maj 17, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, LAKS, Trolling efter laks
Hvis sommerfiskeri efter store, stærke laks lyder fristende, så bør du overveje en tur til Stockholms yderskærgård, hvor der over årene har været et godt fiskeri. Her får du en stak stadig aktuelle tips fra salige Flemming Madsen, der bringer dig tættere på vandringslaksene ved Singö og omegn.
AF FLEMMING MADSEN
FISKERIET i området startede for år tilbage ved Nynäshamn/Landsort i syd. Dengang var fiskeriet svært med mange nul dage, men også med en reel chance for en drømmelaks på over de 20 kilo. Laksefiskeriet i hele området er især baseret på vandringslaks, der er på vej fra spisekammeret i den sydlige Østersø til deres legepladser – de store elve – i midt og Nordsverige.
I takt med at interessen steg, blev nye områder udforsket; alle i nordlig retning. Steder som fx Grän, Krysset og Viksten er i dag alle kendte fiskepladser. De seneste par års hotteste sted er dog området omkring Understen – med Singö som udgangspunkt – som samtidigt er den nordligste plads og ikke uvæsentligt der, hvor afstanden til Ålandsøerne er mindst – ca. 40 km. Sundet mellem Ålandsøerne og de yderste skær danner nemlig en tragt, hvor de trækkende laks bliver koncentreret. Og jo flere laks, desto større chance for fangst.
Det spændende fiskeri er, hvad man gør det til, og alle de gængse metoder fungerer i større eller mindre grad. Vil man derimod optimere sine chancer – og hvem vil ikke det – så er der en del ting, man bør vælge fra og andre ting, som man gør klogt i at implementere i sit »nye« lakse-setup.
Laksetrolling med stor spredning på agnene
Stor spredning på agnene – både til siden, bag båden og i dybden, er ofte den helt rigtige fremgangsmåde, hvis sky fisk skal lokkes til hug. Det er helt generelt IKKE tilfældet med sommerfiskeri efter vandringslaks!
Erfaringen, som nogle af de dygtige svenske trollingteams har gjort, er at samler man agnene mest muligt og derved skaber en form for stimeeffekt, så har der været kortere mellem huggene – ikke bare mellem de 3 eller 4 dobbelte hug, men også mellem de enkelte hug. Fiskeriet foregår efter laks, der som regel optræder i flokke. Vandet ligger typisk i nærheden af de ideelle 10 grader, hvilket gør, at man med fordel også kan skrue op for trollinghastigheden.
Der vil være dage, hvor de rigtige agn fisket i 4 og sågar 4,5 knobs fart, udfisker agn fisket i bare 2,5-3,0 knob! Den høje fart udelukker på grund af vandmodstanden i princippet brugen af Dipsy Diver. Ligeledes er brugen af Dodger/Flasher om ikke umulig så i hvert tilfælde begrænset til enkelte fart-tolerante modeller og i det hele taget til mindre grej og færre liner på downriggerne. Det er heller ikke alle Sideplanere, der magter opgaven. Generelt kan man sige, at alle modeller, der er lavet over Yellow Bird designet IKKE klarer opgaven. Great White og tilsvarende planere kan dog fiskes ultra hurtigt. Er du i tvivl, så afprøv grejerne inden den ca. 1.500 km lange køretur (t/r).

Størstedelen af laksene ved Singö tages på blink, og indslag af sorte og røde prikker er populært hos mange.
Blink virker bedst til laksene ved Singö
Blink står sikkert for 90% af fangsterne med de klassiske 15-16 cm magnum skeer som topscorer. Det forhindrer dog ikke, at der vil være tidspunkter, hvor blink i den halve størrelse er den rette medicin. Når/hvis man skifter mellem fx. 3,0 og 4,0 knobs trollingfart, er det vigtigt at også skifte ALLE agnene til den aktuelle fart. Kun meget få trollingblink går godt i 3,5 knob+ uden modifikationer af den ene eller anden art. Et relativt smalt og fladt blink, der samtidigt er lavet i tyk plade klarer høj fart, et bredt og buet/hvælvet blink lavet i tynd plade befinder sig i den modsatte ende af fartskalaen.
