nov 19, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE
Krible Krable fluen med de lokkende gummiben er suveræn til kystens burhøns – regnbuerne.
Antibiotikafisk! Faunaforurening! Burhøns! Pellehaleløs! Abnorme foderbomber! Kært barn mange navne, eller i dette tilfælde – foragtet fisk mange navne. Men det ændrer ikke ved, at kystfluefiskeri efter undslupne regnbueørreder kan give nogle fantastiske gode oplevelser med flex på klingen og fisk på land.
AF HENRIK DONS CHRISTENSEN OG PER FISCHER
EN SØVNING SOMMERHUSEJER kommer lidt bekymret ned på stranden for at finde ud af, hvad der foregår. Hun har observeret et par personer med kasket og mørkt tøj løbe op og ned af stranden. – Hvad laver i, spørger hun lidt forsigtigt, da vi smålunter forbi hende med flexi-stripperen godt fyldt op med skydeline og med blikket rettet mod vandet. – Vi jager regnbueørreder, der søger føde helt inden på det lave vand, svarer vi. Hun ser godt træt ud og forstår vist ikke helt, hvad det betyder, men hun har nok regnet ud, at vi ikke er nogen der er ude på noget skummelt.

Selv de mellemstore og mindre regnbuer leverer kamp til stregen på fluegrejet.
Løbetræning med fiskestangen
Vi er på Vestsjælland og er i gang med at løbe regnbuer op. Der er flere fine stimer med ørreder, der cruiser op og ned af kysten – ofte i en afstand af to til tre meter fra strandbredden! Der er vel omkring 10-20 fisk i hver stime. Når de cruiser op imod os, forsøger vi at lægge fluen tæt på dem, hvorefter vi stripper ind foran snuderne på dem. Og tager de den ikke i første omgang, så er det bare at spurte efter dem. Hurra for Gore-Tex waders!
Når fiskene er passeret forbi os, løber vi uden for deres synsvinkel op ad kysten et stykke inde på stranden i marehalmen i den retning, som de svømmer. Er man heldig kan man løbe dem op, komme forbi dem og ligge fluen ud foran dem igen. Det er et sjovt og underholdende fiskeri, men det er nu lidt anstrengende at løbe i sand og marehalm: Hvad gør man ikke for en fin fight med en svømmende burhøne.
Efter en time kommer sommerhusejeren trækkende med sin mand og frisk kaffe. De sætter sig på deres fine lille bænk for at få lidt morgenunderholdning, mens den rygende kaffe indtages. Snart efter råber manden – De kommer herovre nu! Benene på nakken, og af sted efter dem igen. Endnu en fin regnbue tager Krible-krable fluen, og en ny dejlig fight kan begynde. Man kan ikke sige andet end, at det er et underholdende fiskeri. En fisk på godt fire kilo landes – igen – herligt! Som tak for observationen, giver vi parret en fisk til aftensmaden, og det falder vist i god jord.

Fiskene kan være bomstærke og levere en forrygende fight med deres bredskuldrede kroppe og hidsige temperamenter.
Superfiskeri med burhøns på stribe
På godt tre timers fiskeri lander vi 10 burhøns i størrelsesorden 1½-5 kilo og har vel løbet godt 4-5 kilometer tilsammen – i sand vel at mærke… Der var desuden også en enkelt 45 centimeters havørred, som blandede sig i gildet, hvilket bestemt ikke gør dagen til en dårligere oplevelse.
Der er stadig fisk, som cruiser rundt, men nu er de trukket længere ud. Hvis vi ville, kunne vi sikkert vente en lille times tid, og så var fiskene nok returneret helt ind under land igen. Men… det hele er jo gået fint og egentlig er vi fiskemætte, så vi kan roligt sætte os og nyde en kold. Vi kunne sikkert have landet adskillige flere fisk, hvis vi var blevet, men hvorfor egentligt? Vi har fightet bomstærke fisk, haft gode oplevelser og har nu fine fisk med hjem.
Masser af fiskeaction på kysten for helt almindelige mennesker
Lad det være sagt med det samme; det handler ikke om et smukt strømvand i den barske bjergklædte canadiske natur – eller steelheads med perfekte fedtfinner, der er mere ude af vandet end i. Det handler heller ikke om bjørnespor, vilde bær, bålkaffe, myg og knot i tusindvis – for slet ikke at snakke om det stof, som drømme er gjort af på de lange vinteraftener bag fluestikket. Men alligevel… gennem den seneste årrække har de vestsjællandske regnbuer været et kærkomment indslag i dagligdagen for os ganske almindelige travle familiefædre, som bare vil have lidt action.
Når de første efterårsstorme har raset, resulterer det ofte i udslip af regnbueørreder fra havbrugene, og er de rigtige forhold til stede, så kan man opleve et fortrinligt fiskeri efter disse steelheads. Og man kan ikke sige andet end, at stangen krøller godt sammen, når en fem kilos regnbue stikker til havs med en gummibensflue i munden. Selv i årets koldeste måneder kan man på de vestsjællandske kyster finde regnbueørreder, der jager på lavt vand – selv i en halv grad koldt vand. Det kræver ofte bare lidt sol, og gerne en sydøstlig vind. Fiskene kan til tider samles helt inde i strandkanten, hvor vadning kan være ganske uheldigt med vildt flygtende fisk til følge.

