aug 11, 2023 | Nyheder
´- Vi har i den sidste tid oplevet et fantastisk fiskeri i lokalområdet med rigtig mange fisk – og også store fisk! Sådan lyder det fra Henrik Pold, der har nydt rigtig godt af det fine fiskeri. – Jeg var taget ud en tidlig morgen sammen med et par fiskevenner i jagten på de store fisk, fortsætter han. – Vi gik alle med bombarda og små brune fluer; jeg med en af mine egne fluer bundet på rør. Jeg lagde ud med en mindre fjordørred omkring 45 cm. som jeg gav friheden igen i håbet om, at en større ville med hjem. Den næste fisk var en fuldfed flot blank ørred på 54 cm, og så var jeg i ekstase, for det er dælme ikke så tit, at jeg fanger fisk i den størrelse. Selvfølgelig skulle den med hjem til grillen.
– Kort efter kom hugget: En virkelig stor fisk tog min flue hårdt og kontant. Den slog vildt med hovedet og rev godt med line af hjulet. Heldigvis var jeg flankeret af en særdeles dygtig fisker, som hjalp med at nette dyret. Inde på land målte vi den til 64 cm, og det var ny PR for mig, så jeg var helt oppe at køre. Den fik en over nakken og røg med hjem til røg. Og dælme om jeg så ikke i kastet efter ramte endnu en fisk på 54 cm, som naturligvis blev genudsat med det samme, da jeg havde fået, hvad jeg skulle have med hjem.
– Men her endte historien dog ikke, for inden jeg tog hjem fra kysten lykkedes det mig at lande yderligere en havørred omkring 45 cm samt endnu en på 64 cm! Det skal lige siges, at jeg slet ikke var ene om at have superfiskeri den morgen/formiddag. Den ene af de andre fik intet mindre end 10 havørred med de største på 62 og 68 cm, som alle blev genudsat. Den anden nøjedes med to omkring 50-55 cm. En helt utrolig oplevelse, som jeg næppe for lov at opleve igen med to fisk over den gamle PR på samme tur, slutter han.
Hvis du vil vide mere om havørredfiskeri, så tjek alle vores mange artikler om kystfiskeri på fiskogfri.dks artikelarkiv her.
jun 20, 2023 | Nyheder
– Klokken er 22.30 og mine gæster har endnu ikke forladt huset, da jeg drøner imod fiskevandet, skriver Chris Gregers Halling. – Heldigvis er det min datter og svigersøn, der er på besøg, så tilgivelse er sikkert opnåeligt i en nær fremtid. Det koster måske en ekstra gang aftensmad og måske et par øl – og det skulle ikke være første gang, at jeg må købe mig til familiens tilgivelse for spontant fravær. Men der er en grund til, at jeg ræser ud af døren denne sene søndag aften. Jeg skal tilbage til pladsen fra fredag nat, for fisk over tre kilo gror ikke på træerne… Eller står bag hver en tangbusk på mere egnet fiskesprog, så fredagens oplevelser havde sat dybe spor i en havørredfiskers allerede arrede sjæl.
– Jeg må tilbage, for at se om det virkelig er noget specielt, eller om det blot var et rent tilfælde, at jeg både hørte, så, mistede og landede gode fisk derude. Det er som en kraftig magnet, der trækker i mig og jeg kan ikke undvige trækket. Claus Primdahl er allerede på pladsen. Egentlig havde jeg tænkt mig at holde den hemmelig for selv de nærmeste venner, men sådan er jeg jo heller ikke. Jeg forlangte blot nogle ting af ham til gengæld. Ting der ikke egner sig til dette forum, men som kan ses på forskellige betalingssider på det mørke internet. Han indvilligede og nu skal vi så fiske sammen… Bare rolig – han slipper for betalingen.
Masser af havørred på pladsen
– Da jeg ankommer til p-pladsen ringer jeg lige for en status rapport. – Jeg har lige smidt en god, siger Claus i telefonen. – Og mere behøvede han ikke at sige. Som en menneskelig udgave af Roadrunner iler jeg mod pladsen et stykke væk fra parkeringen. Men at småløbe i waders en lun sommer senaften er egentlig ikke en god ide. ”De fede må svede” ville de fleste der så mig nok sige. Selv er jeg overbevist om, at det er en gedigen omgang fiskefeber, der har fået kropstemperaturen op i det røde felt og gennemblødt min tynde trøje.
