feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
jan 27, 2026 | Nyheder
Peter Lyngby har brugt Hot Loops i årevis til sine løkker i fluelinen, og de har holdt til både bonefish, tarpon, laks, ørred og store gedder som denne her.
Er du lidt fingernem er Hot Loops er en genial, hurtig, let og stærk metode til at lave en diskret løkke på dine flueliner. Her får du opskriften på hvordan.
AF PETER LYNGBY
UDVALGET af flueliner, skydehoveder, skydeliner og forfang har aldrig været større. Fluefiskeriet har til gengæld næppe været mere effektivt end det er i dag. Det store lineudvalg gør det nemt at variere fiskeriet og via loops skiftes smidigt mellem forskellige liner og forfang, så fluen fiskes effektivt under de fleste forhold. Derfor fødes en række flueliner og forfang med færdige loops fra fabrikkerne.
Hotloops til dine flueliner
Det er praktisk og nemt, men det begrænser variationen i selve linerne. Mange fluefiskere ønsker at tilpasse linernes vægt og længde til egne behov, og er derfor nødsaget til selv at montere loops på linerne. En række metoder har gennem tiderne vist sig brugbare, men alle har de det til fælles, at de er tidskrævende eller avancerede at fremstille. En del af de fabriksmonterede loops er lavet af selve linen, og denne fremgangsmetode kan du snildt anvende til dine egne liner. Ved at smelte linens coating sammen opnås en stærk samling og en smidig overgang uden brug af tråd eller lim.
Værktøj til at lave hotloops
Du behøver reelt set kun to stykker værktøj, nemlig en varmepistol og et barberblad. En brugbar varmepistol kan fås i de fleste byggemarkeder for få penge. Nøglen til operationen er materialet krympeplast, som fås i alle elektronik forretninger. Fordelen ved krympeplasten er, at man kan tilføre høj varme uden at materialet under plasten brændes. Eftersom plasten, som navnet antyder, krymper under varmepåvirkningen, så holder det emnerne fast og er med til at forme og samle massen indeni.
Metoden kan anvendes både til at lave loops på spidsen af hele flueliner, til at samle flueliner og til at lave loops på skydehoveder. De fleste typer af coating på flueliner egner sig til at smelte, men der er nitter imellem. Metoden kan ikke anvendes til flueliner med monofile kerner, da disse smelter ligeså nemt som coatingen.
Krympeplastet fås i grejbutikkerne i en række forskellige tykkelser og det er tilrådeligt at plastrøret svarer tættest muligt til dimensionen af loopet. Dermed bliver krympeeffekten størst. Flue linens coating smelter ved cirka 400 grader celcius og overophedes nemt. Får linen for meget varme bobler den op, får en mørkere farve og bliver hård når den er kølet ned igen. Derfor er det nemmest at kontrollere smeltningen med en varmepistol. En lighter kan bruges til nød, men man skal holde tungen lige i munden for at holde den rette temperatur.
Sådan laver du hotloops til dine flueliner
Loopet eller samlingen laves ganske enkelt ved at ligge linen dobbelt i et stykke krympeplast. Et stykke plast på cirka ti centimeter er passende og alle overlap bør være omkring seks centimeter. Hvis to stykker flueline skal smeltes sammen bør overlappet være mellem otte og ti centimeter. Nemmest er det at lave et loop i spidsen af en line. Linen skæres skråt i spidsen med et barberblad og ligges dobbelt i plastrøret, hvorefter loopet smeltes. Lidt mere avanceret er det at lave et loop i enden af et kraftigt skydehoved.
Her bliver loopet for tykt hvis linen blot ligges dobbelt. En enkel løsning er derfor at ligge et loop uden på skydehovedet. Loopet laves bedst af en coated runningline. Fordelen ved denne løsning er at skydehovedet kan tilpasses under prøvekast og kun tilføres en meget lille ekstra vægt. Ved en række andre løsninger skal man kompensere for at der senere skal skæres eller fjernes et stort stykke coating på skyde – hovedet, så vægten derved reduceres.
Holder det med hotloops på fluelinen?
De hotte loops kan vække skeptikeren i enhver. Holder det nu? Går det op? Vi har været der og rystet på hovedet. Men det virker og det holder. Ofte anvendte flue – liner har nu flere år gamle loops, der stadig ser ud som da de blev smeltet. Skydehoveder er tævet dag ud og dag ind, uden at samlingerne har løsnet sig. Ikke mindst har en række tests vist, at det sandsynligvis ikke er i det smeltede loop eller i samlingen at linen vil knække under stor belastning. De fleste flueliner bør først knække under en belastning som er langt over fluestængernes formåen, men endnu er det ikke lykkes os at få et hot loop til at briste.
nov 27, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, LAKS, Nyheder
Forfanget er vel – måske undtaget selve fluen – den billigste del af en flueudrustning. Men den har afgørende betydning for fiskeriet. Her sætter vi fokus på den mest oversete del af udrustningen – nemlig forfang, knuder og sammenføjninger.
AF LARS CHR. BENTSEN
FORFANGET er afgørende for, hvorvidt man fisker effektivt og nyder dagen – eller om det hele ender i besvær og frustrationer. Det har to primære funktioner. Det skal skabe en sikker forbindelse mellem flue og flueline, der er så usynlig som muligt, og det skal overføre energien fra fluelinen, så fluen lander, hvor og som den skal. Samtidig skal forfanget afvikle den sidste energi fra fluelinen, så fluen slår kontrolleret over og præsenterer fluen optimalt.
De bedste flueforfang til forskellige typer af fiskeri
Konstruktionen af forfanget varierer utroligt meget alt efter, hvad man fisker efter – og med hvilke fluer. Kystfluefiskeren og laksefiskeren er interesseret i forfang, der bedst muligt strækker sig og bærer en stor flue. Tørfluefiskeren er oftest ude efter det modsatte – et forfang, der gør det lettest muligt at præsentere sin flue med en masse løs line, så fluen kan drive frit. Begge dele er nemme nok at opnå – bare man ved en lille smule om forfangsdesign.
Forskelligt fiskeri kræver forskellige forfang. Størst fleksibilitet opnår man uden tvivl ved at binde sine forfang selv, hvilket også er den mest økonomiske løsning. Det er ikke så udbredt længere. For bare 25 år siden bandt de fleste fluefiskere deres egne forfang, men udviklingen af de taperede, færdige forfang er gået stærkt, og de fleste på markedet i dag er rigtigt gode. Men uanset om man binder sine egne forfang, eller om man køber de færdige, så kan man ved at kigge på taperingen danne sig et indtryk at forfangets egenskaber. Nogle mærker trykker en profil af forfanget på pakken, og hvis ikke, kan man spørge i butikken om man må tage forfanget ud af posen.
Ved at vælge den rigtige flueline og ikke mindst det rigtige forfang, bliver det meget lettere, at affiske besværlige pladser som denne ved Varde Å, hvor der absolut ingen plads er bag fiskeren.
De fleste producenter angiver i dag med en grafik, hvordan forfanget er designet. Her ses 3 forskellige forfang, hvor man med et hurtigt kig bag på indpakningen kan danne sig
et indtryk at forfangets egenskaber.
Forfang til store og små fluer
Generelt gælder det, at jo længere og jo tykkere den tykkeste del af forfanget er, jo bedre vil forfanget være til at håndtere store fluer og blæst. Skal man fiske med store fluer og sikre sig det bedst mulige turnover – hvilket er fluefiskerlatin for forfangets evne til at strække sig – skal man sikre sig, dels at den tykke del udgør mindst 50%, og gerne mere af forfangets samlede længde, samt at den ikke er for tynd. Til kyst-, lakse- og havørredfiskeri må den tykke del gerne være 0,50-0,60 mm.
En tommelfinger regel, der lyder på 60/20/20 er nem at huske og er et godt udgangspunkt for at vurdere et forfang. Hvis den tykke del udgør 60% af den samlede længde, mellemstykket 20% og spidsen 20%, så er det et godt udgangspunkt for et forfang, der strækker sig godt under de fleste forhold. 60/20/20-reglen er kun et udgangspunkt, men det fine ved den er, at den fungerer ved alle forfangslængder.
