nov 2, 2021 | Artikler, KYSTREGNBUE, Video
Næsten hvert år sker der større udslip af regnbuer fra havbrugene, og det betyder, at der periodisk kan være et virkelig underholdende fiskeri langs især Storebælts kyster. For ganske kort tid siden har der været et større udslip fra havbruget Musholm i Storebælt, hvor cirka 2500 økologiske regnbuer er undsluppet, så det er bare med at komme afsted. Regnbueørrederne går ofte få meter fra land, og derfor er sight-fiskeri med fluestangen ofte den både sjoveste samt mest effektive måde at fange dem på. Og det er ikke svært, for det er sjældent, at du behøver at kaste over 10 meter, så alle kan være med. I denne video giver en af landets mest erfarne kystfiskere – Henning Trier – sine bedste tips til fiskeriet efter “burhøns”, som han har dyrket det i snart 40 år. Glæd dig til en fantastisk dag på kysten med masser af action på det helt lave vand.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube-kanal her.
okt 31, 2021 | Artikler, GEDDE, Portrætter, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Woblerne var kæmper set med datidens øje. Den lille wobler til venstre er en dansk fabrikeret wobler – »Petrix«, som var almindelig på samme tid og havde en størrelse som svarede til en 20 gram Hilo. Bemærk blyfyldningen på den nederste wobler. Her kunne han »kratte« bly ud indtil wobleren havde den rigtige gang.
De fleste har hørt om Carlo Rasmussen wobleren. Men hvem var han – og hvorfor bliver han ofte et samtaleemne mere end 70 år efter han blev kendt som manden, der revolutionerede geddefiskeriet med sine egne hjemmelavede kingsize træwoblere?
AF PER EKSTRØM
DET FØRSTE MAN HØRTE til havnearbejderen Carlo Lamberth Rasmussen i lystfiskerkredse var, da han blev medlem af Lystfiskeriforeningen i 1944 på anbefaling af Søren Glæsel, der var en af datidens kendte geddefiskere. Umiddelbart var Lystfiskeriforeningen ikke en forening, man skulle tro en havnearbejder blev optaget i, da foreningen på den tid var hjemstedet for datidens lystfiskere i det bedre borgerskab. Et årligt kontingent på 80 kroner var ligeledes lidt af en sum penge efter tidens købekraft, men i en krigstid med varemangel var det begrænset, hvad man kunne bruge penge på. Imidlertid måtte Carlo’s evner som lystfisker været løbet i forvejen, så det faldt naturligt, at en mand med stor indsigt i geddegrejer måtte være medlem.
Store innovative woblere af træ
Materialet til fremstilling af woblerne har han sandsynligvis haft adgang til via sit arbejde i havnen. På den tid var skibscontainere ikke noget, som eksisterede, og lasten blev mange gange båret op fra skibets indre eller løftet op med kran. Måske faldt der en planke af på vej op fra lasten, som efterfølgende blev skåret ud i de rette størrelser. Kreativiteten fejler som regel ikke noget i krisetider. De fleste af woblerne blev fremstillet i bøg eller eg. Der er sågar en historie om, at han anvendte en af mederne fra sin mors gyngestol, da træet havde den rette krumning.
Blandt de øvrige medlemmer i LF var der stor interesse for at se nærmere på herlighederne, som Carlo fremstillede, men han holdt kortene tæt til kroppen. Kun ganske få fik foræret eksemplarer af woblerne. Hvor eftertragtede woblerne var, viser dette eksempel: En sommerdag i 1944 kom et medlem, som Carlo havde foræret en wobler, roende med nogle liner bag ud ude på Furesøen. Idet han passerer en anden båd, der lå på en banke og fiskede med »løse liner«, råbte to mand ham an:
»Hvad fisker De med?« – »Det er en af Carlo Rasmussens woblere!«, var svaret – »Lad os se den!« Blinkfiskeren vidste, at en af de to ombord i den anden båd var kendt for sin fingerfærdighed, så han svarede tilbage, at han havde lovet ikke at vise den til andre. På vej tilbage skete der imidlertid det uheldige, at han kom for tæt på de to og kom til at sidde fast i deres ankertov, så wobleren sad ubehjælpeligt fast. Med et svedent grin trak de tovet op og studerede wobleren længe, inden de gjorde den fri fra torvet og afleverede den tilbage med et »Tak for lån!«
Carlo Rasmussen med sin 11 kilos gedde fra den officielle befrielsesdag 5. maj 1945. Den blev lidt senere noget symbolsk slået af Knud Birch, der under Besættelsen både havde siddet i Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Billede fra Lystfiskeri-Tidende.
Flotte storgedder til Carlo Rasmussen
Carlo Rasmussen beviste med det samme, at woblerne kunne fange fisk. Efter en tur kunne han fremvise to gedder på henholdsvis 9,75 og 7 kilo fra Furesøen fanget samme dag, hvilket var noget af en sensation på den tid. Hvor stor opmærksomhed han fik fra de øvrige medlemmer afspejler sig vel bedst i en notits i Lystfiskeri-Tidende, hvor redaktøren havde bemærket, at Carlo Rasmussen havde været på søen, og udfor sit navn havde skrevet et »Nul«. Det var usædvanligt. I efteråret 1944 besluttede Carlo Rasmussen at sælge sine rettigheder på wobleren til sportsmagasinet F.I.B. på Amagertorv i København. Det var en gammel hæderkronet virksomhed med rødder helt tilbage til 1874. Forretningen var den første, der solgte lystfiskegrejer til Københavnerne, men lukkede for mange år siden.
Nu da rettighederne var solgt, og wobleren dermed kunne blive hver mands eje, ville redaktøren af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann vide, hvad hemmeligheden bag wobleren var. Han opsøgte dog først forskellige kendte geddefiskere, der i tidens løb også havde eksperimenteret med store woblere, for at få deres erfaringer med kæmpe woblere. Resultatet var en gang »snik-snak«. Kæmperne kunne fange fisk, men hvorfor og hvordan gik mest på teorier.
Geddewoblere for feinschmeckere
Ludvig Svendsen, der ejede Jagt & Fiskerimagasinet, havde en wobler med navnet »Den store Bastian«. Det var en blybelastet størrelse på 20-25 cm og vejede ikke mindre ende 415 gram. Den havde vist sit værd, da den en dag på Furesøen havde fanget en gedde på 5 kilo på 15 meter vand. Måske lå hemmeligheden i, at Carlo Rasmussen fiskede ude over dybet efter de pelagiske fisk og samtidig anvendte blybelastning. Han borede kort og godt huller i woblerne, fyldte dem med bly, og kontrollerede gangen. Gik de ikke, som han ønskede, krattede han noget af blyet ud, indtil de gik som de skulle.
To gedder på henholdsvis 20 og 15½ pund fanget på Furesøen d. 11. juni 1944. På bagsiden af fotoet står »Træk – hjemmelavet wobler – kæmpewobleren«. Ungersvenden til højre hedder Erik, men har ikke noget meget fangsten at gøre, bortset fra han hjælper med at holde. Privat foto.
Det var helt nyt. Geddefiskeri foregik per tradition langs sivene i og på søens banker. Ikke ude i det åbne vand. Ved interviewet stillede Børge Hamann en del spørgsmål, men svarene som Carlo gav, afslørede ikke hemmeligheden. Blandt andet ville Børge Hamnn vide om rillerne på ryggen af woblerne havde nogen betydning. Det vidste Carlo ikke, men det skadede hvert fald ikke. Hvad med farven, havde den nogen betydning? Carlo kunne bedst lide den farve som F.I.B. havde givet den, men farvevalget ville han overlade til mere erfarne fiskere. Børge Hamann foresatte, men fik kun hevet enstavelsesord ud af Carlo. Fiduser var der ikke mange af, og direkte adspurgt: »Andre fiskere er svært imponerede over Deres fangster og mener at, der må være særlige fiduser?«. Carlo svarede: »Jeg fisker akkurat ligesom alle andre. Og så til slut, som man sang i verset – alting får en ende«. Carlo Rasmussen var en mand af få ord og pralede aldrig om sine fangster. Meget sigende har han i sit første år sommedlem af Lystfiskeriforeningen ikke anmeldt en eneste fisk.
Det mest kendte billede af Carlo Rasmussen med gedden fra Farum Sø. I venstre hånd holder han wobleren og stangen som han fangede gedden på. Det var på en af de »små woblere«.
Kæmpegedden fra Furesøen
Året efter, i 1945 fanger han d. 5.maj, på Danmarks officielle befrielsesdag, en gedde på 11 kilo i Furesøen. Den blev imidlertid slået af Knud Birch, der samme år satte ny Furesørekord med en gedde på 13,25 kg – og så var det svært. Opsigt, selv uden for Danmarks grænser i en krigstid, vakte de eventyrlige fangster. Det svenske »Sportsfiskaran« bragte i december 1944 en artikel om de store woblere, der var blevet så populære i Danmark.
Historien om Carlos største gedde udspiller sig en decemberdag i 1948. Carlo Rasmussen slog, efter en tur på Farum Sø, et smut fordi Søndersø, hvor han møder nogle andre lystfiskere. Da han fortæller, at han var været på Farum Sø, var det entydige spørgsmål: »Det gav vel somsædvanligt ikke noget?« Stor var overraskelsen, da Carlo fremviste en gedde på hele 13 kilo. Selv fortalte han om oplevelsen: »Jeg har altid haft fidus til, at Farum Sø husede meget store gedder, og der på denne årstid er en tilpas ro på søen. Da jeg i søndags ved 8-tiden tog ud, var det meget tåget, og jeg måtte, for at orientere, mig holde mig ret nær land. Jeg trak en af mine hjemmelavede woblere efter båden. Wobleren var lidt mindre end den store model, meget mørk med en enkelt lys stribe langs siden På nordsiden af søen, næstenud for Farumgård, og kun 60-70 meter fra land fik jeg ved 9-tiden hug, og jeg var hurtigt klar over, at det var en pæn fisk – bl.a. fordi den ikke var til at få op fra bunden. Da jeg endelig så et glimt af den i vandet, bedømte jeg den til 13-14 pund, men 20minutter efter hugget var jeg klogere, thi da lå min hidtil største gedde i båden.
