mar 8, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Portrætter
Fluefiske verdenen mistede en af sine helt store profiler den 30. december 2018, da takkede den 82 årige Charlie Hezekiah Smith af for denne gang. Charlie som var født og opvokset på Bahamas, var en legendarisk fiskeguide, innovator, entertainer, og betegnede sig selv som den uofficielle stamfar til bonefiskeri på Bahamas. Og så er han selvfølgelig evigt forbundet med den ikoniske bonefish flue Crazy Charlie.
AF SØREN BLOK HONORE
CHARLIE BLEV FØDT den 13. marts 1936 på Grand Cayo en lille ø på Bahamas. Og sådan et sted, helt omkranset af krystalklart vand, er det naturligt at han allerede som 7 årig, kastede sig ud i lystfiskeriet mange glæder sammen med sin far. Som 13 årig kom han til Gran Bahamas Island, hvor han arbejdede på en amerikansk militær base, og i de næste fem år, skiftede han mellem flere jobs, indtil han som 18 årig blev chef på den lokale bar Lighthouse Club på øen Andros. Når han ikke underholdt med calypso musik i baren på sin banjo, brugte han al sin fritid på sin helt store hobby, nemlig fluefiskeri efter bonefish. Det var også i denne periode han fangede en bonefish på 18 eller 19 pound, alt efter hvem der fortæller historien. Det havde helt sikkert været en verdensrekord, men tiden var anderledes dengang, måske på grund af Charlies hudfarve, landede fisken på familiens middagsbord.
Charlie bliver en berømt fluefisker
Historien spredte sig dog lynhurtigt, og lagde yderlige et par alen til Charlies voksende berømmelse. Kendte personer, politikere og ledende industrifolk insisterede på Charlies guidning, når de besøgte den lokale klub på Bahamas for at fiske efter bonefish. Den store interesse gjorde at Charlie i 1968 kunne åbne sin egen fiskelodge på Bahamas største ø Andros. Charlies Haven hed lodgen, som som var den første lodge ejet af en indfødt bahamianer. Desværre brændte den i 1983, men kun få år efter overtog Charlie en anden lodge Bang Bang Club.
Bonefishfluen Crazy Charlie
Mange besøgende på Charlies lodge
Under Charlies ledelse blev stedet tilholdssted for for flere og flere kendte personer, der udover at fiske bonefish, også gik på andejagt. Gangsteren Al Capone var i en periode ”udstationeret” her, men også så prominente lystfiskere som George H.W.Bush, Benny Goodman, Jack Hemmingway, Dag Hammarskjôld, samt en lang liste af tidens mest anerkendte fluefiskere blev gennem årene guidet af Charlie.
Alderen kan ingen dog løbe fra, og den havde stille og roligt indhentet Charlie, og hans tid som guide var overstået. Så for en del år siden, overtog tre af Charlies mange sønner lodgen Bang Bang. Charlie kunne så nyde sit otium, mens han hengav sig til sin drøm om at skabe en skole, hvor unge bahamians kunne lære om øernes naturlige ressourcer. Her kunne de også arbejde som guider og opsynsmænd med økoturisme – samt ikke mindst, lære at fiske med flue og andre former for fiskeri.
Charlie var dog aktiv til det sidste, og sin interesse for kvinder mistede han aldrig. Han havde gennem årene, ind imellem fiskeriet fået 15 sønner og 9 døtre, og da han stillede sine vadestøvler for evigt, havde han 66 børnebørn og 15 oldebørn. Det er hvad der sker, når man kun har fisk, musik og mad i hovedet var hans kommentar. Man må sige, at Charlie har sat sig nogle dybe spor – og ikke kun ud i kunsten at fange bonefish på flue.
