– Det vildt imponerende efterårsvejr fik lokket mig afsted til put and take søen Medestedet, og nååårh ja – der var da også lige sat et par enkelte basser ud, fortæller Arne Biering.
– Jeg ankom tidligt og mødte en helt fyldt P-plads, men pyt – nu var jeg der. Mit fiskeri startede med UL-spin og mikroblink. Jeg kastede til et par guldørreder og bang, så var der bid. En vægtig regnbue havde svømmet sammen med dem, og ville til først.
– Mens jeg fik et par gode snakke med andre fiskere, lavede jeg lidt blindfiskeri. Få meter fra land skød endnu en regnbue pludselig op og tog blinket, og jeg tror, at jeg blev lige så overrasket som den. Men så ramte solen vandet, og huglysten forsvandt. Jeg skiftede derfor til gummiorm. En guldørred holdt sin plads under et træ, så her sitrede jeg med gummiet foran snuden på den. Tror det tog mere end 10 minutter, men pludselig havde den fået nok og inhalerede ormen.
– Der blev fanget mange og store fisk i dag, så selv om det føles som 1000 mand omkring søen, kan det lade sig gøre, slutter Arne, der tilmelder sin fine beretning til Daiwa Open 2025. Fiskene deltager naturligvis også i lodtrækningen om en fed drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel til en værdi af 40.000 kroner.

Arne Biering fik både guldørred som her og en flot regnbueørred.










