aug 21, 2026 | Nyheder, Sponsornyt
Carsten Kappel Bøgh har været på kystnært fluefiskeri i Norge med masser af action:
– Jeg har i lang tid drømt om at fange større lubber på lettere fluegrej fra pontonbåd, for når jeg på tidligere ture til Norge har fisket fra land, så er de største blevet mistet, fordi de er gået i bunden. Lige nu er jeg derfor i et sommerhus ved Kristiansund i Norge, som er vores base, hvorfra vi søsætter havkajak og pontonbåd. Det har været stille og grå dage, hvilket er perfekt vejr til netop dette fiskeri. Og lubber har der mange af, men kun overraskende få makrel samt lidt små mørksej og torsk.
– Vi har fisket dybder ned til 20 meter, hvor min flue – en Clouser Minnow – kom vel maksimalt 10 meter ned. Men det var helt perfekt, fordi det betød også, at lubberne nemt kunne klare C & R. De største Lubber lå på 60-70 centimeter, og de fik min #6 fluestang til at bøje helt ned til korken. Det var et virkelig sjovt fiskeri med masser flex på klingen, slutter han og tilføjer at beretningen skal deltage i fiskedrømmerejselodtrækningen om en GT-tur til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.
aug 16, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
I sommermånederne, hvor føderigdommen langs kystens bugter og vige er allerstørst, kan du opleve et hektisk og nervepirrende fiskeri efter havørreder på knæ- og ankeldybt vand. Men du skal kende din besøgstid og fiske med de rigtige fluer. SWC Kutling – eller Shallow Water Cutthroat Kutling – er et muligt bud på en sådan flue.
AF RASMUS OVESEN
LOKKET AF det svindende sommerdagslys og udsigten til køligere, og dermed mere behagelige, vandtemperaturer, er havørreden søgt ind under land. På et kyststræk med afvekslende bundvegetation og et yderst svagt fald udefter søger den med stor iver og målrettethed efter spiselige vandinsekter og småfisk.
Imens kaster solens sidste stråler et dansende og glansfuldt skær over kystens åbne og nu helt beroligede vandspejl. Mørket sænker sig aldrig til fulde, og havørreden finder med lethed en tangloppe her og en fjordreje der. Den er lynhurtig og diskret, men da den pludselig får øje på en lille væver og lys gråbrun fisk i overfladen, mister den besindelsen.
SWC Kutling er en videreudvikling af Cutthroat Kutling, og har overlistet et væld af hav- og fjordørreder.
Havørred på jagt efter kutling
Havørreden accelererer mod overfladen, og i en stor indiskret hvirvel helt tæt på land forsvinder den forsvarsløse kutling. Virakken tiltrækker din opmærksomhed. Du har gået og fisket de dybe yderkanter af dette kyststræk det meste af aftenen uden resultat, og du var egentlig indstillet på, at der nu skulle pakkes sammen. Du hopper af den store, vejrbidte sten, du netop havde plantet dig på, og skynder dig på kastehold. Den vægtbelastede streamer for enden af det synkende forfang synger nu i luften, og hurtigt er et lovende kast lagt ud på pladsen, hvor fisken viste sig.
Allerede ved første indtag ser du fisken vende, og du sætter nu fart på fluen. En bølge rejser sig bag fluen, og da du er allermest vedet. Fluen er fuld af grønt bladtang, og det går nu op for dig, at fluen må have skrabet hen over bunden på det lave vand.
Jagende havørreder på lavt vand
Flere fisk viser sig inde over det lave vand. En trykbølge her afløses af en hvirvel der, og i din forventningsfuldhed og iver sender du det ene febrilske kast af sted efter det andet. En halv time senere er aktiviteten inde over det lave vand ophørt, og mørket er tætnet betydeligt. Du bevæger dig lettere slukøret og frustreret tilbage mod bilen, mens grunden til, at det forløsende hug udeblev, stille krystalliseres. Det synkende forfang har alt for hurtigt tynget fluen ned, og inde over det lave vand, er fluen derfor mere eller mindre øjeblikkeligt gået i buhen over sandet, sat sig i klynger af småmuslinger eller fået fat i plamager af frodiggrønt bladtang. Havørreden har simpelthen ikke haft tilstrækkelig med tid til at sætte et angreb ind.
Havørrederne, der fanges på det helt lave vand i sommermånederne, er som oftest flommefede og velnærede. De kender deres besøgstid og er ikke sene til at udnytte føderigdommen på det helt lave vand.
Den bedste teknik til kystfluefiskeriet over lavt vand
Et flertal af fluefiskere rundt om i landet har efterhånden taget fiskeri med intermediate eller letsynkende skydehoveder og forfang til sig, og det er med god grund. Der er mange fordele for bundet med at få fluen et stykke ned i vandsøjlen – og da særligt i sommermånederne. Men i de tilfælde, hvor havørreden søger tæt ind under land på lav vanddybde, kan det involvere nogle problemer. Hovedproblematikken består i, at en normal kystflue fisket på et intermediate- eller letsynkende setup ganske ofte vil synke og gå i bunden, inden havørreden har mulighed for at hugge.
En løsning er selvfølgelig at have et par flydende polyforfang eller et flydende skydehoved med, så man kan skifte, når det bliver nødvendigt. En mere overskuelig – og mindre tidskrævende – løsning er dog at skifte fokus fra flueline-setupet til selve fluen, og binde nogle af slagsen, som har rigtig god opdrift. Med disse fluer – som med fordel kan bindes af skumplast – undgår man nemlig at gå i bunden, og samtidig illuderer disse fluer på glimrende vis byttedyr, som er blevet hvirvlet eller skræmt op i overfladen, og som desperate søger nedefter mod bunden.
Masser af føde til havørreden om sommeren på lavt vand
Sommermånederne igennem er føderigdommen på det knæ- og ankeldybe vand stor, og det er netop denne føderigdom, som i visse perioder og på visse tidspunkter lokker havørrederne tæt ind under land. Her er tanglopper, tanglus, mysis, rejer, hundestejler og som oftest store mængder vimsende og proteinrige kutlinger – byttedyr som er særligt aktive i skumringsperioderne. Udover at være særligt talstærk, er kutlingen et af havørredens absolut mest yndede byttedyr, og den er derfor særligt interessant at beskæftige sig med i fluebindingssammenhæng.
Kutlingen forekommer i rigelige mængder både på den åbne kyst og i de indre farvande. Her er det en blank havørred fra den åbne kyst, der er faldet for en SWC Kutling.
SWC Kutling – en suveræn kystflue på det lave vand
Kutlingen er en bundnær fisk, der meget nødigt forlader bunden, og som kan være vanskelig at spotte henover de varierede sandbunde, som den holder til henover. Men når en havørred jager på lavt vand, bliver de indimellem hvirvlet eller skræmt op i vandsøjlen og her er havørreden lynhurtig til at inhalere dem. SWC Kutling imiterer en af disse kutlinger, som er blevet hvirvlet eller skræmt op i og som forskræmt søger nedefter i vandsøjlen. Mod himlen er den let at få øje på, og fordi fluen med sin krop af skumplast svæver opefter i vandsøjlen for hvert stop i indtrækningen, kan den fiskes ind over selv meget lavvandede kyststræk. Fluens evne til at svæve gør endvidere, at den ikke får fat i ålegræs, bladtang og anden undersøisk vækst, som findes på de pladser, hvor kutlingerne typisk holder til.
Fluen – som egentlig blot er en universalstreamer til lavtvandsfiskeri – fiskes som udgangspunkt hjem i nogle små og meget hidsige ryk med korte pauser imellem, hvor fluen har mulighed for at svæve opefter. I det hele taget kan det dog betale sig at variere indtrækningen betragteligt og bibringe fluens gang en vis form for uforudsigelighed. Hugget kan falde når som helst; når fluen svæver opefter, i selve indtrækningen nedefter eller når fluen sitrer i overfladen. Under alle omstændigheder er det en fordel at have is i maven, for på det helt lave vand vil man som oftest kunne se fisken, når den vender og accelerer for at tage fluen. Og så gælder det i høj grad om at være koldblodig og vente med tilslaget til, at man mærker vægten af fisken for enden af linen.
På listesko i waders efter havørred på lavt vand
Diskretion er en anden vigtig nøgle til succes, når havørrederne jager på det helt lave vand. For det første er de langt mere eksponerede og dermed sky, når de færdes over lavvandede kyststræk. For det andet er de som regel så tæt på land, at fluefiskeren – en stor klodset og forvrænget skikkelse, der vifter faretruende med armene – er relativt let at få øje på. Det kan derfor godt betale sig at holde sig lidt på afstand af fiskene, og måske falde på knæ et godt stykke oppe på stranden. Herfra kan man i lettere ubemærkethed observere fiskene, tage en dyb indånding, få sendt det afgørende kast af sted og i sidste ende få lokket en af sommerens bomstærke og velnærede lavtvandshavørreder til hugget.
