nov 5, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Når spætterne er fundet, er det vigtigt at fylde friske orm på krogen kontinuerligt, da store friske orm er et yderst udslagsgivende parameter for succes.
I denne tid er spætterne i absolut topkondition og de store eksemplarer er inde på dybder, der gør dem til yndede mål for os lystfiskere. Nikolaj Kolding har sat Øresundseksperten Lars Pryds i stævne og giver dig her den garvede skippers bedste tips til de store plader.
AF NIKOLAJ KOLDING
DE FLESTE STORE RØDSPÆTTER lever en anonym tilværelse på relativt dybt vand, men flytter sig hele tiden i forhold til vandtemperatur, gydeperiode og fødeudbud. Vil man fange én af de helt store, gælder det om at time sit fiskeri, og netop nu er det højsæson. De helt grove fisk trækker ind på vanddybder, som er nemme at fiske fra båd, og de er i ultimativ foderstand. Selv om fiskeriet er nemt at gå til og alle kan være med, så findes der nogle få lystfiskere som virkelig har fat i den lange ende og ved hvordan chancen for den store fisk øges markant. Én af dem er mangeårig turbådskipper Lars Pryds, som her løfter sløret for sine erfaringer på Øresund.
Nogle dage skal der justeres lidt på taklet for at optimere fiskeriet. Færdigriggede forfang og takler opbevares let og overskueligt i en forfangsmappe.
Fladfisketricks i massevis fra Lars Pryds
Lars sejlede i mange år den legendariske og nu pensionerede turbåd »Nadia« som gennem årene lagde dæksplanker til ikke så få rødspætter over de magiske to kilo – og han har også tidligere. I dag sejler Lars den nyrenoverede »Fyrholm« og forsætter i vanlig stil fiskeriet efter fladfisk helt ind til midt i december. På netop sådan en tur, lukkede Lars op for godteposen.
Vi sejler ud fra Helsingør Havn og efter fem minutters sejlads er vi på fiskerpladsen – en forbløffende kort sejltur. De gode spots ligger som perler på en snor langs hele dansker siden af Øresund.
Strømmen løber en anelse for hårdt i dag, så båden bliver holdt på skruen, så det er nemmere at holde bund. Hurtigt er skipper i gang med sin egen stang, det giver ifølge Lars et meget bedre billede af fiskeriet end blot at se til fra sidelinjen – og så er det jo ganske underholdene. Et enkelt drev fisker vi – og søger så videre. Fiskene var bestemt til stede, men gennemsnitsstørrelsen var for lille og en for stor andel var små isinger. Vi flytter os ikke langt, hvorefter fiskeriet hurtigt er i gang igen. Det er forbløffende, hvor stor forskellen er – blot 300 meter har vi flyttet os, og her er koncentrationen af spætter en hel anden. Vi fisker små korte drev over samme område, fordi fiskene ligger samlet på få kvadratmeter og der er ikke er længe imellem huggende.
Nikolaj Kolding med en flot rødspætte fra Øresund. Det er sådanne fisk der jagtes i november.
– For den erfarne er det som regel ikke svært at bedømme, hvilken fisk der hugger, forklarer Lars. – Især de store rødspætter hugger mere i små, men jævne træk, hvorimod isinger føles mere som en sitren i stangspidsen. – Har man først den føling, kan man effektivisere sit fiskeri ved at løfte eller flytte sit takel, når de små isinger uundgåeligt vil gå til angreb på agnen, understreger han.
Orm fanger flest fladfisk på Øresund
På Øresund er orm agn nr. 1, og Lars fisker udelukkende med børsteorm. De er effektive, og så er de nemmere at skaffe end sandorm. I andre landsdele fisker skalrejer rigtigt godt, men af uforklarlige årsager, har de ikke helt den samme gennemslagskraft på Sundet. Lars takel er relativt simpelt. Det er monteret med to Gamakatsu ormekroge; den øverste krog fiskes som vanlig paternoster, og den nederste fiskes som efterslæb på en gul hundrede grams pirk, med en tavslængde på omkring 35- 40 centimeter.
To tilrigninger efter Lars Pryds og Martin Huberts forskrift. Øverst et paternoster takel med perlemorperler og et spinnerblad og efter den gule pirk hænger
slæbetaklet.
Når der skal fanges rødspætter, skal der monteres lokkeperler i perlemor med spinnerblad foroven pointerer Lars. – En stor del af spætternes kost består at hvide muslinger og måske er det derfor, at netop perlemor er specielt godt. Taklet skal hoppe hen over bunden, så der er konstant føling, og det må ikke gå for stærkt. Derfor er det ofte nødvendigt at give en del line, da de grove spætter godt kan være temmelig dovne. Omvendt skal der på dage med ingen strøm eller vind til afdrift, kastes og spinnes ind, fordi konstant bevægelse og flow i fiskeriet er et must.
– Der skal ofte bruges rigtigt mange orm under en dags fiskeri, og skipper fortæller, at langt de fleste kunder ombord ikke medbringer nok og derfor sparer: Det dur ikke! Krogene skal hele tiden fyldes op, for at fiske optimalt. Nøglen til succes er altid at medbringe masser af agn – og frisk agn vel og mærke. Ormene skal helst være pakket kort inden afgang og være meget livlige fastslår Lars, som tilføjer at det godt kan betale sig at holde sin grejhandler i ørerne.
En fin rødspætte til Max Bursell har taget slæbetaklet på spætterigget – lige efter bogen.
På vej til nye fladfiskepladser
Vi skifter plads, men de fleste gæster på båden har allerede 10-20 brugbare fisk i kurvene, inden vi sejler nord for færgerne. Hele vejen fra Helsingør Nordhavn og op langs Nordkysten er fladfiske-revir, og vi prøver pladserne af, efterhånden som vi sejler forbi.
Efter 4-5 stop rammer vi et tilpas godt fiskeri, med en del store rødspætter imellem og Lars koncentrerer fiskeriet her. Konstant holdes der øje med søkortplotter og fangsterne ombord. Lige så snart, at fangsterne stopper, flyttes skibet tilbage til udgangspunktet, hvorefter der atter fanges fisk. Her er ikke noget med timelange drev og dårlig koncentration.
– Når man har fisket tilpas meget i løbet af en sæson, giver det mulighed for at følge fiskene rundt og nøje vurdere forholdene, forklarer Lars og uddyber at specielt store fladfisk kan være lumske. – Der er stor variation i, hvor nemme de er at få i hugget, og fordi én plads fisker dårligt den ene dag, er det ikke ensbetydende med, at den bør opgives, men blot fiskes på det rigtige tidspunkt. Lars forklarer, at rødspætterne flytter en del rundt i løbet af efterårssæsonen, men generelt skal de fanges lidt dybere end skrubber.
Find de flade på 8-15 meters dybde
Som regel skal man gå efter pladser med dybder på mellem 8-15 meters, og det gør ikke noget at være lidt opsøgende i sit fiskeri. Der findes nemlig fladfisk næsten over alt i de danske farvande, når blot bundforholdene er i orden, understreger han og tilføjer, at spætterne typisk findes på bund med sand eller let grus, blandet med muslingebanker.
Lars Pryds tjekker fiskeriet fra styrhuset. Det er vigtigt for skipper at have en finger på pulsen, så han fisker også selv.
Jeg spørger naturligvis ind til rekorder og fortidens fiskeri: – Tilbage i 2001 var fiskeriet helt fantastisk. – Vi fangede næsten rødspætter over to kilo på hver tur, og årets bedste tur gav hele syv fisk over de to kilo. En enkelt dag lykkes det én lystfisker at lande hele 3 spætter på den rigtige side af to kilo. Den gældende skibsrekord på »Nadia« var 2,8 kilo! Lars fangede selv i perioden godt med store fisk og en fin serie fisk over to kilo blev det til. Den største var imponerende 2,25 kilo. – Desuden blev det en dag til en ekstraordinær dublet på 1,6 & 1,9 kilo, smiler Lars og fortsætter. – De tider er desværre passé, men der kommer stadig en grov fisk op i ny og næ. Fiskeriet svinger mellem årene, og det lader til, at vi har en let opadgående kurve, så det bliver spændene at følge dette efterårsfiskeri, slutter han.
Dagens fisketur lakker imod enden og kurvene er efterhånden godt fyldte. I min kurv har 3-4 fisk sneget sig over kiloet, og det er absolut godkendt. Dagens lystfiskere ser da også mere end tilfredse ud, da »Fyrholm« passere rundt om Kronborg og kort efter ligger til kaj.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014.
En spætte tager et sidste forgæves flugtforsøg mod bunden, efter at have inhaleret den efterhængte børsteorm.
okt 30, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter
Er fiskene fundet, ligger lystfiskerskibene tæt. Det kunne jo være, »at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.« (Foto af Jens Ploug Hansen)
Havfiskeriet er vores mest folke- og traditionsrige lystfiskerform omspundet af en hel del legendariske og ikke mindst farverige personligheder. Her giver det omvandrende lystfiskerleksikon, Per Ekstrøm dig havfiskeriets historie – med særligt fokus på Øresund.
AF PER EKSTRØM
BÅDFISKERI, TURBÅDSFISKERI ELLER HAVFISKERI? Kært barn har mange navne, men det handler om det samme – fiskeri fra båd i havet. Først efter 1945, da verden igen åbnede sig, kom der for alvor gang i havfiskeriet i Danmark, og så gik udviklingen ellers stærkt.
Lystfiskeri i saltvand var nemlig en allemandsret. Man behøvede blot en fiskestang – eller i en snæver vending blot et vindsel med line, så var man klar til at fiske. Fra moler og havnekajer havde der været dyrket en del lystfiskeri i årene forinden. I sommermånederne juli og august var der ofte
Københavns Nordhavn og fik en aftale. De første ture var ikke ubetingede succeser. Grejet var for spinkelt og pirkene for små. Så måtte man i gang med selv at fremstille pirke, som havde tilstrækkelig vægt til at nå bunden.