Min vægt, der vejer til 24 pund, gik i bund, og jeg tog derfor straks ind for at få fisken vejet. En meget nøjagtig vejning gav præcis 26 pund til resultat.«Hvad der senere blev Carlo Rasmussens skæbne vides ikke. Hårdt fysisk arbejde har altid været medvirkende til at slide på mennesker på den ene eller anden måde. Ganske få år efter fangsten af gedden på 13 kilo forsvandt Carlo Rasmussen ud af dansk lystfiskeri og Lystfiskeriforeningen.
Jeg har talt med personer som kender til hans videre skæbne, men den historie lader viligge, og i stedet må vi glæde os over de resultater, han opnåede påganske få år ved flid og ikke mindst nytænkning om, hvordan man også kan fange gedder.
Helsides annonce fra »Sportsfiskeren « januar 1945. Der var rift om herlighederne. På daværende tidspunkt var der udbredt varemangel, så et eller andet skulle man jo bruge pengene på. Nuvel! 14½ krone var alligevel en slat penge på det tidspunkt.[/caption]
okt 27, 2021 | Artikler, Biologi, Hav – kutter og småbåd, Miljø og debat, TUN
DTU Aqua har sammen med over otte hundrede danske lystfiskere mærket 458 tun siden 2017, og er på vej til at få oparbejdet mange spændende data, der kan bidrage til at sikre en bedre forvaltning af tunbestandene fremover.
Siden DTU Aqua startede sit tunmærkningsprojekt – Scandinavian Bluefin Marathon – i 2017, er der mærket 458 tun, men hvad er der egentlig kommet ud af det? Mandag den 25 oktober holdt projektleder Kim Aarestrup fra DTU Aqua foredrag om tunprojektet hos Sjællands Småbådsklub i Hedehusene. Fisk & Fri var naturligvis på pletten for at give dig overblikket.
AF JENS BURSELL
OMKRING 2015-2016 begyndte der for alvor at komme mange tun igen i vores farvande efter næsten halvtreds års fravær. Det skyldtes sandsynligvis en kombination af fredninger ved gydepladserne i Middelhavet, så der kom flere tun – samt en øget forekomst at vigtige byttefisk som fx sild og makrel i vores farvande, der gjorde det mere attraktivt for tunene at vandre herop.
Blåfinnet tun
– Den blåfinnede tun er den største rovfisk vi har i vores farvande, og den kan blive over tre meter lang samt over 40 år gammel, indleder Kim Aarestrup sit foredrag om tunprojektet. – Og så har den jo det her helt særlige kendetegn, at den kan have en kropstemperatur, der er højre end vandet, hvilket betyder, at den på trods af den egentlig er en subtropisk fisk, så har den faktisk mulighed for at vandre op til vores vande.
– Der er to bestande, som på trods af, at de i et vist omfang blander sig, kan kendes genetisk fra hinanden, fortsætter han: Der er en, der gyder i den Mexicanske Golf, og en som gyder i Middelhavet. Ud over dette gyder de også et enkelt sted ud for den Østamerikanske kyst, og der er indikationer på, at de måske også gyder i Biscayen. Middelhavsbestanden, hvorfra de fleste af vores fisk kommer, er klart den største, og den er en faktor 10 større end den vestatlantiske bestand. Tunene gyder i juni-juli i Middelhavet og i maj i Den Mexicanske Golf, når temperaturen er tilpas – dvs. over 22 grader i overfladen. Allerede et halvt år efter, at de er gydt, vejer de et kilo, og når de vandrer ud som et-årige vejer de 4 kilo. De vokser altså ret hurtigt, og en ti-års fisk er omkring de to meter.
– Det kommercielle fiskeri efter tun i Skandinavien var signifikant og i visse år blev der landet 2000 tons i både Danmark og Sverige. I Norge blev der i 1962 landet 15.000 tons, og det er bemærkelsesværdigt at dette år også var det sidste gode år vi havde her i Danmark, siger Kim Aarestrup. Foto af slide fra foredraget.
– Når de er færdige med at gyde, går de store fisk nordpå for at æde, forklarer Kim. – At det netop er dem der trækker nordpå, har noget at gøre med deres interne varme samt areal/volumen forholdet, der gør, at det er disse fisk, som bedst ”holder varmen”. Historisk set har man derfor stort set aldrig fanget tun under 50 kilo heroppe. Tunene kommer især for at fange sild, makrel og hornfisk, men den er en opportunistisk prædator, og det der dukker op foran den – det spiser den. Også laks og havørred.
Overfiskeriet efter tun bremses
– I 2007 satte ICCAT en recovery plan i gang – meget presset af NGO´erne, hvilket betød, at kvoterne blev reduceret, mindstemålet blev hævet og man satte ind overfor ulovligt fiskeri, fortsætter Kim. – De lave kvoter kombineret med gode årgange fra 2003-2004, der senere begyndte at vokse ind i fiskeriet betød, at tunen fik en høj overlevelse, så der kom flere igen. Så nu har man sat kvoterne op igen, hvilket er klart signal om, at man har en nogenlunde positiv forventning til bestanden, der faktisk er så gode, at IUCN, som står for de internationale trussels klassificeringer, har flyttet dens status ned på ”least concern” – hvilket betyder, at den er ikke truet længere.
Kim Aarestrup fra DTU Aqua forklarer, hvilke mærkningsmetoder og prøvetagninger der er foretaget under tunprojektet fra 2017 og indtil nu.
De forskellige mærkningsmetoder
– Vi tager finneklip for at kigge på genetik samt blod og muskelprøver for at se på hormoner, stress og energistatus, siger han. – Når vi alligevel har alt det arbejde, så kan vi lige så godt få mest muligt ud af det. Derfor putter vi pop-up satellitmærker på, som holder i 12 måneder. Og så har vi de akustiske mærker, som ikke kan lige så meget, men til gengæld sender lyssignaler ud og kan holde i ti år. Vi har også det, der er hedder et accelerometermærke, der virker de første par dage, og kan måle fiskens acceleration i tre dimensioner samt temperatur og dybde – 30 gange i sekundet.
DTU Aqua har også eksperimenteret med kameraer på fiskene, men det er der pt ikke kommet så meget ud af på grund af ret uklart vand i området ved Gilleleje, hvor det først blev taget i brug her i år. Forskerne håber derfor på at kunne forsøge med samme set-up i mere klart vand i Skagerrak til næste år.
– På pop-up satellitmærkerne er der en flyder, som ligner en geddeprop – samt en temperatur- og tryksensor, fortsætter Kim. – Endvidere er der en frigørelsesmekanisme, som man kan programmere, og så måler den ellers hvert 5 sekund. Når den er programmeret til at gå af og popper op på overfladen, er der en satellit enhed, som sender data op til satellitterne, hvorfra jeg kan hente dem. Satellitdata kan man så bruge til at lave modeller for, hvordan de vandrer. Når den måler lyset, måler den, når solen går op og ned – og dette kombineret med viden om ”local luna tid” gør, at man kan se meget præcist hvor på øst-vest breddegraden, fisken har været. Hvis den dykker i Atlanterhavet, er der en pæn temperaturforskel, mens der ingen forskel er i Middelhavet. Ting som dette kan man også bruge til at finde ud af, hvor fiskene har været henne.
– Akustiske mærker er lidt anderledes. De sender et unikt kodet lyssignal ud, som kun haves af en sender i hele verden. Så kan man så sætte lyttestationer op og se hvilke dyr, der har været hvor. Pt er der et globalt netværk af disse, og man arbejder lige nu på et netværk, hvor alle, der logger, kan komme til at høre alle signaler. Det betyder, at hvis jeg mærker en tun, får jeg det at vide, når den passerer forskellige lyttestationer rundt omkring i verden. Det foregår i noget, der hedder European Tracking Network, som samler alle data.
Resultatet af fem års tunfiskeri er 458 mærkede tun, der skal levere data til projektet.
Så meget er der blevet fanget
– Som I kan se starter vi ydmygt ud i 2017 – både hvad angår antal og størrelse, siger Kim og peger på en af de mange spændende powerpoint slides, der bliver vist til foredraget. – I 2018 fik vi væsentlig flere fisk, som var noget større. I 2020 kom der lidt flere og i 2021 har vi haft en all time high på både antal og størrelse. Størrelsesfordelingen over årene indikerer, at det i høj grad er de samme fisk, der kommer tilbage. Den gode nyhed er, at vi faktisk også i her i 2021 fangede nogle mindre. Det var ikke mange, men de var der. Det, at vi har haft en lidt mere normalfordelt kurve i år, gør, at vi håber på, at der til næste år kommer en masse tun lige under vores gruppestørrelse over ved Irland, som måske også kommer herover.
– Det nye i år var, at vi også fik lov at fiske nede i Øresund, så vi har fisket både i Skagerrak, det sydlige Kattegat – og i Øresund. Vi har sammen med svenske SLU haft 140 danske, tyske og svenske både i gang – og i alt fik vi sammen med 857 danske fiskere mærket 169 tun op til 288 centimeter.
Nye procedurer
– På et satellitmærke er mængden af data, der kan sendes op til satellitten, begrænset af batteriet, pointerer Kim. – Der er kun én undtagelse for det, og det er, hvis man får fat i mærket, for så får man alle data – også selvom det er løbet tør for strøm. Siden 2018 har vi derfor været meget opmærksomme på at få fat i alle mærker, der er poppet op. Og det giver selvfølgelig en bedre idé om, hvordan det ser ud.
