apr 25, 2022 | Nyheder
Mike Tjalmann har været på kysten med spinnegrejet langs den Ærøske kyst og blev belønnet med en smuk havørred:
– Jeg var taget afsted midt på eftermiddagen, hvor jeg gik og fiskede med en 13 grams Sandell, fortæller han. – Efter flere steder, hvor vi kun fangede mindre fisk, valgte vi at køre til et sted, vi aldrig havde prøvet før. Det viste sig at være en god ide, for det var netop her, at jeg fik denne fine havørred på 64 cm og 2.6 kg. Faktisk havde jeg også senere på dagen et endnu større hug, som jeg dog mistede: Krogen var helt bøjet, da blinket kom op af vandet. Knæk og bræk, slutter han.
Har du selv været på kysten, så send os meget gerne et par linjer og et godt foto til fiskogfri.dk. Skriv din mail eller sms til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Husk at tjekke alle de mange fede havørredartikler i Fisk & Fris artikelarkiv her.
apr 24, 2022 | Nyheder
– Jeg har kæmpet lidt her i løbet af foråret med at få gang i karperne, men det er som om, at samtlige brasen og suder i de vande jeg har prøvet, har valgt at overfalde mine agn hver gang jeg har været afsted. Og det har resulteret i søvnløse forfrosne nætter ad libitum. Men – efter en uge med høj sol og plusgrader om natten, kom der også endelig gang i karperne, men der var dog stadig var gang i brasen, hvilket resulterede i, at jeg endelig fik forårets første karpe – og så til gengæld hele tre af slagsen. Det var ikke lige frem søens største beboere, men alt bliver modtaget med kyshånd på denne årstid. Det blev til to skæl karper og en super fin fuldskællet model, som du ser ovenfor.
– Alt blev fanget på en ny boilieopskrift, som jeg har rodet med hele vinteren, så det var virkelig en skøn følelse, at det hele virker som det skal.
apr 24, 2022 | Nyheder
– Jeg har altid lidt krise omkring mit fiskeri – samt tiden til det, da jeg kører noget vagt, fortæller Sebastian Johansen til Fisk & Fri. – Jeg havde derfor pakket så lidt som muligt og fundet et sted, hvor jeg kunne holde så tæt på vandet som muligt. Jeg fik ikke noget på min Togo jig, men jeg havde en veninde med som sagde, at jeg skulle lave et skift til noget, jeg normalt ikke ville bruge. Det krævede et kast med den røde og sorte jig og så sad der 2,1 kilo i den anden ende! En utrolig fed oplevelse på en totalt vindstille aften ved vandet. Alt i alt en sindssyg hyggelig aften som gav fisk, og en ny makker til at vælge mit endegrej, slutter han.
Vil du lære lidt om fiskeriet i havnen, kan du fx se denne video med Mikkel Poppelhøj på Fisk & Fris YouTube kanal, hvor du kan abonnere gratis.
apr 24, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Lige nu er Savage Gears danske prostaffers på tur til Gotland, for at udfordre øens flotte havørreder, og det er der kommet en del fine fisk ud af: – Vi har haft en mega fed tur indtil videre med 38 fisk på land toppet af to blanke på cirka 62 centimeter samt en 71 centimeters blank havørred på 4 kilo til Mads Davidsen, fortæller Nikolaj Korsholm. – Der har været en del blanke – men også nogle store fallerter over 70 cm ind i mellem. De tre mest velfangede agn på turen har været hhv den nye Line Thru Nail, Line Thru Sandeel – og som nr. 1 vores Sandeel Pencil med hotspot kroge. De mest fangende farver har været motoroil og kobber med røde prikker.
Det er første gang vi er her, og vi kender ikke rigtig nogen lokale, så vi har sådan set bare fundet lækre steder ud fra Google Maps. Vi har fundet fisk de fleste steder, vi har prøvet. Vejret har været fantastisk med høj forårssol og en rimelig kraftig vind fra NØ, der har sat godt gang i vandet. På grund af vindforholdene har vi mest fisket på vestsiden – men også på nordsiden i nogle bugte, hvor der var lidt læ. De fleste af fiskene blev fanget ´på én plads – og alle blev genudsat, slutter han.
Blandt dem, der er med på turen – udover Nikolaj, er Mathias Gundestrup, Flemming Langerskov Miller, Mads Davidsen. Christian Cruckow Andersen og Lasse Nardo Pedersen.
Savner du lidt inspiration til dit hjemlige fiskeri – så tjek vores nyeste video om forårsfiskeri efter havørred i fjorden med Kim Christofersen, som også er en del af Team Savage Gear – her.

Nikolaj Korsholm – manden bag “Plastic in the basket” benyttede lejligheden til at fylde nettet på Gotland.

Flemming Langerskov Miller fra Team Savage Gear med en af turens fine fisk.

Mathias Gundestrup fra Team Savage Gear med en af de flotte gotlandske havørreder.

