feb 14, 2022 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Medefiskeri
OEndelig er der bud efter fluen – en fin fisk har inhaleret Allans rørflue.
Havvandet er koldt og mange blankfisk er søgt op i åens ferskere vande. Havørred i ferskvand er dog fredet til den 28. februar, men fra den 1 marts kan du fiske efter grønlændere i åen. Her får du lidt inspiration, så du kan være klar til åbningen – samt Casper Larsen og Allan Overgaards opskrift på, hvordan grønlænderne i Tryggevælde Å skal fanges.
AF ALLAN OVERGAARD OG CASPER LARSEN
CASPER LARSEN er ekspert udi Put and Take-fiskeriet, men hans fiskeri strækker sig også til mange andre grene af lystfiskeruniverset. Her får du Caspers gode råd til medefiskeriet efter grønlændere i åen.
Klokken er 7.30 da jeg triller ind på parkeringspladsen i Avedøre. Min far har timet det godt, da han akkurat stiger ud af elevatoren i det samme. – For hulen da det er koldt til morgen, rømmer han sig. Og han har ret, temperaturmåleren i bilen viser -5,5 grad, og vi er begge i tvivl om nattens stille og klare vejr, har lagt låg på åen.
Da vi 30 minutter senere kører over Prambroen ved Tryggevælde Å, kan vi se, at åen ser helt perfekt ud. Strømmen løber fint, og der er kun tegn på et fint lag is langs brinkerne. – Det er perfekte rammer for at bade en regnorm, siger den gamle, som modsat mig, er en inkarneret åhavørredfisker. Netop derfor blev de første ture til åen også brugt på at kigge ham grundigt over skulderen, og det har fra første tur givet fisk, og jeg har endnu til gode at trække en nulbon i åen!
Da mine vanlige rammer i Put and Take søerne, har været frosset til et stykke tid, sidder der stadig en rød/hvid flamingoprop på hovedlinen, fra sidste tur til åen. Jeg monterer en halvanden meter forfang, et par lodder samt en stor fed regnorm på enkeltkrogen og kaster flåddet ud en smule opstrøms. Jeg fisker mig, med stor koncentration systematisk nedstrøms langs den roligt flydende å. Et par pladser længere nede sker der endelig noget. Da flådet er drevet et par meter, er der en fisk, som hugger.

En blank nedgænger svømmer tilbage i åen – en god gestus for en fin fight.
Efter lidt pilleri forsvinder flåddet helt, og jeg giver modhug. Jeg mærker straks havørredens febrilske hovedrysten og bliver enig med mig selv om, at der må være tale om en blankfisk. Kort tid efter ligger dagens første havørred i nettet – en fin grønlænder på 46 centimeter, der har slugt orm og krog – og derfor ender i galgen. Den næste time fanger jeg et par fisk mere. Endnu en fin grønlænder omkring den halve meter og en farvet fisk på den gode side af to kilo er også oppe at vende.
Bundmede i åen efter grønlændere
Strømmen i åen er taget til, og jeg har svært ved at holde bund, til trods for jeg har belastet rigget noget mere. Det er tid til at smutte op til min far og rigge om til bundmede samt få gjort status over formiddagens fiskeri. Han ser en smule overrasket ud, da jeg kommer gående med to fine fisk i galgen.
Han har nemlig ikke mærket meget, kun en rimte har været oppe og vende. Min far valgte fra starten af at fiske med prop og orm, men er skiftet over til et 5 grams lod efterfulgt af en svirvel samt en lille meter forfang ned til regnormen.
Dette fiskeri kræver lidt mere fokus fra fiskerens side, da stangen skal holdes skråt op af og linens bevægelse skal følges ned af åen. Ellers har man ingen føling med eventuelle hug. Ligesom jeg lægger mine fisk fra mig, har min far hug på ormen, der efterhånden er godt nedstrøms. Efter kort tid strammer fisken linen op, og min far giver et solidt tilslag. Der er helt sikkert tale om en bedre fisk, da den umiddelbart ikke rokker sig ud af stedet. Efter lidt tid, får fisken pludseligt travlt, og maser sig opstrøms halvvejs ind under prambroen.
