feb 17, 2021 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Pattegrisen blev – også – denne gang – skæbnen for en fin havørred.
Bornholm byder på fantastiske muligheder for en hurtig tur med vennerne – og det er billigt uden for højsæsonen. Følg med et gæng skrappe kystfiskere til solskinsøen, hvor alt kan ske for enden af linen.
AF MADS CHRISTOFFERSEN
FLUELINEN er lige hevet af hjulet, og jeg har lagt det første kast ud i morgenlyset, da jeg mærker en vibration på brystet. Allerede fisk? – og ganske rigtigt, en mms er tikket ind. Et par af gutterne tog det sydlige rev lige udenfor døren af vores lejede luksussommerhus og har allerede fanget turens første fine havørred. Lad os spole tiden ni timer frem. Hænder, tæer og alt derimellem er godt nedkølede, og har været det et stykke tid. Det er blevet mørkt udenfor, og temperaturen er faldet. Vi mærker dog ikke meget til hverken mørket eller kulden nu. Vi er lige kommet ind af døren, efter en hel dag i jagten efter Bornholmerørred, og nu sidder vi i sommerhusets jacuzzi med en iskold Svaneke Bryg i hånden.
Vi har alle glædet os som små børn til disse dages fiskeri på Bornholm, men det at det lejede sommerhus, udover jacuzzien, både har en indendørs pool, en sauna og et bordfodboldbord, det sætter prikken over et i forvejen stort I! Der er rig mulighed for at nyde de timer, som ikke bliver benyttet på kysten indendørs. Mens nogle af os varmer os, er nogle af de andre gutter gået i gang med madlavningen. Menuen denne aften står på lækre småretter, nogle pyntet med helt friske ramsløg fra Døndalen, plukket tidligere på dagen. Derudover er der råmarineret Bornholmsk havørred på sprødt rugbrød til forret.
Til hovedret er der grillede T-bone steaks i størrelse XXl. Kødet er selvfølgelig købt lokalt på Bornholm, hos Hallegård gårdbutik og pølsemageri i Østermarie. Der er åbent året rundt, og stedet er virkelig et besøg værd – uanset årstiden. Vi kørte forbi Hallegård iført waders i en kort pause i fiskeriet. Men det havde de vist set før, for de lod sig ikke mærke synderligt af fire gutter i waders. Ud over de store bøffer kunne vi heller ikke holde fingrene fra deres store udvalg af ølpølser og den lufttørrede bunkerskinke – en skinke der har hængt i over to år i gamle bunkere fra koldkrigstiden. Om det var opholdet i bunkeren der gjorde udslaget ved jeg ikke, men der var stor enighed omkring bordet, at lige netop denne skinke var noget helt særligt.

Bornholm byder på et fantastisk kystørredfiskeri i de kolde måneder, hvor det er billigt at leje sommerhuse. Februar – april kan lige som de fleste andre steder være virkelig god.
Den perfekte fiskeferie på Bornholm
Aftenerne i sommerhuset går med hygge, mens brændeovnen gør sit for at holde kulden væk. Hyggen på denne tid af året kan sagtens trække lidt ud, uden at det går ud over særlig meget spildt fisketid. Solen står taknemmeligt sent op, og alle mand er igen ude af døren dagen efter, samtidig med at det så småt begynder at lysne. Vi fordeler os i de tre biler vi har med, og spreder os rundt på øen. Bornholm er heldigvis et tagselvbord af fremragende kystpladser. Der er mange grunde til, at det forholder sig sådan, men noget af det skyldes helt sikkert at havørreden har et kæmpe spisekammer af fødeemner i Østersøen. Derudover har Bornholm utroligt mange mindre vandløb, som »holder« på ørrederne i de kolde måneder.