Svend Sørensen har fortalt mig, at han selv snittede en trækopi af den kendte Bergman pirk, som han efterfølgende, støbte og malede rød. Den røde farve afstedkom en del kommentarer som fx: »Tror du de er kommunister?«, men som han sagde: »Den kunne fange fisk!« Kendetegnene for fiskeriet var, at det i begyndelsen blev drevet efter »det for hånden værende grejs princip«. Man anvendte simpelthen det grej man havde, og det gik ganske udmærket. Korte spinnestænger på 5-6 fod.
1940’s mangeårige formand Svend Sørensen på Øresund iført de tidligere havfiskeres uundværlige hovedbeklædning – Sydvesten. Den beskyttede bølgerne i håret mod stænk fra havets bølger.
Den første havfiskekonkurrence i 1949
I maj 1949 var interessen for havfiskeriet så stor, at man afholdt en konkurrence med over 330 deltagere og næsten 50 både. Den samlede fangst var på næsten 1.200 torsk med en torsk på 10 kilo som største fisk. Konkurrencen var så stor, at den skrivende presse fulgte begivenheden. Billed Bladet havde en to-siders reportage fra dagen, hvor diverse direktører og grosserere deltog. Der var ærespræmier i form af sølvtøj doneret af bl.a. andet Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Kort sagt noget af en begivenhed, der skabte opmærksomhed.
Andre steder begyndte man også at arrangere havfiskekonkurrencer. Ved Aarhus blev Slettehage Konkurrencen en årlig tilbagevendende begivenhed, og i Nakskov arrangerede den lokale forening en årlig stor konkurrence på Langelandsbæltet. Begge trak flere hundrede deltagere og fangsterne imponerede. I Nakskov blev der et år fanget næsten 3.000 torsk på en enkelt dag! Havfiskeriet var blevet en anerkendt fritidsbeskæftigelse, og så kunne man konkurrere.
Mellem torskene dukkede der i startfirserne også andre arter op. Her fremviser Jørgen »Pirk« en havkat på 6,90 kilo fanget under torskefiskeri.
Dansk havfiskeri bliver internationalt kendt
I slutningen af 50´erne blev det danske havfiskeri internationalt kendt. I september 1958 arrangerede den lokale turistforening i Næstved i samarbejde med Næstved Sportsfiskerforening af 1948 en stor fiskefestival i området omkring Agersø og Omø, og over hundrede lystfiskere fra Europa strømmede til. Selv fra USA kom der lystfiskere. Om det var en succes, må stå hen i det uvisse. Ireren, Gerald Kruss, omtaler i sin bog »Catching Fish and Fishermen « på dansk oversat til »Fiskegalskab over alle grænser« sine oplevelser ved festivalen. Han vandt ganske vist konkurrencen om at fange den største fisk, en torsk på 10 kilo, men han var ikke imponeret af torsken som fighter og fremførte, at fiskemagasiner og fiskegrejsfabrikanter var større løgnere end lystfiskere, når de kunne kalde torsk for »store fightere «. Det skal tilføjes, at bogen er skrevet med glimt i øjet.
Aage Stokholm. Den første »professionelle« turskipper med selvudnævnt titel af bl.a. »Frikadellesnedker« og knagerækkebestyrer. Aage interesserede
sig mere for madlavning end lystfiskeri, og ofte blev gode fangster tilberedt i kabyssen, men han skaffede sig til livets ophold ved at sejle med »skrupskøre
« lystfiskere ud på Øresund.
Turbådenes guldalder
Hvor der opstår et behov, er der som regel driftige sjæle, som på kommerciel vis kan dække disse. Den første som fik øje på mulighederne for at sejle med lystfiskere var Aage Stokholm. Den 13. januar 1951 startede han rederiet »Sundia«. Om han helt præcis kaldte rederiet det fra starten, vides ikke, da hans første skib hed »Culpea«, og var et han chartrede til formålet. En heldagstur kostede 12 kroner, og var trods den beskedne sum,set med nutidens øjne, ikke et helt lille beløb. Men efterspørgslen var der, og så kørte forretningen.
Skal man beskrive Aage Stokholm ganske kort, må det være en farverig mand med sine meningers mod. Lystfiskerne anså han som en flok »skrupskøre idioter«, der som en naturlov havde det krav, at der hele tiden skulle hænge en fisk i den anden ende af linen. Det var noget han dog først nævnte 1980 i Lystfisker-klubben af 1940’s jubilæumsskrift, men der var han på vej til pension, og havde tjent sit på »idioterne«. Egen klub for de »faste kunder« havde han også. Han besad alle poster i bestyrelsen og underskrev sig ofte med samtlige titler tillige med »knagerækkebestyreren« og »billetklipperen«.
Datidens pirke. Fra toppen: Hjemmelavet rørpirk, den legendariske »Torpedo« i en 75 grams udgave, Ertner Sildeglimt,den smukke »Øresund« og endelig ABU’s »Lycas« og »Lurette«.
Skumsprøjt og nye turbådsskippere
Klubbens blad redigerede han også. De første år hed bladet »Vandposten«, men blev senere omdøbt til »Skumsprøjt«. Her udbredte han sig om mange af livets genvordigheder, men meget indhold om fiskeri havde bladet ikke. Han var naturligvis ikke ene om at se mulighederne i de fiskehungrende lystfiskere, og fra starten af 60’erne begyndte flere både at dukke op langs Øresundskysten. Fra Dragør i syd til Helsingør i Nord.
De fleste havde ingen erfaring som skippere på de syv have eller som erhvervsfiskere, men fandt i miljøet noget som trak. Jeg kan nævne Martin Jensen fra Øby, som sejlede fra Skovshoved. Han var Taxa-chauffør. Per Thuesen, der sejlede Syveren, senere Nieren og Bonavista, var leder af en ungdomsskole, og havde som en af de eneste i en periode sejlet som skibsfører. I Helsingør sejlede turbåden Tina med Helge Utke ved roret. Han var uddannet ingeniør og en ihærdig lystfisker, der havde gjort sin hobby til sin levevej. Sidst med ikke mindst skal John Trab nævnes. der sejlede med Skjold fra Vedbæk og havde gjort det siden august 1969. Ham vender vi tilbage til.
Stort, formodentlig japansk fremstillet, pirkehjul monteret på massiv glasfiberstang. De japanske hjul havde en forholdsvis lav udveksling og den tunge
metalspole bevirkede ofte store »overløb«. Her ser det dog ud som om, der ikke er overløb, men fiskeren har svært ved at finde op og ned på det hele.
hyggelige og sociale havfiskeri
Havfiskeri fra større båd adskiller sig fra andet fiskeri ved, at man er sammen med mange mennesker på en gang og fisker sammen over det samme område. Derved opstår et socialt islæt med stor samhørighed. Den nemme adgang til at arrangere fisketure fra båd gjorde, at der på mange større arbejdspladser i 50 og 60’erne opstod fiskeklubber.
Næsten enhver større arbejdsplads havde egen fiskeklub, hvor de ansatte meget ofte mødtes i weekenderne ude på havet. Men i takt med at mange større virksomheder har flyttet produktionen ud, er disse fiskeklubber forsvundet.
En yngre udgave af John Trap, der er blevet en institution blandt Øresundsfiskere. I år har John sejlet med lystfiskere i 45 år. Her »klemter« han med
skibsklokken som tegn på »at nu må der fiskes«.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Flere og større torsk
I takt med at årene gik, steg også forventningerne, og pludselig var det ikke nok at fange fisk. De skulle også være store. Man vidste godt, at der omkring øen Hven i Øresund i vintermånederne var store torsk. Problemet var bare, at man skulle vide, hvor de holdt til. Og kendte skipperen ikke pejlingerne, udeblev fangsterne. Hvor vigtigt det er, at kende sit fiskevand oplevede jeg selv for snart 40 år siden på Langelandsbæltet. Ved et af de første officielle Danmarksmesterskaber sejlede vi med en lokal erhvervsfisker på 83 år og hans søn på 60 år. Efter næsten 2 dage, hvor vi havde fanget et meget begrænset antal torsk, begyndte vi langsomt at spørge ind til, om de også levede af at fiske. En time før konkurrencen sluttede, så far og søn hinanden i øjnene og sagde: »Så må vi hellere hen i vores hul!«.
Først havde de dog sikret sig, at der ingen andre både var i nærheden. Da pirkene ramte bunden, var der hug til alle. Gode fiskepladser holdt man for sig selv. Blandt lystfiskere rygtedes det naturligvis hurtigt, hvilke skippere der var i stand til at finde mange og ikke mindst store fisk – og her kom den nyeste teknologi i spil.
Per Thuesen var den første turskipper, som anskaffede sig et ekkolod. Han satte sig ind i de muligheder som teknikken havde, og fandt ud, at han foruden dybder også kunne se fisk på ekkoloddet. Ved en fiskekonkurrence kom det dog til en tvist, da der var nogen, som mente, at det gav flere fordele til dem, der var ombord hos ham, hvorfor han ikke måtte bruge det ved konkurrencen. Men som han resonerede, gjaldt det jo om at fange fisk. Det var jo derfor han havde anskaffet ekkoloddet. Så hvorfor ikke bruge det?
15. februar 1978. Fra de »gode gamle dage«, når der var gang i torskefiskeriet. Her er Per B. med en på 20 kilo ligeud samt en på 17,6 kilo, som John Trab hjælper frem at fremvise. Dagen gav i øvrigt 35 torsk over 10 kilo.
Ambassadeur 7000 blev, da det kom frem i begyndelsen af 70’erne, hurtigt et meget benyttet hjul til torskefiskeri. Linefører og efter datiden en høj udveksling var egenskaber som havfiskerne satte i høj kurs. Prisen var et andet parameter. Det var billigere end de noget kraftigere større Ambassadeurhjul, modellerne 9000 og 10000.
