Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri Arkiv - Side 3 af 3

CASPER DYRET – STORFISK MED DISKRETION

sep 2, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Sponsoreret

Casper “Dyret” Christensen var en af de første danske vertikalfiskere – og han har over årene fanget en imponerende række af storfisk helt op til 10 kilo.

Casper ”Dyret” Christensen har levet under fiskemediernes radar i mange, mange år – på trods af, at han har været en af de vigtigste pionerer og storfangere inden for flere forskellige former for bådfiskeri gennem årtier – lige fra torsk og laks – til sandart. Her får du historien om Casper, hvis tilnavn ”Dyret” refererer til hans både, hvoraf de fleste har heddet – ja gæt selv.

AF JENS BURSELL

SKYGGERNE er så småt ved at blive lange, da vi mødes ved bådebroen langs bredden af et af Caspers favoritvande på Sjælland. – Kom ombord på ”Lille Dyret” griner han og gør plads, så jeg kan møve mig ud over kanten af broen og ned på den lille bitte snigerjolle, han har fået lavet specielt til vertikalfiskeriet efter sandart, som i næsten 15 år har været hans favoritfiskeri – lang tid inden. der var nogen danskere, som overhovedet vidste, hvad vertikalfiskeriet gik ud på.

Vel nede i båden får jeg en kort introduktion til den lille jolles fortræffeligheder, og inden længe bevæger vi os lydløst ud over vandet trukket af hans frontmonterede elmotor. Blot tre minutters sejlads fra bådebroen stopper vi. – Lad os lige finkæmme dette område, for her plejer nemlig at stå en del fisk hen på aftenen, siger Casper, idet han lige laver de sidste indstillinger og finjusteringer på sit Garmin Live Scope, der som en organisk scanner finkæmmer vandet foran båden for alle tegn på fisk foran båden.

– De ny Panoptix og LiveScopes fra Garmin har revolutioneret mit fiskeri på søerne, for kombinationen af de to gør det markant lettere for mig at finde fiskene, se hvad jeg har under båden, sejle helt rigtigt ind over fisken – og få sænket agnen helt perfekt foran fisken, siger han. – Og – med den nye live-teknologi, er det også uhyggelig meget lettere at se fiskens reaktioner på agnen samt ens bevægelser med den, så det bliver meget lettere at lave de helt rette moves med den perfekte timing.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Benmærk den karakteristiske lodrette position indet gedden hugger. Havde det været en sadnart var den ofte kommet mere vandret og dianolant - og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd streg på LiveScopet.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30 monteret til downscan, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Bemærk den karakteristiske lodrette position idet gedden hugger. Havde det været en sandart var den ofte kommet mere vandret og diagonalt – og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd lodret streg på LiveScopet, men snarere en mere højrygget eller kugleformet silhouet. Senere i september 2020 vil du kunne se en video på Fisk & Fris youtube kanal, hvor Casper demonstrerer sine teknikker, samt hvordan han indstiller og aflæser loddet under fiskeri efter gedde og sandart på søerne.

Bulls eye

Præcis, hvor godt man vil kunne pejle sig ind på de enkelte fisk med den nye teknologi, giver Casper et klasseeksempel på allerede ved den første fisk vi ser: – Forrest på den frontmonterede elmotors motortromle, har jeg monteret min LiveScope transducer, der er vinklet, så den peger og scanner frem foran båden. På en anden splitscreen, ser jeg et sidescan billede, så jeg også kan se fisk ude til siderne, forklarer han. – I det samme kan vi se en fisk dukke på LiveScopet cirka 25 meter foran båden 6-7 meter nede i vandet. Og netop fordi LiveScopets beams skyder parallelt med motorhovedet, som er over vandet, er det super let at visualisere præcist, hvordan han skal styre båden for at komme korrekt ind over fisken. Casper korrigerer bådens fremdrift med fjernbetjeningen til den frontmonterede, hvorefter han sænker farten og lader den glide med den rette vinkel helt perfekt hen over fisken. Simultant med at dette sker, kan vi se fisken glide ind på Panoptix transduceren, der står i downscan position, hvis billede ses på den anden skærm. Idet samme bådens fart dør helt ud er vi lige over fisken.

– Så er det nu, smiler Casper og dumper sit softbait – en Westin Twinteez – så vi kan se den dale gennem vandet på loddet lige ned cirka 75 centimeter over fiskens hoved. På både Panoptix og LiveScopet kan vi se, hvordan fisken stiller sig næste lodret under agnen med en viftende hale, mens den tydeligvis stirrer interesseret på agnen. – Det er en gedde, fortsætter Casper – det kan man se på den måde, de står lodret på. Det gør sandarterne meget sjældent. De står ofte mere roligt og vandret under agnen – og når de stiger til den, er det ofte mere skråt og langsomt i forhold til, når gedden angriber agnen. Gedden hugger dog ikke, så Caster trækker det sikret kort, som består i med små bevægelser stille og roligt at løfte agnen tættere og tættere mod overfladen. Gedden følger med 2-3 meter, og pludselig kommer hugget cirka 3 meter under båden. BANG – på tros af geddens beskedn cirka 3 kilo krummer stangen solidt sammen på den korte line, og kort tid efter vælter en ilter gedde rundt i overfladen indtil Casper for fat med et gællegreb og afkroger fisken, så den kan få sin frihed igen.