Lasse Nardo Pedersen med en af de flotte havørreder fra Gotlandsturen.
apr 24, 2022 | Nyheder
– Sammen med min fiskemakker Christian fra Aarhus skulle vi bruge en dag ved Varde Å, fortæller Kasper Rahbeck. – Solen stod højt på himlen, og humøret var højt. Efter 6 timers fiskeri med en Karl K spinner uden at mærke eller se fisk, faldt snakken på om vi lige skulle tage det sidste stryg – og så hjemad. Som kun en laks kan hugge, var den der pludselig, da vi mindst ventede det. Trætheden forlod kroppen og blev erstattet af eufori. Efter en fight på cirka 10 minutter kom fisken til syne, og den var stor.
– Christian tog mit net og begyndte at gøre sig klar til at lande fisken, men mit net så pludselig mikroskopisk lille ud i forhold til fisken. Nettet var ALT for lille… Han forsøgte at få hovedet i nettet, men den slog med halen, så kampen fortsatte i åen, for den var ikke træt endnu. Der var pres på linen, og jeg prøvede at huske at holde den stramt.
– Efter yderligere fem minutter viste den igen træthed, og Christian er klar med nettet igen. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes, men med kun det halve af fisken i nettet og en hånd på halen, kom den op. Det var en flot laks på 101 cm og 10,2 kg. Alt i alt en fantastisk forårsdag ved åen, hvor alt gik op i en højere enhed. Jeg må vist hellere få købt mig et større net.
apr 23, 2022 | Nyheder
– Vinteren har stået på flytning fra Midtsjælland til Kalundborg, og forleden var det endelig tid til at udforske min nye hjemmebane lidt, skriver Erik Petersen til Fisk & Fri. – Spinnestangen blev derfor pakket, en Sandeel på 19 gram i farven motoroil blev monteret, og afsted det gik en sen aften – blot få timer før solens stråler forsvandt i horisonten.
– Jeg nåede dog kun at fiske omkring 20 minunutter, før en stor følger var nysgerrig på min tobisimitation, og blot to kast efter, så kom det dybe hug, vi alle leder efter. Efter et par gode runs, kunne jeg lande en fin havørred på 66 cm, og min nye hjemmebane var erobret. En god start på de nye græsmarker. Min kæreste fik skudt et fint foto af fisken til samlingen af fine fisk. Der går næppe længe før jeg skal afsted igen!
apr 23, 2022 | Nyheder
Så er de ved at være her – de længe ventede musikål. Der er de sidste par dage spredte meldinger med mindre-moderate mængder af hornfisk – nu også Fyn og Sjælland, hvor der blandt andet er fanget enkelte fisk ved Nyborg og Kronborg.
Hornfiskene opholder sig om vinteren i Nordsøen, hvorefter de i april trækker via Skagerrak og Kattegat ind i indre danske farvande og Østersøen, hvor de gyder på lavt vand. Herefter trækker de retur til det åbne hav i september. Det er derfor normalt, at de første meldinger om hornfisk kommer fra Nord- og Østjylland, hvorefter det er SØ-Danmarks tur et par dage efter. Der går sandsynligvis blot et par dage nu, før de er overalt i store mængder.
En af de heldige fangere på Vestsjælland er Jannie Kristiansen: – Jeg tog ud til Halsskov Rev ved 13 tiden i går og fiskede først med blink og silketråd tæt ved broen, fortæller hun. – Der skete ingenting. Valgte så at gå længere ud mod spidsen af revet og skiftede mit blink til en sølvpil på 24 gram med en str. 10 trekrog, som havde farver efter en tobis. Så gik der ikke mange kast, før jeg havde bid. Jeg troede faktisk først det var bundbid, da der ikke rigtig havde været tegn på liv. Men det viste sig at være en fin hun hornfisk på et halvt kilo, som du kan se nedenfor, slutter hun.
Her får du lige et par gode links, så du kan forberede dig til den obligatoriske, superhyggelige årlige hornfisketur:
Tjek fx denne video på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor vi gennemgår nogle af de mest almindelige teknikker med spin – eller denne video, hvor vi også har nogle af de mest almindelige medeteknikker med.
Læs også artiklen “Den store hornfiskeguide” her.

Jannie Kristiansens fine hornfisk fra Vestsjælland.
apr 23, 2022 | Nyheder
Københavns Havn kan byde på nogle ret pæne havørreder – og en af dem, der har en del erfaring med især at medefiske efter dem, er Raymond Holm, som du måske kender fra hans mange fede undervandsfilm på facebook.
– Efter mange forgæves ture ser det endelig ud til, at havørrederne er vågnet op i Københavns Havn, fortæller han. – Jeg var tidligt ude, og denne gang skulle der kun gå et par minutter, før jeg fik denne smælderfede havørred, som var proppet med kutlinger. Havørreden var 63 centimeter lang, og agnen var som sædvanlig en levende reje fisket på et bundtakel, slutter han.
Som du sikkert har hørt, blev der for nylig udsat 20.000 ørred i Københavns Havn, hvoraf mange af dem – om nogle år – kan blive lige så store som Raymonds flotte fisk. Se filmen om denne udsætning på Fisk & Fris Youtube her.
apr 22, 2022 | Nyheder
– Så er nye data for den naturlige bestand af ørredyngel i vandløb i 23 kommuner nu tilgængelige på DTU Aquas Ørredkort. Kortet viser også, om der er fundet andre fiskearter. Sådan lyder udmeldingen fra DTU Aqua i deres seneste nyhedsbrev. Hvert år undersøger de fiskebestandene i en række vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger. – Det har DTU Aqua gjort i mange år, og der bliver lavet nye undersøgelser i de enkelte vandsystemer ca. hvert 10. år, så hele Danmark er dækket, lyder det.
Blandt de åer der nyligt er undersøgt og indføjet i databasen er Århus Å, Karup Å, Bangsbo Å, Lerbæk Å, Elling Å, Ribe Å, Lerkenfeld Å, Trend Å og mindre vandsystemer i Vendsyssel.
Du kan læse mere om opdateringerne her.