mar 26, 2021 | Nyheder
– Man ser ofte Europæiske storgedder fra kontinentet i imponerende længder, der skønnes til at veje ”cirka 20 kilo”. Desværre er sandheden nok, at de sjældent når op på denne magiske drømmegrænse i virkeligheden. Sådan lyder det fra Westin Fishing, der hermed benytter lejligheden til at vise, hvor stor en korrekt afvejet 20 kilos gedde i virkeligheden er: Den gedde, du ser ovenfor, er taget af Siegfried Schön, der tidligere har fanget en del temmelig store gedder. Pragtfisken målte 127 centimeter og blev vejet til 20,59 kilo – en fisk som kun virkelig få sportsfiskere kommer til at fange – endsige se – i et helt fiskeliv. Monstergedden blev fanget under trolling med en 150-290 grams W4 Mosterstick stang i et af de mange store hollandske vande, slutter de.
Har du selv fået drømmehugget af kæmpegedden lige inden legen, så tøv ikke med at sende os din beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 24, 2021 | Nyheder
– Jeg hedder Villads Fredslund og er 5 år gammel. Min mors kæreste Jonas har givet mig et par vaders og lovet, at vi skulle ned og fange en stor “Ged” (Gedde). Med solskin og 400 meter til Gudenåen hjalp jeg Jonas med at pakke skaller og fiskestang, og så tog vi afsted. Jonas fandt et godt sted, hvor jeg hjalp ham med at gøre fiskestangen klar. Jeg er nemlig god til at fange de små skaller med hænderne og give dem til ham.
– Det tog ikke lang tid, før der var en på krogen og da vi fik den op kunne jeg se at den var vildt stor. Faktisk næsten lige så stor som mig. Jeg er 114 cm og fisken var 95 cm. Jeg så dens stor skarpe tænder og den sprællede meget i den pose Jonas vejede ”Geden” i. Den vejede 8 kilo. Jeg blev en smule bange, men heldigvis havde Jonas godt fat i den, så vi kunne få taget billeder. Da vi havde fået taget fotos sendte vi den ud til dens familie i vandet igen. Vi prøvede at se, om vi kunne finde en der var større, men de havde alle gemt sig. Pyt med det, for vi havde en hyggelig tur, og vi prøver bare igen en anden gang.
mar 24, 2021 | Nyheder
– Vi er i marts måned, og det betyder jo gedder på fluekæppen for mit vedkommende, fortæller Danni Kikkenborg. – Så det var bare på med synke 3 linen, pumpe flyderingen op og så ellers derud af. Der gik ikke længe, inden jeg havde den første tyksak i nettet. Det var En rigtig fin +5 kilos gedde, som efter et hurtigt billede blev genudsat igen. Jeg fiskede videre, mistede nogle stykker og fangede ydeligere 3 flotte fisk, hvorefter jeg rendte ind i en virkelig god gedde. Denne gedde blev vejet til 7.5 kilo. Det var en meget, meget tyk gedde, men mit kamera “fuckede up”, og jeg opdagede først dette, da jeg var kommet hjem igen. – Jeg havde kun fået billeder af den fine +5 kilos gedde, hvilket var en del træls, men det er altid rart med bare lidt billeder af ens fangster, uanset størrelse. Alt i alt en super fed tur!
mar 24, 2021 | Nyheder
– Igen i år har jeg taget en uges geddeferie for at prøve at ramme det helt store trofæ i sin max-kondition, fortæller Thomas Ratzlaff, der endelig havde heldet med sig i går:
– Jeg sværger normalt til mindre agn i de kolde måneder, men da halvdelen af fiskedagen er gået uden andet end 2-3 mindre gedder på småskaller, så søsætter jeg en flådfisket karusse på 4-500 gram. Karussen er ikke nem at håndtere og trækker selv geddeflåddet under flere gange, men det skal da prøves…Efter lidt linekludder firer jeg flådet ud bag båden, og kun 5 meter væk, ser jeg flåddet blive trukket brutalt under. Tilslaget falder omgående, da jeg alligevel har stangen i hænderne, og der er fuld kontakt med det samme. En tung fight begynder på kort line, og fisken tager en del udløb langs bunden på trods af, at jeg holder den hårdt.
– Pludselig er fisken i overfladen, og jeg ser straks, at den er langt over 10+. Den ryger i nettet første gang, og afslører en bredside, som jeg kun turde drømme om. 13,04 kg og 116 cm er en realitet, og ny PR efter 25 års geddefiskeri, slutter han.
