leasing/md/2 = 374,5 kroner. Her har vi så betalt for 2 ugers leasing selvom arbejdet reelt set har været max 20 timer. Så er vi oppe på en samlet udgift til denne del af digitaliseringen på 2660 + 6000 + 374,5 kroner = 9034,50 kroner.

Da man startede projektet omkring Vidensbanken har DTU Aqua ligget inde med en meget en stor del af rapporterne i deres eget arkiv, og hovedparten af de øvrige rapporter ligger samlet på et begrænset antal institutioner – jfr udtalelse fra Henrik Carl (ovenfor). DTU Aqua kender selvfølgelig de relativt få steder, hvor rapporterne er centraliseret – og har allerede et samarbejde med de fleste af dem. Det må derfor med rimelighed antages, at arbejdsbyrden ved at skaffe de første rapporter til opstartsfasen, som kørte under Søhåndbogens regnskab, har været relativt begrænset. Eftersom det vil være helt naturligt at plukke de laveste frugter først, må man antage at DTU Aqua selvfølgelig har startet med at indføre de rapporter, der i forvejen var i deres arkiv. Lad os derfor højt sat antage, at DTU Aqua indledningsvis har udført 50 % af indsamlings og digitaliserings arbejdet – uden at nedskrive beløbet i forhold til den rimelige antagelse, at man selvfølgelig har taget de lavest hængende frugter først – samt at de først indførte rapporter sandsynligvis har været dem man allerede havde liggende – og som fandtes digitalt i forvejen. Det giver en anslået udgift for digitalisering til vidensbanken under Søhåndbogens regnskab på maksimalt 9034,50 kroner/2 = 4517,50 kroner. Men for at være helt sikker på ikke at gøre nogen uret – regner vi blot med 9034,50 Kroner

Men – I 2014 fik og brugte DTU Aqua hele 346.000 kroner fra 15 Junifonden i 2014 til at digitalisere resterende rapporter og foto til Vidensbanken. Ovenfor har vi skitseret, at det er realistisk at få digitaliseret alt det der pr dags dato ligger i Vidensbanken anno 2019 for 9034,50 kroner, og derfor virker det besynderligt, at DTU Aqua har modtaget 346.000 kroner eksternt finansieret fra 15Junifonden for den resterende ”halvdel” af et arbejde, der sandsynligvis kan have været udført for 9034,50.

Spørgsmålene til DTU Aqua er derfor nu:

  • DTU Aqua har indtil videre ikke opgivet det præcise regnskab for digitaliseringen af rapporter til ”Vidensbanken”. Ovenfor har vi gives vores skøn på, hvad det kan have kostet. Efter som DTU Aqua tilsyneladende har brugt midler fra Søhåndbogsprojektet til at udføre arbejdet (?) må DTU Aqua jo vide, hvad det har kostet, for hvordan kan man ellers sende regningen videre og indregne omkostningerne for digitaliseringen i de samlede udgifter? Hvad er jeres bud? Redegør venligst for antal opgivne timer brugt + timeløn – og dermed antal kroner, der er brugt på den del af digitaliseringen fra 2011-2013, der ikke i forvejen er finansieret af 15Junifondens 346.000 kroner fra 2014.
  • Har DTU Aqua fået billig arbejdskraft som fx studentermedhjælper til at udføre den praktiske del af digitaliseringen, eller har man haft en akademiker til 60.000 kroner om måneden til at udføre dette arbejde?
  • Er scanningen udført på en leaset maskine som i eksemplet? – hvis ikke – hvordan er scanningen så foretaget?
  • Ovenfor har vi argumenteret for, at den samlede digitalisering næppe kan have kostet mere end 9034,50 kroner. Forklar venligst, hvordan kan det være, at DTU Aqua søger og bruger 346.000 kroner fra 15 juni fonden til digitalisering af de resterende rapporter og fotos, der – som vi læser det – allerede burde være indeholdt i det arbejde der allerede kunne være lavet for 9034,50 kroner under Søhåndbogen. Er der en stor del af de samlede arbejde, som vi slet ikke har kendskab til? Hvis ja – fortæl hvilket og dokumenter venligst dets omfang.
  • For at det er muligt at bedømme det samlede digitaliseringsarbejde, vil vi gerne udbedes os scan af samtlige rapporter, fotos og bilag, hvis indsamling og digitalisering er finansieret via Fisketegnsmidler samt 15Junifonden. Eftersom alle disse dokumenter selvfølgelig ligger samlet digitalt i nogle få mapper, da de er en del af samme database og projekt, tænker vi det er en nem opgave at overføre dette via wetransfer.com til Fisk & Fri, så DTU Aqua kan dokumentere det udførte arbejde for de danske lystfiskere. Endvidere ønskes det oplyst, hvilke dele af digitaliseringen, der er udført for hvilke midler.
  • Hvilke yderligere materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

