mar 30, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Trolling
Med en velbalanceret trailer kan man let søsætte båden alene. Her er det salige Jens Gøth i færd med at traile sin båd i vandet ved Stege.
Når du skal købe trailer er der mange ting, du skal have for øje. Her giver Mikael Svensson i del 1 af Fisk & Fri’s trailerguide en håndfuld tips til det svære valg.
AF MIKAEL SVENSSON
TO HÆNDELSER har været epokegørende for mit fiskeri. Den første var, da jeg anskaffede mig egen båd. Endelig slap jeg for det landbaserede fiskeri, som for det meste resulterede i fiskeløse ture, bundbid og mistede agn. Den anden var, da jeg købte mig en rigtig bådtrailer.
Jeg startede med hjemmelavede trailere fremstillet af resterne fra en gammel campingvogn, men det var først, da jeg købte en rigtig bådtrailer fremstillet til formålet, at mit bådfiskeri tog fart. Nu kunne jeg pludselig forlade »geddepølen« derhjemme og søge nye udfordringer. Det var et helt nyt fiskeunivers der åbnede sig for mig. Indkøbet af en trailer er dog lettere sagt end gjort, og når man skal købe sin første trailer, er der en del ting at tænke på.
Jo længere tilbage siderullerne sidder, desto lettere er det at trække båden præcist op på traileren – især hvis man er alene.
Hvad vejer båden – og hvordan påvirker det valget af trailer?
Totalvægten – altså bådens egenvægt, er det første, du skal tage højde for. De fleste bådfabrikanter oplyser en såkaldt »tørvægt «, hvilket er skrogets egenvægt helt tomt. Du skal altså lægge vægten af alt det udstyr, som er på båden under transport, til – fx motor, brændstof, batterier, downriggere, stangholdere og eventuel elektronik. Forsøg også at indregne fremtidig udrustning, hvis du har planer om sådan noget og regn gerne lidt i overkanten, så du har en god marginal. En våd båd efter en tur på vandet vejer fx noget mere end en helt tør. Du narrer kun dig selv, hvis du regner i underkanten og køber en mindre trailer for at spare lidt penge. Det værste er ikke, at traileren lider overlast, men at køreegenskaberne og dermed trafiksikkerheden bliver forringet. Mit råd er derfor at regne ud hvad båden egentligt vejer og dernæst ligge 50-100 kilo til, afhængig af bådens størrelse. Når du ved hvilken lasteevne din fremtidige trailer skal have, kan du efterfølgende tjekke dine registreringspapirer på bilen, for at se om du rent faktisk må trække båden.
Med et sæt »guideruller« på siderne af første kølrulle, styrer båden let og ubesværet op på traileren.
Hvordan påvirker længde og overhæng trailervalget?
Længde og overhæng er den næste vigtige del, når der skal vælges trailer. Her vil jeg faktisk råde dig til ikke at lytte til fabrikanternes anbefalinger. De varierer nemlig meget fra fabrikant til fabrikant. En trailers totallængde måles fra kuglekoblingen til trailerens bagerste punkt – ofte den bagerste kølrulle eller nummerpladebommen.
Men en båd kan ikke lastes på hele trailerens længde. Båden lastes fra stævnstøtten på spiltårnet til den bagerste kølrulle. Hvis du, som jeg kører i en stationcar og gerne vil kunne åbne bagagerummet med traileren på bilen, skal der minimum være 30 centimeter fra kuglekoblingen til spiltårnet. Afstanden mellem spillet og stævnstøtten til bådens stævn plejer at være 40-50 centimeter.
Overhæng, kaldes den del af båden som er agter og hænger ud over trailerens kant. Dette er den tungeste del af båden, eftersom motoren er monteret her. Derfor er det vigtigt at overhænget ikke bliver for langt, da påvirkningerne på bådskroget kan blive store og i værste fald efterlade trykskader på siderne af båden. Så jo mindre overhæng desto bedre – og helst ikke over 50 centimeter. Tager vi fx en båd på 4,60 meter. Lægger 30-50 centimeter til for at kunne åbne bagagerummet og desuden tager højde for, at der samtidig max må være 50 centimeter overhæng, når vi frem til at traileren skal være 4,9 meter lang.
I dette tilfælde er en trailer, som er 30 centimeter længere end båden, derfor et fint udgangspunkt. At have en trailer som er endnu længere – måske 50-60 centimeter, er absolut ingen ulempe. Det giver dig nogle justeringsmuligheder til den næste vigtige del – nemlig kugletrykket.
Bådskroget er bygget til at ligge på vandet og ikke en trailer. Så jo flere »stødpuder« traileren har, desto bedre er det for båden.
Kugletrykket – hvordan påvirker det køreegenskaberne?
Kugletrykket er vægten af en fuld lastet trailer på anhængertrækket. Det kan variere fra 30-100 kilo afhængig af anhænger, type af krog, bil osv. Det plejer ikke at være noget problem med mindre både, men med større både er det meget vigtigt, da det kan påvirke køreegenskaberne på både bil og trailer. For højt kugletryk presser bilens bagende ned, så forlygterne blænder modkørende trafikanter. Hertil kommer det slid, der opstår på støddæmpere, dæk og hjulophæng.
For lavt kugletryk er heller ikke godt, da det som regel giver en ustabil anhænger, som kan begynde at slingre ved høje hastigheder. Og det er ikke sjovt kan jeg love dig! Det er ofte ret enkelt at justere trykket. Man lægger et stykke træ eller lignende mellem kuglekoblingen og en almindelig badevægt. Løsner spiltårnet og skyder båden frem eller tilbage indtil vægten viser det ønskede ciffer. Til båden på 4,60 meter, som jeg nævnte før, ville jeg vælge et kugletryk på cirka 40 kilo. Når vægten viser 40 kilo spænder man spiltårnet fast, og så er den ged barberet. Man skal dog også holde øje med overhænget og sikre sig, at det ikke bliver for stort. Bliver overhænget for stort, må man eventuelt acceptere et noget højere kugletryk og flytte båden fremad.
Spillet skal helst sidde i niveau med eller lidt højere end stævnøjet, som her.
Hvordan optimeres brugen af spiltårnet på traileren?
Spiltårnet er flytbart på næsten alle trailere, og stævnstøtten plejer også at være justerbar. Men det er ikke altid, at spillet kan justeres i højden, og det er en skam. Det er nemlig en stor fordel at have spillet på samme højdeniveau som stævnøjet på båden eller en anelse højere. Hvis spillet sidder lavere bliver din båd presset hårdt mod den forreste kølrulle, når du strammer til. Dermed bliver det ikke blot unødigt hårdt at dreje de sidste to omgange på spillet; det ødelægger også kølrullerne med tiden. Hvis niveauforskellen er lille, kan man montere spillet på en »spacer«, men hvis forskellen er for stor, kan man blive nødt til at montere et nyt øje i stævnen på båden – det har jeg måtte gøre på flere både.
Aluminiumbåde gør kort proces med gummiruller… disse ruller klarede kun et par uger under en Quintrex 390. Løsningen er de hårdere polyuretan kølruller.
Justering af trailerens kølruller
Kølrullerne er vigtige, og der er en del at tænke på, når de skal justeres. Ejer du en aluminiumbåd, skal kølrullerne på din nyindkøbte trailer sikkert skiftes til hårdere polyuretan ruller, hvor glasfiberbåde sagtens kan trailes på de medfølgende gummiruller. Når det gæller antallet af kølruller, er der egentligt ingen regler, men det er klart, at der ikke må være for få. Det er kølrullerne, der bærer skrogets vægt og derfor bør de være talrigt og jævnt fordelt langs hele bådens længde. En groft skitseret anbefaling kan lyde sådan: Både op til lige over fire meter skal minimum have tre ruller. Både op til fem meter skal have fire ruller. En seks meter båd skal have fem ruller – osv.
Personligt foretrækker jeg trailere, som har en centersvelle i midten fra kuglekoblingen og hele vejen ned til sidste tværbjælke. På sådan en trailer kan jeg nemlig frit montere kølruller hvor jeg vil. Desuden vil jeg have den type ruller, som kan justeres i højden. Et tip her er at montere den første rulle – altså den nærmest spillet, en anelse højere end nummer 2. Højdeforskellen behøver ikke være mere end en centimeter, hvorved båden kommer til at skråne svagt på traileren. Fordelen ved dette er, at båden, så snart man slipper spærren på spillet, vil glide mod vandet. Man behøver altså ikke at skubbe og bakse med båden for at få den i vandet, samtidig med, at det ikke giver mærkbart mere besvær at få den op igen.
Båden ligger perfekt. Tilpas overhæng og nok aflastningspunkter på bådens tungeste del.
Trailerens sideruller – tips & tricks
Sideruller er også nødvendige for at få stabilitet under transport. Der findes mange forskellige varianter af disse der enten kan være massive eller hule. Det er langt hen ad vejen bådens skrog, der bestemmer typen af sideruller på din trailer – samt hvordan de skal placeres.
Har man en båd med V-formet skrog, kan man med fordel montere hjulene, så de skråner lidt. Det vil sikre, at båden havner rigtigt, når den trækkes på traileren. En mere fladbundet båd kræver derimod ofte lige stående sideruller. Det er værd at tænke på, at også en glasfiberbåd har godt af blødere sideruller. De må gerne være massive, men så skal de helst have en større diameter som »dæmper« bedre end mindre hjul. Desuden ruller båden bedre af på større hjul.
Personligt fortrækker jeg en trailer, hvor den bagerste tværbjælke ligger bag ved den bagerste kølrulle. Jeg vil nemlig have mine bagerste sideruller så langt tilbage som muligt. Det er optimalt, hvis linjerne mellem den bagerste kølrulle og siderullerne danner et V, set oppefra. På hver side af den bagerste kølrulle vil jeg også have nogle »indkøringshjul« – gerne i stor diameter. Grunden til dette er, at jeg vil være i stand til at få båden på traileren, selvom jeg er alene og forholdene er svære. Det kræver en del justeringer at få alle hjulene til at sidde korrekt, og det tager som regel en del søsætninger, før det hele er perfekt men besværet er godt givet ud i det lange løb.
Forskellige bådskrog kræver forskellige løsninger. Fladbundede skrog og trimaranskrog som her støttes bedst af ligestående sideruller.
Trailertips – når båden er på plads
Når båden står på traileren er det som nævnt kølrullerne, der skal bære vægten. Siderullerne skal kun støtte. Inden man spænder båden fast, skal man kunne dreje lidt på siderullerne, selvom det kræver, at man tager ordentligt fat eller rusker lidt i båden. Så ved man, at traileren er justeret korrekt. På lidt længere både kan det være en god ide at have et ekstra sæt sideruller længere fremme på skroget – det gør meget for stabiliteten.
Når båden skal spændes fast, er det bedst med to spændebånd agter – et på hver side samt et eller to forrest i båden. Båden skal spændes så tilpas hårdt, at den ligger fast på køl- og siderullerne, og den må hverken kunne vride eller rykke sig. En god test er at tage fat i båden og ruske den. Bevæger båd og trailer sig sammen som én enhed er båden forsvarligt fastgjort.