Herefter gælder det blot om at holde fast, for en havørred er bestemt ikke begejstret for at blive overrasket på det lave vand. Den kvitterer derfor som regel med nogle helt desperate og voldsomme udløb udefter.
Morgenens hektiske lavtvands fiskeri er ved at være overstået. Det er nu tid til at overveje, om fiskeriet skal fortsættes ud over kystens dybere stræk eller om en
formiddagslur er mere presserende.
jun 16, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Inden for de seneste år har der været en trend mod lettere og lettere stænger til fluefiskeriet på kysten. De spinkle stænger er en fornøjelse at gå med, men valget af de enkelte dele og sammensætningen er afgørende for, at det hele spiller sammen. Her hjælper vi dig godt på vej.
AF PETER LYNGBY OG DAN KARBY
VI FISKER ikke let for at presse grænser. Det giver heller ikke en nævneværdig bedre fight med kystørreder at vælge lettere udstyr. Ørrederne er simpelthen ikke stærke nok, og den kamp fluefiskere fra tidernes morgen oplevede i åens strømmende vand følger ikke med ud i det næsten stillestående kystnære vand. Det giver derimod mening, at gå mod lettere udstyr, fordi vores fluegrej til stadighed bliver både fysisk lettere og bedre kastende år for år. Moderne 5’er stænger kaster nutidens kystfluer ganske nemt, og det er en befriende let oplevelse at tage åstangen med i det salte. Er grejet godt tilpasset kastes endog en ganske stor flue ganske langt ganske nemt…
En omgang lækre lette stænger og hjul til kysten. Udvalget er heldigvis ved at være ganske stort på det danske marked.
Havørred på kystflue
Kystfluefiskeriet er igennem en årrække gradvist blevet lettere. Udviklingen af fluefiskerens grej går i retning af stadigt lettere stænger og hjul. Hvor fluestænger i klasse # 7-8 var normen for år tilbage, så er antallet af fluestænger i klasse # 4-6 hastigt voksende på kysten. Der er dog en række faktorer, som det er værd at være opmærksom på, for at få det optimale ud af det lette grej. Hvor det lette grej tidligere indikerede magsvejr, tynde forfang og små fluer, så er det i dag muligt at tilpasse det lette grej til stort set alle forhold.
Havørrederne på kysten er blevet talrige, men som de fleste ved, så er hovedparten trods alt mindre fisk. Et let fluesæt kan ikke helt opveje de mindre ørreders fight egenskaber, men rigtigt sammensat er det en fornøjelse at fiske med det lette gear dag efter dag.
Her tager vi et kig på elementerne i grejsammensætningen samt fluevalget.
De lette kystfluestænger til havørred
Lette fluestænger findes der mange af på markedet. Der ligger stadig et skel i de fleste producenters stangserier, som afgør, at stænger op til klasse 5 er tiltænkt ferskvand, og at først visse stænger fra klasse 6 og opefter monteres med tanke på saltvand. Uanset den voksende popularitet i let dansk kystfluefiskeri, så er det ikke rigtigt nok til at påvirke de store grejproducenter til at lave specielle stænger til formålet.
Ved stangvalg er det derfor tilrådeligt at prøve sig lidt frem, da smag trods alt er behag. I dag laves selv lette stænger med alle former for aktioner, og mange fristes derfor til at vælge de ultrahurtige aktioner til kystfiskeriet for bedre at stå sig mod elementerne. Disse meget hurtige stænger kræver dog en dygtig kasters præcise timing for at præstere optimalt. Derfor er det ikke det oplagte førstevalg for de fleste fluefiskere, fordi der nemt kommer til at gå for mange kræfter i retning af selve fluekastet, så den lette fornemmelse spoleres. Derimod ligger der mange gode oplevelser i stænger med mere moderate aktioner, men hvor kraften til de lange kast er bevaret. Disse stænger er tilmed i reglen de sjoveste at fighte fiskene på.
Den optimale vægt og balance i kystfluestangen
Fluestangens vægt er et naturligt parameter, men mindst ligeså afgørende er stangens balance. Den typiske stanglængde er fortsat ni fod, men flere og flere stænger dukker op i kortere udgaver. Stænger på 7,5-8,5 fod kræver bedre timing af dig som fluefisker, men vægten reduceres drastisk, og balancen forskydes tilsvarende. Disse fluestænger kommer vi givetvis til at se flere af de nærmeste år. Lækkert og let, hvis man kan ramme timingen under kastet.
De fleste fluestænger er i dag så godt monteret på fabrikkerne, at de tåler det salte brug. Man skal dog være opmærksom på hjulholdere af ædle metaller og med træindlæg. Saltet giver ikke graverende skader på stangen, men der opstår nemt misfarvninger. Det er en smagssag, hvorvidt man holder af full wells eller half wells håndtag, men de fleste lette stænger vil være monteret med half wells håndtag fra fabrikken side. Det er dog muligt at finde færdigtbyggede modeller med full wells blandt de lette stænger.
Savnes der en fightbutt på stangen, som det for mange sig hører og bør på saltvandsfluestænger, så tilbyder grejbutikkerne ofte at eftermontere disse mod betaling. Stængernes øvrige montering er efter vores erfaring mindre væsentlig. Selv om fiskeriet forgår på kysten, så er det stadig et let fluefiskeri, og de tynde liner glider nemt gennem selv meget små øjer.
Kystfluehjulet til havørred skal være let
Et let fluehjul hører selvfølgelig til en let fluestang. Det er let at finde en række passende fluehjul, der vejer fra 110-150 gram. Det er først og fremmest afgørende, at hjulet tåler saltvand, men det er nu nærmere reglen end undtagelsen i dag. Det er bekvemt med storspolehjul til opbevaring af linen, men ellers må personlig smag råde i beslutningen. Der kan findes glimrende fluehjul til kystfiskeriet udført i både økonomiske kompositmaterialer og eksklusivt aluminium.
Kystfluelinen til havørrederne
Linen er et uhyre vigtigt element i fluekastet. Til det lette kystfiskeri foretrækker vi til enhver tid skydehoveder – enten flydende eller intermediate. De lette stænger skal i sagens natur have lette liner, hvor der ofte ikke er mere end 12-15 gram som kastevægt. Da massefylden i intermediate fluelinerne er højere end de flydende liners, så vil intermediate linerne være tyndere og skære bedre i luften samt give markant længere kast. Intermediate linen er i princippet en let synkende line, men man skal huske på, at linerne i de lette klasser ikke synker nær så hurtigt som de tunge klasser. Startes indtagning af fluen med det samme linen lander, når fluen ikke at synke meget, men vi tilpasser alligevel ofte fluerne til netop dette fiskeri, for at undgå kontakt med bunden på lavt vand.
I hårdt vejr er det fordel at fiske med et lidt kort skydehoved på omkring ni meter for at øge massefylden, men vær opmærksom på, at linen da vil synke en tand hurtigere.
De bedste skydehoveder til kystfluefiskeri efter havørred
Til skydehovederne benytter vi helst monofile runningliner i 20-35 lb. brudstyrke. Disse liner er generelt bløde og giver minimal friktion under kastet. Derved kan selv den lette klump tage fluen med langt ud over vandet. Bag runninglinen bør sidde en smule gel-spun bagline. Chancen for at se den på kysten er ikke stor i Danmark, men i tilfælde af, at den rigtigt store fisk hugger, er den nok på sin plads. I det lette korstogs navn er det værd at bemærke, at både den monofile skydeline og gel-spun baglinen vejer minimalt i forhold til alternativerne. Det er således muligt at komme frem til et langtkastende og velafbalanceret fluesæt på omkring 200 gram alt inklusive. Der er ikke særlige tips for den lette udrustning, hvad angår forfanget. Her gælder de eviggyldige regler om fluestørrelser, med lange tynde forfang til små lette fluer og kortere og kraftigere forfang til store fluer. Derfor kan du godt møde en spids tæt på 0.30 mm. på en af vores 5’er stænger.
De helt lette kystfluer til havørred
Lette fluer er en væsentlig del af udrustningen. Trods alle indsatser på resten af gearet, så er det stadig fluen, som fisken skal tage i den sidste ende. Kystfluerne kan dog også optimeres til det lette fiskeri.