Nye teknikker og fiskegrejer på havet
Fisketeknikkerne og grejet gennemgik også en udvikling over tiden. De korte spinkle spinnestænger forsvandt, og blev erstattet af mere solide stænger. Glasfiber blev det nyeste materiale inden for fiskestænger. Fastspolehjulet, der var enklere at fiske med, afløste de små multihjul uden bremse, og en ny fiskemetode blev indført – kastefiskeriet.
Dygtige fiskere kunne med denne teknik fange betydeligt mere end de, som stod i vindsiden og pirkede. Det »normale« pirkefiskeri blev også udviklet. Der kom lidt længere stænger og større hjul. Primært fra USA eller Japan som var den tids »kinesere«. De var eksperter i at kopiere andres produkter, men hjulene virkede og kunne fås til en overkommelig pris.
Sådan foregik fiskeriet almindeligvis helt frem til midten af 70’erne. I vintermånederne blev der fanget store torsk i området omkring Hven. Fangsterne skete først og fremmest ombord på de både, som satsede på at opsøge torskene ved hjælp af ekkoloddet, og hvor skipperen samtidig var i stand til at tage en landpejling for at drive præcist henover fiskene. Det er her John Trab kommer ind i billedet. Han var en sand mester i pejlinger, og jeg plejer at sige, at det var Per Thuesen, der opfandt det såkaldte »bulefiskeri «, men det var John Trab, der forfinede det.
Februar 1977. John Trap har forsøgt sig på »Trapperne«. Det lykkedes. Her viser salige Carsten Gilder en af sine første 15 kilos frem.
Torskebonanza på Øresund
Et skelsættende år for havfiskeriet var 1977, hvor fiskeriet på Øresund fik nye dimensioner. På en søndag sidst i januar kom Tina i havn med mere end 50 torsk over 10 kilo. Var det en enkeltstående begivenhed? Eller havde skipper Utke fundet en »guldåre?«
De både, der normalvis fiskede nede ved Hven forsatte med det, og fangede de mængder fisk som de plejede, men det lå alligevel i baghovedet med de store mængder af torsk. John Trab slog et smut op til Helsingør og fangede en hel del torsk over 10 kilo. Kurt Rasmussen, bedre kendt som »Disco-Kurt«, qua sit job som diskjockey, var med på turen, og han begyndte at fiske med hjemmelavede rørpirke, der i den stærke strøm i Øresund oppe ved Helsingør, bedre kunne nå bunden.
Per K. Thuesen var skipperen, der ikke undlod at råbe højt, hvis han mente at lystfiskerne ikke fiskede korrekt eller anvendte grej som overhovedet ikke var
afstemt til fiskeriet. Mange lystfisker har fået hans bidende bemærkninger lige i nakken en frostkold vinterdag. Og det var bemærkninger der ofte bed mere i
ørerne end frosten. Det skal til hans forsvar bemærkes, at han var en rigtig god lystfisker, og jeg har set ham hale torsk over 15 kilo op med en kastestang.
Kurt fangede flere torsk over 10 kilo, og straks blev rørpirken omdøbt til »Discopirken«. Konstruktionen var dog ikke ny, men navnet lød godt. I Øresunds nordlige del lå åbenbart uopdagede muligheder. Det var i hvert fald første gang, man havde set så store torsk i de mængder.
I slutningen af februar blev der afholdt det årlige åbne Danmarksmesterskab, hvor over 600 lystfiskere deltog. Her viste det sig, at det gælder om at kende sit fiskevand. Mange lystfiskerskibe, der dagligt sejlede uden for Øresund, var chartret til at sejle de to dage konkurrencen varede, men det var de lokale Øresundsbåde, som fangede fiskene. Skibe som Tina, Cleo(Jim Trab) og Skjold var dem, som gjorde de største fangster. Det var ved den lejlighed, at den berømte »DM-knold« blev fundet. I alt 3 tons torsk blev indvejet på to dage, og der var flere fisk over 20 kilo. Fiskeriet på Øresund blev forandret efter den vinter.
Dansk fremstillet centerspinhjul fra Camo i Bjerringbro. De blev ofte benyttet til havfiskeri i 50’erne, da hjulene lå i den prismæssige overkommelige ende.
Havfiskeriet på Nordsøen
Nordsøen og »Det Gule Rev« blev alment kendt i havfiskerkredse i 1977. Ikke fordi man ikke havde fisket i området før, for det havde havfiskere fra Nordjylland gjort i mange år. De havde blot gået stille med dørene. Det der gjorde størst indtryk var, at der ved en havfiskekonkurrence for første gang blev fanget en lange på over 20 kilo. Der var muligvis fanget større langer tidligere, da det ikke lod til at imponere de lokale fiskere, men fangsten gjorde, at man for alvor fik øje på mulighederne længere ude til havs. Senere kom som bekendt også lokale turbåde til. Siden er paletten af fiskearter blev betragteligt udvidet, og nu skulle havfiskeren til at lære nye arter at kende.
Tilsvarende er der de sidste 20 år opfundet nyt vigtigt grej som fletlinen – samt en del nye teknikker. Fiskeriet anno 2022 er på igen måde som det var før – blandt andet på grund af færre og mindre fisk, samt masser af restriktioner. Men det er en helt anden historie.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014.
En af havfiskeriets ultimative klassikere – Bergmann pirken forskønnet med moderne reflekterende tape.
sep 18, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Martin Hubert og Max Bursell med et par fine og mere end velsmagende kuller fra den centrale del af Øresund. Bemærk den mørke plet under sidelinjen
over brystfinnen, der er en af de sikre artskendetegn på kulleren.
Kulleren er en af de mest velsmagende torskefisk – og den er perfekt til Fish & Chips. Følg med havfiskeeksperten Martin Hubert på Sundet og lær hvordan du fisker målrettet efter torsken med den sorte prik.
AF JENS BURSELL
SÅ NÆRMER VI OS – mumler Martin ud gennem skægstubbene, idet han tager farten af båden halvvejs ude i Øresund. Med øjnene klistret til ekkoloddet gennemsøger han et par positioner, der tidligere har givet ham mange gode kullere på målrettet fiskeri.
Selvom om man kan være ude for at kullerne står i op til otte meter høje stimer, som man ikke kan gå fejl af, så er der også dage, hvor de spredte individer eller små kullerflokke ofte blot ses på loddet som en gang minimalistisk krømmel lige over bunden. Her er det med at være vaks ved havelågen for at spotte det rigtige sted – og netop her er der lidt småtteras på bunden, der med de optimistiske briller kunne være lige det vi er ude efter.
Nu er der det nu, råber han, idet vi lynhurtigt sænker vores takler helt ned til bunden. Med stor koncentration nøkker vi lidt i stangtoppene, så børsteormene på det dobbelte faste paternostertakel bevæger sig lokkende tæt ved bunden lige over det 200 gram tunge lod. Martins datter Katrine er den første, der får hug, men allerede ved synet af den bukkede stang konstaterer
Martin, at det er en mindre fladfisk – og ganske rigtigt. Også min søn Max får en lille hvilling – men ellers sker der ikke det store. Ofte står fiskene i mindre flokke på et meget begrænset areal, så det er om at ramme bulls eye – præcis som ved pirkefiskeriet, fortsætter Martin, idet han hiver taklet op og starter motoren igen. Vi prøver igen på samme position, men desværre uden resultat.
Kulleren har en ret skør mund, så man skal fighte dem varsomt.
Kuller på drivfiskeri
Drivfiskeri over udvalgte pladser og lovende områder kan også være en mulighed, når det som i dag kan være svært at finde fiskene. – Nu prøver vi bare her på 27-29 meter, smiler Martin med en stålsat ro, der vidner om, at han ved hvad han laver. Selvom det tit er muligt at spotte fiskene på loddet, når man ved, hvad man skal se efter – så er jeg også ofte ude for, at man kan have udmærket fiskeri på steder, hvor selv den mest inkarnerede havfisker absolut intet kan se på loddet. Og så er det ellers bare med at forsøge sig på de typer af pladser, man erfaringsmæssigt ved giver bedst: Helt generelt findes kullerne på dybt vand og det er yderst sjældent at fange fisk på under 25 meters dybde.
I Øresund, hvor der ikke er dybder over 50 meter er det altså på 25-50 meter af fiskene skal finer des. Ofte står fiskene på hårde pletter over blød bund, men der er også dage, hvor de står på mere ensartede bundtyper – enten blød eller hård.
Man kan tit mærke, når det er en god kuller, der tager, fortsætter han. – Den rykker ofte lidt kraftigere og hårdere end både fladfisk og småtorsk af samme størrelse – og fighten minder lidt om en god aborre. Pludselig giver det et fint ryk i min stang, og inden længe kan jeg nikke genkendende til Martins beskrivelse af, hvordan det føles at have en kuller på krogen. Kort tid efter ligger fisken i overfladen, hvor den lige får plasket lidt, in-den jeg hiver den sikkert på land.
Fisken er med sine cirka 6-700 gram lidt under gennemsnitsstørrelsen her på Øresund, men jeg er kisteglad for et nyt kryds på artslisten. Kort efter får Martin og Max også en fin kuller – og så er vi ellers godt i gang. – Kulleren findes i stort set alle vores havområder – og i Øresund er der faktisk en hel del af dem, fortæller Martin, der i årevis har fisket målrettet efter den velsmagende fisk, der på engelsk kaldes haddock og er førstevalget, når man skal lave kongeretten »Fish & Chips«.
Martin med turens største kuller, der huggede sidst på dagen. Forår og sommer er kullerfiskeriet godt – men vinterfiskeriet er der meget få, der har prøvet kræfter med. Så er du frisk på en gang pionerfiskeri og har held i sprøjten – så kontakt redaktionen på Fisk & Fri.
Takler og agn til kuller
Taklet er som ved alle andre former for fiskeri ikke helt ligegyldigt. – Jeg har klart bedst erfaringer med et fast paternostertakel med to tafser på 10-20 centimeter. Mellem loddet og den nederste tafs er der 30 centimeter og normalt er det passende med 50 cm mellem de to tafser. Hovedtafsen er typisk samme dimension i fluorocarbon. Krogen er typisk str. 1/0 enkeltkroge og over dem virker det rigtig godt med en serie af perler i hvid/perlemor og knaldrød. Et slæbetakel – fast eller glidende, kan dog også bruges – og i så fald er det med en 20-30 cm lang krogtafs.