Sikkerhedswire på traileren
Hvis traileren har en tilladt totalvægt over 750 kg, skal der være en sikkerhedswire mellem bil og trailer. Har traileren en tilladt totalvægt på mere end 1.500 kg, eller er den udstyret med to aksler, skal sikkerhedswiren være tilsluttet trailerens parkeringsbremse. Det er desuden vigtigt at wiren er tilkoblet sikkerhedsøjet ved anhængertrækket og ikke bare hænger rundt om trækket, da du risikere, at det hopper af ved uheld.
I næste nummer får du mange flere tips til de praktiske aspekter af, hvordan du trailer din båd.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2015
Klar til afgang. Traileren er justeret perfekt og båden glider af som den skal.
jan 27, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Agnspanden er fyldt og batteriet til el-motoren er ladt op – så det kan ikke gå galt nu!
Båden er for mange lystfiskere et uundværligt fiskeværktøj, der muliggør mange hede fiskedrømme. Og som alt andet fiskegrej, skal en båd vedligeholdes. Her giver Frederik Hansen dig en guide til hvordan du passer og plejer er din båd, så den er klar til forårets snarlige komme.
AF FREDERIK HANSEN
SOLEN SKINNER fra en skyfri men frostklar himmel. Min fader og jeg er kommet lidt sent afsted og har derfor en smule stress over ikke at være på vandet lige nu. Søsætningen i Skovshoved Havn foregår derfor med ekspresfart.
Alt går efter bogen, og det er ikke altid, det gør det, når det er første søsætning i 3-4 måneder. Det er altid på disse »første ture«, hvor man glemmer ting, eller finder ud af, at noget ikke fungerer.
Da vi stævner ud fra havnen, ligger Øresund som et spejl, og fiskeiveren kan næsten ikke blive større. Meldinger om laks på trolling for en lille uge siden gør ikke fiskefeberen køligere, så det går også hurtigt med at få sat stængerne lidt syd for »Susannes Flak«.
Drømmen om Norges-fiskeriet tager også ofte form i de mørke vinterdage, hvor man ser frem til midnatssolen.
Der er masser af byttefisk i vandet og enkelte »streger«, der jager i sildene. Der går da heller ikke længe, før der er bud på et par downriggerstænger. Det er et par iltre torsk i 2-3 kilos klassen, der kommer indenbords. Vi hører om et par 2 kilos ørreder over radioen – og lidt senere er det vores tur – en fin fisk på 2,5 kilo kommer i kassen. Det er stadig helt havblik, og klokken nærmer sig nu middag.
Solen begynder at varme – forholdene er ganske enkelt perfekte! Jeg er ved at hive en mini-torsk ind, da jeg i det klare vand ser en stor skygge efter min torsk, som jeg først vurderer til at være en sæl. Da torsken er tæt på at blive løftet ind til afkrogning, vender »sælen« sig nede i vandet, og jeg kan se, det er en stor blankfisk, der er fulgt efter min torsk. Gispende og nærmest febrilsk hæver jeg downriggerne, så begge stackere fisker helt i overfladen – og cirka 20 sekunder senere, går den ene stacker, der som sagt fisker helt i overfladen.
Fisken trækker bare stille og roligt line af hjulet – det virker nærmest ikke, som om den er kroget, og vi skynder os at hive alle stængerne ind, for at kunne fighte denne voldsomme blankfisk i ro og mag. Da de fleste stænger er taget ind, og den gamle klarer de sidste, begynder jeg at fighte fisken. Den går i overfladen og følger stille og roligt med – med nogle enkelte dovne udløb. Vi ser fisken ret tydeligt i overfladen cirka 20 meter fra båden. Og den er stor. Jeg kan mærke mine ben ryster, men ruller stille og roligt linen ind på hjulet… Med et bliver linen slap, og fisken er væk….
Jeg står helt stille i båden og ruller langsomt blinket ind – og den helt specielle stemning, hvor én stor fisk er mistet er i den grad fremherskende i båden. Well well – så er foråret da skudt i gang!
Solen skinner, svag vind og grejet er spændt op, nu er det bare at vente.
Forårsrengøring og klargøring af båden til fisketuren
Marts er for mig typisk en måned, hvor jeg som småbådsfisker tripper lidt for at komme i gang og klargjort bådene, før den mest stressende måned, april løber af stablen. April betyder forårets komme: Laksetrollingen er nu på sit højeste, havørrederne fråser i sild og tobis – og torskene tager også for sig af retterne, ligesom geddefiskeriet i maj er lige om hjørnet. Derfor er februar og marts også gerne måneder, hvor jeg sørger for, at mit grej er i topkondition, inden det hele går løs.
Linerne skiftes, hvis de har et par sæsoner på bagen, hjul gennemgås og smøres, samt rustne springringe og kroge bliver skiftet. Alt dette er jo sådan set fint nok, men båd, motor og trailer skal også have en tur, hvilket jeg her vil gennemgå lidt mere detaljeret. Jeg er ikke selv en udpræget gør-det-selv mand, derfor får jeg også kompetente folk til at gøre det meste af arbejdet for mig, men mange af tingene kan man godt klare selv. Jeg er den lykkelige indehaver af to både: »Trawleren« – én Campion Explorer 542, som er en kabinebåd på 18 fod med en 115 HK Yamaha monteret, og »Geddedronningen« – en Quintrex Explorer 390 alujolle på 13 fod, med en 20 HK Honda på hækken. For begge er der selvfølgelig en del lighedspunkter ved forårsklargøringen, men også nogle forskelle, som jeg kommer ind på her.
Det er dage som disse, man kan afprøve sin flydedragts egenskaber.
Wellness for din båd
»Trawleren« en Campion Explorer 542 årgang 1998 er en ældre dame, men står i eget – måske ikke helt objektive – perspektiv, stadig flot. Dette skyldes bl.a. at jeg hvert forår, gerne en lunere martsdag giver båden en wellnessdag. Det allerførste jer gør er, at give den en klargøringsvask, dernæst et lag voks og efterfølgende en gang coater – både indvendigt og udvendigt. Den ekstra coatning er hårdt arbejde, og samlet tager det hele en fuld arbejdsdag, men resultatet er meget tilfredsstillende bagefter. Og følelsen af at køre poler-kluden hen af rælingen efter en solid gang voksbehandling er ubetalelig.
En 16 årig gammel båd vil dog stadig udsættes for en del slitage og almindelig ældning, og det skal der tages hånd om. Tager båden vand ind ved sejlads i hårdt vejr, kunne det være en ide at se nærmere på fenderlisten hele vejen rundt om båden. Sol og saltvand tærer på listerne og får dem til at krympe og blive stive, hvilket gør båden mere eksponeret over for vandsprøjt. Er det en mindre utæthed, kan det som regel klares med lidt silikone på de udsatte steder, men er fenderlisten stiv og revnet flere steder, er det nødvendigt at montere eller få monteret en ny fenderliste.
En anden kilde til lækager, kan være samlingen omkring bundproppen. Utæthederne resulterer ikke i, at vandet pludselig fosser ind, men blot det at en smule vand trænger ind, og det er selvfølgelig også noget, der bør ses efter. Ligeledes med samlingerne i motorbrønden; hvis ikke de er tætte, vil det også betyde, at vand trænger ind, specielt hvor bølgerne kommer ind agter. Dette kan nogle gange dreje sig om ikke uanselige mængder vand og bør også være noget, man som småbådsejer for tid til anden gennemgår.
Artikelforfatteren i fuld sving med at montere ny stangholder på trollingmaskinen.
Alu-jollen er let at vedligeholde
”Geddedronningen” – min Quintrex Explorer 385 alujolle er en lidt anden snak. Alujollen er nemlig indkøbt med så lidt vedligehold som muligt for øje. Den lille jolle kan komme til alle steder og kan let rigges om til de forskellige fiskeformer, jeg dyrker fra den. Der er påmonteret en hulens masse udstyr; såsom elmotor, ekkolod/navigator, stangholdere, downriggere, sæde og kasteplatform, men alt kan også afmonteres hurtigt. Dette har også sin store fordel, når man fra tid til anden fisker med agnfisk.
I forbindelse med dette års klargøring, fandt jeg en skalle, der var markant mere død end levendeunder toften – den havde ligget der i et par måneder, og heldigvis havde det kolde vejr sat en stopper for forrådnelsesprocessen. Omvendt fandt jeg for en del år tilbage en fladfisk i et stuverum i den store båd. Den havde ligget der siden oktober – og jeg fandt den i marts – og på det tidspunkt var den helt bogstaveligt blevet mere levende end død igen.
Når allujollen en sjælden gang skal vaskes, typisk efter kørsel på landevej/motorvej om vinteren, afmonterer jeg det meste og højtryksspuler båden ren indvendigt og udvendigt. Båden bliver derefter vasket af i voks-shampoo for at fjerne det værste skidt. Ud over dette, består min »forårsklargøring « ikke af mere på »Geddedronningen«.
Selvom dine mekaniske evner ikke rækker til det store motoreftersyn, kan du godt ordne småting så som smøring og et lille pift WD-40 selv.
Servicering og vedligehold af motoren til båden
Mine motorkompetencer rækker desværre ikke til mere end at give motoren en gang med WD-40 eller anden lignende olie-spray fra tid til anden – selve servicedelen får jeg håndteret professionelt på begge motorer. Men som udgangspunkt bør et motoreftersyn indeholde følgende:
Motor gennemskylles med ferskvand
Ny impeller i kølvandspumpe
Olieskift
Nyt Oliefilter
Nyt brændstoffilter
Konserveringsmiddel i brændstoftank
Frostsikring med kølervæske
Tjek af zink-anoder.
Der er ikke noget som en sølvskinnende 10+ laks.
Er din trailer klar til fiskesæsonen?
Traileren har et evindeligt problem, og det er lyset. Det er ufatteligt så tit, der er fejl med enten det ene eller det andet lys, og her må man bare konstatere, at det bedste man kan gøre, er at forsøge at undgå kontakt med vand. Det vil sige kør ikke traileren mere end højest nødvendigt ned i vandet.
Det er selvfølgelig meget forskelligt fra båd til båd, og fra rampe til rampe, men som tommelfingerregel er det nok at køre traileren ned, så vandet cirka når til fælgkanten. Dette medfører også, at bremserne ikke kommer under vand, hvilket betyder, at de heller ikke skal skylles. Husk desuden at give elektriske samlinger og stik et sprøjt WD-40 eller Caramba med jævne mellemrum – det kan forlænge levetiden væsentligt.
Har du haft båden i saltvand, skal traileren spules en gang efter brug og sidst men ikke mindst skal traileren vaskes godt af efter kørsel på veje om vinteren, hvor der er strøet salt. Dette er nemlig den rene gift for traileren, især lejer og bremser.