Først og fremmest har en lettere line sværere ved at bære en tung flue. Vi fisker stadig med ganske store fluer på det lette grej, men fluerne er ikke vægtbelastede og tit bundet på ultralette fluekroge. Samtidig er de ofte dresset med materialer, der ikke suger for meget vand, og fluerne er tit enklere variationer af velkendte superfangere, hvor nogle af materialerne er udeladt. Det er ikke vores oplevelse, at ørrederne er kræsne ned til de enkelte detaljer i en flue, og generelt nøjes vi med at tænke bevægelse, størrelse og farve. Højst sandsynligt reagerer ørrederne på en refleks, og der behøves næppe meget mere end en silhuet for at udløse huginstinktet. Hvis vi ønsker fluen fisket dybere i vandet, så har vi jo allerede en intermediate line klar til formålet.
Der hersker næppe tvivl om en belastet flues effektive jiggende gang i vandet under indtagningen, men omvendt giver de lette fluer et livagtigt og pulserende svæv i vandet, som de færreste ørreder kan stå for. Tankesættet ved fluestikket bør være: Undgå materialer der suger meget vand. Hold dig til relativt lette kroge eller drop ekstra belastning af fluerne. Brug pulserende materialer og børst gerne dubbingen på kroppen ekstra godt ud for mere fylde. Der er ingen tvivl om, at det lette kystfluefiskeri virker, og det er jo noget sjovere at bruge armkræfterne på at hale fisk på land i stedet for at bruge dem på udstyret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010
maj 25, 2026 | Artikler, Fluefiskeri i put and take, Nyheder, PUT AND TAKE ØRRED
Dovenfluer er ikke et af de mest almindelige insekter for fluebinderen at imitere, men hvis du spørger Erik Tveskov, så er det er lidt synd. Især i Put and Take søen kan imitationer af dovenfluer og dens larver nemlig resultere i et spændende og visuelt fiskeri efter de lidt kræsne fisk, der har gået længere tid i søen.
AF ERIK TVESKOV
ØRREDSØERNE rundt om i landet byder på masser af muligheder for at slå sig løs ved bindestikket og binde nogle fluer, der er lidt anderledes end man er vant til at bruge ved åen. Dovenfluen, eller Sialis som den hedder på latin, er et almindeligt syn ved bredden af vandløb og søer i maj og juni. Ved vandløbene spiller den ikke en stor rolle, men det gør den i stilleståendevand. ’
Larven af dovenfluen er et grumt rovdyr, der tager meget store byttedyr. Det er et af de få insekter, der lever på selv ret dybt vand i søerne. Produktionsområdet er derfor meget større end hos fx de smådyr, der kun er knyttet til bredzonen, hvilket betyder, at der kan være rigtig mange dovenfluer i forhold til de andre smådyr i søen.
Det meste af året lever larven i rør på søbunden og er derfor ikke videre tilgængelig som føde for fiskene, men om foråret forlader den dog sit sikre opholdssted, og kravler ind mod land for at forpuppe sig på blød bund langs land. På denne vandring er larven sårbar, og i søerne kaster fiskene sig over den fede larve med stor grådighed. Sammen med vandnymfelarver, vandbænkebidere, dansemyg og bug svømmere er dovenfluen et hit i ørredsøen.
Imitationsfiskeri efter put and take ørreder
En af fordelene ved imitationsfiskeri er, at man lettere kommer i kontakt med de fisk, der har været længere tid i søen, og efterhånden har set det meste af hvad grejhandleren har at byde på. Hvis man samtidig lærer sig at snige sig ind på fiskene og fisker med relativt let grej, samt så tynde forfang som man tør, har man ret gode muligheder for at komme i nærkontakt med de kræsne ørreder, som ellers kan drive en til vanvid.
Et af de steder man med fordel kan prøve at fiske sine larveimitationer, er i lavvandede bugter med blød bund, hvor fluen fiskes langsomt hen over bunden. Men erfaringen viser dog, at det kan betale sig at fiske de fleste typer af pladser af.
Imitationer af dovenfluer
De voksne dovenfluer kendes på deres taglagte vinger og dovne adfærd, som de sidder der passivt på siv og anden vegetation. Men det er et omdiskuteret emne om de voksne dovenfluer er et vigtigt fødeemne.
For mig er det vigtigste om de tager dem, og det sker da trods alt jævnligt. Så er det rigtig lækkert at have en imitation i æsken. En ret stor brunlig eller sort vårflueimitation kan bruges, men det er rart at have en mere specifik imitation, som man kan falde tilbage på, hvis det viser sig, at det er den helt rigtige dag man er ude på.
Dovenfluen fæstner sine æg på vegetation, der hænger ud over vandet, så de nyklækkede larver kan falde ned i vandet. Det betyder, at der kan være en hektisk aktivitet af æglæggende hunner ved bredderne. Er der samtidig er en god fralandsvind, kan der være dækket op til noget rigtig fint tørfluefiskeri.
Til venstre ses en dovenfluelarve beregnet til at fiske krybende hen over bunden, og til højre en imitation af en voksen dovenflue i havsnød….
Dovenfluens larver
Fiskeriet med larverne kan foregå med synkende liner, hvor imitationen kravler over bunden ude på selv ret store dybder. Afhængig af søens dybde kan man dog også snildt fiske larven på et langt forfang og flydeline, hvor fluen får god tid til at synke ned på bunden, og derefter arbejde den langsommeligt hjem langs bunden.
To fluemønstre er normalt rigeligt, når vi snakker dovenfluer. Larven er cylindrisk langstrakt, lys på bugen og har udvækster langs siden samt kraftige ben. Torill Kolbus hækleteknik er god, hvis man bruger lyst flødefarvet polygarn til bugen og mørk polygarn til ryggen. En ganske almindelig Woolly Bugger i mørke farver gør det dog også rigtig fint som efterligning. Den voksne dovenflue imiteres nemt med en flue, som flyder godt i kraft af polygarn og skumgummikrop. Ørredtænderne flænser med tiden polygarnet, men det gør ikke imitationen dårligere…
Materialer til dovenfluelarve
Krog: Langstrakt nymfekrog – fx en Tiemco 200R
Bindetråd: Sort eller brun
Belastning: Tungsten eller andet blyalternativ
Krop: Flødefarvet og mørkebrun polygarn
Forkrop: Todelt afmørkebrun polygarn
Hackle: Brunspættet hønehackle imellem de to forkropsdele.
Materialer til voksen dovenfluelarve
Krog: Langskaftet tørfluekrog
Krop: Sort eller mørk grå skumgummi bundet ind så kroppen fremstår segmenteret
Vinger: To løkker af mørkebrun polygarn.
apr 24, 2026 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Brian O’Keefe har rejst til de fedeste fiske destinationer på kloden, og efter mange år kom turen endelig til Cuba, hvor den stod på tarpon og tarpon – serveret med lidt ekstra tarpon på toppen. Og Brian blev ikke skuffet!
AF BRIAN O´KEEFE
JEG HAR FISKET og fanget tarpon i over 20 lande, men jeg tror, at jeg har gemt det bedste til sidst – Cuba! I tre uger har jeg fisket med dygtige guider i fede fiskebåde i et forunderligt landskab, og landet tarpon 18 ud af disse 21 dage, samtidig med at jeg har haft kameraet i hånden oftere end fluestangen.
Det lyder måske som hårdt arbejde, og det ville det også være, hvis det alle var 50 kilos fisk, men fiskene varierede fra små 5 kilo til en heftig krabat på 50 kilo. Og så er det jo lige til at klare… Dem på omkring 25 kilo er dog mine favoritter. De hopper højt i luften, hamrer fluen kontant og river linen af hjulet med en svimlende hastighed.
Man skal lede længe efter smukkere omgivelser at kaste sin flueline i, end Jardinez De La Reina.
Glade dage i Havana før tarponfiskeriet
En af de ting, der gør størst indtryk på Cuba, er Havana. Det er en fantastisk start på turen at blive kastet hovedkulds ud i den lokale kultur, som det i den grad er tilfældet i Havana. Her er flotte parker, klassisk europæisk arkitektur, gode restauranter samt masser af liv. Når først man får sin mojito, og den cubanske musik spiller, så er det svært ikke at blive lullet lidt i en trance, hvor man er fuldstændig ligeglad med mañana og bare lever i nuet. Næste gang skal jeg helt sikkert være flere dage i Havana.
I tarponparadis med fluegrejet
Min første uge gik med ophold på en husbådslodge ved navn Tortuga, som styres af firmaet Avalon. Denne tre etager høje flydende lodge, er hjem for alverdens lystfiskere med saltvand i årerne. Om aftenen er der frisklavede mojitos. Og mens vittigheder og røverhistorier kører for fuld fart, får man af og til et glimt af den tre meter lange alligator, der hænger ud i kanten af lyset fra husbåden.