Kim Aarestrup fra DTU Aqua har sammen med de mange danske småbådsfiskere investeret masser af tid i tunprojektet, men alt tyder på, at indsatsen det har været det hele værd: Mærkningsarbejdet har givet mange gode og interessante data, der uden tvivl vil kunne bidrage til en mere bæredygtig forvaltning af bestandene fremover. Godt gået!
Omtrent 11.000 tun vandrer til Danmark
Under foredraget viser Kim Aarestrup, hvordan tunene vandrer ifølge satellitmærkerne, og meget tyder på, at de teoretiske modeller for vandringerne, der er beregnet af DTU Aqua, faktisk passer ret godt med virkeligheden. – Pt er der en del lyttestationer i de indre danske farvande, men planen er at søge flere penge for at udbygge netværket af lyttestationer – blandt andet i Kattegat og Skagerrak, for det vil give et bedre billede af, hvor mange af de mærkede fisk, der kommer tilbage, forklarer Kim. – Og hvis det lykkes, så kan man for det første se, hvor mange fisk, der er derude, og hvis vi genfanger dem, så kan vi lave genfangstberegninger på, hvor mange der er, hvornår de kommer ind og hvor mange dage, de er her. Ved hjælp af kvotetun og andre data, kan der også siges noget om, hvor meget de spiser pr. dag samt hvad de spiser; eksempelvis hvor mange tons sild og makrel de spiser, mens de er heroppe. Det er selvfølgelig interessant, fordi der er kvoter på dem, så de er penge værd, men det er også generel nyttig viden ved forhandling af kvoterne.
For første gang har forskeren haft genfangster – nemlig to – og med fangst-genfangst analyser kan man i grove tal regne sig frem til, at 11.000 tun trækker op i de danske farvande hvert år. – Det lyder måske af meget, siger Kim, men det er faktisk ikke så voldsomt meget. Norge har en kvote på 312 ton, og hvis vi bare siger, at de vejer 250 kilo stykket, så er der 1200 fisk, de må hive op hver år. Og – hvis der samtidig ryger 10 % nede i Middelhavet, så er det ikke sikkert, at fiskeriet varer så længe, hvis ikke der også kommer nye fisk ind.
På baggrund af de loggede data kan man nederst tv se på tunens adfærd, hvornår den har gydt. Dette kombineret med positionsdata gør, at man kan opnå ny viden om evt ukendte gydeområder, hvilket kan være guld værd set i forvaltningsøjemed.
Data viser også noget om gydeområderne
Når man kigger på de meget detaljerede oplysninger fra pop-up mærkerne, så kan man gå ind og lave en yderst detaljeret analyse af, hvad de laver, lige når de gyder ved 22 grader. Ifølge litteraturen er tunens parringsadfærd, at den kun frigør æg om natten, ved at de jager hinanden op og ned igennem vandsøjlen over en temperaturgradient på 2-3 grader fra 0-70 meter. Og netop dette eftervises perfekt af DTU Aquas data. – Går man ind og leder efter dette adfærdsmønster i pop-up data, så kan man efterfølgende gå ind og finde de positioner, hvor det er foregået, og dermed se hvor de har gydt, siger han.
Netop denne viden er vigtig, da det også kan bidrage til ny viden om ukendte gydeområder, og som et eksempel forklarer Kim, hvordan data viser tegn på gydeaktivitet lige vest for Sardinien, hvor de i Middelhavet er mere kendt for at gyde i farvandet omkring Mallorca.
I år er der landet 10 kvotetun, og det er Kims estimat, at der sagtens kan landes 20 på kvoten på 5 tons. Ingen ved pt, om der kommer en kvote til hjemtagning i 2022. – For at kunne få en egen kvote, skal man ifølge ICCAT opfylde tre ting, siger han: 1) Fisken skal være her, 2) Man skal have historiske rettigheder og 3) Man skal deltage i forskningen. Alle tre ting lever Danmark op til, men på trods af dette bliver det ikke nødvendigvis let at få del i tunkvoterne for Danmark. Jeg satser på, at ministeren skaffer os en kvote til næste år, men det er ikke afklaret. Det er vigtigt, at Danmark får sin egen kvote i stedet for at få en kvote fra fx Spanien. Vi skal have en plads ved bordet, for hvis der kommer flere nordeuropæiske lande med, så gentager man ikke det nummer, som man lavede tidligere med at fiske bestanden ned. Det sker ikke hvis der er 4-5 nordeuropæiske lande med, understreger han.
På dette slide ses de nuværende lyttestationer. På sigt håber DTU Aqua på at få finansieret endnu flere stationer – primæret langs de markerede linjer.
DTU Aqua viser vejen
– De officielle spanske retningslinjer går på at mærke fiskene ved siden af båden, hvorimod vi mærker tunene oppe i båden med vandgennemstrømning over gællerne. Problemet ved at mærke fisken i vandet langs bådsiden er, at så mistes en meget stor del af mærkerne, pointerer Kim. – I 2017 mærkede de svenske både eksempelvis med denne metode 17 tun, mens danskerne mærkede fire. På de danske fisk blev tre ud af de fire mærker på tunen den fulde tid, men alle de svenske var faldet af efter tre måneder. Det er derfor, at alle fra Tunkommissionen i dag mærker, som vi gør. De har simpelthen kopieret vores mærkningsmetode, og det er der en årsag til: Der er ingen grund til at have alt det her arbejde, hvis mærket kun sidder på tunen i en måned. Det kan godt være, at du mærker 100 fisk på min metode, og der er 5 der dør. Men til gengæld får du 1000 gange bedre data.
Som afslutning sender Kim et klart signal om, at Scandinavian Tuna Marathon med stor sandsynlighed fortsætter til næste år, hvis de får finansieret det, hvorefter det fine foredrag rundes af med, at Kim Aarestrup takker de næsten 1000 danske og svenske lystfiskere, der har bidraget til projektet ved at fange de mange tun. – Mærkningsfiskeriet fortsætter, indtil vi har en kvote, hvis det står til mig, slutter Kim.
Projektet er finansieret af EU, ICCAT og Tunforeningen af 2019. For første gang har Fødevareministeriet i år nu også støttet projektet.
Overfiskeri har uden tvivl haft stor betydning for nedgangen i tunbestandene, og her kan man se udbyttet af 100 tunkroge samt den gennemsnitlige størrelse på fangsterne over årene. For at håndtere dette dannede man tunkommissionen ICCAT, der ud over tun også holder øje med bestandene af hajer og billfish som fx sailfish og marlin. Foto af slide fra foredraget.
Vidste du at:
- Den samlede tunkvote er på 36 millioner kilo
- Tunen kan vandre 1-200 kilometer på et døgn
- Tun fra Middelhavet menes at være omtrent 5 år om at blive kønsmodne
- Blandt tunene er der også ”overspringere”, som ikke trækker retur til Middelhavet
- Det er aldrig lykkedes at lave rentabel avl af tun. Alle de tun der fanges er derfor vilde
Kim Aarestrup viser antallet af tun fanget i 2021 i forskellige størrelsesklasser. Bemærk at der i år også er fanget enkelte “mindre tun”, hvilket er et fint tegn for fremtiden.
okt 25, 2021 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfluefiskeri efter havørred
Større er ikke altid bedre… hvis man altså ikke lige snakker om havørred. Vi vil alle sammen gerne have større fisk. Og hvis tesen »store fisk spiser store byttedyr« ellers holder, så får du her en rigtig storfangerflue.
AF REDAKTIONEN
STORE FISK er et vidt begreb. For nogle kystfluefiskere er en tokilos havørred et nærmest uopnåeligt trofæ, hvor det for andre er en relativ hyppig fangst. Lad os lade definitionen af »stor fisk« ligge som et individuelt parameter og i stedet koncentrere os om, hvordan man fanger større fisk.
Skal sandheden frem holder tesen »store fisk spiser store byttedyr« ikke altid vand. Man kan sagtens fange store fisk på små fluer, men der er ingen tvivl om, at store fluer kan være en genvej til drømmefisken, hvis de vel og mærke bliver fisket på rette tid og sted. Her får et bindemønster til en af mine favorit XXL-havørredflue.
Grove fisk vil ofte ha´ store fluer
Store havørreder gaber under de rigtige forhold over alt, hvad man formår at kastemed almindelig kystflueudrustning. De store og ofte pelagisk levende ørreders diæt består hovedsagelig at sild, tobis og andre stimefisk. Jeg har selv lukket en del fisk op for at opdage maveindhold, der var stort nok til en gang »Sol over Gudhjem« – selv i maven på fisk, der »bare« vejede to-tre kilo. I Blekinge og i særdeleshed på Øland er storørreder ikke ualmindelige bifangster under geddefluefiskeriet, og det er som bekendt ret store fluer, der bruges hertil.
Mit fiskerimed store fluer foregår primært med synkeline fra pontonbåd, flydering eller båd over dybere vand – og vandet skal helst være lidt farvet, før jeg anvender XXL-fluer. Med andre ord; de helt store fluer bliver ikke sendt ud over det lille rev i fjorden med glasklar overflade, men snarere i det lettere oprørte vand i dagene efter en hård pålandsvind i fx Østersøen. En mellemstor og ikke for fyldig tobisflue på 10-12 centimeter fungerer i de fleste situationer, men nogen gange skal det bare være større og mere voluminøst – og så er førstevalget En Lækker Sild.
