okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
sep 29, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Boende få hundrede meter fra åen har Niels gode muligheder for at fiske, når forholdene er helt perfekte. Her nyder han udsigten på strækket ved Rademølle Bæk.
Uggerby Å slynger sig malerisk gennem Vendsyssels afvekslende natur. Store dele af åen er ureguleret og byder på et godt havørredfiskeri med det ene fantastiske sving efter det andet. Følg med den lokale storfanger, Niels Gårdbo, der har fanget langt over 100 fisk over fem kilo – inklusiv fem fisk mellem ni og ti kilo i den lille lunefulde å.
TEKST JENS BURSELL, FOTO: FOTO: JENS BURSELL, HENRIK KASSOW ANDERSEN OG NIELS GÅRDBO
NIELS GÅRDBO fra Bindslev er uden tvivl en af dem, der har landet allerflest store havørred i åen – inklusiv årekorden på intet mindre end 11,7 kilo. Fisken blev taget i 2002, hvor Niels var så beskeden at fange mere end tyve havørreder over fem kilo i åen – heraf størstedelen på 5-7 kilo, enkelte ottekilos samt to fisk mellem ni og ti kilo!
Med bopæl i gåafstand fra nogle af de bedste pladser, kender han åen som sin egen bukselomme – og har dyrket fiskeriet efter åens store havørreder siden starten af tresserne. Dengang var havørredbestanden dog kun en skygge af sig selv, så i starten var det største fokus på åens gode bestand af bækørred – især i de øvre dele af åen – samt de små tilløb. Men i takt med, at forureningen blev mindsket, udsætninger øget og fisketrappen forbedret, steg bestanden stødt til et niveau, og på et tidspunkt blev der landet virkelig mange femkilos fisk i efteråret.
1) Niels Gårdbo med en af hans fem havørred over ni kilo – alle fra Uggerby Å. Denne fluefangede skønhed, der huggede tæt ved Ågårdsbro, vejede 9,2 kilo og målte 95 centimeter. 2) Niels Gårdbo med sin rekord havørred på 11,7 kilo fra 2002.
Giganthavørreden fra Uggerby Å
Årekorden huggede den 15. september 2002. – Jeg var taget til Uggerby for at fiske et par timer, fortæller Niels. – Tim Thygesen gik og fiskede med blink på stykket, og vi aftalte, at han fiskede videre nedstrøms, mens jeg så ville begynde forfra på stykket med fluestangen. Da jeg havde fisket et par hundrede meter uden at se eller mærke noget kom Tim, som heller ikke havde haft noget action, tilbage. Vi snakkede mens jeg fiskede videre, og var begge enige om, at åen var noget død den dag.
– Da tusmørket sænkede sig, skulle jeg lige til at pakke sammen, da jeg fik et godt hug på min sorte rørflue. Først blev linen slap, idet ørreden vendte med fluen, men så skal jeg ellers love for, at der kom pres på stangen. – Så er der en, råbte jeg. – Er den stor, råbte han, hvortil jeg måtte svare, at den vel nok kunne holde fem-seks kilo.
– Fisken gik tungt og dybt meget af tiden, og engang imellem tog den en runde i et stort høl. Jeg lagde et rimeligt pres på fisken, da jeg kunne mærke, at linen raspede mod tænderne, hvilket er et sikkert tegn på, at fisken er dybt og godt kroget. Men efter tyve minutters fight var den klar til gafningen, som måtte foregå i pandelampens skær, da det nu efterhånden var blevet helt mørkt. Vi var endnu ikke klar over fiskens størrelse, men da Tim huggede gaffen i fisken, så vi det kæmpestore gab, som ikke efterlod nogen tvivl om, at det var en mega fisk. I takt med, at Tim løftede, blev der bare ved med at komme mere og mere fisk op ad vandet, mens Tim – tynget af den tunge giganthavørred bare sank dybere og dybere ned i mudderet…
– Da jeg kunne se, at han målløs over situationen, var ved at komme i vanskeligheder, smed jeg stangen og kastede mig ned i vandet, for at hale fisken sikkert op på land. Vores ti-kilos klaskede i bund, så vi tilkaldte Henrik Kassow Andersen, der dengang arbejdede i Brasholt i Hjørring. Henrik forevigede fisken, som herefter blev vejet på kontrolleret elektronvægt i Hirtshals til 11,70 kilo fordelt på 99 centimeter. Det var en fiskedag jeg sent vil glemme.
Otte havørred med tre 6 kilo+ på én dag i Uggerby Å
– Den vildeste dag jeg har oplevet, havde jeg otte havørred på land, hvoraf tre lå mellem seks og syv kilo, fortsætter Niels. – Forholdene var helt perfekte. Det havde regnet et par dage, så åen var steget, hvorefter vandet og begyndt at klare op med et svagt brunligt skær der minder om farven på cognac. Alle fiskene blev taget på flue, men fanget forskellige steder på åen. Ofte fisker jeg 3-4 forskellige stræk på åen i løbet af få timer, for på den måde at kunne gå i fred uden at genere andre fiskere.
– Åen byder på over 50 kilometer havørredfiskeri, hvor den nedre del af systemet nedstrøms Mostrup kendetegnes ved at være fuldstændig ureguleret. Dette betyder, at der er hundredevis af perfekte sving med masser af standpladser for ørrederne. Her giver Niels dig et oprids over de forskellige stræk – samt de bedste fiskesteder.
Jens Bursell i aktion med spinnestangen en fortryllende sommernat ved Uggerby Å.
De bedste fiskepladser til havørred i Uggerby Å
Uggerby Å løber ud i Tannis Bugt cirka ti kilometer øst for Hirtshals. Det nederste stræk fra havet og op til Bløde Grøft ejes af staten, og der kræves et særligt dagkort for at fiske her. Strækket, der er langsomt flydende, er utroligt populært til grønlænderfiskeriet i starten af sæsonen. Årsagen er, at der i perioden fra midten af januar til april er mange fisk, som har en rigtig høj snitvægt. Langt de fleste af dem holder målet og hovedparten ligger mellem 45 og 55 centimeter. Eller sagt på en anden måde – der er næppe nogen dansk å, der byder på et bedre grønlænderfiskeri.
–De bedste stræk er blandt andet det sidste knæk på åen inden stranden, strækket fra hængebroen til det første sving samt Skrædderens hul, der ligger umiddelbart neden for P-pladsen ved starten af cykelstien, der fører tværs over terrænet ned til hængebroen. Det over halvtreds meter lange hul var pladsen, hvor Skrædderen fra Bjergby i 1944 fangede en 8,5 kilos havørred, der igennem lang tid var åens rekord. Strækket bliver slået med kratrydder og er let at affiske, hvis man er til natfiskeri.
– Opstrøms kommer der et privat stræk, som afløses af dagkortstrækket Kaj Post, hvor der også bliver taget mange fisk. Herefter kommer det lille stræk, hvor vi ikke har fiskeret. Opstrøms dette ligger strækket Sam’s, som ofte byder på godt fiskeri især om foråret. Mellem dette og Uggerby kommer der så et langt stræk, der især om efteråret giver fint med fisk. Generelt er stykket fra havet og op til Uggerby et af de stræk med mindst fisketryk, hvilket egentlig er synd, for der kan være rigtig godt fiskeri i hele sæsonen.