Er dit sikkerhedsudstyr til båden toptunet og klar?
Kontroller dit sikkerhedsudstyr på båden i forbindelse med vinterklargøringen. Hvis redningsvesten er en selvoppustelig Co2, skal du tjekke om udløbsdatoen er overskredet. Er redningsvesten en svømmevest-, eller en decideret gammeldags redningsvest i skum, så bør du tjekke om skummet virker sammenpresset eller på andre måder har tabt noget af flydeevnen. Det bedste er at teste den i en svømmehal. Det samme gælder for flydedragten, men dette er dog nok mere velegnet som et sommerprojekt. Samme kontrolprocedurer er gældende for nødblus og eventuel redningsflåde. Skal redningsflåden til service, bør det gøres nu, da der kan være noget ventetid forbundet med dette.
Vær opmærksom på alle de små finjusteringer, som du render ind i løbet af sæsonen. Når fiskefeberen raser, kan det være svært at få tid til at få lavet dem, og når man kommer til den stille tid på året, har man ofte glemt en del af dem. Husk derfor at notere, hvis der er nogle genialiteter som du lige støder på.
Det er min er faring, at man med fordel kan gøre sin båd fleksibel. Det vil sige så mange aftagelige stangholdere som muligt. Monter downriggere, så beslaget ikke er i vejen, når man afmonterer selve downriggeren. I det hele taget så vidt muligt gøre plads til at af- og påmontere noget grej, når man har brug for mere plads. Jeg har selv et aftageligt sæde i alujollen, som – når det er ude – betyder en stor forskel og giver mere plads når man er tre mand, der fisker stående i båden.
Derudover støder man ofte på en del inspiration på nettet. Jeg lader mig tit friste på bl.a. www.quintrex.se hvor der er eksempler på kasteplatforme, mounts til elmotor, batteriholder, samt en smart løsning til et bådsæde der kan afmonteres i et snuptag.
Gode råd til dig, der skal købe ny båd
Som førstegangskøber af båd bør man selvfølgelig undersøge bådmarkedet, og de behov man har. Hvad ønsker man at fiske, og kan ens nuværende bil i det hele taget magte opgaven? Det er også vigtigt at prøve båden inden. Hvordan virker finishen? – hvordan sejler den? – Er der plads til at montere det ønskede udstyr på den? Vil man kastefiske efter gedder og havørred på lavt vand, eller vil man hellere pirkefiske og trollingfiske lidt længere fra land. Niels Vestergaard har tidligere berørt dette emne i hans glimrende bog »Småbådsfiskeri«, der kan købes hos www.salar.dk.
Skal jeg give nogle subjektive råd, baseret på mine egne og andres erfaringer er det følgende: Dyrker du primært kastefiskeri i beskyttede farvande er en jolle i str. 14-16 fod det optimale.
Vil du primært trollingfiske – både kystnært, men også offshore, bør du vælge en båd på minimum 17 fod eller større. Men de fleste vil nok vælge en båd, der ligger imellem de to. Det giver flere muligheder, men omvendt vil man også have en båd, som ikke er perfekt til nogle af tingene.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014.
jan 10, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd, Sponsoreret, Video
Hvad enten du fisker fra båd, kajak, flydering, pontonbåd, paddleboard eller et hvilket som helst andet fartøj, er det et must at huske redningsvesten. Skulle uheldet være ude, og du ryger over bord langt fra land, så vil redningsvesten nemlig kunne redde dit liv – også selvom du kan svømme. I denne video gennemgår Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd de forkskellige typer af redningsveste – fortæller hvordan de vedligeholdes, samt viser hvordan man skifter CO2-patronen. Det gennemgås også, hvordan man pakker vesten efter patronen er udløst – og du får i det hele taget en masse nyttige tips omkring sikkerhed til søs – herunder en snak om flyde- og tørdragter.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
jan 2, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Trolling
Lars Petersen med 70cm trolling-sølvtøj fra Køge bugt. Fisken tog en Rhino Trout Killer i farven blue copper dolphin.
Trolling efter havørred og torsk er en både sjov og effektiv teknik, der om nogen øger chancen for at få en af de rigtig store, blanke sildeædere på krogen. Læs hvordan du gør her.
AF TUE BLAXEKJÆR
JEG GLEMMER ALDRIG min første rigtige trollingtur på Bornholm for snart 15 år siden. Bevares jeg havde indtil da dørgefisket og trollet meget fra min fars Mopa, men på Bornholm oplevede jeg for første gang ved selvsyn, hvordan man kunne fiske med 12 stænger samtidig uden, at det hele endte i en stor gang kludder bag båden. Ved første øjekast ser trollingfiskeri ud til at være legende let, for hvor svært kan det være at trække en håndfuld blink efter en båd. Samme indtryk får man nemt når man ser Youtube videoer med trollingfiskeri. Skåret helt ind til benet så er trollingfiskeri faktisk ikke svært, men man skal vide hvad man gør og have en grundlæggende viden om, hvordan grejet skal sættes. Jeg vil i denne artikel komme ind på hvordan man som nybegynder hurtigt og nemt kan komme i gang med trollingfiskeriet efter havørred.
Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren
Hvad er trolling og dørgefiskeri, og hvordan kommer man i gang?
Fælles for begge metoder er, at der er tale om fiskeri hvor man trækker agnen efter båden, mens denne er i fremdrift. Enkelt fortalt er trolling et fiskeri, hvor det med hjælp fra downriggere bliver muligt at fiske i en helt konkret dybde, f.eks. 10 meter nede i vandsøjlen. Dørge er fiskeri hvor agnen trækkes efter båden uden brug af downriggere. Ofte benytter man sig af begge metoder samtidig, når man fisker efter havørreder fra båd.
Det giver sig selv, at man skal have en båd eller adgang til en båd, som man må fiske fra. Hvis man ikke umiddelbart har adgang til en båd, findes der heldigvis mange fiskeklubber som råder over både, man som medlem kan benytte sig af. Når først adgangen til båden er sikret, skal der faktisk ikke så meget grej til før man kan komme i gang. De første mange år brugte jeg to trollingstænger med ABU Ambassadeur 6500 multihjul samt et par almindelige kyststænger med fastspolehjul. Jeg lærte hurtigt af erfaring, at det var meget svært at styre mere end fire stænger, når jeg fiskede alene i en lille jolle uden ratstyring og autopilot. Det der besværliggjorde fiskeriet var, at når jeg fik bid og skulle til at fighte fisken eller hive de tre andre stænger ind, gik der ikke mange sekunder fra jeg slap styrehåndtaget på motoren, før jollen lagde sig på tværs af sejlretningen. Det resulterede i sammenfiltrede liner og blink, der gik i bunden, hvilket var til stor frustration. Når jeg fiskede alene, blev løsningen kun at fiske med to stænger med mindre flydende woblere for enden af linen. Var vi to mand i båden, var fiskeri med 4-6 stænger ikke noget problem, da der så var hænder nok til simultant, at styre båden og fighte fisk. Som oftest foregik dette fiskeri kystnært på 2-4 meter vand, og det var ikke unormalt, at have 2-4 ørreder i båden på en kort aftentur.
Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge Bugt. Endnu engang var det et Rhino Trout KIller blink i farven blue copper dolphin som slog til.
Opgradering til trolling fra større båd
Da fiskeriet fra småbåd og i særdeleshed trolling begyndte at trække mere og mere i mig, endte det med, at jeg udskiftede min 12 fods limbo, havkajak og flyderinge med en Ryds 600 Big Fish. Selvom jeg gennem årene havde været med som gast på et efterhånden stort antal trollingture, var det en ny verden, der åbnede sig for mig. Ligesom med alle andre former for fiskeri, er der også, når det kommer til trolling, rigtig meget grej man skal vide hvad er, samt hvordan det bruges. Og der stod jeg så med en rigtig trollingmaskine hvad angik elektronik, downriggere og stangholdere, men resten af grejpakken til trolling manglede.
Heldigvis fik jeg gennem mit netværk af trollingfiskere og grejhandlere, hurtigt sammensat et komplet og fungerende trolling-setup. Havde jeg ikke været så heldig at have haft kendskab til fiskeriet på forhånd ville min vej til et fungerende grej-setup uden tvivl have været både lang, snørklet og fyldt med fejlindkøb. Jeg vil derfor i det følgende gennemgå det mest anvendte trollinggrej til fiskeri efter havørreder.
Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.
Fiskegrej til trolling efter havørred og torsk
Der er sket meget med mit ”set-up” siden jeg lå få hundrede meter fra land i en 12 fods Limbo til i dag, hvor jeg sejler i en Beneteau Antares 8 fuldt rigget til trolling. I båden har jeg marineelektronik fra Raymarine herunder deres fantastiske EV-150 autopilot. For mig er autopiloten helt uundværlig under trollingfiskeri, da den hele tiden sørger for, at kursen er stabil, så man undgår utilsigtede udsving med sammenfiltrede liner til følge. Derudover er min båd så stor, at det ikke er fysisk muligt at have hænderne på grej og rat på samme tid. Det kan i den forbindelse ikke nævnes nok, at autopiloten ikke fritager en fra at holde behørigt udkig, og der bør altid være en på båden som varetager rollen som styrmand.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for trollinggrej fra Tyske Rhino, og for tre år siden blev jeg officielt en del af Rhinos Pro Trolling Team. Inden det kom så vidt, havde jeg gennem en god kammerat fået øjnene op for Rhino og deres produktprogram. I første omgang var det deres Wizard og Power Wizard stænger som fangede min opmærksomhed. I min optik er Rhinos Trolling Wizard den perfekte stang, når det kommer til trolling og dørgefiskeri efter havørreder og torsk. Stangen er kraftig nok til at kunne håndtere både sideplanere og dipsy divere men samtidig blød nok til, at det stadig er sjovt at fighte fisk på kun et par kilo.
Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.
Trollingstænger til havørred og torsk
Det er svært at komme uden om stænger og hjul – og når det kommer til trolling, er der mange delte meninger om, hvad der er bedst og hvorfor. Det er ikke en diskussion, der skal tages her, da udgangspunktet udelukkende er at beskrive de typer af stænger og hjul som benyttes til trolling og dørgefiskeri. Som udgangspunkt findes der to typer trollingstænger. Der er stænger med øjer som vi kender fra traditionelle spinnestænger. Forskellen er dog, at der på trollingstængerne ofte er flere løberinge (øjer) end på almindelige spinnestænger. Den anden type af trollingstænger er in-line stænger. In-line betyder som navnet antyder, at linen løber inde i stangen. Der er derfor ikke øjer på stangen. Fordelen ved en inline stang er, at linen ikke kan vikle sig on øjerne, hvilket godt kan være et problem på trollingstænger med øjer. Ulempen med inline stænger er, at der skal bruges en speciel tråder for at få fiskelinen gennem stangen. En typisk trollingsstang til havørredtrolling er en 10-20 punds stang på 7 og 8 fod. Jeg benytter selv Rhinos Trolling Wizard i 8 fod.