5 – Hvad har vidensbankens database kostet?

Som en del af Søhåndsbogsprojektet, som DTU Aqua har lavet for Fisketegnsmidlerne, er der blevet lavet en database, til det der kaldes vidensbanken, som du kan se på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken Vi har kigget lidt på, hvad det kan have kostet.

Vi har i forbindelse med en aktindsigt til DTU Aqua spurgt efter de dokumenter, der viser hvad DTU Aqua har brugt af IT timer på specifikt på databasen til Vidensbanken. De har svaret følgende: ”Opgaven er udført som internt arbejde. DTU tidsregistrerer ikke dette, der er derfor ingen dokumenter”.

Vores spørgsmål til DTU Aqua er nu:

  • Hvis man fra DTU Aquas side tilsyneladende ikke har holdt tal på, hvor mange timer, det har taget at lave databasen til Vidensbanken, så kan man vel heller ikke opgøre et timetal forbrugt på dette til regnskabet for Søhåndbogen – og dermed få penge for arbejdet? Er det korrekt forstået?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Indtil vi har fået en god forklaring på dette, tænker vi, det er rimeligt at sætte betalingen for 0 kroner for databasen til Vidensbanken.

Men – for at have en ide om, hvad det kunne have kostet at producere og uploade den bagvedliggende database for Vidensbanken, har vi spurgt IT-konsulent Chiel Robben fra Fifty First Aps:

– Databasen ser ud til at være baseret på http://geoserver.org/ som er gratis, open source software, fortæller han. – Programmets funktionalitet i form af omrids af de forskellige søer samt popup-vinduer med links til PDF-filter er lavet med GeoExt. GeoExt er en gratis, open source udvidelse af ExtJS, som ligeledes også er et gratis, open source softwarebibliotek. Da både Geoserver og GeoExt udbyder de funktioner som vidensbanken på adressen http://130.226.135.83/soerMap/ er der formentlig tale om en opgave som primært har bestået i at forbinde de forskellige datapunkter med hinanden. Hvis opgaven skal laves eksternt af en konsulent som projektansættelse vil jeg vurderer omfanget af arbejdet til at vare cirka 1 måned eller cirka 100.000 kr. eks. moms, slutter Chiel Robben.

Men – eftersom DTU Aqua siger, at det er lavet som internt arbejde, må vi antage at det kan have kostet 50-60.000 kroner for en månedsløn. Desværre har DTU Aqua ikke ført regnskab med timerne, hvilket betyder, at man ikke kan opgive det som en reel udgift.

Vi slutter af med to yderligere spørgsmål til DTU Aqua:

  • I skriver ovenfor, at i ikke tidsregistrer internt arbejde. Hvis det er tilfældet, hvordan kan I så hvert år opgive et antal timer i brugt på Søhåndbogen og få penge for det? Hovedparten af dette er jo netop internt arbejde (?)
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

6 – Indledende arbejde til Fangstjournalen

Det indledende arbejde til den interaktive Fangstjournal, hvor lystfiskerne kan melde deres fangster ind til gavn for forskningen, er blevet foretaget som et projekt under Søhåndbogen. Dette er helt klart et godt initiativ fra DTU Aqua, der på sigt vil kunne øge vores viden om vandene, for på den baggrund at kunne træffe bedre beslutninger i forvaltningen af vores fiskebestande. Spørgsmålet er bare – hvad har det kostet?

Ifølge DTU Aquas egne status rapporter har man startet det indledende arbejde med fangstjournalen i 2012-2013, hvor man har fået planlagt App´ens indhold – samt fået lavet et mock-up, så et IT-firma kunne give tilbud på projektet. I april 2013 skriver man kontrakt om projektet, der i 2014 blev et selvstændigt projekt.

