nov 21, 2022 | Nyheder
– En tur i fjorden i sne og kulde skulle vise sig at være en udfordring, fortæller Martin Bosen. – Fiskene var ekstremt forsigtige, så jeg måtte igennem talrige agnskift og flere pladser, før der kom hul på fiskeriet.
– Den seneste tid i fjorden har både de blanke og farvede ellers været i hugget, men denne tur var en af dem, hvor der skulle kæmpes for det. Turens “medicin” var Shootingstar Sirenen fra Sixtylures som bl.a. denne smukke farvede fisk ikke kunne stå for. Fisken blev ikke målt, men en hurtig forevigelse blev det til inden den svømmede videre mod åen. Fisken var ikke nogen “rekord” i størrelsen men gudesmukke er de altså, selvom de er farvede. Den var bestemt en dejlig belønning på en svær og kold dag i fjorden. Knæk & Bræk.
Husk, at du i denne uge kan vinde en masse fede kystblink fra Sixty Lures. Læs mere om konkurrencen her.
okt 18, 2022 | Nyheder
– Efter jeg er flyttet til Sjælland, så er fiskeriet faldet lidt længere ned på prioriteringslisten, fortæller Rahman Salman. – Men – så var jeg på besøg på hjemøen Fyn, hvor Nikolaj Andersen og jeg tog ud på kysterne. Han havde nemlig spurgt, om jeg kunne hjælpe til med en video, hvor vi skulle konkurrere med spin vs flue, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.
– Dagen startede ud med en masse havørreder omkring målet, og vi valgte at tage ind på fjordlignende forhold, hvor jeg fik en fin fisk. Fiskene var blevet lidt for forsigtige over for det sort og kobberfarvede Tornado-blink. Jeg valgte derfor hurtigt at skifte til en hidsig hvid med flouro pink, og der skulle ikke mere end to kast, før denne flotte han fisk sad på krogen. Den fik friheden igen, og jeg glæder mig til at se videoen, som Nikolaj sætter op, hvor man forhåbentlig får set noget af fighten.
sep 19, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Her forleden var jeg med på en fællestur med Ærø fiskeklub, fortæller Mike Tjalmann. – Jeg pakkede grejet, så jeg var ved vandet klokken 6.30, hvor jeg hurtigt fik fisket en strækning af, der tit har givet fisk. Her fik jeg da også hurtigt nettet nogle fisk, men de var under målet. – Bare jeg da lige kunne få en over målet til indvejningen senere, tænkte jeg.
– Da klokken ramte cirka otte fik jeg et stort hug omtrent 60 meter ude, men fisken sprang to gange, hvorefter den smuttede… – nej, nej – NEJ. Det var bare dagens fisk, der røg der.
– Jeg fiskede bandende videre, men 3-4 kast senere huggede det så heldigvis igen på mit blink. Denne gang var det lidt længere inde vel cirka 35-40 meter ude. Jeg kunne hurtigt mærke, at det var en fin fisk, og tænkte umiddelbart noget i retning af de to kilo. Nu skulle den bare i land. Jeg fik den fire gange ind cirka 5-6 meter fra mig, og her kunne jeg se, at det var en fin meget fisk. Den måtte være over de tre kilo den der, tænkte jeg nu, for det var lidt svært at se i det grumsede vand. Men hver gang løb den 20-25 meter ud igen.
– Fjerde gang jeg havde den inde, kunne jeg se, at den var ved at give op, så jeg fik nettet frem, og hold da op et chok jeg fik, da jeg løftede nettet. Det var jo en kæmpe. Hjertet hamrede afsted, og jeg skreg af begejstring. Jeg kørte op i klubben og fik den målt samt vejet til 78 cm og hele 6.645 kilo. I næste weekend er der havørredweekend på Ærø, og hvor ville det have været perfekt at fange den der, men ved I hvad? Jeg ville ikke være foruden, om jeg så slet ikke får noget næste weekend. Jeg vil gerne tilmelde min fisk til Kinetic Fiskecup 2022.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2022 og alle præmierne sponsoreret af Kinetic Fishing her.