Trollinghjul til havørred og torsk
Når det kommer til trollinghjul, foretrækker jeg helt klart multihjul med linetæller. Om det skal være højre- eller venstrehåndshjul er helt op til den enkelte. Linetælleren er i min optik næsten uundværlig, når der skal fiskes med mange stænger, da linetælleren er med til, at man kan sætte grejet med den rette indbyrdes afstand. Jeg har de sidste to år fisket med Rhinos 410 og 420 RH LC trollinghjul. Selvom der er tale om relativt billige trollinghjul, så fungerer de bare super. Bremsen er stabil, og hjulene udviser stort overskud, hvad enten der skal bjærges en masse grej i en fart eller fightes fisk.
Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren.
Downriggere til havørred- og torskefiskeriet
Det er nok ikke nogen underdrivelse at kalde downriggeren essentiel, når det kommer til trollingfiskeri. Kogt helt ned og simplificeret er, downriggerens eneste formål, at gøre det muligt at fiske i en bestemt dybde. Ud over downriggeren skal man bruge et trollinglod og en udløserklemme. Trollinglodder kommer i flere forskellige udformninger og vægtklasser. Et typisk trollinglod til havørredfiskeri på maksimalt 20 meter vand vejer 5 kilo. Selv bruger jeg nogle aflange fiskeformede trollinglodder som er overtrukket af gummi. Gummibelægningen gør, at jeg ikke så nemt får hakker i bådens gelcoat. Trollingklemmen bruges til at fastgøre ens fiskeline i. Når en fisk hugger, bliver linen trukket fri af trollingklemmen. Trollingloddet sættes fast for enden af wiren på downriggeren og hægten for enden af linetafsen på udløserklemmen sættes fast bag på trollingloddet. For at sætte en stang med en downrigger benyttes følgende fremgangsmåde. Det første der skal gøres er, at fire ens blink ud i en ønsket afstand (3 – 25 meter) bag båden. Når blinket er ude i den ønskede afstand, tager man linen og sætter i udløserklemmen på ens trollinglod. Når linen sidder i udløserklemmen, er det blot via downriggeren at sænke trollingloddet ned i den ønskede dybde, hvorefter blinket bliver trukket med ned og derfor fisker i samme dybde som trollingloddet er i.
Der findes både manuelle og elektriske downriggere. Når der er tale om manuelle downriggere skal man selv via et håndtag sænke og hæve trollingloddet. Dette foregår automatisk med en elektrisk downrigger. Jo dybere man fisker jo mere tiltalende bliver elektriske downriggere.
Hvor langt ens blink skal fiske bag båden, når man bruger en downrigger, nærmer sig et religiøst spørgsmål og der er blandt trollingfiskere stor uenighed om dette. Når det kommer til havørredfiskeri på dybder fra tre til syv meter vand, kan jeg personligt godt lide at fiske længst muligt bag båden. I praksis betyder det, at jeg i relativt stille vejr gerne sætter mine blink 60-90 fod ud før jeg sætter linen i udløserklemmen og kører trollingloddet ned i den ønskede dybde. Fisker jeg i hårdt vejr med megen afdrift i båden halverer jeg gerne længden blinkene sættes ud i. Nogle dage kan fiskene virke sky, og der kan det som oftest godt svare sig at fiske langt bag båden, hvorimod fiskene andre dage er komplet ligeglade og hugger selv få meter fra båden.
Sideplanere til havørredtrolling
Dørgefiskeri med sideplanere kan være stinkende effektivt, men hvad er en sideplaner, og hvordan virker de? Hele formålet med en sideplaner er at få spredt ens agn ud til siden parallelt med båden. En sideplaner er konstrueret således, at når den er fastgjort til fiskelinen, trækker den ud til siden og væk fra båden. Det er meget normalt at fiske med tre sideplanere i hver side af båden. Det betyder i praksis, at det er muligt at dække op til 150 meter vand i bredden. Specielt under fiskeri med sideplanere, er der flere ting, man skal være meget opmærksom på, for ikke at få kludder.
Det der sker, når en fisk hugger på et blink fisket efter en sideplaner er, at linen bliver flået ud af udløserklemmen på sideplaneren, hvorefter sideplaner og fisk trækker ind bag båden som stadig er i fremdrift. Hvis ikke sideplanere og stænger er sat rigtigt indbyrdes vil de filtre sammen, når en fisk hugger. Det er derfor meget vigtigt at følgende fremgangsmåde bliver fulgt, når man fisker med sideplanere: Den sideplaner, som skal fiske yderst, er den første som skal sættes. Normalt starter jeg med at sætte min blink 30 fod ud i vandet hvorefter jeg sætter en Rhino 10 grams clip-on paravane på min line. Formålet med paravanen er at trække mit trollingblink lidt ned i vandsøjlen. Når paravanen er monteret giver jeg yderligere 30 fods line. Nu er blinket på 60 fod line bag båden, og jeg sætter sideplaneren på linen. Sideplaneren monteres på ens fiskestang/line ved, at fiskelinen sættes i klemmen bagers på sideplaneren, hvorefter linen sættes i sideplanerens udløserklemme, som er monteret på en arm.
Her kan du se Rhinos sideplaner – Flexiboard – i aktion.
Her skal man huske, at der er forskel på sideplanere al afhængigt af hvilken side, de skal fiske i. Armen på sideplaneren skal pege ind mod båden, og klemmen bagerst på sideplaneren skal vende mod agter. Når blinket er ude i den ønskede afstand, firer jeg langsomt sideplaneren ud, til jeg når 200 fod på hjulets linetæller. Denne stang sættes i en af de inderste stangholdere på taget af båden. Når næste sideplaner skal sættes, gentages ovenstående dog med den forskel, at clip-on paravanen skal være tungere (25 gram) og sideplaneren kun køres ud i 150 fod på hjulets linetæller. Denne stang sætter jeg i en stangholder på taget af båden i en stangholder som er længere fra midten end den første stang der blev sat. Proceduren gentages med den tredje sideplaner med den forskel at clip-on paravanen skal være endnu tungere (45 gram) og stangen bliver placeret i en af de yderste stangholdere på taget af båden. Under fiskeri med sideplanere er stængernes placering på båden meget vigtige. Reglen er, at stangen til den sideplaner som fisker yderst/længst væk fra båden skal sidde i en stangholder længst inde eller fremme på båden. Stangen til den sideplaner som fisker i midten skal side yderligere end den første stang eller længere tilbage i båden og sidst, men ikke mindst, skal stangen til den sideplanner, som fisker tættest på båden, sidde mest yderligt på båden eller længst tilbage. Overholdes ovenstående placering af stængerne vil linerne ikke filtre sammen, når en sideplaner udløses af hug.
Dipsy Divere til havørredtrolling
Dipsy Diveren eller fattigmandsdownriggeren, som nogle ynder at kalde den, er for mange trollingfiskere helt uundværlig. En traditionel Dipsy Diver opfylder to ting, man som trollingfisker er interesseret i. Den trækker agnen ned i vandsøjlen, og den kan justeres, så den trækker ud til siden. Selv store Dipsy Divere kan sjældent trække mere end 15 meter til siden i modsætning til sideplanere, som teoretisk kan trække lige så langt til siden, som der er line på hjulet.
Dipsy Divere kommer i flere forskellige størrelser, hvor den mest brugte til trollingfiskeri efter havørreder er str. 1. Dipsy Diveren er konstrueret med en arm, som udløses ved hug, hvorefter vandmodstanden på diveren bliver minimeret, og fisken kan fightes uden stor vandmodstand. Ydermere er der i bunden af Dipsy Diveren en vægt, som kan drejes til begge sider. Formålet med at dreje vægten til siden er, at det får diveren til at trække sidelæns væk fra båden. For at få en Dipsy Diver til at trække væk fra båden, skal vægten i bunden af dipsy diveren drejes ind mod båden. Bag på indpakningen til de fleste divere findes et skema, som viser, hvor dybt den går i forskellige afstande fra båden.
En typisk Dipsy Diver i str 1. vil, hvis den er sat 8 meter bag båden, dykke ned i 4,5 meter. Indtil for knap to år siden, hvor jeg fik de første Flexi Divere fra Rhino til test, fiskede jeg sjældent med Dipsy Divere under trollingfiskeri efter havørreder. Dette skyldes, at jeg ofte fisker på så lavt vand, at jeg maksimalt vil kunne køre en dipsy diver 10-15 meter ud, inden den vil gå i bunden.
Udover at fungere som en almindelig diver, kan Rhinos nye Flexi Diver benyttes som det, der kaldes en slide diver. Når man fisker med en normal diver monteres blinket i et linestykke bundet fast bag på Dipsy Diveren. Afstanden fra diver til blink må ikke overstige en stanglængde. Er forfanget mellem diver og blink længere end en stanglængden ender man med Dipsy Diveren helt oppe i stangøjet, mens fisken stadig er langt uden for rækkevidde. Med en slide diver er dette ikke et problem, da den er konstrueret til at kunne glide op om ned af ens fiskeline: Når udløserarmen låses fast på en slide diver, griber armen om ens line, så slide diveren ikke kan køre op og ned ad linen. I praksis betyder det, at man kan fire sit blink f.eks. 40 fod ud bag båden, hvorefter man låser armen på slide diveren. Nu vil blinket fiske 40 fod bag slide diveren plus den afstand fra båden, som slide diveren sættes ud i. Jeg har derfor med en slide diver mulighed for at fiske effektivt på dybder fra 3-6 meter vand.
Endegrej til havørredtrolling
Som billederne i artiklen antyder, er jeg bidt af en gal Trout Killer. Det er endda gået så vidt, at direktøren for Zebco Europe som ejer Rhino kalder mig for ”the one lure guy”. Men ret skal være ret, der findes mange andre gode trollingblink end Rhinos Trout Killer, og jeg fisker skam også med mange andre trollingblink. Det der typisk kendetegner et trollingblink er, at de er meget tynde i godset og derfor meget lette i forhold til deres størrelse. Det betyder, at de ofte er særdeles livlige i vandet sammenlignet med almindelige kystblink, som er lavet til at skulle kastes ud. Et trollingblink kan netop være meget let, fordi det ikke skal kastes ud. Der er dog undtagelser. Eksempelvis findes Rhinos Freddi Flutter også i en tung udgave, som kaldes Freddi Heavy. Tunge trollingblink er i min optik oplagte til fiskeri med sideplanere, for et tungere blink kommer nemmere ned i vandsøjlen, og man kan derfor bruge lettere blyparavaner eller i visse tilfælde helt undvære dem.
dec 16, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Den blåfinnede tun er et studie i skønhed.
Lige ud for Gibraltar kan du opleve det vildeste popperfiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Johnny Jensen og oplev noget af det vildeste stand-up fiskeri Europa kan byde på lige nu.
TEKST JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN & DANNY GABAY
JEG PRØVER AT HOLDE BALANCEN, mens båden suser henover vandet – og samtidig prøver jeg at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt. Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, var en måned før i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for.
Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme i gang med at fiske. Jeg kigger op, og er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og, ikkemindst, tunfisk…
Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperat forsøg prøver at lægge afstand til båden.
Blåfinnet tun på popper
Popperen bliver hurtigt kastet ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Pludselig angriber en flot tun popperen, og endnu en gang bliver mine skulderled tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.
Efter ca. et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Tunen ser også båden, og det bryder den sig tilsyneladende ikke om. Endnu engang river den 200 meter line af, men det er det sidste store udløb: Endelig har jeg fanget min første atlantiske blåfinnede tun på popper. Efter en lynhurtig foto seance, planter Lee en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat i sit rette element.
Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud af hånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.
Adrenalinkick på Gibraltar
Gibraltar har jeg efterhånden besøgt mange gange, men det var sidste år, at jeg for alvor fik fiske-kriller, da Lee nævnte, at han var begyndt at poppe tunen, i stedet for at fange dem på trolling. Jeg troede dårligt mine egne ører, for de fisk er bare for sygt stærke, hvilke jeg selv fik at føle med en på 150 kilo fightet på det helt tunge biggame grej.
Lee & co. inviterede mig i år til at prøve popperfiskeriet. Jeg ankom i midt-oktober, og som Lee sagde: »Det er ikke så godt mere. Du skulle ha’ været her i augustseptember«. Hvor tit hører man ikke det… Men hans version af »ikke så godt« betød, at vi »kun« havde kontakt med 14 tun på fem 4-timers fisketure. Dette står i grel kontrast til de 13 tun per dag, som de kom op på i august/september, men set i lyset af, at der aldrig før sidste år er fanget tun på popper/spinne-grej i Gibraltar, så er jeg super lykkelig over resultatet.
At man så skulle kunne lande en af disse tun på poppergrej virkede helt hen i vejret. Jeg må indrømme, at tanken om at kæmpe med så store tun på spinnegrej, var decideret skræmmende. Ikke desto mindre har Lee siden sidste år fanget over 100 tun på popper, hvor den største indtil videre vejer 120 kg, og fiskene har et gennemsnit på 20-50 kg.
Siden Lee, der af alle regnes, som den klart dygtigste fisker på Gibraltar, fik gang i popperfiskeriet, er der mange af de lokalelystfiskere, der også er gået amok med poppergrejet. Så lige nu fisker Gud-og-hver-mand med poppergrej i Gibraltarbugten i alt fra luxus yachts til vandscootere.
Popperfiskeri med delfiner fløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.
Tun i kølvandet af flyvefiskene
Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter »mågesjov« og jagende delfiner, for dér jager tunen også. Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.
Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på, at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti. Når tunen findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado), og både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnito (skipjack tuna).
Tunene følger flyvefiskene med blikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.
For bare 18 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget, så man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne. Nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de er nemmere at lokalisere. Og i år var der tun fra maj indtil slut-oktober… og måske længere…
I dag er tunene ved Gibraltar beskyttet via mindstemål, sæson, og kvote. De lokale fiskere kan således lovligt kunne tage kunder med ud, og derved tjene deres penge som guider og praktisere catch-tag-release, i stedet for at slå tunfisk ihjel og sælge dem. Og det er fantastisk nyt for alle lystfiskere, der gerne vil prøve at fange en atlantisk blåfinnet tun, uden at det koster en bondegård.
nov 5, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Når spætterne er fundet, er det vigtigt at fylde friske orm på krogen kontinuerligt, da store friske orm er et yderst udslagsgivende parameter for succes.
I denne tid er spætterne i absolut topkondition og de store eksemplarer er inde på dybder, der gør dem til yndede mål for os lystfiskere. Nikolaj Kolding har sat Øresundseksperten Lars Pryds i stævne og giver dig her den garvede skippers bedste tips til de store plader.
AF NIKOLAJ KOLDING
DE FLESTE STORE RØDSPÆTTER lever en anonym tilværelse på relativt dybt vand, men flytter sig hele tiden i forhold til vandtemperatur, gydeperiode og fødeudbud. Vil man fange én af de helt store, gælder det om at time sit fiskeri, og netop nu er det højsæson. De helt grove fisk trækker ind på vanddybder, som er nemme at fiske fra båd, og de er i ultimativ foderstand. Selv om fiskeriet er nemt at gå til og alle kan være med, så findes der nogle få lystfiskere som virkelig har fat i den lange ende og ved hvordan chancen for den store fisk øges markant. Én af dem er mangeårig turbådskipper Lars Pryds, som her løfter sløret for sine erfaringer på Øresund.
Nogle dage skal der justeres lidt på taklet for at optimere fiskeriet. Færdigriggede forfang og takler opbevares let og overskueligt i en forfangsmappe.
Fladfisketricks i massevis fra Lars Pryds
Lars sejlede i mange år den legendariske og nu pensionerede turbåd »Nadia« som gennem årene lagde dæksplanker til ikke så få rødspætter over de magiske to kilo – og han har også tidligere. I dag sejler Lars den nyrenoverede »Fyrholm« og forsætter i vanlig stil fiskeriet efter fladfisk helt ind til midt i december. På netop sådan en tur, lukkede Lars op for godteposen.
Vi sejler ud fra Helsingør Havn og efter fem minutters sejlads er vi på fiskerpladsen – en forbløffende kort sejltur. De gode spots ligger som perler på en snor langs hele dansker siden af Øresund.
Strømmen løber en anelse for hårdt i dag, så båden bliver holdt på skruen, så det er nemmere at holde bund. Hurtigt er skipper i gang med sin egen stang, det giver ifølge Lars et meget bedre billede af fiskeriet end blot at se til fra sidelinjen – og så er det jo ganske underholdene. Et enkelt drev fisker vi – og søger så videre. Fiskene var bestemt til stede, men gennemsnitsstørrelsen var for lille og en for stor andel var små isinger. Vi flytter os ikke langt, hvorefter fiskeriet hurtigt er i gang igen. Det er forbløffende, hvor stor forskellen er – blot 300 meter har vi flyttet os, og her er koncentrationen af spætter en hel anden. Vi fisker små korte drev over samme område, fordi fiskene ligger samlet på få kvadratmeter og der er ikke er længe imellem huggende.
Nikolaj Kolding med en flot rødspætte fra Øresund. Det er sådanne fisk der jagtes i november.
– For den erfarne er det som regel ikke svært at bedømme, hvilken fisk der hugger, forklarer Lars. – Især de store rødspætter hugger mere i små, men jævne træk, hvorimod isinger føles mere som en sitren i stangspidsen. – Har man først den føling, kan man effektivisere sit fiskeri ved at løfte eller flytte sit takel, når de små isinger uundgåeligt vil gå til angreb på agnen, understreger han.
Orm fanger flest fladfisk på Øresund
På Øresund er orm agn nr. 1, og Lars fisker udelukkende med børsteorm. De er effektive, og så er de nemmere at skaffe end sandorm. I andre landsdele fisker skalrejer rigtigt godt, men af uforklarlige årsager, har de ikke helt den samme gennemslagskraft på Sundet. Lars takel er relativt simpelt. Det er monteret med to Gamakatsu ormekroge; den øverste krog fiskes som vanlig paternoster, og den nederste fiskes som efterslæb på en gul hundrede grams pirk, med en tavslængde på omkring 35- 40 centimeter.
To tilrigninger efter Lars Pryds og Martin Huberts forskrift. Øverst et paternoster takel med perlemorperler og et spinnerblad og efter den gule pirk hænger
slæbetaklet.
Når der skal fanges rødspætter, skal der monteres lokkeperler i perlemor med spinnerblad foroven pointerer Lars. – En stor del af spætternes kost består at hvide muslinger og måske er det derfor, at netop perlemor er specielt godt. Taklet skal hoppe hen over bunden, så der er konstant føling, og det må ikke gå for stærkt. Derfor er det ofte nødvendigt at give en del line, da de grove spætter godt kan være temmelig dovne. Omvendt skal der på dage med ingen strøm eller vind til afdrift, kastes og spinnes ind, fordi konstant bevægelse og flow i fiskeriet er et must.
– Der skal ofte bruges rigtigt mange orm under en dags fiskeri, og skipper fortæller, at langt de fleste kunder ombord ikke medbringer nok og derfor sparer: Det dur ikke! Krogene skal hele tiden fyldes op, for at fiske optimalt. Nøglen til succes er altid at medbringe masser af agn – og frisk agn vel og mærke. Ormene skal helst være pakket kort inden afgang og være meget livlige fastslår Lars, som tilføjer at det godt kan betale sig at holde sin grejhandler i ørerne.
En fin rødspætte til Max Bursell har taget slæbetaklet på spætterigget – lige efter bogen.
På vej til nye fladfiskepladser
Vi skifter plads, men de fleste gæster på båden har allerede 10-20 brugbare fisk i kurvene, inden vi sejler nord for færgerne. Hele vejen fra Helsingør Nordhavn og op langs Nordkysten er fladfiske-revir, og vi prøver pladserne af, efterhånden som vi sejler forbi.
Efter 4-5 stop rammer vi et tilpas godt fiskeri, med en del store rødspætter imellem og Lars koncentrerer fiskeriet her. Konstant holdes der øje med søkortplotter og fangsterne ombord. Lige så snart, at fangsterne stopper, flyttes skibet tilbage til udgangspunktet, hvorefter der atter fanges fisk. Her er ikke noget med timelange drev og dårlig koncentration.
– Når man har fisket tilpas meget i løbet af en sæson, giver det mulighed for at følge fiskene rundt og nøje vurdere forholdene, forklarer Lars og uddyber at specielt store fladfisk kan være lumske. – Der er stor variation i, hvor nemme de er at få i hugget, og fordi én plads fisker dårligt den ene dag, er det ikke ensbetydende med, at den bør opgives, men blot fiskes på det rigtige tidspunkt. Lars forklarer, at rødspætterne flytter en del rundt i løbet af efterårssæsonen, men generelt skal de fanges lidt dybere end skrubber.
Find de flade på 8-15 meters dybde
Som regel skal man gå efter pladser med dybder på mellem 8-15 meters, og det gør ikke noget at være lidt opsøgende i sit fiskeri. Der findes nemlig fladfisk næsten over alt i de danske farvande, når blot bundforholdene er i orden, understreger han og tilføjer, at spætterne typisk findes på bund med sand eller let grus, blandet med muslingebanker.
Lars Pryds tjekker fiskeriet fra styrhuset. Det er vigtigt for skipper at have en finger på pulsen, så han fisker også selv.