Har du selv nappet en stor gedde i slutspurten, så send os din historie og et foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
mar 22, 2021 | Nyheder
– En svær dag startede med, at Jens Nordmark hentede mig klokken ni om morgenen, fortæller Mads Davidsen. – Det var meningen, at vi skulle have været ude på en af de større søer i båd med et par kastestænger, men fordi det blæste en del, måtte vi ændre vores planer og fiske nogle mindre søer fra land.
– Her startede vi også med kastefiskeri, men efter vi havde fisket to søer uden et eneste hug og efterhånden var ved og være ret desperate, så måtte vi have gang i et par agnstænger og nogle store skaller på bunden. Her valgte vi en sø, som jeg ikke havde fisket i over et år, som normalt er en rigtig grumset sø. Til vores store overraskelse var vandet dog blevet meget klart, så det var jo bare lækkert.
– Efter vi havde fået rigget vores Savage Gear MPP Baitfish stænger til og havde fået kastet agnen ud, skulle der kun gå cirka 30 minutter, før der var en flot gedde på lige under meteren som snuppede min skalle. Så – selvom det var en meget svær dag – lykkedes det og fange en enkelt super flot fisk.
mar 19, 2021 | Artikler, Guide til fiskepladser, LAKS, Lakseåer
Høj vandstand ved Sandskreddet – en af de klassiske pladser på Bjerringbro-strækket.
Gudenåen, hvor vandet er blevet meget mere klart de seneste år, byder på et fantastisk fiskeri efter både laks og gedder. Vi har taget en tur til åen og taget en snak med Langå – samt Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening.
AF ERIK TVESKOV
GUDENÅEN ER BLEVET SPRITKLAR. De sidste 10-15 år har den invasive art vandremuslingen, gjort at vandet i Gudenåen er klaret op nedenfor de store søer. Nu til dags kan man derfor se bunden af Gudenåen selv på de steder, hvor der er flere meter dybt, og det er muligt at se fiskene, hvis man er heldig. Det giver et spændende fiskeri, men også udfordringer for fiskerne. Vi har snakket med Per Frost Vedsted, næstformand i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening og Lars Kielsgaard fra Langå Sportsfiskerforening der, fortæller om fiskeriet og giver tips til din første Gudenåtur.
Fiskesæsonen på Gudenåen
– På Bjerringbro-vandet starter vi allerede 15/1 med fiskeri efter grove strømvandsgedder, fortæller de. – Det er kun for vores medlemmer, hvor specielt nogle af vores juniorfiskere gør det rigtig godt. Hvis vi får godt med varme i marts, så starter laksefiskeriet som regel allerede her. Forårsfiskeriet kan være rigtig godt og kan give den slags fisk alle lystfiskere går og drømmer om.
– Hen på sommeren bliver det mere udfordrende, når grøden står højt og temperaturen stiger. Hen på sensommeren/efteråret, når temperaturen dropper, svinger fiskeriet sig igen op, og der kan gøres nogle virkelig gode fangster. På Langåstykket starter vi op i marts måned for medlemmer, men som dagkortfisker skal du hen i april. Forårsfiskeriet har givet imponerende fisk igennem tiden, men der gøres fangster jævnt fordelt på hele vores sæson, og vi lander som regel på 4-500 laks hver sæson, siger Lars.

Morten Holm, en af Gudenåens flittigste og dygtigste fiskere, viser igen hvordan det skal gøres.
Klarere vand på grund af vandremuslingerne
– Det klare vand, efter vandremuslingerne har invaderet Gudenåen, har gjort, at vi nu kan se bunden, og at grøden er vokset meget op, fortsætter de. – Det gør fiskeriet lidt vanskeligt midt på sommeren, men som regel er der frit i strømrenden midt i åen. Det er muligvis også en medvirkende årsag til, at det er svært at fange en havørred nu til dags, da de måske simpelthen står og putter sig i grøden uden for vores rækkevidde. – Det har givet langt bedre levevilkår for fiskene med flere muligheder for skjul nede på vores stykke understreger Lars.
– Som lystfisker skal man dog ikke lade sig afskrække. Nu til dags sættes der laks ud med oprindelse i Storåstammen. Kan det mærkes på fiskeriet, spørger jeg?
– Fiskeriet har ændret sig, så der er flere store blanke forårslaks, fortæller Lars, men det er vi ikke ligefrem kede af! – Storå har samme veterinære status som Gudenåen, og det er vi godt tilfredse Nu avler Danmarks Center for Vildlaks videre på de fisk, der vender tilbage til Gudenåen, og der sættes ca 100.000 laks ud hvert år i april. De elfisker moderfisk hvert år, og det er nemt at skaffe de fisk, der skal til.