Havørred på fiskepladserne opstrøms Uggerby
– Opstrøms Uggerby kommer der mere fart på strømmen, fortsætter Niels. – Strækket fra Uggerby og opstrøms til Bindslev er et virkelig smukt stræk, hvor det ene gode sving afløser det andet. Mellem vejbroerne i Uggerby er der nogle rigtig gode standpladser med et par store sten og dybe sving.
– Lige opstrøms byen er der også steder med udskredne faskiner, som giver helt perfekte standpladser til ørrederne. Ved Skeens Møllebæk er der et stryg med mange sten, hvor der er gode pladser i den dybe smalle rende lige opstrøms. Både opstrøms og nedstrøms den store P-plads er der ligeledes et langt stryg, der kan holde en del fisk.
Foreningens formand Henrik Kassow Andersen (tv) fortæller røverhistorie om åens store havørred – sikkert i læ fra regnen under det nye hyggelige shelter nedstrøms Elværket.
– Oven for P-pladsen er der ikke mange stryg, men i stedet flere partier med dybe render, vekslende med gode sving, der alle byder på gode standpladser. Midtvejs mellem Uggerby og Bindslev ligger Ågårdsbro. Opstrøms denne er der et naturligt stryg, som for nylig er forbedret med ekstra grusbanker og store sten, med det formål at optimere gydeforholdene for den sjældne havlampret, hvilket naturligvis også kommer havørrederne til gode. Herfra og til Bindslev afløser det ene perfekte sving det andet.
– De kan stå overalt, og jeg kan ikke udpeget et stræk på 50 meter, hvor jeg ikke har fanget en god havørred… De steder, hvor græsset ikke er nedbidt af kreaturer, trimmer SHO bevoksningen med en kratrydder, så det er relativt let at fiske selv om natten. De sidste 3-400 meter inden fisketrappen er der altid en ekstra ophobning af fisk, som bliver lidt forvirrede, når de skal op af trappen.
– Det ved lystfiskerne, og derfor er strækket ofte temmelig velbesøgt. Det er da også her man har valgt at placere foreningens flotte shelter. 50 meter opstrøms fisketrappen er der i øvrigt fire shelters med skydedøre, hvor man kan overnatte ganske gratis. Her er desuden skraldespande, bålplads og grill.
Havørredpladser opstrøms Elværket ved Uggerby Å
– Opstrøms elværket og 2-3 kilometer frem er åen langsomt flydende på grund af opstemningen, hvilket gør strækket mindre populært – især blandt fluefiskerne. Fra lidt nedstrøms Terkilds Bro og opstrøms kommer der igen nogle rigtig gode stræk. Og sådan fortsætter det hele veje op til Mosbjerg, hvor kantbevoksningen lige ud til åen også bliver ryddet med kratrydder, så det er til at komme til. Åen har aldrig været reguleret nedstrøms Mosbjerg – så her er der simpelthen bare fantastiske muligheder.
Sommer og efterår fiskeri Niels kun med en flue på forfanget, men i det tidlige forår anvender han ofte en ekstra ophænger i skrigende orange – fx Chillimps eller Red Tag Palmer.
Havørredplader fra Mosbjerg til Sindal
Fra Mosbjerg til Sindal er der reguleret en del steder, men der er stadig nogle rigtig gode sving. Men selv på nogle af de lige stræk, kan der være mulighed for at fange gode havørred. Og hvis du er typen, som kan lide at have fiskeriet for dig selv, så er dette stræk et rigtig godt bud på et stræk med stort uudnyttet potentiale. Der er nemlig ret langt at gå ned til åen – helt op til over en kilometer, hvilket afskrækker mange for at give sig i kast med strækket. Men det gør også, at der er færre om fiskene…
Jo længere vi kommer op i systemet, desto flere bækørreder fanger du – og desto færre er der, Som fisker. Her er mildest et kæmpestor uudnyttet potentiale som bækørredfisker, og der er stadig mange steder fine chancer for at fange store havørreder, der faktisk findes helt op til opstrøms Ilbro.
Opstrøms Uggerby Å – havørred fra Sindal til Ilbro
– De få der fisker havørred på dette stræk fanger fisk, men de går stille med dørene. Strækket, der er relativt lavvandet, er for størstepartens vedkommende reguleret og mere kanalagtig end resten af åen – men lad dig ikke snyde. Der kan være rigtig godt med fisk. Enkelte steder er der nogle dybe indsnævringer og faskinerester i åen, som giver perfekte havørredpladser. Og – da mange af de vigtigste gydeområder ligger et godt stykke opstrøms Ilbro, er der selvsagt også masser af fisk, der passerer forbi dette stræk. Selv om her er ret kanaliseret, er der så høj kantbevoksning, at natfiskeri er mere eller mindre umuligt. Ved Ilbro stopper dagkortfiskeriet, og de områder man har fiskeret på som medlem af Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn. Fisketilladelse kan kun opnås ved at spørge lodsejerne.
De bedste spinnemetoder til havørred i Uggerby Å
– Med spinnestangen er min favoritmetode opstrøms spin med en Mepps Aglia str. 3 i sølv, fortsætter Niels. – Jeg har for mange år siden droppet det traditionelle nedstrøms woblerfiskeri, for man mister simpelthen for mange fisk på dårligt kroghold – og så er de så forbandet dyre, hvis man mister en. Men dem der sværger til dette fiskeri, anvender typisk 7 centimeters Rapala woblere – typisk Original, Jointed eller Countdown. Min favoritline er nylonlinen Drennan Double Strength 0,285, som jeg aldrig har mistet en fisk på.
Niels fisker stort set altid med flue om natten, og her er det især sort hvide rørfluer monteret med en Owner ST36 BC str. 12, der gør udslaget.
Fluegrej til havørred i Uggerby Å
– Med fluegrejet fisker jeg helt traditionelt nedstrømsfiskeri med en 10 fods Daiwa Whisker # 7-9. Linevalget veksler mellem en synke 2 til lav-mellem vandstand, mens jeg vælger en hurtigt synkende i høj vandstand – typisk forår og efterår. Om sommeren har jeg ofte 1,5 meter 0,33 nylonforfang i Drennan Double Strength. Forfanget afkortes helt ned til ca. 25 centimeter, ved høj vandstand og i koldt vand, hvor det er vigtigt at komme ordentligt ned til fiskene, slutter Niels.
Et aktivt foreningsliv hos Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn
Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn er en stor forening, der igennem tiden har gjort ufattelig meget for at genskabe den unikke havørredbestand i Uggerby Å. Når man snakker med medlemmerne og går ind på foreningens hjemmeside www.uggerbyaa.dk er man ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om en aktiv forening, der gør utrolig meget for deres medlemmer – både hvad angår fiskevand, faciliteter og spændende aktiviteter for lystfiskere i alle aldre. Planlægger du mere end blot et par dages fiskeri på en sæson, kan vi derfor varmt anbefale dig et medlemskab i foreningen, hvor du som medlem får frit fiskeri på størstedelen af åen.