Når man vælger købe-forfang til fx kystfiskeri er det vigtigt at huske på, at spidsen skal have en passende tykkelse. Hvis man typisk fisker med 0,25 mm i spidsen, så kan man passende vælge et forfang, der ender i 0,28-0,30 mm – uanset hvor langt det skal være. Jo tykkere spids man fisker med, jo bedre turnover vil forfanget have i vind og med store fluer, men bliver det vindstille vil præsentationen ofte blive klodset. Ligeledes betyder længden meget for forfangets evne til at strække i vind – jo kortere forfang, desto mere vind kan det håndtere, og desto større fluer kan man kaste.
Min erfaring er dog, at hvis forfanget er opbygget rigtigt, så kan selv forholdsvis lange forfang uden de store problemer bruges, også når det blæser. Til tørfluefiskeri vil et typisk 60/20/20-forfang ofte være lidt for voldsomt, og binder man sine egne forfang er det oplagt at eksperimentere sig frem til en formel med et kortere bundstykke, der passer til ens kastestil. Købes færdige forfang, kan man ofte opnå et fint resultat ved at vælge et kortere forfang på fx 7½ fod, der typisk vil have et kort bundstykke, og så forlænge det til den længde man ønsker. Et 7½ forfang med en spids på 0,23 mm kan oplagt forlænges med et stykke 0,18 mm, hvori man binder sin 0,13 mm eller 0,16 mm spids. Hermed skabes et forfang med et kort bundstykke, et længere mellemstykke og en længere spids, der egner sig fortrinligt til tørfluefiskeri.
Jo tykkere man vælger spidsen, desto længere mellemstykke og spids kan man lave, og dermed ende med et forfang, der er meget svært at strække ud, men som under de rigtige forhold er fortrinligt at fiske med. Det fine ved at eksperimentere med at binde egne forfang er at man får en god fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. På denne måde skabes et godt grundlag for senere at købe færdige, taperede forfang.
Denne fine forårslaks tog en flue fisket dybt på en sinktip flydende/synke 8 med bare et 50 cm langt 0,37 mm nylon forfang mellem flueline og flue.
Hvor langt skal flueforfanget være?
Forfangslængden er et omdiskuteret emne. Hvor langt et forfang kan man håndtere, hvor langt behøver det i det hele taget at være, skræmmer korte forfang fisken og kan man i det hele taget lave et effektivt underhåndskast med et kort forfang?
Det korte, simple svar er at fiske med så langt forfang, som det er praktisk muligt under hensyntagen til fluestørrelse, vejr, vind og fiskevandets størrelse. Der er ikke meget sjov i at fiske havørred med store fluer i en lille tre meter bred å med fire meter lange forfang – selvom det bestemt er muligt. Det lange forfang gør, at man ikke får meget flueline ud til at kaste med, og det besværliggør fiskeriet.
Det samme kan gøre sig gældende ved tørfluefiskeri. Man kan fristes til at fiske med lange forfang for at undgå at skræmme fisken, men står den tæt på i et lille vand, så er problemet det samme som ovenfor – man får simpelthen for lidt line udenfor topøjet til at kunne lave et effektivt kast.
Forfangslængder til synkende flueliner
Ved synkelinefiskeri er forfangslængden meget vigtig. Et for langt forfang kan være udmærket at fiske og kaste med, men man skal huske på, at jo længere forfanget er, jo længere tid skal synkelinen bruge på at trække fluen ned i vandet, og jo større er risikoen for at strømpresset kan løfte forfang og flue op i vandsøjlen. Derfor kan et forfang på bare 50 centimeter være den rigtige løsning til dette fiskeri, men så kort et forfang giver ofte et meget hårdt og ukontrolleret turnover. Ofte vil man derfor stå sig bedst ved at vælge en mellemvej. Det afhænger dog igen af fluestørrelse, vind m.m.
På mine synkeliner anvender jeg oftest et kraftigt, taperet forfang på seks fod, hvortil jeg binder en kort spids. Det er et godt kompromis mellem et kort forfang, der fisker effektivt, og et forfang der alligevel har længde nok til at sikre en kontrolleret turnover. Ydermere er det langt nok til at give nok modhold, når man underhånds eller speykaster – også med tohåndsstænger.
Kirurgknuden og perfection loop er to vigtige knuder for fluefiskeren.
Blodknuden er nok den mest anvendte knude til at binde forfang. Den er elegant, fylder ikke meget og er let at binde. Den gule line
snos 3-5 gange om den klare og lægges derefter i krydset mellem de to liner. Den klare line snos ligeledes 3-5 gange om den gule, og
tampen føres gennem det hul tampen fra den gule line har skabt. Knuden fugtes og trækkes forsigtigt til. Et godt tip er – hvis der er forskel på linetykkelserne – at tørne den tyndeste 1-2 gange mere end den tykke.
Nail Knot og dens »fætter«, Needle Knot, (hvor eneste forskel er at forfanget føres op gennem fluelinens kerne inden knuden bindes) er lidt besværlige at
binde, men mere elegant samling mellem flueline og forfang fås ikke.
Hvis man forsigtigt klemme løkken på forfanget ganske let sammen, så den bliver spids, kan man få løkke-til-løkke samlingen til at glide perfekt sammen og fylde så lidt som muligt. Bemærk også den lille snip, hvor tampen er klippet af efter Perfection-løkken er bundet – når den peger ud fra knuden i en vinkel på 90 grader er det en indikation af at knuden er bundet rigtigt.
Knuderne til flueforfanget
Knuderne er selvfølgelig afgørende, og hvad enten man foretrækker at binde sine egne forfang eller at købe dem færdige, så er der tre knuder, der er essentielle at være dus med. Blodknuden, Kirurgknuden samt et Perfection Loop.
Løkker til sammenføjninger af fluelinen
De fleste flueliner sælges i dag med fabrikslavede løkker, der gør det oplagt at forbinde flueline og forfang med løkke-til-løkke metoden. Løkken på fluelinen er allerede lavet, og løkken på forfangets laves bedst med et Perfection Loop. Selvom der er bundet løkke på et købe-forfang, så anbefaler jeg du klipper den af og binder din egen – jeg har lidt for mange gange oplevet, at de er virkelig dårligt bundet fra fabrikkens side.
Den mest elegante løsning er dog et Needle Knot eller Nail Knot. Forskellen på de to er minimal – ved Needle Knot føres forfanget op gennem spidsen af fluelinen – ved Nail Knot ligger den langs siden. Begge løsninger er elegante, sikrer optimal kraftoverførsel og fylder meget lidt. Ulempen ved dem er, at de er svære at binde rigtigt, og de er ikke lette at lave i felten, hvis uheldet er ude. Og så koster det et lille stykke flueline, hver gang man skifter forfang.
1) Med et lille udvalg af monofile og polyforfang er man godt udrustet og kan med de synkende polyforfang hurtigt justere fiskedybden på flydende såvel som synkende liner., 2) Det kræver øvelse at binde et
perfekt og holdbart »Nail Knot«, men fortvivl ikke – når først det er lært går det let. Kig evt. på animated knots – her findes en animeret beskrivelse af hvordan knuden bindes.
Sådan laver du spidsen af flueforfanget
Det bedste og nemmeste at bruge er Kirurgknuden til at binde spidsen til forfanget. Den knude er også er den stærkeste. Den er hurtigt og let at binde, har god knudestyrke, og er i øvrigt også den bedste knude at anvende, hvis man vil bruge fluorocarbon spids på et nylonforfang.
Hvis man binder sine egne forfang er Kirurg Knuden dog ofte lidt for klodset i de tykke dele af forfanget – her er det bedre at anvende Blodknuden. Blodknuden er også et udmærket valg til spidsen af forfanget. Perfection Loop kan også bruges til at forbinde spidsen til forfanget. Den er dog ikke anvendelig til de tyndeste forfang, men fungerer fra 0,20 mm og tykkere. Den store fordel ved løkke-til løkke metoden er, at det færdige forfang ikke bliver kortere og kortere, hver gang man binder en knude. Skal man så binde sine forfang selv eller købe færdigt taperede? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man ønsker maksimal fleksibilitet og bedst økonomi, så er der ingen tvivl om, at det er en fordel at binde sine egne forfang. Køber man materialer i de nødvendige tykkelser og opbevarer dem køligt, kan de sagtens holde nogle år. For mit eget vedkommende binder jeg næsten ikke forfang længere – af to årsager: 1 – De taperede forfang er blevet så gode og fås i så mange varianter, at jeg gerne betaler lidt for at springe besværet over og 2 – det er en befrielse at slippe for de meget store og til tider klodsede knuder i de tykkere dele af forfanget.
