feb 4, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri, Video
Isfiskeri efter gedder med død agn er en super spændende metode, som kan dyrkes – også når man er flere eller mange sammen. Så længe isboret er skarpt, søen er stor nok, og der er god plads til alle, så er det bare med at få boret nogle huller og hygge sig med sine kammerater med bål og mad mens I venter på hug. I denne video er Jens Bursell taget med eleverne fra svenske Forshaga Akademin for at fiske gedder på isen. Undervejs får du en masse praktiske tips til fiskeriet – samt inspiration til en spændende uddannelse målrettet en professionel karriere i sportfiskeribranchen. Glæd dig til en fantastisk dag på Djubsundsviken med godt selskab og masser af flex på klingen.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube kanal, hvor du kan abonnere gratis – her.
jan 3, 2024 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Eneste bebyggelse ved Buresø i 1913 var ”Fiskerly”. Man fornemmer stilheden, fuglenes sang og duften af sommer. Det er sådan et scenarie vi alle ønsker os, men er nok svært at opleve nu om stunder. Foto: Peder Lykkeberg
I 2024 er det 100 år siden, at man ved håndkraft opmålte samt tegnene de mange banker på Buresø ved Slangerup på Sjælland. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog dig den fantastiske historie om, hvordan man over årene har nydt stor glæde af bankekort – lang tid før der var noget, som hed avanceret bådelektronik og plottere med søkort.
AF PER EKSTRØM, LYSTFISKERARKÆOLOG
MANGE DANSKE SØFISKERE kender til kortsættet med Furesøens 45 bankekort – fiskepladser begavet med underlige og sjove navne der har relationer til mennesker og steder omkring Furesøen. Det blev udarbejdet af Otto Wolff og Rudolf Rasmussen i perioden 1920-1924. Men at der også er udarbejdet et bankekort over Buresø ved Slangerup, ved nok de færreste. I 1927 udkom nemlig et sæt bankekort med pejlinger på 5 banker, samt et oversigtskort på den østlige og vestlige del af søen.
Allerede i 1913 fik LF fiskeret på søen for en 10-årig periode. Samtidig indgik man et lejemål på et par værelser i den ene ende af ”Fiskerly”, der lå ved bunden af den lille bugt i sydenden af søen. En overnatning kostede 50 øre for medlemmer og 1 krone for eventuelle gæster. Opsyn og inspektion af stationen blev overdraget til grosserer Charles Løhr.
Kortet over Buresø, som du ser her, blev produceret af Otto Wolff og Odin Clorius i 1924 – og solgt for én krone stykket.
Buresø – en sø der lå ”langt ude på landet”
Omkring år 1900 lå Buresø meget langt væk. Både fysisk og mentalt. Automobiler fandtes kun i begrænset antal, og hestevognen var stadig det mest almindelige transportmiddel, men i 1906 blev den private jernbane, Slangerupbanen, åbnet. Pludselig blev det meget nemmere og hurtigere at komme fra København til Slangerup, selvom det stadig var en længere rejse. Over 1 time varede turen fra Stationen ved ”Lygten” på Nørrebro til Slangerup. Herfra skulle man så videre til Buresø, og det var en spadseretur på 40 minutter. Alternativt kunne man ”tage en vogn” til 2 kroner for en enkelttur, og en retur for 3 kroner hos Hr. Ludvigsen. Om det foregik med hestevogn eller det nye moderne automobil er ikke oplyst.
Ludvigsen havde åbenbart ingen telefon, hvorfor man skulle skrive i forvejen og bestille turen. Hvis ikke brevet nåede frem, måtte man gå. Det oplevede to medlemmer en varm sommerdag i 1913. De havde endda medbragt levende skaller. Vandet i spanden måtte de skifte i Værløse, mens togføreren lod toget vente, og vandet blev skiftet fra en pumpe i stationens gård. De næste 10 år var søen én af de populæreste i foreningen, selvom den lå langt væk. Fiskeriet var også godt. 28 medaljefisk blev det til i perioden. Heraf to gedder på 10 kg. Af de samlede fangster var 12 gedder fanget af Charles Løhr og hans bror Albert Løhr. Det var to fiskere, som havde fået et rigtigt godt kendskab til søen. Specielt Albert Løhr var ihærdig, men han havde også masser af tid som pensioneret trompetter ved artilleriet. Han var en fisker af den gammeldags type. Metoderne var drivsnøre og dyppefiskeri. Efter sigende var han så dygtig til at dyppe, at han kunne se, om det var en stor eller lille gedde, som tog agnen. Hvis det var en lille gedde, fik han oftest ”rystet den af”, inden den fik slugt agnen.
Flemming Jacobsen med en sekskilos gedde fra Buresø fanget i 1958. Han var søn af Bent Jacobsen, der altid fiskede og drømte om at fange den mytiske storgedde August.
Dybdekort over Buresø
I 1923 blev kontrakten fornyet med 10 år yderligere, og da Otto Wolff var næsten færdig med udarbejdelsen af Furesøkortet, kunne han jo lige så godt gå i gang med et nyt kortprojekt. Wolff havde også en vis rutine i opmåling af søer og korttegning, da han allerede i 1895 havde tegnet det første kort over Furesøens dengang kendte banker. Så i september samme år havde Otto Wolff sammen med Ingeniør Odin Clorius foretaget en orienterende opmåling af søen. I siksak havde de krydset søen 12 gange og foretaget over ”halvtredie hundrede lodskud”. Samtidig søgte han i Lystfiskeri-Tidende blandt medlemmerne oplysninger om fiskepladser lokale navne og lignende.
I løbet af sommeren 1924 fik Otto Wolff loddet søen og indtegnet dybdekurver, men han manglede hjælp til udarbejdelsen af bankekortene med landkendinger. Han efterlyste derfor ”en håndsrækning eller to”, som han udtrykte sig. Håndsrækningen fik han af arkitekt Vilhelm Storm, der som arkitekt viste sig som en fremragende tegner. De to udarbejdede kortene, og som i lighed med Furesøkortene fik Otto Wolff opkaldt nogle banker efter medlemmer, som havde fisket meget på søen. Gamle lokale navne blev også skrevet på kortet. Modsat Furesøen ligger Buresøs få banker forholdsvis tæt på land, så der blev kun tegnet bankekort på de banker, som ligger længere ude på søen.
Redaktør Estrups hus og hans flagstang er pejlemærker på både Skædderbanken og Mørdruogaard Banken. Lauritz Albert Zwergius Estrup var chefredaktør for Nationaltidende i perioden 1921 til 1928 og en kendt københavnerskikkelse. Var senere også borgmester og rådmand i Københavns kommune, medlem af Radiorådet og medlem af Københavns Havnebestyrelse. Kort sagt en aktiv erhvervsmand. Han døde i 1974.
Bankerne på Buresø
Mørdrupgaard Banken ligger omkring 100 meter fra land lige ud for Mørdrupgaard, så navnet siger næsten sig selv. Skomageren er opkaldt efter stationens første inspektør Charles Løhr. Han var grosserer og repræsentant for Brdr. Brydings Skotøjsfabrik, som lå på Howitzvej. Han var medlem i 44 år. I sine senere år fungerede han som inspektør ved Gentofte Sø. Ved sin død i 1944 omtalte redaktør af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann, ham som en kammerat ”af den helt rigtige slags”. Kendt for af drage omsorg for nye og unge medlemmer og ikke mindst villig til af dele ud af sine erfaringer.
Når der er en skomager, er der også en skrædder, så da Otto Wolff havde fundet en banke ikke langt fra Skomageren, så måtte den naturligvis hedde Skrædderen. Lidt længere øst for Skrædderen ligger Reklamebanken. Om der skulle agiteres ekstra for at få medlemmerne til at fiske der, tror jeg ikke, men banken er opkaldt efter grosserer Marius Hansen, der havde et firma med reklameartikler, som lå i Jernbanegade 4 i København. Marius Hansen døde i 1923 og var et skattet medlem, der også gik under tilnavnet ”Dyppelæreren”. Han var kendt for sit alsidige fiskeri, at veksle mellem forskellige fiskemetoder og selv at lave sine egne grejer. Desuden var han udstyret med en usædvanlig evne til ”efter ternernes flugt og småfiskenes spjæt at beregne hvor gedden og aborren holder til, og hvor bidelysten er størst”. Evner vi alle sammen ville ønske at besidde.
Reklamebanken.
Den østlige del af Buresø
I søens østlige ende ligger Palmehaven. Det er et lavvandet område med en maksimal dybde på 2 meter. Området er formodentlig opkaldt efter mødelokalet Palmehaven på Hotel D´Angleterre, der blev indrettet med palmer i 1902. Otto Wolff omtaler, at der vokser ”apoteker grøde” på stedet. Navnet stammer fra vegetationen i ”Apotekerens Have” i Furesøen. Her fiskede Apoteker Alfred Gleerup ofte, når han var på Furesøen. Professor Wesenberg-Lund, der i 1917 kortlagde Furesøen, tegnede også en oversigt over vegetationen i søen på kortet. Der optræder 27 forskellige vandplanter på kortet, men hvilken af dem, der er ”apoteker grøde” er et uopklaret mysterium. Det er kun hvad øjet ser og kan relatere sig til. Fantasiens grænser er som bekendt uendelige. Palmehaven var også tilholdssted for August, som var Buresøs legendariske gedde, som en del medlemmer så, men aldrig fangede. Bent Lind Jacobsen, alias lystfiskerskribenten ”Peter Pirk”, blev engang spurgt om han fiskede efter August, når han fiskede på Buresø. Hans svar var: ”Ja! – Hver gang”. I lighed med Furesø har Buresø også Totten. En samling af siv som stod længere ude i søen. Den ligger lige vest for Palmehaven. Købmanden og Grusgraven er kyststrækninger, hvor navnene giver sig selv, da der under land har ligget både en købmand og en grusgrav. Ålekisten ligger, hvor udløbet til Græse Å er. I mange år havde der nemlig været anbragt en ålekiste. En kyststrækning ved ”Pigernes Badested” kaldes Løkken. Ligesom et andet sted kaldes Jammerbugten. Navne der begge leder tankerne hen på kendte badelokaliteter i det nordjyske. Et sted som ikke umiddelbart giver nogen åbenlys forklaring er Jonas Bugten. Eneste oplysning, som Otto Wolff giver, er at ”man må slå et slag ud på søen” for ikke at forstyrre badende damer. Helt naturligt for en nobel og korrekt mand som Otto Wolff. I Biblen var Jonas ham, der endte i hvalfiskens bug, men blev spyttet ud igen, men hvordan han endte i Buresø, er en gåde.
Skomagerbanken kaldes i daglig tale Skomageren.