Agnen er også vigtig, og her har jeg ofte bedst erfaringer med børsteorm, understreger den erfarne havfisker. – Mange tråder børsteormen helt op på krogen og op ad linen, men jeg fortrækker, at agne op som de fleste vil agne en almindelig regnorm – nemlig ved at stikke krogen direkte igennem ormen et par gange – og så ellers bare ud i suppen med den. Det går markant hurtigere – og fungerer mindst lige så godt under det praktiske fiskeri. Og – når man ikke agner med at starte med at stikke krogen gennem munden på børsteormen, så slipper man også i meget højere grad for, at børsteormen bider tilbage, hvilket til tider’ kan være lidt anstrengende. Kuller er altædende – rejer, muslinger og fiskestykker, virker derfor også – men børsteormen er helt klart nummer et.
Martin Huberts favorit kullertakel med et par hvide, røde og transparente pink perler på forfanget lige foran krogen, der er agnet med børsteorm.
Kullerfiskeri – grej og teknik
– Grejet er en helt almindelig let havfiskeudrustning, afslører Martin. – Jeg foretrækker en 6-12 lbsstang på 8-9 fod og den må gerne være lidt blød, for kulleren har en blød mund, der let kan blive revet i stykker, hvis ikke man tager den lidt gelinde under fighten. Hertil kommer et lille mulithjul med 0,20-0,25 flet line. Det er vigtigt at den ikke er for tyk, så man lettere kan holde bunden på steder med god strøm – som ofte er det fiskene foretrækker.
Teknikken er meget simpel. – Sænk taklet ned til bunden, hvor det slæber/hænger stille lidt – afbrudt af nogle sagte ryk i stangtoppen, som lige gør opmærksom på agnen og giver en ekstra lokkende bevægelse, forklarer Martin. Samtidig med løfte og nøkkebevægelserne kan man så passende lige »mærke bunden« – og sørge for, at man holder god kontakt med denne, da det er her kullerne som oftest står, slutter Martin, idet han hiver en flot kullerdoublet over rælingen. Jo –målrettet kullerfiskeri er ikke noget problem, hvis man blot er på rette tid og sted – med den rigtige teknik.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 7/2014
Kulleren lever på dybt vand over 25 meter, så det er sandsynligvis første gang denne kuller har set dagens lys i bølgehøjde.
Martin har tit sine børn med på fisketur – her er det hans datter Katrine, der ivrigt følger med på ekkoloddet.
aug 29, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Spinnefiskeri
Storsejen er en fantastisk fighter, der med udløb på op til 70-80 meter kan få sveden til at pible på en dejlig varm sommerdag som denne, Her har Bo Hall fået endnu en storsej på krogen.
Sejen er en fantastisk fighter, og har du en havgående båd, så byder Norskerenden mellem Danmark og Norge på et godt sejfiskeri. Følg med Fisk & Fri’s havfiskeekspert Bo Hall – og få opskriften på hvordan i denne artikel fra 2014.
AF BO HALL
FISKERI EFTER GRÅSEJ på dybt vand er utroligt spændende – og det vil fremover kunne bidrage til at forme en helt ny dimension af dansk havfiskeri, da det adskiller sig radikalt fra fiskeriet på lavtvand eller vrag. Der fiskes nemlig oftest pelagisk over helt op til 3- 400 meters dybde.
Forskellen er især, at det er afgørende at vide, hvor dybt man fisker – og et hjul med linetæller er derfor et must, men alternativt kan man også bruge liner med farvemarkeringer for forskellige dybder. Og så er der lige bremsen, som skal være god – det er nemlig helt normalt, at en storsej tager 70-80 meter i første udløb!
Pelagisk storsej i midtvandet
Taktikken til pelagisk sej er normalt at sænke et makreltakel ned på 20-40 meters dybde. Får man da småsej på 1-3 kilo, som oftest jager småsild på 6-9 centimeters længde, så ved du, at du fisker for højt. Stimen er nemlig tit lagdelt med forskellige størrelser fisk i forskellige lag – og fanger du ikke de større fisk – er det bare med at forsøge sig dybere, indtil der er bonus. De store sej på 4-10 kilo eller over finder man som tommelregel tit på 1/3 del af dybden i et 10-15 meter dybt lag – så er der 210 meter dybt, er 70 meters dybde et godt udgangspunkt at søge i.
Skagerrak byder på et næsten uopdyrket fiskeri efter flotte sej som denne.
Eftersom du skal passere de små fisk for at komme ned til de store, gælder det om at bruge så store agn, at småsejen ikke kan tage dem. Vægten på agnen afhænger af strømretning og styrke – samt hvor hurtigt båden driver. Hård strøm, der kræver tungere vægte, giver ofte godt fiskeri, mens dage med næsten ingen strøm, ofte byder på dårligt fiskeri. I sidstnævnte tilfælde kan det hjælpe at fiske mere aktivt med taklet, da det lettere får de sky fisk til at hugge pr. instinkt: Start indspinningen 80 meter nede og hjul så hurtigt ind du kan – hvorefter de stopper på 50 meters dybde. Herefter frikobler du og lader taklet synke til 80 meter igen, hvorefter du gentager proceduren. Men – sejen kan også hugge på droppet – så hvis spolen pludselig stopper med at rotere – for derefter at rotere endnu hurtigere – så er det bare med at være vågen og give modhug.
Supersejen i dybet
De allerstørste sej findes endnu dybere – og ofte i en zone, som kan være blot 6-7 meter høj – typisk i 120- 125 meters dybde. Fisker du med den rette agn og formår at holde den i samme dybde, indtil fisken hugger – kan dette give nogle virkelig store fisk i helt op til 20-30 kilo! Dette er trofæfisk, der for alvor vil kunne trække igennem – og få løftet øjenbrynene hos de danske lystfiskere, hvor rekorden for gråsej er på 17 kilo.
I september 2013 guidede jeg den første målrettede svenske storsej satsning i området fra turbåden Pequod der udgik fra Göteborg. Her fiskede vi på sydkanten af Norskerenden nord for Skagen på 160-270 meters dybde – og vi fik så mange sej, at vi næsten ikke orkede at trække dem op. Men det var kun dem, der fiskede i den helt rigtige dybde, som fangede de helt store – bl.a. Anders Sager – havfiskeeksperten fra EL-GE Sportfiske i Göteborg, som fik en flot storsej på 15,3 kilo i præcis 120 meters dybde. Fisken tog 80 meter line i en sådan fart, at man knapt kunne se farveskiftene på linen… Denne supersej er den næststørste svenske sej nogensinde. Desuden blev der på denne tur taget fisk på 12,5 kilo – samt mange omkring de ti kilo.
Softsbaits som denne shad kan være en fantastisk agn, når strømmen ikke er alt for stærk.
Jeg er sikker på, at det herude er muligt at bryde den hidtil uopnåelige 30 kilos grænse for sej – og at nogen snart vil slå den danske rekordsej på 17 kilo, hvis de prøver – er det blot et spørgsmål om tid. I efteråret 2012 blev der Nordvest for Skagen fanget en sej på ufattelige 29,5 kilo på en gummimak– og samme dag blev der fanget en del fisk i 23-29 kilos klassen – der aldrig blev anmeldt som rekorder. Men et er at kroge en sej i denne vægtklasse – noget andet er at lande den. En ting er sikkert – du skal nok blive spændt godt for.
Kun én krog til storsej
Taklet til storsej skal maksimalt være med én krog – alt andet er idioti. Selv tokrogstakler af 1,0 mm nylon kan nemlig slides næsten i stykker, hvis man kroger et par fisk i 10 kilos klassen. Jeg har selv prøvet at få flået et 1,4 mm tykt takel over – så jeg gentager: Brug kun én eneste krog til storsejen.
0,8-1,0 mm nylon er fint, så længe du kun anvender en krog på taklet – det være sig et efterslæbt takel eller et paternoster takel. Førstenævnte er helt klart min favorit, fordi det er lettere at justere krogtafsens længde efter forholdene med dette takel. Er der svag strøm og sky fisk – skal krogtafsen være længere – og omvendt i hårdt vejr, hvor fiskene går til stålet.
Sej som disse vil kunne lokke selv de mest garvede havfiskere ud på Skageraks vilde vover.
Mål dybden med linetællerhjul
Linetællerhjul er som sagt en fordel, og her er modeller som fx ABU Ambassadeur 7000, Alphamar 20, Daiwa Saltist samt Shimano Tekota gode valg – og det skal være modeller, som kan måle i meter, da usikkerheden på fod angivelser er større – især når der fiskes på rigtig dybt vand. Som stang er 10-15 kilos stænger helt perfekte.
Vælg den rette agn til sej
Superagnen kan variere efter forholdene, men røde blå og brune farver er ofte gode – og tit er det de lidt større agn, der giver flest fisk. På dage, hvor sejen jager sild, er store gule, lyse eller især helt hvide agn tit gode. Vigtigst er det helt klart at have så store agn – at man kan trænge igennem småsejen ned til de større fisk. Held og lykke derude, hvor dine vildeste sejdrømme vil kunne gå i opfyldelse.
Sejstimerne står typisk pelagisk, og det kan kan være over flere hundrede meter vand. De små sej står typisk højere, mens de større fisk er helt nede på op til 125 meters dybde.
Fisk i den rette dybde efter sej
Har du ikke et linetæller hjul, er der selvfølgelig også råd for det. Her kan du i stedet bruge en line med forskellige farver som markerer afstanden – hvilket også indebærer, at du kan fiske med et godt fastspolehjul. Det kan fx være en line som har forskellige farve for hver femte eller tiende meter. Alternativt farver du selv en hvid line med tusch hver tiende meter– og jeg foretrækker Spiderwire Invisebraid. Lav fx 5 cm lange sorte markeringer ned til 40 meter. Lav flere markeringer jo længere ned du kommer – fx én ved 10 meter, to ved 20 meter osv – så du lettere kan bedømme den præcise dybde, når linen løber hurtigt af hjulet. På halvtreds begynder du med en længere 15 cm rød markering og så videre.