Historien om fluen Crazy Charlie
Crazy Charlie er en flue til fiskeri i saltvand efter bonefish og permit. Men der er stærkt delte meninger om, hvornår den blev taget i brug første gang. Charlie Smith havde allerede i 1960 været guide for Canadas Premiere minister Pierre Trudeau, og aftenen før turen genkaldte han et minde fra sin barndom, hvor hans far havde sat en andefjer på en krog, og fanget bonefish på den. Så aftenen inden ministeren skulle på fisketur, bandt Charlie en del fluer med kyllingefjer på krogen, og døbte den Charlie. 17 år efter i 1977 besøgte Bob Nauheim, der var indehaver af et rejsebureau for sportsfiskere, Charlie Smith på en af sine mange ture til Bahamas. Sammen finpudsede de den lille flue med kuglekæde øjne, som de døbte “Nasty Charlie”.
Tilbage i San Francisco tog Nauheim den lille “Nasty Charlie” med til ejeren af Orvis, Leigh Perkins, som populariserede den og satte den i produktion, samt lagde den i firmaets katalog. Perkins kunne dog ikke lide navnet “Nasty Charlie” og med Charlie Smiths tilladelse, døbte han fluen Crazy Charlie. Crazy Charlie er i dag nok den mest populære flue til fiskeri efter bonefish, permit og andre fisk på the flats.
Variant over Crazy Charlie fluen
mar 5, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Når det drejer sig om havørred, skal man som Chris Gregers Halling ikke glemme at lytte til sin sjette sans.
Kender du det, når du bare ved, at det er lige nu, du skal smide alt, hvad du har i hænderne for at komme ud at fiske? Og det kan kun gå for langsomt. Her får du historien om en af de dage, som man altid håber på, men yderst sjældent oplever.
AF CHRIS GREGERS HALLING
Jeg ikke om der findes en sjette sans, men jeg ved, at jeg arbejdede på fuld skrue til klokken 02:30 sidste nat. Formålet var at være godt med, så jeg kunne tage på fisketur torsdag eftermiddag. Jeg gik i seng lidt før 03:00, hvorefter jeg havde møde med “vores” tredje største kunde klokken 08:00. Og møde med vores næststørste kunde klokken 09:30 – samt møde med produktionen i Indien 11:00. Og så var der også lige de e-mails, der tikkede ind som sekundviseren på et ur. Men – jeg ville fiske denne eftermiddag. Jeg VILLE! Jeg ved ikke hvorfor, men det var det, som stemmen i hovedet sagde til mig. Og pludselig lå der kun fem mails i indbakken. De var ikke vigtige og kunne udsættes til i morgen. Som var jeg ude af kontrol, blev grejet smidt i bilen lidt før 14:00. Og som ude af kontrol fandt Fyns hurtigste Renault Kadjar frem til en parkeringsplads ved noget vand. Ude af kontrol syntes det hele at være, for jeg styrede ikke dette øjeblik. Min hjerne fortalte mig instinktivt, at det var nu – LIGE NU….. at jeg skulle fiske.
En fæl og urimelig kold nordenvind føg over det valgte stræk. Det var væsentligt koldere og mere blæsende, end jeg havde forestillet mig i indkørslen derhjemme. Men hjernen sagde FISK til kroppen, så det gik den i gang med. Snart kom jeg til et sted, hvor sporadiske tangpletter blev til massiv mørk tætbevokset bund. Vandet var ikke dybt her. Måske blot til midt på lårene, men bunden skiftede tydeligt karakter.
En skærpet tro på den helt store havørred
Der var noget særligt og uforklarligt ved denne plads. Noget der skærpede fokus og tro. Fluen landede små 10 meter ude i det kompakte mørke bælte, og indtagningen begyndte. På intet tidspunkt havde jeg forventet, hvad der nu skulle ske inden for de næste 10 træk i linen. Måske den uforklarlige sjette sans vidste det allerede i går, siden det var den, som havde drevet mig herud i isnende nordenvind. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der nu skete det, som man som lystfisker ALTID drømmer om, men ALDRIG er forberedt på.