Sådan binder du En Lækker Sild:
c – en lækker sild
Ophægtninger med fluen
Har du problemer med ophægtninger kan du enten anvende en stivere nylonline til at montere din krog i eller give hele hovedet på fluen lim. Luftige fluer af SF-fibre har nogle gange en tendens til at kile sig fast i bagenden af trekroge og filtre voldsomt. Den gode gamle rørfluekrog med lim i røven kan til en hvis grad afhjælpe problemet, men det bliver ikke kludderfrit.
Materialer til En Lækker Sild
Bindetråd: Valgfri hvid eller klar.
Krog: Valgfri langskaftet og stor streamerkrog.
Stingerkrog: kortskaftet enkeltkrog str. 8-4, somikke er for kraftig i godset.
Vinge/Krop: SF-Fibre
Hoved: XXL Mylarrør og blød UV-Lim eller Softtex.
Stingertafs: Min 0,30 mm flet eller wire.
En Lækker Sild – også til andre arter
Mønstret egner sig selvfølgelig også fremragende til andre arter og især gedden. Den lette luftige flue er fremragende til selektive gedder, der gerne vil have en naturtro agn, som går let og luftigt. Bind gerne fluen i brunlige og grønlige nuancer og husk desuden at dække hele mylarhovedet med fx Softtex – ellers holder den ikke til mange fisk. Løkken til stingerkrogen skal selvsagt ikke være lavet af fletline, hvis man fisker gedder. Anvend en blød og slidstærk wire til at montere stingerkrogen i eller endnu bedre – bind fluen på rør, så har du mulighed for at skifte wiren, når den bliver kinket.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2015
okt 24, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
Brian Høeg-Beck med sin flotte ellevekilos spejlkarpe
Når efteråret for alvor begynder at vise tænder med regn og rusk, er det med at være klar bag bidmelderne, for netop disse forhold kan byde på et fantastisk fiskeri. Følg med Brian Høeg-Beck til søen og få en forsmag på, hvad der måske venter dig, hvis du spiller dine kort rigtigt.
AF BRIAN HØEG-BECK
På trods af udsigt til vindstød på 19 m/s og masser af regn, måtte jeg bare ud at fiske efter de sultne efterårskarper. Vel ankommet til søen skyndte jeg mig at slå min bivvy op, og jeg fik i tusmørket kastet tre takler ud i den kraftige sidevind. Fodringen foregik med kasterøret, hvilket logisk nok førte til en meget spredt fodring. Tilfreds fik jeg lagt mig i læ i soveposen og faldt hurtigt i søvn. Klokken to om natten blev jeg revet ud af min søvn af en one-toner. Karpen piskede derudaf, og i det vildeste vejr med regn og kraftig vind fik jeg fightet en flot skæller på 9.5 kg, der ikke kunne stå for en 20 mm boilie, der har ligget i Almond Goo i et år. Fisken røg i retainerslingen til senere fotografering, hvorefter jeg fik lagt taklet om og krøb i ly igen.
Godt selskab ved karpesøen
Næste dag dukkede min kammerat Kenneth op for også at fiske en nat i søen. Vejret var blevet en del bedre, men vinden var stadigvæk meget kraftig. Jeg stod og sludrede med ham på hans plads, da der fra receiveren i min lomme pludselig kunne høres et heftigt hug. Jeg fik spænet tilbage til min plads, hvor jeg kunne se spolen på den midterste stang, der fiskede med en enkelt 20 mm krill-boilie, piske rundt. Jeg tog stangen, og en tung fight uden de vilde udløb kunne begynde. Kort tid efter kunne Kenneth nette en super flot spejler i lækre efterårsfarver for mig. 11,375 kg sagde vægten, og turen var reddet for mit vedkommende. Efter er stribe billeder, blev fisken genudsat, og alle tre takler blev lagt om for natten.
Brian Høeg-Beck med sin massive 15,5 kilos spejlkarpe.
100 meterløb efter karpehug
Jeg gik derefter over til Kenneth igen for at være lidt social, men jeg nåede ikke at være der længe, før seancen med en skrigende receiver i lommen og efterfølgende 100 m spurt gentog sig. Denne gang var det stangen med en 20 mm krill/16 mm Spicy Squid snowman længst til venstre, der var bud efter. Lige fra modhugget sagde jeg til Kenneth, at det var en god fisk. Den gik tungt og dybt hele vejen ind, og da jeg endelig fik den presset op i overfladen bag en lille tot siv, var jeg ikke i tvivl om, at det var en rigtig god fisk. Stort hoved, bred som en hest og med en ordentlig dunk. Heldigvis fik Kenneth nettet fisken i 1. forsøg, og jeg fik brølet et ‘yes’ ud over søen. Vi måtte i fællesskab løfte fisken for at få en stabil vægt, der først stoppede ved skønne 15,5 kg.
Kort efter at jeg havde genudsat den store spejler kunne jeg Kenneth brøle mit navn ovre fra sin plads, og nu var det min tur til at nette en fisk, nemlig en helt perfekt skæller på anslået 6,5 kg. Overbeviste om at natten måtte give flere fisk, gik vi til ro i hver vores bivvy, men resten af turen forblev vores bidmeldere tavse, og næste morgen kunne vi tilfredse pakke sammen i det lækreste efterårsvejr.
9,5 kilo vejede denne skønhed af en skælkarpe fanget af Brian Høeg-Beck.
okt 22, 2021 | Artikler, Portrætter
Andreas med den største blankfisk Team Shimano/G.Loomis fik under konkurrencen.
Over det sidste stykke tid har massevis af danske kystentusiaster fulgt med i de seks episoder af konkurrencen Seatrout Smash – 2 på Youtube. Vi har talt med vinderne fra Team Shimano/G.Loomis – Andreas Peter Rasmussen og Max Bartholin Johnson.
AF JENS BURSELL
Du har sikkert hørt om Seatrout Smash, som er en fiskekonkurrence, hvor udvalgte brands dyster mod hinanden om at fange flest og størst havørreder. Alle brands stiller med ét team bestående af to personer, som skal fiske én dag i fjorden, én dag på yderkysten, og så er der en valgfri dag til sidst. Point bliver uddelt for hver dag, og så handler det ellers om at komme ud af konkurrencen med flest mulige point. Alt dette bliver krydret med tips og tricks, godt humør og en masse flotte havørreder.
– Som vi alle kender det, er havørredfiskeriet langt fra nemt, og derfor bliver alle de deltagende teams trukket rundt i hele følelsesregistret, når der bliver landet mange og store fisk, men også når fiskeriet bestemt ikke spiller, og alle de ellers så nøje planlagte pladser ikke leverer fisk som planlagt. Her er det vigtigt at trække på sin erfaring og kunne improvisere bedst muligt: Hvilke pladser giver bedst, og hvilket grej skal der bruges? Sådan lyder det fra Søren Rajczyk – bagmanden fra justfishing.dk, der producerer Seatrout Smash til deres YouTube kanal.
Men hvordan føles det så at vinde en konkurrence, hvor så mange lystfiskere sidder og kigger med?
Max og Andreas skulle nok have lejet et sommerhus, for den ekstra kørsel betød at de næsten ikike fik sovet i de tre dage konkurrencen varede.
En kæmpe oplevelse
– Overordnet set var det en kæmpeoplevelse at skulle være med til at danne rammerne for filmene og repræsentere Team Shimano/G.Loomis, siger Andreas Peter Rasmussen, der til daglig arbejder som sælger for Shimano Nordic. – Vi skulle jo gerne levere lidt godt materiale i form af fedt fiskeri og godt humør. Det er aldrig nemt at finde godt fiskeri på kommando, men humøret hos Max og jeg er altid i toppen – tror jeg…
– Det hårdeste var helt sikkert planlægningen og den manglende søvn. Vi blev inden start opfordret til at leje et sommerhus, så alle kunne slappe af tæt på områderne, hvor vi fiskede i, når dagen var afsluttet. Men to friske fyre som os, vælger selvfølgelig den besværlige løsning. Nemlig at køre frem og tilbage tre dage i streg. Max bor på Christianshavn, jeg på Vesterbro og Emil Fogh, som er kameramanden – på Frederiksberg. Der gik mange timer med transport, både morgen og aften. Vi sluttede af med at have fået 6,5 timers søvn fordelt på weekenden…
Seatrout Smash bød på fine fisk og heftige fights for alle holdene. Her er det Andreas, der er spændt godt for.
Lampefeber på kysten
– Jeg tror egentlig, at jeg under hele “konkurrencen” var en smule nervøs for, om der skulle komme nok godt materiale til filmene blandet mellem de fem teams, fortsætter Andreas. – Det er selvfølgelig en konkurrence, men lige så vigtigt, som det er for os at fange fisk, så er det også fedest, hvis alle har tur i den. Det betyder meget for sådan et program, at alle har det sjovt, og at ingen falder igennem. Det viste sig så også, at der slet ikke var noget at være nervøs for. Alle teams leverede et helt fantastisk show i mine øjne, hvor vi nærmest heppede mere på de andre end os selv. Det var en fed oplevelse!
En uventet sejr
– Max og jeg havde på ingen måde regnet med, at vi skulle vinde i sidste ende, og vi havde faktisk haft de andre som favoritter, griner Andreas. – Vi vidste godt, at vi havde fanget nogen helt fantastiske fisk, men samtidig havde vi også mistet end del fisk, net, fluer og energi. Den måde som programmet var bygget op på, skabte faktisk en mega spændende stemning, specielt i sidste afsnit. Vi vidste ingenting om, hvad der skete under konkurrencen, så da vi var nået til vejs ende og fandt ud af, at vi havde vundet, så var vi selvfølgelig helt oppe og køre!
