jan 12, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
To flotte havørreder, der måtte stille sig i den lange række af havørreder, som er faldet for »den grimme lyserøde«.
Polarrejen som i daglig tale er kendt som »Peters grimme lyserøde flue«, er en rigtig killer, der siden midt 90’erne har udfisket det meste. Her giver Jan Bach Christensen dig historien bag vidunderet – samt en udførlig bindevejledning.
AF JAN BACH CHRISTENSEN
FLUER, DER FANGER FISKERE hører til nogle af de mest brugte kystfluer. De er nemlig ikke kun gode til at fange fisk, de er også gode til at fange fiskere. Med det mener jeg, at fluerne giver fiskeren troen på, at her er der tale om en rigtig »killer« – altså en flue, som kan udfiske »næsten« alt og alle. Ofte kræver det, at fluen enten er meget realistisk eller har en egenskab, som vi mener er udslagsgivende. Det kan være fx bøjede gummiben eller smarte rygskjold, der får rejefluen til at se super naturtro ud.
Konsekvensen er, at de fluer de fleste af os har siddende i kystæsken, eller for enden af forfanget, ofte kræver en vis investering ved fluestikket – enten i tid eller penge til specielle materialer. Fluen, jeg her vil fortælle om, hører ikke med i ovenstående kategori – nok nærmere det modsatte.
Tre variationer af Polarrejen; øverst er den normale version, til venstre en lille udgave og nederst en variation med dobbelt krogsæt.
Polarrejen – alias Peters Lyserøde Flue
Peters lyserøde flue er den flue, som min gode ven, Peter Skovhus, i over et årti – gang på gang – har formået at udfiske mig selv og de fleste af vores fiskekammerater med. Peter er en rigtig god fluekaster samt en meget årvågen og erfaren kystfisker, så det er der for så vidt ikke noget galt i – eller underligt ved. Sagen er bare, at Peter altid gør det med et stort monstrum og en pink »reje«-flue for enden af sit forfang – også under forhold eller årstider, hvor gældende teori dikterer, at man fisker med fx en meget mindre eller mere naturtro flue.
At fluen kun består af to materialer, ligner en skoleknægts første forsøg på en flue, og på en god dag tager under to minutter at binde, gør ikke frustrationen blandt os, der fisker med »pæne« fluer, mindre. Vi har holdt stand i mange år og har forsøgt at ignorere frustrationen over Peters lyserøde dræber, men har samtidig haft lidt svært ved at tro på, at Peters imponerende fangster udelukkende skyldes hans evner som kystfisker. Selvom nogle nok ikke er stolte ved at have et pink monster siddende ved siden af rækker af sirligt bundne imitationsfluer i kystæsken, så sker det dog oftere og oftere, at vi kommer til at »låne« en af Peters fluer…
Polarrejens første fisketur
Fluens jomfrutur blev fastslået under en nylig fluebindeaften, hvor Peter tjekkede sin gamle fangstjournal i kladdehæftet. Her kunne han se, at første gang Polarrejen ramte vandet var i 1996 i Mariager Fjord og Limfjorden. Han fortæller, at fluen dengang så noget anderledes ud. Den var inspireret af den dengang meget populære Glimmerreje, men havde bl.a. realistiske øjne og rygskjold.
Over årene blev fluen gradvist forenklet, uden at Peter så nogen forskel i dens evner som fiskeflue. For ca. 10 år siden endte han med det nuværende design udelukkende bestående af polarræv og polarchenille – en meget simpel flue, som er let at binde og som har masser af liv i vandet og tydeligvis fungerer hele året rundt.
Da Peter som 11-årig i det nordligste Jylland begyndte at fiske med fluer, fik han naturligt nok brug for et fluestik. Peters far havde dog ikke megen fidus til det billige, nyerhvervede fluestik, der knapt kunne holde en krog fast. Så i stedet gik han i værkstedet. Resultatet med svejseapparatet var et fluestik, som nok aldrig vinder nogen skønhedskonkurrence, men som til gengæld kunne holde en krog fast. Function over form, som de siger på engelsk.
Standardudgaven af Polarrejen
Peters mest brugte udgave af Polarrejen er bundet på en str. 2 krog og er forholdsvis stor, set med danske kystøjne. Det ser dog ikke ud til at holde havørrederne tilbage, og ubelastet er fluen forholdsvis let at kaste. Peter fisker typisk fluen meget hurtigt, men med pauser indimellem. Uden vægtbelastning og med det levende polarchenille har fluen et godt svæv i vandet og ofte falder hugget i indtagnings-stoppene.
Under visse forhold sker det, at fiskene viser sig som en trykbølge bag fluen og enten bare følger efter eller napper i halen. På de dage bruger Peter en mindre version af fluen; andre gange er en version med en stinger-krog, det der skal til for at kroge fisken. Som allerede nævnt, har fluen en imponerende evne til at tiltrække fisk selv under forhold, hvor man normalt ikke ville fiske en stor, busket og meget pink rejeflue – fx i varmt vand en sommerdag eller til svære, letfarvede havørreder om efteråret. Peter har sågar oplevet ørreder, der har suget fluen i sig som en str. XXL tørflue, inden den havde haft tid til at synke. Peter understreger dog, at præsentationen er utrolig vigtig: Nogle dage skal fiskene have den serveret lige foran næsen, før de lader sig friste.
Materialer til Polarrejen
Krog: Peters foretrukne krog er Gamakatsu F314 i str. 2, men polarrejen kan bindes på de fleste kystkroge. Til den mindre version bruger Peter gerne Owner’s 50188 i str. 6. Til variationen med dobbelt krogsæt bruges to af disse kroge i str. 8.
Krop: Fluen bindes med kun to materialer: polarræv i farven pink, samt polarchenille i samme farve.
Bindetråd: Peter bruger tynd monofil, men man kan sagtens anvende almindelig bindetråd.
Sådan bindes Polarrejen:
1: Start med at fæstne bindetråden cirka midt på krogskaftet, med krogen vendt »upsidedown«. Peter foretrækker at binde fluen på denne måde for at undgå, at halen hægter sig under krogbøjningen.
2: En passende mængde polarræv uden for meget underuld bindes ind midt på krogen. Halen bør være omtrent dobbelt længde af krogen – og må gerne være en smule busket.
3: Foran halen bindes polarchenillen ind.
4: Polarchenillen tørnes nu 3-4 omgange mod krogøjet, mens fibrene stryges mod krogbøjningen, så ikke for mange fibre vender fremefter. Fluen bør være busket og have en god volumen, men heller ikke så meget, at fluen ikke vil synke af sig selv.
5: Polarchenillen bindes ned og afsluttes ved krogøjet. Tråden fæstnes med lak eller sekundlim. Fluen bør ikke formes yderligere eller klippes til; den må gerne se lidt pjusket ud, da fibrene er med til at give den liv i vandet.
dec 13, 2022 | ABORRE, Artikler, Fluefiskeri, Predatorfiskeri
En stor aborre har taget fluen, som blev serveret nøjsomt foran den på toppen af plateauet.
Storaborre på fluestangen bliver mere og mere populært og ikke uden grund. Det er nemlig enormt underholdende og effektivt. Her giver hollandske Bram Bokkers og Rob Kraaijeveld dig guiden til XXL sorte striber med fluestangen fra båd.
AF BRAM BOKKERS & ROB KRAAIJEVELD
MIN ALUMACRAFT NAVIGATOR sejler os stille ud af havnen. Vores 7’er stænger er rigget med synkeliner og hjemmebundne fluer. Dagens mål er store aborrer – og de skal fanges på flue. Jeg har før fanget store aborre på fluen, men jeg mangler monstret over 50 centimeter Er det mon i dag det lykkes?
Vi er tidligt på vandet. Temperaturen er lige over frysepunktet, men den nyopståede sol giver os lidt varme og energi, mens den kaster sit smukke gyldne lys over vandet. Dagens første hotspot finder vi lige ved siden af bådrampen – en plads som førhen har kastet nogle fine aborrer af sig. Plads 120, som den hedder i min kortplotter består af en klynge sten, som rejser sig op til to meter under overfladen. Der er godt med vand på siderne af stenene – et perfekt sted til store vinteraborrer.