En Polar Magnus landede på vandets overflade i et mørkt og kompakt tangbælte. En voksen havørred havde den sidste times tid jaget hundestejler i netop dette bælte. Den så øjeblikkeligt det potentielle fødeemne, og svømmede langsomt samt interesseret imod det. Fluen lignede ikke de hundestejler, som den havde jagtet den sidste times tid, men der var noget underligt dragende over dette nye væsen i vandet. Lysende pink foran og en nuance af blålig krop. Fisken speedede op, da det underlige væsen flyttede sig i små hurtige ryk. Kunne den spises?
Vinteren har været kold, så et nemt og hurtigt fødeemne måtte ikke undslippe. Havørreden fornemmede, at den var opdaget, da det pink og lysende blålige væsen skød afsted væk fra den i to hurtige ryk. Den måtte slå til nu, hvis den skulle komme i godt huld inden foråret. Den slog tre hurtige slag med den store hale og inhalerede det lille fremmede væsen. Man ville ikke blive 73 centimeter lang, hvis man lod potentielle fødeemner slippe med skrækken.
Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.
Storørreden hugger
Endelig kom monsterhugget, og da jeg spændte stangen op til fisken, rejste en anseelig hale sig over vandspejlet. Fluestangen var spændt på en måde, som indikerer alt andet end de normale 45 centimeters havørreder, der normalt er herude. Jeg mærkede øjeblikkeligt, at dette ikke var en normal fisk, for der var noget helt andet for enden af linen her. – Kan du se hvad jeg sagde? – spurgte min sjette sans mig, som stod den nærmest personificeret ved siden af mig. Dette var øjeblikket. Det øjeblik man utallige gange har forestillet sig, men som sker så ufattelig sjældent. Og alt går som regel helt anderledes, end i drømmen i hovedet på de mange kystture, hvor dagdrømmen finder sted.
Jeg vidste nu, at denne fisk var god. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre nu. Det har jeg nemlig læst om mange gange. Problemet var, at ingen havde fortalt denne store havørred, hvordan den skulle opføre sig under sådan en fight. Den plaskede voldsomt i overfladen. Det er ikke noget, som jeg bryder mig om, så jeg slækker på presset. De næste 7 – 8 minutter stod jeg blot med stram line til fisken, mens dens fra tid til anden lavede korte udfald og dunkede kraftigt i grejet.
Det er ikke ofte, at en havørred får mine ben til at ryste længere, men her stod jeg nu som et andet epilepsi offer. Seriøst! Man drømmer om den her fight hver eneste dag. Når det så sker, så reagerer kroppen helt anderledes, end i alle de drømme man havde. Overblikket man havde i drømmene erstattes af panik. Coolness bliver til nervøsitet. Overlegenhed erstattes af en følelse, hvor alt er ude af kontrol. Man har ikke lyst til at miste sådan en fisk, så jeg lod stang og fisk gøre arbejdet. Ville fisken væk, så fik den lov. Når den slappede af, så lagde jeg en lille bitte pres på den.
Endelig kommer havørreden i nettet
Den isnende nordenvind var som sunket i jorden, da fisken for første gang kom ind til linekurvens kant. Det samme var almindelig vejrtrækning og normal puls. Men det var ikke tiden endnu, skønt denne fight havde taget længere tid end vanligt. Jeg følte fisken i håndfladen, men det kunne den tydeligvis ikke lide, og i skumsprøjt samt plaskeri som tilførte mit ansigt det endnu vinterkolde vand, skød fisken atter udad. Jeg er ret sikker på, at jeg på dette tidspunkt bad en sagte bøn, til magter jeg end ikke tror på.
Andet forsøg så bedre ud. Fisken var nu træt og lod sig stille bugsere ind over håndfladen. Stangen blev placeret under armhulen, og den nu anden frie hånd tog et fast greb om haleroden på fisken. Hold kæft hvor var det rart, at trække vejret igen efter 4 minutters pause. Det kan virke underligt, at komme med fagter og glædesudbrud, når man nu står helt alene et øde sted…… Men det skete. Fisketuren var slut. For hvilken mening giver det, at fange det antal grønlændere vi ikke længere nævner bagefter sådan en fisk? Dem gemmer jeg til en dag, hvor det er dem, der skaber glæde på dagen.
