apr 28, 2023 | Nyheder
– I år skulle være året, hvor jeg for alvor kom i gang med fluefiskeriet, fortæller Martin Bosen. – Jeg fik tidligere på året en god start med en 70,5 cm fisk, og mange flere op til lige godt de 60 cm er siden kommet over netkanten på fluegrejet. Jeg har bestemt ikke haft nogen forventninger om at slå min pr fisk på flue på 70,5 cm, men alt kan ske, når det gælder havørredfiskeriet.
– Forleden var jeg tidligt oppe og ramte kysten efter en halv time, hvor jeg fik et tungt hug på fluen Høtyven. Jeg kunne med det samme både mærke og se, at dette var en stor fisk, så jeg forsøgte hurtigt at få løslinen på hjulet, og så gik det galt: Et øjeblik, hvor linen ikke var 100% stram, smuttede fisken. Dette var det eneste, jeg mærkede denne morgen, hvor jeg fortørnet måtte køre hjem med en nulbon.
– I går måtte jeg ud og have opløftning, så meget tidlig om morgenen stod jeg på Møn med fluestangen igen. Jeg havde udset mig et rev, hvor jeg var overbevist om, at den store fisk jagede, og efter 10 minutter samt et kast lagt, så fluen kørte lige forbi en stor sten, kom det tunge hug. Denne gang forsøgte jeg ikke at få linen på hjulet, og efter en god fight gled en 74 cm havørred over netkanten. Fisken var, som det ses på billedet, desværre en nedgænger som var i gang med at finde formen igen, men ikke desto mindre var den en ny flue PR, og selvom fisken var en nedgænger betød netop denne fisk en hel del efter gårsdagens missede fisk, som gav et hak i selvtilliden med fluegrejet. Fisken, som blev genudsat, tog igen-igen Troels Holstein Kaas flue ”Høtyven”, som bare er ekstremt effektiv.
apr 17, 2023 | Nyheder
– Turen efter havørred gik lidt anerledes for sig her den anden dag, fortæller Magnus Dons til Fisk & Fri. – Vi var et par gutter, som havde fisket i omkring tre timer, og havde haft nogle kontakter. Der var blevet fanget en del havørred på spin, mens resten af os som gik med flue havde haft lidt mindre aktivitet. Vi havde spottet en del fisk og havde mistet tre – en af dem som var forholdsvis stor og flot.
– Vi var gået et godt stræk, og vi var på dette tidspunkt tre, der gik med flue ved siden af hinanden. Jeg lagde et kast og begyndte at strippe min flue ind. Min flue nærmede sig en tangskov, og jeg mærkede noget for enden af min orange rejeflue. Jeg troede sådan set det var noget tang, da det ikke helt føltes som et hug, så jeg tog et strip mere, og lod fluen stå kort i vandet. Her mærkede jeg nu et tydeligt hug, så jeg gav modhug og prøvede på at holde kontakt med fisken.
– Da jeg havde fightet fisken lidt, kom jeg til den konklusion, at det nok var en mindre havørred. Fisken kom tættere mod mig og overfladen, hvor jeg så den kort og syntes, at det lignede, at den var meget skadet på maven. Den svømmede under vandet igen, men der gik ikke længe, før den kom op i overfladen, og her gik det op for os, at det helt sikkert ikke var en havørred. Vi landede den sikkert, men der kom lidt uenigheder om, hvilken fisk det var. Snart fik vi den op i vandkanten for at få et bedre kig på den, og her gik det op for os, at det var en helt. Men ikke bare en hvilken som helst helt. Det var nemlig en meget stor helt. Vi fik taget nogle billeder samt målt den. Fisken var 57 centimeter lang og tæt på en danmarksrekord. Herefter fik vi sat fisken ud igen og lod den svømme.

apr 10, 2023 | Nyheder
– På den fjerde morgen på min seneste tur til Maldiverne for nylig, tog vi afsted ekstremt tidligt om morgenen – med det spæde lys fra den gryende sol som det eneste pejlemærke for retningen. Sådan lyder det fra Marc Skovby. – Allerede på den første kant mellem det lave og det dybe vand – lige ved et dybt hul – spottede vi en stime milkfisk, hvilket øgede pulsen dramatisk for alle på båden.
– Det var ikke let at få fluerne tæt på stimen uden at skræmme dem, men efter 8-10 kast var der en fisk, som skilte sig ud fra flokken, som jeg kunne kaste helt perfekt til. Et øjeblik troede jeg, at jeg havde skræmt den, men pludselig strammede linen op – og fighten var i gang.