Buresøkortene kostede én krone
Modsat Furesøens bankekort var der ikke tale om, at man kunne abonnere på kortene. De kunne i stedet købes hos foreningens kasserer for en 1 krone. De var trykt på karton, og man skulle selv klippe kortene ud. Så mens børnene og hustruen klippede julepynt, kunne manden i de mørke vinteraftener gøre dem selskab og klippe bankekort ud.
Buresø var i over 50 år et meget populært fiskevand. I 1954 fik LF af midlerne fra salget af Den Fuldkomne Fisker, opført eget sommerhus på en lejet grund ved søen. Desværre satte ejeren af søen, Godsejer Hauch, i 1964, lejen for fiskeriet klækkeligt op. Han ville selv udnytte fiskeriet erhvervsmæssigt. Så sagde LF stop og afskrev søen. Huset blev solgt for 10.000 kroner, så man holdt skindet nogenlunde på næsen. Først i 1988 fik man fiskeretten tilbage ved forhandlinger med den nye ejer, Kollektivet Mørdrupgaard. Søen var måske ikke, som tidligere, da godsejerens intensive fiskeri, havde ryddet godt op i fiskebestanden.
Læs om 125-års jubilæet for LF-stationen ved Holte (Vejlesø) her.
Læs historien om den gamle LF-station ved Frederiksdal (Furesøen) her.
Læs om Lystfiskeriforeningens mangeårige historie ved de sjællandske søer her.
dec 2, 2023 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Ørreden er et næringsrigt, saftigt og velsmagende bytte for sultne rovfisk som gedder og sandart – og nogle af de allerstørste rovfisk er blevet så store, netop fordi de har spist masser af ørreder…
AF RASMUS OVESEN
SOM DE FLESTE ANDRE ROVFISK er gedder og sandarter mere eller mindre altædende væsener, som kaster sig frådende over stort set alt, der ser spiseligt ud. At de fouragerer nådesløst på et bredt spektrum af forskellige byttedyr er imidlertid kun en del af sandheden om disse rovfisk. For selvom de er nødt til at jage kontinuerligt og opportunistisk for at holde sig i live, så er der bestemte byttedyr, som de udvikler en særlig forkærlighed for. Ørreden er ét af disse byttedyr, for selvom den ikke er decideret let at fange, så er den både velsmagende og næringsrig.
Roy Vanstreels med en flot gedde taget på en regnbueimitation.
Rovfisk er vilde med ørred
Ørreder er selvfølgelig ikke altid til stede i alle gedde og sandartvande, men hvis de er, så kan du være sikker på, at både gedderne og sandarterne vil have lagt mærke til dem. Og i de vande, hvor ørreder er talrige – enten i sæsonen eller helårligt – så vil både gedderne og sandarterne have en decideret veludviklet smag for netop disse. Særligt gedder kan angribe, sluge og fordøje ørreder af betragtelig størrelse er generelt af sekundær betydning – yngel, smolt og opgangsfisk og nedfaldsfisk er alle i søgelyset.
Men hvor finder vi egentlig disse ørred-elskende gedder og sandarter? Svaret er: Der, hvor ørreden er tilgængelig som fødeemne – og det er flere steder, end man umiddelbart skulle tro. Ørreden er nemlig en talrig fisk, og alt hvad den behøver, for at kunne overleve er tilgang til vandløb med nogle brugbare gyde- og opvækstforhold. Resultatet er, at man kan støde på ørrederne og ørredelskende rovfisk – i ganske mange strømvande samt i hovedparten af alle de søer, der har forbindelse til vandløb.
Her kan enten være tale om sæsonbetonede ørredvandringer igennem søerne, eller stationære bestande af søørreder, som fx i Glenstrup Sø, Hald Sø, Knudsø, Mossø, Julsø og Silkeborg Søerne. I disse søer vil man ofte finde gedder og sandart ved ind og udløbende, hvor de ligger og venter på at gøre udfald mod forbipasserende ørredsmolt.
3D Trout Rattle Shad (tv) er en klassisk gummi shad, der ligner en regnbueørred på en prik. Westins ørredimitation – Tommy The Trout (th), er opbygget som et hybrid swimbait. Fronten er af hård plast med woblerske og bagenden af gummi er en klassisk leddelt swimbaitkonstruktion, der giver en yderst livagtig gang i vandet. Bagenden kan skiftes via Westins geniale Slide Lock system.
Også sandart elsker ørred – især de lidt mindre af slagsen.
Gedder og sandart er super dygtige til at jage ørred
Studier fra danske søer har vist, at gedder – og især sandarter – er utroligt dygtige til at decimere bestandene af migrerende ørredsmolt. Disse juvenile ørreder stikker til havs, når de er omkring 1-5 år gamle og mellem 15 og 30 centimeter i længde. Fulde af livslyst og viljestyrke søger de nedefter i vandsystemet, men rejsen er fuld af farer. I nogle vandløb har studier nemlig vist, at op imod 90% af den udtrækkende smolt bliver spist, før den når havets salte vover. End ikke kønsmodne ørreder, som typisk måler et sted mellem 40 og 45 cm, kan vide sig sikre.
Når de fra juli og frem til november – efter ét til to år i saltvand – søger tilbage i opvækstvandløbet for at gyde, er sø-passagerne fortsat farefulde. For selvom sandarterne formentligt lader dem være i fred, så gør gedderne det absolut ikke – og særligt ikke, når ørrederne fra slutningen af december og frem returnerer; afkræftede og trætte efter den overståede gydning.
I Put and Take søer er der en god grund til, at gedderne bliver større end sædvanligt – og hvad kan være mere oplagt end en regnbueimitation netop her?
Brakvandsrovfisk med hang til ørred
De fleste brakvande huser sunde bestande af ørreder, og brakvandsgedderne har en særlig forkærlighed for dem – både når det gælder havørreder og undslupne regnbueørreder. Brakvandsgedderne kan findes helt til havs – for eksempel i Østersøen samt i laguner, fjorde og i områder, hvor større vandløb tilflyder de åbne kyster. Ørrederne, som jo selv er grådige rovfisk, elsker de brakke områder, fordi fødemængderne her er rigelige. Her jager de hundestejler, rovtanglopper, kutlinger, rejer og lignende inde over relativt lavt vand. Men indimellem ender de dog med selv at blive til bytte.
Brakvandsgedderne er nemlig dygtige jægere, og i det brakke vand har de masser af muligheder for at lægge sig i baghold i blæretangen, ålegræsset eller bag store sten. Fra deres skjul kaster de sig over de intetanende byttefisk i lynsnare og eksplosive manøvrer, hvor byttefisken forsøges støvsuget ind i geddens enorme mund.
Er der tale om større ørreder, som ikke uden videre kan inhaleres, så vil gedden ofte forsøge at angribe ørredens forreste parti, og herefter vende den, så den kan nedsvælges. Dette er dog lettere sagt end gjort, for en stor ørred stritter imod med enhver muskelfiber i kroppen. Og slækker gedden sit tag alt for meget, er der en betragtelig risiko for at ørreden undslipper.Måske er det derfor, at store gedder ind imellem bliver set med nedfaldsørreder på op mod 60-70 centimeter fastklemt i kæberne – ørreder de forsøger at slå bevidstløse i overfladefilmen. Gedden bryder sig virkelig ikke om at give slip, når den har fået fat i en ørred – det er helt sikkert!
Små woblere som denne kan være virkelig gode smoltimitationer – her en godbid fra Salmo.
Ørredkunstagn – den perfekte lokkemad i strømvand
Strømvandsgedder og –sandarter forekommer i en hel del typiske ørred-vandløb – og du kan være helt sikker på, at gedderne og sandarterne i disse vandløb er velnærede og i god form. I modsætning til deres artsfæller i søerne og brakvandet, så trækker strømvandsgedderne og –sandarterne ikke specielt meget rundt i søgen efter føde. I stedet finder de sig skjulesteder, hvor de opholder sig i længere perioder. De bryder sig ikke om at kæmpe mod strømmen, og derfor finder de som regel nogle standpladser, hvor strømmene er moderate: for eksempel bag grødebuske, udhængende rodnet, langs brinkerne, ved grøftegravninger og der, hvor vandløbet enten breder eller retter sig ud. Af hjemlige vandløb med sådanne forhold kan eksempelvis nævnes Gudenåen, Nørreåen, Skals Å, Odense Å, Tryggevælde Å, Susåen, Halleby Å og Tude Å.
Strømvandsgedder og –sandarter anvender som oftest bagholdstaktikker i jagten på føde. Åerne fungerer som transportveje for store mængder byttefisk, og stimer af skaller, aborrer, brasen og rimter vil derfor defilere forbi med relativt jævne mellemrum. Som en følge heraf, finder både sandarterne og gedderne sig til rette på pladser, hvor de kan gøre lynsnare og pludselig udfald – uden at blive set først. Også bækørreder og havørredsmolt vil passere intetanende forbi, og når de gør det, vil det som oftest resultere i et lynsnart bagholdsangreb.
Med fixerede øjne og sitrende finner vil strømvandets rovfisk vente på, at angrebsvinklen er helt rigtig, for så at sætte af i et målrettet angreb. De er udmærket klar over, at deres chancer for at nedjage en ørred i åbent vand er relativt minimale, men hvis de overrumpler dem, så har de gode muligheder for at sikre sig lidt solid næring.
Denne gedde kunne ikke modstå den nye 3D Trout Rattle Shad fra Savage Gear.
Efter gedder i ørredsøer
Put and take søer er endnu et habitat, hvor især gedder med en forkærlighed for ørreder kan findes. Af åbenlyse årsager myldrer disse søer med saftige regnbueørreder, bækørreder og kildeørreder, og mens enkelte af dem muligvis er for store, til at gedderne reelt har en chance for at tilvejebringe dem, så er de fleste det ikke. En tre-kilos gedde kan sagtens inhalere og fordøje en ørred på ét kilo, og gedder i 10 kilo+ klassen burde få enhver Put & Take ørred til at frygte for sit liv.
Udsatte ørreder er dog langtfra de mest kløgtige, forsigtige eller velkonditionerede fisk derude. Som regel er de overfodrede, i underkanten bevidste om potentielle farer og – i tillæg – fysisk hæmmet af forkrøblede finner og haleror. Af disse grunde, sporer gedder i Put & Take vande sig særdeles ofte ind på ørrederne og udvikler i denne henseende nogle specifikke jagtteknikker. Enten gør de brug af klassisk bagholdstaktik og lægger sig tålmodigt på lur i nærheden af ørredernes trækruter i søen, eller også udvælger de sig et potentielt bytte, sniger sig ubemærket ind på det og sætter angrebet ind, når vinklen og afstanden er favorabel. De kan være utroligt kalkulerende, koldblodige og tålmodige, når det gælder udsætningsørreder, for de ved, at udbyttet er stort. Efter at have inhaleret en ørred af anstændig størrelse, kan de nemlig fortrække sig, finde et godt leje langs søbunden og bruge de næstkommende dage på at fordøje byttet i fred og ro.