– Claus og jeg deler en hurtig øl. Væske skal der til, og det eneste vand i nærheden smagte af salt, så en kold øl virkede mere fornuftigt. Ærgerligt, at de kun kommer 33 cl. i sådan en dåse. Jeg mener måske jeg tabte en liter væske på vejen derud, men det må der kompenseres for senere. Vi aftaler at være tilbage ved bilerne senest klokken 02:00. Ikke så meget fordi vi begge skal på arbejde næste dag, men fordi vi kender hinandens evne til at fortsætte i det uendelige, hvis der er gang i fiskene. Og som vi stod der, blev det midnat på en sommer søndag.
– Vinden er 0 m/sek, så da en havørred vender i overfladen, høres det nemt. Og så vender en mere…. og en mere… og pludselig en del flere. Vi lister i vandet med monterede skumfluer. For mig er det noget forholdsvis nyt, men Claus har dyrket dette fiskeri i årevis, så det er en ægte skum fidus… øhh… ekspert, jeg nu står få meter fra. Der går da heller ikke mange minutter, inden et ordentlig skvulp høres et stykke foran Claus. ”NEJ – den fik ikke fat” råber han. De næste 10 minutter plasker tre havørreder op efter min skumflue. Ingen af dem får ordentligt fat, og jeg konstaterer, at havørreder er elendige til at hugge skumfluer. De er simpelthen for voldsomme i deres angreb og puffer ofte fluen væk fra dem selv i ren aggressiv iver.

Havørred i nattemørket er bare vilde med skumfluer.
Havørredhug i overfladen
– Men så pludselig står Claus med spændt bue og lander kort efter en fed 50 cm fisk. Vi beundrer den et øjeblik i Claus’s medbragte gumminet. Det er satme en smuk fisk sådan en havørred. Claus har dårligt sluppet halen på den under genudsætning, da en tvilling til den tager min skumflue ordentligt. Også denne fisk genudsættes, og vi highfiver hinanden. Mission accomplished. Det er tid til en kaffepause.
– Som vi står der på stranden, hører vi en del fisk derude i overfladen. Enkelte af disse giver nogle ordentlige drøn, når de vender i vandet i voldsom jagt på bytte. Der er rigtig gode fisk inde igen denne nat, og kaffepausen bliver kort. Vi står måske 25 meter fra hinanden, da en rigtig fornuftig fisk vender foran mig. ”Den var da vist fin den der”, konstaterer Claus på afstand. At han havde ret, var noget vi skulle finde ud af kastet efter.
Et solidt havørredhug på skumfluen
– Kastet er kort, for fisken viste sig måske kun 10 – 12 meter fra mig. Jeg aner ikke rigtig noget om skumflue fiskeri, så jeg gør, som jeg plejer, når jeg fisker med sølvræven. Stangen under armen efter kastet og så indtag af fluen med begge hænder. Langsommere end med ræven, men dog stadigvæk samme teknik. Om det overhovedet er rigtigt aner jeg ikke, men havørreden syntes i hvert fald, at det må have virket spændende. Jeg tror ikke, at der er mere end 4 meter mellem stangspids og flue, da havørreden tæsker overfladevandet i et voldsomt hug. Fisken fra i fredags hørte jeg ikke hugge. Men denne her var man modsat overhovedet ikke i tvivl om. Som hvis man havde smidt en middelstor sten i vandet, vender fisken med fluen i munden i hugget.
– Det går hurtigt op for mig, at dette er alvorligt. Jeg tør næsten ikke tænke det, men ret hurtigt inde i fighten strejfer det mig alligevel. – Den føles næsten bedre end den, jeg fik forleden, er en tanke der sniger sig ind. Jeg kigger på 5 meter blæretangsbælte mellem mig selv og kysten. Det gik godt i fredags, men denne fisk vil jeg nødigt slæbe igennem disse tangbuske. – Clausssssss” kalder jeg ud i mørket med en kælen og bedende stemme. – Jeg tror gerne, at jeg vil have nettet den her, Konstaterer jeg bedende.
