NÅR HAVØRREDKODEN KNÆKKES

– Fiskeriet var intenst denne weekend, fortæller Kasper Knage. – Vi knoklede derud af, knækkede koden og fandt en stime flotte efterårsfisk i deres fantastiske smukke gyldne farver. Jeppe Hoffmann mistede en større fisk på samme spot dagen forinden….

– Vi prøvede derfor spottet igen dagen efter i samme vandstand. Der var fisk, mange fisk. Jeppes Klasse #4 fluestang flexede i bund, da fisken huggede, og fisken var fri af vandet flere gange under fighten. Jeg selv var den gode kammerat og hjalp med at få fluelinen ind på hjulet uden kludder, så han bare skulle koncentrere sig om fisken. Vi fik den i nettet og nød den smukke fisk, imens den kom sig efter fighten under vandet, hvorefter vi genudsatte den, så den kunne komme videre op til åen, og gøre hvad den skulle, slutter han. 

Læs meget mere om eksperternes tips til kystfluefiskeri i denne store artikel af Rasmus Ovesen.

Få tips til efterårets kystfluer i denne artikel på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.

 

Tradera

Friluftsland

EN SMUK ØRRED FRA SØEN

– Jeg havde lige fået fri fra skole, og planen var egentlig, at jeg skulle have været i åen, fortæller Mikkel Hjermitslev Mortensen. – Men – ideen ændrede sig dog undervejs, så jeg tog ud til en sø i stedet, hvor jeg vidste, at der var ørred i. Jeg tog min fluestang med, hvor der sad en Red Tag på forfanget.

– Da jeg kom frem til vandet, fiskede jeg hele søen rundt uden at få nogen fisk. Så kom jeg til en lille vig ved nogle træer og lidt siv, som stod ud over vandet – og der stod alle fiskene. Jeg lagde straks et par kast til de fisk, som jeg kunne se, men de ville intet. Så lagde jeg et blindkast ud i søen, så langt som jeg kunne, og lod fluen synke – og der kom hugget så! Linen strammede op, og der var snart kamp til stregen. Det endte med at blive en spændene fight med masser af spring, men til sidst lykkedes det dog at lande fisken, som målte 59cm og var omkring 2,5 kilo. Efter er par billieder røg den selvfølgelig tilbage igen.

 

drømmerejse iFish Travel

Friluftsland

“DEN RIGTIGE FLUE” UDLØSTE NY PR-HAVØRRED

– Det var ikke svært at overbevise mig selv om, at tage en kort tur på kysten, inden jeg skulle i sommerhus, fortæller Troels Frøhlke Nielsen. – Jeg kunne måske lige nå små to timer, og planen var, at jeg da også skulle nå at filme lidt til min fiskekanal på YouTube, da denne har været nedprioriteret på det sidste. Det blev en god beslutning!

– På P-pladsen mødte jeg to spinnefiskere, som kom lige efter mig, men de var hurtigt klar til at gå ud på det gode stræk. Den ene var dog venlig nok til at give mig et råd om, at orange fluer var et godt valg lige nu, og inden jeg fik lov at dykke ned i min egen æske, gav han mig en flue, jeg skulle prøve. Normalt vil jeg ikke fiske med en flue, som jeg ikke selv har bundet, men fordi jeg var lidt forundret over denne mands ihærdighed og samtidig lidt sjove tilbud om “Den Rigtige” Flue, satte jeg den på med et smøret smil, og tænkte at det ville blive en god historie… Og det blev det!

– Da de to spinnefiskere havde taget spottet, jeg selv havde udset, trådte jeg i vandet meget tidligere, end jeg normalt gør her, og her nåede jeg to-tre kast også sagde det SLAM!. Så var der fisk på den nye flue. Efter at jeg forgæves havde prøvet at få fisken op til overfladen, kunne jeg konstatere, at den måtte være god, og efter 3-4 minutter, begyndte en PR tanke at strejfe mig. Og ja, det var sørme en PR! En fisk i omegnen af 70 cm, tromletyk over ryggen og med smukke leopard pletter! Jeg er en beskeden type, så lad os sige, at den var over 4 kg. Mere ved jeg ikke, da jeg satte den fri igen, så den kunne fortsætte mod sin destination i åen.

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

Troels Frøhlke Nielsen med sin flotte nye PR-havørred taget på flue.

Troels Frøhlke Nielsens flotte nye PR-havørred taget på flue.

Friluftsland

STORGEDDER I FROKOSTPAUSEN

– Jeg har hen over sommeren gået og fisket nogle små skovsøer, fortæller Andreas Stoltan-Hansen. – I dag havde jeg så en times frokostpause og tænkte, at den lige skulle bruges i en af søerne igen. Der var allerede kontakt med mindre fisk i første kast, men så rykkede jeg ned i den ende af søen, hvor der var en del væltede træer i vandet. Og her fiskede jeg så med en stor popperflue, som jeg selv havde bundet.