Morgenerne foregår i et roligt tempo, for der er ikke langt til fiskepladserne. Tortuga Lodge ligger opankret i en beskyttet vig, og så snart du træder ombord i den lille flatsbåd, kan du faktisk begynde at kigge efter tailende bonefish, permit og rullende tarpon. Guiderne tjekker vind, vejr, tidevand og ikke mindst dine knuder. Kaster du bare nogenlunde, skal der nok blive rigeligt med action.
Tarpon rangerer højt på listen over de mest attraktive fisk blandt saltvandsfluefiskere, og mange vil nok sætte dem øverst på podiet på grund af deres hårde hug i overfladen, lange seje udløb og mest af alt deres akrobatiske spring. Det er ikke bare en fisk, der flyver op i luften, men en blanding af et massivt stykke sølvtøj kombineret med plasken, snurren og eksplosioner, som ingen anden fisk kan matche. Er man typen, der ikke bander – så bliver man det. Har man købt et billigt fluehjul – så fortryder man det. Betragtede man fiskeri som en hobby – ændres det til at blive en besættelse. Jo – tarpon er en fisk, der ødelægger arme, grej og sind…
Tarpon er en prægtig fisk, og det er ikke tilfældigt at den rangerer som nummer et på manges liste over yndlingsfisk.
Tarpon – overalt på Cuba
De cubanske tarpón findes i meget varierede områder – på indersiden af koralrevene, langs sandskrænterne ved flats’ene, lagunerne og langs mangrove bredden. Hver af disse steder har den sine foretrukne fluer. Min anden uge på Cuba foregår ombord på yachten, The Avalon Fleet. Dette luksusskib har alle de faciliteter, man kan drømme om – inklusiv gourmetkok samt, uendelige mængder af kolde øl og mojitos! Skibet ankrer typisk op i små beskyttede vige, få minutter fra de rullende tarpon. Hver morgen står vi tidligt op, griber et par stænger fra stangholderne og nupper et sæde i en af de små skiffs. Det dæmrer mod øst. Først bliver himlen lyserød – så orange og derefter glødende rød.
Guiderne slukker motoren og lader bare båden glide med tidevandsstrømmen Pludselig er de der: Tarpon – store stimer af rullende tarpon. De kan lide denne plads, hvor strømmen fører byttefisk og rejer ned fra flats‘ene og ud på det dybere vand, hvor de patruljerer. Det er ikke unormalt at være omringet af 30-50 rullende tarpon på disse magiske morgener. Når linerne kommer i vandet, går der ikke længe før én, to eller tre fiskere har fisk på. Tarpon´erne eksploder til højre og venstre og kameraerne bliver affyret i maskingeværstempo. Disse morgener må være den ultimative start på en dag, der knap er begyndt. Og efter solen står op og huggene stilner af, sejler vi bare tilbage til båden og til en stor gang morgenmad, inden dagen begynder endnu en gang. Jo det er livet!
Omgivelserne er ikke så ringe endda på Cuba.
Efter tarpon med Cayo Largo
Min tredje og sidste uge i Cuba nød jeg på øparadiset Cayo Largo. Her er direkte fly fra Havana samt flere ugentlige fly fra Italien og Canada. Avalon har et lækkert fiskecenter her også. Her er resorts hvor al mad, drikkevarer er inkluderet.
Der står dygtige guides til rådighed, og der er selvfølgelig også en pool, så man kan svale sig efter de hektiske fights. Og efter at have været to uger til søs, er det lige sagen med sådan et resort. I den lokale by er der et diskotek, hvor der er fuld gang i tango, salsa og latinamerikanske rytmer. Vi midaldrende fluefiskere gemmer os dog i skyggen og undrer os over, hvordan man kan bevæge sin sådan… Men udover smukke dansere er der også et fantastisk fiskeri. Området er inddelt i zoner der befiskes på skift, så alle pladserne får pauser. Som de andre steder, er der gode chancer for Grand Slam, med permit, bonefish og tarpon på én dag, og vi så flere store tarpon op mod 50 kilo inde i de små laguner og kanaler. De ville have den sorte og røde flue. Nogle steder går den under navnet Red and Black – andre steder Black Death eller Belize Special. Uanset navnet, så er tarpon vilde med den og labber den i sig med stor ivrighed.
I flyet hjem tænker jeg tilbage på de 21 fantastiske dage. Jeg kigger på mine hænder, som er fyldt med ar og små sår. Jo turen har sat sine tydelige spor med masser af knudebinderi, genstridige øl oplukkere, kraftige tænger og håndtering af hidsige fisk – alt det har sat sine spor. Det er svært at tage kampen op mod de spektakulære tarpon uden at der kommer til at flyde lidt blod. Men alligevel vil jeg til enhver tid gentage turen.
Tarpon har en enorm styrke, og kæmper indtil det sidste.
Tips til tarponfiskeriet fmed flue på Cuba
Guiderne er alle garvede veteraner. Det ene øjeblik er de dybt seriøse, beregner vind, strøm og bådens drev, men når fisken er genudsat løsner de op, giver high five og er fuld af store smil. De elsker at fiske! Guiderne fisker et område pakket med hugvillige tarpon, og de har fisket med alle slags fiskere. Og når man fisker tarpon, er der unægteligt en del, der kan gå galt. Her er deres vigtigste tips, så du kan få så høj en succesrate som mulig på din næste tarpontur.
KAST: Ens kasteevner er afgørende ved dette fiskeri. Man behøves ikke at være meserkaster, men det er vigtigt, at man styrer dobbelttrækket uden problemer. En god ide er at øve hjemmefra med en klasse 12 – også i situationer hvor det blæser en del. Så er det nemmer at styre klasse 10’er, når der er en stor tarpon der ruller foran en…
STÅ RIGTIGT: Hugget fra en tarpon kan være voldsomt, og derfor anbefaler guiderne, at man har styr på sit fodfæste. Højrehåndskastere, bør have venstre fod forrest og læne sig lidt frem ad. På denne måde kan man lægge mere vægt i, når man skifter balancen til den bagerste fod, mens der gives modhug med et stripstrike.
STRIPSTRIKE: Øv modhugget hjemmefra ude på græsplænen, mens en kammerat pludselig træder på linen, idet du er ved at hive ind. Så skiftes vægten, og der gives et hårdt modhug. Når hugget fra en rigtig tarpon kommer, er det også vigtigt, at man har fokus på at få styr på sin løsline hurtigst muligt – og her kan kammeraten i båden også hjælpe til.
FIGHT: Det mest effektive er at fighte tarponen med den nederste tredjedel af stangen. De to øverste tredjedele er til at kaste med, men den nederste del har styrken til at udtrætte en fisk. Du burde endda kunne mærke den bøje lidt, helt nede i korken. Når du er klar til at lande fisken, så hold lidt afstand og pas på med at løfte stangen for højt, da den ofte knækker i sidste øjeblik på denne måde. Lad guiden få fat på forfanget og slæk så presset. Jeg foretrækker at tage fisken ind på det lave for at lade den få energien tilbage, før den genudsættes.
BABYTARPON: De små tarpon er enormt sjove og perfekte at øve sig på, før man går efter giganterne. Så spørg bare din guide, hvor de mindre tarpon er. Der er næsten garanti for en fed dag med en masse værdifulde erfaringer.
1) Permit er notorisk vanskelige at fange, men chancen er der alligevel ofte på Cuba. 2) Nej det er ikke en lille sild, men en prægtig tarpon på halvanden meter der springer fri af vandet!
Fluegrej til tarponfiskeriet
Siden de cubanske tarpon varierer så meget i størrelse, er det en god ide at have tre stænger rigget klar. Klasse 8 stangen kan stå som en bonefishstang, der hurtigt kan rigges om til baby tarpon. En klasse 9/10 er perfekt til de mellemstore tarpon samt fungerer også glimrende til permit og barracuda, mens en 10’er eller endnu bedre en 12’er er det der skal til for at tæmme de allerstørste tarpon dernede. Ud over en stang, der kan klare mosten, lærer man hurtigt, at et solidt hjul med en god bremse er afgørende, når det kommer til fighten. Alt mit fiskeri foregår med flydende line, men det er en god ide at have en klar intermediate tip samt synkespids line ved hånden til varierende forhold.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 2/2011
Læs alle vores artikler om tropisk fluefiskeri under rejseartikler i artikelarkivet her.