Highend fastspolehjul har ofte en bedre bremse end mange multihjul – og de vil for mange være lettere at kaste med, når det på grund af strøm eller vind kræves for at nå ned i rette dybde på rette måde. Så det med at farve linen er helt klart noget, du bør overveje.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 6/2014.
Et hjul med linetæller er alfa og omega, så man let kan holde den rette fiskedybde til de pelagiske sej.
En fin sejdoublet på vej op fra
dybet. Taklet skal være kraftigt
for at kunne holde til to så store
og stærke fisk.
aug 18, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Rasmus Westergaard med turens største sej på 10 kilo.
Efter over et halvt års ventetid var dagen endelig kommet. Turen gik til Norge på havfiskeri. Det var mine forældres konfirmationsgave.
AF RASMUS WESTERGAARD
MIN FISKETUR TIL NORGE, sammen med min far, startede med, at vi sejlede fra Hirtshals til Langesund og kørte resten af vejen i bil. Vi havde fået anbefalet en lille campingplads af nogle bekendte, som lå ved Rødvenfjorden, der er en lille fjord, som munder ud i Romsdalsfjorden.
Første dag lavede vi lidt trolling med wobler og kastefiskeri i inderfjorden. Her fangede vi masser af makreller, lyssej og nogle knurhaner. Om aftenen sejlede vi ud igen. Vi havde fået lidt spots fra de lokale, men fordi der var så meget strøm, besluttede vi os bare for at drive. Det viste sig at være en god idé. Vi drev hen over stimerne og kunne dermed fange ganske godt, og vi fangede både sej og et par langer den aften. Fiskene havde en fin størrelse på omkring 3-4 kg, som egentlig er den idéelle spisestørrelse. Vi endte med at have godt med filet allerede på første dagen, så alle var godt tilfredse.
Efter gårsdagens succes var forventningerne til den næste dag høje, men fiskeriet levede bestemt ikke op til forventningerne. Vi fangede et par enkelte langer, brosmer og en hvilling på godt 60cm som er en fin størrelse for en hvilling, da de typisk ikke bliver over 70cm.
Rasmus og hans far Niels fangede også langer på deres tur til Norge.
Massevis af sej
Vi havde besluttet os for at stå tidligt op næste morgen, og sejle ud til et spot, som vi havde luret lidt på i forvejen. Det drejede sig om en laksefarm, hvor vi håbede på, at det overflødige foder kunne tiltrække en masse sej. Og det viste sig, at vi ikke var helt forkert på den.
Det var en stille morgen, og temperaturen lå lige omkring de 13 grader. Da vi kom ud, begyndte vi at afsøge vandsøjlen med ekkoloddet, og det tog ikke lang tid, før vi fandt fiskene. Bøjlerne blev klappet om, og pirkene susede ned mod bunden. Da pirkene havde nået bunden, blev de ellers bare kranet op med fuld hastighed i bedste speedjigging stil. Og midt i vandsøjlen kom det længe ventede hug så endeligt.
Kort efter realiserede fisken, hvad der skete, men så skød den afsted. Bremsen på mit hjul blev strammet op, men fisken var ikke til at stoppe. Fisken tog line, indtil den havde nået bunden. Det var det rene tovtrækkeri. Vi lå på omkring 80-90 meter vand, og fisken susede flere gange ned mod bunden. Da jeg var ved at fighte min fisk, havde min far også fået en rigtig god fisk på, som endte med at sætte sig fast og så rive sig af.
Det tog ikke langt tid, før min fisk også satte sig. Vi var drevet ind over et af laksefarmens fortøjningspunkter, så humøret var ikke specielt højt længere. Linen blev viklet rundt om gaffens skaft, og båden blev sat i bakgear. Pirken løsnede sig, men al linen var kludret sammen. Jeg måtte skære linen over og binde den sammen igen af flere omgange. Da jeg begyndte at hente linen op igen, var det meget tungt. Jeg tvivlede stærkt på, at fisken stadig var der. Men – da der kun var få meter line tilbage i vandet, og jeg kunne begynde at se pirken, og det der hang på, blev jeg meget positivt overasket. Fisken var der stadig! Selv efter al den tid havde fisken været så godt kroget, at den stadig hang på krogen. Det endte med at blive min største sej på turen på 97cm og godt og vel 10kg.
Mange af de flotte sej taget på speedjigging huggede på jigs som denne Bunnie Sea Pintail fra Kinetic.
Afsted til laksefarmen igen
Næste dag havde vi noget fint fiskeri, hvor vi fangede lidt mellemstore sej og nogle makreller. Vi havde besluttet os for at stå tidligt op igen og sejle ud til laksefarmen, fordi det var vores sidste hele fiskedag. Vi startede ud med at drive lidt, da vi ikke kunne finde fiskene. Så kom der igen et kraftigt ryk i stangen. Denne gang var det ikke i min stang, men i min fars.
Fisken startede ud med at tage nogle lange udløb, og fighten trak sig ud over mere end 10 minutter. Stangen, som i dette tilfælde blot var en Kinetic Pitcher 30-80g blev presset hårdt.
Da fisken nærmede sig vandoverfladen, kunne vi se, hvad det var. Der kom en sej på ca 8kg op, som havde taget øverste ophænger, og min far var godt tilfreds, men et splitsekund senere, fik vi øje på, at der var en mere på samme størrelse, som ikke kunne modstå pirken. Han havde haft to sej på hhv 7,7kg og 8,5 kg på samtidig.
Far – Niels Westergaard – meldte sig frivilligt til at tage sin del af det hårde arbejde med at hive fisk i land. Her en flot sejdoublet.
Den morgen fangede vi lidt flere sej, som ikke var helt så store som de to, men vores tur nærmede sig enden. Det var nu sidste dag, og vi havde en halv dag tilbage, hvor vi kunne komme ud og fiske. Der var meldt kraftig regn, men da det var sidste dag, sejlede vi ud alligevel. Jeg startede med at fange en enkelt torsk. Efter det skete der ikke meget i et godt stykke tid.
Efter kort tid begyndte det at regne meget, men vi blev ude. Det tog lidt tid, men så havde vi også fundet en stime sej, hvorefter vi fangede en håndfuld med de to største på 6-7kg. Da fiskeriet døde lidt ud, sejlede vi ind i inderfjorden og prøvede at fange nogle langer. Vi fik begge en enkelt og mistede nogle stykker.
Et uventet sejt hug
Under langefiskeriet fik jeg også en uventet gæst på besøg ved bundforfanget. I starten troede jeg, at jeg havde et helt normalt hug, og efter et øjeblik gav jeg modhug. Den kæmpede ikke specielt meget, og det føltes som en lille lange. Men midt i vandsøjlen gav den pludselig gas. Bremsen på mit multihjul var stram, men fisken tog alligevel nogle udløb. Jeg kunne hurtig regne ud, at det var en sej. Fisken var på omkring de 6kg og havde taget et makrelfilet, der lå på bunden. Det var en rigtig fin afslutning på turen.
Alt i alt havde vi en rigtig god tur. Vi fangede mest sej og en del langer, hvilket også primært var de arter, vi gik efter. Vi prøvede også at fange kulmuler, men dem kunne vi desværre ikke få på krogen.
Det blev også til en del fine torsk som denne på Rasmus´s konfirmationstur til Norge.
Grejet til det norske havfiskeri
Det endegrej vi brugte, var primært pirke fra 100-250g og gummifisk på 15-20cm. Og så fiskede vi også med selvbundede ophængerforfang. Stængerne til det aktive fiskeri var nogle tunge spinnestænger samt lette pirkestænger på 20lbs. På de stænger havde vi fastspolehjul i størrelse 4-5000 med noget 0,22 flet monteret.
Til medefiskeriet brugte vi 500 grams lodder og nogle selvbundede forfang samt makrelfilet som agn. De var jo nemme at skaffe. Stængerne vi benyttede til medefiskeriet var 30lbs pirkestænger på 7’ med store multihjul monteret med 300 meter kraftig fletline i 0,30mm/ 30kgs brudstyrke. Man ved jo aldrig, hvad der hugger.
Turen gav også mange andre fine overraskelser – blandt andet denne fine grå knurhane til Niels.
aug 15, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Ole Thomsen har hurtig med kameraet da denne fantastiske tun sprang i Øresund. Alle fotos er taget af Ole Thomsen, Øresundsakvariet.
Allerede tre uger inden årets tunsafarier for alvor er gået i gang er Øresund blevet indtaget af den store ikoniske fisk. Det sidste stykke tid har man derfor som passagerer på Øresundsakvariets havsafarier kunne opleve de springende tun på jagt efter hornfisk, makrel og sild.
AF ØRESUNDSAKVARIET
I lørdags kom tunen for alvor ind i Øresund på jagt efter de store stimer af hornfisk, makrel og sild, som er dukket op i store mængder – og på næsten alle marsvinesafarierne den sidste uge, har akvariets biologer set tunene springe eller plaske i overfalden
– Det har været så vildt, at jeg tit har måtte knibe mig selv i armen og sige – er jeg virkelig i Danmark, siger biolog og chef på Øresundsakvariet – Jens P. Jeppesen. – Det har været helt utroligt, og mange af vores passagerer på marsvinsafarierne har fået deres første oplevelse med de springende kæmpefisk. På flere af turene i løbet af sidste uge, hvor der er ovenikøbet har været vindstille og varmt, har vi set over 30 tun springe ud af vandet og lande med et kæmpe plask efter at have jaget rundt med de forsvarsløse hornfisk, makrel og sild. Ingen andre steder i verden springer tunen så meget som netop i Øresund – muligvis på grund af den tragtformede bund og de stærke strømme,
NB! Tjek lige denne tun jage en hornfisk i Øresund – filmet af Benjamin Bundgaard:
Øresund – naturscenarier i verdensklasse
Jens Peder Jeppesen ser det som en stor attraktion for Øresund, at tunen er kommet så stærkt igen. Der er en stor interesse for at komme ud og opleve disse store ikoniske fisk og det vil løfte hele områdets turisme og styrke interessen for vores allesammens unikke Øresund og i sidste ende kan tunens tilbagekomst måske være med til at virkeliggøre den naturnationalpark som regeringen har planlagt Øresund skal blive til, mener han.