Natfiskeri på kysten – her en en løkke-til-løkke samling guld værd, hvis der går kludder i forfanget. Forfanget kan skiftes på 30 sekunder, og så er man igen i gang med at fiske – uden at gå glip af den gyldne time.
Sådan bruger du polyforfang til dit fluefiskeri
Polyforfang er blevet meget populære de senere år. Har man en flydeline kan man hurtigt, nemt og billigt ved hjælp af polyforfang, lave den om til en sinktip line ved at anvende synkende forfang, som oven i købet fås i forskellige synkehastigheder. Personligt foretrækker jeg dog til enhver tid at styre fiskedybden med fluelinen frem for med forfanget. Polyforfang kan også være en god løsning, hvis man af pladshensyn er nødt til at speykaste med synkelinen ved åen eller lakseelven. De giver et fint modhold i vandet, og hjælper til at holde den ønskede fiskedybde. Men generelt er de ikke så rare at kaste med som et godt monofilforfang – særligt ved overhåndskast. Desuden tilfører de en del vægt til systemet – noget man skal være opmærksom på ved valg af skydehoveder.
Hvad hedder forfangets dele på engelsk?
Når der skal handles forfangsmaterialer på nettet er det godt at vide, hvad de forskellige dele hedder på engelsk:
Bunddel: Den tykke del, der bindes til fluelinen kaldes butt section.
Mellemstykke: Stykket mellem bunddelen og spidsen kaldes transition eller taper.
Spids: Den del af forfanget, hvortil man binder fluen, og som hele tiden forkortes, når der bindes nye knuder ved flueskift, kaldes tippet.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 13, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Et vanvittigt projekt er lykkedes. Forfatteren kan triumferende løfte en vægtig fluefanget tarpon på mere end 100 lbs op af vandet langs siden af flyderingen. Og i løbet af hans ekspedition bliver han mere og mere overbevist om, at flyderingen er et perfekt redskab til tarponfiskeri.
Fluefiskeri efter den bomstærke og hektiske tarpon, som er kendt for sine krumspring og ikke mindst dens evne til at slide stænger og grej i stykker, er en ekstremsport i sig selv. At dyrke tarponfluefiskeri fra flydering grænser til det vanvittige, men det er netop hvad Daniel Göz har gjort. Her får du hans sensationelle historie, der er mindst lige så god i dag, som da den udspillede sig for over 25 år siden.
AF DANIEL GÖZ, OVERSAT AF JAN BACH KRISTENSEN
DET ER FØRST NU, hvor jeg er tilbage og uploader billederne fra min årlige tarpontur til computeren, at det går op for mig, hvad der rent faktisk skete. Så vidt jeg ved, er jeg den første, der har fanget kæmpetarpon fra flydering…
I lang tid havde jeg leget med ideen om at fange store tarpon fra flydering. Jeg elsker, når det, der virker som en skør idé, pludselig bliver til realitet og oveni købet viser sig at være en ultimativ og effektiv tilgang til noget helt fantastisk fiskeri. Jeg må også tilføje, at jeg foretrækker fiskeri, som foregår langt fra, hvor turister normalt sætter deres ben – at udforske områder hvor ingen andre tidligere har været med en fluestang.
Der var dog også en mere rationel forklaring bag valget om at bruge en flydering frem for den komfort, der følger med en fiskebåd. Brændstofpriserne er i det sidste årti steget dramatisk, og da jeg oftest rejser på et stramt budget, er flyderingens rugbrødsdrevne mobilitet en stor fordel. Derudover er der en stor tilfredsstillelse ved at fange fisk, som man rent fysisk har kæmpet for. Resultatet var, at jeg på denne tur til mellemamerika havde pakket min flydering sammen med et absolut minimum af grej, tøj og mad.
Strategien var egentlig simpel: Jeg ønskede at fiske i mindre junglefloder, bugte og flodmundinger – steder som ofte holder store tarpon. Bruger man båd med en støjende motor sådanne steder, er resultatet ofte, at fiskene vil have fortrukket allerede før første kast. Flyderingen tillader en fuldstændig stille og snigende tilgang, hvor man derudover har muligheden for lydløst at bevæge sig rundt mellem de forskellige fiskepladser og finde det perfekte sted at præsentere fluen.
Den første tarpon fra flyderingen
Min første tarpon fra ringen er frisk i min erindring, da jeg kigger billederne igennem. Jeg drev langsomt langs bredden af en skræmmende stor flod, mens jeg blindkastede til vegetationen under de store træer. Min store Deceiver krogede en gren eller rod, og jeg kunne ikke trække den fri, så jeg vendte flyderingen og løsnede krogen med hånden. I stedet for at holde fluen i hånden droppede jeg den i vandet ved siden af ringen og sparkede roligt med finnerne for at få mig væk fra brinken. Jeg kunne se den hvide Deceiver synke langsomt tæt ved rødderne, og jeg strippede en enkelt gang for at få lidt liv i fluen.
Ud af ingenting dukker en kæmpe skygge op og inhalerer stille og roligt fluen. Jeg holder godt fast i linen, og da fisken vender sætter jeg tungt mod tungt, og den bliver kroget perfekt i hjørnet af den store kæbe. Alt sker i slow-motion mindre end fem meter foran mig. Jeg er pludselig midt i en seriøs salsadans med en meget stor fisk. En halv times tid senere kan jeg genudsætte en fed, storskællet tarpon, som vel er over de magiske 100 pund. Jeg vidste, at jeg ville danse igen!
Tarponen kommer gerne ud af ingenting og tager de store streamere, der fiskes med. Når den endelig er kroget, er man dog ikke i tvivl om, at fisken er der. I øjeblikkene efter krogningen er den nemlig mere over vandet end i.
Non-stop fluefiskeri fra flyderingen
De næste 10 dage forlader jeg næsten ikke min flydering. Jeg fisker alt lige fra små junglevandløb til store brede floder. Den indfødte stamme, som har givet mig tilladelse til at fiske i deres hellige flod ser måbende til, mens jeg padler vandet tyndt i mit lille fartøj, som de døber »Billy Boat«.
Fordelene ved flyderingen viser sig hurtigt at være store. Jeg kan snige mig helt ind på store fisk uden at skræmme dem. Ofte kommer store tarpon op kun en meter ved siden afmig for at inhalere luft. Jeg finder snart ud af, at for fiskene cruiser rundt i et bestemt mønster. Med flyderingen kan jeg hurtigt placere mig sådan, at jeg kan placere et kast 180 grader i forhold til deres bane og placere fluen perfekt foran dem. Når jeg er doven flyder jeg i stedet stille ned ad floden, som var jeg på ørredfiskeri – mens jeg kaster streamere mod bredden. Forskellen er bare, at jeg ikke er efter kilosørreder på let fluegrej, men i stedet med min klasse 12 stang jager hidsige tarpon på den rigtige side af 100 pund…
Tarpons på multejagt
Kæmperne jager også multer på bestemte dage, og denne jagt får mig til at tænke på »den stærkeste overlever « fra Darwin’s Arternes Oprindelse. Tarponen er utrolig god til at adaptere til sine omgivelser og fødeudvalg. I floderne har de udviklet en skånselsløs måde at jagte og dræbe multer på; et fænomen som er både fascinerende og ligefrem smukt at se på. Når stimer af store multer svømmer opstrøms tæt på overfladen bliver de overfaldet bagfra af mindre grupper af tarpon.
Tarponen sender multer flere meter op i luften med kraftfulde slagmed enten halen eller hovedet. Ind imellem når multen ikke engang at lande i vandet igen, før den forsvinder i det enorme gab på en stor, ophidset tarpon. Disse hektiske ædegilder kræver en forsigtig, men dog lidt anderledes tilgang. Selvom jeg vælger den største popper-flue i æsken, virker den helt mikroskopisk i forhold til multerne, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en tennissko med en krog i havde været et bedre valg! Fluen bliver placeret midt i flokken af multer og strippes straks ind med aggressive tag. Der går ikke længe, før fluen bliver taget i et angreb, der ser ud, som om nogen har tabt et klaver i vandet fra 3. sal. Og havde jeg ikke siddet på første parket og set det udfolde sig kun få meter foran mig, havde jeg næppe troet det. Igen er jeg spændt op til dans med en af de største og vildeste tarpon, jeg har set.