Umiddelbart tænker vi, at man godt kan have brugt 10 dages fuldtidsarbejde på indledende ideudvikling, mockup og kontraktforhandling – i alt en lønudgift på 25-30.000 kroner.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Hvor mange timers arbejde har DTU Aqua opgivet til regnskabet for Søhåndbogen i forbindelse med det helt indledende udviklingsarbejde på fangstjournalen i perioden 2012-2013?
  • Såfremt arbejdet har indbefattet mere end 10 arbejdsdage, som vi og kilder i forskningsmiljøet estimerer et lignende arbejde til, kan I redegøre hvor mange timer, der er brugt på de forskellige dele af det indledende arbejde?
  • Af kontrakten med IT-firmaet fremgår det, at betalingen for projektet skal ske løbende. Oplys venligst hvor stor del af regningen for IT arbejdet på Fangstjournalen, der er betalt i 2013 og dokumenter det med bilag. Der ønskes også et præcist svar på – samt dokumentation for, hvorvidt det fulde beløb der er betalt til IT-firmaet, er bogført som en udgift på Søhåndbogen, selvom regningerne først evt. er forfaldet/betalt i 2014, hvor Fangstjournalen overgik til at være et selvstændigt projekt?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Af aktindsigten kan vi dog se drift omkostninger på knapt 339.876 kroner i 2013, hvilket – indtil DTU Aqua ønsker at forklare detaljerne, må antages at være den del af regningen for IT arbejdet på ”Fangstjournalen”, som man har valgt at køre under regnskabet for Søhåndbogen.

7 – Hvad kan vandmiljøagenterne have kostet?

Et af projekterne under Søhåndbogen i perioden 2014-2015 har været at etablere et netværk af frivillige ”Vandmiljøagenter”, der kan hjælpe med at måle og indberette sigtedybder fra søerne. Disse begyndte at melde sig i 2015, og lad os antage, at der var 10 ved udgangen af 2015, for DTU Aqua kan ifølge e-mail korrespondance ikke huske tallene. I 2017 er antallet af vandmiljøagenter ifølge DTU Aqua kommet op på 21.

Projektet er en fin idé, men hvad kan det have kostet i perioden op til udgangen af 2015?

For at belyse arbejdsbyrden med at planlægge indholdet af en sådan database og lave en mockup til IT-folkene, har vi spurgt en phd studerende – Emil Kristensen – fra Ferskvandsbiologisk institut, der har lavet et lignende arbejde. Han siger: – Jeg har sammen med en kollega lavet et udkast til en app, der skulle bruges til at indrapportere sigtedybde samt tid og sted som den ene del. I den anden del, som var lavet specifikt til gedder, skulle folk uploade et billede af deres fisk, hvor den var fanget, om den var mærket – samt hvad vægten og længden var. Jeg vil tro, at vi totalt brugte 1,5 fulde arbejdsdage eller hvad der svarer til 3 arbejdsdage for én mand fra vi fik ideen, til vi havde en plan til IT-folkene for, hvad app’en skulle indeholde. Vores IT mand kontaktede derefter et firma, som kom med et tilbud inden for cirka 14 dage, men det var desværre for dyrt for os, slutter han.

Vi har kigget lidt på status rapporterne og tænker med afsæt i ovenstående, at arbejdsbyrden kan have været følgende: 1 dag til formidling og PR, 1 dag til udsendelse af 10 secci-skiver samt et møde eller to, 1 dag til produktion af informationsvideo om, hvordan man måler sigtedybde. Hertil kommer et par dage til mock-up af databasespecifikationer, så et IT-firma har kunnet give tilbuddet, som i øvrigt lød på 25.000 kroner inkl. moms. Vi har ovenfor set et lignende arbejde lavet på 3 fuldtids arbejdsdage, men lad os give DTU Aqua 4 dage til dette for ikke at underestimere. Det er i alt 3 + 4 = 7 arbejdsdage in-house til fx 21.000 kroner. Det giver med overhead 28.350 kroner

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Hvor mange timer har DTU Aqua selv opgivet, at de har brugt på det indledende arbejde med on-line indrapporteringen for Vandmiljøagenterne?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål, som Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Omkostningerne for IT arbejdet med denne del af projektet er indeholdt i de fra DTU Aqua opgive driftsomkostninger.

