– For et par dage siden var jeg ved Stevns inden solopgang for at teste lidt forskellige blink, fortæller Kim Faber. – Vinden stod skråt ind fra sydvest, og ved kysten var der en del ålegræs. Men da jeg rundede en pynt, klarede vandet op, og jeg kunne teste et let blink på 15 gram over en leopardplettet bund. I løbet af et kvarter landede jeg en smuk, farvet havørred på cirka et kilo.

– I den første sol tog vinden af, og jeg bevægede mig mod et dybere område. Jeg skiftede til et blink på 25 gram og koncentrerede mig om, at få det så langt ud som muligt. Straks efter havde jeg en fisk kroget, der dog blev tabt. Ærgerlig over at tabe den var jeg lige ved at fortsætte mod næste plads, men gav alligevel stykket et skud mere. Og det var en god beslutning, for snart efter var nok en havørred landet. Endnu engang var det en fin, farvet fisk – og lidt større. Formentlig på et par kilo.

– Forholdene ændrede sig nu i det næste parti vand i mere urolig retning med skumtoppede bølger og mindre dybde. Et tredje blink kom på – en sølvfarvet variant i 20 gram og med en afslutning på bagpartiet i hidsigt grøn. Det var ret bøvlet med glatte sten og vinden lige i hovedet – og jeg var faktisk ved at opgive, da et efterhånden noget træt kast pludselig blev gengældt med et heftigt hug. Halvt overrasket lod jeg ørreden trække stangen mod vandoverfladen, men jeg fik alligevel sat et godt modhug. Denne gang huggede fisken tæt ved land, og den rykkede vildt og voldsomt udad, inden den satte i et spring fri ud af de frådende bølger. Det var en stor fisk, kunne jeg se – så jeg fik lettet bremsen lidt, og så begyndte tovtrækkeriet ellers. Udløb, vundne meter, udløb vundne meter. Det var en virkelig herlig fight. Men det var også nervepirrende, da havørreden satte i endnu et spring.

– Små 10 minutter var nok gået på den måde, og nu var den igen ret tæt på mig, så jeg kunne se den blanke side flere gange. Jeg fik nettet i den ene hånd og havde nogenlunde styr på fisken med stangen i den anden hånd. Men hver gang den nærmede sig nettet, endte det alligevel med endnu et udløb – alt imens jeg, skridt for skridt, måtte bevæge mig mod højre uden at kunne se bunden og med glatte sten under mig.Nettet blev slået rundt i bølgerne, og jeg overvejede flere gange at prøve at kane den på land, men det var umuligt med store sten nær land og et spejlglat underlag. Så jeg tog chancen, strammede bremsen og pressede den mod netrammen. Og hvilken lykkefølelse det var, da jeg kunne løfte havørreden fri af vandet – en 72 centimeter lang, fed, dyb og bred blankfisk! – Og sjovt var det også, afslutter Kim. – Det viste sig at den havde en halvstor og lettere fordøjet ål i maven!

 

Kizuma line

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This