– Jeg havde en del fisk oppe og gå efter den, men der var desværre ikke nogen reel kontakt. Jeg skiftede derfor til en stor flue, som jeg fiskede lige under overfladen ind imellem de væltede træer, og i andet kast kom der en trykbølge og kort efter et tungt hug fra en gedde, der viste sig at være 111 cm.

– Herefter besluttede jeg mig for at fiske træerne fra den anden side. Jeg smid en stor hale på min flue, og for enden af træet kom der endnu en trykbølge, som dog var noget større og mere aggressiv. Hugget var helt vildt, og fisken gik ud af vandet som en raket skudt op fra bunden. Fisken var 117 cm og slank, men den var dog stadig en utrolig smuk fisk! Sikke en dag med syv fisk på en time og to over 110 cm. En meget bedre frokostpause kunne ikke ønskes!

 

Geddefeber

 

Friluftsland

ET PAR PELAMIDER PÅ SWITCHSTANGEN

– Efter et par korte aftenture til kølevandskanalen ved Studstrupværket, hvor der var mange fiskere og mange pelamider, som tydevis havde set alle former for agn fra alle tænkelige vinkler, så havde jeg egentlig opgivet “projekt pelamide”. Jeg er ikke god til køfiskeri. Sådan lyder det fra Poul Bjerregaard Broch.

– Søndag morgen gik turen til Djurslands kyster. Jeg ville ud at nyde det fantastiske septembervejr i selskab med en god fiskemakker. Meen “jeg kunne jo også lige slå vejen forbi Studstrupværket”, tænkte jeg. Det viste sig at være en god beslutning, for pelamiderne var morgenfriske og i hugget, da jeg landede på pladsen. Bevæbnet med en switch fluestang og et line-setup, som jeg normalt bruger til laksefiskeri i åen, hoppede jeg i kanalen iført waders. Der skulle ikke mange kast til, ført jeg krogede den første, som jeg dog mistede, da runninglinen gik i kludder – en ret ærgerlig fornemmelse! Jeg mistede endnu tre, inden det lykkedes mig at lande de næste to med hjælp fra min fiskemakker, som nu var ankommet. Det var en super start på en skøn fiskedag og lækkert at få sådan en karl på CV’et. Tænk hvis somrene fremover bød på fiskeri efter rygstribede pelamider langs de danske kyster. Det ville være en sand lykke. Og så er der forresten fart på drengen, når de hugger… Knæk og bræk derude.

 

Hvidovre Sport

 

Friluftsland

PELAMIDE-HALLØJ VED STUDSTRUPVÆRKET

– Min fiskemakker og jeg havde snakket lidt om at tage ned og prøve, at fange en rygstribet pelamide efter vi hade set, at Daniel Holm og Troels Holstein Kaa havde haft heldet med sig, fortæller Steffen Højholdt. – Min makker tog fri tirsdag den 5/9 så vi kunne komme afsted. Dagen startede godt med rundstykker inden afgang til Studstrupværket. Da vi kom derned var der allerede en del mennesker, men alle var høflige og gav plads, da vi kun havde taget fluestang med. Det viste sig dog ikke at være helt nemt at fiske med, da der er en masse træer, men det gik dog an, og tiden gik.

– Vi så hele tiden de her fisk, men de ville bare ikke noget. Efter noget tid fik jeg en idé med at kravle ud på en jernvæg der var, hvilket viste sig ikke at være helt gennemtænkt, for vejen derud var noget vanskeligt, og jeg havde ikke fået net med der ud. Nå, men jeg ville jo prøve den idé jeg havde fået. Jeg lagde en flue 5-6 meter ud, så den kunne svæve i overfladen i den strøm, der er i slusen, og der gik ikke længe, før jeg havde en oppe og hugge på fluen. Så det var bare ud med fluen igen og gøre det samme – og bum så var den der! – Nu var jeg sgu´ spændt for med de vilde udløb den tog, og jeg tror næsten, at vi var ude på 60 til 70 meter udløb, som var fuldstændig vanvittige! Den blev dog heldigvis hurtigt træt, så jeg kunne få den ind til mig. En venlig mand kom ud med net til mig, så den kunne komme op, og så var der jubel! Det var en helt vild oplevelse, må jeg sige, men det blev kun til den ene pelamide. Vi fiskede et par timer uden yderligere held, men vi har helt sikkert planer om, at prøve en tur mere her en af dagene.

 

Daiwa Open 2025

 

 

Fiskeri efter rygstribet pelamide ved Studstrupværket.

 

Friluftsland

PELAMIDER PÅ FLUE VED STUDSTRUPVÆRKET

– Min kammerart Markus overtalte mig kl. 22 søndag aften til, at vi skulle til Århus og fiske pelamider, og det kunne jeg jo ikke sige nej til, fortæller Anders Salling Linde. – Han ankom til mig kl. 3 om natten, hvorefter vi kørte mod Århus. Cirka 6.30 stod vi ved vandet og sagde godmorgen til de andre fiskere. Det syn, der mødte os, da solen kom på var helt fantastisk. Der vare kæmpe, kæmpe stimer af pelamider, og sådan et syn kan få enhver lystfiskers hjerte til at banke hurtigere.