8 – Syntese om forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer

I 2015 holdt DTU Aqua et oplæg til en konference i norske Lillehammer omkring forvaltningen af geddefiskeriet. I oplægget blev der tilsyneladende for en stor dels vedkommende anvendt resultater og erfaringer fra DTU Aquas generelle forskning, der som sådan intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. Man kan derfor undre sig over, at DTU Aqua har kørt dette oplæg ind under omtalte projekt. Vi har spurgt ind til detaljerne omkring denne del af projektet samt tidsforbruget ved det, men DTU Aqua har ikke ønsket at besvare spørgsmålene. Med et løst slag på tasken kan det have taget et 2-5 dage at sammenfatte powerpoint præsentationen, og så har der været omkostninger ved at deltage.

På trods af, at man kan stille et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt danske lystfiskere overhovedet skal betale for, at DTU Aqua fremlægger generelle forskningsresultater til en konference – kunne vi samlet sætte dette til en udgift på 15.000 kroner for oplæg og 10.000 kroner på transport, ophold og diæter = 25.000 kroner. Så er det også betalt godt.

Alt for mange penge brugt på alt for lidt

Ovenfor har vi sandsynliggjort, at et projekt, som de danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner kroner for, kunne have været udført for 800.000 – 1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Indtil DTU Aqua giver en god forklaring på, hvordan så lidt kan have kostet så meget – mangler vi altså stadig en redegørelse for, hvad der er blevet af de resterende cirka 3 millioner kroner, vi har betalt til projektet. Det kommer vi nærmere ind på i den kommende tid.

Men hvad synes du? Bliver Fisketegnsmidlerne brugt på den rette måde – og er det rimeligt, at DTU Aqua hemmeligholder detaljerne i, hvordan pengene bliver anvendt? Giv din mening til kende på Fisk & Fris facebook.

drømmerejse iFish Travel

NYE TIDER PÅ ODENSE FJORD

Den 20. januar ender høringsfristen for bekendtgørelse omkring fiskeriet i Odense Fjord. Bekendtgørelsen er spændende, fordi den tager helt lokale hensyn til havørredens færden i fjorden og ikke mindst fordi den er et resultat et et bredt samarbejde på tværs af flere interessegrupper.

Af Lars Christian Bentsen

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

På fisketur under overfladen

Undervandsjagt – hvad har det med fiskeri at gøre? En hel del, lyder det fra Kasper Ramkjær. Naturoplevelserne, jagten, koncentrationen og forfinelsen af teknikken har stor betydning for både sportsfiskeren og undervandsjægeren. Og så kan erfaringer fra UV-jagt faktisk bidrage med meget nyttig viden til fiskeriet med stang. Her får du lidt inspiration til at komme i gang med en ny og spændende form for »fiskeri«.

Tekst og foto: Kasper Ramkjær

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

Trekrog vs enkeltkrog

Hvorvidt trekroge eller enkeltkroge skader fisken mest er et emne, der kan bringe sindene i kog blandt catch & releasefiskere. Vi har checket op på de seneste forskningsresultater, som konkluderer, at der ikke er nogen forskel på dødeligheden af tre- og enkeltkroge. Beregner man på størrelsen af det potentielle krogsår er store enkeltkroge faktisk mere skadelige end små trekroge, der ikke tager længere tid at frigøre, hvis man bruger det rigtige afkrogningsværktøj

Af Jens Bursell

(mere…)

drømmerejse iFish Travel

Vandløbspleje giver flere ørred

Hvert år undersøger DTU Aqua mange af landets vandløb for at følge udviklingen i de naturlige ørredbestande. De seneste undersøgelser er positive og viser, at der er fremgang de steder, hvor man aktivt har gjort en indsats for at genskabe større ørredbestande. Her får du en opsummering af rapporten og et par resultater fra nogle af de vandløb, der er blevet undersøgt.

Tekst og foto: Finn Sivebæk, DTU Aqua og Morten Svarer

(mere…)

drømmerejse iFish Travel