1) Selvom ens primære fokus er på tarpon, er det svært ikke at lade sig friste når man ser en fin bonefish »taile« inde på lavt vand. 2) Der er både mulighed for at fiske snook, tarpon, bonefish og permit.
apr 2, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder, Spinnefiskeri efter laks
Finn Dahlin med laks fra Varde Å på 108 cm og 14,0 kilo. Fisken huggede på rød-gul FC-spinner, og inden den kom på land måtte Finn en tur i åen. Til højre den klassiske Rapala wobler.
Der er ikke længe til laksepremieren i Vestjylland, så her får du lidt tips til det tidlige forårsfiskeri i de tre største laksevande – Storåen, Skjern Å og Varde Å.
AF LARS CHR. BENTSEN, FOTO: RASMUS BOHNENSACH, KIM B. JAKOBSEN, JENS BURSELL, LARS CHR. BENTSEN, FINN DAHLIN
FISK & FRI har talt med en række dygtige fiskere, der hver især kender deres vandløb som deres egen baghave. Her deler de rundhåndet ud af råd og tips til premierefiskeriet, så du er godt rustet til jagten på en blank dansk laks. Storåen ved Holstebro er det nordligste af de lakseførende vandløb i Danmark – og et af de bedste, men det betyder ikke, at fiskeriet er let. – Vi fik en snak med den lokale ekspert ved Storåen, Kim B. Jakobsen.
Kim er fluefisker om en hals, kendt for sine færdigheder bag fluestikket og ikke mindst for sin eminente flue – Det gule lyn. – Forholdene ved premieren varierer meget, og særligt vandstanden er meget afhængig af vinteren. Selve vandstanden er dog ikke så afgørende først på sæsonen. Vandet er ikke voldsomt plumret, men det kan ændre sig, hvis der kommer regn eller sne – smeltning, understreger Kim.
Sammenlignet med Skjern Å og Varde Å plejer der ikke være voldsomt mange fiskere ved Storåen. Kim fisker på Vemb Lystfiskerforenings vand. Længere oppe – på Holstebro og Omegns Fiskeriforening – er der flere fiskere. For begge steder gælder det, at de typisk er spredt over flere kilometer fiskevand.
Kim B. Jacobsen foretrækker at fiske med Det gule lyn. Men fluer i hidsige farver med kaninskinsvinger er nødvendige, når der skal fiskes aktivt i Storåen.
Laksefluefiskeri i Storåen
– Fiskeriet i Storåen er generelt svært. Strømmen er langsom, åen dyb og standpladserne er ikke synlige fra overfladen, fortsætter han. – Lokalkendskab er alfa og omega, men de fleste lokale fiskere er glade for at hjælpe tilrejsende med råd og vejledning. Jeg anbefaler ofte at fiske fra Vemb by og ud ad – fra det der lokalt kaldes Søndersving til Postens Hul. Det er et fint stykke, der kan fiskes på et par timer. Det er på dette stykke, jeg fanger de fleste af mine fisk.
Når det kommer til selve fiskeriet, så har Kim en række konkrete råd til dem, som ønsker at gæste Storåen: – Åen er ikke bred. Vælg derfor et skydehoveder under 10 meter, tilråder han. – Det letter fiskeriet en del. Skydehoved i synke 3-5 får fluen ned til fisken i den rette dybde, hvor den skal være. Samtidig kan man arbejde aktivt med fluen. Og det er væsentligt. Han foretrækker Guide lines LeCie eller Reaction I 13’7” klasse 8-9. Til de tunge liner er stangen skiftet ud med en 13’2” klasse 9-10. Han monterer taperede monofilforfang på 5-6 fod på sine synkeliner. Det skyldes, at de er nemmere at styre i den altid hærgende vestenvind. Et kort forfang sørger også for, at fluen fisker i samme dybde som skydehovedet.
Klassiske fluemønstre i nye udgaver, som virker i Varde Å. Øverst Black & Silver og nederst Mickey Finn.
En anonym flue som Uldsokken bør være en del af udrustningen for fluefiskeren, som tager turen til Storåen.
Den bedste teknik til laksefluefiskeri i Storåen
Når det kommer til fisketeknik og valg af taktik, har Kim også et par guldkorn: – På Vemb Lystfiskerforenings fiskevand er vi ikke langt fra fjorden, og det er typisk friske fisk, vi ser herude, afslører han. – Det er fisk, som har huginstinktet i behold, og som typisk er mere villige til at hugge på fluen end en standfisk. På trods af det, så er der flere steder, hvor fisken erfaringsmæssigt hviler sig eller står i kortere perioder. Præcis dette er årsagen til, at Kim oftest forsøger at fiske fluen dybt og hurtigt.
– På en sikker standplads kan jeg dog godt finde på at parkere fluen lidt, hvis ikke fisken reagerer på en hurtigt fisket flue de første 3-4 gange, pointerer han. – Når jeg fisker på steder, hvor den dybeste rende løber langs modsatte brink, bruger jeg oftest en belastet flue, der hurtigst muligt synker ned til fiskedybden, mens jeg bruger ubelastede fluer, når den dybeste rende er langs egen bred. Da foretrækker jeg at kaste til modsatte bred og lade linen trække fluen ned.
Ikke overraskende vælger han ofte at fiske med Det gule lyn, som fanger mange fisk i åen. Han anbefaler generelt fluer med hidsige farver og vinger af kaninskind, som tilfører fluen maksimalt liv i det langsomme vand: – Et enkelt mønster, eller to, i 3-4 størrelser er nok, siger Kim, men understreger, at man ikke skal være foruden en mere anonym flue, som Uldsokken, der også lander mange laks og havørreder.
Spinneæsken bør indeholde lidt af hvert. Men blandt de lokale favoritter i Vestjylland finder vi både Vibrax, Panther og Savage Gear spinnere.
Tips til spinnefiskeri efter laks i Storåen
Spinnefiskeriet i Storåen er Michael H. Hansens fortrukne tilgang under premierefiskeriet. Han har sin gænge i Holstebro og Omegns Fiskeriforening, hvor han også er juniorleder. Om sit fiskeri fortæller han: – Jeg bruger typisk spinnestænger på 9-10 fod – gerne op til 28 gram i kastevægt. Det kan virke som kraftigt grej, men det skal kunne klare de store laks, der indimellem fanges i åen. Jeg anvender oftest et Shimano hjul i str. 2500, for så kan jeg også bruge det i Karup, som jeg fisker rigtigt meget i, og det er rigeligt stort til Storåen.
Min favoritline er almindelig nylonline i 0,30 mm. Jeg har dog altid en ekstraspole med fletline i rygsækken, men jeg fisker mest med nylonlinen, som jeg synes giver en bedre føling med endegrejet. Under det tidlige aprilfiskeri fisker jeg kun nedstrøms. Opstrømsfiskeri kan være effektivt senere på året, men et år fangede jeg bare intet ved opstrøms fiskeri i april måned. Men så snart jeg begyndte at fiske nedstrøms igen, så kom der fisk på land. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan er det bare.
Bo Nielsen med en smuk blank laks fra Skjern Å.
Michael fisker gerne med spinner – både den klassiske røde kondomspinner, men også de nyere modeller fra Savage Gear. De fisker rigtigt godt ifølge Michael. I hans optik er de bare problemfrie at fiske med, og han har ikke erfaringer med, at de kinker linen. – Jeg monterer en hægte med svirvel på hovedlinen, hvori jeg 50 centimeter forfang til spinneren, fortæller han. – I hægten hænges et lille lod – 5-10 gram alt efter vandstand for at trække spinneren helt til bunds.
Det er ret vigtigt, og husk ikke at fiske spinneren for hurtigt Jeg bruger det samme rig til wobleren og fisker mest med en orange 7 centimeters Rapala, hvor jeg fjerner den midterste trekrog. Det er min erfaring, at fiskene oftest sidder på den bagerste krog anyway.
Ved premieren minder han om, at der helt sikkert vil være mange mennesker ved åen og fortsætter: – Husk at fiske bevægeligt og lad være med at parkere dig i et hul. Det giver andre mulighed for at komme til, og man får dækket mere vand. Og det er en fordel, da der ikke er mange fisk i åen først på sæsonen. Fra Bur Bro og nedstrøms til Vemb er der ikke så mange, som fisker. Der ville jeg nok tage hen som tilrejsende fisker, slutter Michael.
Efter premierelaks i Skjern Å
Skjern Å er Danmarks ubestridt bedste laksevand – målt på antallet er fisk, der bliver fanget. Strømmen i Skjern Å er friskere, og standpladserne er ofte lettere at læse for den tilrejsende fisker end Storåen. Vi har taget en snak om sæsonstarten med den lokale ekspert Bo Nielsen.