Der er god fart på vinden, hvilket besværliggør fluefiskeriet noget. Specielt fordi det er et relativt stort vand, vi fisker, hvor bølgerne har plads til at rejse sig. Min fiskemakker fisker med en gul og rød Wistler Streamer, som er belastet med dumbbell øjne. Selv fisker jeg med en hjemmebundet kutlingimitation – ligeledes belastet med dumbbells. Efter bare tre kast kan min makker hæve stangen til en smuk fisk på et par og fyrre centimeter, og han er synligt glad for den tidlige fangst.
Fisken bliver hurtigt fotograferet og sendt retur. Vi fisker systematisk videre, men uden held, så beslutningen om et pladsskifte bliver truffet. Herefter søger vi hen til nogle undersøiske bølgebrydere på den anden side af fiskevandet, hvor vinden virkelig står på. Vi ankrer op i fronten af båden i et forsøg på at skære bølgerne bedre, hvilket betyder, at kun en af os kan fiske med fluestangen. Min makker giver mig æren, og jeg forsøger at kaste min streamer så tæt på stenen som muligt, men det er svært i den hårde vind.
2,9 kilo fluefanget aborre. En imponerende fangst som ikke bliver mindre imponerende af at være fanget på flue.
Endelig hugger storaborren fluen
Bølgerne rammer mod stenrevet, mens jeg kast efter kast fisker min flue koncentreret hjem. I ottende kast er der endelig hug. Fluelinen bliver nærmest revet ud af hånden på mig. Jeg er fra starten ret sikker på, at jeg har kroget en stor fisk. Fighten er hård, men den bomstærke aborre giver til sidst op og kommer til overfladen. Dens enorme hoved og fede stribede krop med de nærmest selvlysende røde finner, ligger nu der i overfladen.
Det er en stor fisk, som meget vel kan bryde den magiske 50 centimeters grænse, men der er kun én måde at finde ud af det på. Fisken bliver elegant nettet, og først da den ligger på dørken, går det op for os, hvor stor den er. Vi har svært ved at finde ord, da den store fisk viser sig at måle 51,5 centimeter og veje hele 2,9 kilo! Jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig over den vanvittige fangst, som i den grad fuldender dagen.
Hvor er der godt til fluefiskeri efter store aborrer?
Fluefiskeri efter store aborrer er ikke nemt. Men der findes flere vande, som holder store individer. Fiskevande, som i sommerhalvåret bugner af vandplanter og byttedyr, hvor man kan gøre fine fangster, men den bedste periode til at fange store aborrer starter først i det sene efterår.
Og topperioden fortsætter langt ind i vinteren, hvor vandtemperaturen falder og vandplanterne dør ud, så de bedste fiskepladser igen kan fiskes effektivt. Det er her de helt store fisk skal fanges.
Et blik i aborreflueæsken som hovedsageligt huser store streamerfluer. Mange steder herhjemme er rejefluer også enormt effektive.
Hvis du vil finde de helt store aborrer, gør du klogt i at lære dit vand godt at kende. De helt store aborrer går alene eller i ganske små stimer på op til tre fire fisk. Personligt har jeg fisket mine favoritvande i en lang årrække og kender dem godt. Min plotter er fyldt med positioner, hvilket er meget belejligt. De store fisk finder jeg ofte på relativt små områder i form af plateauer, skrænter, stensætninger og små knolde. De bedste områder til storaborrer har ofte en vanddybde på mellem en og tre meter på toppen af forhøjningen, og hvis der samtidig er dybt vand i nærheden, nærmer vi os ideelle forhold. Mange vil nok rynke på deres øjenbryn og tænke, at det lyder lidt underligt, men det er sandt. I vinterhalvåret er der godt med store og fede aborrer på de lave plateauer, hvor de jager aktivt.
Fluefiskeri efter aborrer fra båd
Bådens position er ikke mindre vigtig, når man fisker med fluestang – tvært imod. Denne fiskeform er enormt vindfølsom, så at deale med dette er en af de vigtigste faktorer, hvis man vil have succes.
Som regel ankrer jeg båden op cirka ti meter fra forhøjningen, jeg vil fiske, så jeg har vinden i ryggen og kan fiske spottet grundigt igennem. Fluefiskeri fra en opankret båd er nemlig væsentligt lettere end fra en drivende. For anker kan du få din line til at synke til den korrekte dybde og fiske den hjem i det ønskede tempo, uden at du skal bekymre dig om at drive væk.
Fisk din flue i et varieret, men fortrinsvis langsomt tempo, med enkelte hurtige tag i linen. Dette pirrer ofte de store aborrer til at hugge. Når jeg ankrer båden op, fikserer jeg ankertovet i midten af båden, så båden står på tværs af vinden. Dette muliggør, at vi let kan stå to mand og fluefiske. Er bølgerne for store, må man ankre op i fronten af båden og skiftes til at fiske. På større plateauer fisker jeg drivende, da fiskene kan stå hvor som helst. I sådanne situationer bruger jeg så vidt muligt vinden til at styre hvilken retning, jeg driver i. Er det meget vind anvender jeg et drivanker til at sænke hastigheden, så jeg kan nå at dække vandet ordenligt.
Danmark byder på masser af muligheder for at fluefiske store aborrer – så det er bare med at komme ud og svinge kæppen.
En aborre har taget fluen over det lave men kolde vand. Det er om vinteren de store flueaborrer skal fanges.
De bedste fluer til store aborrer
Aborrefluer kommer i mange størrelser og former. Selv fortrækker jeg simple fluer. De fleste af mine aborrefluer er fiskeimitationer på 10-12 centimeter- oftest bundet med en zonkervinge. Jeg bruger både belastede og ubelastede fluer alt efter forholdene. Farverne på mine fluer er i høj grad styret af vandet. Er vandet uklart, fisker jeg med fluer, der er kraftige i farverne – så som chartreuse eller pink, mens jeg i klart vand ofte fisker med rødbrune fluer.
Fluegrej til aborrer
Til fluefiskeriet anvender jeg en hurtig 7’er som kan klare de store fluer og noget vind. Hjulet har ikke den store betydning – så længe det kan holde linen, er det fint. Linerne jeg bruger til vinteraborrer er i modsætning til om sommeren synkende.
Det er vigtigt at komme hurtigt ned til fiskene, og til det bruger jeg et synke 5 skydehoved, men lavere synkehastighed kan være nødvendigt, hvis vandet du fisker over er lavt. Forfanget har ikke den store betydning; en halvanden meter 0,30 nylon er rigeligt til at lure de store aborrer.
Fluorocarbon er ikke nødvendigt til dette fiskeri. Et tyndt stålforfang er desuden et god idé, hvis du fisker i områder med mange gedder, men vær klar over at stålforfang til tider kan afskrække aborrerne fra at hugge.
nov 27, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Fluebinding er en hobby i hobbyen, som giver dig hyggelige stunder og nye dimensioner i dit fiskeri. Det kræver hverken ekstraordinær fingerfærdighed eller voldsomt dyre materialer for at komme i gang. Simple kystfluer er nemlig både lette og billige at binde.
AF ANDREAS AGGERLUND
FÅ BEGIVENHEDER ER MERE TILFREDSSTILLENDE end at fange en solid havørred på en hjemmebundet flue. Første gang man oplever at have kreeret et bedrag, som virker i praksis, er fantastisk og efterfølgende er det er et element i fiskeriet, som få vil være foruden.
Selv har jeg, især ved kystfiskeri, meget svært ved at binde noget for enden af forfanget, som jeg ikke selv har bundet… Tænk nu hvis jeg skulle fange mit livs fisk på en anden mands flue! Det kræver selvfølgelig noget øvelse at nå op på standard med de fluer, man kan købe i butikkerne, men helt sikkert ikke så meget som du tror. Og fluebindere får det præcist som de vil have det, fordi der med bindererfaring åbner sig muligheder for at binde fluer, der passer til specifikke situationer, men man skal som bekendt kravle før man kan gå.
Fire fremragende eksempler på »dubbing på en krog fluer«, som dækker de fleste behov; Øverst tv. En tobisimitation bundet af chartreuse STF-dubbing – en rasende effektiv flue især i små størrelser. Øverst th. en provokationsflue bundet at Ice Dub i farven UV-pink – en klassisk provokationsflue, der fisker fuldt på højde
med glimmerrejen og lignende. Nederst tv. STF-fisken i en sparsom version uden øjne og limhoved – en flue, der i denne udgave kan gå for at være både kutling, reje og alt der imellem. Endelig en tangloppeimitation bundet på en karpekrog med en blanding af karrygul og brun hareøredubbing.
Fluebinding behøver ikke at være så svært
Mange tildeler fejlagtigt fluen – og meget andet grej for den sags skyld – alt for stor betydning. For den uerfarne kystfluefisker er det sjældent den rigtige farve på rejens gummiben eller den korrekte længde på dit spey hackle der gør udslaget. Nej, fluen skal i vandet det rigtige sted på det rette tidspunkt – så skal havørreden nok komme.
Når det er sagt kan »finjusteringer« så som realistiske imitationer, alternative og forførende materialer eller andre bindeelementer, sagtens være udslagsgivende ved fiskevandet. Og det vil helt sikkert give flere fisk, når du ved, hvad der virker og hvor. Men man skal starte et sted – og simple fluer er lettere at binde og fanger i mange situationer lige godt som nøjsomme kreationer bundet efter alle kunstens regler.
Er du allerede en habil kystfluefisker med styr på pladser, forhold og fluevalg dertil, men ny udi fluebinding, må du starte med at binde til nogle fiskesituationer. Alternativt kan du gå i træningslejr over de lange vinteraftner. Med lidt vedholdenhed vil du have en fuldendt og velassorteret kystflueæske, inden bøgen springer ud.
Succes med din første kystflue til havørred
Din første flue skal være en succes, og noget du gider knytte for enden af forfanget. Derfor er det vigtigt ikke at sætte overliggeren for højt. Vælger du fluer med få og let medgørlige materialer, har du et glimrende udgangspunkt, til at binde noget du kan fange fisk på. Kobberbassen eller lignende, som egentligt bare er dubbing på en krog, bør nok være den første flue, du kaster dig over.
Juletræet eller Flammen kunne måske være det næste projekt. Start desuden med en krog i størrelse 2-6, så der er rigeligt plads til at »fumle« lidt og benyt en bindetråd, som ikke er for klejn. Uni 6/0 er en god begyndertråd, somer stærk, har et godt greb i materialerne og så er den nem at påføre dubbing. Når du efter 10-20 fluer har fået nogenlunde kontrol med din bindetråd og påføring af dubbing, kan du begynde at udforske fluer, hvor der skal indbindes fjer og andrematerialer, men det er en helt anden artikel.
Brug lette fluer der bare fanger
Fiskefluer er den betegnelse mange anvender om simple fluer, som ligner alt og ingenting, men fisker godt – og der er mange velfangende mønstre, som kan snige sig ind under denne kategori. Personligt fisker jeg oftest med fluer, der har højere detaljegrad, men i min spæde fluebindingskarriere fangede jeg masser af fisk med »dubbing på en krog fluer«. Og jeg kender til flere kystfluefiskere, som nærmest udelukkende fisker og fanger godt med Fx kobberbassen.
»Dubbing-på-en-krog-fluen« er nok en af de nemmeste fluer at starte med. Det er en flue, som fisker udemærket i de fleste farver og størrelser. Hvis man laver farve, størrelse, vægt og materialevariationer kan man faktisk få en meget alsidig flueæske ud af det. Fluer som Kobberbassen, simple Hare’s ear Nymph og STFfisken uden limhoved og øjne er alle fine »dubbing på en krog fluer« og de har hver især tusinder og atter tusinder af havørreder på samvittigheden.
1: Sæt krogen i stikket og lås bindetråden fast bagerst på krogen.
2: Påfør dubbing på bindetråden.
3: Tørn din bindetråd med dubbing frem til 2-3 mm. før krogøjet og afslut fluen med et par halvstik eller en whipfinnish. Klip tråden og afslut med en dråbe lim eller
lak. Din flue er klar til at fiske, men du kan eventuelt give den en tur med en gammel tandbørste for at gøre den ekstra ulden og forførende.
Materialer til fluen:
Krog: valgfri men start med str. 4-6 streamerkrog. Her er der brugt en Mustad 34007 str. 6. Bindetråd: Start med en stærk spunden tråd. UNI 6/0 eller UTC 140 Denier er begge gode og stærke begyndertråde.
Dubbing: Igen valgfri men start med en ulden naturdubbing, som er let at påføre tråden. Når du har styr på dette, kan du udforske de glattere syntetiske materialer og dubbingløkker. Her er der brugt Salmo Supreme i farven rainbow.
Bindeinspiration på nettet
På internettet er der et væld af danske og internationale hjemmesider som har masser af instruktive fluebindingsvideoer. Til nybegyndere vi jeg anbefale at fokusere på bindeteknikker i stedet for specifikke mønstre.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fislk & Fri 9/2014
nov 19, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE
Krible Krable fluen med de lokkende gummiben er suveræn til kystens burhøns – regnbuerne.
Antibiotikafisk! Faunaforurening! Burhøns! Pellehaleløs! Abnorme foderbomber! Kært barn mange navne, eller i dette tilfælde – foragtet fisk mange navne. Men det ændrer ikke ved, at kystfluefiskeri efter undslupne regnbueørreder kan give nogle fantastiske gode oplevelser med flex på klingen og fisk på land.
AF HENRIK DONS CHRISTENSEN OG PER FISCHER
EN SØVNING SOMMERHUSEJER kommer lidt bekymret ned på stranden for at finde ud af, hvad der foregår. Hun har observeret et par personer med kasket og mørkt tøj løbe op og ned af stranden. – Hvad laver i, spørger hun lidt forsigtigt, da vi smålunter forbi hende med flexi-stripperen godt fyldt op med skydeline og med blikket rettet mod vandet. – Vi jager regnbueørreder, der søger føde helt inden på det lave vand, svarer vi. Hun ser godt træt ud og forstår vist ikke helt, hvad det betyder, men hun har nok regnet ud, at vi ikke er nogen der er ude på noget skummelt.
Selv de mellemstore og mindre regnbuer leverer kamp til stregen på fluegrejet.
Løbetræning med fiskestangen
Vi er på Vestsjælland og er i gang med at løbe regnbuer op. Der er flere fine stimer med ørreder, der cruiser op og ned af kysten – ofte i en afstand af to til tre meter fra strandbredden! Der er vel omkring 10-20 fisk i hver stime. Når de cruiser op imod os, forsøger vi at lægge fluen tæt på dem, hvorefter vi stripper ind foran snuderne på dem. Og tager de den ikke i første omgang, så er det bare at spurte efter dem. Hurra for Gore-Tex waders!
Når fiskene er passeret forbi os, løber vi uden for deres synsvinkel op ad kysten et stykke inde på stranden i marehalmen i den retning, som de svømmer. Er man heldig kan man løbe dem op, komme forbi dem og ligge fluen ud foran dem igen. Det er et sjovt og underholdende fiskeri, men det er nu lidt anstrengende at løbe i sand og marehalm: Hvad gør man ikke for en fin fight med en svømmende burhøne.
Efter en time kommer sommerhusejeren trækkende med sin mand og frisk kaffe. De sætter sig på deres fine lille bænk for at få lidt morgenunderholdning, mens den rygende kaffe indtages. Snart efter råber manden – De kommer herovre nu! Benene på nakken, og af sted efter dem igen. Endnu en fin regnbue tager Krible-krable fluen, og en ny dejlig fight kan begynde. Man kan ikke sige andet end, at det er et underholdende fiskeri. En fisk på godt fire kilo landes – igen – herligt! Som tak for observationen, giver vi parret en fisk til aftensmaden, og det falder vist i god jord.