– Det er utrolig vigtigt, at transduceren er vinklet helt korrekt, for at man rammer fisken perfekt, understreger han. – Af samme årsag bruger jeg meget tid på at indstille vinklen, så jeg er 100 % sikker på, at fisken rammer lodret over ”0” punktet på downscanneren. På min lokale sø gør jeg det ved, at jeg har sænket en glasflaske med luft i en snor 1 meter over bunden. Den sejler jeg forbi på vej ud til pladsen, og finder den ved hjælp af et waypoint. Fordi den er fyldt med luft er den virkelig nem at se på loddet. Herefter bruger jeg positionen af denne under en smal 8 graders transducerkegle, til visuelt at justere den helt rette vinkel på min transducer og transducer pole, så jeg ved at transcuderkeglen går helt lodret ned igennem vandet i forhold til min transducerpole. Husk at folk i båden skal sidde det samme sted, som under praktisk fiskeri, mens kalibreringen foregår, for blot det, at en person flytter en meter i båden, kan ændre vægtfordelingen, så transducerkeglen rammer et par grader skævt ned igennem vandet – og det kan betyde meget for, hvorvidt du rammer helt præcist med din jig. Til netop denne kalibrering kan det være en fordel med en libelle på din transducerpole – eller en waterpas i båden. Det her er bare sindssygt vigtig!

Casper Dyret med en af sine utallige store sandart. Og der har været nogle vilde ture imjellem… I foråret fik han eksempelvis på en weekend sammen med sin søn Rasmus 12 over 6 kilo op til 10,5 kilo. Og det var ikke hans bedste weekend. Alle fiske bliver naturligvis genudsat.

Adrenalin suset fortsætter

At finde fisken på denne måde og se den hugge på skærmen er det ultimative kick. – Jeg er helt vild med det her fiskeri, griner Casper, der har dyrket det pelagiske softbaitfiskeri efter sandart gennem mange år nu. Når først fiskeriet kører, og man jævnligt ser fisk, man kan fiske til, er det som om, at tiden står stille og alt andet omkring en forsvinder. Ens øjne er simpelthen klistret til skærmen, og nerverne hænger helt udenpå hele tiden, når man med det samme kan se fiskens reaktioner på ens agn.

– Min søn Rasmus har det på samme måde som jeg, og vi fisker virkelig meget sammen – både her på Sjælland og mange andre steder i fx Sverige, der er målet for vores mange sandartture. For et stykke tid siden kom Rasmus ud for en ulykke, hvor han fik kraniebrud, og siden da har han desværre jævnligt haft fantomsmerter en række forskellige steder i kroppen. Det er fantastisk heldigt, at han overlevede, men smerterne er ikke rare at skulle leve med. Det eneste, der virkelig får smerterne til at forsvinde, er vertikalfiskeriet efter sandart, for det er så spændende og altopslugende, at han simpelthen glemmer, at han har ondt, når hans øjne er klistret til skærmen med fiskestangen i hånden.

Sandart på flimmeren

Inden længe er vi fremme ved den næste fisk. – Det her er helt klart en sandart, forklarer Casper. Den er klart mere højrygget at se på, når den ses på Livescopet, og når den glider ind under Panoptix´en tegner den som en meget mere rund, massiv og rød kugle end man ville se, hvis det var en gedde.

Vi sænker en jig ned cirka en halv meter over den. – Særligt til sandart er det super vigtigt, at bruge meget små og afdæmpede bevægelser med stangen, understreger Casper. – Ofte er det bare 5-10 cm nøk med lange pauser, der skal til at få sandarten til at hugge. Sandarten står længe og kigger på jiggen, som det er typisk for dem. Man kan tydeligt se, at den svømmer lidt frem og tilbage omkring agnen, mens den stiger uendelig langsomt tættere på den. Også her prøver Casper at tirre den ved langsom at nøkke agnen opefter, men det lykkedes desværre ikke i denne omgang. – Det er netop til disse sagte løft, at det er fedt at bruge Daiwas Viento low profile baitcasters, for de har en speciel tangent over spolen, der gør det muligt at tage agnen ind i små nøk – uden at dreje på håndtaget. Og det er jo super smart, når man samtidig skal styre elmotor og marineelektronik med den anden hånd.

Casper med en af hans mange store gedder taget fra “Lille Dyret”.

Storfanger gennem årtier

I takt med, at det bliver mørkere, ser vi tydeligt det klassiske fænomen på lodderne, hvor alger og zooplanton stiger mod overfladen – med bytte- og rovfisk lige i hælene. Vi får en del mindre gedder højt i vandet, og da det bliver mørkt, får jeg også en enkelt mindre sandart, som hugger cirka otte meter under båden. Desværre bliver vi overrasket af et gigantisk regnvejr, der sætter en stopper for fiskeriet tidligt på natten, men på vej ind mod bådebroen får jeg historien om Caspers mange år som storfanger.

