feb 6, 2023 | Nyheder
– De lokale meldinger inden vores tur til Bornholm sagde fint med blankfisk, skriver Per Fischer til Fisk & Fri. – Der havde dog været et lille dyk i fangsterne pga det seneste temperaturdyk, men det var stadig ikke en helt dårlig melding forud for vores årlige vintertur til Bornholm, hvor der var afsat godt fire dage til at svinge fluekæppen.
– Vi er et fasttømret hold fra Hvidovre, der drager mod de brakke vande omkring Bornholm hver vinter, og i år var både fangstmeldingerne og vejrmeldingen med os. De sidste mange gange har middelvinden ligger omkring 12-14ms, men i år var det helt atypisk helt nede omkring de 6ms – magisk!
– Vinden holdt sig mest i en vestlig retning, hvorfor fiskeriet koncentreret sig omkring de sydlige rev, østsiden samt Salene Bugten og i den dur. Fiskeriet var ikke prangende, men klart bedre end de foregående år. Det blev til 19 havørred, hvor kun én havde lidt farve. Resten var flotte blanke, som den du ser på billedet, hvilket må betyde, at der har været en sen opgang på øen i år. Det passer også meget godt med den udskudte “efterårsnedbør”. Vi løb desværre ikke ind i nogle rigtige basser, men mange flotte blanke blev det til. De små rødbrune fluer løb klart med sejrene – igen.

En af de mange fine blankfisk landet af kystgænget fra Hvidovre. Øverst Per Fisher med en af de fine fisk.
jan 26, 2023 | Nyheder
– En fridag i dag blev til jagten på den store overspringer med fluegrejet, fortæller Poul Steen Larsen. – Forholdene så gode ud, da jeg ankom til pladsen. Der var godt med svæv i vandet samt gamle dønninger. Jeg havde også hurtigt en følger, og lidt senere fik jeg en undermåler.
– Cirka en halv time senere var der en fisk, som tog min flue helt ud i kastet, og så var der bare fast fisk med det samme ind jeg begyndte at strippe linen ind. Den gik i overfladen med det samme, og jeg kunne straks se en stor blank side. Det var lige den fisk, jeg kom efter, så pulsen røg direkte op på 120.
– Fisken gik længe rundt, som det passede den – lidt ind og så ellers ud igen. Nogle gange blot 10 meter, andre gange 25 meter men i et stille og roligt tempo. Efter cirka 10 minutter blev den til at tale med, og til sidst kunne jeg kane den ind – efterfulgt af et højt jubelråb. På stranden lå en 74 cm sølvbombe! Så bliver det ikke meget bedre. Havørreden tog fluen guldbassen fisket som ophænger. Knæk og bræk derude, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023. Læs meget mere om de mange fede præmier her.

Så bliver de ikke flottere. Her ser du Poul Steen Larsens fantastiske havørred, der huggede på en Guldbasse fisket som ophænger på fluestangen. Fisken deltager i Kinetic Fiskecup 2023.

jan 23, 2023 | Nyheder
I weekenden den 4-5 marts afholder FFFD Danish Fly Festival 2023 i Kolding. – Skal du opdateres på, hvad der rør sig på grejfronten, se fluebindere lave kunstfærdige kreationer af de ypperligste materialer eller opleve fluekastere kontrollere linerne i sirlige buer i den indendørs kastepool, så skal du til Kolding i år, lyder det fra FFFD. – Til festivallen kan du se alt til faget hørende, og det kunne tænkes at du vil benytte lejligheden til selv at prøve en af de mange grejproducenters stænger i vores udendørs kastepools, inden du beslutter dig for hvilken stang du vil forkæle dig selv med. Måske du også vil tale teknikker med vores mange fluebindere eller roligt glide ned i sædet til et vores mange foredrag med spændende emner.
Alt dette får du mulighed for 4. og 5. marts på Pulzion i Kolding. Og det allerbedste er, at du får det sammen med en masse andre fluefiskereinteresserede fra Danmark, Norden og Europa.
Du kan følge programmet på https://flyfestival.dk og holde dig løbende opdateret.

