To flotte havørreder, der måtte stille sig i den lange række af havørreder, som er faldet for »den grimme lyserøde«.
Polarrejen som i daglig tale er kendt som »Peters grimme lyserøde flue«, er en rigtig killer, der siden midt 90’erne har udfisket det meste. Her giver Jan Bach Christensen dig historien bag vidunderet – samt en udførlig bindevejledning.
AF JAN BACH CHRISTENSEN
FLUER, DER FANGER FISKERE hører til nogle af de mest brugte kystfluer. De er nemlig ikke kun gode til at fange fisk, de er også gode til at fange fiskere. Med det mener jeg, at fluerne giver fiskeren troen på, at her er der tale om en rigtig »killer« – altså en flue, som kan udfiske »næsten« alt og alle. Ofte kræver det, at fluen enten er meget realistisk eller har en egenskab, som vi mener er udslagsgivende. Det kan være fx bøjede gummiben eller smarte rygskjold, der får rejefluen til at se super naturtro ud.
Konsekvensen er, at de fluer de fleste af os har siddende i kystæsken, eller for enden af forfanget, ofte kræver en vis investering ved fluestikket – enten i tid eller penge til specielle materialer. Fluen, jeg her vil fortælle om, hører ikke med i ovenstående kategori – nok nærmere det modsatte.
Tre variationer af Polarrejen; øverst er den normale version, til venstre en lille udgave og nederst en variation med dobbelt krogsæt.
Polarrejen – alias Peters Lyserøde Flue
Peters lyserøde flue er den flue, som min gode ven, Peter Skovhus, i over et årti – gang på gang – har formået at udfiske mig selv og de fleste af vores fiskekammerater med. Peter er en rigtig god fluekaster samt en meget årvågen og erfaren kystfisker, så det er der for så vidt ikke noget galt i – eller underligt ved. Sagen er bare, at Peter altid gør det med et stort monstrum og en pink »reje«-flue for enden af sit forfang – også under forhold eller årstider, hvor gældende teori dikterer, at man fisker med fx en meget mindre eller mere naturtro flue.
At fluen kun består af to materialer, ligner en skoleknægts første forsøg på en flue, og på en god dag tager under to minutter at binde, gør ikke frustrationen blandt os, der fisker med »pæne« fluer, mindre. Vi har holdt stand i mange år og har forsøgt at ignorere frustrationen over Peters lyserøde dræber, men har samtidig haft lidt svært ved at tro på, at Peters imponerende fangster udelukkende skyldes hans evner som kystfisker. Selvom nogle nok ikke er stolte ved at have et pink monster siddende ved siden af rækker af sirligt bundne imitationsfluer i kystæsken, så sker det dog oftere og oftere, at vi kommer til at »låne« en af Peters fluer…
Polarrejens første fisketur
Fluens jomfrutur blev fastslået under en nylig fluebindeaften, hvor Peter tjekkede sin gamle fangstjournal i kladdehæftet. Her kunne han se, at første gang Polarrejen ramte vandet var i 1996 i Mariager Fjord og Limfjorden. Han fortæller, at fluen dengang så noget anderledes ud. Den var inspireret af den dengang meget populære Glimmerreje, men havde bl.a. realistiske øjne og rygskjold.
Over årene blev fluen gradvist forenklet, uden at Peter så nogen forskel i dens evner som fiskeflue. For ca. 10 år siden endte han med det nuværende design udelukkende bestående af polarræv og polarchenille – en meget simpel flue, som er let at binde og som har masser af liv i vandet og tydeligvis fungerer hele året rundt.
Da Peter som 11-årig i det nordligste Jylland begyndte at fiske med fluer, fik han naturligt nok brug for et fluestik. Peters far havde dog ikke megen fidus til det billige, nyerhvervede fluestik, der knapt kunne holde en krog fast. Så i stedet gik han i værkstedet. Resultatet med svejseapparatet var et fluestik, som nok aldrig vinder nogen skønhedskonkurrence, men som til gengæld kunne holde en krog fast. Function over form, som de siger på engelsk.
Standardudgaven af Polarrejen
Peters mest brugte udgave af Polarrejen er bundet på en str. 2 krog og er forholdsvis stor, set med danske kystøjne. Det ser dog ikke ud til at holde havørrederne tilbage, og ubelastet er fluen forholdsvis let at kaste. Peter fisker typisk fluen meget hurtigt, men med pauser indimellem. Uden vægtbelastning og med det levende polarchenille har fluen et godt svæv i vandet og ofte falder hugget i indtagnings-stoppene.
Under visse forhold sker det, at fiskene viser sig som en trykbølge bag fluen og enten bare følger efter eller napper i halen. På de dage bruger Peter en mindre version af fluen; andre gange er en version med en stinger-krog, det der skal til for at kroge fisken. Som allerede nævnt, har fluen en imponerende evne til at tiltrække fisk selv under forhold, hvor man normalt ikke ville fiske en stor, busket og meget pink rejeflue – fx i varmt vand en sommerdag eller til svære, letfarvede havørreder om efteråret. Peter har sågar oplevet ørreder, der har suget fluen i sig som en str. XXL tørflue, inden den havde haft tid til at synke. Peter understreger dog, at præsentationen er utrolig vigtig: Nogle dage skal fiskene have den serveret lige foran næsen, før de lader sig friste.
Materialer til Polarrejen
Krog: Peters foretrukne krog er Gamakatsu F314 i str. 2, men polarrejen kan bindes på de fleste kystkroge. Til den mindre version bruger Peter gerne Owner’s 50188 i str. 6. Til variationen med dobbelt krogsæt bruges to af disse kroge i str. 8.
Krop: Fluen bindes med kun to materialer: polarræv i farven pink, samt polarchenille i samme farve.
Bindetråd: Peter bruger tynd monofil, men man kan sagtens anvende almindelig bindetråd.
Sådan bindes Polarrejen:
1: Start med at fæstne bindetråden cirka midt på krogskaftet, med krogen vendt »upsidedown«. Peter foretrækker at binde fluen på denne måde for at undgå, at halen hægter sig under krogbøjningen.
2: En passende mængde polarræv uden for meget underuld bindes ind midt på krogen. Halen bør være omtrent dobbelt længde af krogen – og må gerne være en smule busket.
3: Foran halen bindes polarchenillen ind.
4: Polarchenillen tørnes nu 3-4 omgange mod krogøjet, mens fibrene stryges mod krogbøjningen, så ikke for mange fibre vender fremefter. Fluen bør være busket og have en god volumen, men heller ikke så meget, at fluen ikke vil synke af sig selv.
5: Polarchenillen bindes ned og afsluttes ved krogøjet. Tråden fæstnes med lak eller sekundlim. Fluen bør ikke formes yderligere eller klippes til; den må gerne se lidt pjusket ud, da fibrene er med til at give den liv i vandet.