Bo er fluefisker om en hals – og dertil en kendt og meget dygtig fluebinder. – De fleste fisker med tohåndsstænger fra 12’6” til 14’ i Skjern Å, understreger han. – Jeg foretrækker en 12’6” stang i klasse 9-10, da vestenvinden altid er en uberegnelig faktor. Selv en let vestenvind er nok til at besværliggøre fiskeriet, hvis man fisker med for let grej. Og det overrasker altid de tilrejsende fiskere. Det er vigtigt at fiske dybt – tæt over bunden – men det afhænger selvfølgelig meget af strøm og vandstand, og hvilken line der bedst kommer ned til rette dybde.
Foråret med fluestangen ved de vestjyske åer, er tiden, hvor der er plads til ubesværede kast. Men det ændrer sig, og vinden er altid en uberegnelig faktor.
En synke 3-4 er altid et godt udgangspunkt – og så er flydende/synke 7 efterhånden blevet rigtigt populær derude. Fluerne behøver ikke være nogen videnskab. Beiss-agtige fluer med vinger af kaninskind er et godt valg, men jeg bruger også en anden flue. Det er bare en, jeg har nørklet sammen derhjemme ud fra en svensk fiskekammerats erfaringer. Rust-farvet kaninskind, et sunburst-gult hackle og så nogle orange- og sortstribede gummiben. Det virker bare. Som de fleste andre vestjyske vandløb er Skjern Å ofte humusfarvet, og derfor er brune og orange farver også giftige.
Jeg arbejder meget med fluen, mens den svinger over åen. Lige så snart jeg har en fornemmelse af, at fluen har nået den rette fiskedybde, begynder jeg at tage den hjem med nymfegreb, mens den svinger. Selvom der egentlig er en god strøm i Skjern Å, så er det aldrig til skade at tilføje mere bevægelse og ekstra fart. Vandstanden kan være afgørende for, hvilket sted jeg vælger at fiske. Som tilrejsende fisker anbefaler jeg, at man tager et nærmere kig på området omkring Albæk Bro. Både opstrøms og nedstrøms for broen er der mange standpladser, og stykkerne holder altid fisk – uanset vandstand, slutter han.
Her er forfatteren med sit bedste premiereminde – 8,9 kilo ægte vestjysk laks fra Varde Å. Kroget, fightet og landet i tide til at møde på arbejde kl. 8.
Laksefiskeriet i Varde Å
Varde Å byder ikke på helt så mange laks som Skjern Å – men til gengæld er de store – helt op til over de 20 kilo. Man skal ikke fiske ret længe i Varde Å, før man løber ind i Lars Ager. Lars er lokal og har fisket i åen hele sit liv – og han fisker mere end de fleste. Han kender åen som få andre, og deler her ud af lidt af sin erfaring. – Premieren bliver spændende, og mon ikke det bliver endnu en succes, funderer Lars. Den første snesmeltning i år trak helt sikkert blanke fisk op i åen – det gælder bare om at finde dem, mener Lars.
– Jeg tror, de friske laks er meget rastløse og flytter meget rundt fra plads til plads. Hvis en plads ikke udløser hug fra en laks, så bevæger jeg mig hurtigt videre til den næste. Førhen var pladserne helt fra Karlsgårdeværket og nedstrøms til Hængebroen nogle af mine favoritsteder, og det er de nok også i år. Men alle berømte fiskepladser vil være godt besatte under premieren. Men – der er ingen der ved, hvordan »den nye å« kommer til at påvirke fiskeriet og laksens fordeling i å-systemet. Det er jokeren under premieren. Mit råd til den tilrejsende fisker vil være at opsøge pladserne fra sammenløbet mellem Ansager Å og Varde Å – og ned til Sig Fiskeri.
Med spin efter laks i Varde Å
Lars Ager er en alsidig fisker, der gerne fisker med både spin og flue, men det er trods alt oftest spinnestangen, han har i hånden, når man møder ham ved åen. – Jeg foretrækker Vibrax eller Panther spinnere i 12 eller 15 gram – gerne med cirka fem grams ekstra vægt foran, fortsætter han. En stor svirvel kan også være nok, og den har den fordel, at den ofte fanger grøde og andet, inden det rammer spinneren.
Opstrømsfiskeri gør det let at fiske dybt – helt nede ved bunden – hvilket er afgørende. Men tværstrøms kast – måske en lille smule opstrøms, hvor man lader spinneren synke, for derefter at lade den svinge med et godt »svæv« i vandet, er også rigtigt effektivt til de friske laks. Når der er meget vand, er en orange Rapala-wobler bare giftig. De helt store overlader jeg nu gerne til de andre – 9 centimeters udgaven er rigeligt til mig. Wobleren fiskes oftest nedstrøms med et 15-20 grams lod foran. Den monteres i en 3-gangs svirvel, hvor vægten monteres i en tavs på 20 centimeter og wobleren 80 centimeter bag loddet. Jeg bruger oftest wobleren over deciderede standpladser, mens spinneren er bedre, når der skal dækkes noget vand, som ikke er så markant med standpladser. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at spinneren vil score godt med fisk på de nye stykker, der er mere flade. Men spinflue er rigtigt effektivt, hvis man har tålmodigheden til det.
Laksefight i Varde Å, i skoven nedstrøms Karlsgårdeværket. Bemærk de høje brinker og mange træer – ideelt fluevand med enhånds stangen.
Efter laks med fluegrejet i Varde Å
Fluefiskeriet i Varde Å foregår oftest med tohåndsstang. Stænger fra 12’6” til 14’ er det mest almindelige, og ligesom ved både Skjern Å og Storåen er det synkelinefiskeriet, der er på dagsordenen. Synkende skydehoveder fra synke 2-5 kan holde fluen i rette dybde.
Men Varde Å tilbyder også et fluefiskeri, hvor enhåndsstangen kommer til sin ret – fx i skoven fra Karlsgårdeværket og nedstrøms. Her er åen ikke så bred, og der er træer helt ud i åkanten. Stænger fra 9’6” til 10’ i klasse 7-8 er at foretrække med tilpassede skydehoveder i synke 2-5. – Den perfekte klumplængde til enhåndsstangen er 7-8 meter. Selv foretrækker jeg Zpey’s Unique Compact-serie, fortsætter Lars. – Den er som skabt til Varde Å, fordi den er let at kaste under trange forhold og kan bære en stor rørflue. Varde Å er som Storåen et vandløb med en tung, død strøm, hvor det er afgørende at arbejde aktivt med fluen, så den får ekstra liv og fart, mens den er i vandet. Jeg bruger primært to fluer til det tidlige fiskeri – min variant af den klassiske Black & Silver, samt min egen, moderne rørfluevariant af den ligeså klassiske Mickey Finn. Det vil sige, en mørk og en lys i nogle hidsige farver på cirka 10 centimeter, slutter han.
Tilbage står blot at ønske alle en god premiere. Husk at premierefiskeriet trækker mange mennesker ud til åerne, og tag derfor hensyn til alle. Og frem for alt – sæt dig grundigt ind i gældende regler.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2011
Kim B. Jacobsen med én af sine fluefangede laks fra Storåen.
mar 20, 2026 | Nyheder
Rasmus med en massiv laketrout fra Canada.
Jyske Rasmus Ovesen er uden tvivl en af de dygtigste og mest berejste danske hardcore fluefiskere. Vi har fået en snak den kompromisløse globetrotter, der har fanget de vildeste fisk i mængder, som de fleste fluefiskere kun kan drømme om.
AF JENS BURSELL
Over årene har du i Fisk & Fri og på fiskogfri.dk kunne læse massevis af inspirerende flueartikler af Rasmus Ovesen – både om vores hjemlige fiskeri efter fx havørred og gedder, men også de vildeste fiskeeventyr med fluestangen rundt omkring i verden. Artikler der ikke blot er publiceret i Danmark, men også i en lang række andre lande. Og – på bogfronten har Rasmus også været medforfatter på både ”Havørred – refleksioner på kysten” samt ”Geddefeber”. Men – hvem er egentlig manden bag fluestangen – og hvad sker der lige nu for den storfangende fluefisker, der pt bor i Norge?
Når man nu flytter til Norge, kan man jo også lige så godt fange sig en helleflynder på fluestangen.
Når fiskelivet flytter til Norge
– Jeg flyttede til Norge i 2012, fortæller han. – Til Oslo mere specifikt. Min daværende norske kæreste og nuværende kone – og jeg var blevet enige om at prøve livet i Oslo i et års tid, før vi besluttede os for, hvor vi skulle slå os ned på mere permanent basis. I mellemtiden kom vores datter, Astrid, til verden – og så endte beslutningen med at tage sig selv, og vi slog rødder i byen.