Sæson og fisketid i Uggerby Å
Selvom der visse år kan være fint fiskeri efter store, blanke opgangsfisk allerede i juni, er det dog ofte først fra juli, at der er mange fisk i åen – og gode chancer for et stabilt fiskeri. Kommer man helt hen i midten af august og frem kan man være næsten 100%på, at der er rigtig mange fisk i åen. Men åen kan være lunefuld, og der er selvfølgelig ingen fangstgaranti…
Selv godt hen i oktober kan der være gode chancer for blankfisk. Sommeren igennem er det mest aften, nat og tidligt morgenfiskeri, der giver godt, men i ruskvejr eller fra slutningen af september og fremefter, hvor vandstanden ofte er høj og vandet lidt mere uklart, kan dag- og især aftenfiskeriet være givtigt under mange forskellige forhold. Især midt på sommeren er et godt fiskeri ofte betinget af høj, men faldende vandstand, der langsomt er ved at klare op.
Læs mere om fiskeriet i Uggerby Å her, hvor du også kan blive medlem af Sportfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, der har fiskeretten,
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2009
aug 24, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
1) Høj cigarføring idet Chris Whittington lander endnu flot havørred ved Vassnacken på Emåen. 2) Roland Maxe med 14,2 kilos havørred fra Fliseryd strækket.
I svenske Småland løber en idyllisk å, der kan få det til at risle koldt ned af ryggen på enhver havørredfisker. Her findes nemlig ikke blot fantastisk natur, men også en reel chance for at fange en rigtig stor havørred. Følg med Pelle Klippinge – alias Mr. Em – til åen, hvor dine vildeste havørreddrømme kan blive en realitet.
AF PELLE KLIPPINGE
Grejet bliver Pakket ud i rekordfart, og et øjeblik senere speyer norske Geir Goosen fluen ud over Nackens brede strøm. Men på trods af, at vi ser flere fine havørreder i overfladen, så viser de ingen interesse. Vi rykker derfor videre opstrøms gennem skoven op til Vassnacken, hvor vi affisker hotspottet ved den store sten. Netop som fluen stryger forbi, mærker jeg et forsigtigt stød i linen – uden at fisken tager reelt. Jeg fisker derfor videre nedstrøms og affisker både øvre og nedre Corner samt Sammanflödet. Men ligegyldigt hvor meget jeg fokuserer og skifter fluer, sker der intet. Emåen er som død, og jeg beslutter mig derfor for en god kop kaffe.
Et par kopper senere kommer det, jeg har frygtet. Et gråvejr med stort G, som Geir garanteret har importeret direkte fra Bergen. Snart splintrer vanddråberne overfladen. Vist kan regn være dejligt, men ikke lige nu – ikke når Emåens berømte havørreder skal overlistes. Vi beslutter os derfor for at tage en pause og kører ned til Göran Ulfsparre. Han bor nede på Em direkte ud til det aller mest berømte fiskestræk tættest på havet. Göran, som er snart 80 år gammel, er Emåens skytsengel. Han og hans afdøde far Gustaf har i alt passet fiskeriet i 100 år, hvilket næsten må aspirere til en plads i Guiness.
1) Emåens gigantiske havørreder kæmper stenhårdt. Denne syvkilos skønhed knækkede topdelen af stangen under landingen!, 2) Lennart Westerlunds verdensrekord fluefanget havørred på 15,3 kilo fra Island Pool, september 1993. 3) Ved Ems Herrgård med Home Pool lige udenfor har man fisket med flue siden 1920’erne.
En flot havørred fra Emåen
Hos Goran får vi lov til at kigge i en masse spændende fangstjournaler, fascinerende gamle fotos og antikt grej. Men pludselig ser vi en havørred. – Hvis det lykkes dig at fange den, så fortjener du en Emå-medalje, griner Göran, idet han fortsætter med at fortælle om den emaljerede brosche hans far Gustaf designede i trediverne.
Det inspirerer naturligvis, og snart er vi tilbage ved åen med fornyede kræfter. Geir svinger elegant fluen ud, og midt på Vassnackens mørke vand angriber havørreden pludselig fluen i en massiv hvirvel. Fisken tonser nedstrøms, og han må hoppe over stok og sten nedstrøms for at følge med. Fisken når at komme helt ud i den allerhårdeste strøm, inden Geir med et hårdt pres får presset den ind mod land. Da den føler gruset under bugen bliver den helt vild – og basker sig selv hele vejen op på land. Det er en rigtig flot fisk på omkring fire kilo, og straks efter han har pillet krogen ud, slår den med halen og får sin frihed igen.
Geir er rigtig godt tilfreds og har slet ikke bemærket, at hans kasket er gennemblødt af regnen, der nu vælter ned. Et øjeblik efter har vi Gören på telefonen – og han står ved sit løfte. Broschen er hans. Lidt senere mødes vi oppe i Stiftelsens museum, hvor Göran højtideligt sætter broschen på Geirs grønne fleece, hvorefter vi går hen og beundrer verdens største fluefangede havørred, der hænger udstoppet på væggen. 15,8 kilo vejede den imponerende Emå-havørred, der lod sig overliste i 1993.
A) Högsby FVO, B) Figgölehults Gård, C) Fliseryds SFK, D) Grönskogs Gård, E) Emsfors SFK og F) Ems Herregård
Et hårdt havørredhug på fluen
Tilbage ved vandet kaster den nu fint dekorerede Geir fluen ud over fossnakken ved Vrångeström. Her står der ofte store fisk, og de er lette at kaste til fra klipperne. Pludselig giver det et hårdt ryk i linen, og inden han ved af det, pisker linen af hjulet, mens en massiv fisk prøver at ryste fluen ud af munden, så vandet står til alle sider. Det bliver en hård kamp, som ikke bliver lettere af, at havørreden tager et langt udløb tværs gennem den hårde strøm. Geir lægger fuldt pres på fisken og bakker op i skoven, mens havørreden gør alt for at komme tilbage til den hårde strøm. Men tovtrækkeriet mellem norske muskler og svensk sølv varer længe, inden jeg til sidst kan håndlande den flotte fisk på omkring fem kilo. Igen må jeg gratulerer. Jo – Emåen er i sandhed et fantastisk havørred vand.
Efter kæmpehavørred i Emåen
Emåen i det sydøstlige Sverige er uden diskussion en af de mest berømte havørredåer i Skandinavien, og også set i en international sammenhæng omtales åens grove ørred med største respekt. Hvert eneste år landes der flere fisk, som med god margin passerer de 10 kilo – i 2008 cirka 10 stk. Snitvægten er gået en anelse ned de sidste par år, men ligger dog stadig på cikra tre kilo om foråret og 4-5 kilo om efteråret!
GUS emaljbrosche er et eftertragtet smykke.
De bedste tidspunkter til havørred og laks på Emåen
Havørrederne findes på et halvtreds kilometer langt stræk, hvoraf langt de fleste fisk fanges på de nederste tyve kilometer tættest på havet. Det allerbedste fiskeri er helt klart på de nederste 10 kilometer, hvor der i 2008 blev landet 668 havørred og 141 laks. Ikke så dårligt, kan man vist roligt sige – og faktisk også lidt over snittet i 2004-2009, som har været 643 havørred og 98 laks. Omkring 85% af fangsterne genudsættes, og de fleste fanges i perioden marts – medio maj.
Lakseopgangen sker primært fra maj til juni, men fiskeriet er ret tilfældigt. Emåen kan ikke prale af et stabilt laksefiskeri som fx Mörrum og Dalelven, hvilket i korte træks skyldes, at åens egen laksestamme forsvandt, da der blev bygget et kraftværk i begyndelsen af 1900-tallet. Desuden er der en lav sommervandføring, som betyder, at vandtemperaturen ofte bliver så høj, at det bliver svært at lokke laksene til hugget. En kold og sen forsommer kombineret med en god vandføring på omkring 25 kubikmeter/sekund eller mere er optimalt, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en laks. Men det er værd at satse. Snitvægten er 10-11 kilo og som du har kunnet læse i Fisk & Fri, så blev der i 2008 slået rekord med en pragtfisk på hele 26,6 kilo.
Forårsfiskeriet giver god mulighed for en fin start på sæsonen, men efterårsperioden fra midten af august til slutningen af september er det tidspunkt, hvor chancen er størst for en af de rigtig store.
Lennart og Pelle Klippinge med en fin blankfisk på 2,5 kilo fra Emåen i Sydsverige.
De bedste fiskepladser og stræk til havørred på Emåen
Fiskestrækkene på Emån er lange, sammenhængende og med fiskemuligheder på begge sider af åen.
Högsby Fiskevårdsområde er det stræk, der ligger længst opstrøms. Her gøres der mest lidt tilfældige fangster, men der er mange flotte pools som fx Lanhagen, Tingebro og Åseboströmmarna, der er perfekte til fluefiskeri.
Fliseryds SFK’s stræk ligger nedstrøms Högsby, hvor der er knapt ti kilometers fiskeri langs den sydlige bred. Her er der frit fiskeri for alle, og der kan løses dagkort uden begrænsninger. Overfor – på den nordlige side – sælger Figgölehults gård et begrænset antal fiskekort. Begge stræk er utrolig varierede, hvor sandede stræk veksler med dybe og stille huller.
Grönskog længere nedstrøms åbnede først i 2002. Her er åen meget speciel, idet den deler sig i et nærmest deltalignende landskab med intet mindre end fem forgreninger. Naturen er storslået og har nærmest karakter af vildmark. Her er flere drømmepools afgrænset af vilde fosser, men strækket er bestemt ikke førstevalget for den mere magelige lystfisker. Her er total kontrol over speykastet et must for fluefiskeren. Der sælges 10 kort dagligt på strækket, som er cirka seks kilometer.
Nedstrøms og ud til mundingen – et stræk på cirka 10 kilometer, kommer de mest interessante stræk for havørredfiskeren. Det er her at 80-90% af fangsterne gøres De to fiskestræk som findes nedenfor Karlshammar er Emsfors Sportfiskeklubb samt Em, der begge er private. På disse stræk har både havørred og laks fuldstændig fri passage, hvilket også er en del af forklaringen på, at de fleste fisk fanges her.
Emåen har på det nederste stræk siden 1920 tiltrukket mange fluefiskere. Især frem til anden verdenskrig valfartede bl.a. englændere hertil, hvilket afspejles i lokale stednavne som fx. Home Pool, Barrett Pool og Sea Pool. Her har mange kendte fluer set dagens lys i forsøget på at tilfredsstille de kræsene havørreder, og EmSilver, Supper Fly samt Silver Dawn er fortsat favoritter for mange fiskere.
Emsforsklubben, der grænser direkte op til Em, er en lokal forening, som jeg var med til at starte i Fra 2004 har det været muligt at købe to dagskort dagligt over nettet. Strækket er varieret med flere pools og fiskeri på begge sider. Åens karakter med store stille pools og brede nakker, gør at strækket fisker godt selv med meget høj vandføring. I 2008 blev der på et ret begrænset antal stænger landet cirka 100 havørred – hvoraf en stor andel var blankfisk.
De sølvblanke havørred er altid i bedste kondition, og det er naturligvis dem alle vil fange. Normalt siger man, at blankfisk altid er nystegne fra havet, men det er langt fra altid sandt. Sent om efteråret og om vinteren er der nemlig også fisk, der trækker op i åen udelukkende for at overvintre. Når fiskeriet åbner om foråret er de ganske svagt farvede, men er i øvrigt velformede og blanke. Men havørreden der er nystegen fra havet og kun stiger i foråret er den ultimative drømmefisk. Disse smukke sølvblanke skabninger, er stylede med et svagt skær af metallic blue og byder altid på en god fight.
Göran Ulfsparre er Emåns skytsengel – både ham – og hans far før ham har igennem to menneskealdre værnet om åen.
Emåen – et fantastisk fiskevand
Havørred og laks kan vandre hele vejen op til Högsby cirka 50 km fra udløbet i Østersøen. Undervejs findes to laksetrapper ved Karlshammar og Finsjö. Det meste fiskeri foregår nedstrøms Finsjö og cirka 85% af fangsterne genudsættes. Fiskesæsonen er fra 1.marts til 30 september, men de forskellige stræk har skiftende premieredatoer.
Praktisk info om fiskeriet i Emåen
Högsby Fiskevårdsområde: Turistbyrån i Högsby – 0046 491-291 64 – www.hogsby.se/turism Fiskekort til strækket, der er 10 km koster 100 kr./døgn og kan købes på Turistbureauet og sportsbutikken i Högsby. Man behøver ikke at booke på forhånd. Rekorden på dette stræk er cirka 6 kilo.
Fliseryds Sportfiskeklubb: Åbyvägen 27, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 925 77 eller 0046 70-84 92 577 www.fliserydsfk.se Fiskekort koster 150 kr./døgn og sælges i Algots varehus samt Fliseryds Gästgiveri m.fl. Fiskestrækket er 20 km. Nedstrøms kraftværket i Finsjö kan der kun fiskes på den sydlige side, og der er ingen forhåndsbooking. Rekorden på strækket er cirka 10 kilo.
Figgölehults gård: Philip Läggeberger, 380 53 Fliseryd, 0046 491-923 24, 0046 70-654 54 97Der er et begrænset antal stænger, og fiskeriet koster 100 kr./dag. Strækket er 8 km på nordsiden. Der udlejes tre hytter samt en sauna ved vandet og booking af fiskekort skal ske på forhånd. Havørredrekorden er cirka 14 kilo.
Grönskog Gård: Grönskog 204, 380 53 Fliseryd, 0046 491- 930 16, www.gronskogsgard.com Fiskekort koster 300 kroner, og man kan leje unikke gamle hytter fra 1700 tallet for 300 kroner i døgnet. Begrænsningen på det seks kilometer lange vildmarksstræk er 10 stænger pr. døgn. Der skal bookes på forhånd. Den største havørred fra strækket er 8 kilo.
Emsfors SFK: Minnet, 570 90 Påskallavik, www.emsforssfk.se Privat klubvand med onlinebookning. Max to stænger pr. dag til 300 kr. pr. fiskekort. Strækket er 10 kilometer med fiskeri på begge sider. Der er hytter ved åen, og den største havørred taget herfra er cirka 13 kilo.
