jan 30, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke.
Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.
AF FLEMMING MADSEN
KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.
Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.
De mindre både til lystfiskeri
Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.
Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.
En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.
El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.
Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.
Lidt større både til havfiskeri
Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.
Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.
Den perfekte trollingbåd
Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.
Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.
Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.
Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.
Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.
Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.
Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.
Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.
Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!
De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.
Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.
Hvilken motor skal jeg vælge?
Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.
En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel
Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.
De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.
Den rette trailer til fiskebåden
Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
jan 22, 2024 | Artikler, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd
En redningsvest er alfa og omega, når du er på vandet – altid. Men hvordan vedligeholder og udskifter man patronen på en CO2-vest? Her får du en lille hurtig guide til, hvordan du sikrer, at din CO2 vest altid er klar til at redde dig, hvis uheldet skulle være ude.
AF REDAKTIONEN
DEN HELT STORE FORDEL ved en CO2 vest, er at den fylder meget lidt, hvorved den er super behagelig at have på – uden at det går ud over eksempelvis kastekomforten. Skulle uheldet været ude, og du havner i vandet, sørger CO2 patronen for at vesten pustes op på få sekunder, så du ikke drukner. Men – netop denne funktionalitet er så også årsagen til, at du inden den skal bruges næste gang, skal have indsat ny patron og pakket luftblæren sammen igen. Og det er her mange står af…
Her får du en hurtig guide til, hvordan din CO2 vest klargøres med ny CO2 patron:
Vesten er enten lukket med en lynlås eller velcro. Når den åbnes, så hold godt øje med, hvorledes den er pakket, for den skal pakkes på samme måde igen. CO2-vesten pustes op manuelt via et rør på vesten. Når du har blæst den op, så lad den ligge et døgn, og kontroller herefter, at den ikke har mistet noget luft. Såfremt den taber luft skal den kasseres – hvis da ikke lige hugget er så stort at det er let at finde og lappe.
Udløsermekanismen, som sidder ved CO2-patronen kontrolleres, og man sikrer sig, at den ikke har være fejludløst eller har taget skade. Der sidder som regel en indikator, som enten er rød eller grøn. Hvis den er rød, så skal den skiftes, og er den grøn, så er den OK.
CO2-patronen skrues ud, hvorefter det kontrolles, hvorvidt der er hul i toppen over gevindet. Hvis der er det, så skal den skiftes. Ved samme lejlighed undersøger du også lige, at den ikke er korroderet. Er det tilfældet, bør den udskiftes, fordi det kan få patronen til at lække eller skabe skarpe kanter, der kan risikere at punktere luftblæren.
-
Alle patroner har en indstemplet vægtangivelse. Får at være sikker på at alt er i orden, vejer du patronen, for at tjekke om vægtangivelsen er identisk med den angivne vægt. Hvis ikke de er det, så er gassen sivet ud, hvilket selvfølgelige betyder, at patronen skal udskiftes.
Undersøg hvorvidt slagstiften, som skal punktere patronen virker – og er helt intakt. Tjek også om snoren til manuel udløsning er fin.
Tjek salttabletten. Hvis den er begyndt at smuldre eller er blød, skal du udskifte den. Men – det er altid værd at udskifte tabletten ved service, fordi den ellers kan udløse patronen, hvilket koster meget mere. Noter datoen for service i vesten, og pak den sammen den igen på samme måde, som da du pakkede den ud. Lav en note i din kalender til samme tid næste år, så du husker at give din vest service igen.
jan 18, 2024 | Artikler, Biologi, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TORSK, Torskefiskeri
Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell
Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.
AF HENRIK CARL
TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.
Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.
Stortorsk helt tilbage til 1940´erne
Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.
Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne
Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).
”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.
Blandede stortorskefangster i 1980´erne
I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.
Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).
Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne
I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.
I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.
Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.
Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne
Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.
2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.
Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.
Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020
Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.
Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.
Stortorsk i Kattegat
Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.
Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.
Stortorsk i andre danske farvande
I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.
Hvis stortorskene kommer tilbage
Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.
Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.
Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022. Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND
jan 10, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TORSK, Torskefiskeri, Video
Danmark har i årtier haft et fantastisk torskefiskeri fra tur- og småbåde på blandt andet Bælterne og i Øresund. Fiskeriet toppede med stortorsk i 1975-2015, men siden da er fiskeriet gået stødt ned ad bakke med både færre og mindre fisk – især de sidste fem år. I bælterne er fiskeriet nærmest helt kollapset, men i Øresund er der stadig en relativt god bestand af mindre fisk. Desværre står det samlet set så dårligt til, at man per 1. januar 2024 har forbudt al hjemtagning af torsk i de indre danske farvande.
I denne video er Jens Bursell taget ud efter den sidste nytårstorsk på skibet Fyrholm med brancheforeningen Dansk Lystfiskeri – samt i småbåd med sine venner på Øresund. Undervejs får vi en snak med Gorm Siiger om fiskeriet i de gode gamle stortorskedage – samt hører, hvad både skipper Martin Hubert samt lystfiskere og forskellige repræsentanter for branchen, har at sige om situationen, der er katastrofal for dansk lystfiskeri. Vi møder blandt andet Gordon P. Henriksen fra Dansk Lystfiskeri samt taler med formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, politikeren Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre, Lars Nielsen fra Garmin, Jan Kristoffersen fra Jans Lystfisksershop, Marie Brandt fra Fiskeklub København, Thomas Petersen fra grejproducenten Westin Fishing og fiskeguiden Jan Svenstrup.
Glæd dig til et par hyggelige fisketure med masser af sjove historier, tankevækkende betragtninger – samt konstruktive løsningsforslag på de kæmpestore udfordringer, som dansk lystfiskeri står over for lige nu. Og så får du også opskriften på en ret god cocktail – Black Velvet.
