– Efter en længere periode med flere farvede fisk, ville jeg prøve noget mere åbent og strømfydt vand i jagten på en af de større overspringere, fortæller Kasper Beck. – Og når man nu bor på Vestfyn, så er Lillebælt jo det mest oplagte sted til dette. Derfor blev der hurtigt fundet et sted, hvor vind og vejr – samt ikke mindst strømmen passede perfekt.
– Fremme på pladsen kunne jeg heldigvis se, at forholdene spillede, og bedst af alt – jeg havde det hele for mig selv. Jeg viste, at der på strækket kom nogle rigtig fine revler med store tangbælter omkring, som før havde holdt fint med fisk. Selvom det måske er lidt tidligt på året til det, kom en af de nye gennemløbere – Skinz – fra 60 Lures, som ligner en tobis, forenden af linen og sendt derud af. Det varede kun 10 minutter, så var der en fin fisk, som havde taget blinket. Fisken var omkring målet og fik hurtigt sin frihed igen. Under fighten så det ud som om, at der lidt til højre var nogle fisk, der blev skræmt og rykkede på sig. Så da den første var afsted igen, blev endnu et kast sendt afsted, og denne gang lige mod flokken.
– Jeg nåede lige et par indspinninger på hjulet og et godt spin-stop, hvorefter fisken klappede hårdt og kontant på blinket. Det blev til en fight med mange udløb og vilde spring, som resulterede i, at jeg til sidst kunne lande en fin fisk på lidt over 60 cm. Jeg havde ikke set, at der i mellemtiden var kommet publikum på, herunder nogle ældre mennesker som nysgerigt fulgte med i det hele. Og da fisken var oppe spurgte de, om jeg ikke ville beholde fisken, som jeg egentlig havde planer om skulle ud igen. Men da fisken var kroget lidt dybt, spurgte jeg om de ikke ville have fisken med hjem, hvilket de svarede ja til med et kæmpe smil. Så alt i alt en dag, hvor flere blev glade. Mig for fangsten – og det ældre ægtepar for den frisk fangede havørred, slutter han.
Hvis du er til kystfiskeri efter havørred, så husk at tjekke alle de mange kystartikler, der ligger på fiskogfri.dk´s artikelarkiv. Det er gratis at læse dem.