Jeg spørger naturligvis ind til rekorder og fortidens fiskeri: – Tilbage i 2001 var fiskeriet helt fantastisk. – Vi fangede næsten rødspætter over to kilo på hver tur, og årets bedste tur gav hele syv fisk over de to kilo. En enkelt dag lykkes det én lystfisker at lande hele 3 spætter på den rigtige side af to kilo. Den gældende skibsrekord på »Nadia« var 2,8 kilo! Lars fangede selv i perioden godt med store fisk og en fin serie fisk over to kilo blev det til. Den største var imponerende 2,25 kilo. – Desuden blev det en dag til en ekstraordinær dublet på 1,6 & 1,9 kilo, smiler Lars og fortsætter. – De tider er desværre passé, men der kommer stadig en grov fisk op i ny og næ. Fiskeriet svinger mellem årene, og det lader til, at vi har en let opadgående kurve, så det bliver spændene at følge dette efterårsfiskeri, slutter han.
Dagens fisketur lakker imod enden og kurvene er efterhånden godt fyldte. I min kurv har 3-4 fisk sneget sig over kiloet, og det er absolut godkendt. Dagens lystfiskere ser da også mere end tilfredse ud, da »Fyrholm« passere rundt om Kronborg og kort efter ligger til kaj.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014.
En spætte tager et sidste forgæves flugtforsøg mod bunden, efter at have inhaleret den efterhængte børsteorm.
okt 30, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Er fiskene fundet, ligger lystfiskerskibene tæt. Det kunne jo være, »at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.« (Foto af Jens Ploug Hansen)
Havfiskeriet er vores mest folke- og traditionsrige lystfiskerform omspundet af en hel del legendariske og ikke mindst farverige personligheder. Her giver det omvandrende lystfiskerleksikon, Per Ekstrøm dig havfiskeriets historie – med særligt fokus på Øresund.
AF PER EKSTRØM
BÅDFISKERI, TURBÅDSFISKERI ELLER HAVFISKERI? Kært barn har mange navne, men det handler om det samme – fiskeri fra båd i havet. Først efter 1945, da verden igen åbnede sig, kom der for alvor gang i havfiskeriet i Danmark, og så gik udviklingen ellers stærkt.
Lystfiskeri i saltvand var nemlig en allemandsret. Man behøvede blot en fiskestang – eller i en snæver vending blot et vindsel med line, så var man klar til at fiske. Fra moler og havnekajer havde der været dyrket en del lystfiskeri i årene forinden. I sommermånederne juli og august var der ofte
Københavns Nordhavn og fik en aftale. De første ture var ikke ubetingede succeser. Grejet var for spinkelt og pirkene for små. Så måtte man i gang med selv at fremstille pirke, som havde tilstrækkelig vægt til at nå bunden.
Svend Sørensen har fortalt mig, at han selv snittede en trækopi af den kendte Bergman pirk, som han efterfølgende, støbte og malede rød. Den røde farve afstedkom en del kommentarer som fx: »Tror du de er kommunister?«, men som han sagde: »Den kunne fange fisk!« Kendetegnene for fiskeriet var, at det i begyndelsen blev drevet efter »det for hånden værende grejs princip«. Man anvendte simpelthen det grej man havde, og det gik ganske udmærket. Korte spinnestænger på 5-6 fod.
1940’s mangeårige formand Svend Sørensen på Øresund iført de tidligere havfiskeres uundværlige hovedbeklædning – Sydvesten. Den beskyttede bølgerne i håret mod stænk fra havets bølger.
Den første havfiskekonkurrence i 1949
I maj 1949 var interessen for havfiskeriet så stor, at man afholdt en konkurrence med over 330 deltagere og næsten 50 både. Den samlede fangst var på næsten 1.200 torsk med en torsk på 10 kilo som største fisk. Konkurrencen var så stor, at den skrivende presse fulgte begivenheden. Billed Bladet havde en to-siders reportage fra dagen, hvor diverse direktører og grosserere deltog. Der var ærespræmier i form af sølvtøj doneret af bl.a. andet Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Kort sagt noget af en begivenhed, der skabte opmærksomhed.
Andre steder begyndte man også at arrangere havfiskekonkurrencer. Ved Aarhus blev Slettehage Konkurrencen en årlig tilbagevendende begivenhed, og i Nakskov arrangerede den lokale forening en årlig stor konkurrence på Langelandsbæltet. Begge trak flere hundrede deltagere og fangsterne imponerede. I Nakskov blev der et år fanget næsten 3.000 torsk på en enkelt dag! Havfiskeriet var blevet en anerkendt fritidsbeskæftigelse, og så kunne man konkurrere.
Mellem torskene dukkede der i startfirserne også andre arter op. Her fremviser Jørgen »Pirk« en havkat på 6,90 kilo fanget under torskefiskeri.
Dansk havfiskeri bliver internationalt kendt
I slutningen af 50´erne blev det danske havfiskeri internationalt kendt. I september 1958 arrangerede den lokale turistforening i Næstved i samarbejde med Næstved Sportsfiskerforening af 1948 en stor fiskefestival i området omkring Agersø og Omø, og over hundrede lystfiskere fra Europa strømmede til. Selv fra USA kom der lystfiskere. Om det var en succes, må stå hen i det uvisse. Ireren, Gerald Kruss, omtaler i sin bog »Catching Fish and Fishermen « på dansk oversat til »Fiskegalskab over alle grænser« sine oplevelser ved festivalen. Han vandt ganske vist konkurrencen om at fange den største fisk, en torsk på 10 kilo, men han var ikke imponeret af torsken som fighter og fremførte, at fiskemagasiner og fiskegrejsfabrikanter var større løgnere end lystfiskere, når de kunne kalde torsk for »store fightere «. Det skal tilføjes, at bogen er skrevet med glimt i øjet.
Aage Stokholm. Den første »professionelle« turskipper med selvudnævnt titel af bl.a. »Frikadellesnedker« og knagerækkebestyrer. Aage interesserede
sig mere for madlavning end lystfiskeri, og ofte blev gode fangster tilberedt i kabyssen, men han skaffede sig til livets ophold ved at sejle med »skrupskøre
« lystfiskere ud på Øresund.
Turbådenes guldalder
Hvor der opstår et behov, er der som regel driftige sjæle, som på kommerciel vis kan dække disse. Den første som fik øje på mulighederne for at sejle med lystfiskere var Aage Stokholm. Den 13. januar 1951 startede han rederiet »Sundia«. Om han helt præcis kaldte rederiet det fra starten, vides ikke, da hans første skib hed »Culpea«, og var et han chartrede til formålet. En heldagstur kostede 12 kroner, og var trods den beskedne sum,set med nutidens øjne, ikke et helt lille beløb. Men efterspørgslen var der, og så kørte forretningen.
Skal man beskrive Aage Stokholm ganske kort, må det være en farverig mand med sine meningers mod. Lystfiskerne anså han som en flok »skrupskøre idioter«, der som en naturlov havde det krav, at der hele tiden skulle hænge en fisk i den anden ende af linen. Det var noget han dog først nævnte 1980 i Lystfisker-klubben af 1940’s jubilæumsskrift, men der var han på vej til pension, og havde tjent sit på »idioterne«. Egen klub for de »faste kunder« havde han også. Han besad alle poster i bestyrelsen og underskrev sig ofte med samtlige titler tillige med »knagerækkebestyreren« og »billetklipperen«.
Datidens pirke. Fra toppen: Hjemmelavet rørpirk, den legendariske »Torpedo« i en 75 grams udgave, Ertner Sildeglimt,den smukke »Øresund« og endelig ABU’s »Lycas« og »Lurette«.
Skumsprøjt og nye turbådsskippere
Klubbens blad redigerede han også. De første år hed bladet »Vandposten«, men blev senere omdøbt til »Skumsprøjt«. Her udbredte han sig om mange af livets genvordigheder, men meget indhold om fiskeri havde bladet ikke. Han var naturligvis ikke ene om at se mulighederne i de fiskehungrende lystfiskere, og fra starten af 60’erne begyndte flere både at dukke op langs Øresundskysten. Fra Dragør i syd til Helsingør i Nord.
De fleste havde ingen erfaring som skippere på de syv have eller som erhvervsfiskere, men fandt i miljøet noget som trak. Jeg kan nævne Martin Jensen fra Øby, som sejlede fra Skovshoved. Han var Taxa-chauffør. Per Thuesen, der sejlede Syveren, senere Nieren og Bonavista, var leder af en ungdomsskole, og havde som en af de eneste i en periode sejlet som skibsfører. I Helsingør sejlede turbåden Tina med Helge Utke ved roret. Han var uddannet ingeniør og en ihærdig lystfisker, der havde gjort sin hobby til sin levevej. Sidst med ikke mindst skal John Trab nævnes. der sejlede med Skjold fra Vedbæk og havde gjort det siden august 1969. Ham vender vi tilbage til.
Stort, formodentlig japansk fremstillet, pirkehjul monteret på massiv glasfiberstang. De japanske hjul havde en forholdsvis lav udveksling og den tunge
metalspole bevirkede ofte store »overløb«. Her ser det dog ud som om, der ikke er overløb, men fiskeren har svært ved at finde op og ned på det hele.
hyggelige og sociale havfiskeri
Havfiskeri fra større båd adskiller sig fra andet fiskeri ved, at man er sammen med mange mennesker på en gang og fisker sammen over det samme område. Derved opstår et socialt islæt med stor samhørighed. Den nemme adgang til at arrangere fisketure fra båd gjorde, at der på mange større arbejdspladser i 50 og 60’erne opstod fiskeklubber.
Næsten enhver større arbejdsplads havde egen fiskeklub, hvor de ansatte meget ofte mødtes i weekenderne ude på havet. Men i takt med at mange større virksomheder har flyttet produktionen ud, er disse fiskeklubber forsvundet.
En yngre udgave af John Trap, der er blevet en institution blandt Øresundsfiskere. I år har John sejlet med lystfiskere i 45 år. Her »klemter« han med
skibsklokken som tegn på »at nu må der fiskes«.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Flere og større torsk
I takt med at årene gik, steg også forventningerne, og pludselig var det ikke nok at fange fisk. De skulle også være store. Man vidste godt, at der omkring øen Hven i Øresund i vintermånederne var store torsk. Problemet var bare, at man skulle vide, hvor de holdt til. Og kendte skipperen ikke pejlingerne, udeblev fangsterne. Hvor vigtigt det er, at kende sit fiskevand oplevede jeg selv for snart 40 år siden på Langelandsbæltet. Ved et af de første officielle Danmarksmesterskaber sejlede vi med en lokal erhvervsfisker på 83 år og hans søn på 60 år. Efter næsten 2 dage, hvor vi havde fanget et meget begrænset antal torsk, begyndte vi langsomt at spørge ind til, om de også levede af at fiske. En time før konkurrencen sluttede, så far og søn hinanden i øjnene og sagde: »Så må vi hellere hen i vores hul!«.
Først havde de dog sikret sig, at der ingen andre både var i nærheden. Da pirkene ramte bunden, var der hug til alle. Gode fiskepladser holdt man for sig selv. Blandt lystfiskere rygtedes det naturligvis hurtigt, hvilke skippere der var i stand til at finde mange og ikke mindst store fisk – og her kom den nyeste teknologi i spil.