Til Danish Fly Festival 2023 vil du vil kunne møde en masse flubindere, kastere, foredragsholder og producenter.
dec 15, 2022 | Nyheder
Daniela Misteli fra Schweiz har nu efterhånden været en del gange i Danmark for at fiske efter kystørred, og det plejer som regel at kaste nogle fine fisk af sig. Sådan gik det også i år:
– Kystfiskeriet om vinteren kan være en kold og hård omgang, men der er bare øjeblikke, hvor alle strabadserne er det hele værd, fortæller hun. – Et godt eksempel er forleden ved Sejerøbugten, hvor kysten var forvandlet til et eventyrligt snelandskab, og jeg havde netop fået et par helt nye el-opvarmede sokker, som gjorde det muligt at holde varmen noget længere end normalt. Det er lige før, at det er snyd, men når temperaturerne rasler under frysepunktet, så er el-sokker noget man bliver glad for.
– For enden af flueforfanget sad den variant af Pattegrisen med grizzly hackle, som du kan se på billederne. Netop disse farver har været min favorit til fiskeret efter havørred på den danske vinterkyst gennem snart mange år nu. Jeg brugte en del tid på at afsøge vandet, og efter et godt stykke tid forbarmede en mindre havørred sig endelig over mig. Så var jeg godt i gang, og det lugtede af mere.
– Blot nogle få kast senere fik jeg et godt hug, men desværre blev den ikke siddende. Jeg strippede lidt langsommere ind, og kort tid efter kom hugget igen. Denne gang sad den der, og selv om det på ingen måde var en kæmpe, så var det en super smuk fisk, som jeg havde arbejdet ret hårdt for. Havørreden blev efterfulgt af endnu en mindre fisk, men så var mine hænder også så kolde, at det var tid til at stoppe fiskeriet, slutter hun.
Har du selv været på kysten og har fanget en god fisk, så send os gerne et par linjer og et godt foto. Du kan kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Vil du vide vide mere om kystfiskeriet efter havørred, så tjek de mange artikler om emnet i Fisk & Fris artikelarkiv her – eller køb bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, der giver det fulde overblik (REKLAME).

Denne variant af Pattegrisen med grizzly hackle er Danielas foretrukne flue til vinterfiskeriet efter kystørred.

Når det er så koldt som her, bliver man rigtigt glad for et par elsokker.

dec 13, 2022 | ABORRE, Artikler, Fluefiskeri, Predatorfiskeri
En stor aborre har taget fluen, som blev serveret nøjsomt foran den på toppen af plateauet.
Storaborre på fluestangen bliver mere og mere populært og ikke uden grund. Det er nemlig enormt underholdende og effektivt. Her giver hollandske Bram Bokkers og Rob Kraaijeveld dig guiden til XXL sorte striber med fluestangen fra båd.
AF BRAM BOKKERS & ROB KRAAIJEVELD
MIN ALUMACRAFT NAVIGATOR sejler os stille ud af havnen. Vores 7’er stænger er rigget med synkeliner og hjemmebundne fluer. Dagens mål er store aborrer – og de skal fanges på flue. Jeg har før fanget store aborre på fluen, men jeg mangler monstret over 50 centimeter Er det mon i dag det lykkes?
Vi er tidligt på vandet. Temperaturen er lige over frysepunktet, men den nyopståede sol giver os lidt varme og energi, mens den kaster sit smukke gyldne lys over vandet. Dagens første hotspot finder vi lige ved siden af bådrampen – en plads som førhen har kastet nogle fine aborrer af sig. Plads 120, som den hedder i min kortplotter består af en klynge sten, som rejser sig op til to meter under overfladen. Der er godt med vand på siderne af stenene – et perfekt sted til store vinteraborrer.
Der er god fart på vinden, hvilket besværliggør fluefiskeriet noget. Specielt fordi det er et relativt stort vand, vi fisker, hvor bølgerne har plads til at rejse sig. Min fiskemakker fisker med en gul og rød Wistler Streamer, som er belastet med dumbbell øjne. Selv fisker jeg med en hjemmebundet kutlingimitation – ligeledes belastet med dumbbells. Efter bare tre kast kan min makker hæve stangen til en smuk fisk på et par og fyrre centimeter, og han er synligt glad for den tidlige fangst.
Fisken bliver hurtigt fotograferet og sendt retur. Vi fisker systematisk videre, men uden held, så beslutningen om et pladsskifte bliver truffet. Herefter søger vi hen til nogle undersøiske bølgebrydere på den anden side af fiskevandet, hvor vinden virkelig står på. Vi ankrer op i fronten af båden i et forsøg på at skære bølgerne bedre, hvilket betyder, at kun en af os kan fiske med fluestangen. Min makker giver mig æren, og jeg forsøger at kaste min streamer så tæt på stenen som muligt, men det er svært i den hårde vind.