Mike Tjalmanns havørred huggede på Kinetic blinket Belone Glitter – og leverede en forrygende fight.
jul 1, 2022 | Nyheder
– Jeg aftalte i går sammen med min kammerat Kasper Weidick at tage på tur efter havbars, så vi rigtig kunne teste de nye Mahi blink af, fortæller Arash Zahraei fra Scandiclures. – Jeg viste, at Kasper havde taget mange bars med mine Mahi blink, da han jævnligt har brugt dem. Selv ankom jeg til pladsen klokken cirka 04.30 og kunne se, at Kasper allerede var i gang med fiskeriet, men desværre uden held.
– Vi fiskede sammen i cirka 2-3 timer uden held, hvorefter vi skiftede over til en ny hvid farve med en Mahi 11. Efter første kast var der bars, og snart kunne jeg afkroge en på cirka 46 centimeter. Med det samme får Kasper også en pæn bars. Vi fisker cirka en halvtime mere, og igen snupper en flot bars blinket, hvorefter jeg får en lang og fed fight med den sidste bars, inden den kommer i nettet, og det ender med at vi har fanget 7 bars, slutter han.
Du kan læse meget mere om fiskeriet efter havbars i denne fine artikel fra fiskogfri.dk´s artikelarkiv af Bo Jensen.
jun 28, 2022 | Nyheder
Rapala, der næppe behøver nogen nærmere præsentation, har netop relanceret det unikt formede blink fra 1990’erne – Rapala Harmaja. Den nye version har fået en frisk lækker finish, men har stadigvæk de samme gode fangstegenskaber, som den gode, gamle klassiker. Formen på Rapala Harmaja blinket giver en irregulært vuggende gang med store ”hale” udslag og tonsvis af flash. – Den vuggende og rullende gang, når blinket lander i vandet, garanterer action fra det øjeblik, der spinnes ind – eller på spinstoppet, lyder det fra producenten.
Blinkene, der er lavet med HD baitfish mønster, er tilgængelig i to nye størrelser: Den store er perfekt til store predatorfisk, mens den lille størrelse er oplagt til ørred og laks i åen. Priserne ligger fr 79 kroner for 18 grams versionen til 89 kroner for 31 grams udgaven.
Harmaja fås i følgende farver: BLI – Blue Ice; CRHD – Caught Red-Handed; FT – Firetiger; GFR – Gold Fluorescent Red; HLW – Halloween; HRL – Live Herring; HS – Hot Steel; MXM – Mixed Metal; PEL – Live Perch; PKL – Live Pike; ROL – Live Roach; RTG – Red Tiger; SMB – Smelt on the Beach; SNRY – Sunray; STB – Stickleback.
Du kan se en lille video med Harmaja blinkene her.

Rapala Harmaja er et super effektivt blink til gedder, men er også uimodståeligt for laks og ørred.

Rapala Harmaja
apr 20, 2022 | Nyheder
– I påsken kunne jeg lige klemme en enkelt tur ind efter Havørred, siger Thoke Wistoft. – Det blev kastefiskeri fra båd, da det aktive kastefiskeri er langt sjovere end det passive trollingfiskeri, og fra båd kan man langt hurtigere kan besøge en masse forskellige pladser, end man kan ved vadefiskeri.
– Vi startede med at besøge tre pladser uden fisk, men herefter fandt vi lidt fisk på helt lavt vand. Senere på dagen rykkede fiskene fra det lave vand og ud på skrænterne. Fiskene var bestemt i hugget, og det var knaldhårde hug. Den bedste agn på dagen var en 18 grams Møresilda Holographic i sort/kobber, som stod for langt de fleste af mine fisk.
– Desværre mistede jeg en +4 kilo’s på møresilda’en, da krogholdet røg tredje gang den var helt ude af vandet, men bortset fra det, var der intet at brokke sig over denne dag. Vi havde 15 fisk inde ved bådsiden med de 2 største på 2,5 kilo. Et virkeligt underholdende fiskeri.