Henrik D. Christensen er en skrap havørredfisker, men forstår sandelig også at hygge sig med regnbuerne når chancen byder sig.
Når regnbuerne lige er sluppet ud
Nyundslupne regnbuer er som sådan ikke vanskelige at fange. Alligevel er der lidt forskellige tricks, der øger muligheden for fisk på land. Det første stykke tid efter et udslip er fiskene, for at sige det på godt dansk – snotdumme! De svømmer langs stranden i store stimer med tydelige kølvandsbølge, der afslører en stime på lang afstand. Her er det ikke den store kunst at få dem til at hugge, men man skal alligevel passe på, hvordan man lægger linen ud. Der er vist ingen fisk, der kan lide at få langt en flueline lige oven i skallen – selv ikke en nyudsluppen regnbue. Hvis man undgår at blive set, og ikke skræmmer fiskene med linen, kan man have glæde af stimerne i flere timer.
Vores strategi overfor nyudslupne fisk er kort og godt, at præsentere en let belastet Krible Krable flue (se foto) lige foran en trækkende stime, hvorefter den i lange langsomme tag tages hjem med korte pauser, hvor fluen hænger i vandet foran fiskene, så gummibenene får lov at arbejde. Med foran fiskene mener vi et sted mellem to til tre meter for at undgå at skræmme dem. Fluen må ikke være så tung, at den synker for hurtigt. Den skal bryde overfladen og hænge i de øverste 30-40 centimeter. Regnbuerne cruiser gerne lige under overfladen, og så er det jo indlysende, at fluen ikke skal være på bunden.
Regnbuerne får med tiden mere naturlig adfærd langs kysten
Et stykke tid efter udslippet ændres adfærden, og den bliver mere naturlig – eller så naturlig, som den nu engang kan blive. Nu skal der arbejdes meget mere for at få fisk på land. Det er vores erfaring, at fiskene nu ofte går i mindre stimer på mellem tre og fem fisk, og ofte er noget vanskeligere at spotte. I reglen opdages de på ganske lavt vand, næsten helt inde i vandkanten i blæretangen.

Regnbuerne på den danske kyst er som sådan faunaforening, og man kan med god samvittighed tage fisk hjem til sig selv såvel som naboen.
Fluen der benyttes til disse fisk er den samme, men fiskene er nu noget mere letskræmte. Skræmmes og flygter en stime, varer det en del tid, før de igen er til at få i tale. Derfor lægger vi endnu mere vægt på præsentationskast til den enkelte fisk, hvor det ofte betaler sig at lade fluen synke langsomt, og med små bevægelser så fluen sitrer. I reglen er det ved højvande og især på faldende vand, at disse fisk kan mødes meget kystnært.
Der er masser af plads, og ofte masser af fisk. Den negative side af gildet er, at regnbuerne i store mængder ofte trækker op i åerne mod vintermånederne, hvor man kan være bekymret for, at de fylder på de trængte gydebanker – og i værste fald æder rogn fra gydende havørreder. Og ret beset er der tale om faunaforurening. Vi kan derfor kun anbefale, at man begynder at spidse ører fra midten af september og frem til november, følger godt med på nettet, eller ganske enkelt satser og tager til Vestsjælland nogle dage efter at der har været stormende kuling fra vest… Femkilos fisk på kysten hænger ikke på træerne, og hvor ofte er det lige at backing på fluehjulet ellers er i brug under normalt kystfiskeri??
Udstyr og fluer til kystregnbuer
En fluestang klasse 5 eller 6 med dertil hørende flydeline/klump er passende. Vi bruger gerne Kriblekrable fluer eller andre mindre rejeimitationer – gerne med gummiben. Polaridbriller og linekurv er et must. Forfangsmaterialet er 0,18 på de sky dage og op til 0,25 mm. Man skal jo ikke glemme, at det er ret så stærke fisk, vi går efter.
nov 17, 2022 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri, Kystfiskeri, KYSTREGNBUE, Video
Når der har været udslip af regnbuer fra de store havbrug, er der ofte masser af “burhøns” at finde langs de nærliggende kyster. Men hvordan skal fiskeriet gribes an, og hvorledes fanger man dem mest effektivt? I denne nye video giver den erfarne kystekspert Henning Trier sit bud på de fire vigtigste elementer i fiskeriet. Glæd dig til en sprudlende video, hvor der er bud efter de små pink fluer, som er et af de allermest effektive våben til burhønsene.
Se filmen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.
nov 17, 2022 | Nyheder
– Det er sent efterår nu, og efter en vellykket fiskesæson i åen er afsluttet, var tiden endelig kommet til de skarptandede, skriver Danni Kikkenborg til Fisk & Fri. – Min makker og jeg var taget ud med fluekæppen, og der gik ikke længe, før der var flex med en flot gedde på 7.8 kilo og omkring 1 meter til min makker. Efter lidt tid var det så min tur.
– Jeg fik kastet min geddeflue hen til en lang række af siv, og med det samme så jeg en stor hvirvel, efterfulgt af et meget langt udløb, som for første gang nogensinde tog mig til baglinen – og den fortsatte bare derudad… SHIT mand tænkte jeg. Der var ikke andet at gøre end at lægge så hårdt pres på fisken som muligt og så ellers følge med den… Jeg vidste med det samme, at dette her var en rigtig god gedde, jeg havde fat i. Aldrig har jeg kæmpet en så fed kamp med en gedde før. Den virkede fuldstændig utrættelig med udløb efter udløb, men til sidst vandt jeg endelig kampen og fik kaldt min makker over til mig, hvorefter jeg fik nettet fisken.
– Vi blev hurtigt enige om, at dette her var en “Gammel kriger” og en fisk over meteren. Målebåndet viste hele 109 cm, og vi fik den vejet til 8.8 kilo. Det var en fantastisk fisk med et kæmpe hoved i forhold til kroppen, da den ikke var helt i topform. Den ville nok have vejet omkring 10-12 kilo om 2-3 måneder, så jeg håber da på et gensyn. På turen fangede vi yderligere tre fine gedder og sluttede den meget vellykkede tur af med et kæmpe smil samt en følelse af endnu mere blod på tanden til den kommende tids geddefluesæson, som kun lige nu er startet for os. Vi ved nemlig begge, at det kun bliver bedre og vildere fremover, slutter han.
Du kan læse en masse gedderartikler i Fisk & Fris artikelarkiv her – og få det fulde overblik over alle metoder til geddefiskeri i bogen Geddefeber her (REKLAME).