– Jeg startede med at fiske som tre-fireårig i midten af halvfjerdserne, og til at starte med var det især molefiskeriet oppe ved Helsingør, som min far tog mig med på. Sidenhen udviklede det sig mere hen imod søfiskeriet, og her var det især de lokale søer og moser i Ballerup og omegn, der blev gennemfisket efter aborrer og gedder. Jeg fiskede også en hel del medefiskeri – blandt andet efter suder, og til sidst endte jeg sågar også med at fiske med i de dengang noget større medekonkurrencer, der blev afholdt rundt omkring i landet. Parrallelt med dette deltog jeg også på en del klubture – blandt andet på kutter – fuldstændig som det var helt klassisk for det blomstrende klubliv i firserne.

– Da jeg blev 15-16, begyndte jeg at blive meget mere seriøs omkring mit fiskeri, og i denne periode fiskede jeg rigtig meget sandart i blandt andet Bagsværd sø – typisk langsom dørg med woblere, fortsætter han. – Og – da jeg fik mit eget kørekort blev det også til mange langture til blandt andet Jylland med levende agn efter gedder.

– Da jeg var 17-18 år gammel fik jeg min første båd sammen med en der hed Henrik – en Shetland 540. Til at starte med var det mest trolling vi dyrkede, men vi fiskede også en del makrel i Øresund fra båden. Det var dog først, da jeg fik en ny båd selv – en Salmo 540 – at jeg for alvor begyndte at dyrke torskefiskeriet – og det gik forrygende. På den tid havde vi typisk i omegnen af 100 torskedage om året – og vi tog også mange spændende ture op i Kattegat, dengang der stadig var noget at fange der – blandet havkatte på vragene. Jo vi fangede rigtig mange store fisk fra ”Dyret 1” i de år. Senere fik jeg en Orca, der meget originalt kom til at hedde ”Dyret 2”.

Casper med sin PFB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

Casper med sin PB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

Champangnefiskeri på Apataki

– Et par år senere begyndte vi at opdyrke torskefiskeriet i Østersøen med stor succes, afslører han. – Først gik det meget langsomt, og vi havde en del rekognosceringsture uden de helt store resultater. Vi havde hørt rygterne om de mange store torsk ved Apataki-knolden fra erhvervsfiskerne, men vi brugte flere år på rent faktisk at finde den. Til sidst lykkedes det – og det gjorde det, fordi vi så en turbåd fange en stor fisk ved noget, der mindede om en tilfældighed. Herefter finkæmmede vi området, og pludselig en dag sammen med min fiskeven Jakob Lindberg fandt vi fiskene. Efter den dag havde vi et helt vildt fiskeri med fisk op til 29,6 kilo samt en dag med hele 37 målere over ti kilo og 7 fisk over 20 kilo. I flere år fangede vi to mand på båden lige så mange stortorsk som en hel turbåd typisk fangede på en vintersæson, så der var virkelig gang i fiskeriet. Den største fisk jeg fik ud for Stevns vejede 29,3 kilo. Op igennem halvfemserne havde jeg også en mindre charterbåd med Carsten Gilder, hvor vi sejlede med lystfiskere i Øresund, men til sidst blev det lidt trættende ikke at komme til at fiske selv, så det valgte vi at droppe til sidst.

Havfiske og trolling pioner

Lang tid inden det nordnorske havfiskeri for alvor blev kendt i midten-slutningen af firserne, tog Casper og Jakob på en masse langture for at opdyrke det nordnorske havfiskeri. – Det første år hev vi cirka en måned ud af kalenderen og drog nordpå, hvor vi havde et fantastisk fiskeri efter blandt andet kæmpestore sej i Saltstraumen.

– I midten og slutningen af halvfemserne trollede jeg også virkelig meget med de gamle Ballerup-drenge i Hanøbugten og Pukaviken efter vandringslaks – og I samme periode fiskede jeg også meget i Väneren med udgangshavn fra Åmål – efter ørred og indsølaks. Bland andet fik en flot ørred på 7,5 kilo, husker jeg. Og ude i Hanøbugten blev det til laks op til 17,3 kilo fra Dyret. I starten af nullerne droslede jeg dog kraftigt ned for trolling- samt havfiskeriet.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskerie3t, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskeriet, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

Vertikalfiskeriets spæde start

– I starten og frem mod midten af nullerne begyndte jeg så småt at eksperimentere med vertikalfiskeri efter sandart og havde allerede fra starten rimelige gode resultater, der ansporede mig til at forfine og opdyrke fiskeriet endnu mere. I starten var det mest drivende vertikalfiskeri, hvor vi efter hollandsk forbillede typisk fiskede med agnfisk monteret på fireball krogsæt. Det var typisk inde på lidt lavere vand over 4 – 6 meter det foregik, og vi fik rigtig mange fine fisk på denne måde. Senere omkring 2008 begyndte vi mere og mere at fiske med softbaits, der har den fordel, at de er lettere at arbejde med til præcisionsfiskeri på lidt dybere vand, fordi de er mere strømlinede og derfor synker hurtigere, hvorved det bliver lettere at ramme bulls eye på fisken. Det var på dette tidspunkt, at vi for alvor begyndt at lægge vores energi over dybt vand efter de pelagiske sandart. I dag bruger vi udelukkende agn vertikalt om vinteren, hvor der tit skal lidt ekstra duft til for at lokke de mere træge vinterfisk til at hugge.