– Vi håber naturligvis stærkt på at kunne være med, hvis der kommer en Sæson 3 af Seatrout Smash. Jeg tror ikke vi ville lave så meget om andet end, at vi nok må se i øjnene, at vi må leje et sommerhus, så vi kan få lidt mere søvn. Vi kom godt omkring på hele Sjælland, og heldigvis lykkedes det jo også at finde fisk. Men fiskeri er svært at planlægge, da alt kan falde til jorden, hvis vinden vender.
– Alt i alt har det har været en fantastisk oplevelse at være med i Seatrout Smash, men ligeså fedt har det været at se det bagefter. Bare det at have noget fiskerelateret at følge med i med fem megahyggelige teams var bare top klasse. Fiskeri kan samle os alle – både ved vandet og bag skærmene.
Max Bartholin Johnson (tv) og Andreas Rasmussen (th) var i højt humør trods en latent mangel på søvn.
Fiskehygge med sejr som prikken over i´et
– Det var en fornøjelse at være med i Seatrout Smash 2, supplerer Max. – Det var udfordrende, og der var gode fiskedage, hvor vi blev belønnet med fisk i alle former og farver – også endda et pragteksemplar af en overspringer til Andreas på kystdagen. Vi kunne ikke have ønsket os bedre dage – både fiske- og hyggemæssigt! At vi så hev sejren hjem, det var bare prikken over I’et. Så tak for denne gang til de hårde konkurrenter fra Westin, Abu Garcia, 13 og Savage Gear, som vi var oppe imod. Det var bravt kæmpe af alle!
– Der skal også lyde et kæmpe tak til Justfishing.dk for at søsætte dette meget positive projekt! Og som jeg sagde i programmet: “Hvis bare man kunne leve af at fiske. Ville man blive træt af det? NEJ!”.
Hvis man vil følge de to gutter fra Shimano/G.Loomis, så sving forbi Instagram. @andreaspeterrasmussen og @max_bartholin
Du kan se alle Seatrout Smash 2 filmene her:
Episode 1
Episode 2
Episode 3
Episode 4
Episode 5
Episode 6
Den endelige pointfordeling til Seatrout Smash 2 – 2021.
okt 20, 2021 | Artikler, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Portrætter, Predatorfiskeri
Har du nogentinde tænkt over, hvordan gedden blev skabt? Vores udsendte har haft en snak med Gud – og fik hele historien, som det virkelig skete engang ved tidernes morgen.
TEKST: CHRIS GREGERS HALLING, FOTO: CHRIS GREGERS HALLING OG JENS BURSELL
Jeg er ikke just kendt, for at lave korte tekster, hvis jeg har noget på hjerte. Det er da så bestemt heller ikke tilfældet her. Denne gang skal det handle om min enorme kærlighed til en fisk. For selv om jeg elsker alle fisk, så har nogle af dem sat dybere spor end andre. Ja…… Ovenikøbet sat dybere ar om man vil. Her er historien om en af dem.
I de bibelske tekster kan man læse om skabelseshistorien. Men selv om bogen er stor, går den ikke i detaljer omkring hvordan hvert eneste væsen skabt. Derfor spurgte jeg personligt Gud omkring skabelsen af et specielt væsen, for det er når man går i detaljerne, at historier bliver mere spændende og får karakter. Men inden historien om selve skabelsen, så får du først lidt om mig og mit forhold til det, der i min optik er et af verdens bedst skabte rovdyr.
Elsket og savnet
Jeg har ventet i et helt år. Og det er en virkelig lang ventetid, når man er forelsket til op over begge ører. Men nu skal jeg endelig se hende igen. Ja… Jeg skal ikke blot se hende, men også mærke hende, hvilket kan resultere i blodsudgydelser ved blot den mindste fejltagelse. Jeg elsker hende! Dette faktum har jeg for længst erkendt og derfor er savnet også stort efter 12 måneder uden hende. Hun har også ventet, men jeg tror ikke hun har skænket mig mange tanker i denne ventetid. Måske ikke en eneste endda, men det ændrer absolut intet ved min kærlighed til hende.
Chris Halling med en flot gedde taget på fluestangen.
Hun har brugt ventetiden på for hende langt vigtigere ting, for drab, blodsudgydelser og lemlæstelse er hendes hverdag. Hun lyder ond og brutal, men der er også noget andet ved hende. Hun er smuk – gudesmuk. Derfor kan hun også direkte sammenlignes med kvinder af menneskelig art. Fortryllende og ond. Jeg skal gense hende sidst i oktober 2021, og jeg glæder mig usigeligt. Jeg føler ingen frygt for hende længere, som jeg ellers følte i barneårene. Men jeg har stadigvæk en utrolig stor respekt for hende. For min kærlighed kan blive gengældt med en stærkt blødende hånd, hvis jeg skulle placere den forkert i blot et eneste sekund. Her kan man tale om kontant afregning i sådanne sager, hvis hånden skulle befinde sig på forkert plads på forkert tidspunkt – #metoo. Hun er heller ikke typen, man lige sniger tungen i ørerne på, medmindre man da ønsker et skamferet ansigt. Hun er brutal, uden nåde – voldsom og aggressiv. Jeg elsker hende og jeg har savnet hende ustyrligt. Nu er tiden endelig inde til et gensyn.
En forkert bevægelse ved afkrogningen…
Guds skabelseshistorie
Nå, men her får du så historien, som jeg hørte den, da jeg spurgte ud i en tilsyneladende tom luft og fik svar tilbage fra noget, der mindede om vinden.
Det var blevet søndag og Gud havde skabt det meste på jorden. Sammen med Djævlen betragtede han nu dette skaberværk på denne hellige hviledag. Alt åndede fred og idyl. Jorden var smuk og for skabningerne placeret i den, var dette en version af Paradis. – Se hvilken smuk ting jeg har skabt, hånede Gud Djævlen. – Ja, svarede Djævlen. – Men det er nok lidt for sødt og velorganiseret til min smag, fortsatte han grinende. Gud åbnede en flaske sød vin lavet af druer fra den nye verden og hældte to glas op. Han svingede vinen rundt i glasset og udtrykte tilfredshed med dette produkt, som også var et resultat af den nyskabte klode. – Lad os sætte os og nyde denne skabelse, sagde Gud, og de satte sig ned, hvor de kunne overskue livets gang på den nye dejlige jord.
En udfordring til Gud
Mange ville måske forestille sig, at der altid var konflikt imellem Gud og Djævlen, men sådan forholder det sig slet ikke. Det var den hellige hviledag søndag, og på disse dage mødtes de to ofte og udvekslede ord omkring ugens gang. Der var selvfølgelig ofte konflikter og uenighed imellem dem, men der var også en balance, som der skal være imellem godt og ondt. En balance mennesket har rykket ved mange gange siden, men det er jo en helt anden historie. Således sad de og nød et glas vin fra druer i Guds have, da Djævlen pludselig udbrød. – Jeg udfordrer dig Gud, sagde han. Gud stillede glasset fra sig og stirrede interesseret på Djævlen. Han brød sig egentlig ikke om væddemål, men hvis han kunne øjne en chance for at få Djævlen ned med nakken, så var det nok værd at overveje, at bryde en enkelt lille regel for. – Lad høre oh du mørkets fyrste, svarede Gud. Djævlen så selvsikker ud. Han havde en perfekt udfordring til Gud. En svær en af slagsen. – Her er åh så smukt, og alt er idyl og fred. En perfekt verden. Måske lige bortset fra de to tossede skabninger, du har placeret i din have. De skal nok nå at ødelægge noget med tiden, startede Djævlen.
Geddens tænder er skabt til at dræbe.
– Ingen er perfekt, svarede Gud og eftertidens historie, skulle vise, at han fik ret. – Jeg vil vædde med, fortsatte Djævlen med en snedig og lumsk stemme, at du kan ikke skabe et gudesmukt væsen. Langt smukkere end de andre væsener du har skabt. Men ud over at være den smukkeste, så skal dette væsen også være uden etisk sans overhovedet. Det skal ikke kende til begrebet nåde, anger, frygt eller medlidenhed. Væsenet skal besidde overlegenhed og total dominans, der hvor du nu placerer det. Eller sagt lidt kort. Et væsen så smukt, at ingen vil være i tvivl om, at det er skabt af Gud, men samtidig et væsen så ondt, at alle vil undre sig over, om jeg har haft en finger med i spillet, sluttede Djævlen selvsikkert.
Gud stirrede forundret på Djævlen. – Det har jeg da allerede gjort, sagde Gud. – Eva står jo lige der i Edens have og plukker æbler, fortsatte han, mens han pegede på kvinden, som han lige havde omtalt. Djævlen stirrede på Eva. Hun var ganske rigtig smuk, og mange af hendes efterkommere skulle også blive til smukke kvinder. Men ond? Så sandelig ja. En ondskab mænd i tusinde af generationer nok skulle få at føle. – Hun er fin, svarede Djævlen. – Men det væsen jeg efterlyser skal få fremtidige mænd til at rejse på tværs af kloden, blot for at se hendes skønhed. Så smuk skal hun være. Samtidig med, at alle omkring hende skal frygte hende. I hendes verden skal døden herske, og hendes fysiske styrke skal være alle andre overlegen. Hendes skønhed skal være det sidste mange ser, inden de oplever en grusom og pinefuld død, sluttede Djævlen.
Smukt og ondt
Gud tog atter vinglasset i hånden og nikkede. Denne udfordring var virkelig svær. Han havde skabt et væld af overlegne rovdyr på både land og i vandet. Men langt hovedparten af disse rovdyr fik søde og nuttede unger og de var sjældent onde af sind. Han skulle skabe noget overjordisk smukt, som samtidig var ultimativt ondt. Han smagte atter på vinen. Den var sød og fyldig på samme tid. Et produkt af kærlighed og omsorg. Præcis som alt andet han havde skabt. Denne udfordring var ganske anderledes og snedigt fundet på af Djævlen. – Jeg tager imod denne udfordring, sagde Gud efter grundig omtanke. Ingen – og da slet ikke Djævlen skulle tro, at Gud ikke kunne skabe alt.