Se videoen på Fisk & Fris video, hvor du kan abonnere gratis, her.
dec 18, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd
Med en god frontmonteret elmotor – gerne kombineret med live-ekkolod – åbner der sig et væld af muligheder for et super spændende og mere effektivt fiskeri i både fersk- og saltvand. Her giver Lars Nielsen sig de seneste trends og opdaterer dig med de nyeste muligheder indenfor Garmins elmotorer og bådelektronik.
AF LARS FRITHJOF NIELSEN; GARMIN
LYSTFISKERI er meget mere end bare det at fiske og fange fisk. For mange af os er det egentlig ikke anderledes end at være bjergbestiger – man er drevet af udfordringen: At knække koden, at lære noget nyt, at kæmpe for noget indtil det lykkes. For mit eget vedkommende har mit fiskeliv altid været drevet af den type kodeknækning – at tage hul på noget nyt og køre på, indtil jeg på et tidspunkt føler, at jeg er nået så langt, at jeg får lyst til en ny udfordring, en ny mulighed.
Mulighederne er selvfølgelig knyttet til grejet – et andet kæmpestort aspekt ved vores livsstil – og jeg kan dårligt nok nævne noget, som åbner så mange muligheder som en båd med en frontmonteret elmotor. Min bådmakker Jakob og jeg købte vores første jolle sammen tilbage i 2008, og allerede dengang var der ikke det mindste tvivl om, at den omgående skulle have en elmotor i stævnen. Den kombination gav os de følgende år en uendelighed af oplevelser i fersk-, brak- og saltvand – alle mulige fiskemetoder blev fintunet i jagten på gedder, aborrer, sandart og havørred. En båd er ganske simpelt meget mere i kontrol, når den bliver trukket fremad end skubbet, navnligt ved lave hastigheder – man kan ligge stille på sin fiskeplads, mikronavigere eller præcis vælge sin hastighed mod vind og strøm.
Betjen din elmotor fra din plotterskærm, håndholdt remote, fodpedal eller quatix smartwatch. Du kan ganske simpelt pege remoten i den retning, du ønsker at sejle, og så skifter motoren til den valgte kurs.
Da vi seks år senere udbyggede bådparken med en småbåd til havfiskeriet, måtte vores daværende elmotor naturligvis dobbeltjobbe, og igen viste der sig et væld af nye muligheder: I fladfiskefiskeriet er det rigtige drivtempo alfa og omega, men de fleste dage er der jo enten for meget eller for lidt strøm eller vind. Men når man selv kunne sætte tempoet, gjorde det så stor en forskel, at det næsten var snyd. I makrelfiskeriet oplevede vi næsten altid, at fiskene stod på en bestemt dybdekurve eller i et bestemt område – med elmotoren var vi fuldstændig i kontrol i modsætning til de andre både, som bøvlede med forkerte drivretninger eller sled i det med lange ankerliner.
Garmins første elmotor – Force
I 2019 gik Garmin – som jeg arbejder for – ind i elmotormarkedet med et brag med sin første model, Force. Jeg var i forvejen klar over, at Force med sin børsteløse motor var en del stærkere end alt andet på markedet, men hvad betød det i virkelighedens verden? Jeg husker, hvordan vi monterede motoren på vores lille geddejolle, sejlede ud og for sjov aktiverede den i fuld skrald og lamslåede og grinende måtte holde fast for ikke at blive væltet omkuld. Siden den dag gjorde jeg det til min ting, når jeg mødte venner på vandet til en sludder, efterfølgede at stikke afsted fra dem som en musestille Ferrari – altid akkompagneret af højlydt hujen fra den anden båd. Force blev et af de produkter, vi blev gladere og gladere for, jo mere vi brugte den – på grund af kraften, præcisionen, stilheden og nøjsomheden. Det lyder muligvis som salgsgas, men fordelene ved børsteløse motorkonstruktioner er faktisk velkendte fra anden mekanik, eksempelvis professionelle skruemaskiner, som definitivt er stærkere, har længere levetid, mindre strømforbrug og lavere støj og udstråling end hobbymodeller. Når de egenskaber findes i en elmotor til fiskebrug, og kombineres med anden hardware i topklasse, har man derfor en motor, man kan blive rigtig glad for.
Den første Force-motor har en såkaldt saksemontering, som gør den enormt nem at hive op og i. Den type konstruktion har imidlertid en begrænsning på skaftlængden: Der skal ikke være længere end omkring 65 cm fra monteringsfladen på båden ned til vandlinjen, for at modellen med saksemontering er det rigtige valg.
Garmins nye frontmonterede elmotor Force Kraken er med sin børsteløse motor i en klasse for sig selv.
Ny frontmonteret elmotor fra Garmin – Force Kraken
Da Jakob og jeg så i 2020 opgraderede vores båd til havfiskeriet med en større, savnede vi fra første dag elmotorens muligheder, men på daværende tidspunkt havde Garmin ikke en elmotor med skaftlængde til en offshorebåd, og efter et par år med Force var vi jo godt vant, så vi måtte tænderskærende vente på udviklingen af næste model. Her sidst i 2023 var så heldige nok til at modtage en af de allerførst producerede modeller af Force Kraken, som fås med tilstrækkelig skaftlængde til enhver båd, hvorefter vi kunne gå i gang med at montere og teste.
Force Kraken har samme motorenhed som sin søster, men GPS-delen er opgraderet for endnu større præcision. Som en anden genistreg kan propellen køre begge veje – i visse tilfælde vil motoren simpelthen bakke båden, når den sættes i ankerfunktion. Motoren drejer selvfølgelig stadig for at korrigere, men gør det mindre og endnu mere lavmælt – Kraken er virkelig en påfaldende stille elmotor. Ibrugtagningen var præcis så fed en oplevelse, som vi havde forventet: På den første testdag var der naturligvis en stiv kuling gennem havnehullet, men Kraken pløjede vores 1,5 tons båd afsted direkte mod vind og bølger med 2,5 knob.
Havørredfiskeri fra båd burde være langt mere udbredt i Danmark – der er kæmpe muligheder.