73 centimeter havørred kunne nu placeres i bilen. – Kan du se, hvad jeg sagde, gentog min sjette sans. Men nej. Jeg kunne ikke se det. For jeg ved ikke om sådanne sanser overhovedet findes. Men – det jeg helt sikkert ved er, at jeg virkelig gerne ville fiske denne eftermiddag. Og den beslutning traf jeg allerede i går. Eller gjorde jeg? Måske der er noget om det med 6te sanser alligevel? I fish, therefore I am.
Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.
mar 2, 2021 | Nyheder
– En af de få gode ting ved denne Corona-tid er, at det kan være nemmere at tilrettelægge sit hjemme-arbejds-liv med hurtige smutture til kysten, lyder det fra Fishmadmans Per Fischer. – Bagsiden af det er så måske, at man sidder alt for ofte og kikker ud på vejret og tænker… ”det er sku nu jeg skal afsted”. Temperaturen herhjemme i årets første måneder har så lagt en dæmper på kystfiskeriet de fleste steder, men NU sker det! Jeg har længe fulgt med i issituationen i Roskilde og Isefjorden, og i sidste uge skete det… Jeg kunne desværre ikke få arbejdet helt til at forsvinde, så jeg kunne smutte torsdag eller fredag, men søndag var så muligheden inden børnefødselsdag og eftermiddagen ( – ingen kommentarer…) for en kort tur til fjorden, hvor fiskene har for vane at være klumpet sammen i den kolde tid. I perioden lige efter at isen slipper, er havørrederne at finde i de lavvandede vige med mørk bund – og det er der, at man skal bruge sin tid med fluestangen.
– Min kammerat og jeg var på plads i bunden af fjorden fra morgenstunden af, men den første time skete der ikke andet, end at ens fødder begyndte at føles som isklodser… Damn vandet er stadig koldt! Men så var der en fisk, der viste sig i overfladen, hvilket man ikke så ofte ser lige i starten af sæsonen, men når man er inden på ”det lave”, så vil man se en fisk i ny og næ. Fisken ville utroligt nok ikke noget, og der gik endnu en time uden noget. Vi flyttede plads til en anden vig, og der var så lidt mere gang i den.
Disse kroge egner sig perfekt til de små kobberbasser.
– Jeg fiskede med to fluer på forfanget, en børsteormsflue og en kobberbasse som ophæng. Godt ude i kastet tog en god fisk og stod helt stille i opstramningen – jeg kunne bare mærke, at det var en god fisk, men så blev den pludselig let og kom med ind? Havørreden fulgte helt ind og begyndte at sprælle… Det var en undermåler, der havde taget børsteormen. Det kunne jeg ikke få til at hænge sammen med at den stod stille i modhugget – men så kom forklaringen: Ophængertafsen (0,35 skal lige nævnes) til min kobberbasse var knækket – FuXX! Satans osse…
– Både en stor og en lille havørred havde altså taget mine fluer samtidigt! Det sker ikke så tit. Nå, men på med en ny kobberbasse (Copper/Mocha farve), og så gik der ikke lang tid, før en ny god fisk tog fluen, og igen var det den lille basse, fisken havde taget. Efter en god fight kunne jeg lande en let farvet fisk i fin kondition lidt over de 60 cm. Det var helt klart en vildfisk, der havde været i åen, så efter lidt hurtige fotos, så blev den sendt retur. Der var lidt flere træk i fluen, inden jeg skulle halse hjem til en børnefødselsdag, men nu er sæsonen godt i gang for mit vedkommende og corona glemmes let med fluestangen i hånden.