Per Thuesen var den første turskipper, som anskaffede sig et ekkolod. Han satte sig ind i de muligheder som teknikken havde, og fandt ud, at han foruden dybder også kunne se fisk på ekkoloddet. Ved en fiskekonkurrence kom det dog til en tvist, da der var nogen, som mente, at det gav flere fordele til dem, der var ombord hos ham, hvorfor han ikke måtte bruge det ved konkurrencen. Men som han resonerede, gjaldt det jo om at fange fisk. Det var jo derfor han havde anskaffet ekkoloddet. Så hvorfor ikke bruge det?
15. februar 1978. Fra de »gode gamle dage«, når der var gang i torskefiskeriet. Her er Per B. med en på 20 kilo ligeud samt en på 17,6 kilo, som John Trab hjælper frem at fremvise. Dagen gav i øvrigt 35 torsk over 10 kilo.
Ambassadeur 7000 blev, da det kom frem i begyndelsen af 70’erne, hurtigt et meget benyttet hjul til torskefiskeri. Linefører og efter datiden en høj udveksling var egenskaber som havfiskerne satte i høj kurs. Prisen var et andet parameter. Det var billigere end de noget kraftigere større Ambassadeurhjul, modellerne 9000 og 10000.
Nye teknikker og fiskegrejer på havet
Fisketeknikkerne og grejet gennemgik også en udvikling over tiden. De korte spinkle spinnestænger forsvandt, og blev erstattet af mere solide stænger. Glasfiber blev det nyeste materiale inden for fiskestænger. Fastspolehjulet, der var enklere at fiske med, afløste de små multihjul uden bremse, og en ny fiskemetode blev indført – kastefiskeriet.
Dygtige fiskere kunne med denne teknik fange betydeligt mere end de, som stod i vindsiden og pirkede. Det »normale« pirkefiskeri blev også udviklet. Der kom lidt længere stænger og større hjul. Primært fra USA eller Japan som var den tids »kinesere«. De var eksperter i at kopiere andres produkter, men hjulene virkede og kunne fås til en overkommelig pris.
Sådan foregik fiskeriet almindeligvis helt frem til midten af 70’erne. I vintermånederne blev der fanget store torsk i området omkring Hven. Fangsterne skete først og fremmest ombord på de både, som satsede på at opsøge torskene ved hjælp af ekkoloddet, og hvor skipperen samtidig var i stand til at tage en landpejling for at drive præcist henover fiskene. Det er her John Trab kommer ind i billedet. Han var en sand mester i pejlinger, og jeg plejer at sige, at det var Per Thuesen, der opfandt det såkaldte »bulefiskeri «, men det var John Trab, der forfinede det.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Torskebonanza på Øresund
Et skelsættende år for havfiskeriet var 1977, hvor fiskeriet på Øresund fik nye dimensioner. På en søndag sidst i januar kom Tina i havn med mere end 50 torsk over 10 kilo. Var det en enkeltstående begivenhed? Eller havde skipper Utke fundet en »guldåre?«
De både, der normalvis fiskede nede ved Hven forsatte med det, og fangede de mængder fisk som de plejede, men det lå alligevel i baghovedet med de store mængder af torsk. John Trab slog et smut op til Helsingør og fangede en hel del torsk over 10 kilo. Kurt Rasmussen, bedre kendt som »Disco-Kurt«, qua sit job som diskjockey, var med på turen, og han begyndte at fiske med hjemmelavede rørpirke, der i den stærke strøm i Øresund oppe ved Helsingør, bedre kunne nå bunden.
Per K. Thuesen var skipperen, der ikke undlod at råbe højt, hvis han mente at lystfiskerne ikke fiskede korrekt eller anvendte grej som overhovedet ikke var
afstemt til fiskeriet. Mange lystfisker har fået hans bidende bemærkninger lige i nakken en frostkold vinterdag. Og det var bemærkninger der ofte bed mere i
ørerne end frosten. Det skal til hans forsvar bemærkes, at han var en rigtig god lystfisker, og jeg har set ham hale torsk over 15 kilo op med en kastestang.
Kurt fangede flere torsk over 10 kilo, og straks blev rørpirken omdøbt til »Discopirken«. Konstruktionen var dog ikke ny, men navnet lød godt. I Øresunds nordlige del lå åbenbart uopdagede muligheder. Det var i hvert fald første gang, man havde set så store torsk i de mængder.
I slutningen af februar blev der afholdt det årlige åbne Danmarksmesterskab, hvor over 600 lystfiskere deltog. Her viste det sig, at det gælder om at kende sit fiskevand. Mange lystfiskerskibe, der dagligt sejlede uden for Øresund, var chartret til at sejle de to dage konkurrencen varede, men det var de lokale Øresundsbåde, som fangede fiskene. Skibe som Tina, Cleo(Jim Trab) og Skjold var dem, som gjorde de største fangster. Det var ved den lejlighed, at den berømte »DM-knold« blev fundet. I alt 3 tons torsk blev indvejet på to dage, og der var flere fisk over 20 kilo. Fiskeriet på Øresund blev forandret efter den vinter.
Dansk fremstillet centerspinhjul fra Camo i Bjerringbro. De blev ofte benyttet til havfiskeri i 50’erne, da hjulene lå i den prismæssige overkommelige ende.
Havfiskeriet på Nordsøen
Nordsøen og »Det Gule Rev« blev alment kendt i havfiskerkredse i 1977. Ikke fordi man ikke havde fisket i området før, for det havde havfiskere fra Nordjylland gjort i mange år. De havde blot gået stille med dørene. Det der gjorde størst indtryk var, at der ved en havfiskekonkurrence for første gang blev fanget en lange på over 20 kilo. Der var muligvis fanget større langer tidligere, da det ikke lod til at imponere de lokale fiskere, men fangsten gjorde, at man for alvor fik øje på mulighederne længere ude til havs. Senere kom som bekendt også lokale turbåde til. Siden er paletten af fiskearter blev betragteligt udvidet, og nu skulle havfiskeren til at lære nye arter at kende.
Tilsvarende er der de sidste 20 år opfundet nyt vigtigt grej som fletlinen – samt en del nye teknikker. Fiskeriet anno 2022 er på igen måde som det var før – blandt andet på grund af færre og mindre fisk, samt masser af restriktioner. Men det er en helt anden historie.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014.
En af havfiskeriets ultimative klassikere – Bergmann pirken forskønnet med moderne reflekterende tape.
sep 18, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Martin Hubert og Max Bursell med et par fine og mere end velsmagende kuller fra den centrale del af Øresund. Bemærk den mørke plet under sidelinjen
over brystfinnen, der er en af de sikre artskendetegn på kulleren.
Kulleren er en af de mest velsmagende torskefisk – og den er perfekt til Fish & Chips. Følg med havfiskeeksperten Martin Hubert på Sundet og lær hvordan du fisker målrettet efter torsken med den sorte prik.
AF JENS BURSELL
SÅ NÆRMER VI OS – mumler Martin ud gennem skægstubbene, idet han tager farten af båden halvvejs ude i Øresund. Med øjnene klistret til ekkoloddet gennemsøger han et par positioner, der tidligere har givet ham mange gode kullere på målrettet fiskeri.
Selvom om man kan være ude for at kullerne står i op til otte meter høje stimer, som man ikke kan gå fejl af, så er der også dage, hvor de spredte individer eller små kullerflokke ofte blot ses på loddet som en gang minimalistisk krømmel lige over bunden. Her er det med at være vaks ved havelågen for at spotte det rigtige sted – og netop her er der lidt småtteras på bunden, der med de optimistiske briller kunne være lige det vi er ude efter.
Nu er der det nu, råber han, idet vi lynhurtigt sænker vores takler helt ned til bunden. Med stor koncentration nøkker vi lidt i stangtoppene, så børsteormene på det dobbelte faste paternostertakel bevæger sig lokkende tæt ved bunden lige over det 200 gram tunge lod. Martins datter Katrine er den første, der får hug, men allerede ved synet af den bukkede stang konstaterer
Martin, at det er en mindre fladfisk – og ganske rigtigt. Også min søn Max får en lille hvilling – men ellers sker der ikke det store. Ofte står fiskene i mindre flokke på et meget begrænset areal, så det er om at ramme bulls eye – præcis som ved pirkefiskeriet, fortsætter Martin, idet han hiver taklet op og starter motoren igen. Vi prøver igen på samme position, men desværre uden resultat.
Kulleren har en ret skør mund, så man skal fighte dem varsomt.
Kuller på drivfiskeri
Drivfiskeri over udvalgte pladser og lovende områder kan også være en mulighed, når det som i dag kan være svært at finde fiskene. – Nu prøver vi bare her på 27-29 meter, smiler Martin med en stålsat ro, der vidner om, at han ved hvad han laver. Selvom det tit er muligt at spotte fiskene på loddet, når man ved, hvad man skal se efter – så er jeg også ofte ude for, at man kan have udmærket fiskeri på steder, hvor selv den mest inkarnerede havfisker absolut intet kan se på loddet. Og så er det ellers bare med at forsøge sig på de typer af pladser, man erfaringsmæssigt ved giver bedst: Helt generelt findes kullerne på dybt vand og det er yderst sjældent at fange fisk på under 25 meters dybde.
I Øresund, hvor der ikke er dybder over 50 meter er det altså på 25-50 meter af fiskene skal finer des. Ofte står fiskene på hårde pletter over blød bund, men der er også dage, hvor de står på mere ensartede bundtyper – enten blød eller hård.
Man kan tit mærke, når det er en god kuller, der tager, fortsætter han. – Den rykker ofte lidt kraftigere og hårdere end både fladfisk og småtorsk af samme størrelse – og fighten minder lidt om en god aborre. Pludselig giver det et fint ryk i min stang, og inden længe kan jeg nikke genkendende til Martins beskrivelse af, hvordan det føles at have en kuller på krogen. Kort tid efter ligger fisken i overfladen, hvor den lige får plasket lidt, in-den jeg hiver den sikkert på land.
Fisken er med sine cirka 6-700 gram lidt under gennemsnitsstørrelsen her på Øresund, men jeg er kisteglad for et nyt kryds på artslisten. Kort efter får Martin og Max også en fin kuller – og så er vi ellers godt i gang. – Kulleren findes i stort set alle vores havområder – og i Øresund er der faktisk en hel del af dem, fortæller Martin, der i årevis har fisket målrettet efter den velsmagende fisk, der på engelsk kaldes haddock og er førstevalget, når man skal lave kongeretten »Fish & Chips«.
Martin med turens største kuller, der huggede sidst på dagen. Forår og sommer er kullerfiskeriet godt – men vinterfiskeriet er der meget få, der har prøvet kræfter med. Så er du frisk på en gang pionerfiskeri og har held i sprøjten – så kontakt redaktionen på Fisk & Fri.