Flere nye muligheder med Force Kraken
Nu hvor vi har fået elmotor på vores mest søstærke båd, vil vejrudsigten fremover have lidt mindre betydning end tidligere i vores havørredfiskeri på hjemmefronten. Vi elsker at kunne hoppe fra hotspot til hotspot ved kysten – også på de stræk, som er utilgængelige for kystfiskerne – og systematisk og præcist fiske af. Andelen af ture med havørredfangst, når man fisker fra båd, er bare en helt anden end for wadersfolket. Vi glæder os også til spinnefiskeri på Vänern og Vättern samt til fladfiske- og artsture på Øresund. Men vi ved helt sikkert ikke endnu, hvad fremtiden kommer til at byde på af oplevelser – der venter masser af ny kodeknækning derude.
Elmotor og LiveScope er fremtiden i det nordiske havfiskeri
Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har jo totalt forvandlet søfiskeriet overalt i Europa, og de fleste seriøse udøvere har forlængst taget springet. Værdien af landvindingerne er nøjagtig lige så stor i havfiskeriet, men evolutionen er bare slet ikke slået igennem i det fiskeri … endnu. Helleflynderfiskeriet i Norge har masser af udøvere, men foregår stadig i vid udstrækning som drivfiskeri i en løbende kamp på hver fiskedag for at sikre fornuftige drev under skiftende forhold.
Det – fuldstændig selv at kunne styre sin kurs og fart under affiskningen, selv at kunne vælge sin plads med langt mindre hensyntagen til strøm og vind – og i øvrigt at kunne se flynderne reagere på jiggen under båden, hvis man supplerer sin elmotor med live-ekkolod – vil give en sindsoprivende transformation af det fiskeri, når det slår igennem. Skreitorsk, sej, havkat – alt havfiskeri kan nå nye højder. Det er bare at sætte i gang.
Danske både, som fisker på vrag og sten i Nordsøen, har i nogen grad taget elmotoren til sig allerede, og med tiden bør live-ekkolod blive lige så uundværligt: Seneste version af LiveScope – LiveScope XR – har rækkevidde over 100 meter, og er skabt til offshore-fiskeriet. At kunne holde øje med, hvad der sker omkring et vrag og i vandsøjlen over det i realtid giver naturligvis helt nye dimensioner i fiskeriet.
Lidt samme situation ser vi i mærkningsfiskeriet efter blåfinnede tun, hvor de fleste af de mest succesfulde teams sejler med elmotor: Der synes at være et mønster i, at finlir på farten kan gøre en stor forskel – med en kraftig elmotor i stævnen kan man sætte sin fart fra nul og op, og stadig være i fuld kontrol.
Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har totalt revolutioneret søfiskeriet efter fx sandart som her – det samme kommer til at ske i havfiskeriet.
LiveScope på elmotor eller pole?
Som noget unikt har Force Kraken mulighed for montering af LiveScope-kabel igennem skaftet, så man slipper for kabler udenpå den del af motoren, som hives op og i. Hvorvidt en LiveScope-transducer skal monteres på elmotoren eller på en separat pole er en helt klassisk diskussion. Men man behøver ikke at stirre sig blind på ”den perfekte løsning” – det vigtige er at komme i gang og lære at bruge det, man nu har, men selvfølgelig er der nogle retningslinjer:
Hvis du har en båd med kastedæk, en elmotor med fodpedal og en skærm ved siden af elmotoren, og du fisker efter enkeltfisk i frivandet, så er det suverænt at montere sin transducer på elmotoren og så lægge de timer, som skal til for at lære at finstyre sin motor og LiveScope med fodpedalen med samme naturlighed som når man kører bil. Opnår man den rutine, har man ikke brug for ankerfunktionen i sit fiskeri – man holder bare båden op med vinden på afstand af fisken, og man har begge hænder fri til at fiske.
Såfremt ens båd ikke er skabt til den type kasteprik-fiskeri, hvis man ikke har tid til at øve sig, eller hvis man har brug for at bruge ankerfunktionen – eksempelvis ved aborrefiskeri – så er det bedre at montere sin LiveScope på en separat, drejbar pole. Så kan man aktivere ankerfunktionen uden at transduceren drejer rundt sammen med motoren, og i ro og mag justere med polen. Men i prikfiskeri efter enkeltfisk – hvor der typisk hele tiden skal finjusteres på transducerens retning – er det bedst at have en makker til at dreje polen, ellers går der multitasking i det, når man skal fiske samtidig.
I havfiskeriet, hvor ankerfunktionen er påkrævet i mange fiskeformer, vil mange nok gå med en pole-løsning.
Elmotor på forenings- og udlejningsbåde: Danmark er som bekendt det eneste land i verden, hvor et i øvrigt helt fantastisk system med foreningsbåde uforklarligt har udartet sig til, at man på de fleste søer kun må fiske fra foreningsbåde – lidt som hvis man kun måtte fiske med foreningens fiskestænger. Man kunne jo lige så fint booke en tilladelse til en fiskedag med egen båd som booke en foreningsbåd Men indtil vi får det sat i værk, gælder det, at vil man fiske med elmotor på en dansk sø, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at medbringe sin egen motor og så forsøge at tilpasse sig, hvad man nu har af båd på dagen – der ses mange kreative løsninger. Mange forenings- og udlejningsbåde har en eller anden variant af et elmotorbeslag, som man kan forsøge at bruge, men hvis man virkelig gerne vil kunne sætte sin motor på stort set enhver båd, så er den bedste løsning en monteringsplade med forskydelige klamper (på billeden samt nedenfor) – vi har ikke mødt en båd endnu, hvor det ikke kunne løse opgaven.
Beslag til frontmonteret elmotor – her Garmin Force.
De forskellige modeller af Force Kraken elmotoren
Den nye elmotor fås i sort og hvid – og begge versioner er saltvandsbestandige. Den længste udgave – 90” – fås kun i hvid. I den sorte version er der i selve motoren indbygget en GT56UHD-ekkolodstransducer med almindelig fishfinder, Side- og ClearVü. Hvorvidt man ønsker at have sin transducer på elmotoren eller på hækken er lidt samme diskussion som for LiveScope-transduceren, men hvis man har en god placering til sin transducer på hækken, vil de fleste nok foretrække den løsning.