2,9 kilo fluefanget aborre. En imponerende fangst som ikke bliver mindre imponerende af at være fanget på flue.
Endelig hugger storaborren fluen
Bølgerne rammer mod stenrevet, mens jeg kast efter kast fisker min flue koncentreret hjem. I ottende kast er der endelig hug. Fluelinen bliver nærmest revet ud af hånden på mig. Jeg er fra starten ret sikker på, at jeg har kroget en stor fisk. Fighten er hård, men den bomstærke aborre giver til sidst op og kommer til overfladen. Dens enorme hoved og fede stribede krop med de nærmest selvlysende røde finner, ligger nu der i overfladen.
Det er en stor fisk, som meget vel kan bryde den magiske 50 centimeters grænse, men der er kun én måde at finde ud af det på. Fisken bliver elegant nettet, og først da den ligger på dørken, går det op for os, hvor stor den er. Vi har svært ved at finde ord, da den store fisk viser sig at måle 51,5 centimeter og veje hele 2,9 kilo! Jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig over den vanvittige fangst, som i den grad fuldender dagen.
Hvor er der godt til fluefiskeri efter store aborrer?
Fluefiskeri efter store aborrer er ikke nemt. Men der findes flere vande, som holder store individer. Fiskevande, som i sommerhalvåret bugner af vandplanter og byttedyr, hvor man kan gøre fine fangster, men den bedste periode til at fange store aborrer starter først i det sene efterår.
Og topperioden fortsætter langt ind i vinteren, hvor vandtemperaturen falder og vandplanterne dør ud, så de bedste fiskepladser igen kan fiskes effektivt. Det er her de helt store fisk skal fanges.

Et blik i aborreflueæsken som hovedsageligt huser store streamerfluer. Mange steder herhjemme er rejefluer også enormt effektive.
Hvis du vil finde de helt store aborrer, gør du klogt i at lære dit vand godt at kende. De helt store aborrer går alene eller i ganske små stimer på op til tre fire fisk. Personligt har jeg fisket mine favoritvande i en lang årrække og kender dem godt. Min plotter er fyldt med positioner, hvilket er meget belejligt. De store fisk finder jeg ofte på relativt små områder i form af plateauer, skrænter, stensætninger og små knolde. De bedste områder til storaborrer har ofte en vanddybde på mellem en og tre meter på toppen af forhøjningen, og hvis der samtidig er dybt vand i nærheden, nærmer vi os ideelle forhold. Mange vil nok rynke på deres øjenbryn og tænke, at det lyder lidt underligt, men det er sandt. I vinterhalvåret er der godt med store og fede aborrer på de lave plateauer, hvor de jager aktivt.
Fluefiskeri efter aborrer fra båd
Bådens position er ikke mindre vigtig, når man fisker med fluestang – tvært imod. Denne fiskeform er enormt vindfølsom, så at deale med dette er en af de vigtigste faktorer, hvis man vil have succes.
Som regel ankrer jeg båden op cirka ti meter fra forhøjningen, jeg vil fiske, så jeg har vinden i ryggen og kan fiske spottet grundigt igennem. Fluefiskeri fra en opankret båd er nemlig væsentligt lettere end fra en drivende. For anker kan du få din line til at synke til den korrekte dybde og fiske den hjem i det ønskede tempo, uden at du skal bekymre dig om at drive væk.
Fisk din flue i et varieret, men fortrinsvis langsomt tempo, med enkelte hurtige tag i linen. Dette pirrer ofte de store aborrer til at hugge. Når jeg ankrer båden op, fikserer jeg ankertovet i midten af båden, så båden står på tværs af vinden. Dette muliggør, at vi let kan stå to mand og fluefiske. Er bølgerne for store, må man ankre op i fronten af båden og skiftes til at fiske. På større plateauer fisker jeg drivende, da fiskene kan stå hvor som helst. I sådanne situationer bruger jeg så vidt muligt vinden til at styre hvilken retning, jeg driver i. Er det meget vind anvender jeg et drivanker til at sænke hastigheden, så jeg kan nå at dække vandet ordenligt.
Danmark byder på masser af muligheder for at fluefiske store aborrer – så det er bare med at komme ud og svinge kæppen.