nov 14, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lake trout har store v-formede haler, som giver dem en ganske eksplosiv fremdrift i vandet. De er bomstærke fightere med masser af vilje og arrigskab.
Nordvest Territoriet i Canada rummer nogle af verdens største søer, og i én af dem – Great Bear Lake – findes verdens største canada rødding. Følg med Rasmus Ovesen til Plummer’s Great Bear Lodge og søen, der hvert år leverer skræmmende mængder trofæfisk.
AF RASMUS OVESEN
FRÅDENDE SKOVBRANDE raser under os og spyr voldsomme plamager af tyk, hvid røg op i himmelrummet. Klaus og jeg sidder på et lille, propeldrevet charterfly i den tilslørede luft midt mellem byen Yellowknife og den massive Great Bear Lake – en kæmpemæssig sø, der har fundet sit krogede og ujævne leje i Canadas øde og barske Nordvest Territorium.
Scenariet under os er både foruroligende og uimodståeligt dragende. Det er som om en selvudslettende kraft i naturen er blusset arrigt op, og der er noget fordækt over måden, hvorpå den forsøger at skjule sit raseri – ved at sløre alt til i tæt røg. Den selvsamme røg omklamrer snart flyet, og på den resterende del af flyveturen er flammernes fortsatte hærgen skjult for vores blikke.
Også Great Bear Lake er indhyllet i tæt røg, og det er først umiddelbart inden, vi rammer en let improviseret landingsbane ved søens bred, at et massivt vandspejl åbenbares. Flyet bliver bragt til standsning for enden af landingsbanen, vi stiger af og finder fodfæste i vildnisset. Her – midt i absolut ingenting – ligger Plummer’s Great Bear Lodge, hvor vi i den kommende uge skal opholde os og fluefiske fra båd efter fuldvoksne amerikanske søørreder/canadarødding eller lake trouts, som de hedder lokalt.

Klaus med en stor gammel kriger fra dybet. Det går an at fiske disse »silverbacks« fra land, men fiskeriet fra båd er langt mere effektivt.
Skovbrande hærger ødemarken ved Great Bear Lake
Great Bear Lodge er denne uge booket til bristepunktet, fordi gæster, der ellers skulle have opholdt sig på Plummer’s Great Slave Lodge, er blevet forflyttet herop. Lodgen på Great Slave Lake i nærheden af Yellowknife er nemlig i overhængende fare for at blive fortæret af skovbrande. Brandfolk helt fra Alaska er tilkaldt for at bekæmpe flammerne, men situationen er tilsyneladende ude af kontrol.
En god times tid efter vores ankomst sidder vi i en rummelig Lund aluminiumsbåd, der skærer sig autoritært gennem Great Bear Lakes let-oprørte vand. Vores guide, Matt Dick, er på vej ud
mod én af de utallige spændende fiskepladser på søens Dease Arm – en bugt på størrelse med en middelstor dansk fjord, der består af et utal af mindre bugter, vige, rev, dybdekurver og øer.
Den røgfyldte og tilslørende luft har iklædt søen en illusorisk dis, som solen ikke evner at brænde igennem, og før nordlige vinde senere på ugen forskubber al røgen mod syd, forbliver søens størrelse underligt uforståelig. Indtil da må det faktum, at det kræver to tankfulde benzin at sejle tværs over bugten og tilbage til lodgen, være en tilstrækkelig indikation på søens størrelse.

