okt 28, 2024 | Nyheder
– I en tid, hvor foreningstanken er næsten lige så presset som vores fiskebestande, kan det være svært at rekruttere nye medlemmer til de lokale foreninger, fortæller Martin Bruun Kristensen. – Spørgsmålet er – findes der overhovedet vande med fisk, som vi kan tillade os at fiske efter?
– Det kan være svært at finde den helt rigtige indflyvningshøjde til en politisk korrekt juniorsatsning anno 2024. Det problem synes Varde Sportsfiskerforening & Varde Ungdomsskole dog at have fundet et svar på: Siden COVID gav alle raske drenge mod på lystfiskeriet, har ungdomsskole og fiskeklub i Varde samarbejdet om konceptet ”Hooked på Fiskeri”. Opskriften er simpel. Ungdomsskolen leverer markedsføring & elever, mens fiskeklubben bistår med lokaler, værksteder & knowhow. Indtil videre med stor succes. De seneste år har fokus været på et Nak & Æd tema, med fangst og tilberedning af undslupne regnbueørreder, krebs samt makreller. Det er alle arter, som fint egner sig til undervisningsbrug, og som vækker den indre fangerglæde.
– Denne vinter arrangerer instruktørerne Martin Bruun Kristensen & Rasmus Bohnensach et såkaldt ”Krokodille Seminar”, hvor alle deltagere får et indblik i regionens tilgængelige søer og moser. Med biblen ”Gedde, Aborre & Sandart” i baglommen, er der blevet bundet rigs til den helt store guldmedalje, inden holdets første fisketur. En tur der i denne weekend bød på rekordvarmt vand, høj sol, samt fine aborrer & gedder til drengene.
– Drengene undervises på kurset i håndtering, landing, etik & moral, mens der gøres meget ud af lære deltagerne glæden ved at fiske i mindre hold, og dermed udnytte den synergi der ligger i fællesskabet i en god fisketur. Dét, at betragte et rød/hvidt hjemmelavet flåd hoppe og danse i selskab med en helt ny fiskekammerat, er noget, der virkeligt giver mening i en tid, hvor de fleste fritidsaktiviteter foregår med en forælder inden for rækkevidden af en kridststreg.
– Det sociale output er særdeles stort, når man ser på den geografiske spredning på eleverne. Fiskeholdene har deltagere fra hele kommunen, og på turen i weekenden var der sågar deltagere fra Skjern & Skjærbæk, som er kommunerne mod hhv. nord og syd for Varde. Det meditative fiskeri, samt tilgangen med at fiske parvis, gør søfiskeriet noget nær perfekt, som en katalysator for et godt juniorarbejde.
– Er du nysgerrig på lystfiskeri, så kan man stadig nå at tilmelde sig næste ”krokodillejagt” på Ungvarde.dk eller via Overspringernes egen FB-Side.

Tre gengangere på årets ”Hooked på fiskeri” med dagens største fisk på 91 cm. Fra venstre Alfred Bom, Benjamin Rimme & Ralf Jensen

Marius Busk fra Varde med en fin gedde, flankeret af de nye fiskekammerater Jeppe Termansen (tv.) & Viggo Idsinga (th.)
aug 27, 2024 | Nyheder
– Sidste weekend var jeg på tur med min søn og en af hans fiskekammerater, fortæller Rasmus Petersen. – Vi skulle fiske gedder og aborrer i en privat sø på Djursland. Dagen gik godt, og vi fik 10 gedder i båden – samt en masse aborrer i mindre størrelser.
– Sidst på dagen får min søn er godt hug, som vi mener er en gedde. Det viser sig dog at være en super fin aborre på 46 cm og 1,25 kg (nedenfor). Fisken blev tager på UL-grej og en hybrid af spinner og wobler. Min søn var yderst tilfreds med sin nye pb i aborre.
– I går var vi så afsted igen med juniorafdelingen hos AROS lystfiskerforening. De arrangerer hver mandag ture for de fiskeglade unge mennesker. Jeg fisker ofte med, for ellers bliver det til mange kedelige timer i bilen. Dagen stod på kystfiskeri syd for Århus. Jeg gik med fluestangen og en Høtyv str. 4. Der skulle ikke mange kast til, før der var stram line, og efter en god fight kunne jeg nette en fin blank havørred på 62 cm.
– Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige kræfter, som står for disse arrangementer og ture i foreningen AROS, som du kan læse mere om her.

mar 4, 2024 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Hvis du har fulgt med på fiskogfri.dk den seneste tid vil du have set en masse store gedder, der er fanget på de helt nye Savage Gear 3D Whitefish Shad. Nu er de fede softbaits til gedder i butikkerne.
Whitefish Shad´en har med sin store paddletail en fantastisk rullende gang, hvor det store hoved flytter godt med vand, samtidig med at det lægger tyngdepunktet, så det er let at shallow-rigge agnen, og samtidig få en stabil gang. De super realistiske finner og øjne bidrager til en god lokkeeffekt sammen med raslestaven af glas i halen, der sørger for at softbaitet ikke passer ubemærket forbi. Baitet, der er lavet af blødt PVC, er gjort ekstra lokkende med tilsætning af duftstof.
SG 3D Whitefish Shad fås i 10 farver og 4 størrelser nemlig 17.5cm – 42g, 20cm – 62g, 23cm – 94g og 27cm – 152g. Vejledende udsalgspris er fra 79,95-119,95 pr pakke. Der er to i en pakke i 175 mm-versionerne, mens der er 1 i en pakke i de 3 sidste varianter på hhv. 200, 230 og 270 mm.
Læs mere om Mads Davidsens tre gedder over ti kilo på én tur med de nye SG 3D Whitefish Shad her.
feb 21, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Der er nu kun lidt under en måned til gedderne bliver fredet – og der er godt gang i fiskeriet rundt omkring. Nogle af dem, der har været ude er Joachim Kappel-Boysen og Henrik Kjeldsen.
– Over det sidste stykke tid har vi været en del i Lammefjordskanalerne på Vestsjælland for at fiske efter gedder, og sidste år fik vi fisk op til 95 cm, fortæller Henrik. – Her i år har vi indtil videre fået gedder op til 81 cm. I mandags ville vi så prøve igen, men vi havde kun fra klokken 13 til 15.30, da vi begge var arbejdsramte. Vi ankom til vandet klokken 14.45, og var klar præcis klokken 15, hvorefter de første kast blev lagt. Allerede i fjerde kast var der et lille puf til wobleren. Jeg tog et nyt kast over samme spot, hvorefter en fin gedde på 81 cm måtte op og deltage i en fotosession. Vi var startet cirka 600 meter fra bilerne, så nu ville vi fiske os ned med dem. Vi forsøgte med både flue- og med spinnestangen hver gang vi havde gået lidt. Jeg fik en lille gedde på maksimalt 50 cm til at tage fluen men den slap igen. Joachim fik to gedder op til 80 cm på en geddewobler, og havde en ret pæn fisk oppe, der desværre huggede forbi wobleren. Jeg er ikke verdensmester til at fluefiske, men alligevel fik jeg et hug af en 80-90 cm fisk, som jeg i to sekunder havde på. Stangen flexede, og jeg så fisken gå opstrøms med fluen i munden, men måske havde den kun fat i halen. Da det begyndte at regne, tænke vi på kaffe og arbejde, så bilerne blev startet og snuden vendt hjemad.
Alle fiskene er selvfølgelig genudsat, så de har blot været kortvarigt oppe til et foto: Hurtigt op med gumminettet og så ellers hurtigt ud igen. Fluen har som antydet givet kontakter, men ingen fisk på land endnu. Men det kommer der forhåbentligt snart, slutter han.
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2024. Læs meget mere om konkurrencen og de mange fede præmier her. Hver måned er der præmier for 2500 kroner lækkert fiskegrej fra Kinetic Fishing. Første gang vi finder en vinder er for januar-februar heatet, som vælges primo marts.

Joachim Kappel-Boysen og Henrik Kjeldsen har fået flere fine gedder som fx denne fra lammefjordskanalerne hen over vinteren.

feb 18, 2024 | Nyheder
Et nyt studie fra DTU Aqua – ”Anatomical hooking location and bleeding occurrence in northern pike (Esox lucius) caught in recreational catch-and-release angling in a lake with reduced prey fish availability” – betalt af blandt andet fisketegnsmidlerne, har søgt at kaste lys over hvilken påvirkning ernæringstilstand hos gedder har på, hvor dybt de sluger agnen – samt hvilke typer af agn, der skader mest målt på graden af blødning – en faktor, der i forbindelse med catch & release ofte er tæt koblet til dødelighed.
Kort ridset op viser studiet, at når man fjerner en stor del af byttefiskene fra søen – i dette tilfælde skaller, så sker der det meget lidt overraskende, at det går ud over geddernes ernæringstilstand. Dette havde dog ingen indflydelse på, hvor dybt gedderne i forsøget slugte de agn, som de blev præsenteret for.
Det andet hovedresultat kommer muligvis som en overraskelse for folk, der ikke selv fisker meget med agnfisk, men er næppe overraskende for folk, der er vant til at fiske med agnfisk med moderne teknikker, hvor modhugget normalt falder lynhurtigt: Man oplever sjældent dybe gællekrogninger med agnfisk, når man kroger med det samme. Sådan var det også i forsøget her, hvor der var markant dybere krogninger og mere blødning ved fiskeri med softbaits, på trods af at de blev fisket på strakt line i modsætning til agnfiskene der i praksis blev fisket på slæk line på grund af vinklen mellem flådtaklet og hovedlinen.
I artiklens diskussion virker det lidt som om, at man forsøger at bortforklare resultatet med at ”softbaitsne blev fisket langsomt på en måde, der skulle øge chancen for dybe krogninger” i forhold til andre studier. Den holder næppe – dels fordi den teknik, der beskrives til softbaitfiskeriet i undersøgelsen er helt normal – men også fordi forskerne glemmer især to oplagte faktorer, der taler for, at graden af forskel på dybe krogninger og blødninger på softbait vs agnfisk faktisk kan være underestimeret, hvis der skal perspektiveres til det fiskeri, som de fleste dyrker: 1) De kroge der blev anvendt til softbaitsne i forsøget var markant mindre end dem, som de fleste geddefiskere normalt anvender på samme størrelse agn. 2) Hvis begge typer af agn var blevet fisket ens på samme grad af strakt line – havde graden af dybere krogninger og blødninger sandsynligvis været endnu lavere på agnfisken– bl.a. fordi gedder helst sluger agnen med hovedet først, hvilket de har lettere ved at gøre under et flåd fisket med de fakto slæk, som i forsøget. Dvs – havde begge de to forskellige typer af agn være fisket identisk på strakt line, havde dette yderligere nedsat risikoen for dybe krogninger på agnfisken af to forskellige årsager.
I dette tilfælde er det let at argumentere for, at resultaterne sandsynligvis er retvisende – men blot underestimerede. Men – det er måske mere held end forstand. Man kan undre sig over, at man bruger så mange af lystfiskernes penge på et studie, der bl.a. skal vise forskellig impact af agn set i en catch & release sammenhæng – uden at gøre sig den umage at fiske agnene på sammenlignelig vis, så man reelt set kan bruge resultaterne til noget rent kvantitativt. Det havde været super let, hvis man havde tænkt over, hvad det var forsøget skulle kaste lys over og indtænke det i sit forsøgsdesign – evt med hjælp fra erfarne søfiskere, der har kendskab til de forskellige måder, som dette let kunne have været gjort på. Eksempelvis kunne man let have dørget softbaits under flåd, så resultaterne var sammenlignelige. Eller man kunne have spinnefisket agnfiskene.
Artiklen specificerer i øvrigt heller ikke, om der fiskes med død eller levende agn – en faktor, der har stor betydning for, hvor dybt og hurtigt agnen sluges – og dermed hvordan teknikken set i en C & R sammenhæng skal evalueres i forhold til andre teknikker. Gedden ved godt, at en levende agn skal sluges hurtigt og helt – ellers slipper den måske væk. Omvendt med en død agn, for den svømmer ingen steder.
Redaktionen har forelagt DTU Aqua disse problemstilliner – uden respons.
Et væsentligt resultat fra undersøgelsen, som man dog i meget høj grad vil kunne bruge til noget, er det – som sagt næppe overraskende resultatet, at det går ud over geddernes fysiske tilstand, når man som i studiet fjerner en stor del af fødegrundlaget. Adskillige videnskabelige undersøgelser har vist, at nedsat vækst kan føre til nedsat reproduktion (se referencer i artiklen her), hvilket sammen med øget kannibalisme er med til at forklare det store dyk, man meget ofte ser i rovfiskepopulationerne efter en biomanipulation. Både DTU Aqua og DSF har i mange år – direkte eller indirekte – støttet og opfordret til brugen biomanipulationer – tilsyneladende uden skelen til de mange potentielt negative konsekvenser før søens rovfiskepopulationer og økologiske balance. Det bliver spændende at se, hvorvidt undersøgelsens resultat vil ændre DTU Aqua og DSF´s syn på biomanipulation? Det må vi da håbe, hvor hvis ikke man rent forvaltningsmæssigt bruger undersøgelsernes resultater til noget – hvorfor skulle man så bruge penge på dem ?
Læs det fulde studie her.
feb 12, 2024 | Nyheder
– Forleden, da klokken var 7, ringede vækkeuret, for turen gik nemlig til Fyn efter gedder, fortæller Jens Hansen. – Efter to timers kørsel ankom vi til søen, hvor vinden rev godt i både mig og min far – samt min gode kammeret Victor. Nå men fiskes – det skulle der.
– Vi startede i et af hjørnerne af søen med nogle jerkbaits. Allerede i femte kast var der fisk på, og efter nogle minutter kunne vi lande en fin første gedde på 5kg. Strategien med agn, som gik højt i vandet forsatte med at give gedder, og efter tre hårde fisketimer havde vi i alt fanget 14 gedder, og havde haft fem mistede. Ale gedderne lå mellem 2-5kg, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk, så send meget gerne 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36.
Husk vi har masser af artikler om geddefiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.

Viktor med en af de fine gedder taget på spin. Øverst Jens Hansen med en af sine gedder.
feb 5, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden fik jeg spurgt min gode ven Niels, om vi ikke skulle ud og fiske nogle gedder på flue, da det havde været alt for længe siden sidste gang, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – Han var 100% klar, men da dagen nærmede sig, begyndte vejrudsigten at se mere og mere dyster ud. Den sagde nemlig 10m/s med vindstød op til 18 m/s, så planerne blev ændret fra fluefiskeri fra flydering til noget spinnefiskeri fra robåd.
– Efter en rimelig tumultagtig morgen med en båd, der var væk, og nogle årer der også var væk fra den båd, som var væk, kom vi alligevel på vandet. Da vi sejlede ud for at finde fiskene, havde vi to stænger med gummidyr bag ved båden. Der gik egentlig ikke særligt langt tid, før vi havde den første kontakt, som jeg selvfølgelig bommede. Vi prøvede at sejle tilbage igen, hvor vi herefter smed anker. Forankringen var dog ikke stærk nok til at holde os på plads, så vi drev i stedet langsomt, hvilket egentligt viste sig at være effektivt nok. Niels mærkede fisk, jeg havde en følger og der gik ikke lang tid, før at vi havde den første fisk i båden. Vi prøvede strækket en gang til uden held.
– Så drev vi videre med vinden langs skrænterne, og lige før vi noget til tange nummer to, så jeg en stime agnfisk på min mobil. Jeg når lige at sige til Niels, at der er skaller under båden og booommm!!! Så falder der et tungt hug nær overfladen. Hverken Niels eller jeg havde net med, hvilket ofte ender ud i, at vi netop skal bruge et net. Jeg får råbt, at det er en god fisk, og Niels får gjort klar til at nette med en vejeslynge. Gedden kommer heldigvis fint ind på siden af båden, hvor jeg nemt lige får taget gællegreb. Jeg fisker normalt ikke særligt meget spin efter gedder, så der går noget tid før jeg opdager, at det nok er en PR- gedde på spin. Vi får målt fisken til 106cm og 8,2kg hvilket bekræftede teorien om, at det var PR på spin. Efterfølgende fanger vi ikke mere, men vi fik kæmpet med nogle bølger og noget vind, og det blev alt i alt en god dag på vandet i godt selskab, slutter han og tilføjer, at gedden blev fanget på det Kinetic grej, som han vandt for en af sine flotte fisk sidste år i Kinetic Fiskecup 2023.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2024 og alle præmierne her. Hver måned trækkes der præmier for 2500 kroner – første gang 1 marts.

