Krible Krable fluen med de lokkende gummiben er suveræn til kystens burhøns – regnbuerne.

Antibiotikafisk! Faunaforurening! Burhøns! Pellehaleløs! Abnorme foderbomber! Kært barn mange navne, eller i dette tilfælde – foragtet fisk mange navne. Men det ændrer ikke ved, at kystfluefiskeri efter undslupne regnbueørreder kan give nogle fantastiske gode oplevelser med flex på klingen og fisk på land.

 

AF HENRIK DONS CHRISTENSEN OG PER FISCHER

 

EN SØVNING SOMMERHUSEJER kommer lidt bekymret ned på stranden for at finde ud af, hvad der foregår. Hun har observeret et par personer med kasket og mørkt tøj løbe op og ned af stranden. – Hvad laver i, spørger hun lidt forsigtigt, da vi smålunter forbi hende med flexi-stripperen godt fyldt op med skydeline og med blikket rettet mod vandet. – Vi jager regnbueørreder, der søger føde helt inden på det lave vand, svarer vi. Hun ser godt træt ud og forstår vist ikke helt, hvad det betyder, men hun har nok regnet ud, at vi ikke er nogen der er ude på noget skummelt.

 

Friluftsland

 

Selv de mindre regnbuer leverer kamp til stregen på fluegrejet.

Selv de mellemstore og mindre regnbuer leverer kamp til stregen på fluegrejet.

 

Løbetræning med fiskestangen

 Vi er på Vestsjælland og er i gang med at løbe regnbuer op. Der er flere fine stimer med ørreder, der cruiser op og ned af kysten – ofte i en afstand af to til tre meter fra strandbredden! Der er vel omkring 10-20 fisk i hver stime. Når de cruiser op imod os, forsøger vi at lægge fluen tæt på dem, hvorefter vi stripper ind foran snuderne på dem. Og tager de den ikke i første omgang, så er det bare at spurte efter dem. Hurra for Gore-Tex waders!

Når fiskene er passeret forbi os, løber vi uden for deres synsvinkel op ad kysten et stykke inde på stranden i marehalmen i den retning, som de svømmer. Er man heldig kan man løbe dem op, komme forbi dem og ligge fluen ud foran dem igen. Det er et sjovt og underholdende fiskeri, men det er nu lidt anstrengende at løbe i sand og marehalm: Hvad gør man ikke for en fin fight med en svømmende burhøne.

Efter en time kommer sommerhusejeren trækkende med sin mand og frisk kaffe. De sætter sig på deres fine lille bænk for at få lidt morgenunderholdning, mens den rygende kaffe indtages. Snart efter råber manden – De kommer herovre nu! Benene på nakken, og af sted efter dem igen. Endnu en fin regnbue tager Krible-krable fluen, og en ny dejlig fight kan begynde. Man kan ikke sige andet end, at det er et underholdende fiskeri. En fisk på godt fire kilo landes – igen – herligt! Som tak for observationen, giver vi parret en fisk til aftensmaden, og det falder vist i god jord.

 

Fiskene kan være bomstærke og levere en forrygende fight med deres bredskuldrede kroppe og hidsige temperamenter.

Fiskene kan være bomstærke og levere en forrygende fight med deres bredskuldrede kroppe og hidsige temperamenter.

Superfiskeri med burhøns på stribe

På godt tre timers fiskeri lander vi 10 burhøns i størrelsesorden 1½-5 kilo og har vel løbet godt 4-5 kilometer tilsammen – i sand vel at mærke… Der var desuden også en enkelt 45 centimeters havørred, som blandede sig i gildet, hvilket bestemt ikke gør dagen til en dårligere oplevelse.

Der er stadig fisk, som cruiser rundt, men nu er de trukket længere ud. Hvis vi ville, kunne vi sikkert vente en lille times tid, og så var fiskene nok returneret helt ind under land igen. Men… det hele er jo gået fint og egentlig er vi fiskemætte, så vi kan roligt sætte os og nyde en kold. Vi kunne sikkert have landet adskillige flere fisk, hvis vi var blevet, men hvorfor egentligt? Vi har fightet bomstærke fisk, haft gode oplevelser og har nu fine fisk med hjem.

Masser af fiskeaction på kysten for helt almindelige mennesker

Lad det være sagt med det samme; det handler ikke om et smukt strømvand i den barske bjergklædte canadiske natur – eller steelheads med perfekte fedtfinner, der er mere ude af vandet end i. Det handler heller ikke om bjørnespor, vilde bær, bålkaffe, myg og knot i tusindvis – for slet ikke at snakke om det stof, som drømme er gjort af på de lange vinteraftener bag fluestikket. Men alligevel… gennem den seneste årrække har de vestsjællandske regnbuer været et kærkomment indslag i dagligdagen for os ganske almindelige travle familiefædre, som bare vil have lidt action.