Det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal fiske på en sø med så massivt et vandspejl som Great Bear Lakes. Derfor er en dygtig guide guld værd!
Canada Rødding på skrænterne
Båden standser uden for en række skær, der afgrænser en mindre bugt. Her falder dybden drastisk udefter, og langs med forkastningen vurderer vores guide – en ung fyr, der i løbet af de næste fem dage skal gå hen og blive en rigtig god ven – at der er fine chancer for at finde fødesøgende søørreder.
Disse fisk, der er de arktiske vandes ubestridte herskere, er glubske rovfisk med en umættelig appetit og et tandbesat gab. De fiskes typisk over 25-100 meter dybt vand, men her i juli, hvor midnatssolen bader de arktiske egne i klart lys, er fiskene efter sigende at finde på relativt lavt vand.
Med flustængerne i spændte jerngreb, gør vi klar til de første forventningsfulde kast. Kort efter hvisler de store, buskede streamere – som vi har bundet for enden af vores 0.40 mm forfang – igennem luften, lander som vingeskudte fugle på vandet og tynges modvilligt nedefter i vandsøjlen af synkelinerne.
Vi aner ikke, hvad vi kan tillade os at forvente af de kommende dages fiskeri, men vi får hurtigt en indikation. Allerede i tredje kast krummer Klaus’ #10 fluestang sammen under vægten af en stærk fisk – og nogle få intense minutter senere vrider selvsamme fisk sig i guidens rummelige fangstnet. Klaus kan nu storsmilende løfte en formfuldendt amerikansk sø ørred på godt og vel fem kilo op til fotografering – og dernæst gøre klar til genudsætningen.
Nedsænket i søens kølige vandmasser, slår fisken sig fri af Klaus’ hænder og sender sit matolivengrønne og spættede legeme mod bunden. Ovenover jubler to lettede danske fluefiskere og en canadisk guide højlydt!

Catch and release fiskeri sikrer, at bestandene af lake trout på Great Bear Lake forbliver sunde. Her genudsættes forfatterens fisk på godt og vel 15 kilo.
Søørred – et tungt træk i fluelinen
Vi må have fundet fiskene, for mindre end 10 minutter efter Klaus har genudsat sin fisk, annoncerer et tungt træk i min flueline, at endnu en amerikansk søørred har smældet på i dybet. Et enkelt udløb og en masse arrig tovtrækning senere, kommer skyggen af en fisk til syne i vandet, og kort efter omklamres endnu en Great Bear Lake-sø – ørred af maskerne i fangstnettet. Den pragtfulde og bredryggede fisk på godt og vel 7-kilo bliver behørigt fotograferet og får sin frihed igen. Pulsen er fortsat høj, men der er pludselig en anderledes ro i sjælen!
De kommende dage går med stædigt kastefiskeri og der er ikke mange kedelige øjeblikke i båden. Fiskene finder vi konsekvent, hvor vandtemperaturerne er højest; typisk i vindeksponerede vige med vanddybder mellem 5 og 15 meter. Der er mange af dem, og de er hugvillige samt bomstærke. Og så er snitstørrelsen ganske imponerende – formentlig omkring solide 5-6 kilo med enkelte fisk grænsende til magiske 10 kilo.
Den tykke røg, der har ligget som et ligklæde over søen de første dage, er endelig lettet, og med en dybblå himmel som bagtæppe og en strålende sol over os er det som om søen for alvor bliver vakt til live. Det kolde vand antager en dyb koboltblå farve, og dybdekurverne aftegner sig endnu skarpere end tidligere. Samtidig, når nyheden, om at Great Slave Lake lodgen er blevet reddet fra flammerne frem til os – og det mærkes med al tydelighed på stemningen ved aftenens middag på lodgen.

Langs nogle af Great Bear Lakes drastiske forkastninger, kan man vadefiske og kaste udover 10-15 meter vand. Langs disse dybdekurver er der gode chancer for at finde patruljerende lake trout.
Uforglemmelige fiskedage
Dagene, der følger, byder på flere uforglemmelige højdepunkter. Blandt andet oplever vi nogle intense øjeblikke i en lille lavvandet vig, hvor en flok solide søørreder er på rov. Med solen højt på himlen og et roligt vandspejl over sig, aftegner de sig tydeligt mod den lyse sandbund, og vi kan derfor udvælge os individuelle fisk at kaste til.
Allerede i første kast sætter én affølger min flue. Efter et par meter stopper jeg indtagningen kortvarigt. Fisken standser øjeblikkeligt op, og da den svævende flue kort efter slår et subtilt, men inciterende slag med halen, er den pludselig væk – skjult mellem kæberne på fisken, som har inhaleret sit bytte i en lynsnar manøvre.
Fighten er nu i gang, og den mildest talt utilfredse fisk slår forvildet omkring sig – så vildt, at den gylper en halvt fordøjet byttefisk op. Det ser én af de andre fisk i flokken. Den skyder fremefter i vandet og suger det trevlede hvide og dødt-svævende måltid i sig. Umiddelbart derefter får den øje dem sig resolut i bevægelse og forpå endnu et trevlet, hvidt bytte i vandet. Men da den slår kæberne sammen om det, finder en sylespids krog sit fæste i fiskens gummer. Klaus har også fisk på nu, og de kommende fem minutter hersker der kaos i båden, alt imens vi simultan-fighter to store søørreder i fem-kilos klassen…

Kraftigt fluefiskeudstyr er ikke blot nødvendigt for at kaste de store pulserende streamere, som anvendes til lake trout-fiskeriet. Det er også nødvendigt for at fighte de store fisk effektivt.
Et uforudsigeligt fiskevejr
Great Bear Lake er så stor en sø, at den genererer sit eget vejr – og det kan være temmeligt uforudsigeligt og omskifteligt. Det oplever vi på turens næstsidste dag, hvor søen er i oprør og lynglimt slår revner i en blytung himmelhvælving. Vi har søgt læ for vinden mellem to øer, da vinden pludselig dør hen, solen kigger igennem skydækket, og søen bliver til et hvilende spejl. Fortumlede, vårfluer svirrer ud over vandet, og pludselig brydes vandet her, der og alle vegne af søørreder.
Vi får travlt med at få rigget vores tørfluestænger til og få bundet nogle fyldige vårflueimitationer på. I løbet af den næste halve time lægger vi forsigtige kast ud til flere fire-, fem- og seks-kilos ørreder, end de fleste tørfluefiskere ser i løbet af et helt liv. Vi kroger også et par stykker, inden vindene pludselig tager til igen og søen viser sine frådende tænder. Men at lande 5-kilos ørreder på #4 udstyr og 0.18 mm forfangsspidser er ikke nogen let sag!
Kæmpehug på fluen
Søens helt store fisk kommer vi også i kontakt med. Eksempelvis har jeg stadig mareridt over en massiv søørred, som nærmest rev fluelinen ud af hænderne på mig i hugget og forsvandt ned i dybet med hen mod 50 meter backing hvinende efter sig for til sidst at smide fluen. Heldigvis for roen i min sjæl lykkes det at lande en anden stor fisk på søen. Den slår sine kæber sammen om min streamer udenfor et skær, søger straks derefter mod dybere vand og viser sig hurtigt anderledes tung og stædigt anlagt end de andre fisk, jeg har kroget indtil da. De næste 10 minutters tid bliver et tovtrækkeri uden lige.
Guiden cirkler rundt om fisken, mens jeg gør mit bedste for at holde nerverne i bero og udnytte enhver kraftreserve i fluestangen. Det hårdhændede pres bliver i sidste ende for stort. Lidt efter lidt vinder jeg ind på fisken, og da den endelig kommer til syne i overfladen, ser jeg, hvor massiv den egentlig er. Herefter indsnævrer hele mit fokus sig. Jeg synker ned i mig selv, og alt, der er tilbage, er tyngden af den forestående opgave.
Da fisken langt om længe glider ind over fangstnettets ramme, kommer jeg tilbage til overfladen igen med et højtlydt og forløsende brøl! Vi sejler hurtigt ind til land med fisken på slæb i nettet, jeg springer i vandet og Klaus sender en skudbyge af sted med kameraet, mens jeg løfter den 15-kilo tunge fisk kortvarigt fri af vandet. Herefter tager jeg mig et selvbevidst øjeblik til at nyde synet af den gamle kæmpe fra dybet. Som den hviler i vandet ved min side med sine store sejl-lignende finner og inverterede prikker forstår og påskønner jeg til fulde, hvorfor vi er rejst den lange vej til Nordvest Territoriet og Great Bear Lake. Og da fisken slår et par slag med halen og søger mod dybere vand intensiveres følelsen blot yderligere.