– Som lystfisker er det at stifte familie en forbandelse forklædt som en velsignelse. Det vidste jeg godt på forhånd. Men i al min naivitet bildte jeg mig selv ind, at med adresse i Norge skulle jeg nemt klare at kompensere. – At jeg nok skulle få klemt rigeligt med kvalitetsfisketure ind i en ny hverdag med familien som primært omdrejningspunkt. Mere end et 10-år senere er facittet dog grufuldt klart. Hvor jeg – mens jeg fortsat boede i Danmark – havde mellem 100 – 150 fisketure om året, er jeg nu knapt i nærheden af 50. Og ud af dem er hovedparten henlagt til udlandet.
– Ja, Norge byder på uendeligt mange fiskemuligheder, men afstandene er store. Og Oslo er ikke noget specielt favorabelt udgangspunkt for fiskeri. Der er langt til det meste af det spændende tørfluefiskeri – fx 2,5 timer til Rena og 3 timer til Hemsila). De lokale laksebestande er kraftigt decimeret, overfiskeri er udbredt og Oslofjorden – som tidligere bød på et spændende havaborre-, havørred- og torskefiskeri – oplevede et massivt kollaps det år, jeg flyttede til Norge. Tilstanden har desværre ikke bedret sig i mellemtiden. Der er netop blevet indført et fiskeforbud i store dele af fjorden i et desperat forsøg på at værne om de resterende fiskebestande.
– Jeg kan godt blive præget af melankoli og afsavn, når jeg tænker tilbage på livet i København. Der kunne jeg være på kysten eller i fjorden på kort tid, sammen med én af mine mange gode fiskekammerater.
Rasmus har fisket på de vildeste steder, man kun kan drømme om – og kun med fluestangen.
Fluefiskeri døgnet rundt
– Jeg er ansat som marketingchef i Flyfish Europe, som er den europæiske distributør for en lang række velrenommerede brands såsom Simms, Scott, Scientific Anglers, Lamson, Loon Outdoors, C&F Design og Smith Optics. Og jeg elsker mit arbejde!
– I tidernes morgen havde jeg muligheden for at forfølge en PHD på Roskilde Universitet, eller at blive underviser på Roskilde Katedralskole (Nordens ældste gymnasium). I mellemtiden blev jeg tilbudt et redaktør-vikariat på Fisk & Fri. Dette forlokkende alternativ til den akademiske verden – et sidespor, der egentlig bare var tænkt som et midlertidigt afbræk – førte mig dog ned i et kaninhul, jeg aldrig er kommet op af siden. Jeg endte sidenhen i marketingafdelingen hos Svendsen Sport (nu Pure Fishing), og i 2017 skiftede jeg til Flyfish Europe, som har deres kontorer lige underfor Oslo – i byen Kløfta. Og jeg har aldrig set mig tilbage…
– Det er et privilegium at arbejde i branchen og være en del af det maskineri, som forsyner lidenskabelige fluefiskere med udstyret, der gør dem i stand til at forfølge deres drømme. Samtidig er det tidvist vanskeligt at holde tungen lige i munden og finde den disciplin, der holder alle dagdrømmerierne lidt på afstand. Min måde at håndtere fiskefeberen på er at sørge for, at jeg til enhver tid har én eller flere fisketure planlagt. På den måde har jeg altid noget at se frem til – noget, der skærper mit fokus og gør, at jeg arbejder effektivt hen imod deadlines.
Et stort smil – samt en perfekt kildeørred fra New Foundland.
– Det er let at få det indtryk, at alle andre fisker markant mere end én selv. Men det stemmer nok ikke helt. Desuden er det vigtigt at huske på, at kvalitet er vigtigere end kvantitet. Med tiden bliver de nøje planlagte fisketure, hvor man er af sted med nære venner – uden tidspres eller dårlig samvittighed – mere og mere tilfredsstillende og vigtige. Også selvom fangsterne ikke nødvendigvis bliver bedre af den grund.
Det norske fluefiskeri
– Havørredfiskeri er min helt store lidenskab. Derfor er det også havørred, jeg har brugt mest tid på at fiske efter i Norge. Jeg har tilbragt hundredvis af timer i Oslofjorden, og siden pandemien har jeg været på flere rejser til Nordnorge, hvor jeg har udforsket en række fjerntliggende fjordarme. Det har givet adskillige havørreder mellem 4 og 6 kilo – og kontakt med endnu større fisk.
– Ellers har jeg brugt mange timer på gedde- og sandartfluefiskeri – og på laks. Men laksefiskeriet kommer efterhånden med så stor en bismag, at jeg ikke nænner mere. At fiske efter en art, som – på grund af den griske og naturfjendske norske opdrætsindustri – er på randen af kollaps, gør ondt i samvittigheden. Også selvom engagementet omkring laksefiskeriet er vigtigt i forhold til arbejdet med at redde vildlaksen.
– Mine planer for 2026 involverer et havørredsats i Nordnorge i april, sandartfiskeri i maj og – eventuelt – nogle enkelte dages laksefiskeri i løbet af sommeren (mest fordi, jeg er blevet glad for at kaste med tohåndsstænger). Det er også muligt, at jeg rejser af sted på endnu en tur med fluefiskeri efter helleflynder og store torsk på programmet. Og så glæder jeg mig – som altid – til at fiske havørred med tørflue i de jyske åer i forbindelse med sommerferien. Den henlægges altid til Danmark.
120 cm var denne drømme-GT til Rasmus på fluestangen.
Vilde tropiske oplevelser med fluestangen
– Min sidste fiskerejse var i december 2025 til Cosmoledo Atollen i det Indiske Ocean – lige nord for Madagascar. Og – mens du læser dette rejser jeg til Gabon (Sette Cama) – på den Afrikanske vestkyst – for at fiske efter tarpon.
– Jeg har været heldig at opleve nogle af verdens mest fremtrædende saltvandsdestinationer i Mellemamerika, Mellemøsten og i det Indiske Ocean – og har delt en række uforglemmelige øjeblikke med fantastiske mennesker undervejs. På turen til Cosmoledo Atollen i december lykkedes det mig endelig at lande en fisk, jeg længe havde drømt om
– Efter mere end en håndfuld næsten-oplevelser på tidligere ture – med knækkede flueliner, sprængte forfang og udrettede kroge – lykkedes det mig endelig at lande en virkelig gigantisk giant trevally. Hugget var visuelt spektakulært, fighten intens og nervepirrende, og jeg fik lov at dele hele oplevelsen med min gode ven Martin og den erfarne guide Brandon Poole. Da vi endelig fik fisken landet, var både Brandon og jeg ved at briste af lettelse og eufori. Brandon håndterede båden fejlfrit under hele fighten – forudså fiskens bevægelser og forhindrede den i at vikle sig ind omkring koralhoveder, mens jeg fokuserede på at holde konstant pres og vinde line. Fisken målte 120 cm, og først senere fandt jeg ud af, at guiderne havde et internt væddemål kørende: Den sidste guide, der landede en GT over en meter i indeværende sæson, skulle få en navlepiercing. Pludselig gav Brandons lettelse endnu mere mening for mig.
Rasmus en en smuk donaulaks fra Slovenien.
Mindeværdige storfisk på fluestangen
– Jeg har mange mareridtsagtige minder om fisk, jeg har mistet. Men af dem, jeg faktisk har landet, er én af de mest mindeværdige min første donaulaks. Lige siden jeg var barn, var jeg dybt fascineret af fisk, og jeg elskede at sidde og bladre i et fiskeleksikon, mine forældre havde købt. I det leksikon var der især én fisk, som fangede min opmærksomhed – donaulaksen. Der var bare ét eller andet dragende og ikonisk over den sjældne fisk, som tydeligvis var den ubestridte konge af bjergrige og sneklædte elve i en fjerntliggende afkrog af Europa. Den gang troede jeg ikke i mine vildeste fantasier, at jeg nogensinde skulle få en donaulaks at se i levende live – eller endnu mere usandsynligt, at jeg skulle fange én selv. Og det skulle d også vise sig vanskeligt.
– Først efter flere ture til Østrig, Kroatien og Slovenien med flom, håbløse fiskeforhold og tusindvis af frugtesløse kast, fangede jeg er en majestætisk donaulaks på 102cm – sammen med en lokal guide, Jure Ramovz, som sidenhen er blevet en rigtig god ven og fiskekammerat. Den fisk taler Jure og jeg fortsat om, når vi ses. Og jeg kan stadig få gåsehud over hele kroppen, når jeg tænker på, hvordan hugget faldt, og hvor gennemsyret af nervøsitet jeg var under hele fighten.