Ikke alle ørredimitationer behøver at være lige naturlige. Til venstre SG 3D Trout Rattle Shad i guldørred variant og th Westin Tommy The Trout i en psykedelisk version, der er oplagt til uklart vand.
Ørredimitationer til gedder
Fiskeri efter gedder med smag for ørred kan være superspændende, og det involverer nogle ganske betragtelige chancer for at kroge en rigtig monsterfisk. Gedden kan blive op mod 20 år gammel, og i de vande, hvor der findes ørreder, er særligt de største og mest erfarne gedder optaget af at jage dem. Et godt udvalg af ørredimitationer og lidt basal lærdom om, hvordan de skal fiskes, vil derfor optimere dine chancer for at fange en vaskeægte trofægedde.
Ørredimitationer er ikke noget nyt, og gode eksempler er Westins Tommy The Trout og Savage Gear’s 3D Trout Rattle Shad eller Line Thru Trout– som er ultra-livagtige 3D scanninger af en rigtig ørred. Fordelen ved at bruge softlures og jigs frem for woblere er først og fremmest, at man med lethed kan fiske dem i hele vandsøjlen. Du kan fiske dem for fuld fart lige under overfladen, jiggende langs bunden eller forførende henover grøden. De kan rigges på et væld af forskellige måder for at gøre dem grødefri eller forbedre krogningsprocenten ved fx at tilføje stingerkroge. Og sidst men ikke mindst er agnenes konsistens en klar fordel. De føles akkurat som rigtige ørreder, og derfor kan man ofte få gedden eller sandarten til at hugge på ny, hvis ikke den kroges ved først givne lejlighed.
Hardbaits kan dog også bruges. Særligt balsa woblere, let-synkende jerkbaits og intermediate woblere kan være fordelagtige. De kan fiskes med pludselige fartudbrud efterfulgt af kortvarige svæv, hvilket som regel vil tirre rovfiskene til at hugge. Agnen vil ganske ofte blive samlet op under selve »svævet«, så husk at bruge uelastisk fletline, have kontakt med agnen og fiske koncentreret.
Ørredimitationer er særlig oplagt i alle vande, hvor der enten er naturlige eller udsatte ørredbestande.
Sådan fiskes ørredimitationer til gedde og sandart
Fiskevandet bestemmer i høj grad, hvordan du skal fiske din ørredimitation. I strømvand giver det for eksempel god mening at fiske ørredimitationen tæt inde langs brinkerne i moderat tempo. Særligt når rigelige mængder grøde mindsker rovfiskenes udsyn – hvilket er et normalt scenarie sommermånederne igennem. Her er præcise kast og nøjsom indspinning langs åens åbne passager nøglen til succes. Huggene vil da som oftest falde prompte og resolut, da rovfiskene her er vant til at have ganske kort betænkningstid!
I store, klarvandede søer og brakke vande forfalder rovfiskene som regel til et mix af bagholdsangreb og forfølgelse. Befinder de sig pludselig i nærheden af en ørred, vil de som regel forsøge at spore sig ubemærket ind på den og angribe. Den potentielle nytteværdi forbundet med at nedsvælge en næringsrig ørred mere end retfærdiggør nemlig energiforbruget og indsatsen, som selve jagten kræver. Som følge heraf kan man i større søer og brakke vande veksle mellem relativt langsom indspinning og pludselige, men korte, fartudbrud. Den langsomme indspinning vil vække rovfiskenes interesse og forhåbentligt lokke dem ind på tættere hold. Og når først de er inden for nær rækkevidde, er et pludseligt fartudbrud som regel nok til, at det afgørende angreb sættes ind.
Når mellemlagene eller de øvre vandlag affiskes, hvilket især kan være relevant i sommermånederne, så kan du sagtens fiske dine ørredimitationer med høje hastigheder. En ørred, der svømmer intetanende i åbent vand uden mulighed for at finde skjul, kan for forfølges. Og her kan gedden og især sandarten udvise imponerende tålmodighed. Som følge heraf, kan man godt sætte lidt fart på sine ørredagn, når der fiskes i de øvre vandlag. Dette har endvidere den positive sideeffekt, at man lettere får afdækket en masse vand og får lokaliseret fiskene – noget som er særligt vigtigt i brakvand og på større søer. Endvidere tvinger den øgede fart på agnen, gedderne og sandarterne til at angribe i relativt høj fart, hvilket frarøver dem muligheden for at inspicere – og potentielt afvise – agnen.
I Put and Take søer giver det mening at fiske dine ørredimitationer langsommeligt med små finessenøk. Koncentrer dig gerne om de områder, hvor de udsatte ørreder viser sig i søen, og prøv eventuelt at få agnen til at imitere en såret eller forkrøblet ørred. Prøv for eksempel ørredimiterende jerkbaits, og fisk dem med lange kunstpauser, hvor de hænger i vandet. P&T gedder er ikke altid lige lette at lokke til hugget, så agnen skal præsenteres præcist, så gedden antager den for at være et let bytte. Desuden skal man være opmærksom på, at det til enhver tid kræver lidt held at ramme en Put & Take gedde, som ikke allerede er propmæt. Deres fødetilgang er nemlig ganske stor. Når det endelig lykkes, har du dog gode chancer for at fange en rigtig velpolstret monstergedde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
Mads Grosell – manden bag 3D Trout Rattle Shad og andre fedde ørredimitationer – med en flot gedde, der ikke kunne stå for fristelsen.
I mange søer og vandløb æder gedderne sig helt naturligt tykke og fede i udtrækkende smolt, så hvad kan være mere oplagt end en decideret smoltimitation fx denne 4Play Lip Lure.
Haps! Der er ingen tvivl om, at denne gedde godt kan lide en saftig ørred til morgenmad, men her blev den snydt…
nov 25, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Jens Bursell med en fin gedde taget på en af de mange varianter over elastiktaklet, der giver en ekstrem god krogning pga taklets helt specielle moving hook effekt.
Fiskeri med levende agn er effektivt, men det er ikke alle, der bryder sig om at stikke kroge i en levende agnfisk. Her får du opskriften på, hvordan du ved at montere taklet med to elastikker, helt kan undgå at sætte kroge i agnfisken – og samtidig opnå en langt bedre krogning, når gedden hugger.
AF JENS BURSELL
ELASTIKKER og elastiske materialer har et kæmpestort potentiale til moderne lystfiskermetoder – dels fordi de muliggør teknikker, der er mere skånsomme – og dels fordi, de er vigtige komponenter i takler, der kan sikre en mere effektiv krogning af fisken.
En af geddefiskeriets ældste og mest effektive metoder er fiskeri med levende agn. Metoden, der har været brugt i århundreder efter søernes rovfisk, involverer, når man fisker på den traditionelle måde, at man stikker kroge ind i den levende agnfisk, for at fastholde den på taklet – hvorefter den piercet af et par trekroge svømmer rundt, indtil rovfisken lader sig friste og hugger.
Hvorvidt fisk rent faktisk føler smerte, har videnskaben endnu ikke kunnet bevise – men når det er sagt, så kan man jo lige så godt forsøge at fiske på en måde, som påfører fisken mindst mulig risiko for potentielt set at kunne føle smerte eller ubehag – og det gælder både agnfiskene samt de fisk, som der fiskes efter. Med udgangspunkt i dette udviklede jeg i 2012-13 et takel til dørgefiskeri, hvor man overhovedet ikke behøver at stikke kroge i agnfisken for at fastholde den på taklet.
En flot ti’er har indhaleret en agnfisk monteret på elastiktaklet – og er perfekt kroget.
Med elastik-takel og levende agnfisk efter gedder
Elastiktaklet, som taklet hedder, er ret simpelt at lave. Man monterer blot et par elastikker på taklet, som bruges til at montere agnfisken i. Elastikkerne sidder i et par hægter forrest og bagerst på taklet. Hægterne med elastikkerne semi-fikseres på forfanget med flådstops, så man kan skubbe dem frem eller tilbage på forfanget – dels så krogene hænger optimalt placeret og dels for at få den helt rette opspænding af taklet, som gør, at den bagerste elastik fastholder sit greb om fiskens hale under det praktiske fiskeri.
Når man bruger den rette teknik og de rigtige værktøjer, tager agnfisken ikke det mindste skade ved, at man trækker elastikken om bag gællelåget og retur, så agnfisken sidder fast på taklet – og det samme gælder, når den bagerste elastik sættes omkring halen på agnfisken. Når taklet er loopet på agnfisken med elastikkerne, søsætter man forsigtigt agnfisken ud over bådsiden – og under normal dørgefart på 0,7-1,2 kilometer i timen, vil agnfisken gå helt perfekt med taklet hængende løst lige under bugen, indtil hugget falder.
En sidegevinst ved den ekstra skånsomme montage af agnfisken er, at den holder sig frisk og levende lige så længe det skal være, hvilket også betyder, at man ikke forbruger nær så mange agnfisk på sin fisketur. På denne måde påføres skallen ikke meget mere fysisk ubehag, mens den langsomt dørges efter båden – end en hund der føres i snor. Placeres elastikken omkring venstre gællelåg spiler skallen til højre og omvendt. En interessant detalje ved elastiktaklet er, at det får agnfisken til at gå mere irregulært og uforudsigeligt – hvilket i mange situationer vil kunne give flere hug, da rovfiskene ofte går efter det individ, der skiller sig ud fra flokken. Mest irregulært går agnfisken, hvis man placerer elastikken modsat den normale spilings-side – fx i højre side når skallen fiskes i styrbordsside. Vi har været ude for at dette har givet næsten dobbelt så mange hug i den side af båden, hvor de var monteret på denne måde – måske netop fordi agnfisken derved får en mere »syg og unaturlig« – men samtidig uforudsigelig – gang.
Med elastiktaklet monteres agnfisken udelukkende ved hjælp af bløde elastikker, som ikke skader agnfisken. Krogene hænger løst og dingler lige under agnfisken, hvilket giver en markant bedre eksponering af krogene end på de traditionelle geddetakler.
Mooving-hook effect på elastik-taklet til gedder
Når en gedde klapper tænderne sammen om en skalle, sker der ofte det, at den låser kæberne så kraftigt sammen, at agnfisken sidder urokkeligt fastlåst. Og – når det sker, er det nærmest umuligt at kroge gedden, fordi krogene ikke kan bevæge sig fremad og kroge, af den simple årsag, at de sidder fast i agnfisken – som jo sidder fast. Dette er en af årsagerne til, at der ofte mistes mindst 40-50% af huggene ved fiskeri med normale geddetakler. Dette problem kan løses ret godt ved hjælp af Twinex releasetaklet, hvor krogene kan bevæge sig fremad, selvom fisken klapper kæberne sammen – den såkaldt moving hook effekt. Selvom landingsraten på Twinex releasetaklet, som du kan læse mere om på www.fiskogfri.dk, oftest ligger på 70-80% er moving hook effekten dog endnu bedre på elastiktaklet, hvor du vil komme til at bomme uhyggeligt få fisk.