– Fisken er givetvis ganske fin, så der er god tid til, at Claus kommer de 25 meter igennem vandet hen til mig. Da han ankommer med nettet i hånden, tænder vi begge pandelamperne. Fisken glider forbi os nogle meter ude i lampernes skær, og hvis jeg var i tvivl om fisken var på størrelse med fredagens fisk, så var det ikke længere et spørgsmål. Det var den. Jeg presser den ikke unødigt hårdt, så der går et par minutter, inden den kommer sidelæns ind i overfladen. – Er det nu? Er den klar? spørger Claus med det frelsende net. ”Ja….. JA FOR HELVEDE! Er vist en ret korrekt gengivelse af mit svar.
Ny havørred-PR på skumflue
– Claus sænker nettet i vandet, og fisken glider ind mellem netmaskerne. Da han løfter netrammen over vandet plasker fisken voldsomt og giver ham et sikkert tiltrængt brusebad i saltvands sprøjt. Vi kigger måbende på fisken i nettet og begiver os ud i barnlige brøl, kram og en form for sejrsdans i vand til livet. Da fisken placeres på strandens sparsomme græs, kan den endelig beundres. Den er større end jeg regnede med, og jeg slår dermed en ny PR på skumflue. Den gamle rekord er fra i fredags, men lad da endelig disse rekorder blive slået ofte.
– Jeg er nødt til at finde på nye rekorder at slå. Min største havørred nogensinde slår jeg ret sikkert aldrig, selv om den er over 25 år gammel. Den var 69 cm og 3,71 kg. Min fisketur er slut, selv om fiskene fortsat plasker rundt derude. Det er svært at forklare lykken ved sådan en fisk, men det er en følelse, der uden besvær bringer en igennem næste arbejdsdag, selvom sengen først blev fundet sent. Det er sikkert ikke sundt, men hvis det er prisen for mit elskede sommerfiskeri om natten, så betaler jeg den gerne. En læge vil sikkert være uenig, når jeg påstår, at hvis søvnmangel skyldes havørredfiskeri, så er det livsforlængende. På den anden side… – han kan sikkert heller ikke modbevise det.
jun 14, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg har de sidste et par år haft en drøm om, at fange en karpe på fluestangen, fortæller Irena Mathiasen. – Men som vi nok alle ved, så fanger man ikke drømmefisken, hvis man ikke prøver. Jeg har kun én enkelt gang før givet det et forsøg – desværre uden held. Så da jeg her den anden dag riggede min fluestang op med min hjemmebundne brødflue, var håbet lige så stort som glæden. Selvom det måske ikke lykkedes, føltes det fantastisk endelig at give det et forsøg!
– Over al forventning gik der ikke lang tid, før den første karpe tog min velpræsenterede flue. Jeg var en sand ninja med modhugget og rev brødet ud af munden på karpen, inden den fik chancen for at lukke munden. Med den fejl skrevet bag øret, forsøgte jeg mig igen. Da den næste fisk kom op og tog min flue, holdt jeg vejret. 1…..2…… NU! Og så kom der et kæmpe plask. Jeg måtte erkende, at selvom jeg følte, at jeg gjorde alt rigtigt, så forsvandt også denne fisk. Øv!

En smuk lille skælkarpe blev den første karpe på flue til Irena Mathiasen.
– Jeg havde lavet en del larm i den ende af søen og begyndte at liste mig videre rundt imellem buske og træer. Undervejs bandede og svovlede jeg lidt for mig selv, over måske at have misset min chance. Efter noget tid fandt jeg et par fisk, som gik og virkede fødesøgende på bunden lige ved kanten af nogle siv. Jeg klemte godt med vand ind i min flue så den sank og fik kastet den ud. Der gik ikke længe, før jeg så min flue blive taget! Da jeg løftede stangen, tog karpen straks et godt udløb. Jeg kan ikke prale af at have kroget søens største fisk, og faktisk ville mange måske nok betragte den som decideret lille. Men fighte det kunne den! Et par minutter efter gled den fint i nettet, og min drøm var en realitet! Den blev løftet op til et hurtigt billede, før den kom retur til søen. Jeg kunne ikke ha været mere glad og stolt, over endelig at kunne krydse min første fluekarpe af på listen.