En aborre har taget fluen over det lave men kolde vand. Det er om vinteren de store flueaborrer skal fanges.
De bedste fluer til store aborrer
Aborrefluer kommer i mange størrelser og former. Selv fortrækker jeg simple fluer. De fleste af mine aborrefluer er fiskeimitationer på 10-12 centimeter- oftest bundet med en zonkervinge. Jeg bruger både belastede og ubelastede fluer alt efter forholdene. Farverne på mine fluer er i høj grad styret af vandet. Er vandet uklart, fisker jeg med fluer, der er kraftige i farverne – så som chartreuse eller pink, mens jeg i klart vand ofte fisker med rødbrune fluer.
Fluegrej til aborrer
Til fluefiskeriet anvender jeg en hurtig 7’er som kan klare de store fluer og noget vind. Hjulet har ikke den store betydning – så længe det kan holde linen, er det fint. Linerne jeg bruger til vinteraborrer er i modsætning til om sommeren synkende.
Det er vigtigt at komme hurtigt ned til fiskene, og til det bruger jeg et synke 5 skydehoved, men lavere synkehastighed kan være nødvendigt, hvis vandet du fisker over er lavt. Forfanget har ikke den store betydning; en halvanden meter 0,30 nylon er rigeligt til at lure de store aborrer.
Fluorocarbon er ikke nødvendigt til dette fiskeri. Et tyndt stålforfang er desuden et god idé, hvis du fisker i områder med mange gedder, men vær klar over at stålforfang til tider kan afskrække aborrerne fra at hugge.
nov 28, 2022 | Nyheder
De mange regnbuer fra udslippet på Musholm, har nu efterhånden spredt sig ret meget, og de byder på et underholdende fiskeri rundt omkring – blandt andet på Nordsjællands kyst, hvor Rino Hansen forleden var ude med fluestangen:
– Jeg fik to i går og bommede to, fortæller han. – Der var mange følgere specielt i morges, og vi så fisk stort set hele tiden fra morgenstunden. Op ad dagen kunne der være kortere perioder, hvor de ikke viste sig. Ofte viste de sig ved sitrende vand, og ved den adfærd var der ikke den store interesse for fluen. Men – når det sitrende vand blev afløst af store trykbølger af mange fisk, så var interessen for fluen større, og under disse forhold faldt også dagens fire kontakter.
– Mit indtryk er, at der er mange regnbuer, og at de er spredt over hele Sjællands Nordkyst. De kan godt lide det lave vand, hvor bunden er mørk helt inde ved strandkanten. Jeg har i går også fisket badekarrene i lavvande, og det var fint, slutter han.
Hvis du vil have lidt inspiration til burhøns på flue, hvilket er super effektivt og perfekt til begyndere, da man ikke skal kaste særlig langt, bør du lige tjekke disse to videoer:
Kystregnbuer – sådan fanger du dem
Kystregnbuer på flue
Samt denne artikel:
Kystregnbuer – 100 meter løb i waders
Knæk og bræk i jagten på burhønsene.

Kystregnbuerne giver kamp til stregen på det relativt lette fluegrej.
nov 27, 2022 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Fluebinding er en hobby i hobbyen, som giver dig hyggelige stunder og nye dimensioner i dit fiskeri. Det kræver hverken ekstraordinær fingerfærdighed eller voldsomt dyre materialer for at komme i gang. Simple kystfluer er nemlig både lette og billige at binde.
AF ANDREAS AGGERLUND
FÅ BEGIVENHEDER ER MERE TILFREDSSTILLENDE end at fange en solid havørred på en hjemmebundet flue. Første gang man oplever at have kreeret et bedrag, som virker i praksis, er fantastisk og efterfølgende er det er et element i fiskeriet, som få vil være foruden.
Selv har jeg, især ved kystfiskeri, meget svært ved at binde noget for enden af forfanget, som jeg ikke selv har bundet… Tænk nu hvis jeg skulle fange mit livs fisk på en anden mands flue! Det kræver selvfølgelig noget øvelse at nå op på standard med de fluer, man kan købe i butikkerne, men helt sikkert ikke så meget som du tror. Og fluebindere får det præcist som de vil have det, fordi der med bindererfaring åbner sig muligheder for at binde fluer, der passer til specifikke situationer, men man skal som bekendt kravle før man kan gå.

