– Jeg har netop været på havfisketur til Norge med Norway Guidefishing sammen 12 fiskevenner fra Skagen Havfiskeklub, fortæller Eskild Pedersen. – Der skulle fiskes efter helleflynder, og det var første gang for mit vedkommende, at det skulle prøves. Forventningerne var derfor store, om det nu ville lykkes at få en flynder på krogen.
– Man må sige, at det lykkes fuldt ud med et par stykker på omkring 20 kg de første to dage. På tredjedagen kom så det store hug, og agnen var dårligt nok kommet til bunds på cirka 40 meter vand, før der var bid. Stangen krøllede helt sammen. Noget stort havde taget min sej, og meget hurtigt var den på vej væk. 200 meter line flåede den af hjulet, før jeg styr på fisken og den lagde den sig godt tilrette på bunden. Der blev så sejlet frem, så jeg kunne få spolet noget line ind på hjulet.
– Og så begyndte kampen ellers. Helleflynderen kom lidt op og ned nogle gange, men hver gang kom den da længere op. Da den var cirka 10 meter over bunden, blev den bare stående.
– Nu ved jeg godt at man ikke må pille ved bremsen, men her var det nødvendigt. Jeg strammede den derfor bare lige et lille nøk, så den i det mindste ikke rigtig kunne få sit store hoved nedefter. Det hjalp, og så begyndte den ganske roligt, dog i protest, at følge med op til båden. Her blev den dygtigt lander af mine to kammerater: Fisken fik en stor krog i munden og et halereb på, så var der styr på havets dronning. Og der lå den så; en kæmpe fisk på 215 cm og cirka 150 kg. Det var en herrefight for en ældre mand som mig, og hele kampen tog cirka 1 time og 30 minutter. I alt fik jeg syv flyndere, og det blev en tur, som jeg aldrig vil glemme, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskcup 2023.
Læs meget mere om Kinetic Fiskecup – samt alle præmierne – her.
Se fighten og fisken i vandet på denne lille video: