jan 31, 2025 | Nyheder
– De sidste par år har været vilde for den gamle og jeg, fortæller Rasmus Christensen fra Team Westin. – Jeg har holdt regnskab med vores Europæiske fangster, og antallet af sandarter over 10kg er et godt stykke over 100 eksemplarer og antallet af gedder over 12 næsten det samme.
– Det er nogle fantastiske år vi har haft, men det jeg elsker er hele tiden at udvikle og finde nye veje samt måder at se fiskeriet an på. Med mindre fisketid end vi plejer, må vi fokusere på, hvad vi rigtig vil – og planlægge efter det. Og lige nu er vi på jagt efter en gedde i den helt rigtige størrelse. Ikke “bare” længden som vi har fanget før, men også i en kondition, som helst skal springe skalaen – fx en fisk på 135cm plus minus og i fuldfed forårsform. Det kræver meget tid, som vi ikke har, men at lægge korte sats de steder, som vi tror på det, må være vejen frem. Og med de resultater, som vi havde sidste tur i nye vande, tror vi måske vi kan finde den helt rigtige fisk inden for et par års hardcore søgen og kæmpen. Nu må vi se – vi giver det i hvert fald et forsøg
– Ovenfor kan du se vores sidste turs store fisk fra et nyt gedde vand for os, som har et meget mindre fiskepres – og derfor fisk som denne i top kondition, slutter han. Fisken vejede 16,4 kilo.
jan 28, 2025 | Nyheder
Som vi har skrevet om tidligere, er der et super godt fiskeri efter aborrer og gedder i Malmø Kanal lige ovre på den anden side af sundet. En af dem, der fisker der, er Niclas Hult, som netop har været tre dage i Malmø for at fiske:
– Fiskeriet startede utrolig godt med flere aborrer i 40-45 centimeters klassen. Men pludselig kom der et brutalt og meget tungere hug på min afkortede NED Dragon Tail Slug. Det blev dog til en ret kort fight i det kun fire grader varme vand, før den 110 centimeter lange gedde, som du ser på billedet, blev sikkert landet. Efter et par hurtige fotos blev den sat retur igen.
Du kan læse meget mere om aborrefiskeriet i Malmø Kanal i denne fede artikel af Alexander Nordstrøm på fiskogfri.dks artikelarkiv.
Samme sted finder du adskillige gode artikler om aborrefiskeri – både i søer, åer og kanaler.
Læs om gedderne i Malmø Kanal her.
Fanger du selv en flot fisk, så send gerne et par linjer og nogle gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller på sms telefon 30 70 02 36.
jan 23, 2025 | Nyheder
Projektet ”Rovfiskene Retur” – et samarbejde mellem Lystfisker Danmark, Fishing Zealand, seks kommuner, ministrene for Fiskeri, Miljø og Grøn Trepart samt fagfolk og ildsjæle – vil genskabe de historisk set meget store bestande af gedder og aborrer, der frem til 1970 levede i farvandene omkring Stevns, Møn, Lolland, Falster og Sydsjælland.
Lystfisker Danmark, som er tovholder på projektet, er netop kommet med følgende update på arbejdet:
– Med støtte fra Verdensnaturfonden og i et samarbejde mellem Ringsted FGU og Vordingborg Kommune blev en akutindsats iværksat i 2024 omkring opdræt af gedder, fortæller de. – Alle de genetisk set unikke bestande er helt i bund. Vi taler om ganske få voksne individer, som skal føre bestandene videre i eksempelvis Tubæk, Askeby Landkanal, Stege Nor, Fladså og andre steder. Resultatet af årets program var:
1) At der blev indfanget 12 voksne gedder i Askeby Landkanal. Dette førte til opdræt af og senere udsætning af 3.000 geddeyngel i landkanalen og 1.000 yngel i en nærliggende bæk.
2) At der blev indfanget 16 voksne gedder i Stege Nord (saltvandsgydende gedder), men disse var ikke modne og ingen yngel blev produceret.
Arbejdet videreføres i 2025 på basis af økonomisk støtte fra Verdensnaturfonden.
– Men vil det lykkes at redde disse stammer af genetisk set unikke fisk? Vi er forsigtigt optimistiske for så vidt angår gedderne i Askeby Landkanal, siger Lystfisker Danmark – men pessimistiske omkring bestandene i Tubæk – og mange andre steder.

Også et håb: Gedderne tilbage til Karrebæk- og Dybsø fjorde
– Næstved Kommune har i 2023 og 2024 ligeledes lavet en akut indsats for ferskvandsgydende brakvandsgedder i Karrebæk og Dybsø Fjorde. Bestanden tæller ganske få individer, som hvert forår trækker op i Fladså for at gyde. Gydningen sker naturligt på oversvømmede enge, hvis udbredelse i løbet af det 20. århundrede er blevet kraftigt reduceret. Næstved Kommune har siden 2023 kunstigt oversvømmet en egnet eng og i samarbejde med frivillige ildsjæle indfanget gydemodne brakvandsgedder og fået dem til at gyde på engen.
– Resultatet var succesfuld gydning af brakvandsgedder på engen i både 2023 og 2024. Der blev endvidere registreret over 3.500 stk. geddeyngel til fjordene, som forventes at vende tilbage til engen om 2-3 år for at sikre bestandens overlevelse.
– Med støtte fra Lystfiskeri Danmark fortsætter Næstved Kommune projektet til ophjælpning af brakvandsgedderne i 2025 – og indsamler viden om ynglens klækning, overlevelse, udvandring og fysisk-kemiske forhold, som kan bruges til at optimere forvaltningen af brakvandsgedder.
Ny fiskeriregulering er på vej – og det er tiltrængt!
– Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har taget positivt imod et udkast til en ny bekendtgørelse for erhvervsfiskeri og rekreativt fiskeri i området, afslører Lystfisker Danmark. – Den vil beskytte fiskebestandene bedre. Det er forhåbningen, at en ny bekendtgørelse vil kunne træde i kraft i løbet af 2025.
Prædationen fra skarv skal reduceres – nu
– Mange skarv betyder få fisk. Skarv-prædationen er et stort problem i forhold til at få bestandene af brakvandsrovfisk på fode igen. Vi vil i 2025 i endnu højere grad involvere frivillige i skarv-regulering på hot-spots, dvs. områder hvor småfiskene er allermest udsat for prædation.
– I Projektet ”Rovfiskene Retur” har vi identificeret 26 nøgleprojekter for naturgenopretning og habitatsforbedringer. Vi beder de seks kommuner og vandråd om at sikre, at når der udtages areal, så skal det ske med tanke på rovfiskene. Så til den Grønne Trepart lyder opfordringen – udtag de områder, som gør en forskel for rovfiskene. Vi ved, hvor de er. De seks kommuner har et særligt ansvar for at det kommer til at ske! Denne mulighed må ikke gå til spilde, slutter udmeldeingen fra projektet.
Hvad er de vigtigste opgaver for ”Rovfiskene Retur” i 2025?
- At få en ny bekendtgørelse om fiskeriforvaltningen
2. Opnå finansiering af opdræt efter 2025
3. At kommunerne og Naturstyrelsen udpeger Rovfisk-Retur-nøgleprojekter til udtag (Grøn Trepart)
4. At der opnås skarv-reguleringstilladelser og systematisk skarv-regulering startes op. Vi ser også gerne at der skaffes midler til viden og forskning i hvordan vi skal genoprette og forvalte denne spinkle ressource.
Se denne video om brakvandsgedderne på Fisk & Fris Youtube.
Se filmen, der præsenterer projektet.
FOTO ØVERST: JENS BURSELL
jan 16, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Der var for nylig et par ekstra feriedage, som skulle bruges, så pengene måtte skrabes sammen, hvorefter en tur til Holland blev planlagt, fortæller Rasmus Christensen fra Team Westin. – Det er endnu ikke helt primetime endnu for de helt store dernede, så forventningerne var ikke det store, men mulighederne for kæmpefisk er altid til stede hernede.
– Vi fisker gedder om natten og aborrer om dagen – og begge ting har kørt godt for os. Turen startede med to gedder på henholdsvis 14,1 og 14,5kg, hvorefter vi sov tre timer i bilen og startede aborrefiskeriet. Efter bare 30 minutter lå der en aborre på 51,5cm og 2,45kg i nettet. De efterfølgende dage er det blevet til en del flere store aborrer og nogle flere gedder over de 120cm. Vi udforsker en del nye vande hernede, men det giver stadig gode fisk, og et nyt område står for skud igen i morgen.
Du kan se hvordan Rasmus og hans far Casper fisker vertikalt og livecast med LiveScope i disse videoer:
Sightspin efter sandart
Prikspin med Rasmus Christensen – del 1
Prikspin med Rasmus Christensen – del 2
Prikspin med Rasmus Christensen – del 3
Vertikalt med Casper Dyret

Rasmus Christensen med en kapital storgedde på over 14 kilo fra Holland.

Casper med en af turens kæmpeaborrer.
dec 21, 2024 | Nyheder
– Uret ringede klokken 5.50, og der skulle laves kaffe til dagens fisketur. Bilen var pakket med både fiskegrej og flydering. Sådan lyder det fra Mogens Poulsen. – Da jeg ankom til søen, var der en del vind, men da alt var pakket i flyderingen satte jeg den i vandet.
– Efter cirka en times tid fik jeg den første gedde på 83cm på et af de nye jerkbaits fra Forge of Lures. Lidt senere fik jeg den næste, som målte 85cm, og derefter var der lidt stille, hvor jeg kun havde et par kontakter og mistede en.
– Nu var det tid til mad, og efter at jeg havde indtaget en god gang brød, prøvede jeg igen et af de andre nye jerkbaits fra Forge of Lures. BANG – pludselig fik jeg et massivt hug, og jeg kunne med det samme mærke, at det var en fin fisk. Efter lidt kamp fik jeg den i nettet, og snart efter kunne jeg måle og veje den til 98cm og 6,5kg. Fisken blev nænsomt genudsat, og nu glæder jeg mig bare til den næste tur i flyderingen. Læs mere om Forge of Lures her, slutter han.
dec 19, 2024 | Nyheder
– Her forleden udnyttede en fridag til at tage ud til den lokale mose for at jage gedder, fortæller Nicklas Klitgaard. – Det blev til 3-4 stykker, hvoraf den længste målte hele 88 cm.
– Selvom vægten ikke var med, var der ingen tvivl – det var den tungeste gedde i den længde, jeg nogensinde har fanget! Den var ekstremt bred og tyk, virkelig en voldsom fisk. Beast X-stangen leverede en fantastisk føling, og de nye Cullshads gjorde virkelig arbejdet, slutter han.
Du kan læse meget mere om geddefiskeri i de mange store artikler der ligger i artikelarkivet her.
Har du selv fanget en flot fisk, så kontakt meget gerne redaktionen med 10-15 linjer og et par gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller på telefon 30 70 02 36 (sms).
dec 13, 2024 | Nyheder
– Jeg var sidst på dagen i forgårs taget til bestyrelsesmøde med Dansk Lystfiskeri på Broholm Slot på Fyn, fortæller Frank Næsager Sjøgreen. – Jeg ankom til slottet et par timer før mødet, og jeg havde taget lidt grej med til geddefiskeri med agn og gummidyr.
– Ejeren havde givet mig dispensation til at fiske med agn i et par timer, hvilket man ellers ikke må. Det er i øvrigt kun lovligt at fiske i voldgraven, hvis man bor der, deltager i arrangementer på slottet eller fået lov af bestyreren. Jeg fiskede i voldgraven med to stænger med flåd og død agn, og ville desuden fiske lidt med et gummidyr for at udnytte den korte tid jeg havde.