Forfatteren med en vægtig tarpon lige inden genudsætningen. Et godt fast greb i tarponens benhårde kæft er hvad, der skal til, for at holde styr på den stærke og tilpasningsdygtige fisk.
Tips til flyderingsfiskeri efter tarpon
Knækkede fluestænger er noget nær en uundgåelighed. Der er ikke plads til en guide i flyderingen, så man må selv håndlande fisken og fungere som tre personer: Fisker, guide og hjælper. For at lande disse kæmper så hurtigt som muligt, bruger jeg et syv fods forfang primært af tykt shock tippet.
Af sikkerhedsgrunde er der i forfanget et kort stykke 24 punds såkaldt »class tippet«, der fungerer som knækline i tilfælde af, at man får en hånd eller andet viklet ind i linen. Til slut i fighten griber jeg forfanget og kan med handsker oftest hurtigt lande og genudsætte fisken. Det er dog en kritisk fase med fisken så tæt på, og et udfald eller slag med halen betyder oftest en knækket stang. Fluestænger nu til dags kan fås til en rimelig pris og med livsvarig garanti, så på en sådan tur kan jeg kun anbefale at tage så mange med som muligt. Når det kommer til fluehjul, så køb det bedste, du har råd til.
De vildeste tarponfights fra flyderingen
Fighten med en velvoksen tarpon fra flydering er ikke overraskende noget af det vildeste, man kan forestille sig. Den største fordel er, at man er mobil, hvilket må bruges til egen fordel. Man kan konstant ændre vinklen, hvormed man faktisk lægger et utroligt stort pres på den. Efter de første vilde og meterhøje spring falder de ofte lidt til ro, og man bør simpelthen lade dem trække sig rundt; det er supereffektivt til at udtrætte dem.
De kæmpe fisk trak mig ofte rundt i floden med overraskende stor hastighed, og man bør ikke være bange for at blokere hjulet helt med hånden. Der er ingen grund til at være forsigtig; med tilstrækkeligt pres er det nemlig muligt at lande fisk på under 30 minutter, mens man sidder komfortabelt i ringen. Det er utrolig vigtigt, at man med finnerne hele tiden justerer presset og vinklen på fisken. For eksempel er det ved slutningen af fighten muligt at lægge ekstra meget pres på ved at stikke finnerne direkte ned i vandet.
Intet andet fartøj giver dig mulighed for konstant at have den perfekte fightvinkel til fisken, hvilket er 180 grader mod dens svømmeretning. Flyderingens fordele til trods, så er fighten med tarpon på over 100 eller 150 pund i tropisk varme og høj luftfugtighed en kamp, som er fysisk udfordrende. Hav rigelig med væskemed dig og en smule at spise. Heldigvis er det let at lette blæren, specielt hvis man har shorts på. Forberedelse er vigtig – jeg havde før min tur trænet ved at padle min flydering mange kilometer op og ned af min lokale sø. Sørg for også at have trænet med en klasse 12 stang fra flyderen. At få krampe under fiskeriet må helt sikkert undgås – specielt under fighten.
Det kraftige forfang benyttes til at få fiskens hoved ind langs med flyderingen, og herfra kan den landes og genudsættes uden at den lider skade. Det er muligt at få fiskens hoved op over lårene, og på den måde er den pludselige ekstravægt distribueret jævnt over fartøjet. Forsøg aldrig at trække fisken op mellem benene, der er ingen støttende flydeevne her, og du risikere at glide i vandet.
Fjern krogen og lad forsigtigt fisken glide tilbage ned i vandet. Er det muligt at nå fluen og løsgøre den i vandet er det endnu bedre. Er fisken fightet hurtigt svømmer den af sted uden problemer. Er den mere udmattet, er det muligt at genoplive den på samme måde, som man ville gøre fra en båd. Hold fisken langs siden af flyderingen og brug finnerne til at få lidt fart på, for på den måde at strømme vand over fiskens gæller.
Til dato har jeg fanget de fleste af mine store tarpon fra flydering. Som tidligere nævnt vil jeg til enhver tid vælge en flydering over en flatsbåd. Folk der har fisket tarpon i Florida ved dog, at haj-angreb på krogede tarpon ikke er ualmindelige, og det kan virke farligt at sidde og vifte med tæerne som fiskesnacks. Floderne, jeg fisker i, har dog meget få hajer – faktisk har jeg aldrig set en eneste. Ved man, at der er hajer i farvandet, man fisker, er det dog en god ide at vælge en båd. Godt nok er der på verdensplan ekstremt få hajangreb hvert år, men der er ingen grund til at udsætte sig for ekstra fare. Med andre ord: Sikkerhed først!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Tarponen er en temperamentsfuld fisk, der eksploderer i serier af lange udløb og meterhøje spring, når den er kroget. Og ganske ofte er det tarponen og ikke fluefiskeren, der løber med sejren.
nov 4, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Alle ved at en flues udseende har afgørende betydning for dens effektivitet. Men lyden af fluen kan faktisk være ligeså vigtig. Fisk har nemlig en ganske veludviklet høresans, og her får du en række bud på, hvordan du kan støje dig til flere fisk ved dine favoritvande.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: RASMUS OVESEN & GORDON P. HENRIKSEN
FLUEBINDING er en umådeligt subjektiv hobbygenre, og der har altid været megen petitessesnak fluebindere imellem omkring, hvordan en god fiskeflue skal se ud. Skal den have en hale på maksimalt to centimeter, eller må den gerne være meget længere? Er et palmerhackle at foretrække frem for et simpelt fronthackle, eller er det en fordel at droppe begge dele, og nøjes med at indbinde en kraftig vinge? Skader det at bruge for mange reflekterende syntetiske materialer, og er syntetiske materialer overhovedet at foretrække sammenlignet med de gode gammeldags naturmaterialer? Osv. osv.
Hvordan lyder fluen i vandet?
Alt for ofte bliver der talt, alt for meget om fluer, og alt for lidt om selve fiskeriet. Især når det gælder havørreder, har mange en tendens til religiøs dyrkelse af bestemte mønstre, der skal være bundet af bestemte materialer, på bestemte måder og efter bestemte forskrifter for at kunne vække tillid. Især de visuelle kompositionseffekter såsom farve, form og størrelse bliver altid diskuteret særligt indgående, men der tænkes sjældent over, hvordan fluen »lyder« i vandet.
Og hvorfor skulle det så være vigtigt? Jo, for det første er vand et fortrinligt resonansmedie, og lyde kan rejse relativt usvækket over store afstande under vand. For det andet er fisk sensitive væsener med en helhedsbaseret orienteringsanatomi. Ganske vist har fisk, som de fleste nok er bekendt med, ikke ører i konventionel forstand, men de er dog alligevel i stand til at registrere og fortolke lyde. De har et indre øre, der udgøres af en såkaldt ørelabyrint med en række væskefyldte gange, tre små kalkholdige øresten og mængder af følsomme sansehår, som opfanger højfrekvente lyde.
Som supplement hertil har fisken sidelinjen, som registrerer mere lavfrekvente lyde og trykbølger, og til sammen udgør det indre øre og sidelinjen et sonisk orienteringssystem, der gør fisken i stand til at navigere og ikke mindst jage – selv i buldermørke. Højlydt adfærd og indiskret færdsel langs mindre åer er uhensigtsmæssig – det er de fleste lystfiskere bevidste om. Det gør fiskene både ængstelige og mistænksomme, og i værste fald fortrækker fiskene prompte.
Mange har endvidere oplevet at larmende vadning, gennemtrængende lineplask og abrupte agnnedslag kan have en ærgerlig tendens til at skræmme fisk væk. Til gengæld kan man også støje sig til flere fisk. Det er en subtil kunst, men under særlige forhold og i bestemte situationer kan en støjende streamer være alle andre fluer overlegne, og det er ikke så underligt endda. Særligt rovfisk bruger nemlig i vid udstrækning deres hørelse i forbindelse med jagten på byttedyr.
På grund af fiskens skarpe hørelse kan den orientere sig og jage i selv buldermørke. Det giver derfor meget god mening at eksperimentere med støjende streamere, når der natfiskes på den åbne kyst eller i åen.