– For at undgå at skære forfanget og linen på de skarpe koraller fik den fuldt pres – og jeg holdt mig lige over den. Efter en nervepirrende fight i det lille ”bluehole” kunne vi presse fisken ind på den nærmeste flat – og lande hvad der sandsynligvis er den første fluefangede milkfish fra Maldiverne nogensinde – samt den første fanget af en udlænding her nogensinde!
– At sidde i det bløde morgenlys med denne fisk, som jeg kun har turdet drømme om, i det krystal klare vand er uden tvivl en af de vildeste og mest uforglemmelige fiskeoplevelser jeg nogensinde har haft, slutter han.
apr 6, 2023 | Nyheder
– Påsken og ramadanen har i den grad sølv i mund! Jeg har her i påsken oplevet mit livs fiskeri. På 4 ture har jeg fået hele 6 blanke overspringere over 60 cm. Sådan lyder det fra Jakob Stein Bügel.
– Jeg har de sidste par dage gået udelukkende med fluestangen, fortsætter han. I går ville jeg teste en nyerhvervet klasse 4 8.6’ stang. Jeg havde reelt set fisket i 4 timer uden at mærke en eneste fisk på en lækker plads med blød bund og lavt vand. Selvfølgelig var undskyldningerne mange, og jeg brokkede jeg mig kortvarigt over, at stangen ikke havde den samme power som min klasse 6, og at det var grunden til, at jeg ingen fisk fik. Fluen blev skiftet til en brunlig hjemmebundet craftfur reje med pink øje. Der skulle ikke mere til end et enkelt kast, før jeg fik fisk. Derefter startede det rene bonanzafiskeri, der endte med +10 havørreder, hvor de største var 67 cm og 64 cm – begge spejlblanke overspringere. Det gav rigtig god syre i armen skal jeg love for!
– Nu hvor 4’eren var indviet, og vinden havde taget til, faldt valget i går på min 6’er, og pladsen var selvfølgelig den samme. Fluevalget bestod af en hjemmebundet craftfur baitfish med rainbow dub som krop. Jeg fiskede vigen af, og igen mærkede jeg absolut INGENTING. Jeg var egentligt på vej tilbage til bilen igen, men min stædighed fik mig til at give pladsen et sidste skud. Få kast efter krøller min 6’er fuldstændig sammen, fisken lavede nogle fantastiske udløb, krydret med fornem akrobatik i form af spring. Efter 15 minutter kunne jeg lande min nye PR, en blank og tyk overspringer på 73 cm, en kanon ørred i skøn kondition! Under fighten begyndte flere havørreder at springe ud af vandet. Og da jeg lagde fluen ud, fik jeg få kast efter en smuk blank overspringer på 64 cm. Nu sidder en umådelig glad lystfisker og priser sig lykkelig over, at han gav pladsen et extra skud, også selvom den virkede tom for fisk!
mar 31, 2023 | Nyheder
– Forleden var jeg taget tidligt afsted på fisketur, fortæller Mikael Svinth Møller fra Team Sportex. Planen var at teste et par hjemme bundne fluer på min Sportex Kyanite fluestang. Da jeg kom til vandet, startede jeg som altid med at gå en lille runde omkring søen for at få føling med aktivitetsniveauet. Jeg spottede hurtigt et par gule ubåde, der patruljerede et stykke ude i søen. Til mit held havde jeg lidt rygvind, der hjalp, så jeg lige nøjagtig kunne kaste de sidste par meter længere ud end normalt, og det gjorde, at jeg kunne få fluen ud og fiske i det område, hvor fiskene cirkulerede.
– Der gik kun fem minutter, så havde jeg den første kontakt, men den blev desværre ikke kroget rigtigt. Efter det skete der ikke rigtig noget, og jeg begyndte at analysere på, hvad jeg gjorde forkert. Jeg kom frem til, at det var som om, at fluen sank for hurtigt i forhold til, hvor aktive fiskene var. Jeg skiftede derfor til en meget lettere flue, som svævede meget bedre i vandsøljen.
– Dette skift gjorde, at jeg straks begyndte at få kontakt til fiskene igen – og kort efter huggede den første fisk, som var en lidt lille, men hidsig regnbueørred. Den blev fightet, landet og hurtigt genudsat. Jeg forsatte derefter med at lægge fluen ud i området med guldørrederne, som jeg havde spottet tidligere. Efter yderligere 15 minutters fiskeri, fik jeg igen kontakt til en fisk, og denne gang var der vægt bag kunne jeg hurtigt fornemme.