Vælg den rigtige skaftlængde på din elmotor
Nedenstående er Garmins officielle anbefalinger hvad skaftlængde. Bemærk dog, at hvis bølger er en faktor i dit fiskeri, er det vigtigt at vælge en motor, som er rigeligt lang.
|
Afstand fra monteringsflade til vandlinje |
Anbefalet skaftlængde |
| Force |
0-48 cm |
50″ |
| Force |
38-66 cm |
57″ |
| Force Kraken |
0-86 cm |
63″ |
| Force Kraken |
66-116 cm |
75″ |
| Force Kraken |
96-154 cm |
90″ |
En lithium-batterikuffert med både 36 og 12 volt udtag kan holde både elmotor og bådens andet elektronik kørende i dagevis.
Batterivalget til elmotorer
Garmin Force får sin kraft fra 24 eller 36 volt. Hvis man ikke tidligere har taget springet fra blybatterier til lithiumbatterier, så er erhvervelsen af en ny elmotor en virkelig god anledning. Lithiumbatterier er fysisk utroligt meget lettere end blybatterier, har nærmest uendelig levetid og i praktisk brug kan man reelt trække op mod dobbelt så meget energi ud af et lithiumbatteri som et tilsvarende blybatteri. Et 24V batteri vil være fint for de fleste, og er nemt samt relativt billigt at få fat i. Et 36V batteri giver til gengæld omkring 20% mere træk i motoren.
I forhold til 12 volt – som man som lystfisker nok er mest vant til – så fordobler eller tredobler man antal watt (dvs. energi til rådighed), når man går op i 24 eller 36 volt. Derfor kan det være svært at vide, hvor mange amperetimer har man skal kaste sig ud i, når man vælger batteri. For at give en idé om forbruget, så anvender jeg selv et 80ah batteri med både 36v og 12v udgange.
En dag i det tidlige forår blev Jakob og jeg mere end almindeligt stædige på en søfiskedag og fiskede 21,5 timer i træk. Vores Force-motor – som denne dag var eneste drivkraft (ingen benzinmotor) – var sluttet til 36V og to 16” GPSMAP-plottere samt to LiveScopes var sluttet til 12V. Efter den maraton-tur viste batteriet stadig 49% opladning! Med et lithiumbatteri og en utroligt nøjsom motor er der således grænser for hvor bekymret, man behøver være for sin batterikapacitet.
Garmin laver ikke selv batterier til sine elmotorer, og jeg kan ikke anbefale bestemte batterier frem for andre, men går man med 24V, kunne et mærke som Basengreen være værd at tjekke ud: Går man all in med 36V, kunne man tage kontakt til Anders hos lydfabrikken.dk i Ringsted, som bygger egnede batterier. Ham kommer der mere om på fiskogfri.dk samt Fisk & Fris Youtube i 2024.
Find den nærmeste forhandler af Garmins Force Kraken her.
okt 19, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, TORSK, Torskefiskeri, Video
Norge byder på et fantastisk havfiskeri – og der behøver ikke at være tale om gigantfisk, for at man kan have en hyggelig og actionfyldt tur nordpå. I denne video er Jens Bursell og Martin Millinge fra Kinetic taget et smut til Norge for at besøge Martins gode kollega Hogne Sørbo, som har lovet et par hyggelige dages fiskeri i fjordene omkring Averrøy, hvor han bor. Glæd dig et et par sjove dage med masser af fisk – og et vejr der svinger med alt fra solsking til snestorm.
Se filmen om torskefiskeri i Norge på Fisk & Fris Youtube her.
aug 22, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, MAKREL, Makrelfiskeri, Spinnefiskeri
At fange makrel på det helt lette spinnegrej er en super sjov metode.
Makrellen er ikke bare smuk og fantastisk at spise. Den er også en formidabel fighter. En af de mest underholdende måder at fange den på, uanset om du fisker fra båd eller land, er med det lette spinnegrej. Her guider makreltossen Gordon P. Henriksen dig godt på vej til makrelaction med det lette spinnegrej.
AF GORDON P. HENRIKSEN. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN & JENS BURSELL
DET ER SOMMER. Det er Øresund. Det er korte ærmer og solskin. Og så er det en let spinnestang. Livet er skønt. – Jeg spinner wobleren ind i høj fart, og den svømmer af sted med hurtige, desperate vrik. Det ligner bestemt en fræk lille panisk flygtende makrelsnack. Og det kan makrellerne altså heller ikke stå for. I det klare vand kan jeg se jeg seks syv stykker jage agnen for fuld hammer, da den nærmer sig båden.
Den forreste i flokken prøver at gå efter den og misser, men straks efter skyder en af de bagerste frem og smækker den lille makrelmund rundt om wobleren. Modhug er unødvendigt ved den høje fart, og den lette spinnestang bukker straks sammen, hvorefter jeg hurtigt løsner bremsen lidt og nyder lyden af de lange udløb. Den lyd hører vi alt for sjældent her i DK, og i dag skal den bare nydes igen og igen. Heldigvis er det også femte eller sjette gang, jeg hører den i dag. Jo, makrellen er i sandhed en skøn, skøn fisk og en fantastisk fighter på det lette grej.
En lille kompakt pirk, kaster som en drøm, synker relativt hurtigt og kan sagtens indspinnes for fuld hammer på det lette grej. Så er det både sjovt og effektivt at fiske efter makrellerne.
Sol, sommer og makreller
Makrellen er en kærkommen sommergæst som begynder at indfinde sig i de danske farvande fra midten af juni og frem, hvor vandtemperaturerne begynder at toppe, og så er det bare med at komme af sted. Den er en pelagisk stimefisk, der ofte optræder i store stimer, og du kan være heldig at opleve noget hektisk fiskeri, når først fiskene er fundet. Makrellen færdes som regel over dybere vand ude til havs, men den søger også ind langs med kystlinjerne, hvor der er gode dybder og strømforhold – og ind imellem kan man også finde den på rov inde over lavt vand.
