– Jeg har de sidste et par år haft en drøm om, at fange en karpe på fluestangen, fortæller Irena Mathiasen. – Men som vi nok alle ved, så fanger man ikke drømmefisken, hvis man ikke prøver. Jeg har kun én enkelt gang før givet det et forsøg – desværre uden held. Så da jeg her den anden dag riggede min fluestang op med min hjemmebundne brødflue, var håbet lige så stort som glæden. Selvom det måske ikke lykkedes, føltes det fantastisk endelig at give det et forsøg!
– Over al forventning gik der ikke lang tid, før den første karpe tog min velpræsenterede flue. Jeg var en sand ninja med modhugget og rev brødet ud af munden på karpen, inden den fik chancen for at lukke munden. Med den fejl skrevet bag øret, forsøgte jeg mig igen. Da den næste fisk kom op og tog min flue, holdt jeg vejret. 1…..2…… NU! Og så kom der et kæmpe plask. Jeg måtte erkende, at selvom jeg følte, at jeg gjorde alt rigtigt, så forsvandt også denne fisk. Øv!
– Jeg havde lavet en del larm i den ende af søen og begyndte at liste mig videre rundt imellem buske og træer. Undervejs bandede og svovlede jeg lidt for mig selv, over måske at have misset min chance. Efter noget tid fandt jeg et par fisk, som gik og virkede fødesøgende på bunden lige ved kanten af nogle siv. Jeg klemte godt med vand ind i min flue så den sank og fik kastet den ud. Der gik ikke længe, før jeg så min flue blive taget! Da jeg løftede stangen, tog karpen straks et godt udløb. Jeg kan ikke prale af at have kroget søens største fisk, og faktisk ville mange måske nok betragte den som decideret lille. Men fighte det kunne den! Et par minutter efter gled den fint i nettet, og min drøm var en realitet! Den blev løftet op til et hurtigt billede, før den kom retur til søen. Jeg kunne ikke ha været mere glad og stolt, over endelig at kunne krydse min første fluekarpe af på listen.
– Det er fantastisk, når man sætter sig mål for sit fiskeri. Om det er at fange forskellige arter eller at lære nye teknikker. Lystfiskeriet er en lang rejse, og jeg elsker, at den altid tager mig nye steder hen. Jeg fiskede med min Hardy Ultralite 9`6″ #6 samt et Hardy Ultra Disc 5000 og en flydeline. Det er samme set-up, som jeg bruger, når jeg fisker havørreder i åen, hvilket jeg glæder mig til snart at skulle i gang med igen, slutter Irena.