– De lovede endelig fint vejr, så nu var det, at det skulle prøves, at sejle langt efter laksene, beretter Kim Finne fra EastSide Trolling. – Målet var lagt omtrent 22 sømil nordøst fra Nexø. Jeg kom frem relativt sent omkring klokken 11 om formiddagen, og grejet blev hurtigt sat.
– Først søgte jeg lidt rundt, da vandet stadig er lidt varmt – for at være mere præcis 9,4 grader i overfladen. Efter 1 time fandt jeg lidt køligere vand, og der var de: Først gik den yderste sideplaner, og jeg kunne straks se, at det var en god fisk, der susede derudaf med en masse hop. Da den kom op i båden, kunne jeg se, at den var fedtfinne klippet.
– Jeg fik næsten kun lige sat grejet igen, og så gik den midterste stang på riggen i 55 fod. Snart kom endnu en fin fisk ind, og næsten lige efter gik der en sideplaner. Da den kom ind til båden, kunne jeg se, at den også var fedtfinne klippet. Herefter fik jeg endnu et hug på riggen i 40 fod cirka 30 minutter efter. Denne laks gik direkte op og fri af vandet, men den smed krogen i sit hop. Sidst på dagen kom der også en lille fed blank havørred på et blink i overfladen. Alt dette skete på kun 4,5 times fiskeri, så i dette område var det en stor procentsats, der var fedt finne klippet.