Hvis du ikke er bange for at fiske nogen af de mindre kendte pladser af, er det ofte muligt at fiske flere dage i træk uden af møde andre fiskere. Derudover er det stort set ligegyldigt hvilken retning vinden kommer fra, og med hvilken styrke. Det er stort set altid muligt at finde et sted, som passer ens temperament. Denne morgen sidder vi tre fluefiskere klar i bilen. Varmt tøj og waders er allerede taget på hjemme i sommerhuset, så vi ikke behøver spilde tid med dette senere. Nogle dage går fiskeriet bare op i en højere enhed – mens det andre dage er hårdt arbejde. Og lad mig sige det med det samme, det var »one of those days«.

Et par gode bøffer fra det lokale slagteri ryger på grillen om aftenen i sommerhuset.
På den bornholmske kyst efter havørred
Vi starter dagen lige syd for Hasle Havn. Det er ikke et sted, der står beskrevet ret mange steder. Men det er uden tvivl alligevel et sted, man skal give et forsøg. De første 50-100 meter efter havnen er der fint vadefiskeri, hvor der fiskes over plettet bund med skiftevis blæretang og sandpletter. Efter de første 100 meter bliver der lavere, og det er muligt at vade længere ud. Et stort plateau dannes fra land og langt ud. Plateauet indeholder sandbund med forskellige former for tangplanter. Derudover er der masser af store sten, som stikker op over vandet. Sådan fortsætter det hele vejen mod næste rev, som ligger ved Levka.
Levka er også en rigtig fin plads at forsøge sig på, og vi fisker videre syd over. Hele dette stræk er virkelig godt at affiske med fluestang eller bombarda og flue, hvorimod der nok flere steder vil være for lavt med blink. Efter et par timer går vi tilbage til bilen – dels for at få lidt varme i kroppen, dels for at forsøge at finde nogle fisk et andet sted. Vi beslutter ikke at spilde for meget tid på vejen, og kører kun nogle få km sydover. Vinden er drejet mere om i nord, og Sorthat, en af de mere kendte pladser på øen, får chancen for at kaste en fisk af sig, som den har gjort det så mange gange før. Selv ved denne kendte plads har vi det hele for os selv, og vi spreder os på begge sider af det langstrakte rev, der strækker sig langt ud i Østersøen.

Sølvblanke skønheder som denne er der masser af langs Bornholms kyster.
Nyt håb ved nye havørredpladser
Efter at gennemfisket pladsen uden det store held, forsøger vi på modsatte side af øen, i håbet om at lidt mere vind vil hjælpe os med at finde fiskene. Salene Bugt, Bro Rev og nogle pladser imellem disse, affiskes grundigt med blandet succes. Få mindre fisk kommer op og vende, og vi ser nogle få af de store, som vi gerne vil sætte vores fluer i, vende på det lave vand. Da vi også har opgivet denne plads og er ved at sætte os i bilen, dukker der pludselig en stor stime havørreder op ude på revet, da vi står og kaster et sidste blik udover vandet. Selvom det meste af tøjet allerede ligger i bilen, kaster vi os alle tre ud efter de tydeligt aktive fisk. Efter en halv times tid, er stimen igen forsvundet, men tiden fiskene var der, var intens.
Ikke fordi vi fik så mange fisk, men det at have aktive fisk helt tæt under land, er noget der kan få pulsen op. Det er det sidste skud i bøssen, inden det bliver mørkt, og pladsen ved Lufthavnen er vores valg. Selv om det lyder som et mindre naturskønt område, vil du snyde dig selv ved ikke at afprøve denne plads. Man fornemmer slet ikke, at lufthavnens landingsbane ligger lige bag én. Høje skrænter og vild natur gør det til en meget smuk strækning.
Vadefiskeri besværliggøres dog lidt af store glatte sten, men det er det hele værd. Dagens sidste fisk bliver akkurat landet, inden solen går ned, og fiskemætte for i dag, sætter vi os i bilen og kører mod sommerhuset. Vi glæder os alle til at komme hjem og blive varmet igennem, inden vi igen kan sætte os til bordet og nyde en hyggelig og god middag. Heldigvis har nogle af de andre gutter fanget lidt større fisk end vi, så denne aften står den på saltbagt Bornholmsk havørred. Det er bare med at komme til Bornholm, når det ikke vrimler med sommerturister.