Havørreden fredet
– Vi har fredet havørreden, og har sat gang i et projekt sammen med kommunerne, DTU Aqua og Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor vi vil belyse årsagerne til nedgangen, siger Perog Lars. – Fra Lilleåens udløb og opefter er havørreden simpelthen fredet. Vi har kunne konstatere, at der selv i et vandløb som Tjærbækken, hvor der har været en meget god opgang og desuden lavet meget grundige undersøgelser af ørredbestanden, er sket en kraftig tilbagegang.

Denne laks tog en mikrorørflue fisket med L-rig få cm under overfladen. Bundskrab med hurtigtsynkende liner var før i tiden det eneste saliggørende, men med
det klare vand åbnes der for andre muligheder.
– Vi har lavet en masse vandløbsrestaurering i de små tilløb, og alligevel oplever vi denne nedgang, som vi synes er stærkt bekymrende. Vi kan konstatere, at der specielt i kolde vintre er et stort rykind af skarver på fødesøgning selv i de små tilløb. Om det er hele forklaringen vides ikke, men det kan projektet forhåbentlig give os svar på.
Lær Gudenåen og dens fisk at kende
– Hvis man er helt grøn i Gudenåfiskeriet, vil jeg klart anbefale, at man melder sig ind i vores forening, siger Per. – Vi har hvert forår nogle ture, som vi kalder ”Kend dit fiskevand”, hvor du kan komme ud med erfarne folk fra foreningen. Her er ikke så meget hemmelighedskræmmeri, som man måske oplevede før i tiden. Vi vil typisk anbefale folk at starte fra Bjerringbro og fiske sig ned imod Ulstrup.
– Snak med de medlemmer du møder undervejs. Folk hjælper hellere end gerne hinanden til at få en god oplevelse ved åen. På Langå stykket, vil jeg anbefale folk at starte på gul eller grøn zone. Husmandsbrinkerne, aborrehullet, jernbanesvinget eller brændenældesvinget er et godt udgangspunkt. Kontakt gerne foreningen eller spørg på en af campingpladserne. De giver hellere end gerne gode råd med på vejen. Men jeg vil også sige, som vores gode kolleger på Bjerringbro stykket, at man bare skal snakke med folk, der er ved åen.

Hvordan skal men fiske?
– Mange bruger rejer til fiskeriet efter laksene her på Bjerringbrostykket, siger Lars – og dette fiskeri giver hvert år nogle imponerende blanklaks. Grejet er det samme, som hvis man vil spinnefiske, det vil sige en god kraftig spinnestang på 9-10 fod, hjul i størrelse 3-4000 og minimum 0.35 mm nylon eller kraftig fletline på fx 0,17-20mm.
– Spinnefiskeren kan med fordel fiske med Mepps spinnere i str. 5 til både op- og nedstrøms fiskeri. Min egen favorit er en Mepps i sølv, men smag og behag er jo som bekendt forskellig. Jeg fisker dog mest med flue. Når der fiskes med flue, skal den helst ned og vifte laksen om næsen, og til det formål findes der mange velegnede liner med hurtigtsynkende spidser.
– Lette tohåndsstænger eller switchstænger passer perfekt til vores fiskeri, siger Per. – Faktisk kan man bruge det samme grej, som man typisk tager med til Norge. Jeg bruger mest rørfluer men går ikke ret meget op i, hvad det er for et mønster. Uldsokken går man sjældent galt i byen med. Hvad der er langt vigtigere er at have fluen i vandet fremfor at stå og skifte flue i tide og utide, slutter Per.
Spinnefiskeri på Langåstykket
– På Langåstykket fisker spinnere rigtig godt i både op- og nedstrøms retning, fortsætter Lars. – Mepps i str. 5 er en vinder og det samme er de tunge spinnere af FC-typen. Spinflue er også meget populært, hvor man simpelthen binder en kort tafs til et slaskebly eller lignende og en længere tafs til fluen.
– Rigget kastes tværs over, hvorefter man lader fluen svinge tværstrøms, mens den kilder fiskene om snuden. Vægten på blyet er typisk 15-30 gram – afhængig af strøm og dybde. Men efter, at vandet er blevet så klart, kan det faktisk godt lade sig gøre at lokke laksene til overfladen på fluestangen. Prøv for eksempel strækket ved Åbro til dette fiskeri, slutter Lars.

En god stak regnorm, toppet rød uldgarn, er lakseguf på alle tider af sæsonen.