– Det er fantastisk, når man sætter sig mål for sit fiskeri. Om det er at fange forskellige arter eller at lære nye teknikker. Lystfiskeriet er en lang rejse, og jeg elsker, at den altid tager mig nye steder hen. Jeg fiskede med min Hardy Ultralite 9`6″ #6 samt et Hardy Ultra Disc 5000 og en flydeline. Det er samme set-up, som jeg bruger, når jeg fisker havørreder i åen, hvilket jeg glæder mig til snart at skulle i gang med igen, slutter Irena.
maj 22, 2023 | Nyheder
Forleden var tiden kommet til at få luftet tohåndsstangen for Thomas Berg og Christian Balle fra Hvidovre: – Planen var egentlig et par dage i Mørrumsåen, men da vi var lidt for sent ude, så var alle fiskekort udsolgt – og vi kørte i stedet til Skjern Å, fortæller Christian. – Resultatet blev en flot maj-laks til Thomas på 87 cm, som nænsomt blev genudsat. Thomas kan derved sætte flueben ved den første danske fluelaks, og ny laksefluefisker er født, slutter han.
Husk, at der er masser af fede lakseartikler i sektionen om åfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
maj 21, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– På de vindstille forårsdage, hvor solen står og varmer vandet op, er en af mine yndlingsbeskæftigelser at fiske rimter på brød, skriver Irena Mathiasen til Fisk & Fri. – Det simple visuelle fiskeri giver en nærmest barnlig glæde, når trykbølgen starter og rimten kommer op og tager brødet, der langsomt driver ned af åen. Det er efterhånden blevet en forårstradition at skulle klemme et par ture ind, men sidste år fik jeg en idé, for jeg elsker at prøve nye ting! Jeg satte mig derfor ved fluestikket, og bandt en skummadras-brødflue. Helt simpel og ikke særlig køn, men jeg tænkte den nok skulle kunne fange en rimte.
– Da jeg denne dag begav mig ned til åen, blæste det en lille smule. Mere end jeg normalt ville fiske rimter på, men den skulle alligevel have et forsøg. Jeg begyndte at fodre op med toastbrød, og der gik heller ikke længe, før den første rimte viste sig i overfladen. Den fik hurtigt ryddet brød-sporet, og tilbage var kun min flue og samt ét stykke brød. Jeg holdt vejret, da min flue bevægede sig ned over spottet, og op kom rimten! Den tog min flue og jeg ventede et kort øjeblik, før jeg strammede op, men ak. En misser! Efterfølgende missede jeg en mere, og jeg må indrømme, at jeg kort begyndte at tvivle på om det ville lykkedes.
– Åen var fuld af kajakker, kanoer og både, hvilket er lige dele frustrerende og hyggeligt. De sultne fisk er vant til al postyret, så selvom man når at blive lidt bekymret for, at fiskeriet var færdigt, når bølgerne fra de forbipasserende slog op imod brinken – ja så vist de sig igen kort efter, når jeg igen lod brødet flyde ned langs åen.
– Kort efter en kano havde sejlet forbi, var der pludselig bud efter brødet. Jeg tog et kast og lagde fluen ud i samme bane. To meter fra, hvor jeg så fisken sidst, blev min flue taget! ’1….2….NU!’ Jeg satte krogen, og endelig lykkedes det! Rimten er ingen stor fighter, hverken på spin eller flue, men det var alligevel ret spændende for jeg opdagede hurtigt, at jeg havde kroget et monster! Da den tykke fisk var i nettet, kunne jeg ånde lettet op. Min hjemmebundne brød-flue resulterede i min første fluefangede rimte, og hvilken fisk det var! Jeg opdagede først bagefter hvor stor den rent faktisk var: Den danske rimte flue-rekord, er på 2625 gram, og min flue-rimte vejede 3375 gram og målte 56 cm.
– Fisken blev dog ikke dokumenteret på målebåndet med billeder, så den gamle rekord får lov til at stå. Til gengæld kunne jeg smilende vise den smukke fisk til et par forbigående mennesker der nysgerrigt stoppede op. Selvom det nu er nogle dage siden, har jeg stadig svært ved at forstå det. Aldrig har jeg hverken set eller fanget så stor en rimte, så at have fået den i første forsøg med fluestangen på en hjemmebundet flue, gør den blot endnu mere speciel. Det er nok ikke sidste gang jeg griber fluestangen, når rimterne skal have et forsøg en anden god gang. Jeg fiskede med en Hardy Zane Pro 9’ #6, et Ultraclick 5000 samt den føromtalte hjemme bundne brød-flue, slutter hun.