Heldigvis lader den sig presse tilbage, og jeg kan lægge mig på maven og nette en skøn grønlænder på 1,6 kilo. Resten af dagen fanger vi en del fisk, og det ender med, at min far slår mig 7-5 i havørreder på en flot men rigtig kold dag i starten af februar.

Denne grønlænder kunne som mange før og efter den, ikke stå for regnormen.
Spinnetips til havørred i åen
Spinnegrejet til grønlændere i åen er meget lig det, man vil bruge på kysten eller fjorden – med undtagelse hovedlinen, hvor jeg er blevet stor tilhænger af Berkley Nanofil. Den store fordel ved denne line er, at den ikke suger vand til sig og fungerer utroligt godt, når vandet er tæt på nul grader. Der opstår desuden kun minimalt med is i stangøjerne, som kan være et stort problem ved brug af traditionel fletline.
Min foretrukne agn er en stor fed regnorm fisket under en klassisk korkprop eller på et bundrig med et lille frit hængende lod og en svirvel. Jeg anvender ormekrog i størrelse 6-8. I begge til havørreden til hug, igen skal man vælge størrelse og ske på wobleren efter størrelsen og dybden på åen, samt hvor hurtigt strømmen løber.
Med fluegrej efter grønlænderne
Allan Overgaard er en ihærdig kystfisker, men når vandet i fjorden er stift bader han gerne sine fluer i de sjællandske åer, hvor grønlænderne er talstærke. Her kommer Allans råd til de små blanke.
Mit første møde med grønlændere stammer fra Tuse Å i slutfirserne. Her fiskede vi med wagglerflåd og en stor regnorm, der blev kastet opstrøms. Orm og krog bumlede hen over bunden i det langsomt flydende vand, og hvis man var heldig blev den indhaleret af en fin grønlænder. Siden er det med fluestangen, jeg har dyrket grønlænderfiskeriet, fortrinsvis i Tryggevælde Å.

Et sortiment velfangende fluer til åens grønlændere, men almindelige kyst- og Put and Takefluer kan også narre de små blanke i åen.
Det praktiske fiskeri efter grønlændere i Tryggen er ikke indviklet. Systematisk afdækning med traditionelle tværstrømskast og langsom eller ingen hjemtagelse er ofte vejen frem. Opstrømsfiskeri er for langsomt til at fluefiskeri er effektivt, men spinnefiskeren kan dog godt fiske.
Fluegrejet til grønlændere i åen kræver ikke den store investering, hvis du allerede fisker med flue på kysten eller i Put and Take. Enhåndstænger på 9-10 fod eller switchstænger op til 11-12 er fine til formålet. En intermediate line kan fiske fint, dog er det rart at have en synkeline med, hvis man skal helt ned og skrabe bunden, men det er min opfattelse, at grønlænderen gerne stiger til fluen. Et standard kysthjul rækker, da bremse ikke er nødvendigt til fisk i størrelsen 1-1,5 kilo og disse kan nemt styres med håndfight eller en hånd på spolen.
Flueliner til grønlænderfiskeri i åen
Linerne kan man lege lidt med. Jeg har brugt relativt korte klumper omkring en 8-9 meter. Min allround line er Rios Sea Trout Shootinghead – den glasklare, som er relativt hurtigt synkende. Den har en stejl fronttapering, der nemt vender forfang og flue, og den kan også fint bruges til underhåndskast, de steder hvor man ikke kan komme til at kaste overhåndskast.

To smukke og velsmagende grønlændere på græsset.
Skagitliner i de helt lette udgaver fungerer også glimrende, dog skal man passe på med at vælge de tungeste tips til sit setup. Jeg er ret glad for Rios IMOW tips på 10 fod med en intermediate sektion på 7,5 fod og 2,5 fod T8. Med denne tip kan jeg nemt variere dybden og stadig fiske med en let ubelastet flue, der bevarer en let og levende gang i vandet.
Allans fluer til grønlændere i åen
Fluerne til grønlænderfiskeriet er ikke meget anderledes end fluer til normalt åfiskeri. Jeg har haft succes med små kaninzonkerfluer i lyserød, gul/orange og hårvinge fluer af rævehår. Desuden kan en pangfarvet nymfe fisket opstrøms, så den bumler hen over bunden også være rigtig godt på dage, hvor fisken ikke er i humør til at stige til fluen.