Plummer’s Great Bear Lake Lodge besøges primært af amerikanske og canadiske trollingfiskere, men her er også mulighed for et super-spændende kastefiskeri.
Amerikansk søørred
Amerikansk søørred, canadarødding (Salvelinus namaycush) eller bare søørred som jeg kalder den, hører til char-familien, som blandt andet tæller kildeørred, fjeldørred og bull trout. Den stiller høje krav til vandkvalitet og iltning, samt kan blive over 50 år gammel. Fiskene findes på tværs af det nordligste USA og hele Canada.
I Great Bear Lake findes tre distinkte søørred-underarter; silverbacks, red fins og butterfly red fins. Silverbacks er pelagiske søørreder med et sølvgråt skær og et i-forhold-til-kroppen relativt stort hoved. De lever primært af større byttefisk, og kan nå vægte på op imod 40 kilo. Redfins er stærkt oliven – grønne med knaldende røde finner. De bliver ikke nær så store som silverbacks’ne – formentlig ikke over 15 kilo, og de lever primært af småfisk, tanglopper og vandinsekter.
Butterfly søørrederne minder meget om red fins’ne, men til sammenligning har de overdrevet store finner, et markant overbid og store læber. Disse fisk, som sjældent bliver mere end 6-7 kilo, finder man typisk over relativt lavt vand, hvor de specialiserer sig i insekt-fødesøgning ved bunden.

Ønsker man et afbræk fra lake trout fiskereriet, er der masser af arktiske stallinger at finde langs søens stenede bredder.
Fisk ørred på Great Bear Lake
Great Bear Lake er verdens fjerde største sø med et vandspejl på 31.153 km2 og vanddybder på op til 446 meter. Den ligger i den centrale del af Canadas vidtstrakte Nordvest Territorium. I søen findes 15 forskellige arter inklusiv amerikansk søørred eller canadarødding, helt, stalling og gedder.
Plummer’s Arctic Lodges driver fiskeriet på søen, som igennem tiderne har leveret den ene søørredrekord efter den anden – blandt andet den gældende verdensrekord på 72 lbs. Der ligger i alt tre lodges på Great Bear Lake (Trophy, Great Bear og Arctic Circle), som alle drives af Plummer’s folkene, hvor der er forskellige muligheder for fiskeri. Flere oplysninger kan findes på følgende link: www.plummerslodges.com
nov 3, 2022 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Jens Bursell med en solid regnbue fra Simons, der huggede på en variant over Dog Nobler mønstret bundet på rør og fisket på et L-rig med en str. 16 trekrog.
At kombinationen rørflue og L-rig giver en markant højere landingsrate end traditionelle enkeltkrogsfluer er efterhånden yderst veldokumenteret. Men hvordan forholder det sig egentlig med putsøens regnbuer? Fisk & Fri har testet de traditionelle putfluer mod identiske fluer fisket på rørflue og L-rig.
AF JENS BURSELL
REGNBUER kan være notorisk svære at kroge – og ofte giver de en endnu lavere landingsrate end man oplever med fx kystens havørreder. Lige fra opvæksten i dambruget har de været vant til at spise små foderpiller, der bliver serveret, så de ikke behøver at mobilisere den vildeste jagtadfærd for at få tilfredsstillet deres fødebehov – og netop dette tror jeg er medvirkende årsag til, at de kan være svære at kroge: De tager meget ofte agnen stille og roligt med en diskret nippende bevægelse med munden. Det betyder for det første, at det kan være sværere at registrere hugget og for det andet, at krogen ofte sidder mere yderligt, hvor det kan være svært for traditionelle enkeltkrogsfluer at få fat i den hårde kæbe og det tynde væv over denne. Og – jo mere der går nipperi i den, desto sværere bliver det at sætte krogen i fx kæbevinklen, da fisken tit ikke rigtig får vendt med fluen, før den prikkes.
Netop det, at regnbuerne er vant til små agn, betyder også tit, at fluer er det bedste valg. Men – selv her er det med fx kystregnbuer normalt at bomme næste dobbelt så mange hug, som det er tilfældet med havørrederne, hvilket betyder, at man vil kunne opleve landingsrater helt ned på 20-30% på enkeltkrogsfluer og 50-60% på rørfluer og L-rigs.

I testen blev klassiske P & T mønstre som Dog Nobler og Rubber Legs på enkeltkroge testet op mod identiske fluer bundet på rør – fisket med L-rig. Til venstre
ses L-rigget, der gav cirka 50% højere landingsrate end krogfluerne. Der var statistisk stærkt signifikant forskel på landingsraten af begge varianter af L-rigs
vs landingsraten på krogfluene, som altså krogede markant dårligere.
Hvilke fluer giver den højeste landingsrate?
Fisk & Fri besluttede sig derfor for at teste krogfluer op mod identiske fluer på rørflue og L-rigs. Vi fik Kim Nyborg fra rørflueeksperten www.fishmadman.com til at binde identiske sæt af fluer til testfiskerne – og en tidlig martsmorgen, hvor der var masser af nyudsatte regnbuer i Simons Put and Take, var vi klar.
Testfiskerne bestående af Tue Blaxekjær, Casper Larsen, HenningTrier, Michael Petersen, Andreas Aggerlund, Rasmus Diflefsen og jeg fiskede igennem, og for at gøre en lang historie kort, var der masser af hug, så vi kunne få et relativt fornuftigt statistisk materiale i løbet af en god dags fiskeri.
Fiskeriet gav i alt hele 331 kontakter og resultatet var følgende landingsfrekvenser: Krogflue 40% og L-rig (semifikseret) 62%. L-rig og rørflue med en str. 14-16 trekrog gav altså 50% højere landingsrate, hvilket så afgjort er en markant forbedring – selvom den ikke er nær så markant som på kysten, hvor et skift fra enkeltkrogsflue til rørfluer/L-rig normalt giver en forøgelse af landingsraten på 111% (43% vs 91%, baseret på 1689 kontakter (i 2014)).