– Efter et par timers fiskeri, hvor vi kun havde følgere, ramte jeg endelig det første hug, og en intens fight begyndte. Fisken stak i en bue to meter ud og strøg afsted som et godstog 50meter ned at strækket. Og når man står og fisker med en #4 Arctic Silver stang, så føler man sig godt presset… 5-7 minutter senere efter flere heftige udløb med hamrende adrenalin og latter, når den stak af, blev den vildt flotte og stærke rygstribede pelamide, som du ser på fotoet, landet.

– Der var kæmpe jubel fra både mig og min kammerat. Det var en sindssyg fed dag, for på fiskepladsen var der en rigtig hyggelig stemning. Alle var glade samt snakkede sammen. Der var respekt, og folk gav plads til hinanden. Der var også to gutter fra Odense, som dagen før havde kørt forbi deres lokale sushi biks og købt soja, wasabi og ingefær med, for de satsede på, at de ville fange. Der blev taget en pelamide mere og på ingen tid blev den renset og skåret til sashimi, hvorefter dem, som ville smage, fik en himmelsk bid. Tak til de to gutter. Dagen endte med, at min kammerart og jeg havde fanget to pelamider hver – en oplevelse, som jeg helt sikkert aldrig vil glemme, slutter han.

Vil du selv opleve det vilde pelamidefiskeri, så foregår det ved Studstrupværket lige NØ for Skæring i Kalø Vig – tæt på Århus.

Læs mere om de første danske pelamider på flue her

 

Geddefeber

 

Pelamide-sushi ved Studstrupværket - så bliver det ikke bedre!

                                      Pelamide-sushi ved Studstrupværket – så bliver det ikke bedre!

 

 

Friluftsland

HAVØRRED: BELØNNING EFTER ET PAR SVÆRE TURE

– Jeg har på det sidste ikke rigtigt kunne få fiskene til at bide, selv om jeg har set fisk på en del pladser, og jeg har fisket med mange forskellige ting, fortæller Mads Davidsen. – Forleden aften fik jeg dog endelig lidt reaktioner med en Savage Gear Sandeel, hvor jeg fik en god fisk på, som jeg vil skyde den til et sted mellem 65 og 70 cm, men den slap desværre taget i min Sandeel, og efterfølgende skete der ikke det store.

– De efterfølgende ture skete der heller ikke det vilde ud over lidt småfisk, men det skulle en morgentur ændre lidt på, da jeg fik tre fisk på land med de to af dem på cirka 55 cm. Efter det skete der igen ikke det helt vilde et par ture, men så fik jeg sat et bombarda på min Savage Gear Salmonoid stang en tidlig aften og fik et par flotte fisk på den gode side af 50 cm. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg morgenen efter ville prøve lykken igen på samme måde,. Det viste sig også og være en god idé, da jeg denne morgen så en del fisk, og det første hug resulterede i en super flot hanfisk på 65 cm som I også kan se her på billedet. Turen sluttede med jeg, at jeg havde haft tre fisk i nettet, så der var en super morgen.

 

Friluftsland

 

Friluftsland

HAVØRRED I BØRNEPASNINGSPAUSEN

– Den 14. August blev jeg far, til den mest fantastiske lille pige, fortæller Kasper Weidick Iversen fra Team Sportex. – Det har selvfølgelig betydet, at tiden til fiskeri, både før og efter, har været skruet helt i bund. Men med to sovetryner derhjemme, fandt jeg et lille hul, hvor jeg kunne snige mig ud på en ultra kort morgentur.

– Fiskeriet startede lige omkring solopgang. Vejret var ikke noget at råbe hurra for, da det bestod af tætte lavthængende skyer og småregn. Men chancen skulle udnyttes. Jeg startede ud med min Tiboron RS-3 Seatrout og bombada. Hurtigt fandt jeg lidt fisk på en skrænt. Ørrederne havde en god gennemsnitsstørrelse i slut 40erne. Men en lidt større hvirvel afslørerede en fisk inde på det helt lave vand. Et hurtigt sving med stangen, og fluen blev placeret 10 m ved siden af. Et par hurtige omdrejninger på hjulet og en pause.

– Intet skete, men pulsen begyndte at stige. Fisken kunne umuligt have nået at bevæge sig særligt langt væk. Tre langsomme omdrejninger og pause. Linen begyndte langsomt at stramme op. Modhugget kom resolut, og Tiboron’en flexede i bund. Vandet stod op i kaskader til alle sider, og fisken søgte hurtigt mod dybere vand. Efter flere spring og gode udløb, kunne jeg lande den smukke fisk på billedet. Turen gav 7 gode ørreder over målet før jeg måtte sætte snuden hjemad igen til de to piger.

 

Friluftsland

Friluftsland