Rimter kan også fanget på andre metoder – se fx denne video, hvor Nicolai Ulrik Hansen viser dig, hvordan de fiskes på flåd.

Irena Mathiasens fluefangede rimte vejede 3375 gram, og målte 56 cm.
maj 17, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
Traditionen tro gør danske Gorm Andersen fra Team Daiwa det godt i sydsvenske Mørrum her i maj. – I morges fik jeg denne flotte sølvblanke laks i en af de dybe strømrender. Den fightede virkelig godt i nogle minutter, men på trods af, at den var ret aggressiv, havde jeg alligevel ret godt styr på fisken under fighten, indtil jeg til sidst kunne håndlande fisken alene.
– Laksen, der var 100 centimeter og 12,2 kilo, tog min hjemmelavede variant over fluen ”Uldsokken” med gummiben bundet på en lille str. 10 modhageløs krog. Jeg er virkelig taknemmelig for den flotte fisk, slutter han.
Husk at du kan læse en masse artikler om både fluefiskeri og åfiskeri i artikelarkivet på fiskogfri.dk
maj 12, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Selv i spejlblankt vand kan det lade sig gøre at overliste havørrederne med flue. Her ses Michael Jørgensen i færd med at lande en fin
blankfisk.
Kystfluefiskeriet efter havørred skal være let og lige til. Det kræver hverken det nyeste og dyreste grej, eller de smukkeste fluer af de mest eksotiske materialer. Læs videre og få Steen Larsens bud på en god start på kystfluefiskeriet.
AF STEEN LARSEN
HAVØRREDEN er opportunist. Den vælger ikke den flotte leopardbund, og den vælger ikke spidsen af revet, bare fordi vi i vores fantasi synes, at den skal stå der. Når man første gang står på kysten med en fluestang, er det uundgåeligt at føle sig fuldkomment fortabt, i sin søgen efter sølv. Havet er så stort, og man kaster så kort. Men – fortvivl ikke for havørreden vælger med maven og lader sjældent et måltid svømme forbi.

En stille solnedgang nydes, efter en lang dag ved vandet.
Dyrt grej giver ikke flere havørreder
Som nybegynder er der slet ingen grund til at vælge en dyr stang, for det giver ikke øgede chancer for at fange havørreder. Og en nybegynder vil i alle tilfælde have mere glæde af et kystfluekursus end en dyr fluestang. Det er dog en fordel at købe en 4-delt fluestang, da den er lettere at transportere. Da jeg for mange år siden begyndte med kystflue, var standardflueudrustningen på kysten en 9 fods klasse 8. I dag vil mange nok hævde, at en 9 fods klasse 6 er mere rigtigt. Med andre ord så vil man fange havørreder ligegyldigt, hvilken stang, man vælger. Personligt mener jeg, at jeg får flere muligheder med en tungere stang og mine argumenter er længere kast med færre blindkast, lidt mere kraft når det blæser og at det bliver lettere at kaste med større fluer.
Fordelene ved det lettere grej er mere finlir – hvilket jeg oversæt[1]ter til pænere kast, finere præsentationer og mere fornøjelse i udtrætningen af en havørred. Vælg derfor en klasse 8, hvis du også gerne vil kunne fiske gedde og laks i en mindre elv med samme grej eller vælg lettere grej, hvis Put & Take og bækørreder i åen er en del af dine drømme. Det kan godt være, at du begynder din fluefiske-karriere med en WF-line, men med stor sandsynlighed vil du ende med et skydehovedsystem – i hvert fald når det gælder kystfluefiskeri. Alligevel er det ikke forkert at vælge en WF som første line. Mange begyndere får tomme øjne, når snakken går på skydehovedsystemer, skydehovedlængder, runningline og loop til loop samlinger. Er du i tvivl, så køb en WF til at starte med.

En flot havørred på omtrent to kilo sikkert på land. Selvom det ikke er let kan det fint lade sig gøre at fange sådanne fisk på flue.
Fluelinen til kystørred
Det mest almindelige lineklassificeringssystem er AFTM systemet, hvor man læser det nummer, som står på stangen, og så køber en line med samme nummer. Som regel passer tingene rimeligt sammen i praksis, men hvis du er i tvivl, så køb stang og line samme sted og helst i en butik, hvor de kender det grej, de sælger, og kan rådgive dig kvalificeret.