Mørasilda slår til igen.
jan 16, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Kent Andersen – manden bag det kendte kystblink Stripperen behøver næppe nogen nærmere præsentation. Som gratis abonnent på Fisk & Fris youtube kanal har du nu muligheden for at vinde 20 af hans nye superblink – ”Den Flade” til dig og dine venner. Alt hvad du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål i facebooktråden om konkurrencen her den 16. jaunar: Hvilket blink har dannet grundformen for ”Den Flade”? Konkurrencen løber indtil den lørdag den 22 januar, hvor vinderen annonceres på Fisk & Fris Facebook.
– Hvis man er til rotationsblink ved man nok allerede at spinstop med kraftig rotation er lig med fisk – og specielt i de kolde måneder kan rotation få træge fisk på finnerne! Sådan lyder det fra Anders Poulsen og Lasse Damsted, der overtalte Kent til at begynde at sælge det nye blink. – Så hvorfor ikke benytte et blink, som er direkte specialiseret til dette? “Den Flade” er reelt set “bare” en stripper som ikke er bukket – heraf navnet “Den Flade” Selve formen gør, at “Den Flade” roterer ud til siderne under almindelig indspining og ligeledes under spinstop. Nogle ville sikkert kalde gangen/rotationen i vandet for kedelig eller ens formet – men det er netop det, som er dens styrke. Under almindelig indspining vil blinket rotere fra start til slut – og til tider ændre retning i rotationen. Disse små retningsskift kan hjælpes på vej med et let løft med stangtoppen. Vores erfaring siger, at på nogle dage kan disse retningsskift sammen med rotationen gøre forskellen. Med “Den Flade” ved du præcis hvad du får – nemlig ingen overraskelser, ingen kaos som Kent jo ellers er “Kent” for. Med ”Den Flade” får du udelukkende rotation. Og havørrederne er vilde med det!
jan 19, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Ja – du læste rigtigt. Det kan faktisk lade sig gøre. Og ikke nok med det – du kan samtidig opnå større præcision. Her får du historien om verdens første tungstensblink, der er fremstillet specifikt til kystfiskeri efter havørred samt P & T fiskeri efter regnbueørred. Tungsten er næsten tre gange så tungt, som det zink og hvidmetal, de fleste ørredblink er lavet af, så når det drejer sig om kastelængde, er denne nye type af blink uden sammenligning den mest revolutionerende nyhed til ørredfiskeri i årtier – både på kysten og i put and take´en.
AF JENS BURSELL
HVEM HAR IKKE PRØVET SITUATIONEN, hvor ørrederne viser sig lige uden for kastevidde, og man bare ikke kan nå ud til dem… Det har vi alle vist, og det var netop sådan dag på kysten, hvor fiskene hoppede langt uden for normal rækkevidde, at jeg fik den skøre idé at lave en serie af kystblink i materialet tungsten eller wolfram, som det også kaldes. Materialet er med sin massefylde på 19,3 gram/cm3 dobbelt så tungt som bly (11,3 gram/cm3) – og lige så tungt som guld (19,3 gram/cm3), så det er ikke raketvidenskab, at man vil kunne fremstille et ekstremt langkastende blink med dette unikke materiale. De fleste traditionelle gennemløbere og trådblink til ørredfiskeri er lavet i zink eller hvidmetal, som har en massefylde på blot 6,6 – 7,3 gram/cm3.
Men et er at få idéen – noget andet er at virkeliggøre den.
Jeg allierede mig derfor med Zebco Europe, som jeg i forvejen designer en del ørredgrej til. Min idé var at lave en blinkserie, der i sin overordnede grundform ligner de traditionelle velgennemtestede fiskeimitationer, men at gå helt væk fra det organiske look og gøre dem mere kantede for at skabe en anden type af reflekser, der bryder på en mere varieret måde i vandet – og som derfor kan ses på stor afstand af ørrederne. Planen var med andre ord at skabe en nyfortolkning af de klassiske arketyper af kyst- og putblink – ikke blot i et nyt materiale, men også med et unikt futuristisk twist.
En sen aften i 2019 satte jeg mig computeren sammen med min søn Max, der med stor rutine i CAD materialiserede mine idéer til digitale prototyper på den ørredblink serie fra Rhino Inshore, der nu er kommet til at hedde Diamond – med reference til det facetslebne look, som blinkene har.
Fordelene ved tungsten til blink til ørred
Den ekstremt høje massefylde giver en række helt indlysende fordele. Ikke blot vil man kunne kaste længere – man vil også kunne få et langt bedre greb i vandet under svære vind- og strømforhold, af den simple årsag blinket på grund af den høje densitet skærer sig godt ned i vandet. Det kan både være en stor fordel, hvis man vil fiske lidt dybere, men det kan også være et stort plus, når der bare skal afsøges en hel masse vand på kortest muligt tid med høj fart gennem den øverste del af vandsøjlen. Præcis som rigtig mange danske kystfiskere afsøger kilometer efter kilometer af de danske kyster.
Det siger sig selv, at der også kan være fiskesituationer, hvor tungsten bliver for tungt – eksempelvis hvis man vil fiske langsomt hen over lavt vand eller bevoksningsbælter. Her vil det normalt være bedre med et lettere materiale, og af samme årsag, har vi også lavet det samme blink i zink, der med sin massefylde på 6,6 gram/cm3 egner sig bedre til dette. Dette blink hedder Salty Sprat.