– Som stang bruger jeg typisk en Westin W6 vertikalstang – kombineret med et Daiwa Viento hjul, som nævnt ovenfor. Som hovedline bruger jeg typisk 0,14mm flet om dagen og 0,18mm flet om natten. Jighovedet er typisk omkring 40 gram, så jeg kommer hurtigt ned. Som forfang bruger jeg typisk 0,60mm fluorocarbon om dagen og 0,80mm om natten. Tyndere forfang giver klart flere fisk, men øger også risikoen for at miste dem, slutter Casper, hvis PR på sandart og gedde i skrivende stund er hhv. 10,0 og 14,3 kilo. Men – når man hører om hans vilde planer for næste år, så er det ikke usandsynligt, at disse rekorder får et hak opad på et tidspunkt…

Du kan høre meget mere om Casper Dyrets vertikalteknikker – samt hvordan han bruger sin marineelektronik i en ny video vi kommer med på fiskogfri.dk og Fisk & Fris youtube kanal inden for den næste måneds tid.

Casper fisker med en variant over Jens Bursells releasetakel med “moving-hook effect” for at optimere krogningen. Læs mere om disse takler i bogen “Geddefeber” eller se vores video med Casper om et par uger på Fisk & Fris youtube kanal.

Caspers favorithjul hedder Daiwa Viento, fordi man med den øverste tangent på baitcasteren kan køre agnen ind i små nøk – med den samme hånd, der holder stangen. Det betyder, at den anden hånd altid er fri til fx styring og justering af loddet.

TILBAGELÆNET SANDARTDØRG

aug 15, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Trolling

Jeg har fisket efter sandart fra før jeg fik knallert, og har dørget efter dem siden jeg fik en bil. Men det jeg har lært de sidste få år under vertikalfiskeri, har fået mig til, at forstå at jeg har fisket helt forkert de sidste 40 år! Sådan lyder det fra Fisk & Fri’s sandartekspert – Flemming Madsen.

AF FLEMMING MADSEN

ET ANSEELIGT ANTAL af de sandarter jeg har fanget, er taget under dørg med kunstagn – primært fra en motordrevet båd med ekkolod. Alligevel er langt de fleste af mine store dørgesandarter taget fra enten robåd eller under fiskeri uden ekkolod – eller begge dele. Yderligere er mine fem allerstørste sandarter fanget under andet fiskeri, hvor der kun i ét tilfælde har været motor eller ekkolod involveret.

De seneste fem år er tendensen blevet yderligere forstærket – måske på grund af et større fiskepres på søerne og som følge deraf, i visse vande, færre fisk, men især og helt generelt flere sky fisk. Der skal derfor, som jeg ser det, fiskes anderledes end hidtil, hvis man vil have en reel chance for at dørge sig til en stor sandart.

UNDERSØGELSER PÅVISER, at catch og release fiskeri efter sandart ikke er helt uproblematisk. Forudsat at de genudsatte fisk overlever, så bliver de mere forsigtige bl.a. i forbindelse med jagt på og indtagelse af føde. I en verden, der er så ekstremt konkurrencepræget, som den fiskene lever i, er tabet af umiddelbar og aggressiv fødesøgning naturligvis et problem for fiskene selv, men det afstedkommer så sandelig også udfordringer for os lystfiskere.

Det, der oftest skræmmer en stor, gammel og muligvis tidligere kroget sandart, er bl.a. motorstøj. Værd at bemærke er, at elmotorer generelt skræmmer fiskene mere end forbrændingsmotorer. Yderligere virker det som om, at en mindre elmotor, der kører på høje omdrejninger, skræmmer mere end en større elmotor, der kører på lavere omdrejninger. En anden og muligvis endnu større skræmmekilde er de lydbølger transduceren udsender. Her kan det være nyttigt at kende ekkoloddets funktioner lidt mere i detaljen. Den nok mest almindelige transducer-sprednings vinkel er 20 grader, hvilket imidlertid er en begrænsning, der er sat i modtagelsen af ekkoet, for transduceren udsender lydbølger i et trefire gange så stort område. Ganske vist aftager styrken af signalet jo længere fra centrum man måler, men alligevel betyder det, at hvis fisk bliver skræmt, så er det ikke kun i det område transducer vinklen nu en gang dækker på skærmen, men altså i et meget større område rundt om båden.

Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.

Der er en anden spidsfindighed ved ekkoloddets kontroller, som nok heller ikke er så velkendt. Uanset hvor højt eller lavt man sætter styrken (gain), så er styrken, der udgår fra transduceren – forudsat at dybdeskalaen er uændret – den samme.

MANGE SØER ER KORTLAGT digitalt, så start fiskedagen med at konstatere i hvilken dybde fiskene hovedsaligt står, og sluk derefter loddet. Brug din GPS og stol på dine instinkter. Det udgør helt sikkert en forskel i forhold til chancen for at fange nogle af de større fisk.