Lokkende lyde fra fluen kan være godt
Specimenfiskerne – for eksempel gedde-, aborre- og sandartfiskerne – har for længst fået øjnene op for vigtigheden af agns auditive aspekter. Selv har jeg under dørgning oplevet, hvordan sandarterne på Gudenåen gang på gang har ladet sig forføre af en bestemt type woblere – dem med hørbare rasleperler i. Andre, mindre opmærksomhedspåkaldende woblere, fremprovokerede trods en ellers slående lighed med de raslende woblere, langt fra det samme antal hug.
En anden gang – i min barndoms fortonende lystfiskerår – erfarede jeg, hvordan en ellers umulig dag med fiskeri i stærkt grumset vand, blev forvandlet til en fiskeoplevelse af de helt store, da en rusten spinner blev fundet frem fra bunden af agnæsken. Dens store, larmende spinnerblad må have lavet så meget ravage i vandet, at aborrerne uden større problemer kunne lokalisere og angribe den. Den slags oplevelser giver naturligvis stof til eftertanke, og derfra er der ikke langt til fluebindingsbordet og de systematiske eksperimeter ved vandene.
Eksperimenter med lokkeeffekter på dine fluer
Om det er konservatisme eller manglende kreativ tænkning, der igennem længere tid har afholdt fluefiskerne fra at eksperimentere med auditive virkemidler skal være usagt, men på fluebindingsmarkedet findes der efterhånden et bredt udvalg af materialer, som kan gøre ens fluer mere støjende.
Og så kan det da godt være, at ens fluer i forvejen er både nydelige og velfangende, det kunne jo være, at de – modificeret med en propel, action disc eller en rasler – kunne gå hen og blive endnu mere effektive. Med rovfiskens fysiologi og umiddelbare hugreflekser in mente, er det nemlig ikke helt utænkeligt. Især fire effekter på markedet kan anvendes med henblik på at kreere støjende streamere; action discs, raslere, propeller og spinnerblade. Action discs’ne skubber vand og skaber vibrationer, som fiskene kan høre og fornemme. Raslerne larmer og støjer, og henholdsvis propeller samt spinnerblade støjer samtidig med, at de genererer turbulens i vandet. Med disse fire materialer er det muligt at skabe et sonisk fluearsenal, som kan få selv den mest træge rovfisk til at miste besindelsen.
Action Discs fås i et væld af farver, former og størrelser, og al det vand, de skubber foran sig, skaber hørbare trykbølger i vandet. Her er det et lille udvalg af pangfarvede BB Power Discs fra Pro Tube, og en flue bundet af materialer som er ekstremt pulserende og levende.
Med en lokkende action disc på fluen
Action discs er ikke blot fortrinlige med henblik på at forbedre din flues gang i vandet. Udover at få fluen til at sitre levende for hvert indtag, skubber de samtidig en masse vand foran sig. Og denne indiskrete og anmassende fremfærd genererer vibrationer i vandet, som fisken uden videre kan opfatte. Der findes efterhånden en række forskellige action discs i forskellige farver, materialer og udformninger, og selvom de også medfører en øget modstand under kastet, så er deres fordele så indlysende, at et yderligere vanskeliggjort fluekast er tilgiveligt.
Action discs fås i både hårdt og blødt plastic, og mens nogle er til fastmontering på fluerne er andre af typen, der føres ned over forfanget. De egner sig fortrinligt til eksempelvis geddefluer af florlette og pulserende materialer, til åfiskeri efter havørred og til fluefiskeri på den åbne kyst. I strømmende vand fiskes de action disc påmonterede fluer typisk på tværs af strømmen, og ellers benyttes relativt lange og kontante indtag med korte kunstpauser. Periodisk kan man også speede indtagningen op, så actiondisc’en tvinger streameren mod overfladefilmen, hvor støjniveauet kan nå nye boblende og gurglende højder.
Raslere – her Fly Rattles fra Fly C. – kan være lidt vanskelige at indbinde. Til gengæld passer de fortrinligt indeni eksempelvis en pop-up streamer af skumplast eller en epoxyflue med et rummeligt hoved.
Popperhoveder af skumplast egner sig fortrinligt som ly for larmende raslere. Denne geddepopper er for eksempel forsynet med Micro Eyeball Rattles fra Fly C., som rasler og knitrer for hver indtag.
Fluer der rasler, kan ofte gøre udslaget
Raslestave er små klare plexiglasrør med én eller flere løstliggende jern perler indeni, der ved de mindste rystelser afgiver højfrekvente og skrattende lyde. De kan være lidt vanskelige at binde ind, men de gør fluerne særdeles svære at overhøre og ignorere. Særligt anvendelige er de i epoxyfluer. Disse fluer har nemlig gerne den volumen og rummelighed, der skal til for at huse en rasler, og epoxylimen beskytter samt indkapsler samtidig rasleren på effektiv vis. Fluer i skumplast er endvidere oplagte at forsyne med raslere – både de typiske overfladefluer og de mindre udbredte – men bestemt ikke mindre effektive – pop-up fluer.
Raslerne forsynes blot med et tyndt lag lim og føres herefter ind i skumplasten, hvor de er beskyttede og sidder i spænd. Der findes sågar rasler – øjne, som er specielt designede til anvendelse i popperhoveder af skumplast, og andre endnu som er beregnet på decideret indbinding ala kuglekædeøjne. Man kan også bruge raslere under jigkroppe, og kombinerer man med en action disc, kan man være helt sikker på, at rasleperlerne for alvor skratter og støjer inde i glaskammeret. Særligt sandartfluer kan drage betragtelig gavn af raslere, men de er også ganske brugbare til fluefiskeri efter aborrer.
Aborren er en utroligt fintfølende rovfisk, og den ekstra dimension, som en rasler bibringer en i forvejen god aborreflue, kan være netop det, der udløser hugget fra en ellers træg og vanskelig stor – aborre. Selv har jeg oplevet, hvordan fiskeri efter brakvandsaborrer med pop-up streamere i skumplast for alvor tog fart, efter at streamerne blev forsynet med støjende raslere.
Denne blanke kystørred kunne ikke stå for en Cutthroat Kutling med en støjende propel fra Savage Gear foran. Særligt efterårets gydetrækkende havørreder kan være vanskelige
at lokke til at hugge, men en støjende streamer kan som oftest få dem til at smide hæmningerne.
Sæt en propel på fluen
Propeller blev før i tiden brugt ganske ivrigt af laksefluefiskere i det meste af Norden, men de er desværre gået lidt i glemme – bogen, og det er helt uden grund. Der findes efterhånden ganske mange forskellige typer propeller i både plastic og metal, men fælles for dem er, at jo større de er, desto mere larmer de – og larmen er jo hele pointen. Frem for at føre propellen ned over forfanget, er det mest hensigtsmæssigt at forsyne selve streameren med en propel. Man kan eksempelvis montere propellen bag krogen på et stykke monofilline, men mest oplagt er det at montere den helt forrest på fluen. Man skal blot huske at levne plads forrest, så propellen kan rotere helt frit, og med et cone hoved umiddelbart bag propellen, kan den snurre helt friktionsløst.
Propelstreamerne støjer ikke blot, de flytter samtidig en masse vand, og deres indiskrete væsen gør dem særdeles egnede til fx havørred- og laksefiskeri i strøm – vand, hvor fiskene som regel skal tirres til at hugge. Gordon P. Henriksen havde på et tidspunkt en meget sigende oplevelse med en propelstreamer under laksefluefiskeri på Island. – Jeg fiskede i en lille pool på floden Vatnsa, og kunne se ikke færre end fire laks stå i læ bag en stor sten, fortæller han. – Først forsøgte jeg mig med en lille sort Frances, men reaktionen udeblev. Heller ikke en lidt større, rød variant af Frances – den lokale favoritflue, udløste hug, og jeg kiggede derfor dybt i æsken for at finde en af de helt store Sunray Shadow rørfluer. Men en lille, fræk og glinsende propelflue endte med at fange mit blik i stedet. Det var en sort Wolly Bugger-lignende streamer jeg havde bundet med en fluoroscerende rød propel og et conehead.
– Fluen var endnu ikke navngivet, men den kunne for så vidt hedde Wolly Spinner. Parallellen til den canadiske klassiker Egg Sucking Leech er imidlertid ganske slående, og måske er Spinner Sucking Leech et bedre navn. Uanset hvad er den stor, larmende og af en lakseflue at være både utraditionel og utiltalende. Af samme grund var det med en vis diskretion, at jeg bandt den på – guiden fiskede jo umiddelbart opstrøms mig. Diskret kunne man til gengæld ikke kalde fluen, der nu landede med et plask et par meter foran fiskene langs modsatte bred.