Twinex taklet er ret let at lave, men Achilleshælen ved dette takel er, at det er enormt vigtigt, at man vælger de helt rette flådstop til de forskellige typer af wirematerialer. Her skabes moving hook effekten nemlig ved, at et flådstop glider ned at forfanget, når agnfisken låses mellem rovfiskens tænder – så krogene relativt set kan bevæge sig fremad. For at det funker perfekt, kræver det, at flådstoppet har den helt rette friktion mod forfangsmaterialet. Det er let nok, hvis man har et standardiseret takelmateriale, som passer perfekt på en bestemt flådstopper – men knapt så let, hvis man ofte varierer mellem forskellige forfangstykkelser, materialer og stops – der hver har sin helt specifikke friktion, som man lige skal finjustere. Disse takler fungerer bedst på hardmono og flettet titanium, men knapt så godt på almindelig flettet wire. Årsagen er, at kombinationen af den vinkel og friktion, der kommer på almindelige wireforfang, når flådstoppet skrider ned af taklet, kan give samme effekt, som når man krøller et gavebånd over en saks.
Krogningen er suveræn, men man krøller en del forfang på den konto – hvilket koster tid og penge. Dette er ikke et problem med hardmono og flettet titanium. Hele denne problemstilling eksisterer slet ikke på elastiktaklet, fordi moving-hook effekten skabes af elastikken, som arbejder helt uafhængigt af wiren. Et flådstop har endvidere altid en vis »opstartsfriktion«, inden det begynder at glide på forfanget – en problematik man også kommer helt ud over med elastiktaklet, hvor der overhovedet ikke er nogen opstartsfriktion i moving hook effekten.
Selve elastikmontagen giver en lidt mere uforudsigelig gang på skallen, når den dørges, hvilket kan give mange gode ekstra hug – især på hårdt pressede søer, hvor gedderne er vant til at se normalt fiskede takler.
Elastik-taklet giver perfekt krog-eksponering
Bedre eksponering af krogene er en anden fordel ved elastiktaklet frem for takler, hvor krogen sidder i agnfisken. Netop det, at krogen hænger løst dinglende under agnfisken gør, at krogspidserne er langt bedre eksponeret – præcist som på mange af release-taklerne, hvilket giver en bedre krogning – især når agnen fisker lidt over bunden. Netop den bedre eksponering af krogene gør desuden, at man kan anvende lidt mindre og skarpere kroge, som samtidig har mindre modhager og laver mindre krogsår end de lidt større kroge.
Sådan laves og fiskes elastik-taklet til gedder
Når hugget falder, sker der som regel det, at elastikken på agnfiskens hale falder af, så den ryger uden for geddens mund, hvorved agnfisken ofte hænger uskadt i elastikken, når gedden kommer ind. Har agnfisken taget skade under hugget, så den risikerer at lide, kan man så vælge at aflive den – og montere en frisk. Umiddelbart skulle man tro, at man konstant skal skifte elastikker på grund af geddens skarpe tænder, men praksis viser, at elastikkerne stort set altid er uskadte – selv efter en hel fiskedag med mange fisk i båden.
1: Monter et Drennan Grippa flådstop på et 30-40 lbs flettet wireforfang. Alle wiretyper kan bruges, men titanium er bedst. Kør det gennem de to øjer på en tregangssvirvel som vist – og monter derefter et nyt flådstop af samme type. Stoppet skal være så stort, at det ikke glider igennem svirvlens øjer. Med en lille splitring monteres en snap-lock hægte i den frie ende af tregangssvirvlen. Hægten skal have et stort øje – fx hægter fra Savage Gear eller Jackson. I Snaplock’en monteres en ganske almindelige husholdningselastik.
2: Bind en 2,5 mm rig-ring på for enden af wiren med en 4-tørns blodknude, hvori du med en lille splitring kan montere den forreste trekrog på taklet – eksempelvis en str. 6. Giv knuden en dråbe sekundlim. Hvis du vil have tre trekroge på taklet, som fx til en megakampskalle som denne, lader du tampen fra knuden stå – og binder endnu en rig-ring med splitring og krog på cirka 10-12 cm længere nede af wiretampen. I den modsatte side af rig-ringen på den anden krog bindes et 15-25 centimeter stykke 40-50 lbs monotrådet titaniumswire med en 4-tørns blodknude. Vil du kun have to kroge på taklet bindes den monotrådede titaniums tafs i rigringen fra den forreste krog (2).
3: Hiv et Drennan flådstop str. small af montageløkken og stik den stive titaniumswire op igennem det. Træk den ned på midten af wiren, kør en snaplock hægte på og monter endnu et flådstop. Denne snaplock må gerne være med et lille øje – fx Mustad 77145 str. 2. I snaplocken monteres en lille elastik – eksempelvis af den type man kan købe i mange rideforretninger.
4: Bind en rig-ring med splitring og en str. 8-6 trekrog i enden og giv knuden en dråbe sekundlim. Du er nu klar til at montere taklet på agnfisken.
Sådan monteres elastik-taklet på agnfisken:
1: Sæt den forreste store husholdningselastik ind i slidsen på en Stonfo-krogløser. Læg agnfisken på et fladt, vådt underlag med bugen mod dig. Før elastikken gennem munden på fisken og forsigtigt op bag gællelåget uden at røre selve gællerne.
2: Tag elastikken ud af slidsen, før krogløseren forsigtigt tilbage og ud af munden – hvorefter du fører elastikken tilbage om gællelåget og retur i hægten.
3: Check, at den bagerste hægte er placeret, så der lige akkurat kommer et ganske svagt træk på forfanget som sikrer, at den bagerste elastik ikke så let kan glide baglæns ud over halen.
4: Monter haleelastikken ved at spile den ud og føre den baglæns over halen.
5: Check at taklet og krogene hænger helt perfekt.
6: Grib om agnfiskens ryg og søsæt den forsigtigt, hvorefter du med føling firer den ud på den rette afstand og dybde.
Elastik-taklet til gedder – øvelse gør mester
Alle og enhver vil kunne lære at dørge med elastiktakler. Selve montagen er egentlig ret let, men som med alt andet, kræver det lige lidt øvelse, inden det sidder på rygraden. Der er ingen tvivl om, at det er lidt lettere bare at plante et par trekroge solidt i den levende fisk, men når du har prøvet elastiktaklet et par gange, tager det faktisk ikke meget længere tid end at agne op på den normale måde.
Det er vigtigt, at det sted hvor du lægger agnen, når den monteres, er et sted, hvor der ikke ligger for meget rod, som agnfisk og takel kan få fat i, hvis den basker med halen på et kritisk øjeblik.
Tilsvarende er det en fordel at tænke over, hvordan du sætter din stang, mens agnfisken monteres. Hvis du er højrehåndet, er det lettest, hvis stangen står til højre for dig, så taklet kommer ind for højre. Elastikkerne skal sidde klar på selve taklet, hægternes placering skal være grovjusteret, og taklet skal ligge klar langs agnfisken, inden montagen påbegyndes. Der skal helst være et let træk i taklet, når elastikken føres igennem munden på agnfisken, så man undgår, at der kommer løsthængende løkker på frontdelen forfanget, som let kan føre til kludder, hvis fisken basker på det forkerte tidspunkt.
Når fisken så er monteret, sættes den forsigtigt ud i vandet, hvorefter du er klar til at dørge – uden at skulle have dårlig samvittighed over, at dine agnfisk i timevis svømmer rundt med et sæt store trekroge i kroppen.
Med elastiktaklet holder agnfisken sig frisk og levende i en helt anden grad end på de traditionelle krogtakler, hvilket gør, at forbruget af agnfisk er markant mindre – en tendens der
forstærkes af, at agnfisken ofte slås løs af haleelastikken ved hugget, hvorved agnfisken tit hænger uskadt udenfor geddens mund under hele fighten.
Udskiftelige kroge – en af elastik-taklets fordele
På normale takler bindes eller not-a-knottes krogen direkte på forfanget. Denne procedure kan i mange tilfælde give et højt materialeforbrug af wire, fordi taklets levetid dermed er defineret af krogenes levetid. Især når man anvender meget dyre og ekstremt holdbare wirematerialer som fx titanium, er dette en stor ulempe, da en smadret krog kan betyde, at man skal kassere hele det dyre takel.
For at komme uden om dette problem, monterer jeg mine kroge i bittesmå split-ringe, der sidder i 2,5 mm rig-ringe, som er bundet til taklet. Dermed kan jeg udskifte krogene let og hurtigt – samtidig med, at jeg sparer både tid og penge på ikke at skulle kassere så mange takler.
Baitspikes og Twinex-kroge
Hvis princippet om ikke at sætte en krog i agnfisken betyder knapt så meget for dig som det fisketekniske, kan man variere konceptet med elastikmontagen på mange måder. Du kan fx montere agnfisken med en elastik i munden af agnfisken og kombinere med baitspikes til montagen af den bagerste del af taklet. At montere en baitspike på den bagerste krog og forsigtigt sætte den løst bagerst på undersiden af agnfisken er super let – samtidig med, at man har en montage, hvor krogene er markant bedre eksponeret end på de almindelige agnfisketakler, fordi taklet hænger og dingler løst lige under fisken. Dette muliggør igen brugen af mindre og skarpere kroge som giver mindre krogsår på gedden – samtidig med, at det giver en fin leading-link effekt.
Max Bursell med en fin gedde taget på elastiktaklet. Skallen kan få en selvspilende effekt, hvis man monterer elastikken modsat den side man ønsker den skal spile mod. Monteres elastikken modsat af dette, giver det en lidt mere uforudsigelig gang, hvilket vi har været udsat for kan give markant flere hug – netop fordi fisken »spiler modsat«.
Leading-link effect på elastik-taklet til gedder
Når taklet hænger løst lige under agnfisken, giver det en såkaldt leading-link effekt – hvor en rovfisk, der umotiveret snapper efter agnfisken, lettere bliver kroget: Hvis en af geddens mange bagudrettede tænder får fat i wiren, vil den fremadrettede bevægelse af taklet få wiren til at glide bag tanden, indtil en af krogene automatisk rammer fiskens kæber eller munddele, så krogen kan få fat.
Du kan læse meget mere om de seneste og mest effektive varianter over elastiktaklet i Jens Bursells bog ”Geddefeber”, som du kan købe signeret her på både dansk, svensk, engelsk og tysk.
På releaserigshop.com kan du købe færdige kits til elastik-release-taklet til agnfisk her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014.