– Den var virkelig hidsig og tog flere lange udløb for til sidst at spring ud af vandet og afsløre sig selv. Det viste sig at være en af de guldørreder, jeg havde fisket målrettet efter. Efter en lang og fed fight kunne jeg lande en utroligt smuk og tyk guldørred på omkring 4kg.
mar 28, 2023 | Nyheder
– Et nyt spot skulle prøves af forleden, da jeg var ude på kysten for at fiske, fortæller Kasper Knage. – Vi ankom til pladsen, og forholdene var perfekte. Der var leopard bund, dybt vand og små krusninger på overfladen. Det kunne kun blive et godt det fiskeri, som ventede os.
– Vi gik ned langs kysten, til der kom et markdræn ud af klinten, og her begyndte vi vores fiskeri. Jeg målte vandtemperaturen til 8 grader, og tog et par kast ned ad kysten, hvorefter jeg mærkede et nap i fluen. Jeg lod den svæve i vandet, og med et hårdt og kontant hug samlede den “regnbuesvinet” op. Så er der fisk råbte jeg, hvorefter en smuk, blank forårsfisk med løse skæl snart kom på land.

mar 27, 2023 | Nyheder
– Jeg var forleden taget til Revsbæk Put and Take ved Hadsund i Jylland bare for lidt hyggefiskeri med fluestangen, fortæller Donald Rosenkilde. – De første to timer skete der ikke rigtigt noget, og jeg fiskede med en lille str.8 Dog Nobler i oliven, jeg vidste at denne flue normalt ville fungere, så den blev på forfanget under hele mit fiskeri.
– Vejret var sådan set okay med lidt regn af og til. Pludselig var det som om, at ørrederne havde flyttet sig i søen, og så gik det da ellers helt amok, skal jeg lige hilse og sige. Den ene efter den anden huggede på fluen, og de fightede hårdt. Nogle sprang fri af vandet flere gange og andre gik dybt. Kortet blev fyldt, og det var en fantastisk dag, slutter han.

En tigerørred lod sig også overliste af Donalds Dog Nobler flue.
mar 26, 2023 | Nyheder
– Jeg har i lang tid prøvet at fange en havørred både i havnen og på kysten, fortæller Storm Lui. – En dag her sidst i marts, får jeg en besked fra en af mine gode venner, Otto. Han spørger, om jeg har lyst til at komme ud og fange min første havørred. Jeg svarer selvfølgelig “ja”. Næste morgen henter Otto mig kl. 04:30, så vi kan komme ud til fiskespottet, inden solen står op.
– Vi kører og er ved fiske spottet omkring kl. 05:45, hvorefter vi begynder at fiske. Vi finder rimeligt hurtigt ud af, at fiskene er rigtig optagede af de insekter, der er på overfladen. Så man skal egentlig bare kaste efter en fisk, man kan se, der laver ringe i vandet. Efter 10-15 minutter, stopper havørrederne med at spise insekter. Så nu er det blindfiskeri.
– Jeg laver et fint kast og finder rimeligt hurtigt ud af, at jeg har kastet min flue lige i hovedet på en rigtig fin havørred. Jeg tager et par strips, som jeg plejer, indtil Otto siger, at han kan se, at der er en havørred lige bag min flue. Jeg tager nogle flere strips og sætter krogen. Nu har jeg fanget, min allerførste havørred – og det endda på flue. Jeg vil sige, at det er en af de bedste oplevelser, jeg har haft i min tid som fisker, lige siden jeg begyndte at fiske, da jeg var 4 år gammel.
mar 16, 2023 | Nyheder
Vi har nu hørt fra flere kanter nu, at der er godt gang i børsteormene rundt omkring, så hvad kan være mere oplagt end at få luftet børsteormsfluerne:
– Forleden, hvor der var blæst men masser af sol, besluttede jeg mig under en tur til svenskekysten for at prøve at finde et lavvandet område, som potentielt kunne give en fin fisk. Sådan lyder det fra Afif Kurjieh. – Jeg havde kun mulighed at fiske ind mod land, da det blæste en kraftig modvind, så det skulle være et lavvandet område, hvor jeg kunne vade ud og fiske ind mod land. På denne måde kunne jeg også udnytte solen i det kolde vand.
– Den første plads gav ikke noget, så efter en time rykkede jeg videre til en anden plads. Efter to kast med fluestangen sad der en fin blank havørred, som gav en fantastisk fight. Det var lige, hvad jeg havde brug for efter alle de ture, som kun gav mindre fisk. Eller sagt på en anden måde – denne fisk var godt tiltrængt. Længden var 64 cm, og vægten sagde 3,1 kilo. Den blev taget på en Scott Sector stang klasse 6 – og der sad en børsteormsflue for enden af forfanget, slutter han.
Har du selv fanget en flot fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Der er nu godt gang i børsteormene mange steder. Disse er fra Isefjorden forleden. Foto og filmklip: Thomas Ejdrup Angler.