– Fluen svingede fint ind foran fiskene, og jeg kunne mærke og se propellen rotere for fuld kraft i det krystalklare vand. – Jeg satte lidt ekstra fart på fluen, og pludselig blev det for meget for én af laksene. Den skød frem og fulgte fluen flere meter, før den huggede – dog uden at blive hængende. Det var fandens, nåede jeg at tænke, inden jeg lagde et nyt kast samme sted. Laksen kunne åbenbart bare ikke tolerere den flue, for akkurat samme scenarie gentog sig. Fisken huggede igen, men denne gang sad den der. Guiden kom løbende, og efter et stykke tid, da jeg endelig kunne løfte fisken op til fotografering, kiggede han noget mærkeligt på fluen. Den var langt fra konventionel, men denne dag gjorde den altså udslaget – og faktisk var der yderligere tre laks, der huggede på fluen, før fluen beklageligvis gik tabt.
Spinnerblade er glimrende som et supplement til eksempelvis store geddefluer. De er ganske lette at montere, og udover at glimte forførende i vandet laver de samtidig en masse støjende ravage i vandet.
Med et spinnerblad på fluen
Små spinnerblade er også fortrinlige som streamersupplement. Udover at glimte forførende, laver de nemlig også en masse støj og ravage i vandet. Rigtig mange åfiskere rundt om i landet fisker udelukkende med spinnere, og de færreste er i tvivl om, at spinneren – der som bekendt er blandt de mest støjende agn overhovedet, er uhyggeligt giftig til åens opgangsfisk.
Det er derfor næppe nogen overraskelse, at en streamer med et spinnerblad er en suveræn flue til det hjemlige strømvandsfiskeri efter havørred og laks. Selve bladet kan monteres direkte på krogwiren foran en lille perle, eller man kan benytte præfabrikerede bladbøjler. Sidstnævnte løsning er den mest oplagte, da disse bøjler bedst muligt sikrer at spinnerbladet rent faktisk roterer. Lange, jævne indtræk og kast på tværs af strømretningen er vejen frem, og en synkeline hjælper på effektiv vis fluen ned i vandsøjlen, hvor det øgede vand- og strømtryk for alvor kan sætte spinnerbladet i bevægelse.
Udover at spinnerbladene har en hypnotisk og tirrende effekt på åens fedtfinnefisk, er de ligeledes brugbare til vinterens træge strømvandsgedder, der som bekendt kan være mere adstadige og forsigtige end deres ry ellers foregiver. Spinnerbladene har nemlig en tendens til at vække de ellers så kuldskære og beregnende gedder til live.
Undgå at sno forfanget
Både propellerne og spinnerbladene kan have en kedelig tendens til at tviste forfanget, men dette kan afhjælpes betragteligt ved at anvende relativt korte og kraftige forfang – eventuelt med en lille svirvel monteret mellem de to yderste forfangsled. Endvidere kan problemet afbødes ved ind imellem at løfte fluen helt fri af vandet, så selve forfanget kan strække sig helt ud og afvikle eventuelle linetvist.
I den kommende tid er rovfiskene for alvor på finnerne i åerne, søerne, mosehullerne og langs de mange indbydende kyststræk rundt om i landet. Og uanset om de er aktivt fødesøgende, eller om de skal tirres og lokkes til at hugge, så er du med en solid håndfuld støjende streamere klar til at få fiskene i tale. Giv dem et indiskret streamertilbud de ikke kan overhøre, og så er der lagt op til den ene hidsige fight efter den anden.
Læs Rasmus Ovesens afsnit om kystfluefiskeri efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten, som du kan købe her (REKLAME).
nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter
Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.
AF FREDRIK HAMRÅ
FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.
Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…
Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.
Jazzet fluefiskeri
Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.
Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!
Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.
Starten på en jazzet fluefiskerejse
Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.
Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.
Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…
En jazzserenade for ørrederne
Jazz og ørred
Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.
Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.
Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.
Smukke ørreder og jazzkoncerter
Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.
Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…
Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.
Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.
Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri
Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.
Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.
For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.
Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.
Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri
Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.
Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.
Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.
Adrenalin – både i musik og fiskeri
Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.
Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.
En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.
Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens
Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.
Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.
okt 16, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri
Når vandtemperaturerne begynder at falde, kan man opleve dage, hvor gedderne smider alle hæmninger, men mere sandsynligt vil man opleve fiskene i et lunefuldt og umedgørligt humør. Her er det kun den mest livligt lokkende flue, som kan udløse det forløsende hug. Worm Fly er et godt bud.
AF RASMUS OVESEN
TRADITIONELLE GEDDEFLUER bundet på store rigide geddefluekroge er som regel kun rigtigt levende i vandet, hvis de forsynes med en uforholdsmæssigt lang hale. De lange haler giver fluen både masse, fylde og livlighed, men på et punkt er de problematiske – de medfører som regel en masse mistede hug. Problemet med de lange haler består i, at gedden – når den sætter et af sine famøse bagholdsangreb ind – tit og ofte kun får fat i halen, hvor der af gode grunde ingen krogningspotentiale er. Særligt i efteråret forekommer dage, hvor dette sker fortvivlende ofte, og så er det nødvendigt at tænke i nye baner.
Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
Worm Fly – en fantastisk flue af kaninskind
Kaninskindsfluen Worm Fly er et bud på en flue – eller en fluetype, som både har den nødvendige fylde og livlighed til at lokke det sene efterårstræge gedder til hugget, og som samtidig bibringer fluefiskeren muligheden for at kroge selv den mest forsigtige gedde.
Den skiller sig ud i forhold til traditionelle geddefluer idet, den er den bundet på flettet nylon, og fordi den kan forlænges efter behov, uden at det nødvendigvis medfører forringede krogningsegenskaber. Selve krogen monteres helt i enden af den flettede nylon, og dette gør, at man på de efterårsdage og tidlige vinterdage, hvor gedden hugger forsigtigt bagfra, har gode krogningsmuligheder uanset fluens længde. Muligheden for at forlænge fluen efter behag og lune er i sig selv en oplagt fordel, men fluens mest åbenlyse fortrin er, at den ikke har den samme rigide krogwire rygrad som mere traditionelle geddefluer.
Dette betyder, at fluen er relativt let, og at den kan vride, sno og orme sig forførende hjem under hele indtrækningen.
Ål er et eftertragtet bytte for gedde
Gedder med forkærlighed for mindre ål er særligt oplagte at forfølge med en Worm Fly. Men selvom fluen kan gå for at være en imitation af en ål, er den mest at alt tænkt som en trigger-flue – altså en flue, der med sine inciterende bevægelser lokker og pirrer efterårstræge gedder til hugget. En action disc foran kan gøre fluens gang endnu mere slangende og forførende, men i sig selv erWorm Fly utroligt levende – selv ved meget langsom indtrækning. Og det er en betragtelig force, når der skal fiskes gedder i det sene efterår, hvor drastisk faldende vandtemperaturer for alvor begynder at influere på fiskenes fødeindtag og adfærd. Lette og svævende fluer, der ser spillevende ud, selv når de hjemtages allermest langsommeligt er vitale, for gedderne økonomiserer med energien i større og større omfang.
De slår ofte kun ud efter bytte dyr, der enten er inden for umiddelbar rækkevidde, eller som virker lette at klappe kæberne sammen om – fx de sårede byttefisk. Til disse fisk er Worm Fly fremragende. Den kan nemlig fiskes hjem i små, kontante ryk kombineret med lange kunstpauser – alt sammen uden at den bevæger sig for hastigt ud af geddens hugzone eller på noget tidspunkt virker livløs.
Sådan binder du Worm Fly
Worm Fly kan naturligvis bindes af et væld af forskellige materialer, men fluens manglende rygrad bevirker, at især zonkerstrips er brugbare. De kan nemlig uden videre tørnes omkring fluens inderfundament af flettet nylon, og derudover har de den uomtvistelige fordel, at de er utroligt levende og pulserende i vandet.
Især cross-cut kaninstrips er brugbare, og så er det en rigtig god idé at tørne zonkerstrips’ne, så hårene peger fremefter og ikke bagud, sådan som man normalt vil have en tendens til at gøre. Det giver fluen størst mulig fylde og liv i vandet, og modvirker en ellers kedelig tendens til, at fluen blot falder sammen i vandet.