Kystpladser med gode dybder inde under vand såvel som moler og havne er gode områder at finde de jagende makreller i. Makreller er ofte på farten, som regel sultne og lige pludselig kommer de svømmende forbi netop der, hvor du står og fisker – og er klar til at give dig flex på klingen. Mange turbåde arrangerer ture efter makrel i sommermånederne, og har du mulighed for at fiske fra småbåd, er dette en fantastisk måde at jage makrellerne på, især hvis der skal spinnefiskes efter dem.
Et net er en god ide til sikkert at lande de største makreller på det lette grej.
Makrellen er en fantastisk fisk
Jeg elsker deres udseende. Formen på kroppen, der er bygget til fart, og det fantastiske farvespil og mønster, som de lyser op med. Jeg elsker dem på tallerkenen. Røget, stegt og grillet og til morgenmad, frokost og aftensmad. – Ja en gang grillet makrel med røræg og melonsalsa til morgenmad giver en solid start på dagen.
Men frem for alt elsker jeg at fange dem på alle måder. Fra kysten, fra molen, fra småbåd eller kutter. Jeg elsker fiskeriet med synkeline og fluestang, der minder mig om troperne, hyggen ved medefiskeriet med sildestrimler og det sociale ved en makreltur på kutter. Spinnefiskeriet med let grej er også en rigtig skøn måde at fiske makrellerne på.
Makrel på spinegrej
Spinnefiskeriet har den fordel, at det er meget aktivt. Har man ligesom mig lidt svært ved at sidde stille, er det perfekt, når man konstant kan kaste og spinne ind i høj fart, og det er en herlig følelse, når makrellen pludselig smækker gebisset sammen om agnen. Det er en skøn og meget direkte kontakt. Fuldt hus og fighten med fire eller fem makreller på et makrelforfang er der bestemt intet galt med, men en let stang og den direkte kontakt med en enkelt hårdtfightende, hidsig makrel, der nægter at give op og pludselig ændrer retning gang på gang, er alligevel noget særligt.
Grejet til makrelspin behøver ikke at være specielt kompliceret, og din havørredstang kan sagtens bruges. Jeg bruger gerne en lidt kortere stang med solid rygrad. Den korte stang er nemmere at styre i fx en båd, hvor kastelængde heller ikke er afgørende. Savage Gears Salt 6’6” til 28 gram eller Gunkis Hayashi SW er fx ideelle til dette og har nogle perfekte lette og sprøde klinger. Et hjul str. 25 med 0,16 fletline er perfekt, og jeg bruger et stykke flourocarbon forfang i ca. 0,25, somjeg binder direkte til fletlinenmed en uni til uni-knude.
Forfatteren og makreltossen Gordon P. Henriksen fighter en stærk makrel på en dejlig sensommerdag.
Små woblere, der kan fiskes hurtigt med hidsig gang, er effektive til makrellerne. Her er det en Prey3D fra Savage Gear.
Blink, pirke og woblere til makreller
Endegrej er der masser af. Det er vigtigt, at det er agn, der kan klare relativ høj fart, da makrellen er glad for at jage sit bytte. De fleste woblere er lidt for lette til at kaste godt, og langtkastende kystwoblere går generelt for højt, når farten er i top. Savage Gears Prey 3D i 9,5 cm udgaven er en fin lille wobler, som kaster ok og kan klare god fart. Prøv dig frem med dine favoritter. Blank, sølv, grøn og blå er ofte gode farver.
Blink og pirke er et oplagt valg. De kaster godt, og du kan roligt vælge de lidt tykke udgaver, som kaster godt, synker hurtigt og kan tåle høj fart. Igen er jeg mest til de blanke naturlige fiskeimitationer, når det kommer til farver. Alt fra små 10 grams sager til kraftige 40 grams blink kan virke ok, alt efter forholdene og lokalitet.
En ordentlig klump fiskemos i en sæk, lokker makrellerne til, og sørger for de bliver i området.
Et effektivt kneb uanset hvilken fiskemetode, du benytter.
Chumming efter makrel
Et vigtigt fif skal du også ha med på vejen. Prøv at chumme, når du fisker fra båd. Har du noget gammelt fisk, fx resterne fra når du rensede dine tidligere fangster, så gør det sig genialt som lokkemad. Min makrelmakker, Jesper Larsen, og jeg bruger det stort set hver gang vi jagter makreller, og det virker bare. Vi smider en sæk med fiskemos over siden, bundet fast i en snor. Det holder makrellerne i området og en gang imellem smider vi lidt frisk mos overbord for at lokke dem til. Dette er super effektivt, uanset om du fisker med spin, flue eller meder.
Så se at kom af sted, find en stime makreller, og send en lille pirk eller wobler gennem stimen for fuld fart. Og så er det ellers bare at nyde den lille fighter.
Kompakte kystblink som dette Seeker-blink er ideelle til makrel uanset om du fisker fra land eller båd.
jun 20, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri efter søørred, Hav – kutter og småbåd, Predatorfiskeri, SØØRRED, Spinnefiskeri
Vänern: Albin Martinsson har på prikfiskeri med LiveScope og spinnestang over foråret og forsommeren taget en række storfisk som denne.
Blot 4-5 timers kørsel fra Danmark kan du opleve det vildeste fiskeri efter pelagisk søørred – og det er ikke kun trolling, det drejer sig om. Svenske Albin Martinsson har i år for alvor knækket koden til, hvordan man med Livescope og prikfiskeri kan opleve det sindsygeste adrenalin-kick på spinnegrejet.