Bornholm når det er billigst
Forestil dig en uges ferie i havørred-højsæsonen for under 800 kroner – og så endda på Bornholm, én af Danmarks bedste fiskedestinationer! Det er, hvad du har udsigt til, hvis du booker ét af de mange lækre sommerhuse på øen, som ofte kan lejes til langt under prisen i den normale højsæson. Også Bornholmerfærgen kan bookes til langt lavere pris i ydersæsonen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2015


feb 13, 2021 | Nyheder
Selvom om man godt kan fiske en del steder på kysten lige nu, så er der også rigtig mange områder, hvor fiskeriet pt ligger stille, fordi isen umulig- eller besværliggør fiskeriet – især i fjordene. Og er der endelig isfrit, så er det ikke verdens mest komfortable at fiske i hård frost, hvis ikke lige man er den ualmindelig varmblodede type…
For at mindes de lidt varmere tider, får du her en beretning fra uge 5 – lige inden det for alvor blev koldt:
– Vi var fem friske fyre fra Sydsjælland, der skulle en tur til Bornholm i uge 5, fortæller Allan Rasmussen. Lørdag morgen kom vi derover, og fandt en del fisk på første plads, så vi blev der hele dagen. Det blev til i alt 26 fisk den første dag.
– Dagen efter skulle vi fiske ny plads. På vejen fra sommerhuset kørte vi på vejen og snakkede om en anden plads, som vi lige vil prøve på vejen. Vi kom ned til et rev, hvor der er godt gang i vandet, og efter blot 10 minutter fik jeg et godt hug. Efter en fin fight fik jeg fisken i nettet, og det viste sig at være en flot overspringer på 2.99 kilo. I alt fik vi 47 havørreder på de fem fiskedage, vi havde, men de sidste dage var ikke så lette, da frosten kom.
feb 8, 2021 | Nyheder
– Vi er et par kammerater, der er begyndt på en årlig tradition med at tage til Bornholm, så snart fredningen slutter, fortæller Andreas Holm. – De sidste par ture i det sene efterår var vejret ikke med os, og fiskeforholdende svære.
– Min kammerat Mads tager den tidlige færge mod Rønne, så han har én fiskedag mere end os andre, da vi andre først har mulighed for en senere afgang. Da eftermiddagen nærmer sig, får jeg et opkald fra Mads, at han har taget turens to første blanke havørreder med den største på 50 cm. Vi tænker den godt kunne blive svær at slå, da vi vidste, vandet kun blev koldere og koldere. Vi andre ankommer senere på aftenen. Den var god nok. Vi var allerede bagud fra start og kunne mærke presset stige en lille smule, da vi altid konkurrerer om, hvem der tager den største fisk.
– Næste dag er der hård vind fra nord-øst, og vi bliver derfor nød til at søge ned på Bornholms Sydkyst, for at komme i læ for bølgerne. Vi kommer ned på fiskepladsen omkring Sommerodden, og vandet er glasklart. Vi fordeler os ud på kysten, og jagten på fisken over 50 cm går i gang. Efter halvanden times fiskeri går Kristian og jeg ind for lige at mærke om vores fødder stadig fungerer. Vi vælger at gå lidt længere ned af kysten i en ”balje” og prøve at give den en chance. Da vi går et par meter ud begynder vandet og blive lidt grumset, Kristian tager to kast og bum, ”FISH ON”. Efter Kristian har stået med fisken i fem minutter, spørger jeg ham, om den ikke snart skal op? Men den står bare bom stille, men efter lidt ti begynder den at være mere medgørlig. Det var svært at nette fisken, da vandet er så grumset, at man ikke kunne se mere end et par centimeter ned i vandet og ørreden syntes den skulle lege delfin. Men i nettet kom den. Havørreden var 65 cm og 3 kg, og den blev taget på en Polar Magnus som ophænger foran en Savage gear Seeker i røven.