Tungstensblinket Diamond Sandeel (der ved en fejl er kaldt Diamond Sprat på forpakningerne) på 28 gram (1) kastede 50 % længere end zinc versionen af samme størrelse og design på 12 gram (2) – samt 20 % længere end Diamond Sprat på 28 gram af samme design og form (der fejlagtigt er kaldt Salty Sprat på forpakningerne). Disse navngivningsfejl fra producentens side er rettet i 2. batch af disse blink, der kommer på markedet senere i 2021.
Tungsten kaster længere og mere præcist
Ja – det gir´ sig selv. Allerede ved det første testfiskeri på Stevns i 2020 var vi ikke i tvivl om, at vi havde skabt nogle blink, der kastede markant længere end noget andet i æsken – selv de blink med små hemmelige krydser på… Men et er at tro og fornemme – noget andet et at vide.
For at få et mere præcist billede af kasteegenskaberne lavede jeg derfor en lang kastebane på en græsmark med markeringer for hver 10 meter samt et stort orange pejlemærke ude på 110 meter, for at have noget nemt at sigte efter. Alle afstandmarkørerne lå i en lige ret linje, med det formål også at måle kasteafvigelsen ud til siderne, for dermed også at få en idé om kastepræcisionen.
Der er grundlæggende to måder at teste på – enten at sammenligne to blink af identisk størrelse og form med forskellige vægt – eller at teste to blink med identisk form og vægt, men af forskellige størrelse:
På banen lavede jeg derfor 10 kast med to blink af samme størrelse og design – nemlig Salty Sprat på 12 gram og Diamond Sprat på 28 gram. På denne måde kunne jeg teste betydningen af massefylden på kastelængde og præcision. Herefter testede jeg det samme 28 grams tungstensblink mod et en blink i samme design og form, men i en større model, der også vejer 28 gram – nemlig Salty Sprat på 28 gram.

Her kan du se resultatet af kastetesten, der blev foretaget med en svag rygvind 4 m/s.
Resultatet af kastetesten med tungsten vs zinc blink
Det viste sig hurtigt, at der var en kæmpe forskel på kastelængen, uanset om man brugte den ene eller den anden metode. Som du kan se i resultatskemaet nedenfor kastede tungstensblinket over 50 % længere end et zinc blink af samme størrelse og form – og mere end 20 % længere end et zincblink af samme vægt og form, men i forskellige størrelse.
Blink af tungsten er ekstremt tunge, og det siger derfor næsten sig selv, at de selv i meget besværlige vindforhold skærer som en kniv igennem luften. Samme egenskab medvirker naturligvis til, at kastene bliver længere, da tyngen stabiliserer blinket, så det ikke så let flakser i luften og øger luftmodstanden – hvilket bringer os videre til præcisionen:
Det, at blinket ikke så let påvirkes af turbulens og vindstød – og dermed ikke så let kommer til at flakse i luften, har også positiv betydning for kastepræcisionen. Det var tydeligt at se i kastetesten, hvor variationen i både kastelængde og hvor meget ud til siderne blinket ramte, var markant større på de lette zinc link end de tungere tungstensblink.
Tungsten – perfekt, når der skal fiskes dybt
Både på kysten og i putten vil man komme ud for situationer, hvor der skal fiskes relativt dybt for at udløse huggene, og også her er tungstensblinkene virkelig effektive, da man let kan opretholde en effektiv afsøgningsfart samtidig med, at man holder dybden. En anden fordel ved den høje massefylde er, at det bliver lidt lettere af holde god kontakt til blinket også på større dybder, så man let kan mærke selv det mindste nap.

