Når det drejer sig om havørred, skal man som Chris Gregers Halling ikke glemme at lytte til sin sjette sans.

Kender du det, når du bare ved, at det er lige nu, du skal smide alt, hvad du har i hænderne for at komme ud at fiske? Og det kan kun gå for langsomt. Her får du historien om en af de dage, som man altid håber på, men yderst sjældent oplever.

AF CHRIS GREGERS HALLING

 

Jeg ikke om der findes en sjette sans, men jeg ved, at jeg arbejdede på fuld skrue til klokken 02:30 sidste nat. Formålet var at være godt med, så jeg kunne tage på fisketur torsdag eftermiddag. Jeg gik i seng lidt før 03:00, hvorefter jeg havde møde med “vores” tredje største kunde klokken 08:00. Og møde med vores næststørste kunde klokken 09:30 – samt møde med produktionen i Indien 11:00. Og så var der også lige de e-mails, der tikkede ind som sekundviseren på et ur. Men – jeg ville fiske denne eftermiddag. Jeg VILLE! Jeg ved ikke hvorfor, men det var det, som stemmen i hovedet sagde til mig. Og pludselig lå der kun fem mails i indbakken. De var ikke vigtige og kunne udsættes til i morgen. Som var jeg ude af kontrol, blev grejet smidt i bilen lidt før 14:00. Og som ude af kontrol fandt Fyns hurtigste Renault Kadjar frem til en parkeringsplads ved noget vand. Ude af kontrol syntes det hele at være, for jeg styrede ikke dette øjeblik. Min hjerne fortalte mig instinktivt, at det var nu – LIGE NU….. at jeg skulle fiske.

En fæl og urimelig kold nordenvind føg over det valgte stræk. Det var væsentligt koldere og mere blæsende, end jeg havde forestillet mig i indkørslen derhjemme. Men hjernen sagde FISK til kroppen, så det gik den i gang med. Snart kom jeg til et sted, hvor sporadiske tangpletter blev til massiv mørk tætbevokset bund. Vandet var ikke dybt her. Måske blot til midt på lårene, men bunden skiftede tydeligt karakter.

En skærpet tro på den helt store havørred

Der var noget særligt og uforklarligt ved denne plads. Noget der skærpede fokus og tro. Fluen landede små 10 meter ude i det kompakte mørke bælte, og indtagningen begyndte. På intet tidspunkt havde jeg forventet, hvad der nu skulle ske inden for de næste 10 træk i linen. Måske den uforklarlige sjette sans vidste det allerede i går, siden det var den, som havde drevet mig herud i isnende nordenvind. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der nu skete det, som man som lystfisker ALTID drømmer om, men ALDRIG er forberedt på.

En Polar Magnus landede på vandets overflade i et mørkt og kompakt tangbælte. En voksen havørred havde den sidste times tid jaget hundestejler i netop dette bælte. Den så øjeblikkeligt det potentielle fødeemne, og svømmede langsomt samt interesseret imod det. Fluen lignede ikke de hundestejler, som den havde jagtet den sidste times tid, men der var noget underligt dragende over dette nye væsen i vandet. Lysende pink foran og en nuance af blålig krop. Fisken speedede op, da det underlige væsen flyttede sig i små hurtige ryk. Kunne den spises?

Vinteren har været kold, så et nemt og hurtigt fødeemne måtte ikke undslippe. Havørreden fornemmede, at den var opdaget, da det pink og lysende blålige væsen skød afsted væk fra den i to hurtige ryk. Den måtte slå til nu, hvis den skulle komme i godt huld inden foråret. Den slog tre hurtige slag med den store hale og inhalerede det lille fremmede væsen. Man ville ikke blive 73 centimeter lang, hvis man lod potentielle fødeemner slippe med skrækken.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Her kan du se fluen, der blev den flotte havørreds endeligt.

Storørreden hugger

Endelig kom monsterhugget, og da jeg spændte stangen op til fisken, rejste en anseelig hale sig over vandspejlet. Fluestangen var spændt på en måde, som indikerer alt andet end de normale 45 centimeters havørreder, der normalt er herude. Jeg mærkede øjeblikkeligt, at dette ikke var en normal fisk, for der var noget helt andet for enden af linen her. – Kan du se hvad jeg sagde? – spurgte min sjette sans mig, som stod den nærmest personificeret ved siden af mig. Dette var øjeblikket. Det øjeblik man utallige gange har forestillet sig, men som sker så ufattelig sjældent. Og alt går som regel helt anderledes, end i drømmen i hovedet på de mange kystture, hvor dagdrømmen finder sted.

Jeg vidste nu, at denne fisk var god. Jeg vidste nøjagtig, hvad jeg skulle gøre nu. Det har jeg nemlig læst om mange gange. Problemet var, at ingen havde fortalt denne store havørred, hvordan den skulle opføre sig under sådan en fight. Den plaskede voldsomt i overfladen. Det er ikke noget, som jeg bryder mig om, så jeg slækker på presset. De næste 7 – 8 minutter stod jeg blot med stram line til fisken, mens dens fra tid til anden lavede korte udfald og dunkede kraftigt i grejet.

Det er ikke ofte, at en havørred får mine ben til at ryste længere, men her stod jeg nu som et andet epilepsi offer. Seriøst! Man drømmer om den her fight hver eneste dag. Når det så sker, så reagerer kroppen helt anderledes, end i alle de drømme man havde. Overblikket man havde i drømmene erstattes af panik. Coolness bliver til nervøsitet. Overlegenhed erstattes af en følelse, hvor alt er ude af kontrol. Man har ikke lyst til at miste sådan en fisk, så jeg lod stang og fisk gøre arbejdet. Ville fisken væk, så fik den lov. Når den slappede af, så lagde jeg en lille bitte pres på den.

Endelig kommer havørreden i nettet

Den isnende nordenvind var som sunket i jorden, da fisken for første gang kom ind til linekurvens kant. Det samme var almindelig vejrtrækning og normal puls. Men det var ikke tiden endnu, skønt denne fight havde taget længere tid end vanligt. Jeg følte fisken i håndfladen, men det kunne den tydeligvis ikke lide, og i skumsprøjt samt plaskeri som tilførte mit ansigt det endnu vinterkolde vand, skød fisken atter udad. Jeg er ret sikker på, at jeg på dette tidspunkt bad en sagte bøn, til magter jeg end ikke tror på.

Andet forsøg så bedre ud. Fisken var nu træt og lod sig stille bugsere ind over håndfladen. Stangen blev placeret under armhulen, og den nu anden frie hånd tog et fast greb om haleroden på fisken. Hold kæft hvor var det rart, at trække vejret igen efter 4 minutters pause. Det kan virke underligt, at komme med fagter og glædesudbrud, når man nu står helt alene et øde sted…… Men det skete. Fisketuren var slut. For hvilken mening giver det, at fange det antal grønlændere vi ikke længere nævner bagefter sådan en fisk? Dem gemmer jeg til en dag, hvor det er dem, der skaber glæde på dagen.

73 centimeter havørred kunne nu placeres i bilen. – Kan du se, hvad jeg sagde, gentog min sjette sans. Men nej. Jeg kunne ikke se det. For jeg ved ikke om sådanne sanser overhovedet findes. Men – det jeg helt sikkert ved er, at jeg virkelig gerne ville fiske denne eftermiddag. Og den beslutning traf jeg allerede i går. Eller gjorde jeg? Måske der er noget om det med 6te sanser alligevel? I fish, therefore I am.

 

Friluftsland Fødselsdag

 

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

Maven på den flotte havørred Chris Gregers Halling fangede, var proppet med hundestejler.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This