AF JENS BURSELL
FORESTIL DIG at fange søørred på 7-8 kilo på sightfiskeri med kastegrej i overfladen… Vi kan allerede nu advare om, at det ikke er for sarte sjæle. Men – det kan lade sig gøre – og det er også et fiskeri, som med træning og ihærdighed, vil kunne give et stabilt afkast i form af seriøse hug fra drømmefisk, der får det til at knirke helt ned i bundduppen.
– Siden starten af foråret er jeg gået all ind på prikfiskeri med LiveScope og spinnegrej på Vänern, fortæller Albin, der bor lidt nord for Göteborg. – Jeg har gået og tænkt på idéen i flere år, men det var egentligt først sidste efterår, at der for alvor kom gang i sagerne. Vi var ude for at fiske efter gedder, men spottede pludselig noget, vi var sikre på ikke var gedder. Da vi var ude efter gedder, gjorde vi ikke noget ved det, men da vi på et tidspunkt havde fanget mere end rigeligt af gedderne – og så flere fiske vi mistænkte var ørred, besluttede vi os for at prøve at gå målrettet efter de store ørred. Og det kom vi ikke til at fortryde, for efter kort tid havde vi landet syv flotte søørred på spinnegrejet.
– Med så vild en succes i første forsøg var der ikke langt til tanken om, at det var noget fiskeri, der ikke blot skulle prøves igen; det skulle også rendyrkes og fintunes. En måned efter var jeg ude igen, men desværre uden at spotte så meget som én eneste fisk, de steder hvor jeg søgte på lidt lavere vand. Til sidst fandt jeg dog ørrederne pelagisk ude over 20-40 meter vand, og inden længe havde jeg fanget en ørred og nogle laks. Og herfra gik det slag i slag med at forbedre teknikken med fx de bedste agn – og så videre.
Albin Martinssons yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram og farven storspigg.
Afsøgning efter ørred med perspective mode
– Det mest effektive for mig har været at køre med LVS 34 i forward mode på den ene skræm – og LVS 62 i perspective mode på den anden. Sidstnævnte bruger jeg til en super effektiv afsøgning og førstnævnte anvender jeg mest til at ramme fisken helt perfekt, når de står lidt dybere – fx 8-10 meter. Langt de fleste fisk står i nærheden af byttefisk – typisk smelt – og ofte helt oppe i overfladen. De er derfor reelt set næsten kun mulige at spotte med LiveScopet i perspective mode. 90 % af de store ørred vi ser, står helt oppe i overfladen 30-50 cm var vandspejlet, og ofte har vi følgere med hele vejen ind til båden.
– Transducerne er monteret på min Garmin Force el-motor, hvilket gør det lettere at komme i den rette position, når fiskene er spottet. Ofte svømmer de nemlig med et cruisespeed på 2 knob, så hvis man ikke sejler med hele tiden, mens man gør klar til at kaste, er det svært at præsentere agnen rigtigt. Med LVS 62 indstillet til at skyde 60 meter frem kan jeg stadig se fisk, der står helt ned til 20 meters dybde, så det giver en virkelig effektiv afsøgning på den her måde. Netop i tilfælde som dette, er LVS 34 dog også vigtig, for det er kun på større afstand, at man i perspective mode kan se fisk i denne dybde. Transduceren skyder jo næsten vandret, så når man kommer tættere på, vil en fisk på fx 20 meters dybde stå under keglen, så man ikke kan se den.
Her kan du se, hvordan det ser ud med en flok ørred i perspective mode (midt for) på Garmins LivceScope. Nederst til højre ses byttefisk.
Aktivt jagende ørreder i frivandet
– Ørrederne bevæger sig meget mere end fx sandart og gedde – og det er derfor ikke i samme grad nødvendigt at præsentere agnen direkte foran snuden på dem. Men – det er stadig vigtigt at have fuldstændig styr på, hvad man laver. Selvom fiskene sagtens kan angribe agnen fra lidt større afstand – fx 5-6 meter, er det primært i én vinkel – og det er forfra. Det betyder, at når du har spottet en ørred i overfladen, så skal du kaste foran deres bevægelsesretning, så den ser agnen foran sig. Kaster man bag fiskens bevægelsesretning, udløser det normalt ikke et hug.
– Helt ude på fx 50-60 meters afstand fra båden kan man ikke se forskel på arten, men her er det deres adfærd, som giver et rigtig godt hint om, hvad man ser. For det første bevæger ørrederne sig mere, og spotter jeg fisk, som står stille samt ikke reagerer på agnen – enten ved at følge eller hugge, så er det normalt en gedde. Fisk, der står stille, er dog normalt gedder, så hvis jeg mistænker dette, kaster jeg slet ikke til dem. Herved undgår jeg, at de skærer ørredforfanget af fluorocarbon over og svømmer rundt med en wobler i munden.
– Ørrederne går næsten altid i flokke med et par stykker – eller i en mindre gruppe på 3-5 fisk, mens de større pelagiske gedder næsten altid står alene. Så normalt kaster jeg kun til grupper af fisk, der bevæger sig. Det slår næsten aldrig fejl. Sådan er det i hvert fald forår og sommer. Hvordan det forholder sig efterår og vinter, ved jeg endnu ikke, da jeg ikke har prøvet det endnu. Laksene står ofte alene, og kommer man for tæt på, når man kaster, så hugger de sjældent. Er det laksene du går efter gælder det derfor om at kaste så tidligt som muligt – og langt.
Albin Martinsson i figthens sidste fase med en flot ørred fra Vänern.
Sådan kastes efter de plagiske ørreder
– Min erfaring er, at den optimale kastelængde er lidt kortere end med laksene, hvor det ofte er på 40-45 meters afstand kastet skal lægges. Til ørrederne er det normalt optimalt med kast på 25-30 meter. På denne lidt kortere afstand er det lettest at se, hvordan fiskene reagerer – og dermed få et clue om, hvordan jeg skal spinne ind og evt lave et spin-stop på det rette tidspunkt.
