– En kold vinter i den Botniske Bugt giver fantastisk laksefiskeri i den sydlige Østersø – det siger al erfaring. Så her efter den koldeste vinter i to årtier har vi derfor kæmpe forventninger til årets store trollingkonkurrence på Bornholm, fortæller Kim Finne til Fisk & Fri.
For 36. gang afholdes der i påsken Trollingtræf Bornholm for alle lakseentusiaster – igen i år arrangeret af Kims firma, Eastside Marine i Nexø. Trollingtræffet er i dag den vigtigste trollingkonkurrence i Østersøen og årets højdepunkt for trollingfiskerne.
Reguleringerne i laksefiskeriet, hvor hjemtagningen blev begrænset til én finneklippet laks per mand per dag, som blev indført for nogle år siden, var naturligvis en kæmpe omvæltning for de mange skandinaviske laksefiskere, og der var nogle år, hvor mange trollingfiskere hang med næbbet over ændringerne. Den legendariske kæmpe-konkurrence Trolling Master Bornholm blev aflyst. Masteren var arrangeret af tv2 Bornholm, og var først og fremmest en mediebegivenhed, men konceptet fungerede ikke uden højdepunkterne i de daglige indvejningssessioner.
Efter aflysningen af Trolling Master manglede laksefiskeriet et samlingspunkt, og Kim besluttede at overtage samt opgradere Trollingtræf Bornholm – også kendt som Påsketræffet – med hjælp af blandt andre Jakob Nielsen fra Garmin. Der er der stadig stor vægt på konkurrenceelementet med masser af flotte præmier til store fisk, men der tænkes også i at maksimere hyggen omkring arrangementet – både ved de daglige indvejninger og til diverse arrangementer om aftenerne med god mad og kolde øl.
– Det nye koncept for trollingtræffet blev fra begyndelsen vanvittigt godt modtaget, og vi har haft støt stigende tilmeldinger hvert år, siger Kim. – En ting er, at konkurrencen bare er superhyggelig, men i mellemtiden har trollingfiskerne helt klart også vænnet sig til den nye normal: Det er stadig fedt at have en båd, det er stadig fedt at være på vandet, det er stadig fedt at fiske laks … og man får faktisk også stadig fisk til fryseren. Trollingfiskeriet i Østersøen kan noget helt særligt … Så længe blinket er i vandet, kan en blank 20 kilos-laks hugge når som helst, og der er kontakt med fisk i den størrelse hvert år i perioden. Påsketræffet bliver midtpunkt for det hele – det er den uge, man ser frem til i løbet af vinteren, mens båden bliver trimmet.
Ved hver indvejning på de otte konkurrencedage er der tre lodtrækningspræmier, hvoraf toppræmien er et Garmin Quatix 8 marineur. De tre hovedpræmier til en samlet værdi af cirka 45.000 kroner, kommer du til at høre nærmere om, når vi kommer tættere på. Der kan dagligt indvejes tre havørreder og to finneklippede laks per båd.
– Lige nu ligger laksefiskeriet stille på grund af is i havnene, men vi ved, at fiskene er derude, og som nævnt har vi bare mega forventninger i år – vi glæder os helt vildt, slutter Kim og tilføjer, at der stadig er ledige pladser til Trollingtræf Bornholm – sidste frist for tilmelding er 14. marts.
Gå ikke glip af dette fantastiske arrangement, så skynd dig at melde dig til Trollingtræf Bornholm 2026 her – inden tilmeldingsfristen d 14 marts.