Nedfaldsfisk og grønlændere
De flotte grønlændere er ikke de eneste havørreder i åen om vinteren. Det ganske normalt at rende ind i udlegede fisk, som efter endt gydning opholder sig i det ferskere vand. Disse fisk er sultne og tager aggressivt, hvad der kommer forbi. Fanger du en nedfaldsfisk er det efter
Allan og Caspers mening god »latin« at genudsætte fisken, da den ofte er i overordentlig dårlig foderstand.
Betegnelsen Grønlænder dækker over blanke havørreder, der ikke er blevet kønsmodne. I vinterhalvåret søger disse mindre havørreder gerne ind i brakke fjorde eller til udmundingen af vores åer. Fiskens evne til at opretholde den rette saltbalance, også kaldt osmoregulering, falder i takt med temperaturen, og havørreden kompenserer for dette ved at svømme mod steder, hvor vandet er mindre salt, hvilket er årsagen til, at man især i kolde perioder kan møde store koncentrationer af disse blanke og ikke gydende havørred i åerne.

Grønlænder eller overspringer? Det skal stå hen i det uvisse, men denne fine fisk på knapt to kilo ville gerne have ormen.
Fiskekort til Tryggevælde Å
Køge Sportsfiskerforening har fiskerretten på Tryggevælde Å, og der er en del info at finde på deres hjemmeside www.koegesportsfiskerforening.dk
Der kan købes dagkort online, eller et af følgende Steder:
Aktiv Fritid – Torvebyen 19 – 4600 Køge – 56631533
Uno X – ValløKirkehøjen 2 – 4600 Køge – 56267362
Hvidovre Sport – Hvidovrevej 158 – 2650 Hvidovre – 36751315
Sports Dres – Frederiksundsvej 50 – 2400 KBH – 38884648
Hunters House – HC Ørstedsvej 7B – 1879 Frederiksberg C. – 33222333
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2014
feb 14, 2022 | Nyheder
– Efter en længere periode med flere farvede fisk, ville jeg prøve noget mere åbent og strømfydt vand i jagten på en af de større overspringere, fortæller Kasper Beck. – Og når man nu bor på Vestfyn, så er Lillebælt jo det mest oplagte sted til dette. Derfor blev der hurtigt fundet et sted, hvor vind og vejr – samt ikke mindst strømmen passede perfekt.
– Fremme på pladsen kunne jeg heldigvis se, at forholdene spillede, og bedst af alt – jeg havde det hele for mig selv. Jeg viste, at der på strækket kom nogle rigtig fine revler med store tangbælter omkring, som før havde holdt fint med fisk. Selvom det måske er lidt tidligt på året til det, kom en af de nye gennemløbere – Skinz – fra 60 Lures, som ligner en tobis, forenden af linen og sendt derud af. Det varede kun 10 minutter, så var der en fin fisk, som havde taget blinket. Fisken var omkring målet og fik hurtigt sin frihed igen. Under fighten så det ud som om, at der lidt til højre var nogle fisk, der blev skræmt og rykkede på sig. Så da den første var afsted igen, blev endnu et kast sendt afsted, og denne gang lige mod flokken.
– Jeg nåede lige et par indspinninger på hjulet og et godt spin-stop, hvorefter fisken klappede hårdt og kontant på blinket. Det blev til en fight med mange udløb og vilde spring, som resulterede i, at jeg til sidst kunne lande en fin fisk på lidt over 60 cm. Jeg havde ikke set, at der i mellemtiden var kommet publikum på, herunder nogle ældre mennesker som nysgerigt fulgte med i det hele. Og da fisken var oppe spurgte de, om jeg ikke ville beholde fisken, som jeg egentlig havde planer om skulle ud igen. Men da fisken var kroget lidt dybt, spurgte jeg om de ikke ville have fisken med hjem, hvilket de svarede ja til med et kæmpe smil. Så alt i alt en dag, hvor flere blev glade. Mig for fangsten – og det ældre ægtepar for den frisk fangede havørred, slutter han.