Fiskene kan være bomstærke og levere en forrygende fight med deres bredskuldrede kroppe og hidsige temperamenter.
Superfiskeri med burhøns på stribe
På godt tre timers fiskeri lander vi 10 burhøns i størrelsesorden 1½-5 kilo og har vel løbet godt 4-5 kilometer tilsammen – i sand vel at mærke… Der var desuden også en enkelt 45 centimeters havørred, som blandede sig i gildet, hvilket bestemt ikke gør dagen til en dårligere oplevelse.
Der er stadig fisk, som cruiser rundt, men nu er de trukket længere ud. Hvis vi ville, kunne vi sikkert vente en lille times tid, og så var fiskene nok returneret helt ind under land igen. Men… det hele er jo gået fint og egentlig er vi fiskemætte, så vi kan roligt sætte os og nyde en kold. Vi kunne sikkert have landet adskillige flere fisk, hvis vi var blevet, men hvorfor egentligt? Vi har fightet bomstærke fisk, haft gode oplevelser og har nu fine fisk med hjem.
Masser af fiskeaction på kysten for helt almindelige mennesker
Lad det være sagt med det samme; det handler ikke om et smukt strømvand i den barske bjergklædte canadiske natur – eller steelheads med perfekte fedtfinner, der er mere ude af vandet end i. Det handler heller ikke om bjørnespor, vilde bær, bålkaffe, myg og knot i tusindvis – for slet ikke at snakke om det stof, som drømme er gjort af på de lange vinteraftener bag fluestikket. Men alligevel… gennem den seneste årrække har de vestsjællandske regnbuer været et kærkomment indslag i dagligdagen for os ganske almindelige travle familiefædre, som bare vil have lidt action.
Når de første efterårsstorme har raset, resulterer det ofte i udslip af regnbueørreder fra havbrugene, og er de rigtige forhold til stede, så kan man opleve et fortrinligt fiskeri efter disse steelheads. Og man kan ikke sige andet end, at stangen krøller godt sammen, når en fem kilos regnbue stikker til havs med en gummibensflue i munden. Selv i årets koldeste måneder kan man på de vestsjællandske kyster finde regnbueørreder, der jager på lavt vand – selv i en halv grad koldt vand. Det kræver ofte bare lidt sol, og gerne en sydøstlig vind. Fiskene kan til tider samles helt inde i strandkanten, hvor vadning kan være ganske uheldigt med vildt flygtende fisk til følge.
Henrik D. Christensen er en skrap havørredfisker, men forstår sandelig også at hygge sig med regnbuerne når chancen byder sig.
Når regnbuerne lige er sluppet ud
Nyundslupne regnbuer er som sådan ikke vanskelige at fange. Alligevel er der lidt forskellige tricks, der øger muligheden for fisk på land. Det første stykke tid efter et udslip er fiskene, for at sige det på godt dansk – snotdumme! De svømmer langs stranden i store stimer med tydelige kølvandsbølge, der afslører en stime på lang afstand. Her er det ikke den store kunst at få dem til at hugge, men man skal alligevel passe på, hvordan man lægger linen ud. Der er vist ingen fisk, der kan lide at få langt en flueline lige oven i skallen – selv ikke en nyudsluppen regnbue. Hvis man undgår at blive set, og ikke skræmmer fiskene med linen, kan man have glæde af stimerne i flere timer.
Vores strategi overfor nyudslupne fisk er kort og godt, at præsentere en let belastet Krible Krable flue (se foto) lige foran en trækkende stime, hvorefter den i lange langsomme tag tages hjem med korte pauser, hvor fluen hænger i vandet foran fiskene, så gummibenene får lov at arbejde. Med foran fiskene mener vi et sted mellem to til tre meter for at undgå at skræmme dem. Fluen må ikke være så tung, at den synker for hurtigt. Den skal bryde overfladen og hænge i de øverste 30-40 centimeter. Regnbuerne cruiser gerne lige under overfladen, og så er det jo indlysende, at fluen ikke skal være på bunden.
Regnbuerne får med tiden mere naturlig adfærd langs kysten
Et stykke tid efter udslippet ændres adfærden, og den bliver mere naturlig – eller så naturlig, som den nu engang kan blive. Nu skal der arbejdes meget mere for at få fisk på land. Det er vores erfaring, at fiskene nu ofte går i mindre stimer på mellem tre og fem fisk, og ofte er noget vanskeligere at spotte. I reglen opdages de på ganske lavt vand, næsten helt inde i vandkanten i blæretangen.
Regnbuerne på den danske kyst er som sådan faunaforening, og man kan med god samvittighed tage fisk hjem til sig selv såvel som naboen.
Fluen der benyttes til disse fisk er den samme, men fiskene er nu noget mere letskræmte. Skræmmes og flygter en stime, varer det en del tid, før de igen er til at få i tale. Derfor lægger vi endnu mere vægt på præsentationskast til den enkelte fisk, hvor det ofte betaler sig at lade fluen synke langsomt, og med små bevægelser så fluen sitrer. I reglen er det ved højvande og især på faldende vand, at disse fisk kan mødes meget kystnært.
Der er masser af plads, og ofte masser af fisk. Den negative side af gildet er, at regnbuerne i store mængder ofte trækker op i åerne mod vintermånederne, hvor man kan være bekymret for, at de fylder på de trængte gydebanker – og i værste fald æder rogn fra gydende havørreder. Og ret beset er der tale om faunaforurening. Vi kan derfor kun anbefale, at man begynder at spidse ører fra midten af september og frem til november, følger godt med på nettet, eller ganske enkelt satser og tager til Vestsjælland nogle dage efter at der har været stormende kuling fra vest… Femkilos fisk på kysten hænger ikke på træerne, og hvor ofte er det lige at backing på fluehjulet ellers er i brug under normalt kystfiskeri??
Udstyr og fluer til kystregnbuer
En fluestang klasse 5 eller 6 med dertil hørende flydeline/klump er passende. Vi bruger gerne Kriblekrable fluer eller andre mindre rejeimitationer – gerne med gummiben. Polaridbriller og linekurv er et must. Forfangsmaterialet er 0,18 på de sky dage og op til 0,25 mm. Man skal jo ikke glemme, at det er ret så stærke fisk, vi går efter.
nov 17, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE, Video
Når der har været udslip af regnbuer fra de store havbrug, er der ofte masser af “burhøns” at finde langs de nærliggende kyster. Men hvordan skal fiskeriet gribes an, og hvorledes fanger man dem mest effektivt? I denne nye video giver den erfarne kystekspert Henning Trier sit bud på de fire vigtigste elementer i fiskeriet. Glæd dig til en sprudlende video, hvor der er bud efter de små pink fluer, som er et af de allermest effektive våben til burhønsene.
Se filmen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
nov 14, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lake trout har store v-formede haler, som giver dem en ganske eksplosiv fremdrift i vandet. De er bomstærke fightere med masser af vilje og arrigskab.
Nordvest Territoriet i Canada rummer nogle af verdens største søer, og i én af dem – Great Bear Lake – findes verdens største canada rødding. Følg med Rasmus Ovesen til Plummer’s Great Bear Lodge og søen, der hvert år leverer skræmmende mængder trofæfisk.
AF RASMUS OVESEN
FRÅDENDE SKOVBRANDE raser under os og spyr voldsomme plamager af tyk, hvid røg op i himmelrummet. Klaus og jeg sidder på et lille, propeldrevet charterfly i den tilslørede luft midt mellem byen Yellowknife og den massive Great Bear Lake – en kæmpemæssig sø, der har fundet sit krogede og ujævne leje i Canadas øde og barske Nordvest Territorium.