Vælger du et skydehovedsystem, skal du udover skydehovedet have en skydeline – også kaldet runningline. Det er den del, som flyver gennem luften, når kastet er afgivet. Der er meget at vælge imellem lige fra coatede og flydende til ovale. Den billigste løsning er 40-50 meter 0,45 nylonline, men det kan for nogle være lettere at starte med en coatet skydeline.
Forfang og bagline til havørred på kysten
Forbindelsen mellem flueline og flue udgøres af et forfang, som i reglen ikke bør være kortere end 9 fod. Det er tykkere oppe mod fluelinen og tyndere ude ved fluen. For enden af forfanget ud mod fluen, bindes et stykke nylon eller fluorocarbon – også kaldet tippet. Dette forlænger forfangets levetid, da det kan skiftes, når det er slidt, eller man har skiftet fluer tilpas mange gange. Tippet fås i alle tykkelser, men det mest almindelige på kysten er mellem 0,23-0,28 mm. Bind en meter på og skift den, når der er for mange vindknuder eller når den første halve meter er væk.
Baglinen er den del, der sidder inderst på fluehjulet, og dens funktion er at give fisken noget at løbe med, skulle man være så heldig at kroge en fisk, der stikker længere væk end ens flueline er lang. Det er desværre yderst sjældent, man får baglinen at se langs de danske kyster, men de fleste kystfiskere har alligevel 100 meters bagline på hjulet – man ved jo aldrig. Selve fluehjulet behøver ikke at være noget særligt. For 500 kroner får man et fluehjul, som man kan have glæde af i mange år.


De sidste sekunder af fighten er ofte de mest kritiske. Tungen skal holdes lige i munden.
Hvilke fluer er gode til havørred på kysten?
En god kystflue er den, som du placerer foran havørredens mund. Et godt fluemønster er et, som kan tåle et par dårlige kast og komme i kontakt med mere end én havørredmund. Først derefter er der fornuft i at tale om, hvordan fluen skal se ud. I en god kystflueæske bør der være 6-8 forskellige mønstre. De skal have forskellige farve, facon, størrelse og bevægelsesmønster. Ideelt så har man også gerne seks af hver.
Vadeudstyr til kystfluefiskeri
Vaders er de fleste steder et must for at dyrke kystfluefiskeri. Og jeg vil anbefale, at man starter med et par åndbare. Under dem skal man have et til flere isolerende lag. Man er desværre bedst tjent med at have to par åndbare vaders, for huller og lækager opstår ofte, og skal de sendes til reparation, er backup nødvendigt. Vaderstøvlerne skal helst være sådan, at man kan regulere lidt med antallet af sokker, og stadig sidde godt.
En vadejakken ud over vadernes er endnu et must. Husk at den skal sidde ordentligt både sommer og vinter. Test i butikken – check at ærmelængden er i orden, og at hætten er rigeligt stor til, at der både er plads til hue og hat, uden at skuldrene løfter sig. Desuden har kystfluefiskeren en lineklipper, en krogudløser, et målebånd, et fangstnet, ekstra forfang og tippetmateriale, solbriller, en kroghvæsser, fisketegn og en vandtæt pose til mobiltelefonen. Mange har også en linekurv, en vadestav, en vandtæt rygsæk samt en ekstra fluestang, hvis uheldet skulle være ude.

Når havørreden er landet, skal den hurtigt og humant aflives. Hvis da ikke man vælger at genudsætte den.
Giv ikke op med kystfluegrejet
Øvelse gør mester, og har man ikke kastet med flue før, kræver det lidt øvelse. Vælg en plads med vinden ind diagonalt bagfra venstre (hvis du er højrehåndet), og hvor du kan vade så langt ud, at dine bagkast ikke rammer stranden bagved. Kik på kastevideoer på fx youtube, så du får en idé om, hvad et fluekast er. Men endnu bedre er det at tage et kastekursus – enten gennem en forretning eller i den lokale lystfiskerforening. Man kan på en weekend i kyndige hænder komme rimeligt langt. Den lokale sportsfiskerforening er også det perfekte sted at fiskeviden, fiskekammerater, fisketure, fluebinding mm.
Havørred – hvornår?
Der er havørred ved de danske kyster året rundt, men der er ingen tvivl om, at langt de fleste havørreder bliver fanget i marts-april og september-oktober. I de måneder er der almindeligvis tale om dagfiskeri. Natfiskeri er ikke at anbefale til nye kystfluefiskere – selvfølgelig kan man altid fiske ind i mørket, så længe det går – men når man ikke kan se sin line, bliver det meget vanskeligere at kaste.