Det omvendte L-rig, hvor krogen fiskes foran fluen, kan i bestemte situationer fiske super godt på små fluer, som fx under testen, hvor det faktisk gav en endnu
højere landingsrate end den normale L-rig montage.
Det omvendte L-rig – en lovende montage
Der findes mange varianter over mit L-rig, og som et lille eksperiment forsøgte jeg mig sidst på dagen med et omvendt L-rig – hvor krogen i stedet for at være monteret bagerst på fluen – nu blev monteret foran selve fluen. Selvom jeg kun nåede at få et begrænset antal hug på det omvendte L-rig, inden dagen gik på hæld, var det alligevel tankevækkende at jeg fik 11 ud af 14 kontakter svarende til en landingsrate på 79%, hvilket er markant højere end landingsraten på L-rig monteret bagerst på fluen! Eksperimentet viser tydeligt, at den traditionelle halenippe-diagnose ofte er en illusion, fremkaldt af gætteri snarere end reelle fakta. Hvis alle de mange bommede fisk på krogfluerne vitterlig skyldtes »halenipperi«, ville man næppe få dobbelt så høj landingsfrekvens ved at sætte krogen foran fluen? Præcis som på kysten er der altså meget som tyder på, at den generelt lave landingsrate på enkeltkrogsfluer større end str. 8-10 skydes dårlig penetrationsevne og for store dimensioner til at kunne få fat i de ydre dele af ørredkæberne. Er du frisk på at prøve noget nyt, er der altså al mulig grund til at eksperimentere med rørfluer i putten. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne give dig mange spændende og actionfyldte oplevelser ved ørredsøen.
Det er ikke altid, at det omvendte L-rig vil give højere landingsrate end takler, hvor krogen er monteret bagerst – men i nogle situationer vil det kunne give en højere landingsrate. Som altid må man eksperimentere sig frem. Set med mine øjne er metoden mest oplagt med relativt små og korte fluer, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at fisken får fluen helt ind i munden. Når dette sker, er fordelen indlysende: Krogen er perfekt eksponeret for at ramme indersiden af kæben før selve fluen. Dette forhindrer den situation, hvor fronten af fluen rammer indersiden af kæben, før selve krogen har fået fat. I denne situation er kraftoverførslen til krogspidsen nemlig lig nul, hvilket selvsagt ikke øger chancen for at kroge og lande fisken.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2012
Mere viden om L-rig og rørfluer
Vil du vide mere om, hvordan du binder L-rigs og rørfluer, kan du læse mere i den nye havørredbog – »Havørred – Refleksioner på kysten«, der kan købes hos alle landets førende grejbutikker og boghandlere – samt signeret på min webshop – releaserigshop.com – her. (REKLAME)
aug 1, 2022 | Nyheder
– Klokken slog 5.30, da turen gik fra vores ferielejlighed til Soca River i den østlige del af Slovenien cirka halvanden times togtur derfra, fortæller Mikkel Rabjerg. – Fiskefeberen ramte mig med det samme, da jeg ankom til den berømte lystfisker by.
– Ved stationen stod min guide, Boštjan og ventede på mig. Efter et par hurtige stop efter waders og fiskekort, stod vi klar til at fiske i de omgivelser, man drømmer om som fluefisker.
– Fiskeriet gik i gang og efter et par hurtige kast, sad første fisk allerede for enden af linen. Linen blev stram, og det vidunderlige syn af ørreden, som letter sig fra bunden, fik hjertet til at banke endnu hurtigere. Efter en kort fight blev den første fisk landet i det krystal klare Alpevand. Vi tog et par hurtige billeder, og afsted var fisken igen.
– Sådan fortsatte det de næste par timer med otte landede fisk samt fire mistede for mit vedkommende. Boštjan fik cirka samme mængde fisk. Alt i alt en hel fantastisk oplevelse, som blot bekræfter, at hvor end du er i verden, så venter der ofte et fantastisk fiskeri i de lokale omgivelser. Der skal lyde en stor ros til Soca Fly, og guiden Boštjan, som flittigt delte ud af sin erfaring og viden ved floden. God sommer til alle!

