DAIWA OPEN 2025: EN FLOT LAKS FRA RIBE VESTERÅ

– En tidlig søndag morgen tog jeg morgentoget klokken 06.51 fra Esbjerg til Ribe Vesterå, fortæller Bastian Clausen. – Jeg havde bygget lidt spinnere aftenen forinden, som selvfølgelig skulle testes.

– Jeg startede mit fiskeri, som jeg altid gør – samt fiskede mine sædvanlige spots. Efter to timers fiskeri uden at mærke noget skiftede jeg sted samt agn. En hjemmelavet rød/sølv kondomspinner i 20 gram røg på, og jeg tog nogle kast – både langs egen brink, midt i åen og til sidst tværs skråt over på modsatte brink. Spinneren ramte vandet, jeg lod den synke lidt, og i det jeg startede indspinningen, mærkede jeg, at min stang blev tung, og jeg var ikke i tvivl om, at der var laks på.

– Hvor stor den var, kunne jeg dog ikke fornemme, da de plejer at være døde i fighten her om efteråret. Men da jeg så den i overfladen første gang, kunne jeg se, at det er en ny personlig rekord. Samtidig gik der panik i mig, da jeg to måneder forinden smed en rigtig stor laks. Heldigvis fik jeg den dog nettet i god ro og orden, og kunne skyde den til at være omkring de 90 cm og i god stand også! Laksen blev forsigtigt genudsat, da kvoten er opbrugt, slutter han og tilføjer, at den blev fanget på en Daiwa AGS Shogun stang.

Sæsonen i Ribe Vesterå varer til 31/10. Læs mere om fiskeriet her.

 

drømmerejse iFish Travel

EBRO: VERDENS BEDSTE MALLEFISKERI

Den spanske flod Ebro er en af de mest fiskerige floder i Europa. Her kan du opleve det vildeste fiskeri efter storkarper, sandart og bass – samt et mallefiskeri, der overgår alt. Her får du historien om drømmefloden – og en masse inspiration til fremtidige ture.

 

AF OLIVIER PORTRAT

 

MAR DE ARAGON ligger badet i et blødt, magisk aftenlys, idet vi sejler vores takler med flynder-pellets ud på mallepladserne. Rundt om hvert takel lægger vi en håndfuld af de store foderpiller, og efter en del sejleri, kan vi endelig læne os tilbage inde på bredden og betragte toppene på de otte hårdt opspændte stænger.

Forventningerne er høje, for der har været godt gang i fiskeriet de seneste par dage. Inden længe giver det et kraftigt ryk i den ene af stængerne, hvorefter en heftig, tung fight påbegyndes; det er ikke let at fighte en fisk på over to meter direkte fra land!

Netop som vi har landet fisken, giver det et ryk i en af de andre stænger, og mens vi fighter den, kommer der endnu et hug på den tredje stang! Inden længe har vi travlt med at fighte den ene store fisk efter den anden, og efter to timer er der ikke flere takler i vandet. Fuldstændig udmattede af at fighte store fisk, tager vi en lille pause, inden det hårde arbejde med at sejle de otte takler ud igen starter på ny.

Da vi fisker 150 meter ude, er der kun én metode til at placere taklerne, som er forsynet med bundlodder på op til 1,6 kilo – og det er at sejle dem ud! Hvor vi i første ombæring måtte vente lidt på det første hug, får vi nu det første bid på det første takel, allerede da vi er ved at sejle det andet ud. Og sådan bliver det ved, indtil vi indser, at vi lige så godt kan nøjes med at have to-tre stænger ude. På trods af dette har vi, da dagen er omme fanget 31 maller med 24 af dem på over de to meter. To af fiskene er over 80 kilo! Jeg skal skynde mig at sige, at dette selvfølgelig var en af de helt vilde dage, og at man ikke kan regne med at opleve så sindssygt et fiskeri. Men – risikoen for at tage hjem til Danmark uden at have fanget en flot malle er ikke særlig stor.

Så store mallefangster – eller for den sags skyld fangster af store fisk generelt, har indtil de sidste par år været noget, som man end ikke har kunnet drømme om i sin vildeste fantasi – noget sted i verden. At mallefiskeriet i Ebro, der praktiseres som Catch & Release fiskeri – virkelig er i særklasse, vidner de tilrejsende fiskere fra Rusland, Polen, Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og Serbien. De har selv naturlige bestande af maller, men på grund af et intensivt erhvervsfiskeri efter dem i disse lande, er det meget sværere at fange store fisk i Østeuropa. Årsagen er den simple, at kun meget fisk når at blive store, inden de bliver fanget og spist.

 

Hvidovre Sport

 

En stor malle fra Ebro floden

Fiskene håndlandes med et fast greb i underkæben. De tusindsvis af tænder er ikke særligt skarpe, men får du mange fisk, kan det klart anbefales med et par hansker.

Maller i Ebro siden halvfjerdserne

Mallen blev introduceret i vesteuropæiske floder som fx spanske Ebro, franske Rhone og Saone samt Italienske Po for blot 40-50 år siden, og er siden hen eksploderet, fordi der ikke er noget erhvervsfiskeri efter dem – samt fordi de fleste praktiserer Catch & Release. For blot ti år siden tog jeg selv ofte til fx Rumænien, Rusland og Kazakstahn drevet af drømmen om en gigant malle, fordi chancen for en rigtig stor og gammel fisk dengang var større der. Men sådan er det ikke mere.