– Min yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram i farven storspigg. Det er helt uden sammenligning denne, der har virket bedst. Jeg har dog altid 5-6 stænger rigget til med vidt forskellige agn, så jeg lynhurtigt kan kaste en ny og anderledes agn efter fisken, hvis den følger efter uden at hugge. Mine ekstrastænger inkluderer en stang med spinner og en fluestang. Blandt de andre agn jeg bruger kan nævnes Bite Booster til de fisk, der står lidt dybere – samt bladebaitet Livetarget Sonic i hvid. Jeg har også forsøgt med traditionelle kystblink, men de har ikke virket godt.
Albin Martinsson med en af sine mange flotte spinneørred fra Vänern.
Vänern – Solide søørreder og plads til alle
– Gennemsnitsstørrelsen på Vänerens søørreder er cirka fire kilo., men det kan variere meget. Sidste gang jeg var ude, fik jeg fik fire søørreder på spin, der alle var over seks kilo – og tre af dem var over syv kilo. Næsten alle ørrederne fanget med denne teknik vejer over tre kilo, men det kan naturligvis variere, slutter han.
Indtil videre har Albin primært fisket i den sydvestlige del af Vänern, men fiskene findes naturligvis i hele søen, der er Sveriges største. Vänern er 140 kilometer lang og 75 kilometer bred. I alt er der 5.648 kvadratkilometer vand, så der er plads til mange håbefulde lystfiskere.
Og mens vi har ja-hatten på: Hvis det kan lade sig gøre at fange storørred på prikspin i så stort et vand som svenske Vänern – er det nærliggende at tro, at noget lignende måske også kan lade sig gøre efter store sildeædere over dybt vand i fx Øresund eller ud for Stevns. Det kan kun gå for langsomt med at teste dette.
Albin Martinsson med endnu en kapital ørred taget på prik-spin på Vänern.
jun 9, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Jørgen Harreby med sin flotte roosterfish fra Drake Bay i Costa Rica.
Vil du have flex på klingen og sol på panden, så er Costa Rica et godt bud på en god fiskeferie med masser af sveddryppende action.
AF JØRGEN HARREBY, TEAM DAIWA
En håndfuld store papegøjer krydser himlen over os til lyden af brøleaber, der råber af hinanden ikke så langt væk. Man kunne tro, at vi stod midt i junglen et sted, men vi sidder faktisk en tidlig morgen foran vores hotel og gør klar til dagens fiskeri. Vi er ved Drake Bay i Costa Rica – et område der byder på noget meget alsidigt og spændende fiskeri. Temperaturen er allerede nær de 30 grader, og det er med at dække sig godt til med tøj og høj solfaktor, før man begiver sig ud på eventyret til havs.
Der skal godt grej til at styre de stærke tropiske hurtigsvømmere som fx rooster fish, cubera snappers og yellowfin tun. Her kan du se Jørgens favoritgrej, som bl.a. består af et Caldia 8000 SW fastspolehjul, en Saltist popperstang – samt Lazy Jerks – alle fra Daiwa.
Undervejs på turen havde vi nogle fantastiske oplevelser ude på vandet – her får de et udpluk at de allerstørste oplevelser:
Hårdtfightende roosterfish giver kamp til stregen
Den primære sportsfisk i dette område er uden tvivl rooster fish´en, og der er masser af dem – også i den helt store størrelse. De kan fanges på både spinne- og popperfiskeri, men den mest effektive metode er helt sikkert fiskeri med agn. Hen over ugen viste der sig også et tydeligt billede af, at de store roosters ville have store agn. Hvor vi i starten af ugen startede med små agn og fangede roosters omkring 10 kg, så sluttede vi af med roosters på 20-30 kg sidst på ugen, hvor vi brugte agn over 1 kg. Den absolut bedste agn var bonitoer på 1-1½ kg, helst levende, men som død agn fungerede de også fint.
Vi trækker stille og roligt rundt med disse agn ud for klipper samt rev langs kysten, og alt kan ske på disse pladser… Det er sidst på turen. Faktisk er der kun en time eller to tilbage, og det er endnu ikke lykkedes mig at lande en rooster. Bonitoen på min løslinefiskede krog er for længst død, så da jeg mærker et hårdt ryk i linen, slipper jeg den med det samme, og lader linen løbe af. Den får lidt ekstra tid, før jeg slår bøjlen over og strammer linen op, da agnen er på den gode side af kiloet. Stangen bukker godt sammen, og fisken kvitterer med heftige ryst med hovedet. Der går lidt, før det går op for fisken, at den er kroget, men så tager fanden ved den, og den spurter ind mod klipperne, mens stangen er bukket helt i bund og linen sprøjter af Caldia´en. Bremsen får et ekstra drej, men fisken nærmer sig alligevel hastigt de skarpe skær. Bom – slap line, et højt skrig af ærgrelse, mens jeg hastigt spoler linen ind… 10 meter, 20 meter kommer ind, men efter 30-40 meter får jeg pludselig kontakt med fisken igen, mens den spurter lige imod båden.
Heldigvis får jeg kontrol over den, og den fighter nu tungt med korte udløb, som bremsen klarer uden problemer. Nogle minutter senere kan dæksdrengen forsigtigt håndlande en rigtig fin rooster, som skipper anslår til omkring 22 kg. Det er en klar drømmefisk for mig, som efter et par hurtige billeder, igen får sin frihed. Endnu et hak på listen over ønskefisk på turen kan sættes. En liste der i øvrigt næsten var helt afkrydset til sidst.
Bjarne med en perfekt cubera snapper på cirka 40 kilo.
En flot cubera snapper
Det bliver Bjarne, der får turens nok største cubera, som vi vurderer til omkring 40 kg. Det er lidt overaskende for os, at der kan dyrkes et fantastisk målrettet fiskeri efter cubera snappers i Drake Bay. Vi var selvfølgelig klar over, at der jævnligt blev taget fine cuberas under roosterfiskeriet, men her var det jo nærmest en sidegevinst.