Meget smukkere bliver en fjordørred ikke.
feb 23, 2021 | Nyheder
– Temperaturen sagde +grader, så min makker og jeg var blevet enige om, at nu skulle vi altså ud efter alt det frostvejr, vi har haft på det seneste. Sådan lyder det fra fluefiskeren Danni Kikkenborg. – Det er ikke alle vande, som er blevet isfrie endnu, så vi besluttede os at tage til et sted, som vi vidste havde åbent vand og med gode chancer for fine fisk.
– Da vi ankom til stedet, kunne vi se, at vi ikke var de eneste med denne ide. Efter fire timers fiskeri uden at have set eller mærke noget som helst og med flere samtaler på god afstand med de mange andre lystfiskere, som også var på vandet denne dag, kunne vi konstatere, at de heller ikke havde set eller mærket en dyt. Der blev dørget med store skaller, fisket med jerkbait og store gummidyr – men INTET skete… Vi var de eneste geddefluefiskere på vandet, og vi vidste godt, at det ville blive svært, men så svært havde vi alligevel heller ikke regnet med, at det ville blive.
– Efter et stykke tid hørte jeg et plask bag ved mig og så, at min makker lige havde mistet en fisk. To kast efter fik han den på igen. Endelig lidt aktivitet. Det var en fin gedde på omkring de 4.5 kilo, som havde igler overalt. De trykker sig virkelig til bunden, tænkte jeg. Vi fiskede videre, og jeg mistede hurtigt to fisk lige efter hinanden. De var utroligt dovne i deres angreb. Det var nærmest slowmotionagtigt, hvor jeg kunne se fiskene tage fluen uden egentlig at gå all in.
– Et par kast efter fik jeg fast fisk igen. Det var endnu en fin gedde på omkring de 4.5 kilo og endnu engang fyldt med igler. Min makker mistede lidt efter en god +5 kilos fisk, og så blev der sgu stille. Alt aktivitet døde fuldstændig ud igen. Jeg havde holdt lidt øje med de andre lystfiskere på vandet. De fleste fiskede med jerkbaits og store gummidyr, og der var ingen aktivitet hos dem. Det er sku da for mærkeligt, tænkte jeg.
– Vi blev enige om, at vi skulle prøve et sted, hvor der var blevet taget en stor gedde på 115 cm og 12.5 kilo for et par år siden. Vi var dybt koncentret på denne plads og fiskede området effektivt igennem, men intet skete. I det mindste nød vi da det dejlige vejr, men frustrationen bankede så småt på døren, da det jo var her, vi skulle ha´ fanget den store. Min makker fiskede videre, og jeg kiggede rundt i min fluebox. Jeg havde bundet en tung lille sag med et tungstenshoved, og intet andet end en Wiggle Tail som krop: Nu skulle den satme testes. Første kast og BOM – tilslag… Min makker råbte, om jeg havde fisk på, og jeg sagde jaah, måske… Jeg var lidt forvirret, da vi jo ikke havde haft nogen form for aktivitet i lang tid. Dette her føltes bare som en stor tung grøde klat, jeg havde fat i, så jeg holdt rigtigt hårdt imod, hvorefter linen gik til siden og siksak. Jo – den er god nok, råbte jeg. Efter en kort fight kunne jeg nette en meget flot gedde, som efter et hurtigt billede blev genudsat igen. Jeg målte eller vejede ikke fisken, da det jo desværre ikke var den store, som vi kom efter. Stadigvæk en rigtig flot gedde, fanget på en rigtig svær dag, hvor “the fly guys kicked some rubber ass”.
feb 9, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, TUN
Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…
AF MARC SKOVBY
LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…
Klar til tunfiskeri med fluestangen
Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.
På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.
Klar, parat – tun
Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.
Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.
Det perfekte fluekast til tunene
Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…
Vandet koger af tun
Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.
“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.
En hård tunfight
Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!
Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!
Ikke let at få tunene til at hugge
For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!
At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.
Med sardinfluen efter tun
Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…
Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.
Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.
Den vildeste tunfight
Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…
Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.
Fluegrej til tunfiskeri
Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!
Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.
Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan
bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.
Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.