Når de første efterårsstorme har raset, resulterer det ofte i udslip af regnbueørreder fra havbrugene, og er de rigtige forhold til stede, så kan man opleve et fortrinligt fiskeri efter disse steelheads. Og man kan ikke sige andet end, at stangen krøller godt sammen, når en fem kilos regnbue stikker til havs med en gummibensflue i munden. Selv i årets koldeste måneder kan man på de vestsjællandske kyster finde regnbueørreder, der jager på lavt vand – selv i en halv grad koldt vand. Det kræver ofte bare lidt sol, og gerne en sydøstlig vind. Fiskene kan til tider samles helt inde i strandkanten, hvor vadning kan være ganske uheldigt med vildt flygtende fisk til følge.

 

Henrik D. Christensen er en skrap havørredfisker, men forstår sandelig også at hygge sig med regnbuerne når chancen byder sig.

                                                                                                  Henrik D. Christensen er en skrap havørredfisker, men forstår sandelig også at hygge sig med regnbuerne når chancen byder sig.

Når regnbuerne lige er sluppet ud

Nyundslupne regnbuer er som sådan ikke vanskelige at fange. Alligevel er der lidt forskellige tricks, der øger muligheden for fisk på land. Det første stykke tid efter et udslip er fiskene, for at sige det på godt dansk – snotdumme! De svømmer langs stranden i store stimer med tydelige kølvandsbølge, der afslører en stime på lang afstand. Her er det ikke den store kunst at få dem til at hugge, men man skal alligevel passe på, hvordan man lægger linen ud. Der er vist ingen fisk, der kan lide at få langt en flueline lige oven i skallen – selv ikke en nyudsluppen regnbue. Hvis man undgår at blive set, og ikke skræmmer fiskene med linen, kan man have glæde af stimerne i flere timer.

Vores strategi overfor nyudslupne fisk er kort og godt, at præsentere en let belastet Krible Krable flue (se foto) lige foran en trækkende stime, hvorefter den i lange langsomme tag tages hjem med korte pauser, hvor fluen hænger i vandet foran fiskene, så gummibenene får lov at arbejde. Med foran fiskene mener vi et sted mellem to til tre meter for at undgå at skræmme dem. Fluen må ikke være så tung, at den synker for hurtigt. Den skal bryde overfladen og hænge i de øverste 30-40 centimeter. Regnbuerne cruiser gerne lige under overfladen, og så er det jo indlysende, at fluen ikke skal være på bunden.

Regnbuerne får med tiden mere naturlig adfærd langs kysten

Et stykke tid efter udslippet ændres adfærden, og den bliver mere naturlig – eller så naturlig, som den nu engang kan blive. Nu skal der arbejdes meget mere for at få fisk på land. Det er vores erfaring, at fiskene nu ofte går i mindre stimer på mellem tre og fem fisk, og ofte er noget vanskeligere at spotte. I reglen opdages de på ganske lavt vand, næsten helt inde i vandkanten i blæretangen.

 

Regnbuerne på den danske kyst er som sådan faunaforening, og man kan med god samvittighed tage fisk hjem til sig selv såvel som naboen.

Regnbuerne på den danske kyst er som sådan faunaforening, og man kan med god samvittighed tage fisk hjem til sig selv såvel som naboen.

 

Fluen der benyttes til disse fisk er den samme, men fiskene er nu noget mere letskræmte. Skræmmes og flygter en stime, varer det en del tid, før de igen er til at få i tale. Derfor lægger vi endnu mere vægt på præsentationskast til den enkelte fisk, hvor det ofte betaler sig at lade fluen synke langsomt, og med små bevægelser så fluen sitrer. I reglen er det ved højvande og især på faldende vand, at disse fisk kan mødes meget kystnært.

Der er masser af plads, og ofte masser af fisk. Den negative side af gildet er, at regnbuerne i store mængder ofte trækker op i åerne mod vintermånederne, hvor man kan være bekymret for, at de fylder på de trængte gydebanker – og i værste fald æder rogn fra gydende havørreder. Og ret beset er der tale om faunaforurening. Vi kan derfor kun anbefale, at man begynder at spidse ører fra midten af september og frem til november, følger godt med på nettet, eller ganske enkelt satser og tager til Vestsjælland nogle dage efter at der har været stormende kuling fra vest… Femkilos fisk på kysten hænger ikke på træerne, og hvor ofte er det lige at backing på fluehjulet ellers er i brug under normalt kystfiskeri??

Udstyr og fluer til kystregnbuer

En fluestang klasse 5 eller 6 med  dertil hørende flydeline/klump er passende. Vi bruger gerne Kriblekrable fluer eller andre mindre rejeimitationer – gerne med gummiben. Polaridbriller og linekurv er et must. Forfangsmaterialet er 0,18 på de sky dage og op til 0,25 mm. Man skal jo ikke glemme, at det er ret så stærke fisk, vi går efter.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This