HAVFISKERI: HELLEFLYNDERTRICKS
Når storfisken hugger er det fedt at være flere kammerater og have oplevelsen sammen.
Havets dronning – helleflynderen – er med sin størrelse og styrke en sand trofæfisk. Her får du en række tips til hvordan du selv bedst kommer i gang med fiskeriet fra egen eller lejet båd.
AF FREDERIK ERITSIAN-HANSEN
ALT I ALT har jeg besøgt Helleflynderland 12 gange, og selvom fiskeriet har været forskelligt fra plads til plads, har jeg alligevel draget mig nogle samlede erfaringer. Her får du mine tips valg af plads, setup til fiskeriet samt de bedste affiskningsteknikker.
Valg af plads til helleflynderne
Det jeg typisk leder efter, de gange jeg ankommer til en helt ny plads, er en række faktorer som skal være opfyldt.
1) Ensartet bund uden vegetation.
2) Gerne i et område med strøm.
3) Dybt vand i umiddelbar nærhed.
Pladsen ved Nordkap er en nærmest ikonisk helleflynder-plads med et strømfyldt plateau tæt på meget dybt vand. Andre klassiske områder kan være sunde mellem øer, stort set alt hvor der er noget bevægelse i vandet. Et godt eksempel er et strømfyldt sund i Nappstraumen, hvor vi har fanget masser af flyndere. Dybder jeg helst fisker på er 7-40 meter. Fiskene står uden tvivl også dybere, men af hensyn til den måde jeg fisker på, er det nemmere at fiske på lidt lavere vand. Dybden, hvor fiskene helst opholder sig, kan variere fra område til område, men som udgangspunkt, bør man, efter min mening, sigte efter dybder fra 22-37 meter.
Ejer af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson er selv en inkarneret havfisker – og det er nok også en stor del af årsagen til den store succes, han har opnået.
Naturlig agn er fantastisk til helleflynder
I min optik er der ikke meget, som slår brug af naturlig agn til helleflynder – enten fisket i en baitholder, som fx Giant Baithead, hvor man fisker en lille sej, torsk eller makrel direkte i et jighoved, eller man fisker den efter et stykke bananbly, såsom Westin Halibut Anti-twist rig.
Selvom naturlig agn er uhyggelig effektivt, kan man sagtens have bonanza-fiskeri på kunstig agn. Vægtmæssigt behøver man ikke fiske med mere end 300 gram som udgangspunkt, men personligt kan jeg godt lide at fiske med lidt større jigs efter devisen – ”stor agn – stor fisk”. Her passer et softbait som 400 grams Crazy Daisy fint til mit temperament. Farvevalget tillægger jeg ikke den helt store betydning, men alligevel holder jeg mig typisk til to farve-kombinationer – enten guld (Fancy Cola-Cacao) eller lilla (Rainbow). Jeg fisker som udgangspunkt med to stænger – én med naturlig agn i ”vindsiden” – altså i slipstrømmen af bådens drift – og én med kunstig agn, som jeg fisker aktivt. Heldigvis går det som udgangspunkt fint at fiske stangen med naturlig agn, samtidig med, at man fisker med kunstig agn, da det er sjældent, at der er bundstrøm i modsat retning.
Kun i meget strømfyldte sund kan man få sin sag for, hvis man ligger og fisker i bagvandet. Her er linekontrol alfa og omega, og man bør vælge mellem naturlig agn eller kunstig agn. Ligger man i et sådan bagvand vil et takel med naturlig agn typisk have en tendens til at kludre, selvom man fisker det aktivt, og da linekontrollen er så vigtig, vælger jeg næsten altid kun at fiske med kunstagn i disse tilfælde. Er vind og strøm dog nogenlunde samarbejdsvillig går det fint at fiske med to stænger.
Som hjul til agnfiskeriet anvender jeg Shimano Tekota 600LC fyldt op med 80 Ibs fletline. Hjulet bruger jeg primært til mit trollingfiskeri, men det fungerer også eminent til mit agnfiskeri. Normalt er helleflynder-spin eller jig-fiskeri rimelig hårdt ved hjulet, men ved agnfiskeri fisker man ikke så aktivt, som ved kunstagn. Her lader jeg taklet køre ned til bunden og tjekker mit linetællerhjul. Hvis der er 30 meter vand på loddet og tælleren står på 32 meter ved jeg, at der er to meter difference til mit tællerhjul, hvilket selvfølgelig kan variere afhængig af strøm og vind – jo mere vind, jo større vinkel til agnen, og jo større difference.
Herefter sørger jeg for at fiske to meter over bunden, så jeg hele tiden er i ”danger-zonen”. Med intervaller af 4-5 minutter sænker jeg agnen ned til bunden og hæver den to meter igen – både for at være helt sikker, men også for at tirre en eventuel nysgerrig flynder, der står og kigger på den agnede sej eller torsk.
Her ser du en fin spisefisk på 15 kilo. Som udgangspunkt bør større fisk over 30 kg (130 cm) sættes ud igen – og fisk over 140-145 cm bør ikke løftes ind i båden inden genudsætning.
Helleflynder på jig
Når jeg fisker med kunstagn, sænker jeg typisk agnen ned til bunden, og fisker den op med langsomme pumpebevægelser, som hvis man fightede en fisk. Jeg fisker typisk jiggen op til midten af vandsøjlen.