Netop fordi fiskene for lov til at vokse i Vesteuropa er der mange steder realistiske chancer for at fange kæmpestore fisk over 100 kilo. Og de bliver bare større og større… Jeg er ikke bange for at sige – at Ebro nok er det sted i verden, hvor du har størst chance for at fange en malle over to meter.

 

malle fra Ebro

Især på pladser med mange snags, skal der lægges et hårdt pres på mallerne, for at de stærke fisk ikke sætter sig fast.

 

Sandart fra Ebro

Ebrofloden byder på et eminent sandartfiskeri

Vildt fiskeri efter sandart i Ebro

Sandartfiskeriet er næsten lige så vildt som mallefiskeriet. Jeg kan stadig huske, da jeg fangede min første lille sandart fra Ebro tilbage i 1991. Siden da er det gået stærkt for rovfisken, der før slutningen af firserne, slet ikke fandtes i systemet. I 1994 fangede vi de første fisk over fem kilo, og allerede i året efter havde vi virkelig vilde fangster, toppet af en uforglemmelig dag med  min kammerat Jürgen Stegherr, hvor vi fik 84 sandart på en dag. 13 af dem vejede over 7 kilo! Og det blev vildere endnu. Fra 1997 og frem havde vi flere dage med over 200 sandart oppe og vende i båden – toppet af 266 sandart taget på spin med Drachkowitchrigs på blot én dag. Den største fisk vejede lidt over 10 kilo.

Sandartpopulationer har det med at eksplodere lige efter introduktionen til et helt nyt vand – og sådan var det også i Ebro. I løbet af de sidste år har bestanden dog stabiliseret sig på et lidt mere naturligt leje, hvor den er i bedre balance med habitaten og fødeudbuddet. Men der er dog stadig masser af fisk – faktisk så mange, at det stadig kan betegnes som sandartfiskeri i verdensklasse. Der kan stadig være dage, hvor en båd får over 100 sandart, men det er mere normalt at fange 20-50 sandart på en dag.

 

Black bass fra Ebrofloden i Spanien.

Spinnerbaits som dette er en super agn til Riba Roja reservoirets mange black bass.

Efter black bass på Ebro

 Overraskelser er der nok af, når man fisker sandart. Der er nemlig konstant gode chancer for at enten maller eller black bass lader sig lokke af bedraget. Black bass blev introduceret lang tid før mallen, og fra den store opstemning ved Caspe, tæt ved Zaragoza blev der meldt om imponerende bass-fangster allerede tidligt i halvfjerdserne. Men fra halvfemserne begyndte den store population af velvoksne maller at have sin indvirken. Black bass lægger nemlig præcis som sandarten en rede tæt ved land, hvor den forsvarer sine unger yderst aggressivt. Når så mallerne afpatruljerer bredderne i ly af mørket, angriber bassen mallerne. Problemet er, at det ikke altid er lige klogt at angribe en fisk, der vejer over halvtreds gange så meget som en selv, og kan sluge én i en enkelt mundfuld… På trods af mallerne, er der dog stadig et rigtig godt fiskeri efter Black Bass – ikke som før i Mar de Aragon, men i stedet I den opstemmede sø Embalse de Riba-Roja, der nu er en af de bedste bass-søer i Spanien. Det lyder måske underligt, for det er her, at mallen har været længst – og her de aller største fisk er. Årsagen til, at der stadig er rigtig mange bass her er, at der er masser af grøde i denne sø, så de kan gemme sig. Dage med 50 black bass – eller mere, er ganske almindelige.

Superfiskeri efter karper ved Ebrofloden

Karper er der også masser af, og gennemsnitsstørrelsen er markant højere end for år tilbage. Helleflynder-pellets, der nu er en af de suverænt bedste malle-agn på Ebro, blev faktisk opdaget af karpefiskerne, der havde et fantastisk fiskeri med denne agn i en periode. Men – det var kun indtil mallerne fik smag for disse fantastisk effektive pellets… I dag er det næsten umuligt at fiske karper på pellets, for chancen for at en grov malle tager agnen er alt for stor, og det er ikke let at fighte en kæmpemalle på karpegrejet.

Skal du fiske målrettet efter karper uden at bruge al tiden på at fighte maller, som du ofte alligevel ikke har en chance for at lande, er det andre agn, der skal i brug. Men det kan godt svare sig. Belønningen er masser af flotte skælkarper. Snitvægten ligger på 8 kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt. Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande.

 

Sandart fra Ebrofloden.

Sandarten kan vokse til anseelige proportioner i Ebrosystemet. Her er det Fisk & Fri’s Oliver Portrat med et velvoksent eksemplar taget på Drachko witch-rig fisket med en
død skalle. Til venstre Jürgen Stegherr der i dag har Ebro Unlimited, der guider på floden.

 

Ebro er altså et sted med fantastiske fiskemuligheder. En af årsagerne til, at der er så eminent et fiskeri efter en række arter, er systemets enormt store variation. Her er et utal af forskellige habitater, rangerende over alt fra sprit klart vand, til kakao-grumset muddervand, lave- og dybe partier, samt stillestående områder og kraftig strøm. Tilsvarende er der områder fyldt med snags – samt stræk uden nogen form for snags overhovedet.

Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig skælkarper. Snitvægten ligger på Et godt stykke over de ti kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt. 

Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande. Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig store reservoirer nedstrøms på vej ned imod Middelhavet, hvor der er 90 kilometer. I den nedre del af Ebro er vandet klart og løber ret hurtigt ned til byen Tortosa, hvor deltaet starter. Her er strømmen langsom, og der er masser af sandart og maller – samt helt ude i mundingen spændende fisk som fx Bluefish (Tassergal), Palomettas (Liche amie) og havbars (Loup de Mer). Havbarsen trækker opstrøms om foråret og kan fanges 40 kilometer op i floden helt op til Xerta. Disse flotte fisk er en fantastisk bifangst under sandart – fiskeriet.

Fiskeriet i Ebros bifloder – Cinca og Segre

Bifloder som fx Rio Cinca og Rio Segre understreger den store variation i systemet. Disse smukke floder minder om ørredvand, men rummer også masser af sandart og maller. Her har jeg haft et fortryllende fiskeri efter maller fra flydering og pontonbåd – og det er her fra Rudi Hegers tidligere IGFA verdensrekord for malle på flue er taget. Jo – uanset om du er spinne-, mede- eller fluefisker, byder Ebrofloden på et fiskeri i absolut verdensklasse.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010

Se Jens Bursells video om pelletfiskeri i Ebro efter maller på Fisk & Fris Youtube.

Tjek også denne mallevideo, hvor Jens fanger en 234 cm malle på livecast spin fra sin flydering.

Nogle af de bedste malleguides i området er svenske Pontus Ingvarsson og Jürgen Stegherrs (fra artiklen her) Ebro Unlimited.

 

drømmerejse iFish Travel

YELLOWTAIL FRY – EN FED KYSTFLUE OM EFTERÅRET

Yellow Tail Fry har det en efterårsflue skal ha’. Den ligner et naturligt byttedyr samtidig med at den provokerer og spiller op til ørredernes aggressive efterårshumør

Det er ikke kun i åerne, at havørreden netop nu skal provokeres til hug. Også på de åbne kyster, og i særdeleshed i fjordene, kan provokation være nøglen til succes. Mange opgangsfisk smider nemlig hovedparten af deres huginstinkt, allerede inden de søger op i åerne, og det influerer naturligvis på fluevalget.

 

AF RASMUS OVESEN

 

OKTOBER byder på et til tider godt kystfiskeri, men ofte skal der arbejdes for enhver fisk. Hovedparten af alle de kystnære havørreder vil allerede være trukket op i åerne, og de fisk, der er tilbage, er langt fra altid lige lette at lokke til at hugge. Ofte vil man opleve dage, hvor fiskene åbenlyst er der, men hvor det forløsende hug udebliver. Man vil se springende fisk, og trykbølger inde over helt lavt vand, men det er ganske ofte som om, at fiskene overhovedet ikke er fødesøgende.

 

Tradera

 

FÆNOMENET SKYLDES, at havørreden ganske ofte vil begynde de adfærdsmæssige og fysiologiske forberedelser til gydevandringen, allerede inden den søger op i vandløbene. Den vil med andre ord begynde at anlægge gydedragt og ændre fysik, alt imens den søger mod sit opvækstvandløb. Samtidig vil den også begynde at skrue ned for fødeindtaget, og det er netop denne tendens, der gør, at oktober måneds kystørreder i perioder kan være ganske svære at fange.

ISÆR I PERIODER, hvor vandføringen i gydevandløbene er minimal eller decideret utilstrækkelig, vil der ske en ophobning på de åbne kyster – og især i fjordene – af mere eller mindre farvede fisk, som tilsyneladende blot cirkler rundt og venter. Med lidt held kan disse fisk naturligvis fanges på helt almindelige kystfluer, men på de dage, hvor disse fluer konsekvent ignoreres, er det på sin plads at forsøge sig med radikalt anderledes fluer – fluer, der provokerer.

 

Havørred fanget på kystfluen Yellow Tail Fry

Rasmus Ovesen fisker gerne i fjordene året rundt. Om efteråret er det ofte en Yellow Tail Fry der sidder for enden af linen.

Fluen til de drilske havørred på kysten om efteråret

Yellow Tail Fry er et bud på en joker-kystflue til oktober måneds drillesyge havørreder. Den er lavet specifikt til fiskeriet efter sensommerens – og efterårets kystnære opgangsfisk, og den har efterhånden flere fem kilos havørreder på samvittigheden.

Farvesammensætningen er baseret på havørredens gydedragt, som er gylden og kobberfarvet med en gullig klangbund. Og det lader til, at netop denne farvekombination har en provokerende effekt på opgangsfiskene – måske fordi den er underbevidst ensbetydende med rivalisering og konkurrence. Under alle omstændigheder har fluen en evne til at lokke selv meget træge efterårshavørreder til hugget, og da særligt, når den fiskes hjem med hurtige og kontante indtag.

Huggene vil som oftest falde yderst voldsomt, og herefter er det blot at hænge på – chancerne for en virkelig stor havørred er nemlig ganske god netop nu.

Yellow Tail Fry – en super simpel flue til kystens havørreder

Bindeanvisningere til fluen er relativt simple. Først bindes den gule hale af polarræv ind bagerst på krogskaftet, og herefter fæstnes en rib af kobbertråd. Bindetråden dubbes efterfølgende med guldfarvet Flashabou dubbing, og hele krogskaftet dubbes, så der lige akkurat efterlades plads til et hoved.