Efter gedder med fluestangen
– Vores strømvandsgedder er et helt kapitel for sig, fortæller de. – Geddeflue er blevet rigtig populært, og det giver nogle muligheder på en årstid, hvor der ellers ikke er så mange andre muligheder. På Bjerringbro stykket er det dog kun for medlemmer, men det er da en god grund til at melde sig ind, slutter Per grinende. – Her på Langåstykket har vi også fint geddefiskeri fra sæsonstart, og geddefluefiskerne har også her rigtig gode muligheder. En god stor flashflue og en kraftig enhåndsstang giver masser af god sport, slutter Lars.
mar 18, 2021 | Nyheder
– Kalenderen skriver tidlig forår, og instinktivt tændes gnisten efter jagten på de store rovfisk i de ferske vande. Sådan siger Dennis Dyrup Mogensen. – Søhøjlandets næsten uendelige fiskemuligheder dannede igen rammerne for en dag, hvor tankerne kunne fokuseres på spinnefiskeri, naturindtryk og godt selskab med min fiskemakker, Lars Ottesen.
– Dagen startede kold og klar. Isfuglen bød os velkommen flyvende i lav højde hen over den blanke sø. Forventningerne var store, men som formiddagen skred frem, kneb det med at finde fiskene! Vejrliget skiftede til spredte byger og mere vind, men resulterede til gengæld i, at Lars over middag begyndte at få kontakt og lande fisk.
– Fiskedagen blev for mit vedkommende fuldendt med et resolut hug på min Illex Dexter shad i farven Golden Roach, hvilket resulterede i en intensiv fight og landing af en ganske hæderlig samt gydeklar madamme. Den store gedde blev selvfølgelig nænsomt genudsat, så den i fred og ro kan være med til at sikre de næste generationer. Knæk & bræk.
mar 16, 2021 | Nyheder
Sverige er nok geddenation nummer et i Europa, fordi der er så helt ufattelig mange søer. Men – mange af de største gedder i Sverige gennem tiden er faktisk fanget i åerne. Sådan er det også gået med årets største svenske gedde indtil videre i 2021:
– Et af mine årlige yndlingsfiskerier er geddefiskeriet lige inden legen, og på min sidste tur, tog jeg til en å for at fiske med flåd og agnfisk, fortæller svenske Esbjörn Möllerström. Forholdene var fine med perfekt strøm og vandfarve. Midt på dagen fik jeg en mindre gedde og hen mod eftermidaggen vendte jeg tilbage til den samme plads. Jeg ankrede båden op og lod mine flåd med agnfisk glide sagte nedstrøms.
Pludselig dykkede flåddet med skallen under resolut, og allerede i modhugget kunne jeg med det samme mærke, at det var en rigtig stor gedde. Den store fisk gik tungt nede ved bunden, og da den endelig kom til overfladen, kunne jeg se, hvor vanvittig stor den i virkeligheden var.
– Jeg forsøgte at holde mig rolig og fokuseret for at lykkes med landingen første gang, fisken kom ind, og det gik fuldstændig som planlagt. Da gedden lå sikkert i nettet, var det tydeligt at se geddens helt enorme bredde over ryggen. Jeg vovede ikke at spekulere for meget over vægten, og ringede efter en ven, der kunne hjælpe mig med at veje og få taget fotos af den fine fisk. Vi målte først gedden til 124 centimeter og gættede til at starte med på 16-17 kilo. Men – da fisken var vel oppe på vægten, indså vi at drømmen var gået i opfyldelse med en fisk over de magiske engelske 40 lbs – der svarer til 18,120 kilo. Storgedden vejede præcis 18,18 kilo. Hvilken fantastisk oplevelse det var at se storfisken svømme tilbage til sit rette element, slutter han.

Esbjörn Möllerström med sin fantastiske svenske ågedde på 18,18 kilo.
mar 14, 2021 | Nyheder
– Turen var gået til Gudenåen i håbet om stor madamme, fortæller Nikolai Hviid på 13 år. – Vi ankom til det første spot, men der skete ikke meget, så vi valgte og skifte plads over middag, hvilket ikke var en dum idé. Taklerne var kastet ude til nogle områder, der så gode ud.
– Efter en times fiskeri, begyndt regnen for alvor, men lige som regnen var værst, lød bidmelderen. Jeg løb hurtigt ud til den og gav et tilslag, og efter en god fight kom den i nettet. Der fandt jeg ud af, at den slet ikke var så lille. Vi skød den hurtigt til 10 kilo, men efter en tur på vægten, viste det sig, at den vejede12,2 kilo, så det var en ny personlig rekord. Efter nogle hurtige billeder og en tur på måtten, blev den nænsomt sat ud igen.