– Årsagen til at den atlantiske tun er tilbage i Øresund skyldes bl.a., at tunen er i god vækst i Nordatlanten. I mange år har der været meget strenge restriktioner overfor erhvervsfiskeri efter tun i bl.a. Middelhavet og dette har højst sandsynligt forårsaget at de store tun er i stor vækst og der er grund til tro at bestanden fortsat vil stige hvis restriktionerne fortsætter”, siger Jens Peder Jeppesen.
– En anden grund til tunens trivsel i Øresund er at der er masser af makrel og sild i Øresund. I kæmpemængder. Tunen elsker begge dele. Og Øresund fungerer som en tragt, som silden og makrellen skal igennem. Det er et oplagt fangsted, hvor tunen står som en ulv, parat til at slå til, fortæller akvariechefen.
Ole Thomsen var hurtig med kameraet, da denne flotte tun sprang fri af vandet i Øresund.
Vækst i antallet af havsafarier på Øresund
I lighed med sidste år har Øresundsakvariet igen i år arrangeret et rekord stort antal havsafarier på Øresund hvoraf mange er tunsafarier fortrinsvist lagt i september som er højtid hvis man vil med ud og opleve tunen springe. I 2020 arrangeredes ca. 60 offentlige og private havsafarier mens der sidste år i 2021 blev arrangeret over 160 ture på det skønne Øresund og hvoraf mange var udsolgte. Hvorvidt der I år igen bliver sat rekord i udbudte havsafarier må tiden vise men interessen er enorm.
Ingen garanti men store chancer
Øresundsakvariet kan selvfølgelig ikke garantere at alle ombord akvariets store RIB gummibåd får set en springende tun men chancerne er gode. Sidste år så Øresundsakvariet faktisk tunene springer el. plaske på ca. 70 % af turene og det må siges at være ret unikt. Tunen skal jo ikke op og trække luft ligesom marsvinet og andre hvaler men springer udelukkende grundet dens specielle jagtadfærd tæt på overfladen hvor store stimer af makrel, sild og hornfisk skrækslagne bliver jagtet rundt.
– Det eneste vi dog kan garantere er en spændende og aktionfyldt sejltur hvor vi fortæller om tunens liv i Øresund på godt og ondt. Inden turene vises en kort intro til tunens adfærd så man er godt udrustet til turen og ved hvad man skal kigge efter, siger Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og akvarie- og museumschef på Øresundsakvariet under Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Sådan ser det ud, når tunene springer i Øresund.
Øresundsakvariets tips til tunspotning
Hvis man er ude på Øresund i egen båd og gerne vil forsøge sig med at se en tun, er der her nogle tips fra Øresundsakvariets naturformidlere.
– Der er områder i Øresund hvor vi ser dem mere end andre og hvor de ligefrem ynder at jage fiskene op i overfladen. Disse områder er tit hele den svenske side af Øresund og især i sejlrenderne både den sydgående danske side og den nordgående svenske. Et andet godt sted er den smalleste del af tragten mellem Helsingør og Helsingborg hvor tunen i perioder ynder at jage rundt med makrel og sild. Et tredje absolut topsted er foran Hornbæk Plantage samt ved de sidste bøjer ud mod Kattegat og endelig i området ved Svinabodan Fyret på den svenske side. Den vigtigste ting når man spotter tun er at se efter de store hvide plask som kan ses på helt op til 2 km afstand hvis forholdene byder til det altså stille vejr med ingen vind og bølger. Desuden er tunen meget stor, 200-400 kilo, nogle gange endda endnu større helt op til ca. 700 kg., og svømmer meget hurtigt. Helt op til ml. 70-80 kilometer i timen, fortæller akvariechefen.
Når Jens Peder Jeppesen selv er ude på tun-safari, holder han især øje med de store hvide plask i overfladen, men ser også efter ”pletter” eller ”mærker” i vandet.
– Tun danner nogle skumpletter i vandet, når de har sprunget formentlig fra noget afrevet protein fra deres overflader. Dem holder jeg øje med. Der er også en anden slags ”stille” plet, som de skaber i vandoverfladen i stil med når de store hvaler dykker men her genereret når de med deres kraftfulde halefinner har pløjet overfladen i jagten på fisk”, forklarer Jens Peder Jeppesen.
Den bedste sæson for spotning af den store fisk er august, september og oktober og de bedste spotningstidspunkter er helt stille vejr tidligt morgen og aften. Men også disse råd har sine begrænsninger idet der i år er set tun springe foran Hornbæk Plantage allerede i juni måned og adskillige er blevet set over sommeren.
Tunsafaribilletter kan bookes gennem Øresundsakvariets hjemmeside www.oresundsakvariet.ku.dk
Fakta om tunen i Øresund:
Den blå finnede el. Atlantiske tun er de seneste år begyndt at vise sig i Øresund igen efter ca. 55 års fravær. Den ankommer normalt i Øresunds smalle farvand i slut august og bliver her nogle år oktober måned ud alt afhængig af fødemængden og temperaturen i det sene efterår. Efter den har fyldt sig med sild, makrel og hornfisk i Øresund hele efteråret tager den fuldfed tilbage til sin vinterresidens nemlig i den vestlige del af Middelhavet og vest for Gibraltar og ned mod Afrika. Efter gydning i området ved Gibraltar i maj og juni måned begynder den atlantiske tun igen at drage mod de fiskerige farvande nordpå og specielt Øresund er et område som de særligt tiltrækkes af grundet de store forekomster af sild, makrel og andre pelagiske fisk.
Video: Tun i vildt spring sept. 2021 Fotograf Benjamin Bundgaard.
Foto 1-6: Tunfotos fra august 2022 Fotograf Ole Thomsen.
Øresundsakvariet er en del af Københavns Universitets levende museer og et zoologisk anlæg. Akvariet er beliggende i Helsingør og deltager sammen med Marinbiologisk Sektion, begge under Biologisk Institut i forskning, undervisning og formidling af det omgivende havs økologi og biodiversitet.
apr 8, 2022 | Artikler, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd
Husk jævnligt at tjekke, at alting fungerer på din CO2 vest – samt at patronen er frisk.
Mange lystfiskere bruger påsken til at gøre båden klar til en ny sæson. Men man skal også huske at tjekke sin redningsvest – det tager kun få minutter, og det kan redde liv.
AF MERETE KABEL
Mellem 5-10 pct. af de selvoppustelige redningsveste, der er i brug, har funktionsfejl. Derfor er det en god idé at tjekke redningsvesten mindst én gang om året – og sæsonstarten er en oplagt anledning.
– I dag er langt de fleste redningsveste oppustelige, og derfor er det særlig vigtigt at tjekke, om den automatik, som udløser vesten, stadig fungerer efter at have været pakket væk en hel vinter. Når du bruger vesten jævnligt, slider du også på opdriftsblæren, som kan blive utæt, og så er vesten ikke meget bevendt. Gør det derfor til en del af forårsklargøringen af båden, at du også tjekker alle redningsveste ombord, så du trygt kan invitere familien med på vandet, lyder det fra Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.
– Du bør tjekke vesten yderligere et par gange i løbet af sæsonen, for så vil du opdage, hvis gaspatronen er defekt, eller hvis der er andre dele, som er udtjent. Tag også stilling til, om bæreevnen stadig passer til dig og din besætnings vægt – og husk at tage vesten på, når du sejler ud, ellers gør den ingen gavn, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.
Ud af de 11 druknede i forbindelse med fritidssejlads i 2021, var det blot tre af dem, der bar vest, da de blev fundet i vandet.
Se en kort film om tjek af redningsvesten her
Filmen er produceret i samarbejde med Danske Tursejlere.
Er der hul på gaspatronen skal den kasseres/skiftes.
Hvis indmaden ser således ud i din CO2 vest skal vesten kasseres.
Sådan tjekker du din oppustelige redningsvest
- Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord og åbn vesten i siden. Bemærk, hvordan den er foldet, så du kan folde den sammen igen.
- Tag CO2-patronen ud og tjek, om der er hul i toppen af patronen. Hvis der er hul, så er den tom og skal udskiftes. Vej evt. patronen på en brevvægt. På patronen står den oprindelige totalvægt (patron + CO2). Patronen må højst mangle to gram.
- Tjek automatikudløserens udløbsdato. Er den for gammel, udskiftes den. Har udløseren rød indikator, skal den også skiftes. Nogle veste har en synlig tablet i udløseren. Tjek den med neglen – hvis den er blød, skal den udskiftes.
- Tjek den manuelle udløser. Den skal være ført tilbage, og den lille grønne sikkerhedssplit skal være intakt.
- Blæs vesten op gennem mundstykket. Lad den ligge i 16-24 timer. Er trykket gået af, er den utæt og skal kasseres. Holder vesten trykket, lukkes luften ud via mundstykket.
- Montér automatikudløser og CO2-patron. Montér en automatikudløser/tablet og skru en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden.
- Pak vesten sammen. Følg den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes. Notér årstallet for, hvornår du har givet vesten et tjek, med vandfast tusch på ydersiden af vesten.
- Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker vesten, kan du sende den til autoriseret service.
Korrekt monteret frisk patron – klar til brug.
Fakta: 11 personer mistede livet ved fritidssejlads i 2021
I 2021 omkom 11 personer i forbindelse med fritidsaktiviteter på vandet ifølge Søsportens Sikkerhedsråd. Blot 3 ud af de 11 druknede bar vest, da de blev fundet i vandet. De 11 drukneulykker ligger en anelse under gennemsnittet for 2011-2021, som er 15 druknede personer om året.