Helleflynder-hugget kan komme som et lyn for en klar himmel, og andre gange kan den blot nippe lidt til agnen. I de sidste tilfælde gælder det om at holde hovedet koldt, og ikke give tilslag før man kan mærke vægten af fisken. Men når dette sker, gælder det så også om at plante et solidt modhug – og vigtigst af alt – vedholde et konstant pres på fisken. Rigtig mange fisk mistes i de første fem sekunder af fighten, hvor man giver tilslag til fisken – især hvis man har løftet stangen lidt højt og dernæst sænker den for at rulle line ind, så man ikke får givet konstant nok pres.
Det praktiske fiskeri efter helleflynder
En god affiskningsteknik er særdeles vigtig for at kunne dyrke et effektivt helleflynderfiskeri: Når jeg ankommer til en plads, der ser lovende ud, starter jeg altid med at lægge mig nogenlunde midt på pladsen hvor jeg vil fiske, og stopper motoren for at se, hvordan strømmen løber. Husk på, at der stadig kan være lidt afdrift fra båden efter, at man stopper, så lig gerne stille et minut og zoom så godt ind på plotteren.
Herefter kan du se, hvilken vej du driver – og hvor hurtigt. Dette giver en meget god indikation af hvor du skal lægge dit første drev, så din drift er optimal. En optimal drift er meget gerne på et plateau i nærheden af dybt vand. Du skal helst drive ind over ensartet bund. Når du er færdig med drevet, sejler du tilbage og forsøger én gang til. Har du mærket fisk, kan du drive ind over samme sted, men har du ikke mærket noget, så prøv at flytte dig en smule, så du ikke fisker ind over samme sted. Fisk måske en anelse dybere eller en anelse lavere.
Man kan også starte på en top og så drive ud over toppen – mod dybere vand. Men med de vekslende dybder bør man dog kun fiske med én stang, da det kan være svært at fiske effektivt, når dybden varierer hurtigt. Dette var mine egne tips til, hvordan du optimerer dit fiskeri og fanger så mange samt så store flyndere som muligt.
En klassisk helleflynder plads, er en top med fødefisk rundt omkring. Fisk gerne toppen nogle gange af med forskellige drev .
Hvad siger helleflynder eksperten?
Jeg har også udfrittet en helleflynder-kapacitet ud over det sædvanlige – nemlig ejeren af Nordic Sea Angling – Jimmy Andersson, der har fisket og testet det meste af helleflynderfiskeriet i Nordnorge:
– Det første jeg kigger efter, når jeg leder efter en ny helleflynderplads, er at dybden bør være mellem 10-40 meter, gerne med lidt flade partier, forklarer han. – Det må gerne være i nærheden af lidt større dybde, og der kan også være en top i nærheden, hvor fødefiskene godt kan lide at opholde sig. Endelig bør der være strøm på pladsen – eksempelvis i et sund eller omkring en pynt. Kender man til pladsen fra tidligere fiskeri, så er det især vigtigt at notere sig vandtemperaturen.
Hvis en plads fx plejer at være god i maj, og man kommer i maj – og pladsen ikke fisker godt, så kan dette sandsynligvis skyldes vandtemperaturen. Helleflynderfiskeriet afhænger nemlig meget af vandtemperaturen. I så fald skal man forsøge at være lidt fleksibel og måske teste fiskeriet på lidt dybere eller lavere vand.
Rent statistisk tror jeg, at den absolut største chance for at fange en helleflynder over to meter er ud for Å ved Lofoten i juli eller august, svarer han. – En konkurrent til dette kan være Havøysund i oktober. Når det gælder de helt store flyndere, så er det ofte de samme pladser, der leverer storfisk år efter år.
Flere mindre i stedet for få store helleflyndere
– Hvis jeg havde besluttet mig for at gå målrettet efter at fange eksempelvis 10 helleflyndere over målet på én dag, vil jeg sige, at Å eller Nappstraumen i maj kan være rigtig god antalsmæssigt, men også Havøysund i juni eller september er et godt bud til mange flyndere, understreger han. – Uanset om man kun fisker efter størrelse eller kun antal, så er det vigtigt at teste flere metoder, altså både jigfiskeri og fiskeri med naturlig agn.
Jeg anvender en Westin 6,8 fods stang i klassen 20-30 Ibs, fortæller han. – Som hjul bruger jeg et Maxel Transformer fyldt med 0,36 mm fletline fra CWC, der hedder Strike Wire. Forholdsvis lette grejer, men det klarer rigtig store fisk! Fisker man udelukkende efter helleflyndere, så kan jeg også anbefale Westin W6 Seajigging på 5,2 fod, som er en lidt kortere stang, men med en enorm løftekraft! Når det gælder valg af jig, så syntes jeg at Crazy Daisy jiggs’ne i 400 gram er det bedste, der findes på markedet – gerne i farverne glow/gadus, eller Fancy Cola Cacao, som er mine favoritter for øjeblikket.
Når jeg fisker med naturlig agn, såsom sej eller makrel, så er mit setup næsten udelukkende altid med glideflåd med 300 grams opdrift og blot én cirkelkrog gennem hovedet på agnfisken. Det er vigtigt at anvende en cirkelkrog, som kroger godt. Personligt syntes jeg, at Mustad Tuna Circle hook i str. 10/0 eller 12/0 er de bedste kroge på markedet. Man skal blot huske at ignorere ”modhugsrefleksen” – hvilket er meget vigtigt at undlade, når man fisker med cirkelkrog, da den kroger af sig selv, når man strammer linen op. Men er denne teknik på plads, så er det en utrolig effektiv måde at kroge på. Og så er det desuden sindssygt sjovt at flådmede helleflynder, slutter han.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