Nu bindes det orangefarvede grizzly hackle ind, og det tørnes nedefter mod krogbøjningen og halen, hvor det fanges og sikres af kobbertråden, som ribbes hele vejen fremefter mod krogøjet. Kobbertråden fæstnes, kuglekædeøjnene bindes ind, hovedet dubbes med rød Firestar dubbing, og herefter afsluttes fluen med en serie whip finish-knuder. Som et allersidste afsluttende præg, børstes fluen godt og grundigt med et stykke velcro bånd, så hacklefibrene bliver blødgjort og kroppen bliver mere fyldig.

 

Havørred fanget på kystfluen Yellow Tail Fry

Nogle mener en havørred skal være skinnende sølv før den er  smuk. Andre kan værdsætte en smuk fjordørred i sæsonens efterårsfarver.

Sådan binder du Yellowtail Fry

Krog: Tiemco 777 SP #2-6 eller lignende.

Bindetråd: Rød Uni-Thread 8/0

Hale: Gul polarræv

Krop: Guldfarvet Flashabou Dubbing

Rib: Kobbertråd

Hackle: Orange Grizzly Hackle

Hoved: Rød Firestar Dubbing

Øjne: Kuglekædeøjne (Kan undlades)

Læs meget mere om kystfluefiskeri og Rasmus Ovesens favoritteknikker i hans kapitel fra bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

GREJ TIL GEDDEFLUEFISKERI

Store tunge geddefluer er ikke er lige til at kaste på almindeligt fluegrej. Blandt andet derfor har grejvalget til netop geddefluefiskeri stor betydning. Her guider vi dig igennem grejjunglen til det perfekte geddeflue set-up.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

GEDDEFLUEFISKERI står i stærk kontrast til fx tørfluefiskeri, hvor grejet er udviklet til at føre bittesmå næsten vægtløse agn ud til fiskene. Det meste geddefluefiskeri foregår med store tunge fluer med masser af vindmodstand. Og nej – disse fluer er egentlig ikke oplagte at sætte for enden af en flueline, men det stopper os jo ikke. Det kan jo sagtens lade sig gøre at kaste de store fluer og fange gedderne – og så er det svært underholdende. Men ved at vælge det rigtige udstyr og tilpasse sit grej, bliver det ikke alene nemmere, men også meget mere fornøjeligt at dyrke geddefluefiskeriet.

I takt med at geddefluefiskeri er steget i popularitet, findes der nu flere produkter på markedet tiltænkt geddefluefiskeren, men der er også meget andet, som er relevant – samt noget, der bør undgås.

 

Geddefeber

 

Fluer til geddefiskeri

Et stykke isoleringsrør i skumplast er en genial og billig løsning til opbevaring og transport af geddefluer, når man ikke lige har plads til store flueæsker.

Stænger til geddefluefiskeri

De fleste stænger kan bruges til geddefiskeri. Klassificeringen er selvfølgelig vigtig, og her er en 8’er eller 9’er det bedste allround valg, mens en 10’er kun er nødvendig til de allerstørste fluer. Mange bruger en 7’er eller 6’er, men efter min mening er denne vægtklasse for spinkel til andet end letkastende flashfluer og kan være i underkanten til at presse en stor strømgedde, der skal genudsættes.

De bedste allround geddestænger er dem, der kan håndtere store fluer, kraftig vindmodstand og som også har rygrad til at presse de største og stærkeste gedder, den dag en af disse falder for din flue. Netop disse egenskaber findes i saltvandsstænger bygget til tropernes rovfisk, og stænger som Guidelines RPXe, Hardys Zane, Sage Xi3, samt Fenwicks Techna AV salt er alle populære blandt geddefiskere. Disse stænger er ikke alene superlækre, de er ideelle til formålet og deres eneste ulempe er måske prisen, der ikke just ligger i den billige ende. Eksempelvis koster en Hardy Zane cirka 5.000 kroner, men det må også siges at være en af de fedeste stænger til gedder, som jeg har svinget.

G. Loomis har netop introduceret deres nye NRX serie, og jeg har haft lejlighed til at teste den til geddefluefiskeri og den har bestemt også potentiale til at blive en populær stang blandt geddefluefiskere. Enkelte firmaer som fx Loop, Esox Lucius og JSB producerer stænger målrettet til geddefluefiskeriet, og disse er selvfølgelig også rigtig gode valg. JSB’s og Esox Lucius synes jeg dog er for tunge og sløve i aktionen. De er udmærkede til at kaste synkeliner, store fluer og fighte fisk, men de mangler den sprødhed og hurtighed i kastet, som man får i de noget dyrere saltvandsstænger.

Scierras geddefluestang er desværre udgået i sortimentet, men falder du over en brugt model, bør du ikke tøve. Her er nemlig mulighed for en fed geddestang til en god pris. Guidelines ACT4 har ikke ordet pike i titlen, men er ifølge producentens katalog, perfekt til store geddefluer, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Med en pris på under 2.000 kroner er den et fornuftigt valg.

Et par af de detaljer, som bør være i orden, når geddefluestangen skal vælges, er et kraftigt og behageligt håndtag – gerne med fightdub, to stripping øjer samt en saltvandsbestandig finish, hvis stangen også skal bruges i brakvand.

 

Gedde fanget på flue

1) Stangen Scierra Pike har en aktion, der fungerer rigtig godt til kast med de helt store fluer. Den er desværre ikke på markedet længere, men der findes mange andre fede geddefluestænger, som du kan læse om i artiklen. 2) Med et hjul som Hardy Demon kan man have både flydende, intermediate og synkende geddeliner lige ved hånden. Spole-kasetten skiftes blot efter forholdene.