– Der røg chancen for første pladsen, tænkte jeg. Men jeg var nu alligevel glad på Kristians vegne, for det er ikke hver dag, at man laver ny PR, og slet ikke med så flot en fisk! Jeg stiller mig ud på pladsen igen og søger 15 meter længere ned af kysten. Bang! I tidende kast, så sidder den der helt ude i kastet. Jeg tænker det bare er en mindre fisk, og den følger pænt med ind. Men så nemt skal det ikke være! Da den er inde på 15 meter tager fanden bare ved den, og den tager 5-6 store udløb med et par pæne hop imellem. Det her er en god fisk, tænker jeg! Vi får nettet den efter 10 minutters fight, og det er en kæmpe oplevelse en iskold februar dag. Havørreden var 68 cm og vejede 3,3 kg. Den blev taget på en Stripper på 15g i hvid/lyserød. Turen endte desværre uden flere fisk i nettet, men lysten for kystfiskeri er kun blevet større!
feb 4, 2021 | Nyheder
Der kommer løbende meldinger om pæne fisk – og sågar storlaks op til over 15 kilo, men fiskeriet er ret svingende. – Når der er så koldt, som det er lige nu, kan det være super svært at få fiskene til at hugge, siger Anders Schou Jensen fra Bornholms Trollingklub til Fisk & Fri. – Der er masser af laks derude, men mange dage er de virkelig svære at få til at hugge. I weekenden var der eksempelvis 30 både ude, der kun fangede ret få laks. Men – enkelte dage er det som om, at det bare spiller – eksempelvis den dag, hvor Jens Jensen fra Christiansø fangede en fantastisk flot laks fra båden Freja. Her blev der landet en del andre fine fisk omkring Bornholm også. – Femtenkilos laksen huggede 8 mil øst for Svaneke og 12 mil SSØ for Christiansø, hvor jeg bor, afslører Jens. – Jeg fik fisken i det dobbelthug, hvor der også var en femkilos laks for enden af linen. Den store femtenkilosfisk huggede i overfladen på en sideplaner fisket med et Rhino grøn/blåt Rhinoblink med blank bagside.
– På grund af coronaen er der en del, som ikke er på arbejde – og der er pt ret mange danske både herovre, der typisk har taget færgen fra Køge herover, fortsætter Anders. – Lige nu står der en del både på trailere rundt omkring, der bare venter på lidt mere stille og varmt vejr, så laksene kommer mere i hugget.
Kim Finne er en af dem, der har haft et par gode hurtige ture, hvor han på to meget korte ture fik i alt 12 laks op til otte kilo. – Lige nu står vinden i øst, og jeg er ret sikker på, at når den lægger sig måske om en uges tid så får vi et rigtigt godt fiskeri, siger han. Så det er bare med et være klar herovre på Bornholm.
Du kan lære en masse om teknikken bag trollingfiskeriet efter laks i denne video på Fisk og Fris youtube-kanal.

13,6 kilo vejede denne flotte trollinglaks fanget af Leif Pedersen ved Bornholm fra båden Tritro.
jan 5, 2021 | Nyheder
– Der er begyndt at komme rigtig godt med laks i området mellem Bornholm og Simrishamn, fortæller den garvede trollingfisker Per Sjøstrøm fra Verona Sportsfiskeri – Der er således en svensk trollingfisker, der på blot én dags fiskeri havde hele 17 kontakter, hvoraf han landede de 5. En anden kendt svensk laksetrollingfisker – Skåningen – havde fem dobbelthug, hvoraf han landede 4 laks. Danskeren Leif Pedersen fra Nexø har også haft en god dag, hvor han fik 5 dobbelthug og landede fire af fiskene. Der er også tage en del mindre laks i ”Bakkerne”, som ligger 20 sømil syd for Nexø i retning mod Polen. Selvom der selvfølgelig er taget enkelte fisk på fx Krigers Flak og andre pladser SV for Bornholm, så vil der gå lidt tid, inden fiskene for alvor indfinder sig her. Som altid her om vinteren gælder det om at opsøge de varme lommer af vand – og selv temperaturforskelle på 0,5-1 grad kan have betydning for at finde fiskene, slutter han.