Fire fremragende eksempler på »dubbing på en krog fluer«, som dækker de fleste behov; Øverst tv. En tobisimitation bundet af chartreuse STF-dubbing – en rasende effektiv flue især i små størrelser. Øverst th. en provokationsflue bundet at Ice Dub i farven UV-pink – en klassisk provokationsflue, der fisker fuldt på højde
med glimmerrejen og lignende. Nederst tv. STF-fisken i en sparsom version uden øjne og limhoved – en flue, der i denne udgave kan gå for at være både kutling, reje og alt der imellem. Endelig en tangloppeimitation bundet på en karpekrog med en blanding af karrygul og brun hareøredubbing.
Fluebinding behøver ikke at være så svært
Mange tildeler fejlagtigt fluen – og meget andet grej for den sags skyld – alt for stor betydning. For den uerfarne kystfluefisker er det sjældent den rigtige farve på rejens gummiben eller den korrekte længde på dit spey hackle der gør udslaget. Nej, fluen skal i vandet det rigtige sted på det rette tidspunkt – så skal havørreden nok komme.
Når det er sagt kan »finjusteringer« så som realistiske imitationer, alternative og forførende materialer eller andre bindeelementer, sagtens være udslagsgivende ved fiskevandet. Og det vil helt sikkert give flere fisk, når du ved, hvad der virker og hvor. Men man skal starte et sted – og simple fluer er lettere at binde og fanger i mange situationer lige godt som nøjsomme kreationer bundet efter alle kunstens regler.
Er du allerede en habil kystfluefisker med styr på pladser, forhold og fluevalg dertil, men ny udi fluebinding, må du starte med at binde til nogle fiskesituationer. Alternativt kan du gå i træningslejr over de lange vinteraftner. Med lidt vedholdenhed vil du have en fuldendt og velassorteret kystflueæske, inden bøgen springer ud.
Succes med din første kystflue til havørred
Din første flue skal være en succes, og noget du gider knytte for enden af forfanget. Derfor er det vigtigt ikke at sætte overliggeren for højt. Vælger du fluer med få og let medgørlige materialer, har du et glimrende udgangspunkt, til at binde noget du kan fange fisk på. Kobberbassen eller lignende, som egentligt bare er dubbing på en krog, bør nok være den første flue, du kaster dig over.
Juletræet eller Flammen kunne måske være det næste projekt. Start desuden med en krog i størrelse 2-6, så der er rigeligt plads til at »fumle« lidt og benyt en bindetråd, som ikke er for klejn. Uni 6/0 er en god begyndertråd, somer stærk, har et godt greb i materialerne og så er den nem at påføre dubbing. Når du efter 10-20 fluer har fået nogenlunde kontrol med din bindetråd og påføring af dubbing, kan du begynde at udforske fluer, hvor der skal indbindes fjer og andrematerialer, men det er en helt anden artikel.
Brug lette fluer der bare fanger
Fiskefluer er den betegnelse mange anvender om simple fluer, som ligner alt og ingenting, men fisker godt – og der er mange velfangende mønstre, som kan snige sig ind under denne kategori. Personligt fisker jeg oftest med fluer, der har højere detaljegrad, men i min spæde fluebindingskarriere fangede jeg masser af fisk med »dubbing på en krog fluer«. Og jeg kender til flere kystfluefiskere, som nærmest udelukkende fisker og fanger godt med Fx kobberbassen.
»Dubbing-på-en-krog-fluen« er nok en af de nemmeste fluer at starte med. Det er en flue, som fisker udemærket i de fleste farver og størrelser. Hvis man laver farve, størrelse, vægt og materialevariationer kan man faktisk få en meget alsidig flueæske ud af det. Fluer som Kobberbassen, simple Hare’s ear Nymph og STFfisken uden limhoved og øjne er alle fine »dubbing på en krog fluer« og de har hver især tusinder og atter tusinder af havørreder på samvittigheden.