Ems Herrgård Fiske och Jakt: Ems Herrgård, 383 91Mönsterås, 0046 491-910 83, www.emsherrgard.com Fiskekort koster 950 kroner pr. døgn og 500 kroner for en overnatning. Der udstedes kun 15 fiskekort pr. Dag, og strækket er 4 km med fiskeri på begge sider. Der er forhåndsbooking, og den største havørred som er fanget her vejede 15 kilo.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009
Emåen byder – udover kingsize havørred – også på flotte naturoplevelser.
aug 9, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold.
Den lave eller klare sommerelv stiller krav til, at fluerne ikke er alt for kraftige og tunge. Med udgangspunkt i den klassiske Sunray Shadow giver Peter Rødsgaard dig her tips til fluebindingen, når der skal fiskes med mindre, lette og langvingede fluer.
TEKST: PETER RØDSGAARD, FOTO: JENS BURSELL
SUNRAY SHADOW er en flue, som af en eller anden grund altid har fascineret mig. En flue så simpel, og dog så effektiv. Første gang jeg så den var i juniordagene, hvor fiskebladene blev pløjet igennem på kryds og tværs, når den kom ind ad døren.
Jeg mindes en artikel fra en vestvendt jysk å, hvor denne simple flue var manges foretrukne, selvom den var skabt til laksen i elven. Siden har jeg stødt på fluen utallige gange, og altid har den været omtalt med respekt. Ingen har kunnet antyde, at den ikke duede. Sidst jeg læste en længere historie med fluen, var i Michael Beck Hansens Størrelse er ikke alt. En dag var jeg så heldig at se en original flue bundet af ophavsmanden J.J. Brooks himself på bredden af Stjørdalselven i Norge. En gammel tysker på 80 med tilnavnet Kong Arthur, havde i sin tid fisket med Brooks, og han havde et eksemplar i gemmerne.
Den helt rigtige Sunray-effekt
Fluen sælges i dag i alle afskygninger i diverse grejbutikker, men ofte i versioner, der ikke yder den fornødne respekt. Mange af fluerne er nogle voldsomme krabater, som er dobbelt længde og enten med en hel ged som vinge eller en alt for kort tot polarræv. Dette giver ikke fluen den rette Sunray effekt.
Sunray effekten er i mine øjne den lange vinge, der svajer i strømmen, og giver fluen liv. Vingen er så lang, at den påvirkes af den turbulens vandet har, og dermed fisker af sig selv! Som ivrig fluebinder, der søger efter nye muligheder, har fluen inspireret mig til at binde nogle fluer med de traditionelle farver som sort, gul, rød, blå, grøn og orange, så de passer til forskellige vande og lysforhold. Det er simple fluer med lidt farve, hvor den lange vinge giver illusion af liv.
1) Her ser du et udvalg af Peter Rødsgaards Longwing fluer, der bygger på Sunray Shadows livlige vinge, men er videreudviklet til forskellige forhold. 2) En hook guide eller endnu bedre en lille klat farvet UV-lim forhindrer overvingen i at kile sig fast i krogsamlingen. Vælg en farve der spiller sammen med resten af fluen.
Sådan bindes en longwing flue til laks
Udgangspunktet er et ubelastet kort rør, som krogen kan holdes i, og som har en matchende farve til resten af fluen. På røret bindes en kort forkrop i ICE-Dub, med rib og et kropshackle bestående af et indfarvet Whiting hackle af typen Black Laced White. Det er min mening, at det godt kan se forkert ud, hvis et materiale på en flue stjæler udtrykket med kraftige farver og dette hackle har en farvet midte og sort kant og bringer balance i farverne på fluen.
Vingen bygger jeg op af to til fire sektioner, og lidt flash. Først bruger jeg en undervinge i indfarvet silvertippet eller sort egern, som skal løfte vingen en smule. Den skal være så lang at den kommer ca. en centimeter ud bag krogen. Vil jeg have lidt mere farve under den øverste vinge, binder jeg lidt farvet ged ind. Inden den øverste lange vinge bindes på, binder jeg fire strå flash ind i en til vingen matchende farve. Jeg bruger Krinkle flash, fordi den ikke bare er en flad flash, som giver nogle kraftige glimt, men hele tiden glimter en smule. De fire strå klippes til i fire længder, med den korteste i undervingens længde, og den længste helt ud mod overvingens bagkant. Overvingen skal være otte til tolv centimeter, så har man forskellige størrelser, og man kan tilpasse sig de forhold fiskeriet byder.
Overvingen laver jeg i ged eller lange bløde dækhår fra sølvræv. Vingen skal være relativbolle, som jeg desværre synes vinder mere og mere frem. Disse fluer med tykke vinger enten af mange sektioner hår eller en kraftig strip af bløde hår, samt et voldsomt hackle i hår eller struds, egner sig nok mere til at pumpe med i langsomt vand end en hurtig elv.
Et par ekstra tips til longwing fluen
Et par fif når du fisker med fluen skal også lige med. Den lange vinge er ikke helt problemfri, da den ser noget så fed ud i vandet, når alt er rigtigt, men hvis vingen slår om krogen eller kiler sig fast i krogsamlingen på en tre- eller dobbeltkrog, bliver det noget af en snurrebasse. For at undgå dette, kan der gøres flere ting. Under indbindingen af egernvingen sørger jeg for at den breder sig lidt ud, og forhindrer overvingen at komme ned. Hacklet er ikke superblødt, og klasker sammen, men holder sig lidt, sådan at det dækker en smule for krogen.
Krogen kan forsynes med en tilklippet hookguide, der dækker samlingen, eller en klat lim i samlingen. Limen til samlingen var før noget med epoxy, men i dag har UV-limen gjort denne proces noget nemmere, samtidig med at den kan købes i nogle fine farver, der kan matche resten af fluen. Fluen fisker jeg ubelastet på flydeline, med forskellige polyleaders fra intermediate til superfast sinking alt efter hastigheden på vandet. Det er ikke en flue der skal langt ned, men fisker glimrende i den øverste halve meter. God sommersæson!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 19, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…
Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.
I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.
Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.
Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.
Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
jun 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Når sommersolen får varmet vandet op – så skal fluen fiskes højt. Sådan lyder det fra Pelle Klippinge og et par norske lakseksperter, der her giver dig en god stak højtgående tips til sommerens laksefluefiskeri.
AF PELLE KLIPPINGE
VEJRET bliver mere og mere gustent, og et kraftigt vindstød er tæt på at blæse min kasket ud over Orklas strømmende vand. Jeg starter min affiskning et godt stykke oppe i det hårde stryg med en lille kobber rørflue, der fisker i overfladen af den stærke strøm.
Hugget kommer som et mindre chock, og inden jeg ved af det, er laksen allerede på vej mod fosnakken i ekspresfart. Men til alt held vender den i sidste øjeblik og skyder i luften med en kraftfuld serie af spring. At der er tale om en grov fisk, er der ingen som helst tvivl om – og den er helt blank.