Der er mange måder, man selv kan trimme sine blink på. Afmonter krog og springringe, og tryk derefter blinket fladere. Et par ekstra lag tyk epoxy lak beskytter ikke bare overfladen, men gør naturligvis også blinket tykkere og tungere, samt dermed mere fart-tolerant. Endelig vil flere springringe og større krog også hjælpe i den henseende. De nævnte tiltag vil naturligvis også ændre gangen. Det vil være en god idé, at have alle høj-hastigheds agnene i en separat kasse, så man bevarer overblikket.
Vær bevidst om brugen af agn med UV effekt. Til sommerfiskeri – med formentlig meget sol og klart vand, er det nærmest ensbetydende med INGEN hug, hvis man benytter dem under de forhold. Meget tidligt om morgenen, sent om aftenen, i diset/tåget vejr og lignende kan det derimod være en rigtig god ide. Så alt til sin tid! Ellers virker det som om, at blink i gule, blå og grønne nuancer evt. med indslag af sorte eller røde prikker har fisket bedst, især hvis de har haft guld eller kobber bagside!
Fisk højt! Størstedelen af fiskene bliver fanget i de øverste 20 fod af vandsøjlen, relativt få dybere end 40 fod og næsten ingen dybere end 60 fod.
Laksetrolling med Singö som udgangspunkt
Vælges Singö som udgangspunkt, skal man være tidligt ude. Der er kun få overnatnings muligheder, og interessen er stigende. Tjek singocamping.se. Hvis man er lidt af en gambler, kunne anden uge af maj og sidste uge af juni være mulige tidspunkter til en tur nordpå. Men uden, at der kan gives garantier, så er de mellemliggende uger et mere sikkert bud på laks i båden. God tur.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2010
Se vores video om den svenske lakstrolling guru Pelle Karlsson her.
‘
mar 1, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Et gammelt mundheld går, at når det har været en kold vinter i den nordlige Østersø, så bliver det et godt laksetrollingår ved Bornholm. Og meget tyder på, at det holder stik:
– Vækkeuret ringede klokken seks, fortæller Thobias og Jesper Larsen fra Team Kok. – Kaffen blev lavet, og som altid inden vi sejler ud af havnen, skal man lige have en sevablødda. Da klokken blev 06.45, smed vi fortøjninger og satte kursen ned mod området ”Bakkerne”, som vi havde fået anbefalet af nogle lokale trollingfiskere på Bornholm. Der gik en times sejlads, mens vi nød solopgangen over solskinsøen med en kop kaffe, og vi tænkte, at det nok skulle blive en god dag, hvis vi bare fik to fisk i båden. Da vi ankom til Bakkerne, stoppede vi cirka 1.8 sømil fra waypointet, som vi havde fået. Alle stængerne blev sat, og jeg fik mig lige en sevablødda mere, efter at grejet var sat, for ellers fanger vi ikke nogle fisk.
– Vi så fint med fødefisk på skærmen det første stykke tid, og en times tid efter, at vi havde sat grejet, kunne vi se noget, der lignede en laksebue på ekkoloddet i 90 fod. 30 sekunder efter huggede den på downriggeren. Vi stod med et kæmpesmil på begge to, og derefter så gik det bare stærkt. Pludselig udløsete downriggeren i styrbords side i 90 fod, så udløste dipsy´en i styrbord, og derefter var der hug på to overfladestænger, så vi kunne slet ikke få armene ned. Men for at det ikke skulle være løgn, så kom der endnu mere kaos på, da der lige huggede en fisk mere på en af dipsy´erne. Og – inden vi så os om, kom der to mere på riggen i 70 og 30 fod, mens de to overfladestænger tog udløb. Eller sagt på en anden måde – lige pludselig stod vi så med et 9-dobbelt hug.

Kludder var der mere end rigeligt aF under det nidobbelte laksehug på trollingstængerne.