Hvis man udelukkende går efter de krogningsmæssige aspekter i elastiktaklet, kan man med fordel fiksere elastiktaklet med en lille baitspike i bagenden af agnfisken, så det løsthængende
takel er perfekt eksponeret under agnfisken. Fæstnes den kun med én modhage, trækkes den let ud af fisken, så krogene kan bevæge sig fremad.
nov 14, 2023 | Artikler, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Medefiskeri, Predatorfiskeri
Henrik Lützen med en flotte tolvkilos gedde fra Egeskov Slot, hvor man i øvrigt ikke må fiske normalt.
Skal man fange store gedder i de kolde måneder er død agn sagen. I hvert fald hvis du spørger de to eksperter Henrik Lützen og Klaus Larsen, der begge er leveringsdygtige i XXL gedder på død agn. Og det var de selvfølgelig også den dag Fisk & Fri’s udsendte for nogle år siden fulgte i hælene på dem ved Egeskov Slot’s voldgrav.
TEKST OG FOTO: GORDON P. HENRIKSEN
BIP, BIP, BIP, skriger Henriks bidmelder, hvorefter han straks smider tallerkenen, hopper op af sædet og sprinter ned til din stang, hvor elektronikken netop har afsløret, at en gedde har samlet den halve agnfisk op fra bunden, og er ved at svømme væk. Han løfter stangen, giver modhug og den lange karpestang krøller godt og grundigt sammen med en solid madamme i den anden ende.
Fisken viser en ordentlig nakke og flot flanke med et helt særligt blåligt skær. Den tager et par gode tunge, men langsomme runs. Henrik får stille og roligt trættet den hurtigt på den bløde karpestang, hvorefter Klaus rutineret lister nettet under den, og der gives high fives hele vejen rundt. Fisken måles og vejes hurtigt til 116 centimeter og 12,4 kilo. – Vi får tager lidt billeder af den smukke fisk, før den ryger tilbage i voldgraven, så vi kan få en frisk kop kaffe og nyde øjeblikket. Jo – man må sige, at de to gutter forstår at levere varen, når det gælder storgedder på død agn. Klaus og Henrik har fisket gedder i årevis, begge har fisk over 15 kilo på CV’et og deres største er næsten alle taget på død agn – en metode som de forståeligt nok er glade for…
En liflig sonate akkompagneret af lys signalerer, at det er tid til at rejse fra stolen og fighte en grov gedde.
Grove gedder på død agnfisk
Henrik Lützen har fanget masser af store gedder på målrettet og seriøst fiskeri – senest en på 15,5 kilo. I dag har vi fået en helt særlig engangstilladelse til et unikt fiskeri i voldgraven ved Egeskov Slot. Der er gang i fiskeriet allerede fra morgenstunden, hvor jeg lægger ud med en firekilos fisk på lånte karpestænger, og jeg er hurtigt overbevist om at gutternes metoder er effektive. Men der er heldigvis også lidt tid til at sidde i fiskestolene, mens fiskegrejet passer sig selv. Her får vi lidt god mad på min medbragte gasgrill og en inspirerende snak om fisketeknikker.
Gourmetfrokost i det fri er en billig betaling for deres viden på dette område, og de virker tilfredse med min bestikkelse. Pludselig afbryder en bidmelder igen. Denne gang har Henrik fat i en fin gedde, som nænsomt bliver vejet og målt til 8,7 kilo og 103 centimeter, inden den forsigtigt sættes tilbage i voldgraven. – Værktøjet skal være i orden, forklarer Klaus. – Vi har altid et knudeløst net, en afkrogningsmåtte med indbygget målebånd, en vejeslynge, digital vægt og tænger med hver gang. De store gedder skal passes godt på. Vi genudsætter alle vores gedder, men vi har ikke noget imod, at folk tager et par enkelte mindre gedder hjem til frikadeller en gang i mellem, forklarer Henrik og tilføjer. – Det er vigtigt, at man giver et hurtigt modhug så fiskene ikke når at sluge agnene. De store fisk har alligevel hurtigt agnen inden i munden…
Fiskene håndteres forsigtigt og genudsættes nænsomt, så de kan svømme tilbage og blive endnu større.
Kølige gedder elsker døde agnfisk
Død agnfisk er på denne årstid helt klart deres favorit metode. – Når vandet er koldt er fiskene dovne, og de orker ikke bruge for meget energi på at jage. Derfor er død agn særlig effektiv i de kolde måneder, forklarer Klaus og tager en slurp friskbrygget kaffe. – Om foråret foretrækker vi, at fiske mere med spinnegrejet. Vi fisker også en del med levende agn, som er supereffektivt til de groveste gedder, men død agn har det også med at tage de store fisk, forklarer han med et smil. Og med en PR på 16,5 kilo taget på død agn, har han også noget smile over.
Agnen må gerne være lidt stor i det, fortæller Klaus. Vi ved ikke rigtig hvorfor, men det er klart vores erfaring, at halerne fisker bedre end hovederne, når det gælder de mere fede fisk, som afgiver en masse olier i vandet, som gedderne kan lugte på afstand, forklarer Klaus. Men som om det ikke er nok, bruger han også en lille plastik kanyle til at sprøjte Sensas fiskeolie ind i fisken.
Klaus i færd med at afkroge en af dagens fisk. Bemærk det gummicoatede net fra Savage Gear, der beskytter fiskens slimlag og
nedsætter risici for at krogen får fat i nettet, så afkrogningen tager længere tid en højest nødvendigt.
Tricks og grej til fiskeri med død agn efter gedder
Fodring til gedderne er et rigtig godt trick, som meget få benytter, forklarer Henrik og afslører en af grundene til, at disse to gutter har så stor succes med fiskeri med død agn. I en lille foldespand har han en blanding af rasp, hakkede fiskestykker og fiskeolie. – Lugten fra fiskeolien og fiskestykker får gedderne på finnerne, forklarer Henrik og triller et par kugler på størrelse med små tennisbolde. – Men raspen lokker også skallerne til og sørger for, at der er aktivitet i området. Det kan få gang i selv de mest træge gedder, fastslår Henrik og lægger et par kugler klar til at blive kastet ud sammen med agnene næste gang.
Efter en god tur i gasgrillen er der linet op med god mad og en Indian Pale Ale til at skylle efter med.
Masser af grej skal der til. – Vi kører typisk med tre stænger hver, forklarer Henrik. – Stængerne er 12 fod lange 2,50 lbs karpestænger med baitrunner hjul og 0,20 fletline, som sættes i banksticks med elektroniske bidmeldere, så de kan spredes lidt ud. – Vi er kommet slæbende med holdalls (fisketaske) fulde af stænger, banksticks, bidmeldere samt stole, grill og en masse andet. Det er bestemt en hel del mere udstyrskrævende end en gang streetfishing i Damhussøen, men når det er sagt, så er det også enormt hyggeligt at sidde i stolene og nyde naturen og det gode selskab, når først det hele er gjort klar.
For enden af linen
Forfanget er bundet af 0,75 mm flourocarbon og er cirka 70 centimeter langt. Til sild og skalle er der enten to eller tre str. 6 Mustad 3600-1X trekroge bundet mednot-a-knot knuden. For at kroge bedst muligt er det vigtigt ikke at begrave krogene dybt i agnfisken: Krogene skal kun lige skal have fat i skindet, men det kræver, at man bruger en såkaldt casting clip.
Systemet, der stammer fra England og har været brugt i mange år til fiskeri med død agn, går ud på at binde en løkke af nylon eller fluorocarbon om halen på agnfisken. Løkken lægges op omkring forfanget og hænges løst på en Fox Casting Clip, der typisk er monteret med en springring i den svirvel, hvor hovedlinen er bundet til forfanget. Det smarte ved casting clips er, at agnen ikke så let rives af krogene i kastet – hvilket betyder, at man på fisk med relativt sejt skind kan sætte krogene løst gennem en flig af skindet, så de lettere river sig fri, hvorved det bliver lettere at kroge fisken. På meget skøre agnfisk betyder det, at man kan kaste med agn, som det ellers havde været umuligt at kaste med. Fordelen ved at køre løkken omkring forfanget er, at løkken fanger en af krogene under indspinningen, hvis agnen ryger af krogene i kastet eller under fighten.
– Det har den effekt, at man ikke efterlader sin agn derude på fiskepladsen, for vi skal ikke have agnstykker liggende derude, uden der er vores kroge i, griner Henrik. Så risikerer vi jo at gedderne bliver mætte, inden vi når at fange dem…
Henrik, Klaus og Gordon får sig en velfortjent øl oven på dagens hårde fysiske arbejde…
Geddehygge bag stængerne
Og så er der hyggen! Vi har altid masser af god mad og tager os tid til at grille og hygge, smiler Henrik. – Nogle dage er der dog så meget gang i fiskeriet, at vi ikke når at sidde stille meget. Sådan en grilltallerken her glider godt ned med en god øl til på en kold vinterdag, kan du godt skrive, griner Klaus med munden fuld. Vi har også altid et blus med, så vi kan få varm suppe og frisk kaffe – evt. Irish Coffee, når det skal være lidt festligt, smiler Klaus.
Valg af sø spiller selvfølgelig en stor rolle. Vi fisker alle typer af søer, grusgrave og moser, forklarer de. – Selv ved de vande med stort fiskepres kan død agn være en giftig metode, da vores erfaring er, at de store gedder som har set mange agn, ikke lader en død agnfisk ligge, hvis den kommer forbi. Det nemme bytte, hvor de ikke skal bruge energi på at jage, er simpelthen uimodståeligt for dem. Det vigtigste, når vi udvælger vores spot, er at finde de dybeste huller eller bedste skrænter nær land, hvor fiskene opholder sig, når det er koldt, slutter Henrik, der med al tydelighed har demonstreret, at han ved, hvad han snakker om.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014
okt 17, 2023 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Finland – landet med de titusind søer – byder på fantastiske muligheder for geddefiskeri. Gordon P. Henriksen er passioneret geddefisker, så da lejligheden bød sig for at prøve det finske skærgårdsfiskeri for et par år siden sammen med to dygtige finske lystfiskere Ari Paataja og Jasper Pääkkönen, skulle det selvfølgelig afprøves. Tag med til Finland og bliv inspireret til din næste fiskerejse.
AF GORDON P. HENDRIKSEN
FINLAND er et vildt land, og finnerne er nogle vilde mennesker. Sådan er det bare. Og fiskeriet i Finland kan bestemt også være rigtig vildt. Det har jeg efterhånden erfaret flere gange. Dette forår skulle jeg holde et oplæg til en international konference om bæredygtigt lystfiskeri, og da min finske lystfiskerkammerat, Jasper, spurgte, om vi ikke skulle tage et par dages geddefiskeri, mens jeg alligevel var i landet, var jeg straks klar.
Mens resten af deltagerne var på vej til lufthavnen efter en spændende konference, blev jeg hentet af Jasper og hans kammerat med en stor finsk fiskebåd på slæb. To timers kørsel vestpå havde lystfiskeren og guiden Ari Paataja sin egen båd og en idyllisk hytte lige ud til skærgården, hvilket var det perfekte udgangspunkt for en weekend med geddefiskeri på finsk maner.