– Det er positivt, at antallet af druknede er faldet en smule, når vi sammenligner med det gennemsnitlige antal druknede i de seneste 11 år. Særligt fordi der i 2021 var mange mennesker på vandet i kanoer, kajakker, på paddleboards og i sejl- og motorbåde. Set i forhold til hvor mange mennesker, der har været på vandet i deres fritid, så er der relativt få omkomne. Men uanset hvor langt ned druknetallet kommer, så vil det stadig være for højt, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.
Af de 11 fatale ulykker i 2021, skete de fem i roligt vejr med under 5 m/s, mens de andre seks ulykker skete ved en vindstyrke på 5-7 m/s. Det bekræfter, at det er en myte, at de fleste ulykker på vandet sker i hårdt vejr. Derfor skal man være på vagt selv i roligt vejr og tage redningsvesten på, selvom der er havblik.
Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd
mar 17, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
De første par gange Bettina var alene på Lillebælt, blev der kigget noget efter hende – for der kan være langt i mellem de kvinder med egen båd, der fisker alene på Lillebælt.
Småbådsfiskeri efter torsk i Lillebælt er ikke hvad det har været, men alligevel lykkedes det altid nogen, at finde fisk, når de er ude. En af dem er Bettina Jørgensen – en af Lillebælts virkelig ihærdige lystfiskere, der her deler ud af sin viden med fiskeriet, der starter igen efter fredningen den 1 april.
AF THOMAS GRAVERSEN
DET SER LEGENDE LET UD, da bilen bliver bakket til, båden sat i vandet og grejet rigget til. Der er ikke meget overladt til tilfældighederne, når Bettina skal fiske torsk i Lillebælt. Der er ingen tvivl om, at hun brænder for fiskeriet, og der skal også en eller anden form for viljestyrke og interesse til, hvis man stort set hver weekend året rundt, kører sin båd fra Midtjylland ned til Lillebælt for at fiske. Men det er jo netop også denne vedholdenhed, der får hende til at skille sig ud fra mængden. Og netop i Lillebælt, er hun efterhånden også gået hen og blevet et småkendt ansigt. Der bliver lagt mærke til hende ved det lille slæbested, allerede når hun ankommer til pladsen med sin bil og båd.
Der er ikke tid til meget snak på land, da forholdende denne morgen er perfekte, og vandet simpelthen bare trækker for meget. Så nærmest i samme øjeblik den sidste taske er sat i båden, slippes fortøjningerne og båden glider af sted ud over vandet.
Er man nybegynder i Lillebælt, kan man altid starte fiskeriet omkring de to broer. Her er der ofte godt med fisk, men størrelserne kan svinge en del. Der er dog mulighed for pæne fisk, hvilket Bettina viser med torsken på knap syv kilo, som den dag i dag er hendes PR-torsk fra Lillebælt.
Et helt liv med lystfiskeri
Mens vi nærmer os dagens første spot, fortæller Bettina hvordan interessen for fiskeriet blev skubbet i gang af hendes far, som tog hende med på ture til de lokale Put and Take søer, da hun var lille. – Det var rigtigt hyggeligt, og der blev tilbragt mange gode stunder ved søerne, fortæller hun.
– Men det hele tog for alvor fart, da jeg for et par år siden var på firmaudflugt, hvor der skulle fiskes fra turbåd. Den gang skulle der fiskes efter fladfisk, og for første gang, fangede jeg noget i saltvand. Jeg blev bare grebet af hele naturoplevelsen på vandet, og de første tanker om egen båd begyndte allerede der at poppe op.
Bettinas første båd var en lille gummibåd, som flittigt blev brugt Vejle Fjord efter sild, makrel og hvad der ellers lige kunne fanges. Senere kom der en noget større båd til, før hun til sidst fandt det sæt hun bruger i dag, som består af en Ryds 430 GT med en 30 HK motor på. Selvom sættet er fra 1995, virker det rigtig godt til den type fiskeri, som der dyrkes i Lillebælt.
Torsk i Lillebælt
Ved den gamle Lillebæltsbro bliver Bettina ekstra opmærksom. – Se nu det skib, der skal igennem her, siger hun. – Den slags skal man virkelig holde øje med. For selvom vi ofte er en del både på vandet, og stemningen er god samt fiskeriet godt, så må man aldrig glemme, at det er et trafikeret farvand vi fiskeri i, og at man hele tiden skal være opmærksom på sine omgivelser. Det kan hurtigt gå galt, hvis man glemmer at tage højde for andre både, strømmen, evt. garn i området og generelt den skibstrafik med større skibe, der kommer igennem her. Da skibet er sejlet igennem og bølgerne knap nok har lagt sig, bliver båden straks placeret til det første drev ned over området med sten ved bropillerne. Der sidder selvfølgelig allerede grej på begge hendes stænger, og motoren når kun lige at gå ud, før fiskeriet er i gang.
En rigtig stor del af Bettinas fritid bliver brugt på vandet, hvor der slappes af og lades op, mens fiskeriet nydes til fulde. En dårlig dag på vandet, er altid bedre end en god dag på arbejdet – siger Bettina med et smil.
Ligesom med alt andet fiskeri, kan der komme perioder i Lillebælt, hvor fiskene nærmest helt udebliver i flere timer – for derefter at vende tilbage og give et fantastisk fiskeri. Det gælder derfor om at væbne sig med tålmodighed, når først man er kommet af sted. Og finder man først områderne med torskene, så er chancen for en af de større torsk der altid.
Torsk i Lillebælt – hvor og hvornår?
– Særligt omkring den gamle Lillebæltsbro, hvor vi er nu, kan der virkelig være mange fisk, men også rigtig mange både, understreger Bettina. – Man skal derfor ikke blive overrasket over, at man nogle dage fisker virkelig tæt på andre. Men stemningen er ofte rigtig god, og så kan man jo få sig en snak med dem man fisker ved siden af, mens strømmen tager os med ned over pladserne.
– Det var lige her, at jeg fik min seneste store torsk omkring de 7 kilo, så det er et godt sted, hvor det kan betale sig at ofre noget fisketid, når man er ude. Hvis der skal opsøges nye pladser, er det gerne områder med sten, eller generelt bare en hårdere bund, der bliver kigget efter. Her hjælper et godt ekkolod, som gør det muligt meget nemmere at finde disse områder. Ud over de førnævnte områder, er det generelt skrænter, huller og så broerne, der virkelig kan holde føde og fisk. Derfor besøger jeg også jævnligt de pladser, hvor der er god afveksling på bunden. Selvom der nogle steder i Lillebælt kan være rigtig dybt, er det ofte omkring de 30-40 meter, at jeg starter ud. Sker der ikke noget, må man være kreativ, og opsøge nye områder der måske kan holde på fiskene.
Farver og bevægelse er kodeordene, når der skal vælges grej til torskene. Derfor er stort set alle pirke i kassen forsynet med sprutter eller andet, der kan give liv til agnen.
Bettinas grej til torskefiskeri
Om Bettina fisker det ene eller det andet sted, så er der ikke den store variation i grejet, der anvendes. Det er typisk en kombination af et forfang med sprutter og farverige pirke fra 100-200 gram. – Også her må der gerne sidde en sprutte på for at give det lidt ekstra liv nede ved bunden, smiler hun. – På det seneste er jeg dog begyndt at eksperimentere med jigs af forskellige slags, så nu må vi se om det bliver min nye foretrukne agn.
Ud over mit endegrej, har jeg også altid minimum to stangsæt med ude. Det er der flere grunde til, og den primære er selvfølgelig, at hvis der skulle opstå problemer med den ene, så kan hun hurtigt skifte stang og fiske videre med den anden. Mit sæt består af to Shimano Torium 16 HG- L hjul samt to Shimano Beastmaster stænger i 7,6 fod. Umiddelbart kan de to sæt se ens ud, men der er en lille forskel på fiskehjulene.
Netop fordi der bliver fisket så meget, er det dejligt med et fiskehjul, hvor håndtaget sidder i den modsatte side. På den måde kan jeg skifte stangsæt, og fiske med den anden hånd. Og så er det jo ligesom at starte på en frisk, hvorefter jeg er klar til et par timer mere, siger hun med et glimt i øjet.
Der er stort set altid andre både på Lillebælt, hvilket kun gør fiskeriet mere hyggeligt. For der er altid en god stemning, og folk deler gerne ud af deres tips og tricks til fiskeriet.
Alle de gode fiskeoplevelser
– Ud over de oplevelser, som selve fiskeriet, naturen og en helt dag på vandet giver mig, så betyder den sociale del også meget, understreger hun. – Vi lever i en meget materialistisk verden, hvor meget handler om penge, titler og status. Ham i Mercedesen tror han er mere end ham i en Skoda. Men når vi mødes på vandet, er vi alle lige og vi har en fælles hobby, som driver os ud i al slags vejr. Den fællesnævner gør det utroligt let at snakke med folk og møde nye mennesker. Hvad enten man er på slæbestedet eller i båden på vandet, kommer folk forbi og spørger, om man har fanget noget og hvad man fisker med. Og det er bare rigtig hyggeligt – slutter Bettina.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2018
feb 11, 2022 | Artikler, Hav – kutter og småbåd
Der var engang, hvor dette var et helt almindeligt syn på Øresund: Hård strøm, tungt grej og hårdt spændt for…
Idag løfter man øjenbrynene, når en 6-8 kilos torsk klasker i dækket, men der var engang, hvor de indre danske farvande bød på et fornemt fiskeri efter stortorsk. Det er faktisk slet ikke så lang tid siden, at en “måler” på over 10 kilo stadig var realistisk i fx Øresund, men lige nu er torskene fredet indtil 31. marts – og der er desværre nu meget langt imellem de store fisk. Så mens vi venter på den kommende torskesæson, får du her en beretning fra de gode gamle dage i 2016, med håbet om at vi forhåbentlig engang vil komme til opleve stortorsk igen i Øresund. Følg med Fisk & Fri på en lærerig torsketur med Team Svinet og Jesper Lyngsie bag roret.