Rasmus har fanget rigtig mange laksefiske på fluestangen – blandt andret havvandrende fjeldørred som denne.
19 forskellige ørred- og laksearter på fluestangen
– Nu er jeg mere end gennemsnitligt interesseret i ørred og laks, og det har derfor præget meget af min rejseaktivitet, som ofte har involveret rejsemål i fjerntliggende egne. Ørred og laks har jo en tendens til at trives bedst på klodens mest uberørte steder.
– Når det gælder laks, har jeg fanget samtlige arter af stillehavslaks (pink, sockeye, chum, coho, chinook) samt Atlanterhavslaks. Af ørred- og andre salmonide arter har jeg fanget havørred og bækørred (Salmo trutta), marmorørred (Salmo marmoratus), dolly varden (Salvelinus malma), kildeørred (Salvelinus fontinalis), bull trout (Salvelinus confluentus), lake char (Salvelinus namaycush), fjeldørred (Salvelinus alpinus) regnbueørred (Oncorhynchus mykiss), cutthroat ørred (Oncorhynchus mykiss), softmouth trout (Salmo obtusirostris), lenok ørred (Brachymystax lenok), Amur ørred (Brachymystax turmensis), taimen (Hucho taimen), donaulaks (Hucho hucho) og muligvis flere som jeg har glemt. I tillæg kommer flere fænotypisk unikke underarter af ørred, anadrome varianter, samt flere helt- og stallingearter, som jeg har fanget på tre forskellige kontinenter. Og så er der alle dem, jeg ikke har fanget endnu. Og det er ikke så få!!!
En lake char, der blev et minde for livet
Det er vanskeligt at rangere de mest mindeværdige fangster. Men bortset fra min donaulaks i Slovenien, så mindes jeg i særdeleshed en 15-kilos lake char fra Great Bear Lake i Canada, en 9-kilos fjeldørred fra Tree River i Nunavut, en 93cm søørred fra Island, en 4-kilos kildeørred fra Labrador og Newfoundland, samt en taimen på 125cm fra Delger Floden i Mongoliet. Fælles for disse fisk var, at de blev fanget i gudesmukke omgivelser og tilnærmet uberørt natur.
– For mig handler fluefiskeri om menneskene, stederne, møderne og øjeblikkene, der får mig – ikke et publikum – til at føle dyb taknemmelighed, ydmyghed og opslukt fortabelse., siger Rasmus.
De næste mål med fluestangen
– Der er mange spændende ørredarter, jeg har til gode at fange endnu; eksempelvis japanske yamame og iwana ørreder, havvandrende taimen, abant ørred, inconnu, hvid-plettet fjeldørred og golden trout. De står alle sammen højt på min liste.
– Mit primære mål med fluefiskeriet fremover er enkelt: at have det sjovere. Og jeg har endelig forstået at rammerne ikke defineres af trenderne på sociale medier. For mig handler fluefiskeri om menneskene, stederne, møderne og øjeblikkene, der får mig – ikke et publikum – til at føle dyb taknemmelighed, ydmyghed og opslukt fortabelse. Jeg tror, det er vigtigt, at vi jævnligt minder os selv om, hvor heldige vi er at være i live, og at vi kan komme ud at fiske og opleve naturen med en fluestang i hånden. Alt for ofte glemmer vi det. Når det er sagt, lever jeg ikke altid selv op til mine idealer, og jeg planlægger stadig ind imellem ture med alt for specifikke mål. Efter allerede at have fanget Pacific-, Indo-Pacific- og africanus-permit er ét af de tilbageværende mål at fange en anak-permit – den sidste af de fire store permit-arter. Det vil kræve en tur til Australien – og, fordi permit er permit, er der en meget reel risiko for at gå tomhændet derfra. Sker det, må jeg nok arbejde en del med mig selv og minde mig om alt det, jeg lige har sagt.
feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
jan 27, 2026 | Nyheder
Peter Lyngby har brugt Hot Loops i årevis til sine løkker i fluelinen, og de har holdt til både bonefish, tarpon, laks, ørred og store gedder som denne her.
Er du lidt fingernem er Hot Loops er en genial, hurtig, let og stærk metode til at lave en diskret løkke på dine flueliner. Her får du opskriften på hvordan.
AF PETER LYNGBY
UDVALGET af flueliner, skydehoveder, skydeliner og forfang har aldrig været større. Fluefiskeriet har til gengæld næppe været mere effektivt end det er i dag. Det store lineudvalg gør det nemt at variere fiskeriet og via loops skiftes smidigt mellem forskellige liner og forfang, så fluen fiskes effektivt under de fleste forhold. Derfor fødes en række flueliner og forfang med færdige loops fra fabrikkerne.
Hotloops til dine flueliner
Det er praktisk og nemt, men det begrænser variationen i selve linerne. Mange fluefiskere ønsker at tilpasse linernes vægt og længde til egne behov, og er derfor nødsaget til selv at montere loops på linerne. En række metoder har gennem tiderne vist sig brugbare, men alle har de det til fælles, at de er tidskrævende eller avancerede at fremstille. En del af de fabriksmonterede loops er lavet af selve linen, og denne fremgangsmetode kan du snildt anvende til dine egne liner. Ved at smelte linens coating sammen opnås en stærk samling og en smidig overgang uden brug af tråd eller lim.
Værktøj til at lave hotloops
Du behøver reelt set kun to stykker værktøj, nemlig en varmepistol og et barberblad. En brugbar varmepistol kan fås i de fleste byggemarkeder for få penge. Nøglen til operationen er materialet krympeplast, som fås i alle elektronik forretninger. Fordelen ved krympeplasten er, at man kan tilføre høj varme uden at materialet under plasten brændes. Eftersom plasten, som navnet antyder, krymper under varmepåvirkningen, så holder det emnerne fast og er med til at forme og samle massen indeni.
Metoden kan anvendes både til at lave loops på spidsen af hele flueliner, til at samle flueliner og til at lave loops på skydehoveder. De fleste typer af coating på flueliner egner sig til at smelte, men der er nitter imellem. Metoden kan ikke anvendes til flueliner med monofile kerner, da disse smelter ligeså nemt som coatingen.
Krympeplastet fås i grejbutikkerne i en række forskellige tykkelser og det er tilrådeligt at plastrøret svarer tættest muligt til dimensionen af loopet. Dermed bliver krympeeffekten størst. Flue linens coating smelter ved cirka 400 grader celcius og overophedes nemt. Får linen for meget varme bobler den op, får en mørkere farve og bliver hård når den er kølet ned igen. Derfor er det nemmest at kontrollere smeltningen med en varmepistol. En lighter kan bruges til nød, men man skal holde tungen lige i munden for at holde den rette temperatur.
Sådan laver du hotloops til dine flueliner
Loopet eller samlingen laves ganske enkelt ved at ligge linen dobbelt i et stykke krympeplast. Et stykke plast på cirka ti centimeter er passende og alle overlap bør være omkring seks centimeter. Hvis to stykker flueline skal smeltes sammen bør overlappet være mellem otte og ti centimeter. Nemmest er det at lave et loop i spidsen af en line. Linen skæres skråt i spidsen med et barberblad og ligges dobbelt i plastrøret, hvorefter loopet smeltes. Lidt mere avanceret er det at lave et loop i enden af et kraftigt skydehoved.
Her bliver loopet for tykt hvis linen blot ligges dobbelt. En enkel løsning er derfor at ligge et loop uden på skydehovedet. Loopet laves bedst af en coated runningline. Fordelen ved denne løsning er at skydehovedet kan tilpasses under prøvekast og kun tilføres en meget lille ekstra vægt. Ved en række andre løsninger skal man kompensere for at der senere skal skæres eller fjernes et stort stykke coating på skyde – hovedet, så vægten derved reduceres.
Holder det med hotloops på fluelinen?
De hotte loops kan vække skeptikeren i enhver. Holder det nu? Går det op? Vi har været der og rystet på hovedet. Men det virker og det holder. Ofte anvendte flue – liner har nu flere år gamle loops, der stadig ser ud som da de blev smeltet. Skydehoveder er tævet dag ud og dag ind, uden at samlingerne har løsnet sig. Ikke mindst har en række tests vist, at det sandsynligvis ikke er i det smeltede loop eller i samlingen at linen vil knække under stor belastning. De fleste flueliner bør først knække under en belastning som er langt over fluestængernes formåen, men endnu er det ikke lykkes os at få et hot loop til at briste.