– Man kan vist roligt sige, at vi lige skulle finde os selv i vivarret. Vi rev alt andet grej ind, så vi var klar til at få det bedste ud af det hele. Noget tid efter lykkedes det os at få de første to laks ind, hvor vi fik dem afkroget og sat ud igen, da de havde fedtfinne. Som du kan se nedenfor havde de lavet megakludder i nogle af linerne. Derefter fik vi så tre vildlaks mere op og vende i båden, som også blev afkroget og genudsat. Herefter stod vi så med de sidste to laks ude i 150-200 fod, og kunne se, at der stadig var fem liner i vandet, hvilket endte med det største linekludder, jeg nogensinde har set.
– Vi fik linekludderet kørt ind til båden, og prøvede at vikle det ud, men kunne se, at det nok ville blive umuligt, så jeg begyndte at trække linerne ind med hånden, hvilket gjorde ret ondt i mine fingre. Undervejs skar mig et par steder i hånden. Men op det skulle de sgu, så jeg fik kæmpet mig igennem de 100 fod til den første laks, som blev afkroget fint og genudsat. Nu var der lys for enden af tunnellen, da der kun manglede cirka 80 fod. Jeg fik til sidst trukket linen op, og det viste sig, at den sidste fisk i vores 9 dobbelte hug, hvor kun to blev mistet, var en vild 10+, som også bliver afkroget og genudsendt.
– Efter det hektiske nidobbelte hug, tog det dog også 2,5 time, før vi var helt færdig med at klippe liner og få sat grejet på igen efter den enorme gang kludder. Men – det kunne godt svare sig, for vi fik faktisk yderligere fire laks mere i båden i løbet af dagen. Det var en god start på laksesæsonen, slutter de to gæve trollingfiskere, der både deltager i Westin Cup 2026 og drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoreret af iFish Travel.
Har du fået blot på tanden til en trollingtur til Bornholm, så læs om Trollingtræf Bornholm 2026 her.
feb 17, 2026 | Nyheder
– En kold vinter i den Botniske Bugt giver fantastisk laksefiskeri i den sydlige Østersø – det siger al erfaring. Så her efter den koldeste vinter i to årtier har vi derfor kæmpe forventninger til årets store trollingkonkurrence på Bornholm, fortæller Kim Finne til Fisk & Fri.
For 36. gang afholdes der i påsken Trollingtræf Bornholm for alle lakseentusiaster – igen i år arrangeret af Kims firma, Eastside Marine i Nexø. Trollingtræffet er i dag den vigtigste trollingkonkurrence i Østersøen og årets højdepunkt for trollingfiskerne.
Reguleringerne i laksefiskeriet, hvor hjemtagningen blev begrænset til én finneklippet laks per mand per dag, som blev indført for nogle år siden, var naturligvis en kæmpe omvæltning for de mange skandinaviske laksefiskere, og der var nogle år, hvor mange trollingfiskere hang med næbbet over ændringerne. Den legendariske kæmpe-konkurrence Trolling Master Bornholm blev aflyst. Masteren var arrangeret af tv2 Bornholm, og var først og fremmest en mediebegivenhed, men konceptet fungerede ikke uden højdepunkterne i de daglige indvejningssessioner.
Efter aflysningen af Trolling Master manglede laksefiskeriet et samlingspunkt, og Kim besluttede at overtage samt opgradere Trollingtræf Bornholm – også kendt som Påsketræffet – med hjælp af blandt andre Jakob Nielsen fra Garmin. Der er der stadig stor vægt på konkurrenceelementet med masser af flotte præmier til store fisk, men der tænkes også i at maksimere hyggen omkring arrangementet – både ved de daglige indvejninger og til diverse arrangementer om aftenerne med god mad og kolde øl.
– Det nye koncept for trollingtræffet blev fra begyndelsen vanvittigt godt modtaget, og vi har haft støt stigende tilmeldinger hvert år, siger Kim. – En ting er, at konkurrencen bare er superhyggelig, men i mellemtiden har trollingfiskerne helt klart også vænnet sig til den nye normal: Det er stadig fedt at have en båd, det er stadig fedt at være på vandet, det er stadig fedt at fiske laks … og man får faktisk også stadig fisk til fryseren. Trollingfiskeriet i Østersøen kan noget helt særligt … Så længe blinket er i vandet, kan en blank 20 kilos-laks hugge når som helst, og der er kontakt med fisk i den størrelse hvert år i perioden. Påsketræffet bliver midtpunkt for det hele – det er den uge, man ser frem til i løbet af vinteren, mens båden bliver trimmet.