Med 7314 kilometer dansk kystlinje kan det virke uoverskueligt, men »heldigvis« er langt det meste ikke særligt interessant for hverken havørreden eller lystfiskeren. Derfor skal man som ny kystfluefisker finde en guidebog eller en hjemmesider, hvor kystpladserne er beskrevet. Grejbutikken er også et glimrende sted at søge information om lokale kystpladser. Når man ved, at »XXX« stranden er attraktiv nu, er man nået et godt stykke af vejen. Men den reelle pladsinformation om, hvor pladsen begynder, og hvor den slutter, kan man oftest ikke læse på nettet eller få peget ud i grejbutikken. Men kører man derud i weekenden, er det let at se, præcis hvor de andre fiskere lægger deres indsats.
Som kystfluefisker er man meget afhængig af vinden. For meget vind kan være et problem, men det kan for lidt bestemt også! Derfor er et grundigt tjek af www.dmi.dk eller den norske yr.no, indenman planlægger en fisketur, vigtigt. Erfaring er meget lokal, og derfor er det vigtigt, at man finder en håndfuld pladser, som man lærer at kende under forskellige forhold og forskellige årstider. Det værste, en ny kystfluefisker kan gøre, er at fiske nye pladser på hver fisketur. Men fisk gerne 2-3 af dine udvalgte pladser på en hel fiskedag.
Og så skal du bare lige lokke havørrederne til at hugge
Når kastet fungerer, og fluen lander perfekt, er det på tide at tænke over hvordan man lokker en havørred til at tage fluen. Her er en opmuntring. Du kan næsten ikke gøre noget forkert! Passerer din flue forbi en havørred, kan den næsten ikke fiskes for hurtigt eller for langsomt. Fordelen ved at fiske hurtigt er, som jeg ser det, at man på en fiskedag kan dække mere vand – især hvis man husker at flytte sig mellem hvert kast.
Hvis jeg fisker et hotspot, fisker jeg tæt, og er det en mere åben søgning, går jeg gerne 5-10 meter mellem hvert kast. Ofte vil man fiske hurtigere med en større fiskeimitation, end man gør med en lille reje. Og man vil også bruge længere indtag med pauser med en fiskeimitation. Men havørreder er som sagt meget tolerante.
maj 3, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Til geddepremieren var jeg en tur til Marielyst Fiskesø med Dennis Johansen for at fiske lidt ørred, fortæller Tony Rasmussen. – Jeg har altid gerne ville fange en gedde på mere end 2kg. Mens vi gik rundt så Dennis en gedde og sagde til mig, at jeg da skulle prøve at fiske efter den. Så skiftede han fluen på sin fluestang klasse 5 til en større sort igle, og viste mig hvilken retning jeg skulle kaste.
– Da fluen passerede gedden, skød den frem og tog fluen, og så var fighten ellers i gang. Dennis stod og grinede af mig, for jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Gedden løb hurtigt ud på meget dybere vand, og efter en 10 minutter med flere udløb samt et spring, kunne vi lande fisken, som nu er min nye PR på 7.2kg. Hurtigt blev fisken fotograferet, og derefter genudsat.
Fiskene tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
maj 3, 2023 | Nyheder
– Over den sidste halvanden måned har jeg været på flere gode ture med enten min kæreste eller en af mine kammerater, fortæller Dennis Johansen. – Og vi har fisket i en å, som bare har leveret. På flere af turene har jeg nemlig fået 60-70 fine aborrer fra 700 gram og op til 2.23 kilo.
– Jeg har enten fisket med flue, blink eller små softbaits – og på den seneste tur med min kammerat, fangede jeg over 70 aborrer, og min kammerat fik 22. Kun syv fisk var under kiloet og fire af dem var over 1,6 kilo. Det altid fedt at fiske i strømmen og mærke ens agn, der bare bliver inhaleret – om det så er blink, gummi eller flue. Det altid spændende at se, hvad hullerne i åen byder på.
Fiskene tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.

– Min største aborre på flue her i år vejede 1,92 kilo (ovenfor), mens min tungeste på spin vejede 2,24 kilo (øverst), siger Dennis.