– Den største laks, der er taget ved Bornholm i denne vintersæson var 12,140 kilo og blev taget på Peter Charvils båd af Gert Jørgensen nordøst for Nexø den 13 december (foto ovenfor), supplerer Anders Schou Jensen fra Bornholms Trollingklub. – Lige nu er vandet 6-7 grader ud for Bornholm, og når det er så varmt, så er det især de “mindre fisk”, vi har hernede omkring Bornholm, fortsætter han. – Pt venter vi derfor på mere kulde, og med den nordøstlige vind, der er for øjeblikket, er der fin udsigt til, at Kong Vinter snart kommer og trækker de større laks med sig længere sydvestpå. Sådan plejer det at være – og det er helt normalt, at de fleste store laks først ankommer til Bornholm og området sydvest herfor i februar og starten af marts.
Du kan følge fangsterne af laks ved Bornholm på Bornholms Trollingklubs hjemmeside.
dec 11, 2020 | Nyheder
– Efter af have fisket i en time uden at mærke noget som helst, skiftede jeg fra blink til en neutral OLR tobis wobler, fortæller Thomas Skouborg. – Det hjalp dog ikke meget, og jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen efter 45 min uden nogen form for kontakt. Men – jeg tog mig selv i nakken og ville lige give den en halv time mere, da der var to gutter, som havde fået lidt fisk i løbet af morgenen.
– Det var en god beslutning, for efter fem minutter havde jeg et par forsigtige hug uden fast fisk. Jeg skyndte mig derfor at skifte til rød/sort på OLR wobleren, det var en god ide, for kastet efter gav en fin fisk på lige under 2 kilo, som kunne kanes op på stenene efter små fem minutters fight. Jeg tog hurtigt fisken af krogen og i bæltet med den. Og så var det ellers ud i vandet igen. Allerede i første kast havde jeg hug, som ikke sad der. Så tog jeg 5-7 hurtige omgange på hjulet og et spin stop, hvilket var det der skulle til. Denne fisk føltes noget større end den forrige, og det viste sig også at være min største til dato denne sæson. Havørreden var 64 cm og 3 kilo. Så der er intet nyt under solen: Vi skal altid huske lige at give den en halvtime længere – også når det har været helt dødt derude.
dec 2, 2020 | Nyheder
– Jeg har været på endnu en dejlig aftentur på stranden den sidste time op til solnedgang, fortæller Per Rømer Clausen. – Og det var med en mere dramatisk afslutning, end jeg har været forvænt med i lang tid efterhånden, synes jeg. Vandet var klart og blankt i den svage fralandsvind, men der kom fine små tunge dønninger ind. Jeg fiskede hurtigt fra Antoinette til Villa Nova-revet. Ved revet så og mærkede jeg antydningen af fisk.
– På vej tilbage havde Jakob Lenz også set fisk ved Hvide Odde, men ikke nogen der ville noget. Jeg gik ned til Næbbe Bugt, så langt det er til at gå for stensætninger. Neden for Antoinettevej vadede jeg lidt ud til en sten, hvor der også kan fiskes ned langs stensætningerne. Der var en god fisk, der viste sig i overfladen ca. 20 meter ude, men et par målrettede kast gav ikke noget. Lidt efter i et kast til venstre ud for stensætningerne, fik jeg ideen om at prøve et rigtigt spinstop, og ikke bare de smånøk jeg havde brugt indtil videre.