Gedden er en fantastisk fighter uanset hvilken metode du bruger.
De tømte deres glas, og inden de skiltes sagde Djævlen til Gud. -Du kan roligt gøre en flaske af den bedste vin klar til i morgen, når vi fejrer min sejr. Derefter forlod Djævlen Guds bolig syngende og forventningsfuld.
Længe sad Gud i dybe tanker. Måske var det ikke den bedste idé at tage imod denne udfordring fra Djævlen. Han havde skabt mange perfekte skabninger og ting de sidste dage, men nu skulle han skabe noget, der var bedre end perfekt. Et væsen hvor evolutionen ikke behøvede at ændre noget i millioner af år. Smuk, som kun han kunne skabe det og samtidig ondere og mere skånselsløs end Djævlen selv kunne forestille sig. Gud rejste sig og gik ned i værkstedet.
Perfektion da glasset er tomt
Jo… Det kaldte Gud det rum, hvorfra al skabelse fandt sted. I et par timer tegnede Gud forskellige væsener, der endnu ikke fandtes, men alle tegningerne endte lige så hurtigt, som de var færdige, i skraldespanden ved siden af arbejdsbordet. De manglede alle det sidste. Det som skulle gøre denne skabning unik. Aftenen gik på held, og nattens mørke timer startede. Opgaven syntes umulig, og Gud fortrød bitterligt, at han havde ladet sig gribe af Djævlens lokkende ordleg. Ud på nattens sene timer var der ikke plads til flere tegninger i skraldespanden. Faktisk lå der flere sammenkrøllede stykker papir på gulvet omkring den. Gud havde ikke rigtig koncentreret sig de sidste minutter, men helliget sig det sidste glas vins søde dråber, da han nærmest i frihånd uden at kigge, havde lavet en skitse på papiret, der lå på bordet. Da glasset var tømt kiggede Gud på tegningen. Han rejste sig med et spjæt, som i overraskelse over tegningen foran ham, som han selv lige havde lavet.
– Der er den, jublede ham højt og overrasket over sig selv. – Et par små enkle justeringer, og den er helt perfekt, tænkte han. Derefter gik Gud over til værkstedets arbejdsbord og gik i gang. Han arbejdede hele resten af natten, og da solens første stråler ramte den smukke have udenfor, kunne han endelig betragte sit skaberværk. Det var en tilfreds Gud, der nu afventede Djævlens besøg denne morgen, thi nu vidste han, at han havde overgået sig selv, og at Djævlen ville tabe udfordringen. Han havde skabt det fuldendte. Det perfekte. Det sublime.
I de stadig tidlige morgentimer ankom Djævlen syngende og glad. Han hilste selvsikkert på Gud og virkede nærmest hoverende allerede. – Har du åbnet din bedste vin, til at besegle min sejr med? spurgte han kækt. – Vinen er åbnet, men vent en kende med at fejre din sejr, til du ser hvad jeg har skabt, svarede Gud, da de sammen gik ind i værkstedet.
Chris med en perfekt gedde taget på flue.
Djævlen var spændt, da de sammen gik hen mod et stort kar dækket til med et stort klæde af stof. – OK – vis mig så den ultimative smukke ondskab du har kreeret, beordrede han. Gud smilede til Djævlen, da han helt bevidst med en utrolig langsomhed fjernede det store stofklæde fra tanken. Da klædet var helt fjernet, stirrede Djævlen ind i tanken med vand med vidt opspærrede øjne. Han vidste ikke sine levende råd og var nærmest tom for ord, men fik alligevel fremstammet. – Hun… Hun er…Hun er henrivende! Men Djævlen vidste godt, at det var en stor underdrivelse. Aldrig havde han set så smukt et væsen før. Men stirrede man på hendes øjne, så var man også bevidst om, at det smukke udseende blot var en ydre skal på et væsen, hvis kynisme og arrogance skulle blive verdenskendt en dag. Bag væsenets smukke øjne så djævlen kun død og lemlæstelse. En evig jagt på det næste offer, som chanceløst måtte lade sig fortære af dette vidunderlige væsen.
Djævlen forestillede sig den frygt, som skulle blive mange byttedyrs sidste følelse i livet, inden de forsvandt i det tilsyneladende bundløse gab på dette dyr. Han kunne næsten føle deres frygt og han nød det. Så ustyrlig smuk og så frygtelig på en og samme tid. Hun var mageløs. Unik. Enestående. Fantastisk. – Selv hendes egne børn vil frygte hende, afbrød Gud stilheden med. Djævlen indså sit nederlag og faldt på knæ foran Gud. – Oh du almægtige skaber. Jeg bøjer mig i støvet foran dig og erkender, at du store Gud, er den almægtige, sagde Djævlen med en nærmest grådkvalt stemme. – Visse vasse Djævel, svarede Gud. – Rejs dig op og del denne gode vin med mig. Jeg er måske nok skaberen, men vi laver alle fejl fra tid til anden, fortsatte Gud, mens han arkiverede en mappe med titlen ”Trump” i arkivskabet for fremtidige store ideer.
Djævlen rejste sig fra støvet og fulgte Gud ud af værkstedet. Da de gik igennem døren, kastede han et sidste beundrende blik på væsenet i tanken med vand. – Må jeg få hende?, spurgte han Gud. – Det er præcis sådan en, jeg kunne bruge i kælderen, hvor jeg arbejder. Et væsen der kan skabe respekt og frygt, fortsatte Djævlen. – Nej, svarede Gud. – Hun skal tilhøre den jord, jeg har skabt. Hun skal minde alle om, at der er balance imellem smukt og grumt. At kærligt og mildt, men også ondskabsfuld kan bo i samme krop, fortsatte Gud.
Blodt på tanden? – så er det bare med at komme ud og opleve efteråret med geddestangen i hånden.
En skål med Djævlen
– Men hvor vil du da bosætte et sådant væsen?, spurgte Djævlen, mens Gud fyldte to glas med dejlig vin op.
Jeg vil placere hende i Sverige, svarede Gud. – Her skal hun leve i de smukkeste omgivelser, og hun vil blive genstand for legender og myter. Herfra skal hun sprede sig til alle verdener og blive midtpunkt i sagn og fortællinger igennem millioner af år. Hun er perfekt allerede nu, så derfor skal hun heller aldrig ændres af evolutionen. Jeg vil kalde hende for Gedde og gøre hende stor og mægtig. En enehersker uden andre fjender end hende selv. Hun skal blomstre og trives, men også leve med den forbandelse, som det nu bliver, at være den absolut smukkeste og samtidig mest frygtede af alle. Således har jeg bestemt det, sluttede Gud tilfreds.
De skålede, og sammen fejrede de Guds sejr. Djævlen spurgte aldrig siden Gud om at skabe noget som helst, og resten af hans meget lange tid, var han evigt misundelig på skabelsen af gedden. Således har vinden fortalt mig historien, da jeg spurgte den. Og det er jo dejligt, selv at kunne fortolke de svar man får, når man nu stiller et spørgsmål ud i den øjensynligt tomme luft.
Et fiskeliv med gedden
Første gang jeg så hende, angreb hun en aborre, der sad for enden af en spinner, jeg fiskede med. Mit første møde med hende indeholdt kun frygt, og en dreng der løb grædende hjem fra mosen til sin far for at finde trøst. Men jeg følte hendes enorme kræfter i et kort sekund, inden hun fjernede både aborre og spinner fra en alt for lille fiskestang. En styrke jeg aldrig glemte.
Da jeg blev større, ville jeg møde hende igen. En tur der sendte mig på Vejle skadestue med en noget vissen hånd og en blødning, som ingen ende ville tage. Men jeg blev forelsket i hende. I hendes brutalitet. Hendes totale mangel på respekt – og hendes arsenal af våben i form af tusinde sylespidse tænder. Forelskelse blev til besættelse, og besættelse blev til direkte kærlighed. Nu skal jeg endelig atter møde hende, og jeg er mere spændt end noget barn nogensinde har været en juleaften. Jeg glæder mig til gensynet. For hvert år har hun skabt historier i mit sind. Historier der fortælles og varer evigt. Hun er Skandinaviens vildeste rovfisk. Så smuk, at kun en Gud kan have skabt hende… og så brutal, at man må undre sig, om ikke en Djævel har haft en finger med i spillet.
okt 18, 2021 | Artikler, Grej og beklædning, Portrætter, Sponsoreret
Stella er Shimanos flagskib, som uden nogen form for kompromisser repræsenterer det ypperste indenfor den nyeste teknnologi til fastspolehjul.
Shimano, der især er kendt for sine hjul og stænger af virkelig høj kvalitet, fylder 100 år i 2021. Her får du historien om den ikoniske grejproducent, der startede med at producere cykeldele i for i lang, lang tid siden.
TEKST: JENS BURSELL, FOTO JENS BURSELL, JONATHAN BJURSTAM, ANDREAS RASMUSSEN & SHIMANO INC
I ÅR ER DET 100 ÅR SIDEN, at grunden blev lagt til det ikoniske grejfirma Shimano, som vi alle kender – især for deres kompromisløse hjul og stænger. Historien starter i februar 1921 hvor Shozaburo Shimano åbnede Shimano Iron Works i Higashi Minato i byen Sakai, da han var blot 26 år gammel. Fabrikken blev startet på en tomt med en nedlagt celluloid fabrik, hvor han i al ydmyghed lejede næsten 40 kvadratmeter til en månedlig leje på 5 yen. På det tidspunkt havde den nye firma blot en enkelt drejebænk, som Shozaburo havde lånt fra Sano Iron Works, hvor han var gode venner med ejeren.