Hjul til geddefluefiskeri

 Fluehjul til geddefiskeri springer vi hurtigt henover. Er der plads til lidt backing og din flueline, så går det nok. Gedder er ikke just kendte for at udfordre hverken din backing kapacitet eller bremseevne, så jeg vil hellere anbefale, at du lægger dine ressourcer til dels i stangen, men frem for alt i linen – eller endnu bedre flere liner. Linerne har nemlig uden tvivl den største betydning for det praktiske fiskeri.

En type hjul vil jeg dog gerne anbefale, og det er multikassete typen som fx Hardy Demon eller Scierra C-Lite. Med disse kan man nemt have en ekstra line eller to med være og klar til at skifte, uden at det vejer så meget ekstra. Det er en stor fordel, hvis man ikke lige ved, om gedderne står højt eller dybt, og om der fx skal skiftes fra flydeline til en synkeline.

 

Liner til geddefluefiskeri

Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.

Liner til geddefluefiskeri

Valg af line er som sagt det sted, du bør lægge mest omtanke – og måske også penge. Linerne fås i forskellige lineklasser samt i både synkende og flydende varianter – plus kombinationer af disse. Desuden har man valget mellem hele WF liner eller skydehoveder, hvilket er en smagssag. I denne artikel vil vi fokusere på WF liner, men de samme principper vil gøre sig gældende for skydehoveder.

Der er sket en stor udvikling indenfor specialliner de sidste par år. Liner produceret specifikt til skandinavisk kystfiskeri er blevet det oplagte valg på kysten, og flere firmaer tilbyder nu også deciderede geddeliner. De er som regel også gode, men der er også andre liner, som der har de egenskaber, en god geddeflueline bør have. Men hvad er så disse egenskaber?

 

geddeflueliner

Et udvalg af gode geddeflueliner.

Geddefluelinens tapering

Taperingen af linen er det, der har afgørende betydning for, hvordan den kaster og håndterer store fluer. Linen består af en skydedel, der er den lange tynde bagerste ende af linen samt en kasteklump forrest på linen. Den forreste, tykke del af linen, har stor betydning for kasteegenskaberne.

Klumpen kan være kort eller lang og have en hurtig eller langsom front- eller bagtapering. Med hurtig menes, at dens diameter ændres hurtigt over et kort stykke af linen. For geddefluefiskeren er længden på den samlede klump og længden på frontaperingen, de vigtigste faktorer. Hvis man vil generalisere lidt, kan man sige, at meget lange klumper og lange fronttaperinger giver muligheden for at lave pæne og forsigtige kast med lette fluer samt med meget line i luften. Korte klumper derimod kræver mindre line i luften, men skyder til gengæld linen hårdere og længere.

En kort fronttapering vender en stor flue bedre, mens en lang fronttapering giver fluen en blødere landing. Som geddefluefiskere vil man gerne kunne skyde meget line, samt bære og vende de tungeste fluer. Dermed gælder det altså om at finde en line med en kort klump og en stejl fronttapering. Og det er selvfølgelig det, som de fleste geddeliner har. Nogle mere end andre, og her begynder det at blive en smagssag. Umiddelbart vil en klump på ni – elleve meter egne sig til geddefluefiskeri.

 

Fight af gedde på fluegrej

Der er intet federe end at fighte end stor gedde på geddeflue – grejet. Især når man stoler på sit udstyr.

Hvor hurtigt skal geddefluelinen synke?

Synkeegenskaberne i linen er selvsagt vigtige. Skal du kun have en line til geddefluefiskeriet, er en flydeline nok det mest oplagte valg. Med denne kan du fiske poppere, og andre geddefluer på lavt vand, samtidig med at du kan sætte en belastet flue på, hvis du skal lidt ned. Belastede geddefluer er dog ingen større fornøjelse at kaste med, så jeg benytter for det meste en intermediate line. Denne line får fluen lidt ned i vandet og har den fordel, at når du stopper med at strippe, så synker den ubelastet flue ikke. I stedet hænger den forførende foran næsen på gedden. Hvis du vil prøve en line, der får fluen lidt ned, kan både Rio Outbound Short i intermediate udgaven samt Rio’s Pike med synkespids bestemt anbefales.

Førstnævnte har yderlige den tisk kan det være rigtigt effektivt at kombinere en synkespidsline med en flydende popper eller endnu bedre en diver. Denne teknik læste jeg først om i, hvad jeg anser som den bedste geddefluefiskebog, der er skrevet, nemlig Barry Reynolds Flyfishing for Pike. Siden har jeg haft succes med denne metode i flere situationer. Fluen flyder op til overfladen, hvor den larmer og lokker, men dykker ned under overfladen, når man stripper – og dette kan gedden sjældent stå for.

Synkeliner til geddefluefiskeri

Fuldt synkende liner er ikke det sjoveste at kaste med, men hvis gedderne virkelig står dybt, eller der skal fiskes på åbent vand, kan de være nødvendige. Her foretrækker jeg selv Rio Outbound Short i intermediate/sinking, men den fås desværre ikke på nuværende tidspunkt i DK. Hvis du virkelig bare vil ned, så er grains liners såsom Tenny T-300 et udmærket valg.

Tidligere valgte mange at vælge en line en klasse tungere, end stangen de brugte, hvilket også giver mening med traditionelle liner. Men de moderne liner nævnt i denne artikel, har stort set alle taget højde for dette, og er derfor i den tunge ende af spektret. Man bør derfor eksempelvis vælge en 8’er line til en 8’er stang.