Hvis du er til kystfiskeri efter havørred, så husk at tjekke alle de mange kystartikler, der ligger på fiskogfri.dk´s artikelarkiv. Det er gratis at læse dem.
feb 12, 2022 | Nyheder
Jesper Fohrmann har været på en kort trollingtur med fiskevennen Hotho Vestergaard ud for Rungsted: – Vi havde et hug på en selvlysende Apex fisket på Dipsy´en, men intet andet skete før i sidste minut, da denne flotte kalorius bed sig fast i min gul-røde jig, fortæller Jesper. – Jiggen havde jeg købt ombord på Fyrholm fra Spar Lystfiskeri, da jeg var ude for at fiske efter torsk fra turbåd sidste gang i 2021 – og den blev fisket på riggen 20 fod nede over 32 fod vand. Jeg troede indledningsvis, at fisken var røget af – men da vi kort tid efter hugget skulle rigge ned for at tage i havn, viste det sig at ørreden stadig sad fast på jiggen, der stadig sad i downrigger klemmen… En flot vinterfisk på nøjagtig 3 kilo, slutter han.
Skulle du selv have heldet med dig og fange en god fisk her i weekenden, så husk at sende os 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Husk at du som gratis abonnent på Fisk & Fris YouTube stadig kan være med i konkurrencen om et lækkert bombardasortiment fra bombardashop.com. Læs mere her.
Denne flotte ørred fra Øresund kunne bare ikke modstå den skrigende orange-gule jig fra Fladen.[/caption]
feb 10, 2022 | Nyheder
Lige ovre på den anden side i Skåne, kan du opleve et til tider fortræffeligt havørredfiskeri, hvor der ofte er en pæn snitstørrelse på fiskene. En af dem, der for nylig har været ude for at opleve skånekysten med fiskestangen i hånden, er Senad Alkovic:
– Det blæste hårdt med 16 meter pr. sekund fra sydvest, så det var hårde vilkår med fluestangen, beretter han til Fisk & Fri. – Alligevel lykkedes det mig at fange denne flotte skønhed i sølv, som du ser på fotoet. Længden var 64 cm, og den vejede tre kilo. Fisken tog en orange rejeflue, slutter han.
Husk, at hvis du fanger en sølvblank havørred over fem kilo på en Westin agn, kan du tilmelde den til Westin Kyst Cup 2022 og vinde den super fede high-end kyststang Westin W10 spin. Der er hele fem stænger på højkant, hvilket betyder, at de første fem meden en femkilos blank fanget på en Westin agn modtager en stang hver. Du kan læse meget mere om konkurrencen her.
Husk, at der er masser af fede havørredartikler, du kan læse i vores kystartikelarkiv, som du finder her.
feb 8, 2022 | Nyheder
– Efter lang tids venten, åbnede Argentina endelig deres grænser efter en længerevarende nedlukning af landet, fortæller Rene Gerken. – Det betød, at vi kunne se frem til vores tur til elven Rio Gallegos efter de eftertragtede argentinske havørreder. Jeg har guidet på elven for mange år siden, så jeg var virkelig spændt på at se elven, naturen, dyrelivet og ikke mindst om fiskeriet levede op til de gode minder jeg har haft I så mange år siden det sidste besøg.
– Turen gik langt over vores forventninger, og efter en alt for lang rejse, kunne vi allerede den første aften notere os for tre havørreder mellem 60-85 cm i fangstbogen. Det gode fiskeri fortsatte turen ud, med kun en enkelt dag hvor fiskeriet var rigtig svært grundet hård opstrøms vind. Om dagen fiskede vi med flydeliner og intermediate spids samt lange forfang, som endte i 0,22 og små str 8-10 krogfluer. Om natten skiftede vi om til lidt tykkere forfang på ren flydeline og fiskede med store sorte rørfluer.
– Efter otte fiskedage var det blevet til 42 havørreder til tre mand med den største på lidt over 10 kg. Derudover fik vi en masse bækørreder op til 60 cm samt enkelte regnbueørreder. Turen er selvfølgelig booket igen, for hvem kan sige nej til fiskeriet efter disse flotte fisk – omgivet af flamingoer, bæltedyr, alpakaer, nanduer samt fantastisk lokal argentinsk mad og vin.
– Turen var lavet i samarbejde med det argentinske firma KarkuFlyfising og du kan se flere billeder fra turen ved at følge René Gerken på Instagram her.