Scenariet under os er både foruroligende og uimodståeligt dragende. Det er som om en selvudslettende kraft i naturen er blusset arrigt op, og der er noget fordækt over måden, hvorpå den forsøger at skjule sit raseri – ved at sløre alt til i tæt røg. Den selvsamme røg omklamrer snart flyet, og på den resterende del af flyveturen er flammernes fortsatte hærgen skjult for vores blikke.
Også Great Bear Lake er indhyllet i tæt røg, og det er først umiddelbart inden, vi rammer en let improviseret landingsbane ved søens bred, at et massivt vandspejl åbenbares. Flyet bliver bragt til standsning for enden af landingsbanen, vi stiger af og finder fodfæste i vildnisset. Her – midt i absolut ingenting – ligger Plummer’s Great Bear Lodge, hvor vi i den kommende uge skal opholde os og fluefiske fra båd efter fuldvoksne amerikanske søørreder/canadarødding eller lake trouts, som de hedder lokalt.
Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.
Skovbrande hærger ødemarken ved Great Bear Lake
Great Bear Lodge er denne uge booket til bristepunktet, fordi gæster, der ellers skulle have opholdt sig på Plummer’s Great Slave Lodge, er blevet forflyttet herop. Lodgen på Great Slave Lake i nærheden af Yellowknife er nemlig i overhængende fare for at blive fortæret af skovbrande. Brandfolk helt fra Alaska er tilkaldt for at bekæmpe flammerne, men situationen er tilsyneladende ude af kontrol.
En god times tid efter vores ankomst sidder vi i en rummelig Lund aluminiumsbåd, der skærer sig autoritært gennem Great Bear Lakes let-oprørte vand. Vores guide, Matt Dick, er på vej ud
mod én af de utallige spændende fiskepladser på søens Dease Arm – en bugt på størrelse med en middelstor dansk fjord, der består af et utal af mindre bugter, vige, rev, dybdekurver og øer.
Den røgfyldte og tilslørende luft har iklædt søen en illusorisk dis, som solen ikke evner at brænde igennem, og før nordlige vinde senere på ugen forskubber al røgen mod syd, forbliver søens størrelse underligt uforståelig. Indtil da må det faktum, at det kræver to tankfulde benzin at sejle tværs over bugten og tilbage til lodgen, være en tilstrækkelig indikation på søens størrelse.
Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!
Canada Rødding på skrænterne
Båden standser uden for en række skær, der afgrænser en mindre bugt. Her falder dybden drastisk udefter, og langs med forkastningen vurderer vores guide – en ung fyr, der i løbet af de næste fem dage skal gå hen og blive en rigtig god ven – at der er fine chancer for at finde fødesøgende søørreder.
Disse fisk, der er de arktiske vandes ubestridte herskere, er glubske rovfisk med en umættelig appetit og et tandbesat gab. De fiskes typisk over 25-100 meter dybt vand, men her i juli, hvor midnatssolen bader de arktiske egne i klart lys, er fiskene efter sigende at finde på relativt lavt vand.
Med flustængerne i spændte jerngreb, gør vi klar til de første forventningsfulde kast. Kort efter hvisler de store, buskede streamere – som vi har bundet for enden af vores 0.40 mm forfang – igennem luften, lander som vingeskudte fugle på vandet og tynges modvilligt nedefter i vandsøjlen af synkelinerne.
Vi aner ikke, hvad vi kan tillade os at forvente af de kommende dages fiskeri, men vi får hurtigt en indikation. Allerede i tredje kast krummer Klaus’ #10 fluestang sammen under vægten af en stærk fisk – og nogle få intense minutter senere vrider selvsamme fisk sig i guidens rummelige fangstnet. Klaus kan nu storsmilende løfte en formfuldendt amerikansk sø ørred på godt og vel fem kilo op til fotografering – og dernæst gøre klar til genudsætningen.
Nedsænket i søens kølige vandmasser, slår fisken sig fri af Klaus’ hænder og sender sit matolivengrønne og spættede legeme mod bunden. Ovenover jubler to lettede danske fluefiskere og en canadisk guide højlydt!
Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.
Søørred – et tungt træk i fluelinen
Vi må have fundet fiskene, for mindre end 10 minutter efter Klaus har genudsat sin fisk, annoncerer et tungt træk i min flueline, at endnu en amerikansk søørred har smældet på i dybet. Et enkelt udløb og en masse arrig tovtrækning senere, kommer skyggen af en fisk til syne i vandet, og kort efter omklamres endnu en Great Bear Lake-sø – ørred af maskerne i fangstnettet. Den pragtfulde og bredryggede fisk på godt og vel 7-kilo bliver behørigt fotograferet og får sin frihed igen. Pulsen er fortsat høj, men der er pludselig en anderledes ro i sjælen!
De kommende dage går med stædigt kastefiskeri og der er ikke mange kedelige øjeblikke i båden. Fiskene finder vi konsekvent, hvor vandtemperaturerne er højest; typisk i vindeksponerede vige med vanddybder mellem 5 og 15 meter. Der er mange af dem, og de er hugvillige samt bomstærke. Og så er snitstørrelsen ganske imponerende – formentlig omkring solide 5-6 kilo med enkelte fisk grænsende til magiske 10 kilo.
Den tykke røg, der har ligget som et ligklæde over søen de første dage, er endelig lettet, og med en dybblå himmel som bagtæppe og en strålende sol over os er det som om søen for alvor bliver vakt til live. Det kolde vand antager en dyb koboltblå farve, og dybdekurverne aftegner sig endnu skarpere end tidligere. Samtidig, når nyheden, om at Great Slave Lake lodgen er blevet reddet fra flammerne frem til os – og det mærkes med al tydelighed på stemningen ved aftenens middag på lodgen.
Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.
Uforglemmelige fiskedage
Dagene, der følger, byder på flere uforglemmelige højdepunkter. Blandt andet oplever vi nogle intense øjeblikke i en lille lavvandet vig, hvor en flok solide søørreder er på rov. Med solen højt på himlen og et roligt vandspejl over sig, aftegner de sig tydeligt mod den lyse sandbund, og vi kan derfor udvælge os individuelle fisk at kaste til.
Allerede i første kast sætter én affølger min flue. Efter et par meter stopper jeg indtagningen kortvarigt. Fisken standser øjeblikkeligt op, og da den svævende flue kort efter slår et subtilt, men inciterende slag med halen, er den pludselig væk – skjult mellem kæberne på fisken, som har inhaleret sit bytte i en lynsnar manøvre.
Fighten er nu i gang, og den mildest talt utilfredse fisk slår forvildet omkring sig – så vildt, at den gylper en halvt fordøjet byttefisk op. Det ser én af de andre fisk i flokken. Den skyder fremefter i vandet og suger det trevlede hvide og dødt-svævende måltid i sig. Umiddelbart derefter får den øje dem sig resolut i bevægelse og forpå endnu et trevlet, hvidt bytte i vandet. Men da den slår kæberne sammen om det, finder en sylespids krog sit fæste i fiskens gummer. Klaus har også fisk på nu, og de kommende fem minutter hersker der kaos i båden, alt imens vi simultan-fighter to store søørreder i fem-kilos klassen…
Kraftigt fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.
Et uforudsigeligt fiskevejr
Great Bear Lake er så stor en sø, at den genererer sit eget vejr – og det kan være temmeligt uforudsigeligt og omskifteligt. Det oplever vi på turens næstsidste dag, hvor søen er i oprør og lynglimt slår revner i en blytung himmelhvælving. Vi har søgt læ for vinden mellem to øer, da vinden pludselig dør hen, solen kigger igennem skydækket, og søen bliver til et hvilende spejl. Fortumlede, vårfluer svirrer ud over vandet, og pludselig brydes vandet her, der og alle vegne af søørreder.
Vi får travlt med at få rigget vores tørfluestænger til og få bundet nogle fyldige vårflueimitationer på. I løbet af den næste halve time lægger vi forsigtige kast ud til flere fire-, fem- og seks-kilos ørreder, end de fleste tørfluefiskere ser i løbet af et helt liv. Vi kroger også et par stykker, inden vindene pludselig tager til igen og søen viser sine frådende tænder. Men at lande 5-kilos ørreder på #4 udstyr og 0.18 mm forfangsspidser er ikke nogen let sag!
Kæmpehug på fluen
Søens helt store fisk kommer vi også i kontakt med. Eksempelvis har jeg stadig mareridt over en massiv søørred, som nærmest rev fluelinen ud af hænderne på mig i hugget og forsvandt ned i dybet med hen mod 50 meter backing hvinende efter sig for til sidst at smide fluen. Heldigvis for roen i min sjæl lykkes det at lande en anden stor fisk på søen. Den slår sine kæber sammen om min streamer udenfor et skær, søger straks derefter mod dybere vand og viser sig hurtigt anderledes tung og stædigt anlagt end de andre fisk, jeg har kroget indtil da. De næste 10 minutters tid bliver et tovtrækkeri uden lige.
Guiden cirkler rundt om fisken, mens jeg gør mit bedste for at holde nerverne i bero og udnytte enhver kraftreserve i fluestangen. Det hårdhændede pres bliver i sidste ende for stort. Lidt efter lidt vinder jeg ind på fisken, og da den endelig kommer til syne i overfladen, ser jeg, hvor massiv den egentlig er. Herefter indsnævrer hele mit fokus sig. Jeg synker ned i mig selv, og alt, der er tilbage, er tyngden af den forestående opgave.
Da fisken langt om længe glider ind over fangstnettets ramme, kommer jeg tilbage til overfladen igen med et højtlydt og forløsende brøl! Vi sejler hurtigt ind til land med fisken på slæb i nettet, jeg springer i vandet og Klaus sender en skudbyge af sted med kameraet, mens jeg løfter den 15-kilo tunge fisk kortvarigt fri af vandet. Herefter tager jeg mig et selvbevidst øjeblik til at nyde synet af den gamle kæmpe fra dybet. Som den hviler i vandet ved min side med sine store sejl-lignende finner og inverterede prikker forstår og påskønner jeg til fulde, hvorfor vi er rejst den lange vej til Nordvest Territoriet og Great Bear Lake. Og da fisken slår et par slag med halen og søger mod dybere vand intensiveres følelsen blot yderligere.
Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.
Amerikansk søørred
Amerikansk søørred, canadarødding (Salvelinus namaycush) eller bare søørred som jeg kalder den, hører til char-familien, som blandt andet tæller kildeørred, fjeldørred og bull trout. Den stiller høje krav til vandkvalitet og iltning, samt kan blive over 50 år gammel. Fiskene findes på tværs af det nordligste USA og hele Canada.
I Great Bear Lake findes tre distinkte søørred-underarter; silverbacks, red fins og butterfly red fins. Silverbacks er pelagiske søørreder med et sølvgråt skær og et i-forhold-til-kroppen relativt stort hoved. De lever primært af større byttefisk, og kan nå vægte på op imod 40 kilo. Redfins er stærkt oliven – grønne med knaldende røde finner. De bliver ikke nær så store som silverbacks’ne – formentlig ikke over 15 kilo, og de lever primært af småfisk, tanglopper og vandinsekter.
Butterfly søørrederne minder meget om red fins’ne, men til sammenligning har de overdrevet store finner, et markant overbid og store læber. Disse fisk, som sjældent bliver mere end 6-7 kilo, finder man typisk over relativt lavt vand, hvor de specialiserer sig i insekt-fødesøgning ved bunden.
Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.
Fisk ørred på Great Bear Lake
Great Bear Lake er verdens fjerde største sø med et vandspejl på 31.153 km2 og vanddybder på op til 446 meter. Den ligger i den centrale del af Canadas vidtstrakte Nordvest Territorium. I søen findes 15 forskellige arter inklusiv amerikansk søørred eller canadarødding, helt, stalling og gedder.
Plummer’s Arctic Lodges driver fiskeriet på søen, som igennem tiderne har leveret den ene søørredrekord efter den anden – blandt andet den gældende verdensrekord på 72 lbs. Der ligger i alt tre lodges på Great Bear Lake (Trophy, Great Bear og Arctic Circle), som alle drives af Plummer’s folkene, hvor der er forskellige muligheder for fiskeri. Flere oplysninger kan findes på følgende link: www.plummerslodges.com
nov 3, 2022 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Jens Bursell med en solid regnbue fra Simons, der huggede på en variant over Dog Nobler mønstret bundet på rør og fisket på et L-rig med en str. 16 trekrog.
At kombinationen rørflue og L-rig giver en markant højere landingsrate end traditionelle enkeltkrogsfluer er efterhånden yderst veldokumenteret. Men hvordan forholder det sig egentlig med putsøens regnbuer? Fisk & Fri har testet de traditionelle putfluer mod identiske fluer fisket på rørflue og L-rig.
AF JENS BURSELL
REGNBUER kan være notorisk svære at kroge – og ofte giver de en endnu lavere landingsrate end man oplever med fx kystens havørreder. Lige fra opvæksten i dambruget har de været vant til at spise små foderpiller, der bliver serveret, så de ikke behøver at mobilisere den vildeste jagtadfærd for at få tilfredsstillet deres fødebehov – og netop dette tror jeg er medvirkende årsag til, at de kan være svære at kroge: De tager meget ofte agnen stille og roligt med en diskret nippende bevægelse med munden. Det betyder for det første, at det kan være sværere at registrere hugget og for det andet, at krogen ofte sidder mere yderligt, hvor det kan være svært for traditionelle enkeltkrogsfluer at få fat i den hårde kæbe og det tynde væv over denne. Og – jo mere der går nipperi i den, desto sværere bliver det at sætte krogen i fx kæbevinklen, da fisken tit ikke rigtig får vendt med fluen, før den prikkes.
Netop det, at regnbuerne er vant til små agn, betyder også tit, at fluer er det bedste valg. Men – selv her er det med fx kystregnbuer normalt at bomme næste dobbelt så mange hug, som det er tilfældet med havørrederne, hvilket betyder, at man vil kunne opleve landingsrater helt ned på 20-30% på enkeltkrogsfluer og 50-60% på rørfluer og L-rigs.
I testen blev klassiske P & T mønstre som Dog Nobler og Rubber Legs på enkeltkroge testet op mod identiske fluer bundet på rør – fisket med L-rig. Til venstre
ses L-rigget, der gav cirka 50% højere landingsrate end krogfluerne. Der var statistisk stærkt signifikant forskel på landingsraten af begge varianter af L-rigs
vs landingsraten på krogfluene, som altså krogede markant dårligere.
Hvilke fluer giver den højeste landingsrate?
Fisk & Fri besluttede sig derfor for at teste krogfluer op mod identiske fluer på rørflue og L-rigs. Vi fik Kim Nyborg fra rørflueeksperten www.fishmadman.com til at binde identiske sæt af fluer til testfiskerne – og en tidlig martsmorgen, hvor der var masser af nyudsatte regnbuer i Simons Put and Take, var vi klar.
Testfiskerne bestående af Tue Blaxekjær, Casper Larsen, HenningTrier, Michael Petersen, Andreas Aggerlund, Rasmus Diflefsen og jeg fiskede igennem, og for at gøre en lang historie kort, var der masser af hug, så vi kunne få et relativt fornuftigt statistisk materiale i løbet af en god dags fiskeri.
Fiskeriet gav i alt hele 331 kontakter og resultatet var følgende landingsfrekvenser: Krogflue 40% og L-rig (semifikseret) 62%. L-rig og rørflue med en str. 14-16 trekrog gav altså 50% højere landingsrate, hvilket så afgjort er en markant forbedring – selvom den ikke er nær så markant som på kysten, hvor et skift fra enkeltkrogsflue til rørfluer/L-rig normalt giver en forøgelse af landingsraten på 111% (43% vs 91%, baseret på 1689 kontakter (i 2014)).