Mikkel med en af sine fine regnbueørreder taget på flue i Slovenien.
jun 28, 2022 | Nyheder
– Det er ikke lang tid siden, at jeg afsluttede min sidste eksamen på HTX, og det skulle selvfølgelig fejres med en aftentur, ud efter nogle store søørreder på den lette fluekæp, skriver Johannes Thorbjørn Hansen til Fisk & Fri. – Efter en times fiskeri, hvor solen lige så stille forsvandt ned i horisonten, kom et kontant hug fra en stor søørred. Efter en lang og hård fight, med flere spring ud af vandet, kunne jeg til sidst nette denne 65cm søørred. Efter et par hurtige billeder svømmede den videre, så nu var jeg godt tilfreds og klar til nogle dages studenterkørsel.
– Efter to dages studenterkørsel og fest på den sidste dag, som sluttede ved solopgang, var jeg godt smadret. Samme dag skulle jeg op til dimission med omkring tre timers søvn i bagagen. Efter dimissionen skulle der selvfølgelig hygges lidt med venner og familie – og der skulle spises lidt god mad. Det bedste var dog, at jeg lige kunne nå et par timers fiskeri, inden det blev mørkt.
– Efter en times tid mærker jeg det første kontante hug helt inde ved sivede, men den blev desværre ikke kroget. Måske skyldes det den langsomme reaktionsevne og mangel på søvn… Aftenen var dog stadig ung og jeg fortsatte i troen på endnu et hug, og søen belønnede mig heldigvis ved det næste spot. Efter få kast på det nye spot kom der nemlig en stor søørred og tog fluen få meter fra land. Den var tung og havde masser af power. Da den kom helt tæt på, kunne jeg se, at den var rigtigt stor, men også ekstrem flot. Til sidst fik jeg presset fisken ind over netkanten, og lykken spredte sig i hele kroppen. Fisken målte 66cm og tangerer derfor min PR på søørred, slutter han.
Søørred kan blive temmelig store under de rette omstændigheder. Læs historien om den største danske søørred fanget nogensinde her.

jun 27, 2022 | Nyheder
Mads Nørgaard Kristensen, der netop har færdiggjort sin uddannelse på Forshaga Akademin´s fiskelinje, bor og arbejder lige nu som fiskeguide i Sverige. Og i sin fritid – der fisker han…
I år har han satset benhårdt på at få en canada rødding – alias amerikansk søørred – fra sine lokale nordsvenske søer, hvor de er udsat og har dannet vilde bestande. Og som det plejer at gå, når han sætter sig noget for, er det naturligvis lykkedes:
– Det er svært at sætte ord på en fisk, som den du ser på billedet, men det er noget jeg har gået og planlagt at gøre her til sommer i over et år, fortæller han. Jeg har spenderet masser af tid på research og rekognoscering samt bundet oceaner af fluer netop til dette formål alene. Da jeg endelig kom i gang, lykkedes det også ret hurtigt at få amerikansk søørred på flere af de fluer, som jeg havde bundet til dette fiskeri.
– Den flotte fisk, du ser på billedet, tog en lille bitte nymfe uden at tøve, og da den var sikkert i nettet rystede jeg af glæde over hele kroppen. Det gav bare så meget mening. Jeg fik fisken på en dag, hvor jeg viste Filip Dorsén rundt, og prøvede at guide ham til en amerikansk søørred. Det var ikke let, og fiskeriet gik langsomt. Da vi havde fisket igennem poolen, besluttede jeg mig for at forsøge efter stalling, da den flotte canada rødding steg i vandet for at inhalere nymfen. Fisken leverede den vildeste fight på min 11 fods klasse 3 stang med 6x tippet. Den smukke fisk på 86cm and 5.7kg er den længste søørred, jeg har fået indtil videre. Tak til perfekt netning og fotos til Filip Dorsén.
jun 25, 2022 | Nyheder
Tyske Ralf Meyer, der tit fisker i Ribe Å var forleden eftermiddag i Danmark for at fiske efter laks i Ribe Å med fluestangen. Og det skulle vise sig at være en god ide, for på en eftermiddagstur fik han to flotte laks på fluestangen: En fantastisk han på 120 centimeter samt en anden flot fisk på 105 centimeter. – Jeg var helt alene, og det tog omtrent 20 minutter at udtrætte den store og særdeles stærke fisk. Da den store hanlaks var genudsat gik der blot fem minutter inden den æste fisk huggede, så det må siges at være en godkendt fiskedag!
I Ribe Å blev opgangen sidste år estimeret til cirka 3500 laks, er der i år landet 170 laks, hvoraf 64 er hjemtaget. Totalt set må der i 2022 hjemtages 195 laks fra Ribe Å systemet, så der er stadig en del fiske tilbage på kvoten, på når enkelte stræk, hvor kvoten pt er brugt.
Du kan læse meget mere om laksefiskeriet i Ribe Å systemet her.