FOR ENDEN AF LINEN er det andre ting, der om ikke ligefrem skræmmer en i forvejen skeptisk sandart, så i hvert tilfælde gør, at den opdager bedraget. Det kan fx være for store eller for hurtige bevægelser med agnen, hvilket i dørge sammenhæng kan opstå, hvis man sejler imod eventuelle bølger og derved får en meget ujævn sejllads. Bruger man fletline under sådanne omstændigheder, så bliver problemet forstærket. Fisk derfor kun med bølgerne, hvis de er store nok til at give problemer, og brug eventuelt nylonline, eller som minimum et ca. 10 meter langt nylonforfang til at dæmpe de værste ryk. Jeg har fanget masser af sandarter med jigs på 25 centimeter eller mere, men jeg har aldrig fanget en på woblere i samme størrelse, selvom jeg har lagt mange timer i forsøget. Jeg er ret sikker på, at dels er en stor woblers bevægelser generelt for voldsomme, men de store kroge, der hænger og skramler under dem, er nok et endnu større problem.

Kan man ramme den for dagen helt rigtige farve på sin agn, så betyder det selvsagt en del. Omvendt kan en forkert farvekombination ødelægge ens chancer ganske betragteligt. Lidt forenklet sagt, er agn i naturlige, afdæmpede farver det oplagte førstevalg. De vil ikke altid være det bedste valg, men med mindre vandet er meget uklart, så start her. Faktorer, der bl.a. påvirker fiskenes farvepræferencer er, foruden sigtbarheden, også farven i vandet, typisk enten grønt eller brunt. I tilfælde af uklart vand, men ikke kun det, bør klare farver i grønt, gult og orange også findes i grej – boksen, eller måske snarere for enden af linen.

Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre.

FISKER MAN med livlige woblere, så er valget af farve ikke lige så kritisk. Mange vil have oplevet, at én enkelt wobler fisker betydeligt bedre end andre tilsyneladende identiske woblere. Efterhånden som antallet af fisk fanget på den »gode« wobler stiger, så ændrer den også udseende, den startede måske sine dage med at være fx krom og blå, men bliver til sidst slidt ned til farven på plasten den er lavet af, men den udfisker stadigvæk næsten hvad som helst.

Her er det helt åbenlyst gangen, eller rettere de vibrationer den udsender, der er specielle, og farven er næsten ligegyldig. Omvendt forholder det sig også sådan, at jo mindre en agn bevæger sig, og/eller jo langsommere den bliver fisket, jo større betydning har farven.

TRADITIONEL DØRGNING med flydende wobler, i alt mellem 1,0 og 2,5 knob, er mest effektivt i de perioder af året, hvor vandtemperaturen er over seks grader og allerhelst over 10 grader. En øvre grænse er nærmest kun teoretisk, og jeg har haft fantastisk fiskeri i 25 grader varmt vand. En fejl jeg har set mange gøre sig skyldige i, er, at de fisker med for kraftigt forfang. Hvis man fx bruger mindre flydende woblere, så skal forfanget ikke være over 0.30 mm og gerne tyndere, hvis woblerens gang skal udfolde sig.

Sandarter kan dog have meget forskellig præference, når det kommer til den sidevejs vandring en wobler har – enten en langsom gang med brede udslag eller en hurtigere gang med smallere udslag. Vandtemperaturen og vejret er to meget afgørende faktorer for, hvad der på dagen fungerer bedst. Det, der til gengæld ikke ændrer sig, er sandarternes modvilje til at tage en agn, der ruller for meget med kroppen. Gedder og især aborre har det derimod nærmest omvendt.

Hvis man gerne vil forsøge sig, når vandet er koldere, eller målrette sit fiskeri efter større fisk, så er fremgangsmåden en ganske anden. Hastigheden skal ned under en knob. Der skal indlægges hyppige bådstop, og sidst men ikke mindst, så skal agnene, der kan være både jigs eller woblere, være synkende eller som minimum svævende. De lokkeryk og små rystelser, der er så effektive under vertikalfiskeri, kan man af gode grunde ikke efterligne under dørgefiskeri. Det man kan gøre, er at fiske langsomt, lade agnen stoppe helt op og lade dem synke langsomt. Det er som oftest her, at fiskene vil hugge.

Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart.

Hvis ens agn synker hurtigere end ønsket, er kuren en af følgende: Fisk med kortere line, altså en linelængde, der ligger tættere på fiskedybden. En anden mulig måde at sænke synkehastigheden på, er at benytte en tykkere hovedline. Man kan også skifte til lettere jighoveder, eller belaste woblerne mindre, uden dog at gøre dem flydende. Begge dele påvirker imidlertid gangen på agnene – både når de synker og under fart.

PADDLETAIL JIGS er meget populære og med rette. De kan være uhyggeligt effektive. Jeg hælder mest til de varianter med en firkantet hale, men der er også flere gode modeller med en rund hale. Hvis man monterer et relativt let hoved på ca. 15 gram på en 15 cm krop, så vil kroppen rulle ganske meget. Et hoved på ca. 25 gram vil dæmpe den rullende bevægelse, med undtagelse af halestykket, der får tilført mere energi og vil vride sig som en proptrækker. Hvis man gerne vil have en mere diskret gang, der alt andet lige er mere naturligt, samtidig med at man bibeholder et let hoved – og dermed en langsom synkende agn – så skal man trimme halens bredde. Fat en saks og start med at klippe at par millimeter af halens bredde – lige meget i begge sider. Selvom vertikal-jigs er såkaldte »no action« agn, så kan de faktisk også bruges under dørgefiskeri. For mit eget vedkommende har det udelukkende været i forbindelse med, at jiggen er sunket efter et stop, der er kommet hug. Værd at bemærke er, at en vertikal-jig, i samme størrelse og vægt som en paddletail, opnår en større dybde, pga. af mindre vandmodstand.