Laksens kræfter ebber dog langsomt ud og efter et stykke tid søger den mod dybere vand. Fra Saghölen’s stejle brinker er det dog ikke let at udtrætte en fisk. Man står nærmest oven for laksen og får alt for lidt sidepres til effektivt at kunne udtrætte fisken. Først efter tyve minutter kommer fisken til overfladen og vender siden opad. Den er bred og så nystegen, at der stadig er lus ved gatfinnen. Men det er så også det sidste jeg ser. Da min hånd er kun ynkelige 10 centimeter fra at gribe storfisken om haleroden, slipper krogen sit fæste, idet laksen bakser så kraftigt med halen, at jeg ikke kan se ud af mine briller for bare vand.
Jonas Hammarstedt er en af de aller mest garvede laksefiskere fra Gaula.
Med rørflue i overfladen efter laks
Den lille rørflue er snart ude igen, og på grund af den stærke strøm skøjter den rundt helt oppe i overfladen. Orkla er smal lige her, og strømmen er derfor hård. Efter et par korte kast ser jeg pludselig et laksehoved med halvåben mund oppe i overfladen, som jager fluen, men misser. Jeg lægger lynhurtigt et kast til samme spot, hvorefter den uden tøven går efter fluen igen. Men igen misser den – samt hugger og misser endnu en gang. Men til sidst, da fluen er blot nogle meter fra egen bred, får den til sidst fat i fluen.
Det første udløb bliver en gentagelse af den første lakse fight. Men laksen bliver bare ved med at tage hurtige udløb og springe fri af vandet, så der står kaskader af vaud ude over hølet og stangen spændes faretruende…
Efter den tidligere fight er jeg godt træt og sætter mig derfor til rette på en sten, mens jeg lægger pres på fisken. Minutterne går, og inden jeg får set mig om, har jeg siddet der i ti minutter, uden at laksen har rykket sig ud af flækken. Jeg presser så meget jeg kan, og er efterhånden ved at være godt lang i armene, da en af vennerne dukker op, som dagens frelsende engel.
Med sit store net, får han landet laksen, lægger den foran mig – og gratulerer. Han spørger om jeg skal beholde laksen, og det skal jeg bestemt. Her bliver rigeligt med gravad laks til hele gænget! Engang imellem er det fedt at konstatere, at storlaksen kan blive så ivrig efter at tage fluen, som det var tilfældet med denne fisk, der bare huggede igen og igen. Og som det så ofte sker, så indtraf situationen ved et drastisk omslag i vejret. At tænke sig, at så stor en fisk kan jage som besat for at få fat i en lille flue på en halv tomme i benhård strøm – det er helt vildt. Og det vildeste er, at dagen før havde det været mere eller mindre umuligt at få fiskene i tale, ligegyldigt hvad jeg gjorde – alt imens et par ormefiskere lige op strøms landede tre nystegne blanklaks og bankede os fluefiskere totalt ud af banen…
Jeg ved ikke hvorfor. Men for mit eget vedkommende lykkes det sjældent med det tunge og bundnære synkelinefiskeri. Måske er jeg for doven. Det er nemlig krævende. Og så hader jeg bundbid. I praksis fisker jeg derfor sjældent mere end en meter under overfladen. Det lyder måske ikke så dybt, men tænk lidt over, hvordan du selv egentlig fisker i praksis. Selv en synke 2 får ikke fluen til at gå særlig dybt – og slet ikke i en kraftfuld norsk elv, der er meget hurtigere end fx de danske eller sydsvenske åer. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl – normalt er det rigeligt, hvis man kommer en meter ned i vandet – selv når der fiskes efter springer laks.
Sink-tip liner er et område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connect- eller multi tips«. Det smarteste koncept er efter Pelles mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer.
Den bedste flueline til laks
Min linefavorit har altid været en sink-tip. Det er på denne line, at jeg fanger størsteparten af mine laks, og samme line gør, at jeg ikke har brug for hverken intermediate eller en normal slow sink. Men det er dog vigtigt, at tippen er hurtigt synkende. Fordelen ved sinktippen er, at den både fisker og styrer fluen uhyre effektivt.
Fluen og forfanget trækkes lynhurtig nogle centimeter ned i vandet, selv på pladser med virkelig hård strøm. Og det er vigtigt, fordi så fisker fluen effektivt fra samme øjeblik, den rammer vandet. Hvis strømmen er knapt så stærk, så fisker fluen op mod en halvmeter ned med min sædvanlige sink-tip. Til sammenligning fisker en hel intermediate eller slow sink på samme niveau,men har den ulempe at den »klæber til vandet«, hvilket eksempelvis gør det sværere at mende og kontrollere linen. Et andet plus ved sink-tip linen er, at den er let at løfte og kaste direkte, uden nogen ekstra rulle ellermellemkast.
Sink-tip liner er i øvrigt en område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connecteller multi tips«. Det smarteste koncept er efter min mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer. Spidserne er normalt 4-6 meter lange. Fordelen er indlysende; med det samme system dækker man stort set samtlige fiskesituationer, som man kommer ud for igennem en sæson. Med lidt øvelse kan man hurtigt fremtrylle en line, der dækker hele spektret fra flydeline til mere dybdegående alternativer.
De fabrikater, jeg har testet, kaster desuden rigtig godt. Selv de aller tungeste er godt afbalancerede – i modsætning til de tidligere typer af disse liner. I de bedste liner af denne type er linens kerne totalt uelastisk, hvilket giver markant bedre føling med linen og fluen end tidligere. Men det giver ikke bare bedre føling med fiskeriet; det giver også mere præcise kast.
Jens Christensen fisker med sink-tip i Skjern Å ved Skarrild.
Fluefiskeri efter laks på varierende dybde
Fiskeri på varierende dybde er en hel videnskab. Det er derfor altid interessant at høre om andres linevalg. Jeg snakkede derfor med et par af de dygtigste laksefluefiskere i Norge – Asbjörn Storöien og Jonas Hammarstedt, der begge har sort bælte i laks. Ved temperaturer over ni grader var de rørende enige: Flydeline kombineret med en synkende tip eller tafs gav klart flest fisk. Dette blev i visse situationer udbygget og kompletteret med coneheads eller metaltube på fluen, for at få den lidt længere ned – og undgå at den striber i overfladen.
Ved temperaturer under ni grader fortrækker de begge at fiske dybere: – Mit synkelinefiskeri foregår med LTS i synke 1-2 kombineret med flere typer af Polyleaders fra fast sink til superfast i spidsen, fortæller Asbjörn Storöien, og fortsætter. – Min erfaring med polyleader er, at synkelinen bliver meget bedre at kaste med, fordi den nærmest fungerer som en direkte forlængelse af linens tapering. Det giver længere kast, og linen strækker sig bedre og pænere. Det rækker med 1-1,5 meter nylontafs i cirka 0,45 mm.
Jonas Hammarstedt fortæller, at han under det tidlige fiskeri i en høj og kold elv, altid vælger tung line og tunge fluer for at komme ordentlig ned til fisken, der står dybt. – Men ud over det foregår det meste af mit fiskeri med flydende eller intermediate liner – ofte kombineret med en synkende tafs, som hurtigt lader sig skifte. Dette kan så kombineres med en mere eller mindre tung flue, alt efter forholdene ved pladsen, slutter han.