 

Geddeflueæske

Der findes enkelte kommercielle flueæsker, som har plads til de store fluer. Fly Companys Nubby æsker (t.v.) og Scientific Anglers Big Fly 116 Angled (øverst) er gode valg, men Cliffs Bugger Beast er den eneste flueæske, der virkelig har plads til en ordentlig mængde gigafluer.

De bedste flueæsker til geddefluer

 Flueæsker til geddefluer er ikke lette at finde. Generelt er æskerne for små og fluerne bliver mast når æsken lukkes. Desuden er krogholdet oftest lavet til mindre fluer. Jeg har hørt om hjemmelavede løsninger med plastiketui fra gamle VHS film der fores med skum, og bornholmeren Martin Nielsen viste mig en genial måde at transportere store fluer på, når man gerne vil være mobil. Han bruger et isoleringsrør af skum som kan slutte rundt om fluerne og breddes ud når de skal benyttes. Med dette kan de snildt ligge beskyttet i flyderingen eller en vadejakkelomme.

Den store gule æske, Cliffs Bugger Beast, er den ultimative løsning til geddefluerne, men den ligger altså ikke lige så godt i en vadejakkelomme med sine 36 x 26 x 9 centimeter. Man kan selvfølgelig og så bruge almindelige blinkæsker, men fluerne ligger løst og præsenterer sig ikke nær så pænt for os forfængelige fluefiskere…

Geddeforfang

Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.

Hvad er de bedste forfang til geddefluefiskeri?

Forfang er et kapitel for sig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet det perfekte forfang endnu, men jeg eksperimenterer stadig meget. Når jeg spørger garvede geddefluefiskere, hvad de benytter, så er der ligeså mange svar, som der er geddefluefiskere. BFT No kink Titaniums wire i 30 lbs eller Terminator Titanium i 20 lbs fra Jagt og Fiskerimagasinet er gode valg, hvis man vil bruge stiv mono-wire. Desværre er de også ret dyre. Hvis man gerne vil have et mindre synligt forfang til sky fisk eller klart vand, så er hard mono eller fluorocarbon sagen.

Med disse materialer løber man dog også en mindre risiko, når det kommer til geddens tænder. Tjek derfor forfanget efter hver fisk. Strike Wire Knotable Steel Leader har heg også ok erfaringer med. Den kan bindes med almindelige knuder og er forholdsvis diskret i vandet, og der findes flere andre mærker der kan bindes knuder på. Pas på med komplette forfang der kaldes pike/barra cuda/shark, da disse ofte er meget tykke og grove i det.

Uanset hvilket materiale, der bruges, foretrækker jeg at binde selve bideforfanget til forfanget med en rig-ring. For enden af bideforfanget sætter jeg en fluehægte – fx Fas Snap, der forhandles af Jagt og Fiskerimagasinet. Så er det ingen sag at skifte flue, når der ikke skal bindes knuder. Resten af forfanget binder jeg af 1,5-2 meter 0,55 og 1 meter 0,45 mono, forbundet med en uni til uni knude og med en surgeons loop forbundet til en smeltet løkke, også kaldet hot loop, i enden af fluelinen.

Hvilken flue er bedst til fluefiskeri efter gedder?

Fluerne er selvfølgelig et væsentligt element af udstyret, og her er valgmulighederne næsten uendelige. Geddefluer fås i mange størrelser, typer og farver, og med et varieret udvalg er du klar til de fleste forhold. Det bliver dog hurtigt for omfattende at gå mere i dybden med fluerne i denne artikel.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010

Lær alt, hvad der er værd at vide om geddefluefiskeri i bogen “Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME).

Lær meget mere om geddefluefiskeri i denne video med Morten Valeur og Lars Chr. Bentsen.

Læs om Gordons geddeflue ”Pikelikepike” her.

 

 

 

Gordon med en gedde taget på flue

Pontonbåde, standupkajakker eller flyderinge som fx denne er yderst nyttige til geddefluefiskeri. Der er sket store fremskidt inden for små fiskefartøjer i de sidste fem år, og de kan udvide dine fiskemuligheder betragteligt.

drømmerejse iFish Travel

EN FLOT DANSK BASS FRA USA

– Jeg har altid fisket, siden jeg var fire år gammel, fortæller James Peter Poneta-Uhl. – Normalt fisker jeg næsten hver dag, når jeg har tid i København.

– Fra måske et år siden begyndte jeg at rejse ud at fiske. Jeg har været i mange forskellige lande. På min sidste tur var jeg i USA, og fangede den 2,5 kilos bass, som du kan se på fotoet, slutter han og tilføjer, at han gerne vil være med i drømmelodtrækningen, hvor alle der indsender fangstrapporter i 2025 kan få et lod i hatten, når der primo 2026 trækkes lod om den heldige vinder af rejsen til Amazonas, der er sponsoreret af iFish Travel. Jo flere fangstrapporter med fotos, som du indsender – desto flere lodder har du i lodtrækningen.

Husk, at vi har masser af fede artikler om rejsefiskeri i artikelarkivet her. Her vil du finde artikler om alt fra laks, stalling og ørred over maller, stør, arapaima og nilaborrer – til sejlfisk, marlin og tun.

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

GEDDESATS MED AGNFISK GAV NY PR-ABORRE

– Forleden var Malthe og jeg taget ud til en mindre sø i vores egen private alubåd, som vi har gået og arbejdet på henover sommeren, fortæller Magnus Jørgensen fra Team Sportex.