UDVALGET af synkende woblere på markedet er mildest talt begrænset. Det er i høj grad op til en selv, at trimme nogle flydende woblere til at blive synkende. Det kan både være ret enkelt og temmelig kompliceret – eller tidskrævende. Den sidste kategori er min foretrukne. Det indebærer først og fremmest, at wobleren skal vægtes midlertidigt, for at fastslå, hvor og hvor meget, der skal tilføjes. Der er flere fremgangsmåder til at gøre en wobler tungere: Man kan save, hakke eller bore huller i emnet, og så fylde op med arvesølvet og derefter lime, spartle, file, male og endelig lakere. Metoden kræver, at man ved, hvor woblerens eventuelle trådskelet og oprindelige vægte befinder sig.

Jeg limer i stedet mine vægte uden på wobleren, hvilket gør, at jeg kan placere dem mere frit, og så gør fx ti gram udenpå en wobler større forskel på gangen end ti gram inde i wobleren. For at få en wobler til at synke korrekt og samtidigt dæmpe den normale gang under fart, skal den vægtes på undersiden og en anelse foran balancepunktet. Når den er i vandet, skal den synke – mere eller mindre – med hovedet forrest. Hvis woblerens trækpunkt er monteret på selve skeen, hvilket er typisk på deep diver modeller, så kan man file lidt materiale af skeens sider. Det vil mindske woblerens rul. Hvis trækpunktet derimod sidder på woblerkroppen, hvilket den gør på de fleste modeller, så skal selve øjet bukkes en anelse opad. Indgrebet både mindsker slagene fra side til side og woblerens rullen. Med mindre man er en nørdet æstetiker, så nøjes man bare med at lime vægten på. En endnu nemmere, mere fleksibel, men dog mindre præcis måde, er at bruge vægtede kroge. Hvis det er en wobler med meget opdrift, er det i sig selv sjældent nok til at gøre den synkende, men det giver mulighed for at ændre gang og synkehastighed i et snuptag. Den hurtige måde at producere de tunge kroge på, er at vikle fx kobbertråd rundt om krogskaftet.

Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!

BRUGEN AF SIDEPLANERE er efterhånden en integreret del af alt dørge- og trollingfiskeri. Agnene bliver spredt over et meget større område, og de kommer længere væk fra de før omtalte skræmmefaktorer. Hvis man sejler meget langsomt og til tider stopper helt op, som jeg anbefaler, så er der nogle udfordringer, man skal forholde sig til. Langt de fleste sideplanere vil have en tendens til at lægge sig ned på siden, når fremdriften forsvinder. Når farten bliver genoptaget, kan det føre til, at de kaner ind mod båden og videre over på modsatte side. Igen er kuren at tilføje ekstra vægt, denne gang på kølen af sideplaneren. Herefter vil den stå som et flåd i vandet og være meget nemmere at styre.

Antallet af hug, der bliver omsat til fast fisk, er mindre under fiskeri med sideplanere. Problemet er bl.a., at det ofte kan være svært at se huggene. Selvom udvalget af sideplanere, på det skandinaviske marked, er endog meget stort, så måtte jeg alligevel til USA for at finde løsningen: Off Shore Tackles OR 12 er nu mit foretrukne valg. Det smarte og anderledes ved disse sideplanere er et vippeflag, som via en fjeder er koblet til udløserklemmen/linen. Selv meget små fisk, forsigtige hug eller lidt grøde, vil få flaget til at vippe, eller lægge sig ned.

SIDST MEN IKKE MINDST er en god krog til dørgefiskeri et must. Muligheden for at give modhug er i bedste fald symbolsk, og under dørgefiskeri efter sandart vil jeg under alle omstændigheder fraråde det. Hvad er så en god krog? Det er ikke en stor, kraftig og – Gud forbyde det – sløv krog. Kroge med indadvendt krogspids som bl.a. Mustad Triple Grip er efter min mening som skabt til formålet. De indadvendte krogspidser holder deres greb i fisken bedre end nogen anden krogtype, jeg har prøvet. Hvis fisken først bliver kroget, så er sandsynligheden for at miste fisken mindre. Og hvis der er noget, man ikke ønsker – så er der at miste fisk, når de endelig hugger.

Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.

Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på
wobleren.

Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.

SANDART PÅ DROPSHOT

apr 14, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri

Jörgen Larsson fra Westin er en sand mester til softbaitfiskeri. Denne fine sandart er taget på dropshot, der kan væe en super metode i foråret.

Har du ikke dropshot i dit repertoire af fisketeknikker til sandarten, så får du her et godt råd: Se at komme i gang – du kommer ikke til at fortryde det. Metoden er ikke kun effektiv – den er også sindssygt sjov!