Ved hver indvejning på de otte konkurrencedage er der tre lodtrækningspræmier, hvoraf toppræmien er et Garmin Quatix 8 marineur. De tre hovedpræmier til en samlet værdi af cirka 45.000 kroner, kommer du til at høre nærmere om, når vi kommer tættere på. Der kan dagligt indvejes tre havørreder og to finneklippede laks per båd.
– Lige nu ligger laksefiskeriet stille på grund af is i havnene, men vi ved, at fiskene er derude, og som nævnt har vi bare mega forventninger i år – vi glæder os helt vildt, slutter Kim og tilføjer, at der stadig er ledige pladser til Trollingtræf Bornholm – sidste frist for tilmelding er 14. marts.
Gå ikke glip af dette fantastiske arrangement, så skynd dig at melde dig til Trollingtræf Bornholm 2026 her – inden tilmeldingsfristen d 14 marts.
maj 20, 2022 | Nyheder
Team Såhugdog har været to dage i Rønneby i Sydsverige, for at trolle efter laks i Hanöbugten, der ligger lige ud for. – Onsdag fiskede vi ca 23 mil fra land, fortæller Ulrik Roed og Rasmus Almbjørn. – Der var ikke mange fødefisk, og vi var de eneste ude i det område, men waypointet vi gik efter havde givet mange fisk tidligere. Midt på dagen blev vi belønnet med en fin blank finneklippet laks på 12.5kg og ud over det en hel del hornfisk.
– I går torsdag var vi igen på vandet, hvor vi prøvede lidt mere kystnært og fik en laks mere på ca 7-8 kg, men denne var en vildlaks og blev nænsomt genudsat. Vi mistede også en laks, som vi aldrig fik set. Endvidere fik vi hornfisk og en bundørred. Der er ingen tvivl: 2 1/2 dag i Rønneby i fantastisk vejr – det kan godt anbefales, slutter de.
Vil du vide mere om laksefiskeriet i dette område samt få en masse gode trollingtricks – så tjek vores video med den svenske trolling legende Pelle Karlsson, der fisker netop dette område. Se videoen her på Fisk og Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
apr 17, 2022 | Nyheder
Som nævnt i den sidste nyhed på fiskogfri.dk har hele Østersøen er ramt af svært fiskeri i denne uge, hvilket naturligvis gav svære forhold til konkurrencen Trollingtræf Bornholm 2022. – Der var 82 både tilmeldt, men der blev kun landet 17 fisk på 8 dages fiskeri, beretter arrangøren Kim Finne fra Eastside Trolling. – Bådene havde 2-3 inde dage pga vejret.
De både, der fik fisk rangerede som følger:
1 – Flemming Snowman 13,78 kg.
2 – Finn Christoffersen 12,68 kg
3 – Jesper Larsen 11,74 kg
4 – John P Jarnskor 11,14 kg
5 – Lasse Nielsen 11,00 kg
6 – Mikkel Kruser 9,68 kg
7 – Johnny Amstrup 9,58 kg
8 – Leif Pedersen 9,48 kg
9 – Jonas Lauritsen 8,06 kg
10 – Allan Tørnqvist 7,54 kg
11 – Steen Sørensen 7,48 kg
12 – Tommy Balle 6,98 kg
13 – Flemming Egestad 6,26 kg
14 – Finn Christoffersen 3,90 kg
15 – Jakob Nielsen 3,62 kg
16 – Anders Jensen 3,22 kg
17 – Sune Andersen 3,06 kg
Blandt de mange sponsorer var blandt andet Garmin, Westin, Savage Gear og Columbus Marine.

Vinderne af Trollingtræf 2022. I midten nr. 1 – Flemming Snowman.
nov 14, 2021 | Nyheder
– De lovede endelig fint vejr, så nu var det, at det skulle prøves, at sejle langt efter laksene, beretter Kim Finne fra EastSide Trolling. – Målet var lagt omtrent 22 sømil nordøst fra Nexø. Jeg kom frem relativt sent omkring klokken 11 om formiddagen, og grejet blev hurtigt sat.