– Det blæste 8-10ms i middelvind med nogen hårde vindstød, men de høje træer omkring søen gjorde, at valget netop faldt på dette sted, da det skabte en vis form for læ. Planen var først at fiske med halvstore agnfisk under flåd og så arbejde os igennem søen stille og roligt i jagten på nogen store gedder.

– Allerede på første stop gik det ene flåd under, hvorefter jeg gav et hurtigt og resolut tilslag med min Sportex Black Arrow Spin, der kaster omkring de 100g. Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var nogen storgedde, men hovedruskene føltes heller ikke som en lille gedde. Jeg fik hurtigt sagt til Malthe, at det godt kunne være en aborre, og kort efter kom et monster af en aborre til syne. Den målte præcist 50cm, og pressede vægten ned på 1,72kg. Nu når det trods alt ikke var en storgedde, så er sådan en bifangst altid velkommen, og i samme omgang blev min pr lige 1,5 cm større, slutter han.

Prostaffers fangstrapporter deltager som alle andre fangstrapporter også i lodtrækningen om vores fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel. til en værdi af 40.000 kroner.

Friluftsland

drømmerejse iFish Travel

DAIWA OPEN: EN FANTASTISK DAG EFTER ØRRED VED MEDESTEDET

– Det vildt imponerende efterårsvejr fik lokket mig afsted til put and take søen Medestedet, og nååårh ja – der var da også lige sat et par enkelte basser ud, fortæller Arne Biering.

– Jeg ankom tidligt og mødte en helt fyldt P-plads, men pyt – nu var jeg der. Mit fiskeri startede med UL-spin og mikroblink. Jeg kastede til et par guldørreder og bang, så var der bid. En vægtig regnbue havde svømmet sammen med dem, og ville til først.

– Mens jeg fik et par gode snakke med andre fiskere, lavede jeg lidt blindfiskeri. Få meter fra land skød endnu en regnbue pludselig op og tog blinket, og jeg tror, at jeg blev lige så overrasket som den. Men så ramte solen vandet, og huglysten forsvandt. Jeg skiftede derfor til gummiorm. En guldørred holdt sin plads under et træ, så her sitrede jeg med gummiet foran snuden på den. Tror det tog mere end 10 minutter, men pludselig havde den fået nok og inhalerede ormen.

– Der blev fanget mange og store fisk i dag, så selv om det føles som 1000 mand omkring søen, kan det lade sig gøre, slutter Arne, der tilmelder sin fine beretning til Daiwa Open 2025. Fiskene deltager naturligvis også i lodtrækningen om en fed drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel til en værdi af 40.000 kroner.

 

Hvidovre Sport

 

Arne Biering fik både guldørred som her og en flot regnbueørred.

Arne Biering fik både guldørred som her og en flot regnbueørred.

drømmerejse iFish Travel

EN STOR JUNIORLAKS FRA GUDENÅEN

– Min søn Frederik fangede i dag en voldsom hanlaks på 105 centimeter og 10,70 kilo, fortæller Peter Fosgerau.

– Den flotte laks blev fanget på Bjerringbro Sportsfiskerforenings vand på zone 5. Alt i alt gør han de godt for tiden. Frederik fangede nemlig også en laks på 83 cm i fredags, slutter han.

– Som medlem af Bjerringbro Sportsfiskerforening kan man fiske laks i Gudenåen indtil den 15. november, mens almindelige dagkortfiskere blot kan fiske til 31. oktober. Så har du lyst til en forlænget åsæson efter laksene, så er det her, at det foregår. Som medlem af foreningen kan du starte fiskeriet allerede 16. januar mens dagkortfiskernes premiere er den 1. april.

Som alle andre nye fangstrapporter og artikler deltager Frederik og Peter i lodtrækningen om en uforglemmelige fiskedrømmerejse til Amazonas med iFish Travel.

Læs mere om Bjerringbro Sportsfiskerforening her.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

JERKBAIT LIGHT I TROPERNE

Sanibel island i Florida byder på et fantastisk flatsfiskeri efter hajer, redfish og snook – og det bliver ikke mindre sjovt, når de fanges på det lette jerkgrej.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

– TROR DU DISSE SKANDINAVISKE AGN virker til redfish, spørger jeg guiden Ozzie Lessinger, og viser ham min æske med de små jerkbaits, jeg har taget med hjemmefra. Og han burde vide det. Han har guidet i dette område i sytten år samt deltaget og vundet flere de største amerikanske turneringer for denne type fiskeri – eksempelvis ESPN Redfish Cup. Og her taler vi ikke om en lokal konkurrence, men om kæmpestore medieshows, med professionelle fiskere fra hele USA, og live tv dækning fra helikoptere på USA største sportskanaler – samt præmiesummer på flere hundrede tusind dollars.

– Dine skandinaviske baits ser lovende ud, siger han og foreslår, at vi giver dem en chance på en grassflat – et lavvandet område med siv, hvor han har set flere store stimer redfish inden for de sidste par dage. Han binder en lille ti centimeters Belly Up Deviator fra Savage Gear på, mens jeg sætter en Baby Buster fra CWC på i nogle farver, som minder om bytte dyrene her. Ozzie giver agnen et kort kast for at se, hvordan den går i vandet, og han virker tilfreds.

– Siger du, de er designet til gedder, spørger han overrasket? Så fortæller jeg historien om jerkbølgen, der ramte Skandinavien – samt hvordan trenden de sidste par år er gået tilbage mod fx mindre jerkbaits, som dem vi fisker med i dag.