Et stykke til havs kender vores skippere en grund, hvor der er cirka 40 meter på toppen, og her bor der mange og store cuberas – sammen med mange andre spændende arter. Teknikken er meget som ved fiskeriet efter roosters. En hidsig bonito omkring et kilo får en cirkelkrog i næbbet, og så snart den rammer vandet, spurter den mod bunden, som om at vi var det farligste i verden. Cirka 30 meter nede sætter man så fingeren på spolen, og bonitoen befinder sig nu i et område der er langt farligere end oppe i båden.
Ofte går der så kun ganske kort tid, før en rovfisk har fået interesse for den paniske bonito, og et hårdt ryk i stangen signalerer, at nu er der bid. Så er det bare at give line i 5-10 sekunder og stramme linen op, så cirkelkrogen sætter sig. Eller sådan skulle det være på papiret, men ofte ender man med at kunne hive et hoved eller en totalt flænset bonito op. Jeg er sikker på, at man ville kunne kroge langt flere fisk, hvis man brugte et lidt mere avanceret krogsæt, end en cirkelkrog i snuden. Men da vi genudsætter så meget vi kan, ud over en enkelt fisk til aftensmaden, så er fiskens overlevelseschancer det vigtigste. Således ender man også ofte med at fiske efter agn i rimelig lang tid, mens selve fiskeriet med dem går langt hurtigere.
Fiskeriet på denne grund er vildt spændende, og ud over cuberas op til ca 40 kg, så har vi kontakter med sailfish, mahi mahi, bullshark, amberjack, og faktisk sidder en af fiskerne på vores makkerbåd med en marlin på krogen i tre timer på denne plads. Desværre knækker linen til sidst efter, at marlinen har stået 10 meter under båden i en times tid. De kan simpelthen ikke presse den de sidste meter op. Skipperen vurderer den til omkring 150 kg.
Yellowfin tun kæmper virkelig godt, så hvis Jørgen ser lidt svedig ud – så ved du hvorfor.
Hårde hug fra yellowfin tun
Yellowfin tun kæmper som sindsyge, og glæden er stor, når den er sikkert ombord. Offshorefiskeri er også muligt, i det kanten af kontinentalsoklen ligger forholdsvis tæt på land her. Faktisk er der blot en lille times sejlads, før man er ude over dybet. Vi bruger kun en enkelt dag på dette fiskeri, men bliver til gengæld belønnet med noget virkelig heftigt fiskeri efter yellowfin tun.
Store stimer af tun jager fødefisk sammen med delfinerne, og får man placeret sin båd rigtigt i forhold til de jagende fisk, så er chancerne gode for et hug. Selv får jeg en enkelt yellowfin på cirka 30 kg, og jeg må sige, at jeg er overasket over, hvor hårdt de fighter. Først tager de lange seje udløb og slutter så af med at stille sig under båden, hvorefter det kræver blod, sved og tårer for hver millimeter den skal op. Ud over yellowfins, så skulle der være super fiskeri efter sailfish og mahi mahi dernede, men der er hovedsagelig tidligere på sæsonen. Generelt set er fiskeriet i Drake Bay utrolig alsidigt, og på vores tur er vi i kontakt med et væld af forskellige arter. Og når man får hug, så ved man aldrig, hvad der er i den anden ende. Det gør fiskeriet både spændende og sjovt, men også til tider frustrerende. Som fx hvis en stime barracudaer har indtaget det skær, man gerne vil fiske på, og de når at klippe forfanget og rende med de bonitoer, man har brugt lang tid på at fange.
Generelt set så hersker jungleloven virkelig her: Spis eller bliv spist, og uanset hvor “bad ass” du er, så er der altid nogen der er værre. Således fanger vi cuberas omkring de 20 kg. som har store friske bidsår. Jeg prøver også selv, at en fight med en større bonito, som tager lange udløb, pludselig bliver afbrudt af en serie hårde rusk. Så er fighten slut, og jeg kan hive en fin bonito op, der er bidt halvt over.
Bonitos som denne er en perfekt agn til stort set alle større tropiske saltvandsfisk med tænder.
Fiskegrej til tropernes hurtigsvømmere
Alle fisk bliver betragtet som mad ved de mindste svaghedstegn. Vi havde før turen en forventning om, at der skulle kastefiskes en del med poppers og stickbaits, men på trods af at der næsten altid var en, der kastede, mens to fiskede med agn, så var resultaterne rimelig begrænsede. Vi havde masser af følgere og forsigtige nap, men de var ikke meget for virkelig at gå til stålet. Af denne årsag var de stænger og hjul, vi havde med, nogen der var tilpasset dette fiskeri, og de virkede også rigtig fint til agnfiskeriet. Selv fiskede jeg med Daiwa Caldia 8000 SW på en Saltist popperstang, og det virkede helt perfekt. Dog kunne jeg godt have brugt en kortere stang med mere ryggrad til de der yellowfins, men det må blive næste gang. De agn vi havde lidt succes med under kastefiskeri var noget mindre end det mange kender fra fiskeriet efter GT og lignende. Således blev der fisket med poppere, stickbaits og jerkbaits i størrelses ordenen 50-100 gram. Faktisk havde vi rigtig god aktivitet på jerkbaits, som vi kender dem fra det danske geddefisker. Specielt var custommalede Lazy Jerks med holografisk folie og hidsige farver virkelig giftige.
En ting er sikkert, og det er, at drømmen om at komme tilbage til Drake Bay og fiske lever i bedste velgående. Både for at høste gevinsten af den erfaring man har fået på denne tur, men også fordi der var så meget, som vi ikke nåede at prøve. Eksempelvis fisker de lokale snooks direkte fra den strand, hvor vi blev samlet op hver morgen. Det kunne da være vildt sjov lige, at nappe en aften eller morgentur efter dem. Samtidig er området bare utroligt flot, og selvom der er en del turister, så er der stadig tale om grusveje og lave bebyggelser, hvilket virkelig giver en behagelig og lokal følelse.