Japanske Shozaburo Shimano grundlagde Shimano i 1921.
Shimano starter med produktion af cykeldele
Allerede fra starten af i 1922 havde Shozaburo Shimano besluttet sig for at fokusere sin produktion på cykeldele, som krævede det højeste niveau af teknologi at producere – og i årene efter arbejde man på højtryk med at udvikle produktionen af dele til netop cykelindustrien. I 1940 blev virksomhedens navn ændret til Shimano Iron Works Co., Ltd. og Shozaburo blev udnævnt som den første præsident for de cirka 300 medarbejdere, der var på det tidspunkt.
Produktionen af cykeldele forsatte og den næste større organisatoriske ændring var, da firmaet igen i 1951 skiftede navn til Shimano Industrial Co., Ltd som følge af en fusion mellem Shimano Iron Works og Shimano Bicycle Company. I kølvandet på dette begyndte Shimano som noget helt nyt at producere udvendige gear i 1956 og indvendige gear i 1957. I samme periode begynder man på fabrikken at eksperimentere med koldhærdning inspireret af nye tendenser på en større udstilling i daværende Vesttyskland.
Nye tider for Shimano
I September 1958 dør Shozaburo og hans slægtning Shozo fra Shimano-familien overtager posten som præsident. Et par år senere i 1961 er man klar til at lancere det nye indvendige 3-gears system på en international messe i New York, hvor cykelmarkedet er i markant vækst på det tidspunkt. Netop det amerikanske marked kommer til at danne basis for at øget salg, og i 1965 dannes Shimano American Corporation i New York med Yoshizo Shimano som præsident. Op gennem de næste par ud udvides kontinuerligt, og i 1979 etableres Shimano Yamaguchi Co., Ltd. som i dag er fabrikken Shimonoseki i den japanske by Yamaguchi. Dette nye produktionssystem blev lavet med det formål, at producere bremser til skibe.
Dux var i 1971 det første fastspolehjul fra Shimano.
Produktion af fiskegrej fra Shimano
I 1971 startes en division for produktion af fiskegrej på Shimanos fabrikker – og det første produkt er en serie af spinnehjul – DUX. Den nye linje med produktion af fiskegrej var helt i tråd med missionen fra produktionen af cykeldele – nemlig at bidrage positivt til den almene folkesundhed ved at facilitere og opmuntre til forskellige fysiske outdooraktiviteter.
Satsningen på fiskegrej viser sig at gå så godt, at man i 1972 etablerer Shimano Europa GmbH i vesttyske Düsseldorf, samtidig med at koncernen bliver børsnoteret i japanske Osaka. Parallelt med satsningen på lystfiskerne, forstærkes indsatsen for salget af cykler, med sponsorater til cykelhold i både Europa og hjemlandet Japan i 1973, hvor koncernen udvides med en afdeling i Singapore. Og satsningen giver pote med at firmaet nu også børsnoteres i Tokyo.
Op igennem halvfjerdserne lanceres en række nye komponenter til racercykler, og i 1978 blev der igen satset stort på lystfiskerne med lanceringen af Bantam-hjulene, som blev lavet med henblik på ultra let præcisionsfiskeri efter bass. I 1979 flyttes Shimano American Corporation til New Jersey.
I 1981 etableres datterselskabet Kimamoto Fishing, og i 1984 afholdes for første gang Shimano Japan Cup for at promovere alle de mange sjove og spændende muligheder der er inden for sportsfiskeriets verden. Året efter flytter Shimano Europe til byen Hilden i Vesttyskland, mens hjulserien Titanos, hvor der eksperimenteres med composit materialer af titanium, kulfiber og resin, for første gang kom på markedet.
Det ikonisk Stellahjul – her den gamle FB udgave, er spidsypdsen inden for Shiamnos fastspolehjulteknologi.
Ultegra – nye fastspolehjul fra Shimano
Op i gennem firserne oplever Shimano en stigende vækst inden for fiskegrej og lancerer i 1987 det kendte fastspolehjul Ultegra, der sidenhen er kommet i et hav af forskellige typer og modeller. Udviklingen kulminerer i 1988, hvor Shimano U.K. Ltd. etableres med det formål at effektivisere salget af fiskegrej i Europa – og i samme periode begynder firmaet også at producere medestænger, som der er et meget stort marked for i England. Firmaet producerer også stænger med justerbar længde, så den samme stang kan bruges til flere forskellige formål.
Den øgede vækst betyder i slutfirserne også opstarten af nye afdelinger – fx Shimano Benelux B. V og Shimano Fishing Holding B. V – plus nye afdelinger i Italien og Malaysia. I samme periode lanceres også serien af fiskegrej – Nexus – og koncerne omdøbes til Shimano Inc.
Sådan så det første Stella-hjul fra Shimano ud i 1992.
Shimano Stella introduceres i 1992
Det ikoniske fastspolehjul Stella ser dagens lys første gang i 1992 – samme år hvor Keizo Shimano bliver den tredje præsident for koncernen, og der etableres endnu en afdeling i Australien. I 1995 afløses han af Yoshizo Shimano, og samme år kommer en ny model af Stella med det dengang revolutionerende SHIP (Smooth and Hi-Power System) der betød en markant forøget reduktion af vibrationer under indspinningen. Siden da har udviklingen af nye Stella hjul så at sige båret udviklingen af alle de andre billigere hjulserier – og det der derfor især disse hjul, som nævnes i forbindelse med nye hjulteknologier, hvor knowhow sidenhen overføres og til de knapt så dyre modeller i varieret form.
G. Loomis laver kompromisløse fluestænger og var derfor the perfect match for Shimano at opkøbe i 1997.
G.Loomis opkøbes af Shimano
I 1997 opkøbes stangproducenten G. Loomis, der selv var startet 15 år tidligere, af Shimano. Det markerer starten på udviklingen af stænger, der er lige så kompromisløse som hjulene, hvilket betyder, at Shimano nu om dage har et kæmpe udvalg af topkvalitets stænger til stort set samtlige former for lystfiskeri. Året efter bød på en ny model af det kompromisløse hjul Stella med et helt nyt koncept: I stedet for at minimere antallet af dele forsøgte man at komprimere dem i stedet, for på denne måde at få et mere velfungerende hjul, der samtidig fyldte mindre og havde et flottere slim-line look. I samme periode begyndte koncernen også at producere dele til både golf og snowboard markedet.
Stella træder ind i det nye årtusinde
I 2000 træder Stellahjulene ind i det nye årtusinde med manér, idet Stella Millenium Edition lanceres med et helt nyt Super Slow Oscillation System, der var designet til at øge kasteafstanden. Millenium-udgaven var også den første model af fastspolehjul, hvor håndtaget blev skruet på – hvorved man fik et hjul, der bedre kunne komprimeres under transport. Og som prikken over i´et blev ”Millennium Edition” på futuristisk vis indgraveret med laser på hjulene. Året efter blev Yozo Shimano præsident for den efterhånden multinationale koncern, hvor der i årene efter også kom afdelinger i både Taiwan, Frankrig og Tjekkiet.
Shimano fortsætter i 2001 satsningen på at perfektionere Stella og begynder at udvide udvalget af spoler, så den enkelte lystfiskere lettere ville kunne tilpasse sig den aktuelle fiskesituation ved vandet. I 2004 opgraderes Stella med en bøjlearm i et eneste stykke, og året efter åbnes også afdelinger for cykeldivisionen i Skandinavien.
Koncernen udvider konstant med nye afdelinger, og i 2007 kommer turen til Sydamerika – med opstarten af Shimano Latin America Representacao Comerial Ltda. Samme år perfektioneredes Stella med rustfri S-A-RB kuglelejer samt en ny AR-C spole, der gav mindre friktion ved lineafgivelsen – og dermed længere kast samt mindre kludder.
I 2009 begyndte Shimano også at producere ro-udstyr, og året efter opgraderes Stella igen med X-SHIP – et nyt gear system, som sikrede den perfekte vibrationsfri rotation. De kommende år bød på flere nye afdelinger i fjernøsten.
Ny gear-teknologi
I 2014 introducerede Shimano MicroModule teknologien, der reducerede vibrationerne under indspinningen markant. Dette var et markant gennembrud i hjulets design, fordi man fik en højere indspinningskomfort uden at skulle gå på kompromis med styrke og holdbarhed. Samme år udvidedes koncernen yderligere til også at involvere produktion af actionkameraer – og nye afdelinger kommer til i blandt andet Tyrkiet.
Hagane konceptet lanceres i 2015 – et hjuldesign, der forbedrede den vibrationsfri indspinning samtidig med, at en enorm styrke i hjulet blev opnået. Parallelt med opstarten af flere nye filialer begyndte Shimano nu også at åbne en slags kombination af barer og flagshipstores i et forsøg på at kommunikere firmaets værdier og inspirere folk til en ny livstil med cykling og fiskeri som omdrejningspunktet. Og med den nye 2018 version af Stella fik koncernes flagskib indenfor fastspolehjul endnu et løft: Den nye model havde nemlig en hidtil uset smoothness i sin gang, hvilket var muliggjort af det nye Micro Module II system.
Kontrol over kvaliteten
Shimano er en af de få firmaer, som leverer grej til fiskebranchen, der selv ejer sine fabrikker. Det betyder, at de har 100 % styr på kvalitetskontrollen. Eksempelvis tjekkes alle Shimano hjul i specielle ”stillerum” fyldt med mikrofoner, der kan opsnappe den mindste mislyd fra hjulene, hvor der skulle være en mekanisk fejl. Intet er overladt til tilfældighederne, hvilket også er en af årsagerne til at Shimanos hjul har det gode ry, som de har i dag.