– Først søgte jeg lidt rundt, da vandet stadig er lidt varmt – for at være mere præcis 9,4 grader i overfladen. Efter 1 time fandt jeg lidt køligere vand, og der var de: Først gik den yderste sideplaner, og jeg kunne straks se, at det var en god fisk, der susede derudaf med en masse hop. Da den kom op i båden, kunne jeg se, at den var fedtfinne klippet.
– Jeg fik næsten kun lige sat grejet igen, og så gik den midterste stang på riggen i 55 fod. Snart kom endnu en fin fisk ind, og næsten lige efter gik der en sideplaner. Da den kom ind til båden, kunne jeg se, at den også var fedtfinne klippet. Herefter fik jeg endnu et hug på riggen i 40 fod cirka 30 minutter efter. Denne laks gik direkte op og fri af vandet, men den smed krogen i sit hop. Sidst på dagen kom der også en lille fed blank havørred på et blink i overfladen. Alt dette skete på kun 4,5 times fiskeri, så i dette område var det en stor procentsats, der var fedt finne klippet.
okt 14, 2021 | Nyheder
Flemming Madsen – en legende i dansk lystfiskeri – gik i går aftes bort. Her på redaktionen har vi netop fået den triste melding om hans alt for tidlige død – og det gør os virkelig ondt.
I årtier har Flemming gennem sit fiskeri inspireret masser af lystfiskere til nye fiskeeventyr – både ude ved vandene og gennem sine mange fine artikler i Fisk & Fri. Den første store milepæl satte han uden tvivl som en af de mest ihærdige og succesfulde pionerer i det skandinaviske laksetrollingfiskeri, som han var en af de allerførste til at dyrke seriøst op igennem slutfirserne og halvfemserne. Men det var ikke kun indenfor laksetrolling, at Madsen ikke var bange for at opdyrke nye vande og fiskepladser – og op gennem årene er det blevet til pionerfiskeri efter alt fra havkat til sildehajer.
De seneste par år var det især søfiskeriet efter gedde, aborre og sandart, der havde Flemmings store interesse, og som i alt andet han har rørte ved – har han gjort det virkelig godt. Men vigtigst af alt var ikke hans pionerfiskeri og alle de imponerende storfisk: Flemming var et fantastisk menneske og en rigtig god fiskekammerat som alle os, der kendte ham – vil komme til at savne.
Æret være dit minde Flemming. Din stjerne vil brænde klart på fiskehimlen.
Jens Bursell
apr 4, 2021 | Nyheder
– Trollingtræf Bornholm 2021, som kørte for 30 gang og havde jubilæum i år, er nu afviklet med en præmieliste på over 200.000 kroner, fortæller arrangøren Kim Finne fra Eastside Marine Company. – Vi har været udfordret hele ugen af halvdårligt vejr, og det har blæst meget, hvilket har påvirket fiskeriet negativt. De dage, hvor der var godt vejr, var der dog heldigvis rigtig godt fiskeri, og der er blevet landet rigtig mange fine fisk.
– Folk har været supergode til at respektere de nye Corona-regler, som gjorde, at konkurrencen kunne afvikles. Der var 122 Teams tilmeldt i år, og hele konkurrencen blev afviklet uden problemer. Det var hovedsageligt vest- og østsiden af Bornholm, der stod for den største mængde fisk, men de var dog noget større ud på østsiden, eftersom det var der, at både fiskene på første- og andenpladsen blev taget lige ud for Nexø. 3 pladsen blev taget ud for Hasle.
– Den største laks blev fanget af Tommy Balle på 16,86 kg. 2 pladsen gik til Jakob Nielsen med en laks på 16,54 kg – og tredjepladsen gik til Lasse Nielsen med en laks på 16,12 kg.
mar 31, 2021 | Nyheder
– Efter en kort introduktion, pakning af båd og iklædning af dragter, sejlede vi ud fra Tejn kl. 08.00 med Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri, fortæller Carsten Madsen. – Det blev en sejltur for fuld skrue, og med 2 x 250 Hk nåede vi ud på fiskepladsen nord for Bornholm på et kvarter. Her begyndte vi at sætte grej – i alt 15 stænger fordelt med agnfisk og blink sat i en vifte bag båden. Nogle gik dybt og nogle gik i overfladen.