– Jeg stoppede indspinningen fuldstændig, og så kom der ellers bare et kontant hug fulgt op af et langt udløb, hvor det første lange stræk foregik i overfladen. Og så slog den sig ellers løs med lange udløb både mod syd og nord langs brændingen. Men godt kroget på kølpirken endte den alligevel i strandkanten, hvor et kort træthedstegn blev signalet til at hale den op med næste dønning. Nu er den blevet forfremmet til ”Jule-røgeren”.
dec 1, 2020 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI
– Den bornholmske havørredbestand er en unik og selvproducerende stamme, der har en adfærd, som er tilpasset den specielle geografi og de særlige leveområder ved kysten, fortæller naturfotografen Mikkel Due Andersen. Åerne er korte og generelt ikke særligt vandfyldte. Nogle år er der ugevis uden vand nok, så de ikke kan komme op i åerne, og så pludseligt kommer der et heftigt regnskyl, som giver bonus med det samme.
– At se de trækkende havørred på vej op imod gydepladserne er et virkelig fascinerende syn. Et af de steder, hvor man let kan se det – og hvor jeg har lavet nogle af de fotos, du kan se her – er Smaragd Søen ved Bagå. Her kan man se havørreder, som springer op af søen for at prøve at komme videre op i vandløbet, der løber til. Du kan også se de trækkende ørreder i Øleå, hvor der er en fredet sluse ved en vandmølle. Den besværliggør ørredens rejse, og det er kun de færreste, som kommer over. Man har forsøgt at etablere en trappe, men den har næsten endnu mindre succes. Den døde havørred på billedet nederst er resultatet af den farlige optur mod Øleå. Den var et festmåltid for havfuglene.
– Jeg elsker at fotografere storheden i naturen, og ørredens vandring for at parre sig er helt unik samt en vidunderlig markering af det mørke efterår samt den tidlige vinter på Bornholm. Først i år har det lykkes mig at få solskin med kraftigt lys den dag, hvor der sprang flest op ad slusen. Andre år har været mørke og melankolske med medfølgende alt for sparsomt lys til at indfange de hurtige bevægelser, men endelig lykkedes det mig at få nogle gode fotos. Nyd dem – indtil vi igen går imod lysere tider.
FOTOS: MIKKEL DUE ANDERSEN

Denne flotte springende havørred er fotograferet på Bornholm i Øleå.

Springende havørred i Smaragdsøen.

Denne havørred klarede ikke færden op ad Øleå.
nov 6, 2020 | Nyheder
Der har for et par dage siden været et massivt spildevandsudslip fra Bornholms Andelsmejeri, som har forårsaget omfattende fiskedød i vandløbet og søen nedstrøms. Vi har fået en øjenvidne beretning fra Maja Sachs:
– Jeg bliver ringet op tirsdag morgen, fordi der er tegn på forurening i Præstemosen – en offentlig sø i Klemensker på Bornholm, fortæller Maja Sachs, der arbejder i Sport Dres på Bornholm. Man mener at “bunden var ved at vende”, fordi en hundelufter havde observeret mange fisk i overfladen der gispede efter luft.
– Da jeg et kvarter efter ankommer til Præstemosen gik det op for mig, at det er værre end først antaget. Jeg bliver nemlig mødt af en forfærdelig rådden stank, og jeg kan tydeligt se tusindvis af skaller og 70-80 karper gå i overfladen og gispe. På vej rundt om søen ser jeg flere døde karper ligge ved søbredden. Da jeg når halvvejs omkring den cirka 1,3 ha store sø, ser jeg mælkehvidt vand løbe fra vandløbet ud i søen, hvilket helt sikkert er spildevand fra Bornholms Andelsmejeri, som ligger lige opstrøms.