Joanathan Bjurstam, der er Shimanos Nordic Brand Co-ordinator i sit rette element.
Shimano Nordic overtager salget i Skandinavien
I 2020 etablerer Shimano for første gang en skandinavisk salgsafdeling – Shimano Nordic, og samme år færdiggjorde man det nye Technology Innovation Center i hovedkarteret, hvor Taizo Shimano blev den sjette præsident for familiedynastiet.
– Det, at vi nu har en afdeling af Shimano i her Skandinavien betyder, at vi lettere kan fokusere 100 % på, dette marked med grej, der er lavet specifikt til det skandinaviske fiskeri, fortæller Jonathan Bjurstam fra Shimano Nordic. – De skandinaviske lystfiskere kan derfor roligt glæde sig til de kommende år, hvor der vil komme endnu flere nyheder lavet specifikt til vores hjemlige marked.
Du kan læse mere om Shimanos 100 års jubilæum her.
Shimano koncernen ledes i dag af Taizo Shimano.
okt 16, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
Kan man kombinere solferie med familien og karpefiskeri ved en ikonisk karpesø højt oppe i bjergene? Svaret er ja. Følg med Jonas Stenvinkel til Gran Canaria, hvor du kan fange de flotteste fuldskællede spejlkarper i søen Chira.
AF JONAS STENVINKEL
Efter et presset år med nedrivning af vores gamle hus, tegning/design af et nyt samt det almindelige travle familie- og arbejdsliv med 3 små børn, havde min kone og jeg virkelig brug for noget ferie. Jeg er normalt ikke til sol og varme – og jeg kan ikke ligge stille ved en pool i mere end et kvarter, før jeg føler, der skal ske noget mere. Jeg væmmes ved “All inclusive”, når ildrøde englændere overforbruger på et niveau, som får selv de mest energiske klima-benægtere til at tænke sig om.
Således overhørte jeg ihærdigt at min kone foreslog den ene håbløse (læs; karpetomme) sydlandske ø efter den anden, lige indtil Gran Canaria blev nævnt. Her blev jeg pludselig langt mere positiv, og vi fik hurtigt booket ugen før efterårsferien for at undgå det værste mylder. Som alle karpefiskere jo ved, ligger Chira søen på Gran Canaria, og den har været på min “bucket liste” i 25 år siden ikoner som Mads Grosell og Thierry Du Brail skrev om den i ca. 1995. Jovist; søen er langt fra uopdaget og jomfruelig længere, men karperne er gudeskønne med deres karakteriske store skæl, og baggrunden med kaktus og lavasten er så fjern fra noget jeg ellers kender. Tillige ligger søen 1.000m over havet, hvilket gør hele oplevelsen ret speciel.
Skumle karpeplaner
Min kone fattede hurtigt mistanke til mine skumle planer, og forbød mig straks at medbringe de trofaste rejsestænger, for vores bryllupsrejse indeholdt bl.a. tre dage ved bredden af Lake Bled i Slovenien. Men – jeg lagde snedige planer bag hendes ryg! Op til ferien havde jeg det svært travlt arbejdsmæssigt, så jeg skimmede Google igennem og fandt kun én guide på Canaria. Prisen lød på 100€ for en fuld dag med alt grej, foder, mad og drikke samt transport fra hotellet. Da jeg havde fødselsdag midt på ugen, købte jeg derfor en gave til mig selv; en dagtur med guide til Chira. Nu skulle jeg have mig en 10+ fuldskællet – og helst med kaktus i baggrunden! Prismæssigt kunne jeg ikke helt få det til at løbe rundt som en dagsløn, så jeg forestillede mig det værste. Noget á la at blive droppet af på en stenet sø-bred med udslidt skod grej og sidde dagen lang alene i den bagende sol.
Derfor sneg jeg en krogsliber, en pakke friske kroge, en spole forfangsmateriale og et glas popups med i tasken – uden konen opdagede det. Så kunne det næppe gå helt galt. Overraskende nok blev min kone ikke helt så sur som frygtet, da der lå en ekstra fødselsdagsgave på morgenbordet. Fra Jonas til Jonas… Som mange gange før vendte hun blot øjne af mig, hvilket er det tydelige tegn på hendes fulde velsignelse, når jeg atter får presset lidt karpefiskeri ind i vores ferier, weekendture, etc… Og – så bad hun mig i det mindste slæbe én af ungerne med, så hun ikke var alene med alle tre.
Fiskeriet i Chira foregår i super smukke omgivelser – og der er masser af fisk.
Karper i bjergene
Jeg tankede op med lidt proviant og et par dåser majs – for jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Da vi havde lejet bil hele ugen, kørte jeg selv til søen for at skåne min 5-årige knægt for køresyge. Jeg fik en GPS position og skulle stå ved søen klokken otte, så jeg kørte afsted klokken 06.30 ud på halvanden times bjergkørsel i bælgravende mørke. Hen af 07.30 tiden begyndte det at lysne, og et helt fantastisk bjerglandskab åbenbarede sig i de fineste røde og orange farver. Men det skal siges – er du ikke til bjergkørsel på smalle veje med lodrette sider, helt uden gadebelysning og delvist uden autoværn; så lad Dave hente dig!
Jeg har arbejdet meget i Alperne, så jeg nød at der i det mindste hverken var is eller sne.
De sidste 10 minutters kørsel gik ned mod søen, som lå lokkende i en smuk dal med brutale bjergsider og et tørt og ubarmhjertigt terræn, hvor selv de hårdføre vækster hang med bladene. Jeg var straks mentalt som en 15årig knægt med max karpefeber, og satte et tempo på bilen, hvilket kostede en lille pause og lidt opkast for min ellers hårdføre karpe-knægt. Herefter var der lidt mere ro på højre fod, og snart efter trillede vi ind på parkeringsområdet. Guiden Dave ejer en del af bredden langs Chira, så han var kørt gennem en bom og stod længere nede, hvor han havde gjort grejet klar.
Foruden min søn og jeg, var der en anden gæst fra UK, Matty, og hans knægt. Matty fisker tre dage om ugen fast, så vi spildte heldigvis ingen tid på oplæring. Vi fiskede tre stænger hver og aftalte hurtigt at dele huggene imellem os. Dave sejlede alle stængerne ud, hvilket jeg ikke helt forstod, for vi fiskede kun på 25 meters afstand. Grejet var fornuftigt med Scope stænger, nogle patinerede Nash hjul og simple, men friske rigs. Han er sponsoreret af Nash, så alt var, som det skulle være. Jeg skyndte mig derfor at pakke min krogsliber og småting langt ned i tasken for ikke at fornærme ham.
Chira er især kendt for sine fuldskællede – eller næsten fuldskællede spejlkarper som denne.
Styr på Chiras karper
For pokker han har styr på Chira! Han har guidet dernede siden 2003 og påstår selv, at være den person i verden, der har fanget flest karper. Med 18 års fiskeri stort set hver eneste dag i en relativt nem sø, er det vel svært at argumentere mod. Selv ikke Morten Rasmussen kan hamle om mod dette vanvid af karper. Dave’s gæster tæller i øvrigt alt fra nybegyndere til de mest kendte engelske fiskere som Nash, Blair, Briggs, Crow, Tony Davies-Patrick, foruden en masse kendisser.
Karpernes tilstedeværelse var jeg heller aldrig i tvivl om. De sprang fri af vandet over hele søen den første times tid, men ganske som jeg har erfaret i Ebro, er de stort set ikke til at fange på dette tidspunkt. Først når de stopper med at springe ved 9 tiden, kommer de ned til bunden.
Dave fortalte at Allan Blair havde kæmpet løs med zigs flere dage i træk for at fange dem nær overfladen, men ganske resultatløst. Det er bare med at vente, for allerede klokken halv ti havde vi det første run. Det var Matty, der startede med første fisk, så jeg stod blot og nød scenen af en stærk 23lbs fuldskællet, som blev fightet af den rutinerede englænder og landet af Dave.
Næste gang var det mig, og en halv times tid senere stod jeg med en 22lbs fuldskællet. Turen var reddet!
Matty smed næste fisk, men jeg insisterede på, at det var hans tur, indtil han havde én i nettet. Således endte dagen med 8 hug og 7 fisk på land. Jeg fik på 22, 21 og 20 lbs, mens Mattys næste 3 var lidt mindre. Vi pakkede sammen ved 13.30 tiden og fiskede altså ikke mere end 6 timer.
Bomstærke fuldskællede spejlkarper
Karperne var bomstærke som flodkarperne i Ebro, og fiskeriet var utroligt simpelt. Multirigs med Nash Fang kroge, Nash Spicy Tuna lige fra posen og en lille fodring primært med Tigers og pellets. Popups virker stort set ikke – igen ligesom Ebro. Selvom søen ikke just er ukendt, er den stadig flot og naturlig at se på – modsat Ebro, som åbenbart er mit faste referencepunkt i dag, hvor der flyder med skrald og fæces, og hvor alle byer udleder spildevand. Nej ved Chira er der fred og ro og rent.
Man kan mene, hvad man vil om guidet fiskeri, og jeg havde personligt foretrukket glæden ved at klare det hele selv. Men – er man på familieferie, så er det utroligt nemt lige at rive en formiddag ud af kalenderen, og lade Dave klare alt det hårde, mens man selv høster frugterne. Hvis man er til lidt mere seriøst fiskeri, kan man leje grej til overnatninger, hvilket helt bestemt lyder fristende.
Der dukker stadig ukendte fisk op, og Dave viste mig et billede af en fantastisk semi-koi med helt orange bug, som en af hans gæster fik nogle uger siden. Størrelsesmæssigt er der mange fisk over 30lbs og nogle enkelte over 40lbs. For mere info kan du se Dave’s hjemmeside eller find ham på FB under CarpCanaria.