Takler og agn til kuller
Taklet er som ved alle andre former for fiskeri ikke helt ligegyldigt. – Jeg har klart bedst erfaringer med et fast paternostertakel med to tafser på 10-20 centimeter. Mellem loddet og den nederste tafs er der 30 centimeter og normalt er det passende med 50 cm mellem de to tafser. Hovedtafsen er typisk samme dimension i fluorocarbon. Krogen er typisk str. 1/0 enkeltkroge og over dem virker det rigtig godt med en serie af perler i hvid/perlemor og knaldrød. Et slæbetakel – fast eller glidende, kan dog også bruges – og i så fald er det med en 20-30 cm lang krogtafs.
Agnen er også vigtig, og her har jeg ofte bedst erfaringer med børsteorm, understreger den erfarne havfisker. – Mange tråder børsteormen helt op på krogen og op ad linen, men jeg fortrækker, at agne op som de fleste vil agne en almindelig regnorm – nemlig ved at stikke krogen direkte igennem ormen et par gange – og så ellers bare ud i suppen med den. Det går markant hurtigere – og fungerer mindst lige så godt under det praktiske fiskeri. Og – når man ikke agner med at starte med at stikke krogen gennem munden på børsteormen, så slipper man også i meget højere grad for, at børsteormen bider tilbage, hvilket til tider’ kan være lidt anstrengende. Kuller er altædende – rejer, muslinger og fiskestykker, virker derfor også – men børsteormen er helt klart nummer et.
Martin Huberts favorit kullertakel med et par hvide, røde og transparente pink perler på forfanget lige foran krogen, der er agnet med børsteorm.
Kullerfiskeri – grej og teknik
– Grejet er en helt almindelig let havfiskeudrustning, afslører Martin. – Jeg foretrækker en 6-12 lbsstang på 8-9 fod og den må gerne være lidt blød, for kulleren har en blød mund, der let kan blive revet i stykker, hvis ikke man tager den lidt gelinde under fighten. Hertil kommer et lille mulithjul med 0,20-0,25 flet line. Det er vigtigt at den ikke er for tyk, så man lettere kan holde bunden på steder med god strøm – som ofte er det fiskene foretrækker.
Teknikken er meget simpel. – Sænk taklet ned til bunden, hvor det slæber/hænger stille lidt – afbrudt af nogle sagte ryk i stangtoppen, som lige gør opmærksom på agnen og giver en ekstra lokkende bevægelse, forklarer Martin. Samtidig med løfte og nøkkebevægelserne kan man så passende lige »mærke bunden« – og sørge for, at man holder god kontakt med denne, da det er her kullerne som oftest står, slutter Martin, idet han hiver en flot kullerdoublet over rælingen. Jo –målrettet kullerfiskeri er ikke noget problem, hvis man blot er på rette tid og sted – med den rigtige teknik.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 7/2014
Kulleren lever på dybt vand over 25 meter, så det er sandsynligvis første gang denne kuller har set dagens lys i bølgehøjde.
Martin har tit sine børn med på fisketur – her er det hans datter Katrine, der ivrigt følger med på ekkoloddet.
aug 29, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Spinnefiskeri
Storsejen er en fantastisk fighter, der med udløb på op til 70-80 meter kan få sveden til at pible på en dejlig varm sommerdag som denne, Her har Bo Hall fået endnu en storsej på krogen.
Sejen er en fantastisk fighter, og har du en havgående båd, så byder Norskerenden mellem Danmark og Norge på et godt sejfiskeri. Følg med Fisk & Fri’s havfiskeekspert Bo Hall – og få opskriften på hvordan i denne artikel fra 2014.
AF BO HALL
FISKERI EFTER GRÅSEJ på dybt vand er utroligt spændende – og det vil fremover kunne bidrage til at forme en helt ny dimension af dansk havfiskeri, da det adskiller sig radikalt fra fiskeriet på lavtvand eller vrag. Der fiskes nemlig oftest pelagisk over helt op til 3- 400 meters dybde.
Forskellen er især, at det er afgørende at vide, hvor dybt man fisker – og et hjul med linetæller er derfor et must, men alternativt kan man også bruge liner med farvemarkeringer for forskellige dybder. Og så er der lige bremsen, som skal være god – det er nemlig helt normalt, at en storsej tager 70-80 meter i første udløb!
Pelagisk storsej i midtvandet
Taktikken til pelagisk sej er normalt at sænke et makreltakel ned på 20-40 meters dybde. Får man da småsej på 1-3 kilo, som oftest jager småsild på 6-9 centimeters længde, så ved du, at du fisker for højt. Stimen er nemlig tit lagdelt med forskellige størrelser fisk i forskellige lag – og fanger du ikke de større fisk – er det bare med at forsøge sig dybere, indtil der er bonus. De store sej på 4-10 kilo eller over finder man som tommelregel tit på 1/3 del af dybden i et 10-15 meter dybt lag – så er der 210 meter dybt, er 70 meters dybde et godt udgangspunkt at søge i.
Skagerrak byder på et næsten uopdyrket fiskeri efter flotte sej som denne.
Eftersom du skal passere de små fisk for at komme ned til de store, gælder det om at bruge så store agn, at småsejen ikke kan tage dem. Vægten på agnen afhænger af strømretning og styrke – samt hvor hurtigt båden driver. Hård strøm, der kræver tungere vægte, giver ofte godt fiskeri, mens dage med næsten ingen strøm, ofte byder på dårligt fiskeri. I sidstnævnte tilfælde kan det hjælpe at fiske mere aktivt med taklet, da det lettere får de sky fisk til at hugge pr. instinkt: Start indspinningen 80 meter nede og hjul så hurtigt ind du kan – hvorefter de stopper på 50 meters dybde. Herefter frikobler du og lader taklet synke til 80 meter igen, hvorefter du gentager proceduren. Men – sejen kan også hugge på droppet – så hvis spolen pludselig stopper med at rotere – for derefter at rotere endnu hurtigere – så er det bare med at være vågen og give modhug.
Supersejen i dybet
De allerstørste sej findes endnu dybere – og ofte i en zone, som kan være blot 6-7 meter høj – typisk i 120- 125 meters dybde. Fisker du med den rette agn og formår at holde den i samme dybde, indtil fisken hugger – kan dette give nogle virkelig store fisk i helt op til 20-30 kilo! Dette er trofæfisk, der for alvor vil kunne trække igennem – og få løftet øjenbrynene hos de danske lystfiskere, hvor rekorden for gråsej er på 17 kilo.
I september 2013 guidede jeg den første målrettede svenske storsej satsning i området fra turbåden Pequod der udgik fra Göteborg. Her fiskede vi på sydkanten af Norskerenden nord for Skagen på 160-270 meters dybde – og vi fik så mange sej, at vi næsten ikke orkede at trække dem op. Men det var kun dem, der fiskede i den helt rigtige dybde, som fangede de helt store – bl.a. Anders Sager – havfiskeeksperten fra EL-GE Sportfiske i Göteborg, som fik en flot storsej på 15,3 kilo i præcis 120 meters dybde. Fisken tog 80 meter line i en sådan fart, at man knapt kunne se farveskiftene på linen… Denne supersej er den næststørste svenske sej nogensinde. Desuden blev der på denne tur taget fisk på 12,5 kilo – samt mange omkring de ti kilo.
Softsbaits som denne shad kan være en fantastisk agn, når strømmen ikke er alt for stærk.
Jeg er sikker på, at det herude er muligt at bryde den hidtil uopnåelige 30 kilos grænse for sej – og at nogen snart vil slå den danske rekordsej på 17 kilo, hvis de prøver – er det blot et spørgsmål om tid. I efteråret 2012 blev der Nordvest for Skagen fanget en sej på ufattelige 29,5 kilo på en gummimak– og samme dag blev der fanget en del fisk i 23-29 kilos klassen – der aldrig blev anmeldt som rekorder. Men et er at kroge en sej i denne vægtklasse – noget andet er at lande den. En ting er sikkert – du skal nok blive spændt godt for.
Kun én krog til storsej
Taklet til storsej skal maksimalt være med én krog – alt andet er idioti. Selv tokrogstakler af 1,0 mm nylon kan nemlig slides næsten i stykker, hvis man kroger et par fisk i 10 kilos klassen. Jeg har selv prøvet at få flået et 1,4 mm tykt takel over – så jeg gentager: Brug kun én eneste krog til storsejen.
0,8-1,0 mm nylon er fint, så længe du kun anvender en krog på taklet – det være sig et efterslæbt takel eller et paternoster takel. Førstenævnte er helt klart min favorit, fordi det er lettere at justere krogtafsens længde efter forholdene med dette takel. Er der svag strøm og sky fisk – skal krogtafsen være længere – og omvendt i hårdt vejr, hvor fiskene går til stålet.
Sej som disse vil kunne lokke selv de mest garvede havfiskere ud på Skageraks vilde vover.
Mål dybden med linetællerhjul
Linetællerhjul er som sagt en fordel, og her er modeller som fx ABU Ambassadeur 7000, Alphamar 20, Daiwa Saltist samt Shimano Tekota gode valg – og det skal være modeller, som kan måle i meter, da usikkerheden på fod angivelser er større – især når der fiskes på rigtig dybt vand. Som stang er 10-15 kilos stænger helt perfekte.
Vælg den rette agn til sej
Superagnen kan variere efter forholdene, men røde blå og brune farver er ofte gode – og tit er det de lidt større agn, der giver flest fisk. På dage, hvor sejen jager sild, er store gule, lyse eller især helt hvide agn tit gode. Vigtigst er det helt klart at have så store agn – at man kan trænge igennem småsejen ned til de større fisk. Held og lykke derude, hvor dine vildeste sejdrømme vil kunne gå i opfyldelse.
Sejstimerne står typisk pelagisk, og det kan kan være over flere hundrede meter vand. De små sej står typisk højere, mens de større fisk er helt nede på op til 125 meters dybde.
Fisk i den rette dybde efter sej
Har du ikke et linetæller hjul, er der selvfølgelig også råd for det. Her kan du i stedet bruge en line med forskellige farver som markerer afstanden – hvilket også indebærer, at du kan fiske med et godt fastspolehjul. Det kan fx være en line som har forskellige farve for hver femte eller tiende meter. Alternativt farver du selv en hvid line med tusch hver tiende meter– og jeg foretrækker Spiderwire Invisebraid. Lav fx 5 cm lange sorte markeringer ned til 40 meter. Lav flere markeringer jo længere ned du kommer – fx én ved 10 meter, to ved 20 meter osv – så du lettere kan bedømme den præcise dybde, når linen løber hurtigt af hjulet. På halvtreds begynder du med en længere 15 cm rød markering og så videre.
Highend fastspolehjul har ofte en bedre bremse end mange multihjul – og de vil for mange være lettere at kaste med, når det på grund af strøm eller vind kræves for at nå ned i rette dybde på rette måde. Så det med at farve linen er helt klart noget, du bør overveje.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 6/2014.
Et hjul med linetæller er alfa og omega, så man let kan holde den rette fiskedybde til de pelagiske sej.
En fin sejdoublet på vej op fra
dybet. Taklet skal være kraftigt
for at kunne holde til to så store
og stærke fisk.