feb 4, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Video
Isfiskeri efter gedder med død agn er en super spændende metode, som kan dyrkes – også når man er flere eller mange sammen. Så længe isboret er skarpt, søen er stor nok, og der er god plads til alle, så er det bare med at få boret nogle huller og hygge sig med sine kammerater med bål og mad mens I venter på hug. I denne video er Jens Bursell taget med eleverne fra svenske Forshaga Akademin for at fiske gedder på isen. Undervejs får du en masse praktiske tips til fiskeriet – samt inspiration til en spændende uddannelse målrettet en professionel karriere i sportfiskeribranchen. Glæd dig til en fantastisk dag på Djubsundsviken med godt selskab og masser af flex på klingen.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.
jan 7, 2024 | Nyheder
Der har nu været hård frost i nogle dage, og isen har lagt sig mange steder på de danske søer. Langt de fleste steder kan isen dog endnu IKKE bære, men med de temperaturer vi har haft – og ser i vejrudsigten, så vil den mange steder typisk øges med 1-2 centimeter i døgnet. De fleste søer har lige nu ikke mere end 2-5 centimeter is, hvilket er alt for lidt til sikker færdsel, men holder vejrudsigten, som den ser ud lige nu, er det ikke utænkeligt, at der nogle steder måske kan være udsigt til isfiskeri om en uges tid eller lidt mere
Generelt frigiver kommuner ofte udvalgte søer med en istykkelse over 13 cm. Der er typisk tale om mindre søer uden gennemstrømning, men også dele af enkelte større søer bliver nogle gange frigivet. På søer, hvor færdsel er frigivet, vil der normalt være skiltet med det – og man kan risikere en bøde på 1000 kroner for at færdes, hvor isen ikke er frigivet.
Gå ALDRIG på isen uden sikkerhedsudstyr, dvs som et minimum issyle hængende lettilgængeligt om halsen, så du kan komme op, hvis du falder i en våge – samt fx en varm flydedragt. Det aller bedste og mest sikre er selvfølgelig en tørdragt – gerne kombineret med CO2 vest eller lignende. Det er også altid en god ide at have reb med på isen, så man har mulighed for lettere at trække en kammerat op.
Tjek altid selv isens tykkelse i kanten med dit isbor, inden du går længere ud. Isen er ofte lidt tyndere i kanten tæt på land, fordi det ofte er her kildevæld med 7-8 grader varmt vand, løber ud tæt på isen. Vær altid opmærksom på isens udseende – især hvis du pludselig kommer til et område, hvor den ændrer sig markant. Går du fx på ”sort” blankis og kommer til et område med lysere eller grålig is, som ikke er snedækket – kan det være tegn på en mere porøs og potentielt farlig is. Eller – går du på snedækket is – kan et mørkere parti indikere en våge med fugtig og porøs is under sneen. Har du planer om at isfiske på din lokale sø, så er det altid en god ide at holde løbende øje med tilfysningsmønsteret. Vågerne er ofte de samme steder – og holder man øje med isen, mens den kommer – vil man også vide, hvor de mest usikre områder er, fordi man har set vågerne – ofte holdt åbne af fulge – inden de til sidst frøs helt til.
Hvis du ser nogen gå igennem isen ring da 112 med det samme – og gå derefter i gang med at gøre det du kan, uden at bringe dig selv i fare. Hvis du også selv går igennem isen, er der ingen til at hjælpe.
Hvis du vil vide mere om isfiskeri, så tjek denne lille quickguide til geddemede på isen på Fisk & Fris YouTube, hvor du kan abonnere gratis. I videoen viser vi også det vigtigste is – og sikkerhedsstyr.
Se også denne lille video om, hvordan du lettest kommer op fra en våge uden sikkerhedsudstyr.
Læs også sikkerhedsråd om færdsel på is her.
På fotoes ses Søren Beck genudsætte en massiv isgedde. Hvis fisken skal genudsættes, og der er dagsfrost, er det vigtigt at fisken kun kommer få sekunder over vandet for at undgå frostskader på fiskens øjne og gæller. I de få sekunder fisken er oppe for at blive fotograferet, har du lidt 2-5 grader varmt vand i en flaske, som du konstant hælder oven fiskens øjne og gæller. Indtil du er klar med kamera, kan fiskens opbevares i en våd sack under isen. Undgå fiskeri i hård dagsfrost koldere end minus to grader – og det mest optimale er, når temperaturen er 0 eller lidt over. Fotografer kun fisk, når det er absolut nødvendigt, hvis der er frost – og som sagt – kun i få sekunder og med konstant overhældning af vand.