– Der kommer en mand gående hen til mig, mens jeg står og filmer, og han fortæller mig, at han tror det er spildevand fra andelsmejeriet, og at han har meldt det til myndighederne. Alligevel går der flere timer, før Beredskabsstyrelsen møder op på mejeriet og får stoppet overløbet af spildevand. En stor sten får skylden for at have stoppet deres kloak, så procesvand, der består af valle mælk og fedt, er løbet ud i vandløbet, der ender i Præstemosen cirka 1 km nedstrøms. Tidligt på aftenen bliver der sat en dykpumpe i vandløbet 3-4 meter fra, hvor vandet kommer i søen, fordi der stadig er spildevand i vandløbet. Denne kører dig ikke særlig længe, da der er strømafbrydelse ved en 21:30 tiden i Klemensker. Man erkender, at der er sket en fejl, men intet bliver gjort, før næste dag.
– Dagen efter – efter endt arbejdsdag – er jeg ude ved søen igen kl 11:30, og der møder jeg en indsatsleder og et par unge mennesker fra beredskabet, de prøver at få dykpumpen til at virke da den hele tiden stopper. Jeg spørger lidt indtil, hvem der har ansvar for at redde dyrelivet, og hvad det vil få af konsekvenser for mejeriet, men det er tydeligt, at han ikke deler min passion for karper. Afslutningsvis får jeg besked på, at hvis jeg synes de døde fisk lugter, kan jeg jo bare fjerne dem. Deres opgave var løst, nemlig at stoppe forureningen før den nåede vandløbene, da ørrederne er oppe for at gyde nu.
– Jeg kigger udover søen, der lugter fælt. Mellem 50-70 karper går i overfladen og gisper, og jeg kan se, at de er mælkehvide. De har hvidt slim på krop og finner samt slimtråde på gæller og mund. Det er tydelig, at de kæmper for livet. Desværre består spildevandet fra mejeriet af mælk, valle og fedt. Fedtet sætter sig på karpens gæller, så de bliver kvalt, og meget tyder på at alle næringsstofferne, der er kommet med spildevandet, tager alt ilt i søen, så den lider af iltsvind.
– Miljøudvalget skulle eftersøgende tage sig af mejeriet, så der sker nogle forbedringer med deres kloaksystem, men for søen er det for sent. Den er overladt til sig selv, og der er absolut ikke forståelse eller interesse i søen og fiskenes tilstand. En simpel ting som en luftpumpe kunne måske have iltet vandet, så den måske havde den været til at redde, men hvem skal betale for det? Ja godt spørgsmål. Det burde jo være mejeriet som betaler regningen, da det er deres spildevand. Men nej – igen er søen overladt til sig selv.
– På tredjedagen bliver dykpumpen fjernet. Selv ålen vil hellere en tur på land end at være i sit rette element, så i dag så jeg nogle ål på land. Der er stadig tusindvis gispene skaller, men nu kun 6-8 karper, der gispede i overfladen. 10-15 døde karper lå omkring søen, og jeg mistænker, at de fleste nu ligger døde på bunden og at vi først om en uges tid rigtig kan se omfanget af skaderne i søen pga spildevandsudslip.
– Præstemosen i Klemensker er en velbesøgt offentlig sø med dejlige broer, shelters og bålplads, og den er et dejligt sted både for lystfiskeren, hundelufteren og familien. 18 timers fiskeri med kæresten i uge 43 gav 18 smukke skælkarper og spejlkarper på land. Det var en fantastisk tur, som vi aldrig glemmer. Mosen er en fantastisk sø, hvor karpen også har ynglet i flere år. Mon vi får lov til at opleve det igen? Der går nok meget lang tid før søen er ovenpå igen. Tilbage står jeg med en masse ubesvarede spørgsmål om ansvaret for forureningen, slutter en meget trist karpefisker.
Fisk & Fri har talt med Bornholms Kommune, som siger at man netop har fået sluttet akutfasen. Hvordan ansvaret skal placeres og hvem der skal betale for oprydningsarbejdet er endnu ikke afklaret.

Massevis af karper er døde i Præstemosen ved Klemensker på grund af forurening fra Bornholms Andelsmejeri.