De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt – og giver en højere præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal.
Bedre krogning med tungsten
Hvorfor nu det, vil du sikkert tænke. Jo sagen er nemlig den, at mindre agn typisk kroger bedre end større agn af den simple årsag, at små agn lettere kommer ordentligt ind i munden på fiskene. Har du eksempelvis brug for at kunne kaste fx 80 meter for at kunne afsøge dit kyststræk effektivt, vil du måske med normale zinkblink få brug for et 8-10 centimeter langt blink, mens du med tungsten vil kunne kaste samme distance med et blink af samme design, der er under halvt så stort. Præcis hvor meget, det kan betyde for landingsraten, er svært at sætte tal på, men er der tale om mindre-mellemstore fisk vil jeg ikke være overrasket, hvis det kunne betyde 5-15 % flere fisk.
Diamond og Salty Sprat
Til at starte med fås Diamond Sprat som trådblink til 99 kroner stykket i fire størrelser på 12, 17, 21 og 28 gram i længder på 3,5 – 7 centimeter – samt otte klassiske kystfarver: sølv, hvid-glow/alu, rød/sort, oliven/alu, sort/hvid/glow, kobber/rød, chatreuse og pink-hvid/alu. Det samme design af blinket fås også i zink, som 7-9 centimeter lange gennemløbere med navnet Salty Sprat i samme vægte og farver. Her ligger priserne på 59 kroner stykket.
Diamond Sprat på 28 gram går super lokkende i vandet og roterer som et klassisk rotationsblink på spinstoppet. De mindre udgaver af tungstensblinket er designet som kølblink, der vrikker uimodståeligt gennem vandet. Alle størrelser på Zink versionen – Salty Sprat – går attraktivt gennem vandet som et klassisk rotationsblink.
De nye ørredblink fra Rhino lander på det tyske lager den 20. januar 2021 og fås i velassorterede danske grejbutikker fra starten af februar. På Fisk & Fri holder vi en af de nærmeste dage en konkurrence, hvor du kan vinde nogle af de første tungstensblink, der kommer til landet – så husk at følge med på fiskogfri.dk de kommende dage.

Her kan du se nogle af de farver, som den første batch af de nye blink fra Rhino Inshore kommer i. De allermindste 12 grams tungstenblink er oplagte til, når der skal fiskes dybt i put and take´en.

Denne flotte blanke havørred på 3,5 kilo lod sig narre af Henning Trier med en Diamond Sandeel på 28 gram i tungsten fisket med en Claw Connector og en str. 12 trekrog.
nov 27, 2020 | Nyheder
– For et par dage siden var jeg ved Stevns inden solopgang for at teste lidt forskellige blink, fortæller Kim Faber. – Vinden stod skråt ind fra sydvest, og ved kysten var der en del ålegræs. Men da jeg rundede en pynt, klarede vandet op, og jeg kunne teste et let blink på 15 gram over en leopardplettet bund. I løbet af et kvarter landede jeg en smuk, farvet havørred på cirka et kilo.
– I den første sol tog vinden af, og jeg bevægede mig mod et dybere område. Jeg skiftede til et blink på 25 gram og koncentrerede mig om, at få det så langt ud som muligt. Straks efter havde jeg en fisk kroget, der dog blev tabt. Ærgerlig over at tabe den var jeg lige ved at fortsætte mod næste plads, men gav alligevel stykket et skud mere. Og det var en god beslutning, for snart efter var nok en havørred landet. Endnu engang var det en fin, farvet fisk – og lidt større. Formentlig på et par kilo.
– Forholdene ændrede sig nu i det næste parti vand i mere urolig retning med skumtoppede bølger og mindre dybde. Et tredje blink kom på – en sølvfarvet variant i 20 gram og med en afslutning på bagpartiet i hidsigt grøn. Det var ret bøvlet med glatte sten og vinden lige i hovedet – og jeg var faktisk ved at opgive, da et efterhånden noget træt kast pludselig blev gengældt med et heftigt hug. Halvt overrasket lod jeg ørreden trække stangen mod vandoverfladen, men jeg fik alligevel sat et godt modhug. Denne gang huggede fisken tæt ved land, og den rykkede vildt og voldsomt udad, inden den satte i et spring fri ud af de frådende bølger. Det var en stor fisk, kunne jeg se – så jeg fik lettet bremsen lidt, og så begyndte tovtrækkeriet ellers. Udløb, vundne meter, udløb vundne meter. Det var en virkelig herlig fight. Men det var også nervepirrende, da havørreden satte i endnu et spring.
– Små 10 minutter var nok gået på den måde, og nu var den igen ret tæt på mig, så jeg kunne se den blanke side flere gange. Jeg fik nettet i den ene hånd og havde nogenlunde styr på fisken med stangen i den anden hånd. Men hver gang den nærmede sig nettet, endte det alligevel med endnu et udløb – alt imens jeg, skridt for skridt, måtte bevæge mig mod højre uden at kunne se bunden og med glatte sten under mig.Nettet blev slået rundt i bølgerne, og jeg overvejede flere gange at prøve at kane den på land, men det var umuligt med store sten nær land og et spejlglat underlag. Så jeg tog chancen, strammede bremsen og pressede den mod netrammen. Og hvilken lykkefølelse det var, da jeg kunne løfte havørreden fri af vandet – en 72 centimeter lang, fed, dyb og bred blankfisk! – Og sjovt var det også, afslutter Kim. – Det viste sig at den havde en halvstor og lettere fordøjet ål i maven!