Efter gedder langs klippekyster og siv
Vi deler os op i to både, og jeg er ombord på Aris aluminumsbåd, en Finnish Eagle med to 50-hestes på hækken. Den finske natur er gudesmuk og er med en blanding af klippekyster og siv det perfekte gedderevir. Vandet i den nordligste del af i Østersøen er meget ferskt, og her er masser af byttedyr for gedderne – lige fra skaller, løjer og smelt til ål, sild, aborre og andet godt. Det er ikke uden grund, at de finske gedder vokser sig rigtig store på relativ kort tid.
Dybderne varierer også meget, og områderne kan gå fra 20 meters dybde til en kun meter. – Det kan være rigtig spændende at fiske oppe på det lave vand, men oftest er det kanterne på ca. tre meter, der kaster de største fisk af sig, forklarer Ari.
Du ved du er i Finland når…
I trygge hænder hos geddeguiden
Vi starter med at spinfiske langs nogle af disse kanter. Områderne er enorme, og det er bestemt rart at være i trygge hænder hos en guide, der kender sine pladser. Der varer heller ikke længe, før Ari lander et par mindre fisk på en Real Eel, og jeg tager en på en stor flashspinner. Ari er særlig glad for softbaits som fx ålen, da de kan fiskes i bevoksede områder og på varierende dybder, uden at man skal skifte agn. Spinnerbaits er han vild med til fiskeriet på det helt lave oppe mellem sivene. Men hans kasser bugner også med jerkbaits, woblere og skeblink. – At finde den bedste agn efter forholdene er et dagligt, men spændende arbejde, griner Ari.
Der er ingen tvivl om, at han tager sit arbejde som guide meget seriøst, og han har næse for det – i bogstaveligste forstand. De to første små gedder vi fanger, stikker han snuden helt ned i gabet på, mens han holder dem i gællegrebet og lugter til deres ånde. – Hvad har du gang i, spørger jeg?
Jasper gør klar til at genudsætte en gedde der huggede på jerkbaitet.
– Jeg skal finde ud af, hvilket byttedyr de foretrækker i dag, forklarer han. Nogle gang er de meget fokuserede på smelt, og så har de en helt særlig ånde, der lugter lidt af agurk. Jeg kan ikke lade være med at grine af Aris vilde teknik, men er samtidig heller ikke i tvivl om, at det holder, og havde geddernes ånde lugtet af agurk i dag, havde det helt sikkert været en god idé at skifte til smeltimitationer… Men jeg klør på med flashspinneren, og det giver også bonus. En fin gedde hugger over to meter vand, hvorefter en skøn finsk gedde kan fremvises for kameraet og hurtigt få sin frihed igen.
Stort set alle finner har et lille sommerhus. Saunaen er også et essentielt element i den finske kultur, og ved samtlige sommerhuse ligger der også en lille saunahytte ned til vandkanten, så man kan få sig et dyp i Østersøen. Jasper og Ari forsikrer mig om, at vi selvfølgelig også skal i sauna og at de glæder sig særligt til »saunamakkara«, hvad det så end er. Man er heller ikke i tvivl om, at finnerne er lidt ekstra vilde med deres vodka. I den næste bugt vi kommer hen til er et stort skib gået på grund på en lille bitte ø – bogstaveligt. Skibet er kommet med fuld fart og kuret 7-8 meter op ad klippen – og endt midt på øen, halvanden meter over vandspejlet. Besætningen slap med lidt knubs og kraftige tømmermænd, men skal vist være lykkelige for, at det ikke var en mere lodret klippe de ramte! Et vandvittigt syn, som vi fisker lidt ved…
En mindre finsk gedde hiver det store smil frem hos forfatteren.
Rendyrket fluefiskeri efter gedder
På dag to står det udelukkende på fluefiskeri sammen med Jasper. De store udebliver desværre, men vi får ok med mindre gedder, og jeg udnytter situation til at suge lokal viden og ekspertise til mig. Jasper foretrækker primært to typer fluer. Old School marabou deceivere og moderne syntetiske geddefluer. Fællesnævneren er størrelse, og standardstørrelsen er 15-18 centimeter. Farverne kan være naturlige, men en pink/chartreuse variant de kalder »Nils Master« er blandt favoritterne og leverer også i dag. Jasper tager heller ikke på tur uden en »Kikkeli«. Synkeline er standard, og Jasper forklarer, at alle hans største gedder er taget på over tre meter vand. Områderne er store, og Jasper fisker hurtigt, aktivt og flytter sig konstant – en fiskestil jeg er helt med på. Mætte på store naturoplevelser og en hel del mindre og mellemstore gedder er det hjem til saunahytten.
Jasper tænder op i brændeovnen, og de kolde kommer frem. Skønt! Vi er for tidlig på den til at birken er sprunget ud, så den klassiske piskning med birkeris undgår jeg, men et dyp i vandet bliver det selvfølgelig til. Og så finder jeg endelig ud af hvad en »makkara« er! En særlig saunapølse som varmes over stenene i sølvpapir, og indtages nøgen på terrassen med finsk sennep og endnu en kold øl til. Jo, jo – Finland er et vildt nok land!
Guiden Ari Paataja fremviser en finsk skønhed. Sådan en er værd at rejse langt efter…
Sådan skaffer du fisketegn i Finland
At få et fisketegn kan være godt forvirrende i Finland, især fordi informationen findes mest kun på finsk. Først skal du bruge et »Kalastuksenhoitomaksu« for et år. Derudover skal du bruge et fisketegn til den region, du fisker i. Finland er delt i fem regioner. Fx er der en, der dækker hele Sydfinland – både brak- og ferskvand. De kan bestilles på telefon, og du kan se mere på www.mmm.fi, som kun er på finsk…Min personlige anbefaling er at gøre som mig og få din guide eller en finsk kammerat til at hjælpe dig med det.
Praktisk info om en fisketur til Finland
Finland ligger langt mod nord, og geddesæsonen i syden starter i midten af april. Der er ikke fredningperioder på gedder. I de to første uger af maj er gedderne som regel på leg, og fiskeriet kan være meget svært. Perioden lige inden og lige efter kan være rigtig god. Fra midten af maj og frem til slutningen af juni er fiskene meget sultne og aggressive. August er en dårlig måned til gedderne, og her fokuserer Ari på sandarterne. September og oktober er også gode perioder, og i november kan de hardcore opleve noget vildt fiskeri på lavt vand. December er meget afhængig af om der er milde vintre, for det sker tit at der er isbelagt, når vi når så langt hen på året..
Ari Paataja, der er proffesionel lystfisker, kan bestemt anbefales som guide. Vi boede i en skøn hytte med sauna, og alt hvad der hører sig til. Han tog sig af os med god mad og det hele – samt med en rigtig hyggelig og personlig stemning. Priserne er i den høje ende, og det er nok også derfor, at størstedelen af Aris kunder er firmaer. Her kan du se en lille film, der præsenterer lodgen
Ari kan også tilbyde billigere løsninger, bådleje m.m. Du kan kontakte ham på apajamatkat.fi
ari.paataja@apajamatkat.fi, tlf: +358405052225.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
okt 5, 2023 | Artikler, Miljø og debat, Predatorfiskeri
Der er gennem mange, mange år ikke brugt så meget som en eneste krone af Fisketegnsmidlerne til projekter af reel relevans for de danske søfiskere. Tværtimod er Fisketegnsmidlerne brugt til at rådgivning, der på mange områder skader søfiskeriet – fx biomanipulation og hård nedfiskning af sandartbestandene. Og nu er så det første reelle projekt, der – på en god dag – måske kunne have gavnet søfiskeriet, afblæst.
AF JENS BURSELL
For et års tid siden fik man den ide at iværksatte en undersøgelse, der havde til formål ”1) at undersøge hvor stor økonomisk omsætning lystfiskeriet på de sjællandske søer skaber, og 2) at ”tage temperaturen” på søfiskeriet, herunder bl.a., hvilke søer der bliver foretrukket, hvilke fiskearter der fiskes efter, hvordan bliver der fisket, hvor ofte bliver der fisket m.v.”
Men nu er undersøgelsen stoppet – og godt det samme kunne man fristes til at tænke. Undersøgelsen var nemlig ringe gennemtænkt samt virkelig dårligt eksekveret – og ville med det oprindelige set-up alligevel have givet et helt skævt billede af søfiskeriet. Men mere om det senere.
DTU Aqua samt Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, som står for undersøgelsen, har i går på e-mail meldt følgende ud til de tilmeldte: ”Tak for din tilkendegivelse om at vi må sende dig et spørgeskema omkring søfiskeriet på Sjælland. Desværre har opbakning til undersøgelsen været så lav at vi ikke kan gennemføre undersøgelsen på en måde, så det giver fagligt mening. Vi har derfor besluttet ikke at gennemføre undersøgelsen. Vi vil gerne sige mange tak for din ulejlighed”.
Der er i årtier ikke brugt en eneste krone af Fisketegnsmidlerne til projekter af relevans for søfiskeriet. Og nu er det eneste projekt, der havde en smule relevans – kuldsejlet. Primært på grund af dårlig planlægning og eksekvering af projektet.
Manglende deltagere i projektet – selvforskyldt
Jo tak – det er da klart, at man ikke får nok tilmeldte, når man 1) kun henvender sig til foreningerne, som måske blot udgør halvdelen af søfiskerne – og primært dem der fisker fra båd, 2) primært henvender sig via foreningernes e-mail lister – godt nok to gange, hvor en stor del – især de yngre – ikke kan forventes at læse dem, 3) ikke følger godt op med massiv PR for undersøgelsen på alle tænkelige sociale medier – som dækker alle aldersgrupper – og som rammer målgruppen bullseye over en bred kam. Eneste SoMe PR – som ikke havde karakter af en tilfældighed -var – så vidt vides – et forkølet, halvhjertet opslag på DSF´s mindste FB profil facebook – ”Talerøret”, som nærmest ingen søfiskere læser. Gruppen har blot 1550 medlemmer – og hvis man medregner algoritmen for at nå ud til folks feed – samt hvor lille en procentdel af brugerne, der er søfiskere, har man næppe ramt mere end 50-100 søfiskere, med den opfordring der var til at deltage her.
Hvis man virkelig ville det – hvorfor så ikke lave PR på alle kanaler – fx DSF hoved FB-side, som når ud til langt flere – samt DSFs blad, hjemmeside, Instagram, Youtube, Youtube shorts, stories, reels og nyhedsmails? Hvorfor ikke målrettet og organiseret sprede nyheden til alle større internet fiskemedier I Danmark – samt de vigtigste facebookgrupper og influencere inden for søfiskeriet. Det har man ikke gjort. Man har ikke engang været i nærheden af gøre det. DSFs direktør, Lars Rasmussen, bekræfter her til formiddag til Fisk & Fri, at det eneste PR DSF har lavet for undersøgelsen – er foregået via den lille facebookgruppe “Talerør til Danmarks Sportsfiskerforbund”.