– Efter 1/2 times tid, var det ene flåd drevet et stykke og gik pludseligt under, hvilket resulterede i en flot gedde på godt 4 kilo. Efter genudsætning, kom flåddet ud på præcist samme sted, da gedderne efter min erfaring, kan stå meget koncentreret om vinteren – og det gjorde de! Allerede et minut senere gik samme flåd, og en ca. 3 kilos kom til fotografering. Igen kom flåddet ud i præcis samme område, og efter få minutter, hamrede en gudesmuk 7 kilos gedde på agnen, der blev fisket lige over bunden.
– De to timers fiskeri sluttede med en 5-kilos samme sted, og det andet flåd havde ikke haft et eneste nap. Jeg fik altså fire fine gedder indenfor et 5×5 meter stort område, hvilket er ret vildt! Jeg udgiver en video fra turen på min yt-kanal, Frankfisker i weekenden.
nov 21, 2024 | Nyheder
Her på fiskogfri.dk har vi efterhånden haft en del artikler om det fortræffelige aborrefiskeri lige ovre på den anden side i Malmø Kanal. Men som Jonathan Jankovic Andersson fandt ud af, så er der også andre spændende og store fisk i kanalen:
– Jeg var egentlig taget ned til kanalen for at fiske efter aborrer med 0,06 mm fletline og 0,25 mm monoforfang med en lille jig for enden, fortæller han. – For at være helt præcis en Megabass Spark Shad på 7,6 cm (USA Royal Gill) fisket på et NED jighoved på 3 gram.
– Pludselig føltes det som bundhug, der dog på klassisk vist begyndte at bevæge sig i det en massiv gedde satte kursen væk i høj hast. Det endte med at tage mig 30 minutter at lande den stor fisk på det spinkle grej. Der var en del andre fiskere, som var så venlige at stoppe fiskeriet og hive deres liner ind, mens jeg dopet af adrenalin sprang frem og tilbage imellem broerne. Tak for det, for jeg er en meget glad mand nu, slutter han og supplerer, at gedden var 105 cm og 11,3 kilo.
Du kan læse meget mere om aborrefiskeriet i Malmø Kanal i denne fede artikel af Alexander Nordstrøm på fiskogfri.dks artikelarkiv.
Samme sted finder du adskillige gode artikler om aborrefiskeri – både i søer, åer og kanaler.
Fanger du selv en flot fisk, så send gerne et par linjer og nogle gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller på sms telefon 30 70 02 36.
okt 30, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Fiskeriet efter aborrer om efteråret er noget, som jeg ser frem til hvert eneste år, fortæller Mikkel Troelsen. – Der er dage, hvor den mindste detalje kan føre til “make it or break it”, og det er derfor, at jeg ser frem til hver eneste tur.
– Men – der ligger andre på lur i dybet, og gedder er bestemt ikke en uventet bifangst, for det sker relativt ofte, at en stor gedde bliver fristet af den mindste agn. Den største gedde, som jeg har fanget under aborrefiskeriet var 10+ kg på et 0.30mm forfang, så det var med tungen lige i munden og lidt held oppe fra, når man så endelig får landet så stor en fisk. De sidste par ture har der også været besøg af en stor gedde, men dog ikke helt oppe over de 10+. Der har dog været nogle fine fisk i den “tunge kaliber”. Den ene tog jeg på dropshot med en Craft Crawler fra Savage Gear og den anden på en lille 7cm Craft Bleak – også fra Savage Gear. Begge blev fisket på et stand-up jighoved. Selvom man fisker efter aborrer, så er det jo altid sjovt, når er gedde kigger forbi, slutter han.
Har du selv fået nogle flotte fangster – eller bifangster, så tøv ikke med at sende 10-15 linjer til redaktionen sammen med et par fotos – og gerne en kort 5-10 sekunders videostump af fisken, fighten eller noget sjovt, der skete på turen. Send til jb@fiskogfri.dk eller på sms til telefon 30 70 02 36.

Mikkel får ofte gode gedder, når han fisker efter aborrer med de små softbaits.