For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon
Fishing contact@roussillon.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018
jan 30, 2021 | Nyheder
– Vanen tro skal der fiskes intenst efter vinterens sølv, når frosten knager, så jeg har lige været ude, lyder det fra Rene Voltelen. – Den første plads jeg besøgte, var der ingen aktivitet på, selv om forholdene så gode ud. På den næste plads jeg kom til, var der ginklart vand men heldigvis en lille bølge, som gjorde, at jeg trods det klare vand ville give det et skud. Allerede i andet kast mærkede jeg et forsigtigt hug, og så var det ellers bare hurtigt ud med fluen igen! Desværre skete der ingenting. Jeg skiftede derfor min meget pink fluorescerende baitfish flue ud med en lille brunlig tan reje, og det var medicinen for de forsigtige vinter havørreder. I første kast med den brune reje bøjede stangen sammen i et voldsomt sug, og straks efter sprang en flot overspringer ud af vandet.
– Efter en relativ hurtig fight var den første sølvbar i nettet. Der var ret mange fisk i den stime, som jeg havde fundet, og det blev i alt til fire flotte grønlændere og en enkelt overspringer. Alt i alt en dejlig actionpræget formiddag med dejligt vejr og hugvillige vinter ørreder. Knæk og bræk derude.
jan 23, 2021 | Artikler, Rejsefiskeri
Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.
AF JENS HJALTE LØGSTRUP
JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.
Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.
Små ørred og regnbuer
”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.
Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.
Professionel fluefisker
Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.
Masser af store ørred på det hemmelige sted
På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.
– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.
Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.
Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.
En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.
Evigt ejes kun den tabte ørred
Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.
– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.
Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!
Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!
Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.
Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.
Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz
Fem ørred pr kvadratmeter
Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.
Det klassiske flue set-up på New Zealand
Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.
Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.
Sådan kommer du afsted
En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018
Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.
Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.
jan 12, 2021 | Nyheder
Poul Steen Larsen er en ihærdig kystfluefisker, som lægger en masse fisketid på Møn:
– En ekstra fridag i går blev hurtigt konverteret til en tur på kysten, og selv om vejret var trist og surt, så er en dag på kysten altid en god dag, fastslår han. – Og når man så står der, og der er en fisk, som tager ens flue, så er det triste vejr glemt. Især hvis det samtidig er en god fisk, så ved man, hvorfor man gør det igen og igen. Det var lige præcis det, der skete for mig i går. Resultatet var en 65 centimeters blank overspringer. Knæk og bræk derude, slutter han.
Har du selv været ude på kysten for at fiske efter havørred, så hører vi meget gerne fra dig. Send din fiskeberetning og et godt foto – gerne vandret – til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
jan 7, 2021 | Nyheder
– Den svenske fredning af havørreden er nu overstået, og det betyder, at man kan opleve et super fiskeri efter havørred eksempelvis på den svenske side af Øresund.
– Min kammerat Albin og jeg tog tidligt fra Göteborg mod Hälsingborg for et par dage siden, fortæller Tim Andersson. – Havet lå spejlblankt, da vi kom frem og temperaturen viste -1 grad. Vi fiskede i de kolde morgentimer straks nord for Hälsingborg uden nogen større tiltro til, at det skulle lykkes os at fange noget, og vi nød engenlig bare at være ude i det fantastiske vejr og lufte grejet. Vi prøvede flere pladser og bevægede os gradvist længere nordpå.
– Omkring frokost stod vi ude på et lille rev, da vi pludselig så en fisk i overfladen lige akkurat uden for kastehold. I kastet efter fik jeg en nedfaldsfisk, der røg af krogen lige inden landingen. Straks derefter lagde jeg et kast ud i området i håbet om, at den ikke havde været alene – og jeg blev straks belønnet med et seriøst hug. Jeg kunne med det samme mærke, at det var en god fisk, men i det kolde vand var fighten ret udramatisk, og efter et par hurtige fotos kunne den flotte havørred du kan se ovenfor svømme retur til sit rette element.