1: Sæt krogen i stikket og lås bindetråden fast bagerst på krogen.

2: Påfør dubbing på bindetråden.

3: Tørn din bindetråd med dubbing frem til 2-3 mm. før krogøjet og afslut fluen med et par halvstik eller en whipfinnish. Klip tråden og afslut med en dråbe lim eller
lak. Din flue er klar til at fiske, men du kan eventuelt give den en tur med en gammel tandbørste for at gøre den ekstra ulden og forførende.
Materialer til fluen:
Krog: valgfri men start med str. 4-6 streamerkrog. Her er der brugt en Mustad 34007 str. 6. Bindetråd: Start med en stærk spunden tråd. UNI 6/0 eller UTC 140 Denier er begge gode og stærke begyndertråde.
Dubbing: Igen valgfri men start med en ulden naturdubbing, som er let at påføre tråden. Når du har styr på dette, kan du udforske de glattere syntetiske materialer og dubbingløkker. Her er der brugt Salmo Supreme i farven rainbow.
Bindeinspiration på nettet
På internettet er der et væld af danske og internationale hjemmesider som har masser af instruktive fluebindingsvideoer. Til nybegyndere vi jeg anbefale at fokusere på bindeteknikker i stedet for specifikke mønstre.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fislk & Fri 9/2014
nov 27, 2022 | Nyheder
– Forleden hørte jeg om mange regnbuer i Sejerøbugten, så jeg tænkte, at det skulle have et forsøg! Sådan lyder det fra Søren Lautrup-Larsen. – Den normale havørredmetode til spin, var nok ikke helt brugbar til disse fisk, tænkte jeg, da jeg tidligere har erfaret, at regnbueørrederne som regel svømmer på meget lavt vand – helt tæt på de inderste tangskove. Spinnestangen blev derfor parkeret, hvorefter fluestangen blev fundet frem og støvet på flueæsken blev pustet af.
– På kysten blev der gået en del frem og tilbage, for at søge efter visuelle tegn på fisk, men pludselig var der liv i overfladen af flere fisk. Jeg havde flere kast mod denne stime, men de viste ingen interesse for fluen. Flere udskiftninger af fluen endte med, at valget faldt på en lille orange flue. Stadigvæk havde jeg den fornemmelse, at hvis bare fluen blev “serveret” på rette måde, så skulle de nok tage den.
– Og ja, til sidst tog en pæn fisk den, hvorefter en god fight var i gang. Fisken var svær
at få i nærheden at fangstnettet, grundet det meget lave vand, men en flink lystfisker, som stod i nærheden, tilbød heldigvis at nette fisken, som kort efter lå sikkert i netposen.
Hvis du vil have lidt inspiration til burhøns på flue, hvilket er super effektivt og perfekt til begyndere, da man ikke skal kaste særlig langt, bør du lige tjekke disse to vidoer:
Kystregnbuer – sådan fanger du dem
Kystregnbuer på flue
Samt denne artikel:
Kystregnbuer – 100 meter løb i waders
Knæk og bræk i jagten på burhønsene.
nov 22, 2022 | Nyheder
Troels Holstein Kaa har været ude på året “første” vinterdag på kysten med snestorm, sol og drivende skyer. – Det 9 grader varme vand dampede udover Djurslands yderkyst, fortæller han til Fisk & Fri. – Lufttemperaturen lå på 1-2 grader, og solens stråler holdt ens fingre kørende i jagten på en tidlig vinterspringer.
– Efter tre spots med mindre fisk og en enkelt god tabt fisk, endte vi på dagens sidste spot. Vi gik direkte ned til en stor stime fisk, der trak i badekarret under land. Efter fire små havørreder og en del kontakter kom denne bombe og tog den fluorescerende rejeflue tæt på land. Efter en god fight og et par billeder kunne den svømme videre til et forhåbentligt gensyn i foråret. Det var dejligt med en lille overspringer allerede i november måned.