Det omvendte L-rig, hvor krogen fiskes foran fluen, kan i bestemte situationer fiske super godt på små fluer, som fx under testen, hvor det faktisk gav en endnu
højere landingsrate end den normale L-rig montage.
Det omvendte L-rig – en lovende montage
Der findes mange varianter over mit L-rig, og som et lille eksperiment forsøgte jeg mig sidst på dagen med et omvendt L-rig – hvor krogen i stedet for at være monteret bagerst på fluen – nu blev monteret foran selve fluen. Selvom jeg kun nåede at få et begrænset antal hug på det omvendte L-rig, inden dagen gik på hæld, var det alligevel tankevækkende at jeg fik 11 ud af 14 kontakter svarende til en landingsrate på 79%, hvilket er markant højere end landingsraten på L-rig monteret bagerst på fluen! Eksperimentet viser tydeligt, at den traditionelle halenippe-diagnose ofte er en illusion, fremkaldt af gætteri snarere end reelle fakta. Hvis alle de mange bommede fisk på krogfluerne vitterlig skyldtes »halenipperi«, ville man næppe få dobbelt så høj landingsfrekvens ved at sætte krogen foran fluen? Præcis som på kysten er der altså meget som tyder på, at den generelt lave landingsrate på enkeltkrogsfluer større end str. 8-10 skydes dårlig penetrationsevne og for store dimensioner til at kunne få fat i de ydre dele af ørredkæberne. Er du frisk på at prøve noget nyt, er der altså al mulig grund til at eksperimentere med rørfluer i putten. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne give dig mange spændende og actionfyldte oplevelser ved ørredsøen.
Det er ikke altid, at det omvendte L-rig vil give højere landingsrate end takler, hvor krogen er monteret bagerst – men i nogle situationer vil det kunne give en højere landingsrate. Som altid må man eksperimentere sig frem. Set med mine øjne er metoden mest oplagt med relativt små og korte fluer, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at fisken får fluen helt ind i munden. Når dette sker, er fordelen indlysende: Krogen er perfekt eksponeret for at ramme indersiden af kæben før selve fluen. Dette forhindrer den situation, hvor fronten af fluen rammer indersiden af kæben, før selve krogen har fået fat. I denne situation er kraftoverførslen til krogspidsen nemlig lig nul, hvilket selvsagt ikke øger chancen for at kroge og lande fisken.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2012
Mere viden om L-rig og rørfluer
Vil du vide mere om, hvordan du binder L-rigs og rørfluer, kan du læse mere i den nye havørredbog – »Havørred – Refleksioner på kysten«, der kan købes hos alle landets førende grejbutikker og boghandlere – samt signeret på min webshop – releaserigshop.com – her. (REKLAME)
okt 4, 2022 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI
Endelig lykkedes det Stig Bülow af få en af de virkelig store havørreder ved den ikoniske Em Å i Sverige.
Stig Bülow har gennem de sidste mange år haft det privilegie at fiske på den berømte svenske Em Herregård ved åen af samme navn i jagten på dens legendariske store havørred. Også i år har han besøgt det berømte fiskeri, hvor drømmen om den helt store havørred lever i bedste velgående.
AF STIG BÜLOW
HISTORISKE SET har havørredfiskeriet på Em Herregård haft nærmest gude-status blandt inkarnerede havørredfiskere, og i nyere tid har blandt andet ’kendisser’ som Pelle Klippinge, Micke Frödin, Uffe Ellemann og hans gode ven Kjeld Hillingsøe været blandt gæsterne. Og helt tilbage fra 1920’erne har det været et mekka for en lang række kendte især engelske fluefiskere samt flere medlemmer af det svenske kongehus, som hvert år samledes her, og boede på herregården som gæster af familien Ulfsparre, som har ejet herregården siden 1600-tallet.
Fiskeriet administreres i dag af Kent Håkanson som nogle vil være bekendt med, fra hans tid i Mörrum hvor han arbejdede i Fiskeshopen dér. Selv fisker jeg både på nedfaldsfiskeriet umiddelbart efter premieren i marts, og igen sidst på sæsonen efter de nystegne havørred, der er på vej op for at gyde.
Efterår ved Em
I år tilbragte jeg som sædvanlig to dage ved åen sidst i september, og boede samtidig på herregården, som ligger direkte på bredden af ’Home pool’ – kun 3-400 meter fra havet. Selve det at bo på herregården er en oplevelse i sig selv. Væggene er beklædt med familiens våbenskjold, samt udskårne kopier af de mange og store fisk der er taget gennem tiderne, og man fisker i pools opkaldt efter hedengangne notabiliteter som Lawson, Barret, Ankarcrona, og Crossley – for bare at nævne nogle få. Og med en viden om at otte ud af de seneste ti verdensrekorder i havørred, inklusive den stående på 15.6kg/104cm er taget her, så er forventningerne altid sat helt oppe under loftet. Og faktisk er der uofficlet taget havørred over verdensrekorden, som er blevet genudsat uden at blive vejet eller målt. Jeg selv har tidligere fået havørred et godt stykke over de fem kilo, men manglede stadig at overliste en af deres helt store fisk.
Home Pool ved Em Herregård har gennem tiderne kastet virkelig mange store havørreder af sig.
Endelig en rigtig stor havørred
Vi ankom til en å med alt for lidt vand i – en situation, som vi desværre har oplevet de sidste par år. Der blev dog trods alt stadig fanget fisk, og vi så nye fisk gå op hver dag – ikke mindst, når vi fiskede i ’Sea Pool’ – hvor åen bogstavelig talt løber ud i sundet mellem Øland og fastlandet. Optimismen fejlede derfor ikke noget.
Sidst på eftermiddagen den første dag, var det som om, at der pludselig skete noget. Jeg fiskede i Home pool, og bemærkede at fiskene pludseligt begyndte at vise sig mere end normalt; jeg stod vadet ud til livet for at dække en speciel strømkant, da hugget faldt. Først troede jeg, at det var en af åens store, farvede laks, der havde taget fluen, da den gik dybt og ’stangede’, men da jeg fik bakket ind på land og en af de svenske fiskere kom springende for at hjælpe med landingen, kunne han fortælle mig, at det ikke var en laks, men en stor farvet ørred!
Jeg fik straks total ryste-feber, mens bremsen blev justeret for ikke at miste fisken, og efter et par tunge udløb ned i poolen, kom fisken ind, så han kunne lande den med nettet. Vi målte den til 86cm, og med hjælp af billeder vurderede fiske-mesteren Kent Håkansson, at den har vejet på den rigtige side af 9kg. Endelig! Fisken var gudesmuk i sin kobberfarvede gydedragt med en ansats til kæbekrog, og bred som et rugbrød over ryggen. Heldigvis fik jeg taget en del gode fotos, inden den forsigtigt blev sluppet tilbage, for at kunne fortsætte sin vandring op til gydebankerne.
Stone Pool på Em Å.
Endnu en stor fisk på krogen
Næste dag lykkedes det mig at kroge endnu en stor fisk på næsten samme sted, men denne gang var jeg sikker på, at det var en af åens store laks, og som desværre stod af efter kort tid. Min svenske fiske-ven havde efterfølgende en fuldstændig vanvittig fight med netop sådan en laks dér, som vi vurderede til et stykke på den rigtige side af 20 kilo. Han havde på intet tidspunkt kontrol over den; laksen gik fuldstændig som den ville… nemlig helt amok, og til sidst slap krogholdet, da han havde op mod 100m line ude!
Selvom åen er berømt for sin grove havørred, så ved de færreste, at der også er en lille opgang af laks, som er ualmindelig storvoksen; på fiskekontoret inde på herregården hænger en afstøbning af en blanklaks på 24,4 kilo, som blev taget nede i Sea Pool for nogle år siden – og jeg har selv fået blanklaks på 17,6 kilo dér tilbage i 2008. Den største vejede laks er på 26.6 kilo og 133 centimeter – en ualmindelig grim krokodille, som blev taget i september 2008 – og som man kun kan gisne om hvad vejede, da den gik op som sølvblank i maj. Den hænger der i øvrigt også en afstøbning af inde i entreen på herregården.