At det kom på fiskogfri.dk skyldes ikke en planlagt PR-indsats fra DTU Aquas side – men blot, at jeg privat modtog e-mail som medlem af LF – og af eget initiativ lavede en kort nyhed om undersøgelsen på det på fiskogfri.dk. Men – jeg var på vej ud og rejse – og kunne derfor ikke gøre noget stort ud af det – samt ikke følge op på det på SoMe. Man kan da ikke – som dyrt betalte ”professionelle” – planlægge PR til en undersøgelse ud fra, at nogen tilfældige tilfældigvis skriver om det eller deler det…. Med så ringe en PR indsats – så tror da pokker, at ingen tilmelder sig… Så med udgangspunkt i denne dårligt planlagte lancering af projektet, peger pilen primært på én når det ikke lykkes – og det er dem, der har taget sig dyrt betalt for at lave undersøgelsen.
Og – selv med dem, man havde lokket så langt som til selve tilmeldingen, har man sandsynligvis hægtet alt for mange af igen med en ubehjælpelig langtrukken afkrydsningsliste – hvor man let falder fra. Og hvis ikke man var i en forening, blev man efterladt med det indtryk, at man ikke kunne deltage.
En meget stor del af de sjællandske søfiskeri foregår fra land – og uden for foreningerne. Man kan derfor undre sig meget over, at man i undersøgelsen kun har henvendt sig til foreningerne – og dermed i høj grad bådfiskere. Her Jens Bursell med en fin søaborre fanget fra land – i et vand, der ikke hører under foreningerne.
Groft mismatch mellem undersøgelsens formål – og hvervningsstrategi
Men som sagt, godt det samme. For selv hvis undersøgelsen var blevet gennemført som skitseret – så ville den ikke medtage måske halvdelen af søfiskerne – blandt andet karpefiskere og alle de mange, der mede- og spinnefisker fra land på de sjællandske søer, hvormed den alligevel ville have været ubrugelig til at give et retvisende billede af det sjællandske søfiskeri. Bredden i og værdien af det sjællandske søfiskeri er jo overhovedet ikke med uden alle dem, der fisker fra land. Man kunne næsten fristes til at tro at DTU Aqua & Co eksempelvis ikke har opdaget, at karpefiskeriet eksisterer – eller måske bare, at de slet ikke regner det for noget. Eller tilfældigvis har glemt, at der er massevis af folk der blot fisker fra land med både mede- og spinnegrej. Det er simpelthen amatøragtigt.
Spørgsmålet er så – hvor meget har dette flop kostet de danske lystfiskere? – og vil de penge, der spares på ikke at gennemføre undersøgelsen – så blive brugt til projekter, der kan gavne søfiskeriet? Det vil tiden vise.
Fisk & Fri har stillet projektlederen fra DTU Aqua følgende tre spørgsmål:
- Har du lyst til at kommentere, hvorfor man kun har medtaget foreningerne – og dermed udelader måske halvdelen af søfiskerne fx de fleste af dem, der fisker fra land (fx rigtig mange mede-, karpe- og spinnefiskere). Mener I det giver et retvisende billede af dansk søfiskeri – og i fald hvorfor?
- Hvis I gerne ville have mange deltagere, hvorfor har I så ikke målrettet organiseret en kampagne på alle danske fiskemedier samt etableret et samarbejde med de for søfiskerne mest vigtige sociale medier og influencere?
- Hvor meget kommer den del af undersøgelsen, der allerede er lavet, til at koste de danske fisketegnsløsere – og vil de penge, som der spares på ikke at gennemføre projektet, blive brugt på andre projekter, der kan tænkes at gavne dansk søfiskeri?
Han har desværre ikke ønsket at svare. Man kan spørge sig selv, om ikke det er på tide at projekter under Fisketegnsmidlerne kommer i udbud for at få bedst muligt kvalitet af arbejdet – til færrest mulig penge. Kvalitet er i hvert fald ikke, hvad man kan kalde forarbejdet til dette projekt.
Baggrunden for at afblæse undersøgelsen uddybes i e-mailen til ”deltagerne” med:
For at opnå et tilstrækkelig antal deltagere til at sikre, at undersøgelsen vil give et validt fagligt resultat, har vi samarbejdet med en lang række lystfiskerforeninger, som ville opfordre deres medlemmer til at deltage i undersøgelsen. For at sikre mindst muligt besvær for foreningerne i forhold til GDPR lovgivningen, foregik rekrutteringen af deltagere ved, at foreningerne delte et link, hvor medlemmer kunne tilmelde sig undersøgelsen med navn og e-mail adresse. På trods af foreningernes gode indsats for at rekruttere deltagere i løbet af foråret og sommeren 2023 og en række efterfølgende kampagner på sociale medier, initieret af blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund, må vi konstatere at blot ca. 15% af de forventeligt ca. 3000 lystfiskere, som fisker på de sjællandske søer, har tilmeldt sig undersøgelsen. Dertil kommer, baseret på erfaringer fra tidligere undersøgelser, at det næppe er alle tilmeldte deltagere, der i sidste ende vil kunne finde tid og/eller energi til rent faktisk at udfylde spørgeskemaet. Dvs. at man forventeligt vil ende med en markant lavere deltagelse i selve spørgeskemaundersøgelsen end de 15% de i første omgang har sagt ja til at deltage. Samlet set vurderes dette ikke at være et tilstrækkeligt solidt videnskabeligt grundlag til at opfylde ambitionen om at opnå et repræsentativt resultat i undersøgelsen, dvs. hvor et bredt udsnit af lystfiskere er repræsenteret.
okt 1, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, MALLE, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Video
I løbet af sommeren 2023 havde Jens Bursell og hans kammerat Søren Beck to ture til Rhinen med ét formål – at fange maller på sightfiskeri med Livescope fra flydering. En koldfront gjorde ikke fiskeriet let, men da temperaturen steg simultant med vandet, kom fiskene på finnerne. Følg med til Rhinen, hvor der efterhånden er ved at være en rigtig god bestand af flotte fisk – med maller helt op til over 100 kilo. På den næstsidste dag spotter Jens en kæmpemalle – og fisker til den adskillige gange i over 20 minutter, inden den til sidst lader sig lokke af en 15 cm Cannibal Shad serveret lige foran snuden på den. Følg med til floden, hvor alt kan ske – og få hele historien om hvordan Jens til sidst får monsterhugget og efter en lang, brutal fight for anden gang inden for et år lander den største ferskvandsfisk nogensinde taget på spin af en dansker. Denne gang en stormalle på 243 centimeter og 90 kilo+. Undervejs får du en masse inspiration og fede tips, der kan bruges til mange forskellige former for flyderingsfiskeri.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk at du kan abonnere gratis.
sep 22, 2023 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Broanlæggets indvielse d. 30. oktober 1898. Formanden P.G. Lydicke hejsede Dannebrog på broens flagstang. I det ene hjørne af flaget er indført LF med guldbogstaver. Otto Wolff overdrager broanlægget til foreningen, og der udbringes et leve for det nye anlæg.
Det ældste anlæg for lystfiskere og en af landets mest kendte bådstationer for søfiskere – LF´s bådstation ved Holte, fylder her i 2023 125 år. Her giver Fisk & Fri´s fiskearkæolog Per Ekstrøm dig historien om den berømte bådstation ved Vejlesø.
AF PER EKSTRØM
SKØDET PÅ GRUNDEN blev underskrevet onsdag d. 17. august 1898 af daværende formand Peter Gotfred Lydicke, indført i tingbogen og tinglyst d. 31. august ved Københavns Amt Nordre Birk. Lystfiskeriforeningen var blevet grundejer for første gang. Det var ikke helt tilfældigt, at det netop var en grund ved Vejlesø, som blev valgt. Forudsætningen i samtiden var, at fiskevande helst skulle ligge tæt på en jernbanestation. I slutningen af det nittende århundrede var jernbanen og hestevognen de mest almindelige transportformer, hvis man ikke skulle bevæge sig frem på sine ”flade konvolutter”. Allerede i 1864 havde Holte fået en jernbanestation – ”Ny Holte”, der lå på ”Nordbanens linjeføring”, som gik fra København via Hillerød til Helsingør. Af strategiske årsager blev der placeret en station ved Vejlesø. Her var der nemlig vand, som kunne pumpes op i de evigt tørstige, dampprustende maskiner, som var helt afhængige af vand for at kunne køre.
Annoncen i Berlingske fra 28. april 1898. Men der havde LF allerede grunden ”på hånden”.
De gode argumenter for en bådstation ved Holte
Allerede i 1890 havde i hvert fald ét medlem fået et godt øje til Vejlesø. Overretssagfører Gustav Malling anbefalede kraftigt, i et indlæg i Lystfiskeri-Tidende, at få fiskeret i søen. Foruden de allerede nævnte fordele med transporten lagde han vægt på, at der var en god restauration lige ved søen. Desuden lå søen godt i læ og ikke var særlig vindfølsom, og så kostede en båd kun 40 kroner om året i leje. Det var gode argumenter, så i 1891 fik LF derfor båd i Vejlesø. Opsyn med båden stod Hjulmand Christiansen for. Ketcher og stænger ville være i båden hver morgen efter første tog fra København. Grejet skulle blot efterlades i båden, ”hvorfra Hjulmanden besørger det bragt i Hus”. Se det var tider i LF.
I august 1896 blev kanalen, som forbinder Vejlesø med Furesøen, indviet. Endnu et argument til den store bunke af åbenlyse fordele for fremtiden ved Vejlesø. Den nemme adgang til Furesøen var etableret, så Vejlesø var endnu mere aktuel med ikke blot én, men flere både på søen.
Så er der afgang i robåde med egen medbragt ”rugbrødsmotor” mod Jægerhuset. Det stiveste puds er ude og blive luftet.
Grunden ved Vejlesø havde andre fordele
Grundens beliggenhed havde også den fordel, at den lå med skel direkte ud til Bækrenden, som afvander Søllerød Sø til Vejlesø. Planen var nemlig også at anlægge kultiveringsdamme, så man kunne ophjælpe fiskeriet i Vejle- Fure- og Lyngby søer med regnbueørreder. Et projekt der kun kan beskrives som total fiasko. Biologen, professor Arthur Feddersen, havde undersøgt vandet i renden og sagt god for det, men det var om foråret. Hen på sommeren var vandet af en helt anden beskaffenhed, men det er en længere historie, vi ikke skal omtale her. Blot konstatere, som formanden udtalte på en generalforsamling, da der ikke var fanget en eneste regnbueørred: ”De er spiste. Ikke af Fiskerne, men af fiskene!” Dammene blev kastet til i 1915, hvorved man skaffede vinter plads til de mange både, som efterhånden lå i anlægget.