AF JÖRGEN LARSSON

MIN FØRSTE SANDARTTUR med dropshot blev gennemført på en forårsdag. Solen skinnede fra en skyfri himmel og søen lå stille som et nypudset spejl. Allerede tidligt på morgenen antydede en hurtig stigning i temperaturen, at vi skulle få sommerlignende forhold op ad dagen. Sammen med min fiskekammerat plejer jeg hvert forår at bruge et par dage på en sø med grove sandarter. Normalt fisker vi langsomt spinnefiskeri med woblere, men i år havde vi andre planer.

Under en tur tidligere på måneden, hvor vi fiskede med wobler, havde jeg fået overbevist både ham og mig selv om, at dropshot burde fungere til at overliste de svære sandarter. Situationen var oplagt til at prøve en ny metode. Hvis ikke sandarterne huggede på en wobler, kunne et velpræsenteret softbait måske gøre udslaget? Det var på tide at teste dropshot-teknikken.

Mens vi glider ud på søen, bestemmer jeg mig for at holde fast i dropshot og stå imod fristelsen til at falde tilbage på de gammelkendte teknikker. Selvom Ronnie skulle gå tilbage til wobleren og begynde at fange den ene sandart efter den anden, vil jeg holde fast og giver dropshot en reel chance.

En markør er god til at afmærke, hvor man har set sandarter på ekkoloddet.

VI STYRER mod en af søens sikreste sandartgrunde og smider en markør på det laveste sted. Båden ankres op, så vi kan fiske skrænten op mod det lave parti af. Skrappe farver virker bedst i den humusfarvede sø, så både Ronnie stangen. Vi har ingen kontakt med fisk. Hverken langs kanten eller på plateauet.

Efter en times tidmister Ronnie tålmodigheden og finder sin woblerstang frem igen. Selv klør jeg på – fast besluttet på at fange min første sandart på dropshot. Lidt senere, mens taklet er fisket halvejs ind til båden, mærker jeg, at der er noget, der forsigtigt nipper til jiggen. Jeg fisker taklet yderligere et par decimeter ind, og når lige at tænke, at det måske bare var indbildning, da jiggen bliver taget stenhårdt!

FIGHTEN er svær på den lette udrustning, men til sidst kan jeg lande en imponerende hanfisk. Sandarten kommer en tur i vejeslyngen og må stå model til et par billeder, inden den ryger retur. Jeg er lettet og lykkelig – vægten viste lige over seks kilo. Hvilken premierefisk!

Endnu en sandart på dropshot til Jörgen Larsson.

ISEN ER BRUDT, og det føles pludseligt som en selvfølge at fortsætte med dropshot. Selvom Ronnie fortsat er en anelse skeptisk, har jeg for mit vedkommende tiltro til den noget anderledes fisketeknik. Og mens jeg giver metoden min fulde opmærksomhed, veksler min fiskemakker mellem jig og wobler resten af dagen.

Fiskeriet er fortsat trægt, og mange af de ellers sikre pladser vi prøver, er unormalt fisketomme. Vi kæmper og belønnes med sporadiske hug samt enkelte sandarter. Når den varme forårsdag til sidst er til ende, har vi landet fem fine fisk. Ikke noget at prale med antalsmæssigt, men i mine øjne har turen alligevel været givende. Samtlige fem fisk er nemlig fanget på dropshot. Da vores velprøvede woblere ikke virkede, reddede farverige jigs dagen. Jeg har fået de svar jeg søgte, og fået en værdifuld tro på sagen – samt masser af inspiration til at lære mere om den spændende jigteknik.

DROPSHOT er i alt sin enkelhed en uhyre effektiv fiskeform, som kan praktiseres både fra land og fra båd. Formodentligt er det også årsagen til, at metoden er blevet så hurtigt populær ude i Europa. Med rigtigt tilpasset udrustning og teknik kan man uden større problemer fange både aborrer og sandart i nærmest alle typer fiskevande.

En anden og mindst lige så vigtig årsag til at jeg kan lide metoden, er underholdningsværdien. Dropshot er vildt sjovt! Fiskeriet er aktivt, og du bestemmer selv, hvordan jiggen bevæger sig ved hjælp af stang og takel. Sandarthugget er ofte stenhårdt, og på det lette grej bydes man på en herlig fight – også selvom fisken ikke er enorm. Kan det blive bedre?

STANGEN er efter min mening det vigtigste værktøj for at få teknikken til at fungere. En dropshotstang skal have en hurtig og relativ stiv klinge med en blød og følsom top. Er stangen for blød og dyb i aktionen, er det svært at få fart på jiggen og fiske taklet hjem med kontrol. En stang med forkert aktion forringer også dine chancer for at kroge fisken. En stang på cirka 8 fod er god til bådfiskeriet, mens den godt må være 9 til det landbaserede fiskeri. På stangen skal der sidde et lille fastspolehjul

TAKLET FISKES HJEM med små håndledsbevægelser, så loddet etapevis slipper og hopper frem over bunden. De små nøk laves med slækline, men uden at kontakten med taklet går tabt. Huggene falder ofte i pauserne. Altså: nøk-nøk – spol løsline ind – pause nogle sekunder – og gentag derefter bevægelsesmønstret. Brug små stangbevægelser og varier tempoet. Nogle gange fungerer lange pauser bedst, mens det andre gange er højere fart, som giverdet bedste resultat.