AF REDAKTIONEN
DET ER VINTER og bidende koldt, men heldigvis er vinden ganske svag, da vi mødes på Helsingør Nordhavn. Jesper Lyngsie, Jesper Willestofte og Nikolaj Hjorth har allerede sat båden i og er i fuld sving med at klare de fornødne forberedelser, inden vi stævner ud på Sundet. Jeg springer i tørdragten og tømmer hurtigt bilen for det gear, jeg skal have med og støder til. – Det er kanon-forhold i dag, indleder Jesper med en sikker stemme på vej ud af havnen. – Forhåbentlig finder vi nogle store.
Vi er ikke de eneste, der har fået den gode ide at tage på havet denne stille januardag. Et mylderaf tur- og småbåde fræser omkring i deres søgen efter torskene. – Der er fanget godt med målere på det seneste, fortsætter Jesper, mens han finder sin smartphone frem. Han bladrer lidt i billedarkivet og viser en stribe imponerende torsk frem, som er taget fra hans båd, First Timer, på det seneste. Forventningerne stiger i takt med, at vi nærmer os dagens første stop i det nordlige Øresund. Jeg har fisket torsk før, men er på ingen måde erfaren udi vinterbulefiskeriet, så jeg forventer en stejl læringskurve i selskab med en af Øresunds skrappeste besætninger.
Den erfarne havfisker Nikolaj Hjort med en af dagens mange målere.
Kunsten at fange de store torsk
Torskefiskeriet er en svær kunst at mestre, især hvis man vil fange målere over 10 kilo. Det er nemlig på ingen måde nemt at lokalisere de store fisk, og ej heller at prikke dagen, hvor de er til at få i tale. Team Svinet dyrker især fiskeriet på Øresund, hvor de fanger torsk året rundt. En af deres vigtigste nøgler til succes – ud over et enormt omfattende pladskendskab og nogle skarpe mavefornemmelser – er en enorm vedholdenhed samt vilje til at lære nye ting. Desuden er båden First Timer, en Orka 540 med en 115 hk Honda på hækken, pakket med fintfølende elektronik, som er nøje udvalgt til netop dette fiskeri.
Båden er udstyret med en Garmin xsv 7410 netværksplotter, et Garmin xsv 7412 netværksekkolod tilsluttet to styk GT51 transducere, et Humminbird TCR Color1 med 455 kHz og sidst men ikke mindst det gode gamle Koden 841 ekkolod tilsluttet to styk B45 Airmar transducere. Der er således ikke meget, som går Team Svinets tryner forbi.
Jesper Lyngsie og Jesper Willestofte med fast fisk i dybet. Det var i 2016 ikke ualmindeligt med flere fisk samtidig, når man fisker på loddede fisk.
Stortorsk i farvandet
Tilbage på Sundet styrer Jesper First Timer i stadig mindre cirkler om »byttet«. Stemningen i båden er intens og til at tage og føle på. Vi har allerede fanget lidt mindre torsk, men de store er indtil videre udeblevet. Drengene er klar, og det fornemmes tydeligt, at der ikke er plads til slinger eller fodfejl, hvis vi skal fange dem.
Bulefiskeri er i den grad en »holdsport«, som kræver tæt samarbejde mellem skipper og besætning – og Team Svinet er en velsmurt maskine i denne sammenhæng. Jesper styrer kyndigt båden op over de loddede fisk og stopper den resolut, hvor han mener, det passer i forhold til strømlag og afdrift.
– Så er det nu, siger han, mens han slipper pirken mod den lille bule, han har loddet på bunden. – Der er ikke mange, men forhåbentligt er de store. Jeg er udstyret med en helt almindelig pirk, og det mærkes tydeligt, at den ikke har den samme fart som resten af besætningens agn, der er specialfremstillet til formålet. Inden jeg når til bunden, står Nikolaj med krum stang og et bredt smil. – Jeg tror sgu, det er dagens første, siger han selvsikkert, mens han gelinde presser fisken fri af bunden.
Dybe rusk og udløb mod bunden indikerer, at det er en fisk af anseelig størrelse. Jesper bakker båden efter den, så Nikolaj kan lægge pres på fisken ovenfra. Efter nogen tid kommer en stor hvid plamage til syne under First Timer. En torsk på den rigtige side af 10 kilo – en måler som de kaldes – har taget Nikolajs pirk. Fisken kommer hurtigt indenbords, og så går det stærkt. Den 12,3 kilo tunge torsk bliver hurtigt vejet, fotograferet og genudsat.
Skipper på First Timer, Jesper Lyngsie med dagens største torsk – en flot fisk på 13,6 kilo.
– Vi fisker efter madfisk, men der er grænser for, hvor meget vi tager om bord, forklarer Jesper og fortsætter. – Derfor genudsætter vi så vidt muligt de store her på First Timer. Mellemfiskene på 4-8 kilo, som der mange af på denne årstid, er bedre madfisk og desuden vil vi jo gerne passe på målerne, som er vigtige for bestanden og et fortsat godt fiskeri. Og det er da heller ingen hemmelighed, at vi gerne vil have chancen for at fange trofæfiskene igen, når de er endnu større, smiler han.
På jagt efter nye stortorsk
Vi genoptager vores søgen efter fiskene, som vi for længst er drevet forbi, og jeg kigger nysgerrigt med på loddet for at lure, hvad det er, Jesper søger efter. – På dage som i dag, hvor der er mange både på Sundet, kan torskene godt forsvinde hurtigt, forklarer han og fortsætter. – De bliver simpelthen skræmt af støjen fra alle bådenes transducere, og derfor kan det tit være udslagsgivende at søge sine egne veje. Alternativt skal man være vedholdende og lære at finde de helt små buler. Når, der er sparsomt med fisk, eller hvis de står trykket mod bunden, kan de være enormt svære at se, uddyber han. Her kommer erfaring med at kunne skelne skidt fra kanel på loddet ind i billedet. Selv det mindste »fnuller« over bunden kan være fisk, man skal bare indstille apparaterne korrekt, og vide hvad man skal lede efter, pointerer den erfarne skipper.
– Er det kun her om vinteren, at det forholder sig sådan, spørger jeg nysgerrigt. –Nej på ingen måde, er svaret. – Fiskene står i større og mindre buler det meste af året, fastslår Jesper og uddyber. – Når du ser fisk i buler over bunden, er de ofte fødesøgende. Begrebet »bulefiskeri« har altså ikke noget specielt med gydende fisk at gøre.
Nikolaj Hjorth sender en måler retur med et tak for kampen. Om bord på First Timer forsøger man så vidt muligt at genudsætte de store torsk.
Vi fisker os længere ned i sundet, hvor der er lidt mindre kamp om pladsen, og så går det løs. Fiskene er pludselig lettere at finde, og stoppene bliver hyppigere. Inden for få timer fanger vi en del flotte vintertorsk. Jesper Lyngsie fanger dagens største på 13,6 kilo, jeg får en PR på 13,5 kilo og Nikolaj snupper yderligere en måler.
Jesper Willestofte fanger også godt med flotte torsk, men har stadig en måler til gode – og det er oven i købet hans fødselsdag. Så da vi ud på eftermiddagen sejler Nikolaj, som har andre planer, I land, forslår skipper, at vi tager en time mere og finder en fødselsdagsmåler til Jesper. Det lykkedes heldigvis. 12,6 kilo vejer den for at være helt præcis – og er en flot afslutning på en fiske- og lærerig dag.
Fakta om bulefiskeri efter torsk
Bulefiskeri er i alt sin enkelthed fiskeri efter torsk, der står tæt samlet fra bunden og op i vandet, hvor de ses som små eller store buler på loddet – heraf navnet. Bulefiskeri kan dyrkes hele året og kan være mindst lige så effektivt om sommeren som om vinteren. Bulefiskeri forbindes og forveksles ofte med fiskeri udelukkende på gydende fisk, men det er ikke helt sandt. Vist bliver der fisket intenst i torskenes gydeperiode, hvor bl.a. deres rogn er en eftertragtet delikatesse, men under selve legen står torskene pelagisk midt i vandet, hvor de ikke er til at fange og altså ikke står i buler på bunden.
En stor del tiden går med at finde fiskene, når man fisker vintertorsk. Til gengæld kan fiskeriet være enormt hektisk, når fiskene først er fundet.
Jespers tips til stortorskene
1: Vedholdenhed er et must på havet. Det er langt fra hver gang fiskeriet spiller fra første stop, og her gælder det om at hænge i, indtil du finder melodien. Det er heldigvis på sådanne svære ture, at du bliver bedre til at fiske.
2: Øresund og flere andre indre danske farvande er strømsatte. Der kan være flere strømlag, hvor strømmen skifter retning og hastighed flere gange mellem overflade og bund. Lær dig at læse strømmen og korriger kontinuerligt timingen af dine stop mm. efter dette.
3: Hvis du ikke kan få fiskeriet til at køre, så korriger dine metoder systematisk, en variabel af gangen. Lad endelig være med at ændre på for mange parametre på samme tid, så bliver det nemlig uvist, hvilke ændringer, der er udslagsgivende.
4: Lær dit lod, din båd og resten af dit udstyr godt at kende. Det tager tid, men det er enormt svært at optimere fiskeriet, hvis man ikke kender sit gear og har erfaringer med dets muligheder og begrænsninger.
5: Læs fiskenes adfærd. Bliv bedre til at gisne om hvilken retning fiskene generelt bevæger sig. Det gør det noget nemmere at finde dem igen – især på store ensartede områder.
6: Prik dagene, hvor det er værd at tage på havet. Som udgangspunkt er strømskift på Øresund dårligt for fiskeriet. Om det er udsving i saltholdigheden, byttefisk som flytter sig eller helt andre faktorer, der gør sig gældende er uvist, men faktum er, at strømskift har negativ indvirkning på fiskeriet.
Du kan følge Team Svinet både på deres hjemmeside og facebook.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2016