 

Blacktip shark på jerkbait

Her er det en lille blacktip shark der har taget en Baby Buster. Den lignede sikkert en af de små sardiner, den var i fuld færd med at kaste sig over.

 

 

Tropisk spin med små jerkbaits

– Der er de, afbryder han mig, og vi ser begge et stort område med en anelse orange farve og uroligt bonevand. Et par store finner bryder overfladen. Nu sidder nerverne for alvor uden på tropeskjorten. Den orange farve er en stime på 50-60 redfish og ingen af dem er små. Ozzie stager os langsomt nærmere, og jeg gør klar til at lægge et kast foran flokken.

Den lille Buster flyver af sted og lander med et plask foran fiskene. De virker ikke skræmte, men fortsætter deres færd lige mod det sted, hvor mit jerkbait ramte. Her er ikke mere end en halv meter dybt og der er lange siv på bunden, så jeg arbejder hurtigt agnen ind med små ryk, så den bevæger sig højt og lokkende lidt foran stimen. Agnen skærer overfladen en gang imellem, og dette fanger fiskene opmærksomhed.

Pludselig ser jeg flere trykbølger gå mod den lille Buster, og jeg kvitterer ved at sætte farten op, som en skræmt byttefisk. Pludselig krøller min stang sammen, og et modhug er næsten omsonst. En redfish har hugget hårdt og er nu i fuld færd med at varme bremsen på spinnehjulet, i det den hamrer derud af. Ozzie er straks klar, og gør klar til at følge efter fisken med elmotoren, hvis den tager faretruende meget line.

Mens linen pisker af hjulet, mindes jeg om hvor fantastisk en fisk redfish er, og hvor sørgeligt det er, at den er så ukendt i Danmark sammenlignet med fx bonefish og tarpon. Der er ingen tvivl – jeg elsker at fange redfish, og med de små jerkbaits på lavt vand har jeg fundet en ny og superunderholdende måde at jagte dem på. Vi får presset fisken træt, og løfter den forsigtigt ombord i båden. Efter et par fotos får den sin frihed igen.

Redfish er en suveræn spisefisk, men er beskyttet af et såkaldt vinenduesmål, hvor alle fisk der er mindre end 46 centimeter eller større end 69 centimeter skal genudsættes straks. Denne her er omkring 80 centimeter, men netop det at genudsætte de store fisk er genialt, fordi man beskytter de store eksemplarer, som både har attraktive gener, samt potentiale til at lægge mange æg og bidrage væsentligt til fremtidige bestande.

 

Bluefish på jerkbait

Fiskeguiden Ozzie Lessinger blev hurtigt glad for de skandinaviske agn. Her er han med en bluefish, der var med på legen.

Masser af hug på de små jerkbaits

Strømmen er begyndt at tiltage, og vi finder et område på kanten af en grassflat, hvor dybden går fra en halv til en hel meter. Masser af små byttefisk er ved at blive skyllet ud af græsset, og lige i området hvor dybdeskiftet er, står rovfiskene klar til at udnytte dette. Ozzie ankrer op, og vi har ikke taget mere end et par kast, før vinen fisk hamrer Ozzies lille jerkbait.

– De er sgu ikke så tossede til at lave agn de vikinger, smiler Ozzie og hygger sig godt og grundigt med at hive en lille, men hidsig bluefish ind. Vi giver agnene fuld fart og lader dem skære oppe i overfladen med små mellemrum, som gør fiskene endnu vildere Jeg kroger en fin lille snook på en Belly Up Deviator, og den springer fri af vandet flere gange. Sådan fortsætter det en lille times tid, indtil tidevandsstrømmen aftager, og hugperioden dør ud. Vi får ingen fisk i samme størrelse som redfishen, men arterne tæller nu ud over redfish, snook og bluefish også jacks, spotted seatrouts og hajer. Selvom fiskene ikke er så store, så er huggene eksplosive og fiskene fighter aggresivt på det lette grej. Efter denne dag er jeg ikke i tvivl om, at det lette jerkgrej skal med på mine kommende tropeture.

– Jeg tror ikke, at du får disse agn med hjem til Danmark, griner Ozzie, og tiltusker sig et par af mine favoritter. De vikinger er vist ikke så tossede endda…

Grej til det lette jerkbaitfiskeri i troperne

De to agn, vi havde mest succes med, var Baby Buster fra CWC og Belly Up Deviator fra Savage gear. Westin har også en fræk lille jerkbait på 10 centimeter, Mini Jerk, der sikkert også vil fungere fint i troperne, så det er bare med at prøve sig lidt frem. Det er vigtigt at vælge agn, som går fint ved høj fart og at krogene er stærke nok til at kunne klare et solidt pres, når de store hugger. Vi benyttede et florurcarbon forfang på ca. 0,40 mm og 0,25 mm fletline som hovedline.

De små jerkbaits går glimrende på lidt stift, men let spinnegrej, så man skal kun vælge multihjul, hvis man foretrækker jerkfornemmelsen. Til dette formål er Revo Toro Inshore et oplagt hjul valg. Vi brugte lette jerkstænger fra Savage Gear’s Butch Light serie.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010

 

 

 

Med jerkbait i troperne

1) Husk en kasse med små jerkbaits hvis fisketuren går til Florida. Det vil du ikke fortryde!. 2 ) Redfish er ikke særlig kendt i Danmark, men er en smuk stærk fisk, og hvis du har chancen for at fiske efter dem, kan det bestemt anbefales.

 

 

drømmerejse iFish Travel