Nogle gange slæber jeg bare taklet hjem over bunden uden at nøkke det, mens hugget andre dage falder, når du har rystet jiggen forsigtigt uden at flytte taklet. Det findes egentligt ikke noget rigtigt og forkert, når det gælder dropshot. Prøv dig frem og forsøg at knække koden på dagen.

BAITS OG KROGE til dropshotfiskeri findes der rigelig at på markedet. Jeg har dog med ganske få undtagelser hentet allemine dropshotbaits blandt de agn, jeg normalt bruger til vertikalfiskeri.

Indtil nu har jeg brugt softbaits med lige eller kløvet hale og minimal bevægelsesmønster. Kombineret jigkroppe minimal bevægelse, men på et dropshottakel forandres denne gang dramatisk. På en let enkeltkrog uden hæmmende belastning, liver baitet op og bliver pludselig uhyre livligt.

Dropshot teknikken kan være et super effektivt es til sandarten her i april.

Jeg lader baitets udformning bestemme, hvordan jeg monterer den. Modeller af blødt materiale fortrækker jeg at præsentere på en offset-krog. I begyndelsen var jeg mistænksom overfor den underlige krog, men efter noget tid måtte jeg sande, at den fungerer ypperligt i kombination med bløde jigs, som let glider ned af krogen ved hug. Jeg fortrækker kroge med stort kroggab i størrelse 2/0-4/0.

SOFTBAITS i hårdere materiale takler jeg med en enkeltkrog i »næsen« og en lille trekrog lidt længere nede på kroppen. Stingerforfanget laver jeg af 0,36 fletline, som fæstnes lige bag enkeltkrogens modhager. Mindre jigs monterer jeg med en enkelt krog i »næsen«.

TAKLER TIL DROPSHOT bindes af 0,35 mm fluorocarbon. Hug, fight og besværlig bund slider hårdt på taklet, så jeg ser ingen grund til at bruge tyndere diameter til sandart.

Taklet monteres på hovedlinen med en lille svirvel. Hele konceptet med dropshot er bygget på kontrol og kontakt med taklet. Jo tungere lod du har, desto lettere bliver det at fiske med strakt line. Men hvis loddet er for tungt, bliver det for svært at bibeholde følelsen og fiske det hjem med små stangbevægelser. Derfor bør du altid stræbe efter at anvende så let et lod som vind, strøm, dybde og kastelængde tillader.

Jeg holder mig som regel til lodder på 8-15 gram, eftersom meget af følelsen fosvinder med tungere lodder. Til at starte med vælger jag stavformede lodder, da de ikke sidder fast i bunden så ofte. Mærker jeg, at jeg har svært ved at spænde linen op og taklet ligesom rutsjer over bunden, skifter jeg til et dråbeformet lod. Forskellen mellem stav- og dråbeformede lodder er overraskende stor, og et skift giver en mærkbar forskel i kontakten med taklet. Mange gange er det altså nok at skifte model på loddet i stedet for at gå op i vægt.

DE SPECIELT FORMEDE HÆGTER, som kendetegner alle lodder udviklet til dropshot, gør det muligt at klemme linen fast. Selv fisker jeg oftest med jiggen 30-50 centimeter over loddet, men den finurlige lineklips gør det enormt enkelt at justere afstanden. Står fiskene et stykke over bunden, er der ingen hindring i at prøve et længere takel og præsentere jiggen højere i vandet.

Efter nogle år, hvor jeg udelukkende har koncentreret mig om pelagisk vertikalfiskeri, er jeg igen begyndt at dyrke det bundnære jigfiskeri – og det viser sig, at dropshot er et velfunderet supplement til det bundbaserede fiskeri. Ved flere lejligheder har dropshot både givet flere og større sandarter end normalt vertikalfiskeri. Pladser, der kaster sandarter af sig ved normalt vertikalfiskeri, er også interessante for dropshot. Det kan fx være stengrunde,skrænter og andre partier med hård bund, som samler sandarterne. Det er tit en god idé at lægge en markør ud på en hot plads, for derefter at fiske området af med begge metoder.

JEG PLEJER at styre båden op i vinden med elmotoren, samtidig med at jeg vertikaljigger. Når området er passeret, skifter jeg over til dropshot og driver tilbage over samme område med taklet slæbende over bunden. Bortset fra, at man ikke tager line ind anvendes samme teknik som ved kastefiskeri. Et par lette nøk efterfulgt af en pause. Drivmetoden er desuden god til at afsøge større områder.

I hård vind fungerer det bedst at ankre op og kastefiske. Fordelen ved bådfiskeri er, at man kan ankre nær de hotte områder. Derfor behøver du ikke kaste så langt, hvilket muliggøre lettere lodder og bedre kontrol. Er du den lykkelige ejer af en frontmonteret Minn Kota med I-pilot, kan du udnytte ankerfunktionen for at holde båden på passende afstand af aktuelle område, mens du kaster.