Rene Gerken med en af sine store havørreder fra argentinske Rio Gallegos. Øverst på opslaget ses Sebastian Mylsted-Schenstrøm med en pragtfuld havørred.

Ørreden stortrives i Rio Gallegos, selvom den ikke er en oprindelig art i Sydamerika. Her er det Emil Nielsen med et flot eksemplar.
feb 8, 2022 | Nyheder
– Jeg har nu i 2 ½ år dyrket havørredfiskeriet i hvad nogle måske mener er en ekstrem grad men for andre – bare normale sæsoner. Sådan lyder det fra Kasper ”Synz” Jakobsen. – Jeg har kørt det meste af Danmark tyndt og har haft fiskestangen med, hvor det var muligt og ellers kunne lade sig gøre. Jeg ynder også at fiske diverse turneringer og bistå i vandplejen rundt omkring i Danmark. Alt dette har bragt mig over diverse broer og til hidtil ukendt vand. Dog skulle denne søndag spenderes i hjemmekendt vand, da jeg meget gerne fisker på Sjælland og udvider mit kendskab til mine pladser.
– Lørdagen var brugt i svigerfamiliens selskab, og jeg havde grundet arbejde ikke haft mulighed for at komme ud weekenden forinden. Så det kriblede i fingrene og kildede i tæerne for at komme afsted. Jeg fik hurtigt stablet en aftale på benene med en kollega, men ham og vennerne skulle først mødes kl. 13 i Roskilde Fjord, da de satsede på lidt varmere vand. Men – jeg ville gerne afsted tidligere, så jeg var på en anden plads på den åbne kyst klokken 8.30. Her mødte jeg Søren. Han var ikke en jeg kendte, men kender vi ikke alle det, at man hurtigt falder i snak med andre fiskere. Jeg spurgte om Søren ville gøre mig selskab, da jeg alligevel havde en bagkant et par timer senere, hvilket han takkede ja til.
– Vi gik mod pladsen, og jeg ynder gerne at snakke med garvede fiskere, for der er nok altid noget at lære – ligesom at vi yngre, måske også kan lære lidt nye tricks fra os. Efter en rask gåtur ankom vi til den nordlige del af pladsen og påbegyndte vores fiskeri sydover. Vinden var i vest og der skulle komme et større vandskifte inden for de næste par timer. Til at starte med var vandet forholdsvis fladt og solen tittede frem ofte. Et par grønlændere fulgte gennemløberne, men nægtede ellers at lege med. Skyerne trak for solen og virkede lettere truende, samtidig med at vandet rejste sig, og der kom lidt gang i overfladen. Det var dog ikke rigtige bølger, men svage skvulp ramte mine waders.
– Jeg havde gået med en lyserød/sølv gennemløber, men skiftede til et af mine rå blanke agn. 2 kast senere og 50-60 meter ude, mærkede jeg et puf. Duk-duk… stilhed og et langt spinstop. Jeg kiggede på Søren og sagde, nu kommer den! Så tog jeg en omgang på hjulet og ganske rigtigt – SLAM! Fisken fulgte lidt med til at starte med, og jeg blev egentlig i tvivl om kaliberen på den. Men da den først begyndte at søge nedad og ryste med hovedet var jeg ikke i tvivl! Først tog fisken et kort udløb udad. Derefter løb deb 50 meter mod højre efterfulgt af en kort pause. Så tog den den samme tur mod venstre – mens bremsen skreg. Jeg lod stang og hjul gøre arbejdet, og efter 5-7 minutter, der i situationen føles for langsomt, kom fisken i nettet. Det var egentlig først her, at jeg så hvilket smukt kæmpe væsen, der var kommet ind over netkanten. Jeg udbrød vist nok ”Yes”! rimelig højt, men hvilken forløsning! Efter 2,5 år gennem utallige ture i regn, sne og blæst kom denne smukke sag i nettet. Følelsen var ubeskrivelig og der går nok en rum tid, inden jeg kommer til at mærker den samme fornøjelse igen – så den vil jeg hermed nyde i fulde drag et par dage endnu. Fisken blev taget på en Westin W10 Spin med et Shimano Excense 3000. Agnen var en rå, blank Silling fra OGP i 17 gram.
Havørreden var 71 cm lang og vejede 3758 gram.