Udskrift af tingbladet, hvor det fremgår, at skødet er underskrevet d. 17. august 1898. Notatet under, fra 1920, er en arealregulering af skellet i forbindelse med opførelsen et garderobehus på grunden.
LF Bådstationen ved Holte: Køb, finansiering og anlæggelse
Forud for købet var gået nogle hektiske måneder. Aktieselskabet Dronninggaard, der var stiftet i 1895, havde købt Næsseslottet og det meste af de tilhørende jorder, var i nu gang med at udstykke jorderne til store villagrunde. I annoncer i Berlingske i slutningen af april og begyndelsen af maj var grundene ved Vejlesø-Terrænet udbudt til salg for 50 øre pr. kvadratalen. Overretssagfører Gustav Malling, der nu var bestyrelsesmedlem i LF, havde sammen med et andet medlem, fabrikant Harald Cohn, allerede sikret sig forkøbsretten på en grund ned til søen, og på et bestyrelsesmøde d. 18. april 1898 tilbød han, at Lystfiskeriforeningen kunne købe grunden til samme pris, som de havde givet. Arealet var på 2.240 kvadratalen, og prisen var derfor 1.120 kroner. Hertil kom nogle udgifter til vej og andre mindre beløb i forbindelse med købet. Den samlede pris for grunden løb derfor op i omkring 1.200 kroner.
For at gennemføre projektet indkaldte bestyrelsen til et medlemsmøde d. 8. august på Forlystelsesstedet Sankt Thomas på Frederiksberg, hvor planerne blev fremlagt for medlemmerne. Her skal det nok bemærkes, at man allerede var godt i gang med projektet. Via en kassekredit, som formanden og Gustav Malling indestod for, var der allerede gravet kultiveringsdamme, Otto Wolff havde projekteret havneanlægget og arkitekt Ludvig Knudsen havde udarbejdet en tegning til den pavillon, der var påtænkt opført på grunden. Ludvig Knudsen er mest kendt for sine kirkebyggerier. Blandt andet Stefans Kirken på Nørrebro, så det faldt vel meget naturligt, at han også tegnede LF´s ”hellige haller”, selvom byggeriet var i en noget mindre målestok. Isoleret set var pavillonen ikke den store arkitektoniske ”åbenbaring”. Ludvig Knudsen er nemlig også kendt for de mange 4-etages beboelsesejendomme på Nørrebro fra samme periode. Det er som bekendt ikke stor arkitektur. For at spare var gulvet kun projekteret med et enkelt bræddelag. Det ville kobbersmedemester Wilhelm Emilius Jensen overhovedet ikke høre tale om, da han så tegningen. ”Nej, Gulvet skal være dobbelt, lav det på min regning!”. Kobbersmedemesteren var en generøs mand. Han lagde nemlig 100 kroner i kassen, da man samlede ind til projektet blandt medlemmerne. I alt indkom der 1.170 kroner fra 41 medlemmer i frivillige bidrag. Det siger noget om, at medlemmerne i LF hørte til blandt de bedre bemidlede i samfundet.
Huset var oprindelig projekteret med dimensionerne 15 x 15 alen, men det var for stort og endte på 12 x 7 alen, svarende til cirka 60 kvadratmeter. Huset kostede inklusive maling og fundering 1.192 kroner, og det samlede inventar, pissoir, retirade, sengetøj samt borde og bænke 355 kroner. En pris som takket være teknisk assistance, som formanden udtrykte sig, var så billigt, at man havde fået ”fuld valuta for pengene”.
Selve broanlægget blev indviet søndag d. 30. oktober 1898 ved en sammenkomst, hvor 15 medlemmer, inklusive bestyrelsen, var mødt frem. Otto Wolff, der havde været primus motor på broprojektet fortalte om tilblivelsen samt de udfordringer, man havde med arbejderne under vandet. Pavillonen blev opført det følgende år, og d. 21. juli 1899 var omkring 40 personer mødt op for at fejre indvielsen. Efter et glas vin og en lille kage sejlede hele selskabet ud til Jægerhuset, hvor en ”splendid souper indtoges.” Ud på aftenen, var der fyrværkeri og punch på det nye anlæg.
Det store fælles foto. Ser man nærmere efter, står der også folk inde i huset og kigger ud ad vinduerne. Yderst til højere står Otto Wolff og ved siden af ham Gustav Malling med en sort kat på skulderen.
Den videre udvikling ved Vejlesø
De følgende år viste, hvor stort et aktiv stationen var for LF. Der var mange sammenkomster, og det var stedet, hvor LF`erne mødtes. I takt med, at flere fik private både og LF flere medlemmer, steg behovet for flere faciliteter. Broanlægget blev renoveret i 1917, og pavillonen var allerede blevet for lille, da medlemmernes behov, for blandt andet opbevaring af grej, var blevet større. Det blev derfor i 1921 besluttet at opføre et ”garderobehus” på grunden. Det krævede dog en matrikulær ændring, da byggelinjerne skulle overholdes. Selve opførelsesudgifterne var anslået til 5.000 kroner, og det var mere end LF umiddelbart kunne afse til projektet. Men fra en anonym giver kom der tusind kroner. Han blev omtalt som ”et unævnt, men meget afholdt Medlem”. Først i 1931, da medlemmet var afgået ved døden, afslørede Otto Wolff, at den anonyme giver var Vicekonsul for kongeriget Rumænien, Carl Adolf Jørgensen. Med de tusind kroner begyndte man projektet. Arkitekt Georg Ponsaing, indmeldt i 1921, blev den ”flinke unge arkitekt”, hvem formanden efterlyste på generalforsamlingen i 1922, og som udarbejdede tegningen til bygningen. Tømrermestrene Kai Rasmussen og Max Kjeldgaard, begge medlemmer, stod for opførelsen. Ponsaing er også kendt for sin tegning af det store oversigtskort over Furesøens fiskepladser, da det sidste bankekort udkom i 1924.
25-års jubilæet blev fejret med stor festivitas d. 17. august 1923. Otto Wolff beskrev festen i Lystfiskeri-Tidende. Med en rejsegrammofon som eneste musikkilde, ”snart trottede og valsede hele Pavillonen”. Der var plads til 30, men der kom næsten 50, så der var trængsel. Når tørsten meldte sig, fandt de tørstige sammen i det nye garderobehus, hvor whiskyen flød i fornuftige mængder. Samtidig begyndte det at regne, hvorfor der måske blev lidt trangt, men ud fra beskrivelsen at dømme, var det en herlig fest.
Havnen ved 25-års jubilæet d. 17. august 1923. Stationen ligner næsten sig selv. Rækværket på broen fik LF forærende i 1917. I 2023 er det stadig det samme rækværk. Det skulle stamme fra en bro ved Næsset, Ved festen i 1923 blev musikken leveret af Christian S. Jacobsens rejsegrammofon, som hans hustru konstant trak op. Hendes navn var Johanne Sofie Jacobsen, hvilket nok ikke siger de fleste noget. Hvis man nævner, at hendes kælenavn var Pohl, så dæmrer det nok hos det fleste. Hun har nemlig lagt navn til Pohls Banke på Furesøen.
Mindegen på LF´s bådstation ved Holte
Om nogen så var Otto Wolff manden, der brugte oceaner af tid på LF. Overalt og ikke mindst på Holtestationen. Wolff døde i 1937, og allerede i 1938 blev der plantet et egetræ for at senere generationer kunne erindre den LF´er, der havde udført så meget for foreningen. Mindeegen, med sin flotte krone, har vokset sig stor, og står stadig på sin oprindelige plads lige til højre for indgangen. En sten på jorden fortæller, at træet er en mindeeg. Faktisk er der tvivl om, det er det træ, som blev plantet i 1938. Der verserer forlydender om, at det gik ud, men jeg har ingen steder kunnet finde beviser på dette. Blot må vi konstatere, at træet er meget smukt og en pryd, ikke bare for stationen, men for selve området omkring Holte Havn.
Den gamle pavillon gennemgik i årenes løb forandringer. Der blev bygget en lille veranda, og der blev indrettet sovepladser ved endevæggene. Mange lidt ældre medlemmer kan fortælle historier fra den gamle pavillon, inden verden gik af lave. Faktisk har der også været installeret en mønttelefon, men den blev nedtaget, da mobilen holdt sit indtog i danskernes lommer. En praktisk foranstaltning, hvis man blev forsinket. Det hændte jo både tit og ofte. Et begreb min hustru ofte omtaler som ”lystfiskeritid”. Forstået på den måde, at når man er ude med LF, er tiden en størrelse, der ofte ikke kan styres.
Otto Wolff´s mindeeg blev plantet 29. april 1938. Fra venstre sekretæren Chr. Richter, formanden Gothold Krag og auktionsholder Winslev. Der er udokumenterede historier om, at egen gik ud og der senere blev plantet en ny. Det fremgår dog ingen steder.
Over 100 års historie gik op i flammer!
Både pavillon og garderobebygning forsvandt på et splitsekund ved en påsat brand natten til d. 6. juni 2011. Gerningsmændene viste sig senere at være 2 unge drenge, der i længere tid havde stået bag mange påsatte brande i Holte området. Danmarks ældste hus indrettet for lystfiskere og de mange uerstattelige effekter af affektionsværdi som huset rummede, gik desværre samme vej.
Heldigvis bakkede rigtig mange op om LF, og bestyrelsen nedsatte et hurtigt arbejdende udvalg for at få genrejst bygningerne. Allerede d. 12. august 2012 kunne den daværende formand for Byplanudvalget i Rudersdal Kommune, Erik Mollerup, derfor klippe snoren til det nye hus. Som en anden Fugl Fønix havde begge bygninger rejst sig af asken. De lignede ikke de tidligere, men var indrettet til nutidens krav. Vores station på Vejlesøvej 16 rummer ganske vist ikke mere Danmarks ældste hus indrettet til lystfiskere, men er stadig det ældste anlæg for lystfiskere. Det hus vi fik i stedet, har ganske vist ikke endnu opsamlet samme atmosfære af tidligere tider, men vi fik et absolut fuldgodt bytte, og om mange år vil kommende generationer måske sidde og ærgre sig over at vægge ikke kan tale. Det er måske meget godt, man skal jo ikke vide alt.
Stationen i 2010. Væsentligste ændring er den lille veranda ved døren. Ellers var der ikke sket meget de seneste 110 år. Mindeegen i baggrunden ser ud til at trives.
Øjeblikket da Erik Mollerup klipper snoren til det nye klubhus.
Georg Ponsaing´s garderobygning rives ned efter de omfattede brandskader. En bygning der i 90 år var til glæde og nytte for medlemmerne endte på skammeligste vis som flammernes bytte.