Materialer til Dusty White Worm Fly
Bindetråd: Rød Uni-Thread 6/0
Krog:Mustad Big Game Light #2-4
Hale: Rød marabou og guldfarvet Angel Hair
Krop: Crosscut kaninstrip
Rib: Kevlar tråd
Fronthackle: Coc de Leon hanesaddel
1: Krogsættet, som Worm Fly bindes på, laves af Golden Marlin flettet monofil, som også bruges som bagline og forfangsloops. Med en tråder laves et øje i front, som herefter sikres med bindetråd. Hernæst føres et gummirør op af den flettede line og en enkelt krog monteres i et nyt loop helt bagerst. Afslutningsvis trækkes gummirøret ned over krogskaftet for at beskytte samlingen, og selve loopet forstærkes med lidt bindetråd.
2: Som det allerførste bindes fluens relativt korte hale af marabou og Angel Hair ind. Herefter fæstnes kaninstrip’en og den kraftige kevlartråd, der senere skal bruges som forstærkende rib. Den er vital med henblik på at sikre, at kaninstrip’en ikke glider op og ned af selve krogsættet under praktisk fiskeri. Uden den vil kaninstrip’en alt for hurtigt blive revet itu af gedderne. Og så falder fluen helt og aldeles fra hinanden. Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.
3: Nu tørnes kaninstrip’en stramt og tæt fremefter så de enkelte hårfibre peger fremefter mod fluens front. Som afslutning tørnes kevlartråden igennem kaninhårene fremefter til fluens øje, hvor man eventuelt kan afslutte med et lille fronthackle af rød marabou.
okt 7, 2025 | Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Danmark er beriget med flere store åer, der hvert år kaster mange flotte havørreder af sig. Men hvad flere ikke er klar over, er at mange af de mindre vandløb også kan byde på et forrygende fluefiskeri efter havørred. Det kræver dog en vis tilpasning af grej og fiskestil. Her bliver du hjulpet godt på vej.
TEKST: LARS CHR. BENTSEN, FOTO: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS BENTSEN
HAVØRREDEN stiller mange krav til dens gydevandløb, men størrelse og vandføring er ikke blandt dem. Mange bliver overrasket over, hvor små vandløb, der byder på friske opgangsfisk. Man skal ikke forbigå et vandløb fordi det er lille. Der er utallige små åer i landet, som huser opgangshavørred – det kan være åer med direkte udløb i havet eller tilløb til større vandløb. Fiskeriet er ofte en intens oplevelse, fordi alt foregår tæt på. Og der er ikke meget, som slår når en stor havørred tager en overfladeflue med et aggressivt udfald i sommernatten.
Efter nogle sæsoner som havørredfisker i ganske små vandløb, lærer man hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en standplads. En lille tue, en tot græs eller blot en alknude på bunden er nok til at en havørred tager ophold. Derfor betaler det sig ofte at fiske vandløbene igennem grundigt – også på de stræk, der umiddelbart ikke ser så indbydende ud. Mit bedste råd får du til at begynde med: Husk på, at havørreden er sky som en bækørred, og desto mere forsigtigt du bevæger dig langs åen, jo større er dine chancer for gode oplevelser ved de små vandløb.
Forfatteren med en stor fisk fra en lille å. Denne oktoberhavørred tog en dybt fisket Koch’s Ghost fisket hurtigt, på en S-IV line og hurtigt synkende forfang. Øverst Jesper Formann på havørredfiskeri med fluestangen i en lille jysk å.
Sådan fisker du mest effektivt med flue efter havørred i små vandløb
At fiske de små vandløb effektivt kræver en række justeringer af grej og teknik. Vandløbenes størrelse gør det til en udfordring at kaste og præsentere ofte store fluer på effektiv vis. De små åer har sjældent hurtig strøm, hvilket kræver en effektiv manipulation af linen.
Kasteteknikken er ikke helt uvæsentlig i små åer. God plads omkring åen er en luksus, der kun sjældent byder sig ved de små vande. Det stiller krav til kasteteknikken, og at mestre et underhåndskast eller et speykast, som ikke kræver et traditionelt bagkast, er overmåde vigtigt. Og ikke kun fordi det kræver mindre plads, men også fordi et traditionelt bagkast ofte vil tørre fluen så meget, at den flyder når den lander. Og når vandløbet er smalt er det vigtigt, at fluen fisker med det samme. Skøjter fluen på overfladen blot en meter kan man have mistet en tredjedel af åen, som dermed ikke fiskes optimalt. Af samme grund vælger jeg oftest, ikke at fiske overfladenært i sommernatten. Derfor bruger jeg rørfluer med coneheads, der trækker fluen under overfladen med det samme den lander.
Villestrup Å er et godt eksempel på en skøn mindre å, der kan byde på et fint havørredfiskeri.
Valg de rette flueliner til havørred i åen
Forfang og line kan også optimeres til fiskeri i de små åer. Hvad enten man anvender flydeline eller synkeline, kan man med fordel vælge at gå en eller endog to klasser op i forhold til stangens klassificering, hvis man anvender hele liner. Det spænder nemlig stangen bedre på de ofte ret korte speykast. Foretrækker man den fleksibilitet skydehoveder har, kan man effektivisere sit fiskeri betragteligt ved at tilpasse ganske korte skydehoveder på 6-7 meter. De korte skydehoveder er lette at kaste, de kræver meget lidt plads, og kan, selv på let grej i klasse 5 eller 6, kaste ganske store fluer.
Synkelinen er et effektivt valg gennem hele sæsonen, men bruges mest tidligt og sent på sæsonen, eller når vandstanden er rigtigt høj. Synkelinens fornemmeste opgave er naturligvis at trække fluen ned, hvor den fisker effektivt. Men fiskedybden afhænger lige så meget af fisketeknik, som af linens synkehastighed. Synkehastighed angives med oftest med et ”S” efterfulgt at et tal, fx S-II eller S-IV. I dag findes mange liner, hvor den bagerste del fx er S-II, mens spidsen er S-IV, hvilket giver en mere lige linje til fisken, og dermed bedre mulighed for at opdage et forsigtigt hug.
Denne havørred faldt for en let, stor rørflue fisket højt i vandet i en lille å.
Fisk fluen i den rette dybde, hvor havørreden hugger
En line, der svinger langsomt, fisker dybere end en, der svinger hurtigt. Svinget, hastigheden og dermed fiskedybden kan manipuleres på flere måder: Linen kan kastes mere eller mindre skråt mod modsatte bred. Kaster man fx 45 grader nedstrøms svinger linen hurtigere, end hvis man kaster 30 grader nedstrøms. Umiddelbart efter nedslaget kan man, uanset hvordan kastet ellers er placeret, tage nogle skridt nedstrøms, hvorved linen og fluen får tid til at synke, inden strømmen tager fat og gør sit arbejde.
En anden mulighed, med samme resultat, er at foretage et kraftigt mend opstrøms mens linen stadig er i luften. Det er jo svært at mende en synkeline, efter den er landet. Et opstrøms mend placerer en større eller mindre linebue på vandet, som vandet først skal strække, inden det kan flytte på fluen. Den tredje, og måske nemmeste, mulighed at have et par meter løsline til rådighed, når fluen lander, og ganske enkelt slippe det, hvorefter line og flue synker frit. Uanset hvilken metode, man anvender, giver det et dybere udgangspunkt for svinget end hvis man kastede en strakt line, som straks begynder at svinge. Og uanset metode skal man være sig en ulempe bevidst: Især når der er friske fisk i åen, sker det ikke sjældent, at en fisk tager fluen umiddelbart efter nedslaget. Hvad enten man har sluppet et par meter løsline eller er på vej et par skridt nedstrøms, så kan det være svært at kroge fisken – men det er prisen for at fiske dybt.
Flydelinen har den store fordel, at den kan styres og manipuleres mens man fisker. Det vil sige, at man kan mende linen – opstrøms eller nedstrøms – midt i svinget, og dermed pludseligt ændre hastigheden. Alle de samme teknikker kan anvendes, når man fisker med flydeline i sommernatten. Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at den eneste ændring det giver i fiskedybden, er den smule fluen i sig selv synker. Det er ikke meget, men ind i mellem nok til at gøre en forskel.
