– Igen i år drog vi 12 mand fra Skagen Havfiskeklub mod det nordiske helleflynder-Mekka ved Havøysund med Norway Guide Fishing, hvor vi skulle bo i den fine camp, der ligger ret ned til vandet med de toptunede Arronet joller. Sådan lyder det fra Anders Bjørn Wolff. – Vi er tæt på Nordkap, så det er en lille køretur på cirka 2400 km. Både Sverige, Finland og Norge kommer vi igennem, og turen er helt utroligt flot. Det flotte Alta Pas passerer vi, og det indikerer, at vi er tæt på det endelige mål, hvorefter vi nyder de sidste 300 km imellem fjorde og bugter.

– Endeligt fremme bliver camp og både gennemgået af de dygtige guider, Peter og Rasmus. Vi kaster os straks over grejet, og inden længe er vi på vej ud på Det Norske Hav. Det bliver kun til en lille aftentur, men vi belønnes da med en fin helleflynder på 138 cm. Den bliver hurtigt målt i vandet, og får hurtigt sin frihed igen.

– De følgende dage er vejret bare med os, og der kommer rigtig mange flotte helleflyndere op. Karsten Cramer får en flot fisk på 178 cm, Eskild topper med en gigant plade på 215 cm, og der kommer faktisk en del op over 150 cm – bl.a. Jesper med en fisk på 152 cm på kastestang. Den giver ham virkelig kamp til stregen. Jeg fanger selv en fin helleflynder 145 cm på en flådfisket sej. Det er ret fedt at prøve, og hugget ser fedt ud på den store malleprop. Jeg får flere tilbud, som jeg desværre mister. Totalt fanger vi 12 mand på de 4 både 87 helleflynder, og ca. 95% bliver genudsat. Ud over flyndere bliver det til havkat, torsk, sej, ulk, kuller og brosmer. Stedet kan varmt anbefales, hvis man er til fiskeri efter store helleflyndere, men ud over det, så er der mange store naturoplevelser med hvaler, havørne og søpapagøjer i massevis, slutter han.

Læs også denne artikel om sensommerens og efterårets fiskeri efter helleflynder i Nordnorge.

 

Grejxperten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This