I praksis betyder det, at størsteparten af alle de mange laks, som de to dygtige laksefluefiskere fanger, sjældent hugger på under én meters under overfladen. Vil man længere ned, så skal det ske ved, at man vælger en tungere flue. Og præcis som guldhoved nymfer har revolutioneret fiskeriet efter ørred og stalling, så har coneheads og bottle-tubes fået samme betydning inden for laksefiskeriet. Nogle bryder sig ikke om det, da belastningen i ekstrem tilfælde kan påvirke præsentationen, men der er ingen tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive videreudviklet. I dag vejer de tungeste tubes omkring tre gram, hvilket ikke er at anbefale ved lav vandstand om sommeren.
Men – stiger vandet pludselig eller skal men helt ned i et dybt hul med turbulent strøm, så er det en stor fordel af have tunge rørfluer med i flueboksen. I den sammenhæng kommer jeg i tanke om et svært forårsfiskeri for nogle år tilbage i Emåen, hvor vandstanden var ekstremt høj – og fangsterne udeblev, fordi det var svært at fiske dybt nok. En opfindsom lokal fisker – Björn Bergström – knækkede koden ved at binde et søm på linen oven for fluen. Det var ganske vist både svært at kaste med og klodset, men ned det kom han. Og han fik flere flotte havørred som en af de eneste ved åen.
Enklere kan det ikke blive – fluen trækker en perfekt stribe ved at lade forfanget forlade tuben på siden af rører som vist her.
Riffling hitch – med laksefluen stribende i overfladen
Som kontrast til dette ekstremt dybe fiskeri, vil jeg fortælle dig om en oplevelse jeg havde i de sidste dage af august 2008 ved norske Gaula. Jeg fiskede på elvens øvre del ovenfor Singsås. Der var utrolig lidt vand og solen skinnede, da vi sad ved Trönderlånet og svalede os i skyggen. I det klare vand kunne vi regelmæssigt se laks i en pool, når vi stod højt oppe, og der var yderst interessant at iagttage dem. Både morgen og aften var der en del plasken i poolen, og vi pøvede alt – uden held. Det var først da norske Knut elegant landede en bred hunfisk på næsten 10 kilo efterfulgt af en mellemlaks og en grilse, at vi begyndte at indse, at det var regulært overfladefiskeri, der skulle til. Men selvom vi gik over til at stribe små halvtommers fluer tværs over indløbsstrømmen – præcis som Knut, fik vi aldrig rigtig gang i fiskeriet. Men han var også helt suveræn til dette.
Riffling hitch eller Portland hitch, som teknikken hedder, er ekstremt spændende. Metoden blev oprindeligt opdyrket på Newfoundland og blev populariseret af Lee Wulff. Når elven er lav og varm, har teknikken sin aller største force, og det er ekstremt fascinerende at stribe fluen hjem, så den trækker et v-formet kølvand efter sig på overfladen. Det eneste det kræver er en flydeline og et halvstik på forfanget bag om fluens hoved – så trækker den en perfekt stribe igennem overfladen.
Det mest effektive er dog – som Knut – at anvende en lille halv tommers rørflue af plast, hvilket kombineres med en krog, der er så let som mulig. Det er normalt rigeligt med en vinge på fluen og det er ikke nødvendigt med en krop. Rødt eller hvidt hoved er en fordel, da det med kontrastfarver som disse, bliver lettere at følge fluen på overfladen. Hullet til forfanget, som laves med en nål, placeres et par mm nede fra enden af røret, lavet på en sådan måde, at vingen vender opad. Man kan evt lave et hul på begge sider af fluen, så man kan skifte afhængig af hvilken side af elvenman fisker fra.
1 – Langt de fleste sommerlaks stiger ofte villigt til fluen, og hugger som denne flotte fisk, i den øverste meter af vandsøjlen. 2 – Andreas Klippinge med en flot julilaks fra Saghölen i norske
Orkla.
Korte kast med fluen er ofte rigeligt
Efter kastet er det vigtigt at få kontakt med fluen hurtigt. Det er derfor en fordel at fiske med korte kast – 6-10 meter er ofte rigeligt. For at få den bedst mulige effekt gælder det om at prøve sig frem med forskellige kastevinkler, og så er det ellers bare om at tage linen ind – og nyde den surfe – eller hitche i overfladen.
– Det mest vigtige er at have fuldstændig stram line hele tiden, fortæller Knut. – Foretag nedstrøms mendning og led linen med stangspidsen, mens du tager den ind. Varier kastet efter strømmen; med en jævn strøm kan kastet gå tværstrøms, mens det ved mere kraftig strøm kan være nødvendigt at vade opstrøms og holde fluen over gode standpladser – serveret med et nedstrøms kast.
Vent lidt med modhugget ved riffling hitch
Det sværeste ved riffling hitch teknikken er dog at vente lidt med modhugget. Laksen kan nemlig hugge på et utal af forskellige måder ved denne spændende metode. Den kan både hoppe, rulle eller bare følge fluen, inden den bider. Men gør man modhug for tidligt, at det næsten garanteret, at man mister fisken. Det er vigtigt ikke at foretage sig noget, før man er sikker på, at laksen har lukket kæften ordentligt. Og det er man reelt set ofte først, når man mærker fiskens vægt i stangen. Først da er det tid til at stramme op og drive krogspidsen ind i munden på den. Men bliver man så paralyseret, at man glemmer alt, så gør det intet. Laksen driver selv krogen ind i det første udløb…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 5, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer
Bækørreden her lod sig overliste af en brun CDC Mayfly, der kombinerer en klassisk faldskærmsflueopbygning med brug af CDC materialer.
I denne tid, hvor syntetiske materialer i stigende grad definerer dagsordenen, er det bemærkelsesværdigt, at et af de suverænt bedste materialer til tørfluer stadig findes helt naturligt i rumpen på gråanden. CDC hedder materialet, og det er nøglen til tørre tørfluer.
AF RASMUS OVESEN
TØRFLUEFISKERI er basalt set kunsten at placere en flue på vandet og forhindre den i at drukne så tilpas længe, at en fisk kan nå at forgribe sig på den. Men hvor simpelt det end måtte lyde i al sin umiddelbarhed, så er tørfluefiskeri faktisk en ganske kompliceret sag, som kræver både finesse, teknik og taktisk forståelse. Vil man have succes som tørfluefisker, er det allervigtigste dog, at man i sit fluesortiment har nogle fluer, som rent faktisk formår at holde sig oven vande.
Denne døgnflueimitation med vinger af tilklippede CDC fjer og thorax af dubbede CDC dun, holder sig oven vande forbavsende længe – selv i turbulente strømvande.
Vigtigt at tørfluerne har god flydeevne
”De rigtige tørfluefiskere” – fanatikerne, der ikke fisker med andet end tørfluer – er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at binde fluer med god flydeevne. Det ved almindelige jordnære tørfluefiskere også, men fælles for begge grupperinger er, at der næppe findes noget mere frustrerende end at se sin lille tørflue synke under umiddelbart opstrøms drømmefisken. Det strider imod hele princippet i fiskeriet, og er en pinefuld påmindelse om, at fluen, man har siddet derhjemme og kæmpet med ved stikket, ikke er helt god nok – eller at den i hvert fald kunne være bedre.
Det er en påmindelse om, at første slag i kampen om at fange drømmefisken på tørflue, skal udkæmpes hjemme ved fluestikket, og det er her, at gråanden kommer ind i billedet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er den nemlig på mange måder en mulig nøgle til succes som tørfluefisker.
Det fantastiske ved gråanden er, at den, som de fleste er bekendt med, flyder ganske fortræffeligt – en kvalitet, som tørfluefiskeren af hele sit hjerte ønsker at overføre til de minutiøse tørfluer, som han drømmende sidder og snører sammen, inden turen går til favoritåen. Fluerne bliver bundet sparsommeligt for at minimere vægten, men heller ikke så sparsommeligt, at de ikke har den nødvendige fylde, der skal til, for at fluen kan hvile længe nok i overfladefilmen og få et tilstrækkeligt langt drev, inden den drukner.
Tørfluer drukner som bekendt før eller senere – selv de mest kompetent udfærdigede af slagsen – og bækørreder og stallinger er sjældent særligt imponerede over en gennemblødt dødssejler af en tørflue.
En spent spinner med et hackle af spundne CDC fjerfibre. Denne type hackler er mere diskrete en konventionelle tørfluehackler og illuderer bedre det flyvefærdige insekts spinkle ben og diskrete vandaftryk.
Tørfluer, der har høj flydeevne med elegance
Tricket er at binde tørfluer med fightersjæl; tørfluer, der står distancen og som holder sig længere oven vande end nogen andre. Men som samtidigt – på fornuftig vis – imiterer insektlivet ved vandløbet. Enhver kan jo binde en regulær prop af en tørflue af rådyrhår eller skumplast, men det er ikke hvad som helst en nobel stalling eller bækørred suger i sig på overfladen. Det er ligesom hele pointen – eller udfordringen- i sporten.
Med ovenstående in mente, så lad os da vende tilbage til gråanden igen. Udover at ænder flyder fortræffeligt godt, ved enhver også, at ænder skyer vand særdeles godt. Ganske vist er det ofte andens fætter – gåsen, som der ufrivilligt bliver henvist til, når fornuft og gode råd bliver ignoreret. Men ligesom fornuft og gode råd ofte preller af på os mennesker – og i særdeleshed de af os, der tilfældigvis er fanatiske og selvbestaltede fluefiskere, så preller vand også i høj grad af på anden.
Gumpen på anden gøres vandafvisende af sekret
Andens hemmelighed er, at den udskiller et sekret, som bliver lagret i dens fjerdragt – et sekret, der bevirker at fjerene ikke suger vand til sig. I dens rumpe sidder nogle meget fine fjer/dun, som også imprægneres med dette sekret, og det er disse dunede fjer, som er interessante. De har en god flydeevne, og kan med lidt fantasi bruges til at lave nogle tørfluer, der er både højtflydende og særdeles resistente over for vandindtag.
Fjerene har fået det franske navn »Cul de Canard« (CDC), som oversat betyder anderumpefjer, og med fluebindingsøjne er de særdeles interessante.
CDC Danica er en let majflueimitation, som kombinerer en vinge og et fronthackle af CDC med en hale og bagkrop lavet af en coc de leon saddelfjer. Den hviler elegant på vandet og laver et yderst hensigtsmæssigt
aftryk på vandet.
Overdressede fluer bør undgås
Problemet hjemme ved fluestikket er, at man tit og ofte er tilbøjelig til at overdresse sine fluer, for at få dem til at flyde bedre. Store, tætte og luftige hackler giver som bekendt god flydeevne, og kraftige haler af spændstige fjerfibre kan ligeledes forbedre fluens evne til at holde sig på den tørre side af vandspejlet. Desværre giver meget kraftigt dressede og fyldige tørfluer ikke samme gode naturtrohed, som sparsomt dressede fluer. Mange klassiske tørfluer med konventionelle bærende fronthackler ender ofte med at ligne et stort livløst fnug mere end et spisbart insekt.
En simpel vårflueimitation bundet med et klassisk fronthackle og vinge og krop af CDC fjer. Med lidt fantasi er det nemt at CDC-forny ældre og mere etablerede mønstre, så de flyder højere og længere end tidligere.
En højtflydende tørflue er ofte en god imitation
Insekterne, vi oftest imiterer, er de klækkende insekter. De er elegante og lette væsener, som er relativt lidt i berøring med vandet. De flyder med andre ord ret højt, og ørreden eller stallingen i dybet ser ikke meget andet eller mere end en relativt lang og slank krop, antydningen af nogle tynde og fine ben og muligvis et glimt af insektets vinger. Alt i alt, er der for fisken tale om blot et lille aftryk i vandet under en relativ slank silhuet mod himlen. Dette skal fluebinderen holde sig for øje, når han sætter sig ned foran fluestikket for at fylde nogle af de tomme rum i flueæsken; »Less is more«, som amerikanerne siger med en vis sandhedsnerve. Og det er her, at CDC fjerene kommer ind i billedet.
Der kan bindes mange forskellige fluer med CDC
CDC fjer muliggør binding af et bredt spektrum af forskelligartede fluer, som på fornuftig vis imiterer det flyvefærdige insekts aftryk på overfladen samt dets umiddelbare lethed og ynde. Og har man fantasi til at kombinere brugen af CDC fjer med mere konventionelle tørfluematerialer, har man i særdeleshed mulighed for at binde nogle yderst spændende og brugbare tørfluer.
Man kan afstamme CDC fjeren og bruge dunene som et lækkert uldent og vandafvisende dubbingmateriale. Man kan klippe de enkelte fjer til i form, og bruge dem som vinger på spent spinners eller faldskærmsfluer. Man kan også lave »falske« hackler ved at tvinde CDC dun i en dubbingløkke, hvilket resulterer i et mindre voldsomt strittende og mere livagtigt hackle end man normalt opnår med traditionelle hanehackler.
Og er man ikke så fantastisk at fisken nødvendigvis skal suge fluen af overfladen, for at den rigtigt tæller, kan man med stort held anvende CDC-fjerene som vingekasser eller overfladeforankring på imitationer af klækkende insekter umiddelbart i overfladefilmen – emergers som amerikanerne kalder dem. CDC fjerene er også glimrende som haler på tørfluer. Særligt hvis man indbinder hele fjer og sørger for at samle både fjerstammen og de enkelte fjerfibre i selve indbindingspunktet.
Imprægnering af CDC tørfluer
CDC tørfluerne drukner selvfølgelig også før eller senere, men de flyder højt forbavsende længe i forhold til andre typer tørfluer – også selvom fluerne ikke imprægneres før brug. Vil man optimere fluernes flydeevne findes der i øvrigt efterhånden en række oliebaserede CDC flydemidler, som kan forlænge fluernes tørfluekvaliteter en anelse. Men de kan reelt set ikke holde tørfluerne tørre meget længere end CDC fjerene med deres naturlige imprægnering i forvejen kan.
CDC fjerene fungerer helt igennem perfekt som vinger på døgnflueimitationer. De er let transparente og elegante, og så er fjerstammen forbavsende stærk og holdbar.