Em Å er for mange en drøm, og at fiske på herregårdens vand er ikke nemt at opnå – omend alle i princippet har mulighed for at søge skriftligt. Hvad der er langt mere tilgængeligt, er fiskeriet lidt længere opstrøms – eksempelvis på Fliseryd strækket. Her tages også mange fine fisk, især på nedfaldsfiskeriet, og dagskort kan købes af alle samt gennem den lokale Fliseryd Sportsfiskeklub.
Man kan læse mere om fiskeriet i Em Å på nettet, og så ligger der en legendarisk video på youtube af en dramatisk fight med en 20 kilos blanklaks, hvor fiskeren måtte krydse elven og lande fisken på den anden side.
jul 25, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan med en af turens mange flotte leopardregnbuer
Jan Larsen har i sommerferien været på fiskeeventyr i det vestlige Alaska med sin fiskekammerat Morten Vestergaard, hvor de har oplevet de vildeste fiskeri efter blandt andet vilde leopard regnbuer – en særlig flot farvevariant som findes netop her.
AF JAN LARSEN
EFTER 1 times flyvning med Beaver vandflyveren fra Bethel henover tundraen nærmer vi os Pegati Lake, og vi har fået selvskab af en lokal, som skal med op til søen. Hendes mand og bror er deroppe i en lille hytte, de fik bygget for nogle år siden.
Da vi begynder indflyvningen til søen opdager vi, at der er kæmpe bølger på vandet, og piloten meddeler over radioen i vores høretelefoner , at han muligvis IKKE kan lande… Shit når vi lige at tænk, men i det samme meddeler han ”I TRY!” Shit igen… Han banker vandflyet ned i bølgerne midt ude på søen, hvorefter han slukker motoren. Hold da op en vild landing, men vi er trods alt nede.
Vores inuit medpassager tilkalder hjælp fra hytten, og piloten lader vandflyveren drive ind mod bredden, hvor der nu står to mand og støtter flyet, så det ikke havarerer, mens vi hopper ud og hjælper med at stabilisere… Inden længe er der ro på, og vi får læsset af.
Velvoksne grizzlybjørne som denne er der næsten garanti for at se de fleste steder i Alaska.
15 dage i selskab med bjørne, ulve og elge
Planen er, at vi skal floate ned af floden i gummibåd i 15 dage, hvor der i alt skal tilbagelægges omkring 160 kilometer. Der opsættes nye camps hver dag på stenbankerne langs med vandet – så tæt på floden som overhovedet muligt for af undgå de mange myg. Camperer man i høj og tæt bevoksning, ædes man nemlig lynhurtigt op af myggene her i juli måned.
Ved at flytte lejr konstant oplever vi masser af action, fordi vi fisker på ”nye fisk” hele tiden. I hvert eneste nyt sving vi kommer til, er der den ene krystalklare paradispool efter den anden, hvilket får adrenalinen helt op at køre.
Elhegnet bliver flittigt taget i brug hver nat, da bjørne, elge og ulve konstant huserer i området. De vandrer ofte rundt om teltområdet for at finde mad, men bliver som regel på den anden side af hegnet. Lejren er selvfølgelig tophygiejnisk, og der er intet fiske- eller madaffald, som lokker ubudne gæster unødigt. Alt er forseglet i coolere, og det er virkelig vigtigt, for bjørnene, der er her i området vejer 3-500 kilo og har en glubende appetit. De har en lugtesans, som er 100 gange bedre end menneskets, og den kan lugte mad på meget stor afstand, så det er om at være påpasselig med ikke at lokke dem til.
En del store stallinger som denne tog også Jans Larsens musefluer.
På jagt efter leopard regnbuer
De smukke, vilde leopard regnbuer, som er turens mål, har hjemsted i det vestlige Alaska. Regnbuerne, som kæmper helt fantastisk, lever i hovedfloden, men opholder sig specielt i de små bække og vandløb med mange stillestående pools. De flotte, plettede regnbueørreder er glubske kødædere, og deres kost består af kød fra døde laks, lakseæg og mus. Og det er netop regnbuernes livret – mus, som vi imiterer med vores kæmpestore musetørfluer, der med stor spænding streames hen over overfladen.
Man kikker sig selvfølgelig godt over skulderen – og så lige engang mere – inden turen går ind til de små creeks. Musefluen – de super livagtige Morrish Mouse fra Fishmadman – kastes forsigtigt hen over det krystal klare vand, hvor regnbuerne let kan spottes.
De fleste fisk er 50-65 cm og giver en vild fight. De fiskes kun på enkeltkroge og genudsættes alle nænsomt efter de lokale regulativer. Efter et par kast mere – og et par regnbuer senere orienterer vi os lige igen 360 grader rundt – og flere gange er det med hjertet op i halsen, at vi ser tegn på bjørne, så vi må planlægge et hurtigt tilbagetog til hovedfloden. Men – med en pumpgun på ryggen og bjørnesprayen i siden har vi endnu engang en overstået en vellykket mission i bjørnens hule – og fanget en af verdens vildeste fisk på mus! Vi kan endnu en gang ånde lettet op og sejle videre ned af Kanektor River.
Når der er store bølger er det ikke altid lige let at lande med en vandflyver som denne.
Chinook – flodens konge
Længere nedstrøms oplever vi kongelaksens vandring op mod søen, og det er meget fascinerende at opleve deres opgang i tusindvis.
Morten kroger en kongelaks på spin, der står bomstille i floden i over 45 minutter. Han kan ikke rokke den, og det virker frustrerende. Pludselig lader laksen sig falde sig tilbage nedstrøms, hvorefter den viser sig i overfladen. – Fuuuckk den er stor, råber Morten. – Jan, hent båden! Vi er nød til at sejle efter den skriger han, så det kan høres helt til Fairbanks. Jeg løber ned til båden og slæber den 100 meter nedstrøms, hvorefter vi begge hopper i.
Laksen vælter rundt og er på vej over til modsatte bred. Morten prøver at holde stram line, men den bliver bare ved med at flå line af hjulet. Vi nærmer os snart et hurtigt stryg, hvor båden bliver trukket ned i hovedstrømmen. Laksen bliver ”stående”, og vi ryger 150 meter nedstrøms, hvor vi skubber båden ind til bredden og løber opstrøms, mens vi ruller linen ind på hjulet. Morten når lige op til stryget, da han opdager, at laksen sidder fast i en gren under vandet. 15 minutter senere går laksen tabt.
Kongelaksen vandt, men vi havde en fight, som vi nok sent kommer til at glemme. Morten vurderede den til over 30 kg, og det er sikkert rigtigt, da de blive helt op til 50 kilo.
Friske bjørnespor er hverdagskost i Alaska!
Regnbuer og stallinger på musefluer
Jeg fisker stadigvæk nedstrøms med musefluer samt kroger en del stallinger, og netop stallingfiskeriet er også et kapitel for sig selv her på floden. Stallinger på 50 cm er helt almindelige, og på turen fanger vi ”blåmænd” op til 57 cm.
Til sidst kommer vi til udmundingen ved Inuit byen Quinhagak, hvor der er 669 indbyggere. Vi overvejer ikke at sætte el-hegnet op den sidste nat, da der er en del aktivitet tæt på lejren. Vores sunde fornuft siger os dog, at vi bør gøre det alligevel. Og det nok meget godt, for dagen efter får vi at vide, at der netop er skudt en stor bjørn 100 meter fra vores camp… De dukker normalt ikke op så langt nedstrøms, men som sagt: Bjørne er uforudsigelige!
Fra den lille landsby bliver vi hentet og fløjet tilbage til Bethel, hvor vi kan afslutte endnu et fantastisk fiskeeventyr, hvor vi fik fisket efter alt fra regnbuer, stallinger og rødlaks til hundelaks , kongelaks, røddinger og dolly varden.