– Vejret var perfekt, og der var høj sol og 5-7 m/s vindhastighed. Med grejet sat var det bare om at nyde den spændte ventetid, mens vi roligt fiskede langs ”fødefiskenes” og dermed også laksens trækrute.
– Allerede efter et par timers fiskeri blev den ene klemme udløst, men det viste sig dog hurtigt at laksen var fejlkroget og måtte ”hales sidelæns” hjem til båden. Per sagde med det samme, da vi opdagede det – at ”den laks kan vi meget let miste!”. Og efter 5 minutter slap krogen – hvilket var en god og værdig udgang for den flotte 5-10 kg laks, som sikkert havde slået forkert på blinket… Meeeen selvfølgelig var der lidt ærgrelse at spore bagefter hos Kasper, som var første mand på stangen. Frisk mod – det var bare med at få sat grejet igen og komme videre med fiskeriet. Var der én laks – var der jo nok også flere!
– Efter en times tid, begyndte maverne at rumle og madpakkerne nærmede sig…Troede vi! Det viste sig, at Per efter 30 år med kedelige madpakker (undskyld til Pers kone Bettina), havde valgt, at der i stedet skulle grilles pølser 5 sømil nord for Bornholm! Lasse blev hurtigt udpeget som grillmester – med helt klare anvisninger om, at de skulle have en lækker mørkebrun farve og være letsprukne! Den plan viste sig dog at blive svær at overholde – for bedst som pølserne blev vendt første gang var der hug igen. Og det var nu blevet Lasses tur!
– Laksen havde taget en agnfisk tæt ved overfladen, og Per sagde med det samme, at det kunne godt være en god fisk, så stængerne på den ene side af båden blev hurtigt strøget, så der var god plads til fighten. 10 minutter inde i fighten gik det op for Per, at pølseopskriften var i fare, da det var Lasse der havde stangen – hvorefter han på klingende Bornholms højlydt udbrød: ”Hva` faaaen Grillmester – du har forladt din post. Hva´ faen er det for noget?” Pølser måtte være pølser; for Lasse havde rigeligt andet at tænke på med sin igangværende fight for laksedebut! Det var en rigtig god laks, og spændingen steg gevaldigt på båden, da den kom ind forbi første gang og vi kunne se hvor stor den var. Mette udbrød spontant, HOLD KÆÆÆFT MAND HVOR ER DEN STOR!!! Efter 3-4 gange blev den træt og kunne sikkert nettes af Per: En helt perfekt påskefrokost til havs!
– Der gik en time – så var der hug igen. Denne gang et blink på 60 fods dybde. Kasper fik chancen igen; også denne gang var det en rigtig god fisk! Endnu en fight for laksedebut var i gang, og igen med kyndig vejledning fra Per, lykkedes det at få laksen ind til båden på sikker vis, hvor den blev den nettet efter et par forsøg. Vægten stoppede ved 7,5 kg – og igen – sikke en fisk, fuldstændig perfekt form og stand!! Det er helt utroligt hvor flotte de er! Efter endnu et par timer måtte vi desværre pakke grejet ned, da vi skulle nå en quick-test inden de lukkede og efterfølgende en færge hjem. Sikke en fantastisk dag vi alle havde på havet.
Per er ekstremt hyggelig, sjov og vidende på trollingfiskeriet. Verona Sportsfiskeri har hele pakken – både for ”nørderne” der vil vide og lære mere samt dykke dybt i alle fiskeriet detaljer og facetter; men også for os debutanter som bare har drømt om sådanne dage og oplevelser i årevis! Tusind tak til Per for en supergod dag fra os alle fire! Vi har tidligere trollingfisket ved Mauritius og landet tun, dorado og meget andet, men denne – vores hidtil bedste fiskedag – blev i dag slået på en påskedag i Danmark, slutter Mette, Lasse, Kasper og Carsten Madsen.