Her er Ivar Thordal ved at binde en ny flue på til havørrederne. Fluevalg er selvsagt vigtigt, men linevalg kan faktisk være det der har størst betydning, da det ofte handler om at få fluen ned til fiskene.
Med sinktip efter havørred i åen
Sinktipliner har en synkende spids, og flydende bagdel. Derfor kan linen manipuleres, mens den fisker i dybet. Det gør sinktip linen til at giftigt valg, når fisken står dybt. Kender man sin å godt, og ved hvor fisken står under forskellige forhold, så er sinktip linen suveræn med en ganske bestemt teknik. Ved at lade fluen lande et par meter opstrøms standpladsen, kan man ved gentagne opstrøms mend lade fluen synke og synke, mens den holder den rette bane på vej mod fisken. Når man forventer fluen er ud for standpladsen, foretager man et kraftigt mend, der får fluen til at fare væk fra standpladsen med høj fart. Og det resulterer ofte i hug, hvis fisken er hjemme…
De bedste havørredforfang til fluefiskeri i åen
Forfanget er også meget vigtigt. Jeg anvender aldrig lange forfang, når jeg fisker havørred i små åer – lange forfang gør det nemlig besværligt at kaste store fluer på kort hold. Til synkelinefiskeri bruger jeg typisk en halv meter 0,35 mm nylon kombineret med en synkende polyleader.
Polyleaderen er egentlig forfærdelig at kaste med, men er meget anvendelig, når man skal speykaste med korte forfang. Med et Fast Sink og et Super Fast Sink forfang, og ved at kombinere med forskellige synkehastigheder på linen, dækker man alle forhold. Til flydelinen anvender jeg et taperet forfang på 2,5-3 meter. Husk på, at jo mindre åen er, desto mere vigtigt er det, at hvert eneste kast tæller!
Efter havørred året rundt i åen
Årstiderne har indflydelse på vandstanden og dermed fiskeriet. Flydelinefiskeriet hører sommernatten til, og har bestemt sin plads på lune aftener sidst i maj. Men generelt hører det juni-august til, og praktiseres bedst i den gyldne time samt i nattens mulm og mørke.
Synkelinefiskeriet kan krones med held gennem hele sæsonen, og hvis man tilpasser teknik og linens synkehastighed, kan man endog bruge synkeline ved ganske lav vandstand med stort held. Ser man bort fra flydelinen, så er vandstanden langt mere afgørende for valget at teknik og line end årstiden. Den traditionelle holdning er – jo højere vand, desto dybere skal der fiskes. Og det er også rigtigt! Men det handler jo om at fiske fluen, i den dybde fiskene befinder sig. Og når vandet er rigtigt højt, står de ikke altid langs bunden.
Særligt i vandløb med en meget U-formet dybdeprofil, det vil sige forholdsvis stejle sider, har jeg oplevet havørred trække helt ind til kanterne, og gerne et stykke op i vandet, frem for at opholde sig ved bunden. Ved meget høj vandstand er åen ofte farvet, og der slipper ikke meget lys gennem vandet. Her føler havørrederne sig sikre uden at behøve at stå dybt. I den situation kan intermediate linen være det helt rette valg. Jeg håber disse råd hjælper dig med på vejen, og at du kan se frem til mange store fisk fra de små åer.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009
sep 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, KARPE, Karpefiskeri, Nyheder
Sightfiskeri efter karper med fluegrejet er super spændende. Her er Gordon i aktion ved vandet.
I september er karperne ofte på finnerne ved overfladen, hvilket falder perfekt sammen med store forekomster af græshopper. Følg med til karpesøen og oplev pulsen stige, når karperne stiger i slowmotion til din græshoppeimitation.
AF GORDON P. HENRIKSEN
KARPEN er tydeligvis fødesøgende. Den går på det lave vand og roder med hovedet nede i mudderet, mens halefinnen lige stikker op over vandet. Bunden af den lavvandede skovsø er noget helt andet end at vade på, end en sandhvid bonefish flat, men mine tanker ledes alligevel hen til sidst jeg var i Mexico, og sneg mig ind på tailende bonefish. Jeg finder en græshoppeimitation fra æsken, før jeg sammenkrøbet tager et par forsigtige skridt nærmere. En belastet nymfe under en indikator, havde nok været oplagt, men hvis jeg kan få den til at stige til græshoppefluen på overfladen vil det være ren lir.
Jeg venter til halen stikker op igen, så jeg ved, den har hovedet og sanserne helt nede i en muddersky. Så kaster jeg forsigtigt fluen, som lander perfekt en halv meter foran fisken. Karpen bemærker straks det lille plop og stopper med at taile. Først frygter jeg, at den er skræmt, men den svømmer langsomt og nysgerrigt frem for at inspicere. Mine nerver sidder helt uden på skjorten, og man må i den grad sige, at karpen forstår at trække spændingen ud.
Der er en slowmotionagtig effekt over den måde den laaaaangsomt nærmer sig fluen, løfter hovedet og inspicerer den for til sidst at tage en lille kunstpause, inden den sagte åbner sin mund. Stille og roligt suger den græshoppefluen ind i svælget. Det er altid fantastisk at opleve en aggressiv rovfisk komme ud af ingenting, og hamre ens agn på et splitsekund. Denne oplevelse er det stikmodsatte, men mindst lige så fed. Dette langtrukne hug strækker bare nydelsen ud meget mere, og for mit vedkommende overgår dette alt tørfluefiskeri jeg har prøvet herhjemme. Til gengæld kan man ikke bruge ordet slowmotion, i det jeg giver modhug og karpen flår line af hjulet. Min klasse seks stang flekser helt mod nærmeste væltede træ.
Forfatteren med en skælkarpe, der tog en græshoppeimitation i slowmotion en septemberdag. Dette unikke tørfluefiskeri er ren lir, og bør opleves lige nu mens der er masser af græshopper.
Fluefiskeri med græshoppeimitationer efter karper
Græshoppefluer til karper er en fed metode for dem, der har fået øjnene op for udfordringerne i fluefiskeriet efter karper. Det er ekstremt visuelt, og for mig giver det et lille ekstra kick, at det er en imitation af et naturligt forekommende fødeemne frem for fx en skummadras flue, der skal imitere en stump brød – selvom denne form for fiskeri også er ekstremt underholdende. Sensommer og tidligt efterår kan græshopper forekomme i store mængder, og på dage med lidt blæst er der en del af dem, der ryger i vandet. Karperne har opdaget denne næringsrige snack, der til tider kommer som sendt fra himlen.
Bind en græshoppe imitation til fluefiskeri efter karper
Græshoppeimitationer kan bindes på mange måder. Størstedelen af mønstrene og bindeteknikkerne stammer fra USA, hvor, hopper-time, som de kalder det, kan være et af sæsonens store højdepunkter. På dette tidspunkt i september valfarter mange fluefiskere til Montana og Wyoming på jagt efter store ørred, der vælter sig i græshopper. Gamle klassikere som Dave’s Hopper og Whitlock Hopper er fine fluer bundet af naturlige materialer, og jeg vil opfordre til at finde disse mønstre på nettet, hvis du ikke kender dem i forvejen. Inden for den sidste årrække har mange syntetiske materialer taget over. Skum er blevet en dominerende ingrediens i mange moderne og simple græshoppe imitationer, som fx Tripple Decker. Holdbarhed og flydeevne er svær at stikke.
Jeg anvender både fluer bundet i naturlige, og i syntetiske materialer til mit græshoppefiskeri. Det er oplagt at kombinere det bedste fra begge verdener ved at blande syntetiske og naturlige materialer. I det hele taget kan man finde inspiration i diverse græshoppemønstre, for så at selv lave sit eget gadekryds. Jeg bruger ofte sillilegs gummiben, skumstykker kombineret med hanehackle, fasanfjer og en lille stump rød marabou. Et godt tip til skum er at købe en pakke selv – klæbende mosgummiplader i Panduro Hobby til lidt over hundrede kroner. Her får du 14 A4 ark i forskellige farver, der dækker alt fra imitation til provokation. Binder du ikke selv, laver Rainy’s i øvrigt nogle superflotte græshoppeimitationer i skum med gummiben der også er rigtig effektive. Så se at kom af sted – karperne venter.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2010
En græshoppeimitation som denne, kombinerer moderne materialer som skum og sillilegs, med klassiske naturlige fjermaterialer.
